171 – The Byrds – The Notorious Byrd Brothers (1968)

The Byrds havde deres kommercielle storhedstid i begyndelsen af deres karriere, og som årene skred frem fik de færre og færre hits og værre og værre albumsalg. Samtidig fik de også gradvist bedre anmeldelser op gennem 60’erne, og det sidste album med David Crosby på guitar, The Notorious Byrd Brothers, var da også det mest positivt modtagne album, gruppen hidtil havde udgivet. Og du har sikkert aldrig hørt så meget som en tone af det, for det er faktisk stadig ikke særlig populært. Men de, der har hørt det, ved, at der er tale om en musikalsk skatkiste. Den er med sine 11 numre ikke længere end 28 minutter, hvilket betyder at det gennemsnitlige nummer ikke er meget længere end 2½ minut langt. Det resulterer i, at de ikke dvæler ved et nummer i længere tid end nødvendigt. De individuelle numre har ikke rigtig klimakser eller store variationer i sangskrivningen, det hele er faktisk i grunden tit ret simpelt komponeret. Der bliver brugt framing af og til, og nogle få soloer er der også, men et par af sangene er faktisk ikke mere end vers og evt. omkvæd. Som pladen skrider fremad, bliver de individuelle sange dog mere komplicerede.

Selvom det ofte, især i starten, er simpelt, er det dog stadig eventyrlystent. Jeg er meget betaget af hvordan Natural Harmony har broer, der ikke leder hen mod noget omkvæd. Jeg kan også rigtig godt lide hvordan de forskellige sange har flotte overgange til hinanden, så det næsten føles som ét langt nummer. Selv der, hvor der ikke er nogen overgang, starter det ene nummer brat efter det andet. Man kan på min cd-udgave stort set ikke høre, at det oprindeligt var en tosidet vinyl. Det er bare én lang lydoplevelse på en halv time, og derfor vil jeg faktisk også anbefale folk at lytte til cd’en frem for vinylen. På The Notorious Byrd Brothers blev gruppen meget betaget af de dengang spritnye Moog-synthesizere, der derfor naturligt nok er brugt meget på pladen. Det giver visse af numrene en psykedelisk lyd ulig noget de tidligere havde kunnet lave. Dette gør sig især til udtryk på det klimaktiske afslutningsnummer Space Odyssey. Dette er virkelig syret, og oven på de tidligere sange, der mest har været små vignetter i en større helhed, kommer her noget fuldendt, og det runder albummet flot af.

Jeg indrømmer blankt, at jeg nok har lidt af en forkærlighed overfor sådanne vignet-albums, der består af virkelig korte numre. Jeg har allerede erklæret min kærlighed for masser af lignende albums, f.eks. Pink Flag af Wire og Double Nickels on the Dime af Minutemen. Og det er en stil, der fungerer godt, for selv hvis man ikke kan lide ét nummer, så kan man måske lide det næste. Der er aldrig fare for at et nummer bliver ved i for lang tid. Man skal dog tage det sure med det søde og komponere efter denne stil. En 2 minutter lang udgave af Stairway to Heaven ville f.eks. ikke være særlig tilfredsstillende. The Byrds gør alle sangene virkelig finurlige, og giver dem deres egne små ting, der skiller dem ud, f.eks. messingblæserne på Artificial Energy eller den et minut lange syrede guitarsolo på Change Is Now. Det er fascinerende at høre på, og jeg har vitterligt endnu ikke formået at blive træt af nogen del af The Notorious Byrd Brothers. Kan du lide det, du ellers kender med The Byrds, er det et album, du bør kigge til øjeblikkeligt, og hvis du ikke har noget forhold til The Byrds, så er det ved at være på tide!

172 – Rod Stewart – Every Picture Tells a Story (1971)

