Kategoriarkiv: 1971

28 – The Who – Who’s Next (1971)

Udgivet den af
Svar

Lad os lige være ærlige: alene åbneren ‘Baba O’Riley’ og lukkeren ‘Won’t Get Fooled Again’ er nok, til at The Whos storværk, ‘Who’s Next’ havde fået klassikerstatus, stort set uanset, hvad der befandt sig på resten af tracklisten. De er to af rockhistoriens mest gennemførte sange. Ikke ét sekund bliver spildt, og fra første tone står det i begge tilfælde klart, at man er på vej til at høre et opus af dimensioner. Det er hårdt at være pålæg i en sandwich når begge brødskiver er så delikate, men resten af ‘Who’s Next’ kan sagtens følge med. Ingen af de øvrige sange går efter samme grandiositet, og det er nok egentlig et meget klogt valg – det kunne let gøre, at albummet føltes så proppet med kalorier, at man blev helt udmattet af at høre det. Det, der derimod kendetegner store dele af albummet, er en iver og et ungdomsoprør – et, der føles mere målrettet og ironisk nok modent, end da de i sin tid debuterede med ‘My Generation’. Instrumenterne bliver spillet på mere diskret, præcis vis, selv Keith Moons trommer, der ellers er kendt for at brage løs – hvilket, de heldigvis også får plads til. Albummet forstår nemlig som få andre at veksle i dynamikken, så det hele tiden er på vej et sted hen, der føles både spændende og passende.

To af de bedste sange på skiven er da også nærmest ballader – i hvert fald i løbet af en stor del af spilletiden – ‘The Song Is Over’ og ‘Behind Blue Eyes’ kommunikerer begge ungdommelig, eksistentiel angst virkelig godt. Jeg mærker det besvær, Roger Daltrey synger om på disse sange, når jeg hører dem. Det er et tegn på ikke blot god sangskrivning, men også på fantastisk arbejde som instrumentalister, et punkt hvor The Who næppe har toppet dette album. Der er også noget imponerende over produktionen. De bjergtagende arrangementer er meget klart producerede – ja, det var nok gruppens mest polerede skive, da den udkom tilbage i 1971. Hvert eneste instrument træder tydeligt frem i lydbilledet, og ofte foregår der ellers en hel del. Særligt Pete Townshends legen på alskens forskellige tangentinstrumenter og John Entwistles stedvise udfoldelser på messingblæserne tilfører musikken en del fylde. Takket være produktionen bliver det aldrig uoverskueligt. Men takket være bandets uforlignelige talent og viljestyrke føles den krystalklare lyd ikke for sanitær, og der er altid en fornemmelse af ukontrollerbarhed, når jeg hører musikerne slå sig løs – lyden er målrettet, men stadig ustyrlig i sin vildskab.

Har jeg nogle kritikpunkter for denne skive? Ja, der er nogle ganske få. Dels, som jeg allerede har antydet, bliver midten af skiven ret overskygget af både starten og afslutningen. Sangskrivningen er ikke dårlig, men den sidder simpelthen ikke nær så godt fast som på ‘Baba O’Riley’, ‘Behind Blue Eyes’ eller ‘Won’t Get Fooled Again’. På netop ‘Getting in Tune’ synes jeg, at omkvædet bliver lidt for ensartet, fladt og langtrukkent, og den lettere kaotiske afslutningssolo på ‘Going Mobile’ siger mig heller ikke det store. Men det er ikke noget, jeg tænker det store over, når jeg hører albummet, for tracklisten er bygget helt eminent op. Til trods for, at der ikke er noget gennemgående koncept som på ‘Quadrophenia’ og ‘Tommy’, er albummet lige så godt, hvis ikke bedre, til at gøre lytteoplevelsen ufatteligt sammenhængende. De ni tracks hænger virkelig godt sammen, og af denne årsag tænker jeg faktisk ikke meget over, at midten ikke kan måle sig med begyndelsen eller slutningen – for disse sange bidrager stadig rigtig meget til albummet som samlet enhed. Og ‘Who’s Next’ er netop det – en samlet enhed – det er en tour de force af følelser, som forholder sig frisk, selv efter adskillige gennemlytninger.

