61 – Guns n’ Roses – Appetite for Destruction (1987)

Det amerikanske rockband Guns n’ Roses udgav i 1987 det, der senere ville vise sig at være det bedst sælgende debutalbum nogensinde, ‘Appetite for Destruction’. Det var lummert og beskidt i sin natur, men lyden var samtidig poleret nok til, at deres provokationer sagtens kunne appellere bredt. Med successingler som ‘Sweet Child o’ Mine’, ‘Paradise City’ og ‘Welcome to the Jungle’ gjorde de sig bemærket øjeblikkeligt som et mere komplekst, mere vovet og ofte lidt mørkere alternativ til den glam-metal, der ellers var den hårde rocks væsentligste repræsentant i mainstream-sfæren. Jeg kan også godt lide Def Leppard og Mötley Crüe i doser, men ingen af dem har lavet sange, der får mig til at føle lige så meget som ‘Sweet Child o’ Mine’ eller ‘Mr. Brownstone’. Der er ikke tale om store dramaer eller noget, men man kan rent faktisk fornemme noget dybde i deres angst, deres glæde og deres vildskab. Michelle fra ‘My Michelle’ føles som et ægte menneske, hvilket hun også er. ‘Mr. Brownstone’ er ved første øjekast en sjov, lidt mere blueset rocksang, men under overfladen lurer en desperat fortælling om heroin-afhængighed. Det får ikke nødvendigvis ‘Appetite for Destruction’ til at stikke ud i dag i en post-Nirvana-verden, men i tidens kontekst viste de en ny retning.

Der er dog stadig masser af årsager til at lytte til pladen i dag. Ikke alene har musikkens kant og dybde sørget for, at musikken holder sig bedre end størstedelen af tidens konkurrence, musikernes store talent sørger for at give musikken godt med detalje, der gør, at gennemlytningerne længe forbliver engagerende. Guitaristen Slash er især mærkbar på dette felt. Jeg elsker bl.a. hvordan et diskret, ømt akustisk guitarriff skaber flot kontrast til den hårde macho-lyd, der gør sig gældende på ‘Think About You’, eller hvordan varsler soloen på ‘You’re Crazy’ med en afdæmpet lille optakt, der blot gør soloen mere forløsende. Bassist Duff McKagan bidrager også meget til pladens lyd, og de tidspunkter, hvor bassen i fokus, får da også elegant etableret en dyster stemning, bl.a. på introen til ‘Rocket Queen’ og mod slutningen på ‘Welcome to the Jungle’. Men i det hele taget bør man ikke underkende hvor godt bandet bare fungerer som helhed. Meget af dynamikken på pladen hænger enormt meget sammen med hvor tight deres samspil i praksis er. Det er måden de afslutter numre, måden de starter dem, de mange breakdowns, der især forekommer i c-stykkerne, der gør at pladen holder i næsten en time.

Så meget godt som jeg har at sige om Guns n’ Roses, ville jeg lyve hvis jeg påstod, at jeg ikke forstod deres kritikere. Jeg tror, de har haft de samme problemer med Guns n’ Roses, som jeg har haft med de AC/DC-plader, jeg har anmeldt, men jeg føler overraskende nok ikke, at Guns n’ Roses er nær så udmattende at lytte til i længere perioder. Det har nok noget at gøre med mørket i sangene. Jovist, AC/DC synger også om satan og helvede, om sex og stoffer, men det føles mere reelt og mere nuanceret på ‘Appetite for Destruction’. Alligevel kan jeg som sagt ikke sige, at det er den helt store dybde, der er til stede på pladen. Det er sjovt, og det er holdbart, men jeg kan ikke sige, at det ligefrem er det mest nærende guf i slikbutikken. Der er selvfølgelig heller ikke alle sange, jeg har det lige fedt med, og selv mange af de sange, jeg godt kan lide, har nogle ret latterlige øjeblikke, men pladen bliver ved med at være sjov. Bandet har forsøgt at gå i en mere alvorlig retning på senere plader, men den energiske riff-rock er nok stadig det, de er allerbedst til.