Når man tænker Rod Stewart, er der med god grund typisk én sang, man tænker på før nogen anden, og det er Maggie May. Det er en sød, rørende lille sang, der virkelig klædes af Stewarts stemme. Faktisk er det meget synd, at der ikke er mere af hans musik, der lyder sådan, for roots/folk-lyden klæder ham som sagt godt, og han føles på ingen måde nær så naturlig, når han takler disko, new wave eller soft rock. Tidligt i 70’erne var han dog mere rocket, og den definitve Stewart-plade er da også fra den periode. Den hedder Every Picture Tells a Story, og derpå finder man bl.a. førnævnte Maggie May. Denne plade har dog en broget skare af indflydelser, dog alle behandlet med et touch af denne roots-lyd, som pladen gennemgående er præget af, hvilket giver den mere identitet. Genrer som gospel, country, blues, hård rock og endda salmer bliver behandlet, så de passer perfekt sammen, men på samme tid skinner disse genrers unikke kvaliteter flot igennem, så de enkelte numre skiller sig ud og har kant. Rækkefølgen er også godt gennemtænkt. Hvis sangene var i en meget anderledes rækkefølge, kunne pladen enten risikere at føles rodet eller ensartet, men som den er nu, er den lige tilpas varieret.

Der er mange kloge valg truffet på Every Picture Tells a Story, heriblandt at placere det energiske, storladne titelnummer først. Dette nummer er skrevet i samarbejde med hans gamle ven Ronnie Wood, som han har arbejdet sammen med i både Faces og The Jeff Beck Group. Wood spiller også guitar på mange af disse numre, og han og Stewart er virkelig et godt team.deres fælles stil er sprød, interessant og levende, og Every Picture Tells a Story er uden tvivl pladens mest ambitiøse sang, og måske ville jeg endda kalde den bedre end Maggie May. Man har virkelig fået smag for pladen, så snart den er slut. På samme måde er hans fortolkning af den sentimentale Reason to Believe et formidabelt afslutningsnummer. Jeg elsker når afslutningsnumre i stemning kigger tilbage, det får lytteren til at reflektere over albummet. Derudover er alt ved denne udgave bare enormt charmerende og sødt for ikke at tale om ofte ret kreativt. Der findes mange udgaver af denne sang, og ingen er efter min mening så gennemført som Stewarts, det til trods for, at den måske fortsætter i lidt for lang tid i slutningen.

En stor del af Every Picture Tells a Story er covers, og det betyder selvfølgelig varierende kvalitet i sangskrivningen. Amazing Grace er selvfølgelig et mesterværk og alt muligt, men den simplistiske udgave, der er på Every Picture Tells a Story, er, så charmerende som den er, et ret unødvendigt indskud. Den passer ikke rigtig ind. That’s All Right var også lidt underlig at høre, de første par gange, jeg lyttede til pladen, men det var vist mest, fordi jeg var så bekendt med Elvis’ udgave, og det var derfor meget underligt at høre det med Stewarts lyse, sprøde stemme. Som jeg blev mere vant til den, satte jeg mere pris på den, og blues-guitaren derpå er ganske lækker. Seems Like a Long Time er det eneste nummer, jeg synes er ret kedeligt, og det er faktisk ikke engang et cover. Det lyder lidt som noget af the Band, men dette klædes bare ikke nær så godt af Stewarts stemme. Den har sin charme, men vil ikke sælge pladen. Sidste halvdel af pladen er dog eminent med stribevis af fantastiske numre, så man efterlader pladen med et minde om nogle virkelig svedige sange. Jeg havde i grunden ikke forventet mig så meget af Every Picture Tells a Story, selvom jeg er vild med Maggie May, men jeg må indrømme, at det er en yderst positiv oplevelse.

173 – Todd Rundgren – Something/Anything? (1972)

Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, dette i endnu højere grad, når man tager i betragtning, at dette er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er opført udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, så vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er blevet afspejlet. Numre som Hello It’s Me og Slut er fænomenale popsange, men samtidig er numre som Piss Aaron og Some Folks Is Even Whiter Than Me ret bizarre men af samme årsag samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er uden tvivl en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer i sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i banale kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.

Instrumentationen og lyrikken arbejder som sagt flot sammen på visse numre, heriblandt It Takes Two to Tango (This Is for the Girls), hvor der bruges kastanjetter, der især markerer sig i løbet af et break i slutningen af omkvædet. Et andet eksempel er The Night the Carousel Burned Down, hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en meget særpræget lyd, og mod slutningen kan høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret Intro er da også bare at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamand.

Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, så vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid, så man kan spørge sig selv, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for alle disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Og lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange detaljer, så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.