30 – Joni Mitchell – Blue (1971)

Udgivet den af
Svar

Når Joni Mitchells sangskrivning er bedst, føles den intuitiv – som om, Mitchell bare sidder med sit instrument, åbner munden, og mere eller mindre ved et tilfælde, er det et øjeblikkeligt imødekommende mesterværk, der ryger ud af det. På hendes mest roste album, ‘Blue’ fra 1971, er hun på sit mest sårbare – ofte alene med en guitar, en dulcimer eller et klaver. Blot fire af de ti sange har yderligere instrumentation, men det er ikke spraglet, og Mitchell selv er stadig i klar fokus, instrumentalt såvel som vokalt. Hun er god til at skrive stærke sange, der leveres så naturligt, at det næsten ikke viser sig, at stort set alle hendes sange er bygget op af den samme simple vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Hendes idiosynkratiske stemme er også så gribende, at man næsten ikke bemærker, at instrumentationen er så simpel i løbet af hele albummet. Hun rammer så mange forskellige stemninger med sin vokal, at hun næsten kan lyde som et helt orkester, når hun blot har et instrument ved sin side. Ingen dele af albummets underspillede lyd er percussioninstrumenter – rytmen lægger sig i sig stedet i guitaren, dulcimeren eller klaveret, hvilket gør lyden så meget mere skrøbelig. Dette fravær af en dreven rytme i bunden af tracket, er noget af det, der gør ‘Blue’ til en så nøgen lytteoplevelse.

Joni Mitchells melodier sidder lige i skabet. Der er ikke noget fra den mere jazzede ende af hendes sangskrivning, som jeg nu holder særlig meget af, men den intime folklyd på albummet klædes nok alligevel bedst af de mere traditionelle retninger, sangene melodisk bevæger sig i. Bemærk dog, at selv om universet på ‘Blue’ er traditionelt, er det på ingen måde forældet. Sange som ‘California’, ‘Carey’ og ‘A Case of You’ kunne blive udgivet i dag, og de ville sandsynligvis stadig blive overdænget med roser i diverse indie-cirkler. Der er noget tidløst over både hendes lyd, hendes melodier og hendes livagtige, maleriske lyrik. ‘River’ er et klart højdepunkt her – det er jul, og Mitchell er vemodig over sin tilværelse i verden, så hun drømmer om en flod, hun kan skøjte på. Det er så simple billeder, men alligevel har de så umiddelbar gennemslagskraft. Selv om titlen ‘Blue’ klart angiver, at det melankolske står centralt på albummet – især mod slutningen – er der godt med optimistiske lyspunkter, der gør albummet lettere at lytte til. Især åbningsnummeret ‘All I Want’ er et lystigt, imødekommende track, der gør det til tider ganske tunge album let at sluge.

Den simple lyd på ‘Blue’ er lidt af et tveægget sværd for mig. Den gør, at pladen egner sig helt perfekt til for eksempel en grå regnvejrsdag, men hvis jeg hører albummet for mange gange, kan jeg godt savne lidt tjubang. Jeg må dog sige, at instrumenterne bliver spillet med en fantastisk detaljegrad. Ingen tone føles tilfældig, og der er en del kreative påfund, der stikker ud. Mest mærkbart er nok, at Mitchell interpolerer melodien til ‘Jingle Bells’ i klaveret på ‘River’. En anden finurlighed, der mere ligger i produktionen, er da Mitchell synger om, hvad flyradioen spiller på ‘This Flight Tonight’ – her bliver hele lydbilledet distorteret, så det lyder mere som en radio, og alligevel fortsætter sangen på imponerende vis ufortrødent sit hastige flow. Næste gang, du har en regnvejrsdag, for eksempel her i efteråret, er ‘Blue’ et oplagt album at sætte på. Sid med en kop kakao og tænk over livet. Nyd Joni, der fortæller dig om sine egne livsoplevelser, mens hun ledsages af varme akkorder i et nærværende lydlandskab. Og når albummet er slut, giv det et par minutters stilhed til at lægge sig. Det fortjener det.