130 – Black Sabbath – Paranoid (1970)

Man kan ikke komme ind på heavy metals historie uden at nævne Black Sabbath. Ikke alene er det let at argumentere for, at de var de første til at lave heavy metal, men selv den dag i dag ses de som nogle af genrens helt store ikoner, og de var nok den væsentligste årsag til, at Copenhell 2016 var første gang, festivalen måtte melde udsolgt. Hvis man vil studere Black Sabbath, er det på alle måder oplagt at starte med deres klassiske plade Paranoid fra 1970. Debuten fra tidligere samme år er også glimrende, og ligeledes er mange andre Sabbath-plader, men Paranoid har virkelig særstatus. Vi snakker trods alt også om pladen, der åbner med det, der efter min mening er det bedste Sabbath-nummer nogensinde, nemlig den store anti-krigs-sang War Pigs. Efter en langsommere intro kommer noget af det mest intense, vilde rockmusik, der nogensinde er skrevet. Melodien minder meget om Behind the Wall of Sleep fra debuten, men alt er gjort bedre her. Trommerne er mere spændende, Tony Iommis guitar-licks er fænomenale, og Ozzys vokal har sjældent lydt bedre. Andet nummer, Paranoid, er en hurtig protopunket, energibombe om sindsforvirring. Teksten hertil er som med War Pigs helt genial, og den danner et rigtig godt billede af, hvad Ozzy synger om.

Et i dag ret overset nummer er Planet Caravan. Det er på ingen måder heavy metal, men rettere noget creepy, stemningsrigt psykedelisk folk af en art. Der er nogle ret jazzede trommer oveni denne lyd, og Tony Iommis afsluttende guitarsolo tilføjer til denne jazz-lyd. Det er faktisk ganske rart med en knap så hård sang midt i det hele, og det ville være rart, hvis moderne metalbands gad vige lidt væk fra den typiske metallyd af og til. Måske virker sangen en smule malplaceret, men dens dynamiske virkning er virkelig god. Efter den kommer nemlig yderligere død og ødelæggelse med klassikeren Iron Man. Man kan selvfølgelig i dag gøre meget grin med, at Ozzy synger det præcis samme som riffet, men jeg må være ærlig og sige, at det virkelig hjælper det mekaniske tema i sangen. Når man hører sangen alene lyder den lettere fjollet, men i albummets kontekst viser science fiction-ondskaben sig for alvor, og det lyder fantastisk. Riffet er blevet ikonisk af en årsag. Electric Funeral er i modsætning til Iron Man et nummer, der dynamisk udvikler sig rigtig meget. Der er mange overraskelser på nummeret, og Tony Iommi leverer atter vidunderlige guitarpræstationer.

Hand of Doom starter stille med end truende opvarmning via en sagte basgang, og lidt under et minut inde bryder sangen ud i en lille metaleksplosion. Bagefter gentager det sig, men her bliver eksplosionen større, og strukturen ændres fuldstændig. Til trods for dette, har nummeret en flot hale, og nummerets dynamiske struktur er nok den væsentligste faktor til, at jeg aldrig bliver træt af det. Hvor bas er drivrkaften bag Hand of Doom, er guitaren og trommerne i fokus på det instrumentale nummer Rat Salad, og de spiller godt op mod hinanden. De forøger faktisk hinanden i styrke rettere end at distrahere, og så hjælper det også lyden på pladen at få en lille pause fra Ozzys charmerende og dystre omend ikke særlig rene stemme. Afslutningsnummeret er Fairies Wear Boots, et mesterværk af samme proportioner som War Pigs. Her er den instrumentale åbning også vældig lang, og den bygger smukt op til den brutale sang. Mens det måske ikke er nær så hårdt som moderne bands som Cattle Decapitation eller Converge, sørger albummets såvel som sangens struktur for, at der stadig er en markant virkning. Man mærker stadig den lurende revolution, når man hører det i dag. Paranoid har ingen svage sange, og strukturen er stadig effektiv. Det er en af de bedste metal-plader nogensinde.