174 – Bob Dylan – Desire (1976)

Engang i midten af 70’erne mødte Bob Dylan en mand ved navn Jacques Levy. De blev ret gode venner, og Dylan besluttede sig da for at skrive størstedelen af sit næste album i fællesskab med sin nye ven. Albummet hed Desire, og det åbner med et af Dylans med god grund mest berømte numre – og det er muligvis min personlige favorit i hans diskografi. Jeg snakker her om Hurricane, historien om den sorte bokser Rubin “Hurricane” Carter, der uden beviser blev straffet for mord, han ikke havde begået. Det er en vidunderlig komposition med en skarp tekst. Den er så veludført, at man slet ikke kan mærke, at sangen er 8½ minut lang. Andet nummer hedder Isis, og den handler om en ung goms forhold til en kvinde af dette navn. Sangens tematik er troskab, og passende nok for titlen bruges metaforer over ægyptisk kultur. Der er intet omkvæd, så det er bare en flot fortalt fortælling, der bærer hele sangen i samarbejde med flot instrumentation. Der kommer lidt gang i den på den festlige Mozambique, der måske ikke er den største fortælling, poeten Dylan har lavet, men den er velskrevet, og den har mange overraskelser. Og de eksotiske trommer og den hjemlige violin arbejder godt sammen om en unik lyd.

Det bliver mere trist med One More Cup of Coffee (Valley Below). Denne har Dylan skrevet alene, men han er jo en fantastisk sangskriver uanset om han arbejder sammen med Levy eller ej. Han synger til en kvinde med en hård opvækst og besværlige vilkår. I omkvædet synger Emmylou Harris med, og hun gør sangen endnu mere ulidelig end den ellers var; men altså ulidelig på den gode måde. Oh Sister er heller ikke en lykkelig sang, men den er mere vemodig og nostalgisk. Også her dukker Emmylou Harris op, og hendes stemme formår virkelig at løfte denne sang til et nyt niveau sammen med violinen, der jo er så gennemgående på albummet. Som på mange andre af Dylans bedste plader, er visse af sangene meget lange. På Desire er den længste sang Joey, der varer hele 11 minutter. Dette er endnu en sang om en virkelig person, nemlig gangsteren “Crazy Joe” Gallo. Denne sang blev beskyldt for at glorificere ham, men efter min mening er det blot en rørende fortælling om hans liv og død, der får hans levevis til at lyde forståelig og sympatisk. Det er rart at få sådan et perspektiv i forhold til visse mediers dæmonisering af kriminelle. De er trods alt mennesker som os.

Romance in Durango handler om en lovløs og hans kæreste, der er på flugt i Mexico. De prøver at få et pusterum fra at være på flugt, lidt tid til romantik, og det er jo naturligvis besværligt. Lyden er da meget præget af traditionel mexicansk musik, hvorfor der da både er akkordion og mandolin, hvilket gør sangen ret unik. Den er dog nok lidt langtrukken, og jeg har svært ved at nævne en sang på pladen, jeg ikke hellere ville lytte til. Højt på listen over gode sange fra albummet er Black Diamond Bay. Denne har ikke blot en stærk melodi, der sagtens kan holde til de 7½ minutter, den varer. Den handler om en lille øs ødeleggelse, og den bliver fortalt både fra synspunktet af en hotelejer med hotel på øen og fra en man, der ser begivenhederne ske. Det er en kreativ fortællemåde, der gør sangen levende. Pladen afsluttes med Sara, en sang om Dylans første kone, Sara Dylan. Disse to blev skilt året efter pladens udgivelse, og problematikken i forholdet er da også skildret i sangen sammen med hans store kærlighed til hende, og melodien er på samme måde tosidet i stemning. Denne meget personlige sang føler jeg, er en god måde at afslutte Desire, især da det netop er det, sangen handler om. Selve pladen er som så meget fra Dylan: mesterlig.

175 – The Carpenters – Close to You (1970)

Jeg klager af og til over, at musik er for ufarlig, for pæn, for blødsøden og for ligegyldig, og dette gælder især 70’ernes soft-rock og pop. Især det lavet af hvide amerikanere. Med andre ord burde jeg virkelig hade The Carpenters, for de er både ufarlige, pæne, blødsødne og i det store hele ret ligegyldige – selvom de var ret indflydelsesrige på deres samtid. Men de fleste af de navne, de var indflydelsesrige på – Barry Manilow, Captain & Tennile, Starland Vocal Band – er noget af den værste musik, 70’erne har at byde på. Dog kan jeg virkelig godt lide visse af deres sange. Ja, de er nok værd at dykke lidt mere ned i, og det kan man nok især gøre med Close to You fra 1970. Denne indeholder to af deres største hits, We’ve Only Just Begun og (They Long to Be) Close to You. Begge skønne, bløde popsange, der er flot og naturligt arrangeret. Det er meget romantisk og sukkersødt, men det skal der også være plad til i ny og næ, især hvis man kan gøre det godt, og det kan The Carpenters skam.