36 – Carole King – Tapestry (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg skriver meget om genredefinerende album for tiden. Ligesom hvordan Eagles var med til at determinere soft-rockens fremtid, og Sex Pistols‘ provokationsrock var toneangivende for punkmusikkens tidlige år, hænger singer/songwriter-traditionen uløseligt sammen med Carole Kings ‘Tapestry’ fra 1971. Der er adskillige tidligere udgivelser, der i dag bliver kaldt singer/songwriter-musik, men hele denne genre fik sit navn fra skikkelser som King. King var nemlig en sangskriver i mange år inden hun udgav sit debutalbum, oplagt betitlet ‘Writer’. Kunstnere som The Drifters, Little Eva, Aretha Franklin og The Monkees havde store hits med hendes stærke popsange. Hvor debuten ‘Writer’ skam fik nogle roser med på vejen, overgik efterfølgeren ‘Tapestry’ den med mil, både i forhold til kritisk anerkendelse og kommerciel succes – i en overgang var den endda det bedst sælgende album nogensinde. En af årsagerne til denne succes var produktionen, der var langt mere målrettet end på ‘Writer’. Lou Adler, der også producerede ‘Writer’, gik på ‘Tapestry’ efter, at man skulle kunne se King ved klaveret for sig, når man hører albummet. Den målsætning blev rigtig smukt nået på samtlige af albummets tracks, hvilket giver albummet en virkelig stærk sonisk helhedsfornemmelse. Klaveret er konsekvent det varmeste og mest fremtrædende instrument på hver sang, og det har selv masser af karakter, mens andre instrumenter spiller soli.

Sangskrivningen er som forventet rigtig solid. Visse af sangene er taget fra Kings rige bagkatalog, andre blev først udgivet på dette album, men de har alle sammen King bag pennen, til tider sammen med sin tidligere mand, Gerry Goffin. Kings sange er ofte meget personlige – sådan lyder de i hvert fald. Teksterne handler meget om intime følelser om kærlighed og selvforhold, og King er fantastisk til at levere dem. Dengang var der ikke rigtig nogen popmusikere, der sang som King. Kvindelige popmusikere var oftest meget polerede stemmer som Dusty Springfield og Dionne Warwick – selv mindre tekniske vokalister som Diana Ross var meget nøje iscenesatte. King er ligesom Ross ikke særlig teknisk, men hun udnyttede derimod sin uperfekte lyd til at få sangene til at lyde så oprigtige som muligt. Dette ender med, at ‘Smackwater Jack’, den eneste sang på ‘Tapestry’, der definitivt ikke handler om Kings egne følelser, falder lidt til jorden i forhold til de andre. Den kompenserer for dette ved at have noget af Kings mest levende klaverspil på hele albummet – med sin energi er den også en fed afveksling fra de oftest ret langsomme numre, man ellers finder på tracklisten.

King er en sangskriver, der mestrer at skrive et solidt hook, men ‘Tapestry’ er ikke den über-catchy hitparade, man kunne forvente, hvis man kun kender hendes sangskrivning for andre. Jovist, der er hooks til stede på alle numrene, men oftest kun et enkelt eller to. Hun er god til at holde sig tilbage, så sangene altid fokuserer mere på at være nærværende end at være fængende. Her er hendes genindspilning af Shirelles-sangen ‘Will You Love Me Tomorrow?’ fuldkommen formidabelt. Jeg har svært ved at forestille mig mange græde over den ellers ganske fine originaludgave, og King sørger for at lave så meget om på arrangementet, at linjer, der oprindeligt fungerede som hooks, bliver leveret så underspillet, at jeg som lytter fokuserer mere på at føle Kings overbevisende desperation end at skulle nynne med. ‘Tapestry’ er i den grad et grower-album. Der er ikke meget, der er særlig flashy – det skulle lige være den synkoperede vokalrytme på omkvædet til åbningstracket ‘I Feel The Earth Move’. Det er langt hen ad vejen virkelig stilfuldt, personligt og intimt album, og netop dette blev definerende for hele singer/songwriter-genren. Carole King er en fantastisk sangskriver, og ‘Tapestry’ er det album, der allerbedst viser hendes talent.