176 – Aerosmith – Rocks (1976)

I 1975 udgav det amerikanske rockband Aerosmith en af deres mest populære plader, Toys in the Attic, og i 1976 var de tilbage på sadlen igen med opfølgeren Rocks. Rocks bærer på mange måder præg af at være mere sammenhængende og ambitiøs end tidligere. Dette sker lige fra åbningsnummeret, den energiske og vilde Back in the Saddle, der er mere storladen og detaljeret end noget fra Toys in the Attic, men den er stadig lige så sjov – og der er nogle klare heavy metal-elementer. Det er sammen med sange som Sweet Emotion og Dream On en af mine helt store favoritter fra gruppen. Andet nummer, Last Child, har en southern-æstetik og en noget mere simpel komposition, især i versene. Simpliciteten bliver dog udnyttet mesterligt, og der opstår også stor lydmæssig dynamik, især mellem vers og omkvæd. Som sangen skrider fremad fokuseres der i højere og højere grad på . Rats in the Cellar har også stor dynamik, dog især her i forhold til længden på tonerne. Det går virkelig hurtigt i versene, og så går det mindre hurtigt i omkvædet. Det er et nummer, der virkelig kræver lytterens opmærksomhed, og det er også bare virkelig skægt.

Combination er et meget guitarpræget nummer, og det er da ikke overraskende, at det er skrevet af bandets guitarist, Joe Perry. Vokalen derpå er mixet forbavsende lavt, og det er nok fordi bandet tog stor del i produktionen – og Perry ville næppe lade nogen røre denne sang. Jeg er ikke synderligt glad for mixet på egen hånd, men det er forfriskende, at produktionen er anderledes, så jeg kan ikke klage helt. Derudover er instrumentationen jo pragtfuld. Sick as a Dog er derimod ikke en af mine favoritter. Versene bliver lidt irriterende med deres lange gentagne “Please”-udråb. Den har mange interessante ideer i slutningen, men både omkvæd og vers er bare for ensartede. Guitarsoloen er dog rigtig god, og introen er virkelig smuk. Introen er også fantastisk på Nobody’s Fault, hvor de igen benytter sig af heavy metal-elementer. Det lyder i grunden meget inspireret af britiske metalbands som Judas Priest og Black Sabbath. Lyden er destruktiv og faretruende i versene, mens omkvædet bare er enormt psykotisk og nærmest psykedelisk. Det er en sjov blanding af lyde, der gør det til en af mine favoritter på albummet.

Get the Lead Out er en meget simpel rock and roll-sang, der handler om sex. Både i lyd men altså også i emne minder den meget om Rag Doll, som de udgav 12 år senere. Jeg foretrækker nu engang stadig Rag Doll, men der er mange interessante kvaliteter ved Get the Lead Out, især ved slutningen, hvor gruppen begynder at udfolde sig mere interessant musikalsk. Der sker spændende ting på alle instrumenterne til sidst, og det er meget gribende. Lick and a Promise har også mange elementer af gammeldags rock and roll, især af Chuck Berry, men der er et moderne twist sat på. Der er dog stor musikalsk udvikling fra starten af, hvor lyden meget tit ændrer udtryk.2 minutter inde føles det dog lidt som om, de er ved at løbe tør for ideer, så det sidste minut af sangen er ikke så interessant igen. Selv guitarsoloen føles ret ligegyldig. Pladen afsluttes af den meget ambitiøse Home Tonight, der tydeligvis var designet specifikt til at tage afsked til lytteren. Ja den ville nok slet ikke fungere, hvis man lyttede til den på egen hånd. Det er melankolsk og sentimental, og den runder Rocks af så godt, at man næsten ikke tænker over de små problemer, der nu engang var.