Det ville dog være lidt af en overdrivelse, hvis jeg påstod, at de altid gjorde det lige vellykket. Numre som Love Is SurrenderI Kept on Loving You og især deres cover af Reason to Believe er nogle af deres mest ligegyldige sange. De har ingen sjæl, og jeg kan ikke mærke nogen årsag til, at de eksisterer. Jeg har seriøst svært ved at forestille mig, at Richard og Karen Carpenter på noget tidspunkt fik den gnist, der sagde dem, at de skulle lave et cover af Reason to Believe. For de gør bare Tim Hardins i forvejen ret banale men i det mindste beskedne og inderlige sang til en klichéparade i countrygenren. Jovist, det lyder som en ganske autentisk countrysang, men ideerne stopper ligesom bare der. Det er næsten et værre nummer end deres hæslige cover af Help!. Help! har i det mindste stadig noget identitet og en særegen lyd. Men den bliver efter min mening gjort alt for pompøs og storladen, og det instrumentale arrangement i versene er til gengæld for simpelt til sangens store følelser – en akkord pr. taktslag er utrolig uinteressant at høre på.

Der er dog andet godt på pladen end bare de to store hits. Deres lidt jazzede fortolkning af I’ll Never Fall in Love Again er måske ikke det mest udfordrende i verden, og det er måske mere sukkersødt end noget andet, men mange ting derpå virker rigtig godt. Den melankolske Crescent Noon kunne faktisk lyde lidt som en gammel folkevise, men den har enormt meget kant i sin melodi. Det simple arrangement i starten af nummeret klæder også gruppen rigtig godt, og det er ligeledes ret smukt, når nummeret bliver mere intenst hen mod midten. Og de forstår sig også virkelig på at afslutte en plade – Another Song er en meget virtuos sang, der som flere af pladens bedste numre drager inspiration fra jazz. Halvdelen af nummeret er da en ret svedig og totalt uventet jazzet fløjtesolo. Så Close to You har en meget stor kvalitetsmæssig spændvidde. Både fantastiske popklassikere og tredjerangs-covers. Og der er også meget derimellem, sange, der siger ping-pong mellem at være rigtig gode og ret dårlige. Men i sidste ende fylder de dårlige numre vist desværre lidt mere, og de fire numre, jeg rigtig godt kan lide, kan virkelig ikke redde resten, for så gode er de heller ikke igen.

176 – Aerosmith – Rocks (1976)

I 1975 udgav det amerikanske rockband Aerosmith en af deres mest populære plader, Toys in the Attic, og i 1976 var de tilbage på sadlen igen med opfølgeren Rocks. Rocks bærer på mange måder præg af at være mere sammenhængende og ambitiøs end tidligere. Dette sker lige fra åbningsnummeret, den energiske og vilde Back in the Saddle, der er mere storladen og detaljeret end noget fra Toys in the Attic, men den er stadig lige så sjov – og der er nogle klare heavy metal-elementer. Det er sammen med sange som Sweet Emotion og Dream On en af mine helt store favoritter fra gruppen. Andet nummer, Last Child, har en southern-æstetik og en noget mere simpel komposition, især i versene. Simpliciteten bliver dog udnyttet mesterligt, og der opstår også stor lydmæssig dynamik, især mellem vers og omkvæd. Som sangen skrider fremad fokuseres der i højere og højere grad på . Rats in the Cellar har også stor dynamik, dog især her i forhold til længden på tonerne. Det går virkelig hurtigt i versene, og så går det mindre hurtigt i omkvædet. Det er et nummer, der virkelig kræver lytterens opmærksomhed, og det er også bare virkelig skægt.