49 – The Allman Brothers Band – At Fillmore East (1971)

Udgivet den af
Svar

Jambandet er ikke just et fænomen, der nogensinde har opnået mere end blot nichestatus. Det er svært at overbevise den gængse rocklytter om at lade sig gribe af langvarige improviserede soli over langvarige, gentagne grooves. Selv er jeg også skyldig: jeg foretrækker fx klart  Grateful Deads mere komponerede folk-udgivelser frem for den jammende fanfavorit ‘Live/Dead’, der langt hen ad vejen går i tomgang for mig. Genren er svær at sælge, men bluesrockerne i The Allman Brothers Band formåede faktisk at gøre det tilbage i 1971 med deres livealbum ‘At Fillmore East’. Dobbeltalbummet består af blot syv sange – omend ca. halvdelen kommer over på den pæne side af de ti minutter. I løbet af disse syv tracks får de brugt stort set alle små tricks fra bluesrockens store håndbog, som de ellers jammer løs. På det sidste har jeg klaget meget over at skulle døje med de samme simple bluesprogressioner igen og igen, men The Allman Brothers Band formår med tracks som ‘Stormy Monday’ og ‘You Don’t Love Me’ at tydeliggøre, at disse progressioner egentlig ikke fejler noget i sig selv – og de er et spektakulært grundlag til at udforske alskens musikalske ideer, når der bliver jammet.

De stærkeste tracks på albummet er de længste – både ‘You Don’t Love Me’ og ‘Whipping Post’ kommer op nær de 20 minutter, og spilleglæden på disse sange er intet mindre end inficerende. Det føles ikke som om, at de nogensinde fortsætter sangen blot for at fyre noget teknisk pral af, det føles i begge sange som om, at de nyder det enormt meget. Bandets sammenhold er uovertruffent. Selv når én musiker begynder at fyre en sej solo af, som Duane Allman blandt andet gør med sin guitar ca. midt i ‘Whipping Post’ sørger resten af musikerne ganske elegant for at understøtte med yderligere instrumentation – især rytmesektionen gør en hæderlig indsats for at gøre dette nummer til albummets mest intense. Selv om vi har at gøre med latterligt dygtige instrumentalister, går det dog aldrig tabt, at jam-bandet er en impulsiv, improviseret kunstart, hvor selv musikerne kan blive overraskede. Det er befriende at høre et album, der formår at være så teknisk overvældende uden at det nogensinde bliver kalkuleret eller ufarligt. Albummet er meget godt til også langsomt at etablere sin stil rettere end blot at kaste det hele i hovedet på lytteren på en gang. Åbningsnummeret ‘Statesboro Blues’ er en simpel elektrisk bluessang, og selv om dens soli er imponerende, er det ikke så langt ude, og den holder sig flot nede på under fem minutter.

Selv det dygtigste band har formentlig svært ved at jamme over syv numre i streg uden, at der kommer nogle uinteressante passager til tider. Albummet er da også et udpluk af det bedste stof fra fire koncerter, der til sammen varede seks timer. Man kan sagten lytte til alle seks timers musik, men jeg er virkelig ikke interesseret i det, for jeg regner med, at det nok især er b-materialet, der er skåret fra. Og det er da heller ikke alle dele af ‘At Fillmore East’ der blæser mig omkuld. Trommesoloen på ‘Hot ‘Lanta’ er som så mange andre trommesoli ret forglemmelig, guitarintroen til ‘In Memory of Elizabeth Reed’ er alt for lang, og dynamisk bliver ‘Stormy Monday’ lidt for længe i samme leje på tværs af sektionerne. Så er der også det lille problem, at det slet ikke føles som at være til en koncert, hvilket ellers tit er et af formålene med et livealbum – der er intet forsøg på at få det til at lyde som sangene alle blev spillet til samme koncert. Men selv med alt dette sagt, er ‘At Fillmore East’ et rigtig stærkt album. Hvis man kan lide bluesrock er det et fantastisk gateway-drug til jambands generelt, og den formår faktisk at holde sig ganske engagerende i løbet af sine 80 minutter, hvilket er vældig imponerende.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Udgivet den af
Svar

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.