241 – Black Sabbath – Black Sabbath (1970)

Du hører regn. Du hører svag torden. Du hører kirkeklokker. Tordenvejret bliver kraftigere. Du hører Tony Iommi fyre et fedt, langsomt, dæmonisk guitarriff af. Sådan starter Black Sabbath af bandet af samme navn, åbningsnummeret på deres første plade, der ligeledes hedder Black Sabbath. Så kommer en forskruet, forhekset stemme, der tilhører Ozzy Osbourne, og nu er man bare fuldkommen betaget. Dette er pladen, hvor heavy metal startede, og den startede med en gruppe, der så sandelig kunne finde ud af skidtet. Black Sabbath er en dramatisk sang, og den introducerer godt gruppen til befolkningen. Man forstår hvem, de er og hvad, de vil, men der er stadig en vis mystik over dem. Der kommer noget mundharmonika med på andet nummer, The Wizard, hvorved deres bluesindflydelse bliver tydeligere. Det er en lækkert komponeret og arrangeret sang, som kører på noget animalsk vildskab, hvilket især kan mærkes gennem trommerne spillet af Bill Ward, som bare er fuldkommen ustyrlige.

Behind the Wall of Sleep er en interessant sang, idet den leger meget med tempo i løbet af sangen. Den er også meget interessant idet vokalharmonien minder meget om deres store klassiker War Pigs, som de udgav senere samme år. Jeg vil sige, at når man lytter til Behind the Wall of Sleep i dag, så føles det lidt som en tammere udgave af den store klassiker, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at den dengang var noget helt nyt, og at den også lyder ganske truende på egen hånd. En af albummets mest populære sange kommer efter denne, nemlig N.I.B., der åbner med en virkelig funky bassolo, hvorefter et tungt, fængende guitarriff går i gang. Det er en af gruppens allerbedste numre, og et klart højdepunkt på albummet. Det lille “Oh yeah!”, Ozzy laver mellem versene giver sangen virkelig meget charme, og der er også noget smukt ved, at han ikke gør andet end bare at synge med på riffet. Den mest poppede sang på pladen er et cover af en sang oprindeligt af bandet Crow. Deres oprindelige udgave af sangen Evil Woman var da også stort set pop-rock – ikke langt fra noget, Steppenwolf kunne have lavet. Hos Black Sabbath får den mere kant, og Iommi får fyret en ganske imponerende guitarsolo af.

Den næstsidste sang har navnet Sleeping Village, og den åbner ganske stille for dynamikkens skyld, men foruden denne årsag, så laver de også et meget dramatisk setup, hvor Ozzy synger melankolsk over en simpel guitar. Efter et stykke tid får sangen dog den hårde Sabbath-lyd man kender. I løbet af sangen skifter den meget form, og man kommer faktisk aldrig til at høre Ozzy Synge på dette nummer igen. Til gengæld er der meget legen med guitaren. Det er en kreativ sang, der fungerer godt som en lille forsmag på afslutningsnummeret, den 10 minutter lange Warning. Denne begynder stort set lige hvor Sleeping Village slap. Her synger Ozzy stort set bare over basgangen, men i modsætning til de fleste Sabbath-numre, så får Iommi også mulighed for at prale under verset. Det er måske en smule rodet, men det er der noget smukt ved, især nu når pladen er ved at slutte. Der sker hele tiden noget nyt og interessant på denne ligeledes meget guitar-fokuserede sang. Black Sabbath er en virkelig solid debut.  Den har måske ikke klaret tidens tand perfekt, men den holder imponerende godt.

252 – Metallica – Metallica (1991)

Hvis du er heavy metal-fan, så er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, om det så skulle være frivilligt eller ej, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘Em AllRide the LightningMaster of Puppets og …And Justice For All. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er virkelig dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt nok kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The Black Album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl at tale om metal, og det er hårdere end meget af den hair metal, der huserede i 80’erne gennem bands som Def Leppard, Whitesnake og Twisted Sister, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som Master of PuppetsOne eller Fade to Black. Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. Og for at sammenligne, så kan man faktisk bare kigge igen på Master of PuppetsOne og Fade to Black, der alle indeholder blødere sektioner, som slet ikke gengives på The Black Album.

Men, man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s Dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er faktisk også virkelig mange fede sange at finde på dette album. Det er sjovt at rocke med på Enter Sandman, og på Nothing Else Matters bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. The Unforgiven er en dejligt dramatisk, truende sang, som faktisk har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har ret interessante lyde, for eksempel er introen til Sad But True opført sådan, at det lyder lidt som en sitar, og introen til The Struggle Within har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang meget flavour er bassen på The God That Failed, der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.

Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville der være et stort problem, som man kan pege på, og det er produktionen. De fleste andre problemer læner sig meget op ad dette, men den store svaghed ved The Black Album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var uden tvivl gruppens dengang mindst polerede plade. Langt de fleste sange på albummet har i løbet af størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er Of Wolf and Man en meget umindeværdig sang, og til trods for den flotte intro, har jeg svært ved at få meget ud af The Struggle Within. Og så er der også forsanger James Hetfields stemme. Han føles virkelig ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, så lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, så lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.

298 – Black Sabbath – Master of Reality (1971)

Black Sabbath ses ofte som den første Heavy Metal-gruppe. Jeg ved ikke, om jeg selv ville kalde dem det, men ingen lød som dem, da de dukkede op i starten af 70’erne, end ikke Led Zeppelin, Iron Butterfly, Steppenwolf eller the Jimi Hendrix Experience. Black Sabbath var ikke blot epokegørende og talentfulde, men de var også meget produktive. Kun lidt over et år efter deres debutalbum udgav de deres tredje plade, Master of Reality. Den åbner med en hosten, der virkelig flot går over i den hårde, langsomme, blues-inspirerede Sweet Leaf. Denne sang kører over et meget fængende riff, og guitarist Tony Iommi er da også måske den vigtigste force i hele bandet. Sangens melodi er virkelig simpel, men dens styrke vedbliver i løbet af hele nummeret, der ellers er hele 5 minutter langt. Efter det følger en sang ved navn After Forever, der åbner med en uhyggelig synthline, hvorefter et virkelig energisk guitarriff begynder, for da at skifte til et andet riff, der er mindst lige så godt. Denne sang udvikler sig mere end Sweet Leaf, der mest af alt er en intro til albummet. After Forever er en hel lille symfoni, der bare lyder skønt uanset sin form.

Efter After Forever kommer et kort instrumentalt interludium ved navn Embryo, og dette er spillet udelukkende på guitar af Tony Iommi. Det er virkelig smukt, og det er også overraskende stille i forhold til resten af albummet, og det giver pladen god dynamik. Efter dette kommer pladens måske bedste sang, Children of the Grave. Denne har en helt vidunderlig rytme, og riffet er igen spektakulært. Teksten handler om hippie-revolutioner, og sangens stemning anmoder nærmest om oprustning dertil. Og det er helt utroligt, at der kun er en eneste guitar på dette nummer, for Iommi gør sørme nogle vilde ting. Hele det sidste halve minut bruges hovedsageligt på efterklang. Det lyder smukt, og det lader nummeret synke ind. Efter Children of the Grave kommer endnu et stille, kort instrumentalt interludium med Iommis guitar i fokus. Det hedder Orchid, og det varmer flot op mod Lord of this World, der er en lidt langsommere sang, men den er stadig rigtig rå. Riffet er endnu engang vidunderligt, og forsanger Ozzy Osbourne lyder sjældent så lidenskabelig som her. Det er endnu en virkelig flot sang.

Det næstsidste nummer hedder Solitude, og det viste os en dengang helt ny side af Black Sabbath. Musikken er her mere stille, og Ozzy viser sin mere følsomme side. Noget lignende var prøvet med Planet Caravan fra pladen Paranoid, men det virker mere ærligt og mindre passivt aggressivt på Solitude. Guitaren er for en gangs skyld ikke det væsentligste instrument her, men rettere fløjten. Både fløjten, klaveret og selvfølgelig guitaren er spillet af Tony Iommi på dette nummer, og han gør det også fremragende i disse omgivelser. Pladen afsluttes selvfølgelig med noget hårdt, og afslutningsnummeret hedder Into the Void. Det er et virkelig fedt, hårdtslående nummer, hvor Ozzy synger næsten direkte henover riffet, som han jo er kendt for at gøre, og man sidder virkelig og rocker med, når man hører det. Ca. halvvejs igennem sangen kommer et hurtigere stykke, der virkelig sørger for at skabe dynamik, og det gør nummeret meget levende. Som den sidste tone bliver spillet, føles det definitivt. Master of Reality er en virkelig fed plade. Det er en af de største metaludgivelser nogensinde, og den føles mindre forældet end de to tidligere plader, der ellers også holder rigtig godt.