Combination er et meget guitarpræget nummer, og det er da ikke overraskende, at det er skrevet af bandets guitarist, Joe Perry. Vokalen derpå er mixet forbavsende lavt, og det er nok fordi bandet tog stor del i produktionen – og Perry ville næppe lade nogen røre denne sang. Jeg er ikke synderligt glad for mixet på egen hånd, men det er forfriskende, at produktionen er anderledes, så jeg kan ikke klage helt. Derudover er instrumentationen jo pragtfuld. Sick as a Dog er derimod ikke en af mine favoritter. Versene bliver lidt irriterende med deres lange gentagne “Please”-udråb. Den har mange interessante ideer i slutningen, men både omkvæd og vers er bare for ensartede. Guitarsoloen er dog rigtig god, og introen er virkelig smuk. Introen er også fantastisk på Nobody’s Fault, hvor de igen benytter sig af heavy metal-elementer. Det lyder i grunden meget inspireret af britiske metalbands som Judas Priest og Black Sabbath. Lyden er destruktiv og faretruende i versene, mens omkvædet bare er enormt psykotisk og nærmest psykedelisk. Det er en sjov blanding af lyde, der gør det til en af mine favoritter på albummet.

Get the Lead Out er en meget simpel rock and roll-sang, der handler om sex. Både i lyd men altså også i emne minder den meget om Rag Doll, som de udgav 12 år senere. Jeg foretrækker nu engang stadig Rag Doll, men der er mange interessante kvaliteter ved Get the Lead Out, især ved slutningen, hvor gruppen begynder at udfolde sig mere interessant musikalsk. Der sker spændende ting på alle instrumenterne til sidst, og det er meget gribende. Lick and a Promise har også mange elementer af gammeldags rock and roll, især af Chuck Berry, men der er et moderne twist sat på. Der er dog stor musikalsk udvikling fra starten af, hvor lyden meget tit ændrer udtryk.2 minutter inde føles det dog lidt som om, de er ved at løbe tør for ideer, så det sidste minut af sangen er ikke så interessant igen. Selv guitarsoloen føles ret ligegyldig. Pladen afsluttes af den meget ambitiøse Home Tonight, der tydeligvis var designet specifikt til at tage afsked til lytteren. Ja den ville nok slet ikke fungere, hvis man lyttede til den på egen hånd. Det er melankolsk og sentimental, og den runder Rocks af så godt, at man næsten ikke tænker over de små problemer, der nu engang var.

177 – Funkadelic – One Nation Under a Groove (1978)

Nu er det tid til et band, jeg har haft æren at se live, og det var en af de mest utrolige koncerter, jeg nogensinde har været til. De hedder Parliament-Funkadelic, og det er en sammenslutning af to af 70’ernes bedste funkgrupper: Parliament og Funkadelic, begge ledt af funkgeniet George Clinton. Funkadelic var mere rockpræget end Parliament, og de udgav i 1978 en af de bedste fusioner mellem funk… og stort set alt andet: One Nation Under a Groove. Okay, det er en overdrivelse, men lige fra åbningsnummeret, der ligeledes hedder One Nation Under a Groove. Det er stille og tilbagelænet, men teksten nævner da også noget om at bryde fri fra sine hæmninger. Nogle hæmninger, man kan mærke, og man kan nærmest mærke lydmure blive brudt i takt med at nummeret går amok. Det ender med at være umuligt at sidde stille til, og det er smukt. Bagefter bliver vi budt velkommen til det magiske land Funkadelica på Groovalleggiance. Denne sang har elementer af doo-wop og gospel, og Clintons grupper har da også en tendens til at prise funk på et spirituelt plan. Funk er ikke nødvendigvis en genre, hvis genren var så hellig, blev den jo ikke fusioneret. Det er en livsstil. Og den går netop ud på at smide hæmningerne, både fra sig selv og fra sin musik.

Det læner sig meget godt op af spørgsmålet, der udgør titlen på pladens tredje sang, Who Says a Funk Band Can’t Play Rock?! Og det er i grunden et godt spørgsmål? Hvorfor ikke fusionere det? Hvis jeg kunne, ville jeg hoppe hen til min guitar og være med til det, men det kan jeg ikke, for guitarist Michael Hampton er latterligt dygtig. Han er faktisk næsten lige så god som deres tidligere guitarist, Eddie Hazel, og det siger en del. Han giver blandingen af funk og rock meget liv, og det på en helt anden måde end mere moderne funk-rock-grupper som Primus og Red Hot Chili Peppers – måske fordi de angriber musikken fra den modsatte vinkel, hvor funk kommer før rock. Efter dette guitarmesterværk kommer den bizarre Promentalshitbackwashpsychosis Enema Squad, der er svævende, psykedelisk, og i længere tid stort set bare er en vidunderlig guitarsolo med underlige vendinger råbt henover sig: “The fear of being eaten by the sandwich”“Count the calories of your thoughts” og selvfølgelig den uforglemmelige “Fried ice cream is a reality”. Disse er altid skægge, og guitaren er altid gribende.