 

76 – John Lennon – Imagine (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker The Beatles. De har lavet noget af den bedste popmusik nogensinde, og selv efter de gik i opløsning fortsatte alle medlemmerne med at have stor succes som solokunstnere. Den mest populære sang, der nogensinde blev udgivet af nogen af medlemmerne, må uden tvivl være ‘Imagine’ af John Lennon fra pladen af samme navn. Den stille klaverballade, der udtrykker en forsigtig bøn om verdensfred, er naturligvis en klassiker, men jeg tror, egentlig, jeg har hørt den for meget. Det samme troede jeg egentlig om Beatles-sangen ‘Let It Be’ indtil jeg fik hørt den påny, men der blev den hjulpet på vej af smuk, smuk strygersektion. Der er også strygere på ‘Imagine’, men de bliver lidt for rolige i mine øjne. Instrumentationen er ikke særlig spændende, og det er retfærdigt nok, da fokus skal være på teksten. Nu er det så bare en tekst, vi alle har kunnet recitere siden 70’erne, så titelnummeret ender med moderne øren at lyde som et lidt fedtfattigt cover af sig selv. Sammenligningen med ‘Let It Be’ er interessant, for ligesom det album, er ‘Imagine’-pladen produceret i samarbejde med mesterproduceren Phil Spector. Jeg elsker meget af Phil Spectors produktion, men ‘Imagine’ er virkelig ikke et album, der fremhæver hans bedste kvaliteter.

Der er mange sange på ‘Imagine’ der er underligt skæve, kække rock & roll-sange. Den country-inspirerede ‘Crippled Inside’ og den bluesede ‘It’s So Hard’ er især underlige sangvalg. Lennons stemme bliver lidt druknet i instrumentationen, der ærlig talt føles en kende bøvet, når man hører sangene side om side med kønne ballader som ‘Imagine’, ‘Jealous Guy’ og ‘Oh Yoko!’. Jeg ville faktisk nærmest ønske, at John Lennon helt havde ignoreret enhver idé om at skulle være rockstjerne på ‘Imagine’ og bare havde holdt sig til singer/songwriter-pop. Så meget som jeg nok er blevet træt af titelnummeret, klæder lyden ham altså bedre i 1971 end rå rock gør, og det klæder især Phil Spector bedre. Især afslutningsnummeret, ‘Oh Yoko!’ er mærkbart, for det er en kærlighedssang med gang i den. Her ser man, at Spector og Lennon sagtens kan fungere sammen på sange med lidt hurtigere tempo. Spectors produktion ender elegant med at få Lennons affektion til at fremstå yderligere troværdig. Hellere det end sange som den kluntede, mudrede protest-sang ‘I Don’t Want to Be a Soldier’, hvor Lennon og bandet jammer over det samme tørre groove i 6 minutter, mens Phil Spectors ‘Wall of Sound’ får det til at lyde som en ensartet grød, der aldrig kommer nogen vegne.