415 – Van Halen – Van Halen (1978)

Van Halen debuterede i 1978 med en eponym plade, og det var virkelig noget af en debut. Den starter med den klassiske Runnin’ With the Devil. I dag kunne man let tænke, at det ikke var andet end en sjov hair-metal-sang, men i 1978 var det en rockrevolution. Hair-metal var slet ikke begyndt at være et begreb endnu. Hvem var tættest på at lave det? Kiss? Aerosmith? Alice Cooper? Van Halen var virkelig dem, der fik skabt denne form for musik, og Runnin’ With the Devil kunne meget vel være den første sang i genren. Og hvem begynder ikke af og til at synge med på dens fængende omkvæd? Det andet nummer, Eruption, er bare en næsten to minutter lang guitarsolo, og det er måske den bedste guitarsolo nogensinde. Deres guitarist, Eddie Van Halen, er nok den bedste rockguitarist nogensinde, der hverken har spillet i Yardbirds eller hedder Jimi Hendrix. Efter dette får vi et rigtig godt cover af Kinks-sangen You Really Got Me. Det er i grunden bare en hårdere udgave, hvor Eddie Van Halen gør nogle vilde ting på guitaren, men det virker rigtig godt, og det er ret let at smile af.

Striben af klassiske numre fortsætter med Ain’t Talkin’ Bout Love. Det er igen et rigtig sjovt nummer, og det er et, hvor dynamikken er helt i top. Den har rigtig spøjse vendinger, der fanger min interesse som lytter. Den tager sig selv seriøst nok, til at den føles overbevisende, men ikke så seriøst, at den ikke er sjov mere. Den efterfølgende I’m the One er ikke en af pladens mest kendte sange, men den er nu også rigtig sjov, og Eddie opfører nogle af pladens bedste soloer på den. Desværre er guitaren ikke mixet så højt her, så det kan være svært at høre, hvor imponerende, det i grunden er. Og den doo-wop-inspirerede del mod slutningen er også ret morsom. Jamie’s Cryin’ er et af pladens hårdeste numre. Det er rigtig fængende, og Eddie er som altid ganske imponerende. Sangens struktur er rigtig god, men overgangende fra A- til B-stykker kunne godt have været bedre, og så er det et af de numre, der lyder bedst, når David Lee Roth ikke synger. Atomic Punk er også i den hårdere ende, og den har faktisk et godt snært af Black Sabbath i sig. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var et cover af en Sabbath-sang.

Desværre forholder det sig ikke sådan, at albummet konsekvent er lige pragtfuldt. Det meste af guffet sidder i forenden af pladen. Feel Your Love Tonigher egentlig en ret kedelig kærlighedssang. Den er repetetiv, kedelig, og den prøver på at ramme hårdt så ofte, at hooken bare ender med at være trættende. Sangen minder mig lidt om George Harrisons I’ve Got My Mind Set On You, og det er alene en god grund, til at den ikke burde være endt på pladen. Little Dreamer er i fuldstændig den modsatte. Little Dreamer er heller ikke noget fantastisk, men der er da nogle gode elementer, her især stemningen og guitaren. Melodien er bare ikke noget specielt. De viser dog igen, at de har meget at byde på med deres cover af den gamle bluessang Ice Cream Man. Den starter bare som en akustisk bluessang, og David Lee Roth er som sædvanlig en ren charmetrold. Nummeret udvikler sig til en sædvanlig Van Halen-sang, og her finder man det, jeg ville kalde pladens næstbedste guitarsolo. Afslutningsnummeret, On Fire, er også rigtig godt. Det var et godt valg, at dette skulle afslutte albummet, for der er masser af fylde og fut i det nummer. Van Halen er en plade, som især kan anbefales til fans af poprock og heavy metal, men så sandelig også til andre, for i begge genrer var den banebrydende, og den holder ret godt.