Som en klog mand engang sagde: “Fuck genren! Vi hylder lyden”. Og han har så evigt ret, men hvis vi lige skal blande genre og lyd sammen, så er det imponerende, at lyden stadig er så konsekvent og idiosynkratisk i løbet af alt dette. Især på den langsomme ballade Into You. Det er soul-funk a la det Sly & The Family Stone mestrede. Men dette er så meget grimmere og lagrigt i forhold til Sly Stone. Der er altid adskillige spændende ting i lyden, der overrasker hele tiden. Vi afslutter i det mere rendyrkede funkhjørne med Cholly (Funk Getting Ready to Roll), der er bombastisk og vild. Dermed står den i skarp kontrast til titelnummeret, der jo er mere afslappet. Det viser en udvikling fra track 1 til afslutningsnummeret. De øvrige numre har udviklet vores funk, givet den nye kendetegn, ja en helt anden identitet. Der er stadig mange fællestræk, men selvom lyden føles konsekvent, er det kun på grund af den gode albumstruktur. Enhver anden rækkefølge ville slet og ret resultere i, at det ville lyde som en opsamling. Men One Nation Under a Groove har det hele. Der er en meddelelse, variation, kreativitet, dygtig sangskrivning, og utallige mindeværdige øjeblikke.

178 – The Byrds – The Byrds’ Greatest Hits (1967)

Man skulle tro, at de bedste opsamlingsalbums altid ville være de nyeste, hvor man kunne kigge tilbage på årtier af indfydelse, som en gruppe eller en kunstner har haft. Og man ville slet ikke kunne have noget af det nyere med, hvis albummet blev lavet midt i gruppens karriere. Min erfaring er dog det modsatte, nemlig at opsamlinger typisk er bedst, hvis de er lavet kort efter den bestemte kunstners absolutte kunstneriske peak. Hvis man ikke er verdens største fan, af The Byrds i deres country-rock-periode, ville man nok typisk sige, at de toppede med pladen Younger Than Yesterday fra 1967. Og kun få måneder efter dette udkom The Byrds’ Greatest Hits, den første og efter manges mening den definitive Byrds-opsamling. Den er kort og kompakt med sine 11 numre fordelt over lidt over en halv time. Men man får til gengæld kun guldet. Opbygningen virker til at starte med kronologisk, men der er taget nogle kunstneriske friheder. Det eneste brud på kronologien er at placere Turn! Turn! Turn! fra pladen af samme navn midt mellem sange fra Mr. Tambourine Man-pladen. Men den plade er også rigt repræsenteret, så denne ændring i kronologien har jeg intet imod.

Nu er jeg generelt ikke fortaler for kronologisk opbygning, men da denne opsamling spænder over så få albums, som den gør, fungerer det faktisk. Man mærker, at pladen er delt op i tre små grupper, der har sine unikke egenskaber. Først den simple folk-rock fra Mr. Tambourine Man og Turn! Turn! Turn!, bagefter den skøre psykedeliske lyd fra Fifth Dimension og til sidst den ambitiøse og tænksomme fusionsmusik fra Younger Than Yesterday. Nu beskriver jeg det som om, der er enormt langt fra plade til plade, men de beholdt mange idiosynkrasier og karakteristika fra plade til plade, så de fire plader føles sammenhængende. Jeg har allerede anmeldt Mr. Tambourine Man-pladen, og jeg havde ikke udelukkende positive ord at sige om den, og den er med hele 5 numre uden tvivl den dominerende plade på denne opsamling. Jeg har dog slet ikke noget imod dette. Hvis man ikke har læst min anmeldelse af Mr. Tambourine Man, så kan jeg oplyse, at jeg virkelig godt kunne lide deres covers, mens deres originale numre haltede lidt bagefter, hvor den store undtagelse var den fænomenale I’ll Feel a Whole Lot Better. Og tilfældigvis er det da også det eneste originale nummer derfra, der er havnet på opsamlingen.