Balladerne lyder helt fantastisk. ‘Jealous Guy’ går lige i hjertet, fordi den mesterligt transformerer klichéer som stryger-backing og fløjten til noget smukt, der rent faktisk understøtter Lennons vokal frem for at distrahere fra den. Selv sangene ‘How?’ og ‘Oh My Love’, hvor jeg ellers ikke just finder sangskrivningen særlig ophidsende, lyder smukke som bare pokker. Omvendt er det også værd at påpege, at Lennon sagtens kan finde ud af at skrive gode rocksange, det gjorde han trods alt ofte i The Beatles. De fleste af rocksangene tror jeg godt kunne virke på en anden plade med en anden producer. ‘Gimme Some Truth’ er faktisk stærkt nok leveret til at kunne klare den ringe produktion. Den er ligesom mange andre af pladens sange politisk betonet, og man kan sagtens mærke Lennons frustration. Det er da også rart med et mere aggressivt modstykke til titelnummeret. ‘How Do You Sleep?’, et slags diss-track rettet mod Paul McCartney, er nok den rocksang, der lyder bedst, dels grundet et godt samspil mellem strygersektionen og guitaren omkring omkvædet. Og atter er det rart at høre Lennon på sit arrigste. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke blev en kende skuffet af ‘Imagine’. Det er højst halvdelen af sangene, jeg på nogen måde kan lide, og lytteoplevelsen er vældig usammenhængende.

298 – Black Sabbath – Master of Reality (1971)

Udgivet den af
Svar

Black Sabbath ses ofte som den første Heavy Metal-gruppe. Jeg ved ikke, om jeg selv ville kalde dem det, men ingen lød som dem, da de dukkede op i starten af 70’erne, end ikke Led Zeppelin, Iron Butterfly, Steppenwolf eller the Jimi Hendrix Experience. Black Sabbath var ikke blot epokegørende og talentfulde, men de var også meget produktive. Kun lidt over et år efter deres debutalbum udgav de deres tredje plade, Master of Reality. Den åbner med en hosten, der virkelig flot går over i den hårde, langsomme, blues-inspirerede Sweet Leaf. Denne sang kører over et meget fængende riff, og guitarist Tony Iommi er da også måske den vigtigste force i hele bandet. Sangens melodi er virkelig simpel, men dens styrke vedbliver i løbet af hele nummeret, der ellers er hele 5 minutter langt. Efter det følger en sang ved navn After Forever, der åbner med en uhyggelig synthline, hvorefter et virkelig energisk guitarriff begynder, for da at skifte til et andet riff, der er mindst lige så godt. Denne sang udvikler sig mere end Sweet Leaf, der mest af alt er en intro til albummet. After Forever er en hel lille symfoni, der bare lyder skønt uanset sin form.

Efter After Forever kommer et kort instrumentalt interludium ved navn Embryo, og dette er spillet udelukkende på guitar af Tony Iommi. Det er virkelig smukt, og det er også overraskende stille i forhold til resten af albummet, og det giver pladen god dynamik. Efter dette kommer pladens måske bedste sang, Children of the Grave. Denne har en helt vidunderlig rytme, og riffet er igen spektakulært. Teksten handler om hippie-revolutioner, og sangens stemning anmoder nærmest om oprustning dertil. Og det er helt utroligt, at der kun er en eneste guitar på dette nummer, for Iommi gør sørme nogle vilde ting. Hele det sidste halve minut bruges hovedsageligt på efterklang. Det lyder smukt, og det lader nummeret synke ind. Efter Children of the Grave kommer endnu et stille, kort instrumentalt interludium med Iommis guitar i fokus. Det hedder Orchid, og det varmer flot op mod Lord of this World, der er en lidt langsommere sang, men den er stadig rigtig rå. Riffet er endnu engang vidunderligt, og forsanger Ozzy Osbourne lyder sjældent så lidenskabelig som her. Det er endnu en virkelig flot sang.