Nu har jeg anmeldt to andre opsamlinger her for nylig – henholdsvis med ABBA og med Curtis Mayfield og The Impressions – og jeg kan kun sige, at de ikke vækkede en særlig stor interesse hos mig i forhold til at dykke længere ned i deres karriere. Nok især fordi de er så omfattende. Der var 10 sange i slutningen af Impressions-opsamlingen, der var fra Mayfields solokarriere, og denne er jeg da også virkelig blevet interesseret i nu. Men i endnu højere grad har The Byrds’ Greatest Hits bare fået Younger Than Yesterday og Fifth Dimension til at fremstå som nogle virkelig gode plader. Jeg har ikke lyttet til nogen af dem før, men så snart jeg får muligheden, sætter jeg mig ned og gør det. Hvis jeg ikke havde lyttet til Mr. Tambourine Man adskillige gange allerede, var det samme nok også sket med den. Den eneste plade, der godt kunne trænge til lidt mere repræsentation er Turn! Turn! Turn!, der kun er repræsenteret af sit smukke titelnummer. Pladen er ikke så lang, så man skulle ikke nødvendigvis få erstattet noget for at få endnu et nummer derfra på pladen. Men foruden dette har jeg intet væsentligt at klage over. Hvis du gerne vil lære en klassisk rockgruppe at kende, er The Byrds’ Greatest Hits en vidunderlig grundpakke.

179 – Curtis Mayfield & The Impressions – The Anthology: 1961-1977 (1992)

Curtis Mayfield er en af de største musikere, soul- og funkverdenen nogensinde har givet os. Ikke alene er hans stemme fantastisk, han er også en virkelig dygtig sangskriver. Ikke alene har han haft en virkelig imponerende og funky solokarriere med albums som Curtis og Superfly, men i sin tid som frontfigur for vokalgruppen The Impressions fik han også skrevet en del flotte sange. Begge disse sider af ham bliver fremvist på opsamlingsalbummet The Anthology: 1961-1977, der derfor er krediteret til både Curtis Mayfield og The Impressions. Opsamlingen fordeler sig over to cd’er, hvor den første er dedikeret udelukkende til hans tid med The Impressions, mens den anden først har et par få tracks med The Impressions, hvorefter man går over i solomaterialet. The Impressions er på papiret ikke særlig meget anderledes fra The Miracles eller The Temptations. Især førstnævnte er fristende at sammenligne dem med, da vi i begge tilfælde har at gøre med en fast forsanger, og han er bare den nydeligste smørtenor. Men også i deres sangskrivning er der mange ligheder. Det er næsten altid kærlighedssange, men teksterne hertil er stadig ofte enormt charmerende og finurlige.

Det er dog især, når de afviger fra kærlighedssangene, at jeg holder af dem, og jeg fatter næsten ikke, at jeg siger det her, men deres religiøse sange er bare fantastiske. Keep on Pushing, Meeting Over Yonder og People Get Ready er bare virkelig svedige, fængende og oprigtigt lydende sange. De er så evigt underholdende, og de giver dig virkelig lyst til at gå ind i en sort kirke a la den i Blues Brothers. Og mere politiske sange som This Is My Country og Choice of Colors er også virkelig gode, og meddelelserne i de religiøse sange går godt i spænd med disse. Selvom jeg er ret glad for gruppens sange, føler jeg, vi får serveret lidt for meget på opsamlingen. Det føles ikke som om, jeg får serveret creme de la creme, det føles mere som om, fyldet er blevet frasorteret. Never Let Me Go og I’ve Been Trying er ikke i grunden dårlige sange, men man kunne sagtens have fjernet dem, uden at jeg ville klage. Pladen er trods alt over 2 timer lang, og jeg ville ærlig talt have foretrukket en nøjere selektion, især da sådan en er svær at få fat i.

Hvis pladen absolut skal være så lang, så ville større repræsentation af hans solokarriere være værdsat fra min side. Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg langt oftere har sat disc 2 på, da al solomaterialet er derpå. Der er kun 10 solo-sange, hvorimod man kan finde 30 sange med The Impressions på pladen, men solonumrene har det dog også med at være mærkbart længere. Det længste – og efter min mening bedste – er Move on Up, der varer 9 minutter. Hvor the Impressions hovedsageligt lavede soul, så lavede Mayfield solo hovedsagelig funk, og han videreførte et par af mine yndlingstendenser fra sin gamle gruppe: hans smukke stemme og de politiske og religiøse temaer, ofte i kombination. På sangene fra Superfly-soundtracket synges der også om vold og kriminalitet, meget i tråd med filmens handling. På solonumrene mærker man en løssluppenhed og et ambitionsniveau, som Impressions-numrene ikke når til sokkeholderne. Alle 10 solonumre er af formidabel kvalitet, og de ville alene kunne udgøre en ganske glimrende opsamling. De er så en del af noget større, og denne helhed er også ganske fin. Den kunne godt være noget kortere, men man kan vel finde problemer ved så meget. Der findes i grunden nok ikke en bedre opsamling af hele Mayfields karriere end denne.

180 – ABBA – The Definitive Collection (2001)

Opsamlinger skal virkelig af og til passe på ikke at blive for lange. Man kunne sige, at en opsamlings job meget kunne være at introducere nytilkomne lyttere til en kunstners værk, og i så fald er det svært at skabe et fyldestgørende album, hvis det skal vare 2,5 time. Men hvis vi til gengæld skal lave en samling numre, der næsten skal erstatte gruppens øvrige diskografi. For har du nogensinde lyttet til et ABBA-album? Det har du måske, men I dag hører de fleste bare deres hits, og den bedst sælgende ABBA-plade har år efter år været den mange gange genudgivne opsamling ABBA Gold. Det er en af den slags plader, som alle hjem vist har, måske i flere forskellige udgaver. Det kan man ikke just sige om Arrival eller ABBA: The Album, og man kan ikke engang rigtig sige det om gruppens andre opsamlinger. End ikke den ellers ret roste The Definitive Collection fra 2001 er nær så populær. Og den kan ellers med rette kaldes en definitiv samling. Hvis man går mere op i de individuelle numre end plader som helhed, har denne plade det hele, og den er med sin 2,5 time dobbelt så lang som den oprindelige udgave af Gold, som jeg nok i øvrigt kommer til at sammenligne den meget med.

Det er meget vigtigt, når vi har at gøre med sådan en stor opsamling, at vi ikke mangler noget som helst i tracklisten. Her er det oplagt at sammenligne med den oprindelige udgave af Gold, og hvert eneste nummer derfra er til stede. At sammenligne med fortsættelsen, More Gold, viser dog et par få mangler, men jeg vil mene, at de fleste af disse numre ikke engang er særlig væsentlige. Det mest berømte nummer, der ikke er på The Definitive Collection er Our Last Summer, og det er efter min mening ikke en mærkbar eksklusion. Så den består i forhold til at have hits. Så er noget andet vigtigt selvfølgelig rækkefølgen. Og det er på The Definitive Collection opstillet helt kronologisk efter singlernes udgivelsesdato. ABBA er en gruppe, der har udviklet sig meget fra pop-rock til eurodisko. Og de har også lavet ret imponerende numre i alle genrer, de har beskæftiget sig med, hvilket ikke er almindeligt. Dog lavede de meget musik i bølger, så på The Definitive Collection får man alle de gamle pop-rock-numre lige i rap. Det gør selvfølgelig, at man kan følge udviklingen, men det gør også pladen væsentligt mindre dynamisk end f.eks. Gold eller More Gold.

Men hvorfor bliver jeg ved med at sammenligne med Gold og More Gold? Dels fordi jeg har dem, har haft dem i lang tid, og som med så mange, der ligesom jeg ikke var der dengang, har de været min væsentligste adgang til deres musik i mange år. Jeg har hørt dem sammen med venner, jeg har hørt dem med familien, jeg har hørt dem til ugenkendelighed. Og noget af det smarte ved dem er, at hvis du vil have de allerstørste hits, lytter du til Gold, og hvis du først bliver glad for det, kan du give dig i kast med More Gold. Det væsentligste, The Definitive Collection har givet mig, er et indblik i nogle af de tidligere sange, fra deres rock-år, som jeg ikke kender så godt. Det er ikke ligefrem min foretrukne afdeling af deres diskografi, men det var sjovt at lære at kende. Men jeg har virkelig et godt forhold til ABBA, som end ikke ti dårlige musicals ville kunne ødelægge. Jeg elsker et stort antal af deres sange, så i mangel på bedre, kan The Definitive Collection godt anbefales, og der er ikke grund til udskiftning, hvis du allerede har den. Men Gold og More Gold er lettere at få fat på, og du har dem måske allerede.