Det næstsidste nummer hedder Solitude, og det viste os en dengang helt ny side af Black Sabbath. Musikken er her mere stille, og Ozzy viser sin mere følsomme side. Noget lignende var prøvet med Planet Caravan fra pladen Paranoid, men det virker mere ærligt og mindre passivt aggressivt på Solitude. Guitaren er for en gangs skyld ikke det væsentligste instrument her, men rettere fløjten. Både fløjten, klaveret og selvfølgelig guitaren er spillet af Tony Iommi på dette nummer, og han gør det også fremragende i disse omgivelser. Pladen afsluttes selvfølgelig med noget hårdt, og afslutningsnummeret hedder Into the Void. Det er et virkelig fedt, hårdtslående nummer, hvor Ozzy synger næsten direkte henover riffet, som han jo er kendt for at gøre, og man sidder virkelig og rocker med, når man hører det. Ca. halvvejs igennem sangen kommer et hurtigere stykke, der virkelig sørger for at skabe dynamik, og det gør nummeret meget levende. Som den sidste tone bliver spillet, føles det definitivt. Master of Reality er en virkelig fed plade. Det er en af de største metaludgivelser nogensinde, og den føles mindre forældet end de to tidligere plader, der ellers også holder rigtig godt.

299 – Dolly Parton – Coat of Many Colors (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg indrømmer, at jeg ikke er en stor fan af country, men Dolly Partons største singler, Jolene og 9 to 5, har fundet plads i mit iskolde hjerte, så jeg håbede virkelig, at den første hele plade, jeg hørte med hende, ville gøre det samme. Coat of Many Colors er set af mange som hendes allerbedste plade, så jeg forventede noget, der gik lidt udover det sædvanlige country-musik. Jeg måtte dog i sidste ende erklære, at den ikke rigtig var noget for mig. Det er meget almindelig country-musik, og det er der som sådan ikke noget i vejen med, men det er ikke nær så spændende eller udfordrende, som jeg havde håbet på. Sangene er af meget forskellig kvalitet, men blandt de 10 numre på pladen er kun ganske få af dem noget, jeg føler, jeg fik noget ud af. En af de bedre sange er If I Lose My Mind, der handler om en mand, der er vor fortæller utro. Det er en ret trist sang, og den er godt fortalt, men melodien er så lig al mulig andet country-musik, og det er ikke en melodi, jeg er stor fan af. Den minder f.eks. meget om Merle Haggards sang I Threw Away the Rose, men jeg sværger, at den samme melodi bruges i mange andre country-sange.

Sådan en sang overlever udelukkende gennem teksten, og teksterne varierer fra at være rigtig gode til at være meget trivielle. Titelnummeret handler om en fattig pige, der bliver mobbet i skolen for at gå i noget grimt kluns, hendes mor har syet – men hun syede det med kærlighed, og det er det, der betyder noget. Sådan en holdning deler jeg også, men Parton fortæller det på en meget partisk måde. Ikke fordi hun også burde have fortalt fra klassekammeraternes synspunkt, men hun fortæller med enorme neonskilte, at vi burde have ondt af pigen. Traveling Man er faktisk en ret sjov historie, og jeg vil helst ikke afsløre dens morsomme slutning, men hun synger på en meget irriterende måde, hvor hun griner over stort set alt, hun siger. Melodien er meget kedelig og ensformig, og hver eneste linje afslutter desværre med en alt for lang tone. Den er bare ikke specielt tiltalende. Pladen er også alt for kort. Man når på de 27 minutter slet ikke at få et godt indtryk af hende som musiker, og albummet føles meget tomt. Jeg føler ikke, at jeg har fået et helt album.

Der er dog nogle gode ting ved denne plade. Dolly Parton er ofte en meget charmerende sanger, og instrumentationen passer generelt rigtig godt til melodierne. Pladen føles meget sammenhængende, og nogle af sangene, såsom My Blue Tears og The Way I See You er faktisk ikke så dårlige. I sidstnævntes tilfælde har det især noget med klaveret at gøre. Det er et ret brugt klaverriff, hun bruger, men det virker godt her, bedre end det plejer at gøre i sædvanlig grammymadding, som jeg ellers forbinder det med. Jeg synes dog slet ikke, at disse ting opvejer alle de talløse country-klichéer, pladen ellers bare går igennem på stribe. Nej, det er ikke bare country-klichéer, det er klichéer i alle mulige afskygninger. Musikken minder om så meget andet, uanset om det så skulle være country eller ej. Der er ikke et originalt twist på særlig meget af det, og som anmelder føler jeg sjældent, at jeg i så høj grad, at det bare er endnu en dag på kontoret, og det er ikke engang fordi dette er den værste plade, jeg nogensinde har anmeldt. Jeg kan ærlig talt sige, at det ikke er en plade, jeg kan anbefale. Måske er den noget for dig, hvis du er til country, det tyder andre anmelderes mening i hvert fald på, men jeg anbefaler den slet ikke.

337 – Jethro Tull – Aqualung (1971)

Udgivet den af
Svar

Før jeg går alt for godt i gang med denne anmeldelse, vil jeg lige sige, at jeg ikke vil gå specielt dybt ned i konceptet for Aqualung. Årsagen til dette, er at forsanger og bandleder Ian Anderson selv har sagt, at det slet ikke er et konceptalbum. Andre medlemmer er uenige med ham, men jeg stoler på Anderson mere end nogen anden. Nuvel, Aqualung er det fjerde album fra det progressive rockband Jethro Tull, og selvom der nok ikke er noget decideret koncept, så er religion et gennemgående tema på mange af numrene. Lyrikken er generelt meget legesyg og malerisk, og i starten af pladen finder man mange spøjse beskrivelser af nogle spøjse personer, Ian Anderson har skabt. Det kan godt være, at der ikke er noget koncept på pladen, men sangene hænger stadig utrolig godt sammen. Med det mener jeg naturligvis i det rent musikalske, hvor dynamik er i højsædet. Alle numrene på pladen passer virkelig godt sammen, og man kan selv efter mange gennemlytninger synes, at Aqualung føles rigtig kort, selvom længden er ret gennemsnitlig. Det er bare hele tiden så frisk, at man tror, man lige er begyndt på pladen.

Pladen er som med så meget progressiv rock fyldt med eksperimenteren og blær på instrumenterne. Disse instrumenter er dog ikke de mest typiske. Selvfølgelig, der er guitar, bas og trommer, og almindeligt nok for genren er der også en keyboardspiller. Instrumentet der definerer Jethro Tull er dog fløjten. Den er ikke altid i lydbilledet, men når den er der, så er den rigtig tydelig. Der er én tværfløjtenist og to blokfløjtenister i gruppen, og de spiller virkelig godt sammen, og i løbet af næsten halvdelen af nummeret My God er fokus på fløjterne. Hvis du synes, disse fløjter ikke bidrager noget til nummeret, så forstår jeg dig, og det er som sådan ikke helt usandt, men det er til gengæld rigtig flot. Disse fløjter fungerer som flot kontrast til guitaren, der kører i meget metal-lignende riffs. Man kunne let forestille sig Black Sabbath, Led Zeppelin eller UFO kunne have brugt sådanne riffs nogenlunde samtidig. Leadguitaristen hedder Martin Barre, og han er en usandsynligt dygtig musiker, men det er hele bandet som sådan.

Jethro Tull har skabt nogle rigtig varierede, kompliceret opbyggede sange til Aqualung, og man skulle tro, at det kom til at gå ud over, hvor mindeværdige de individuelle sange er. Det er dog ikke rigtig tilfældet, selvom vi naturligvis ikke snakker Michael Jackson eller noget. Sange som Aqualung og Locomotive Breath kan jeg tit fange mig selv i at komme til at synge. Det er ikke hele albummet, der er sådan, men på grund af dens store variation i tempo, lydstyrke, følelser og instrumentation, så kan jeg virkelig aldrig blive træt af det. Især ikke, når der er så dygtige musikere, der giver formidable præstationer, og da slet ikke, når det lyder fedt uanset hvordan nummeret udvikler sig. Normalt ville jeg kunne sige om jeg var mere til det langsomme eller det hurtige, det højlydte eller det stille, det vrede eller det lykkelige, guitarerne eller fløjterne, men det hele er rigtig godt her. Hvis du ikke er til progressiv rocks idiosynkrasier, kan jeg ikke garantere, at Aqualung er noget for dig. Men det er noget for mig, og det nærmer sig perfektion i mit univers.