32 – The Rolling Stones – Let It Bleed (1969)

I 1969 var The Beatles ved at takke af, men deres evige konkurrenter i The Rolling Stones havde kun lige begyndt deres allerstørste succesperiode. De havde lige udgivet den anmelderroste ‘Beggars Banquet’ året forinden – ikke, et album, jeg finder lige så fantastisk som de fleste andre gør, omend det stadig er en fin skive. Roserne er i mine øjne langt mere fortjente, når det gælder opfølgeren, ‘Let It Bleed’ fra 1969. En af årsagerne til, at jeg finder den så meget bedre, er strukturen. For eksempel elsker jeg, at de to sange, der føles allerstørst, er i hver sin ende af albummet. Albummet starter med den grumme, morderiske Vietnam-protestsang ‘Gimmie Shelter’ – et nummer, der byder på nogle tidlige klimakser, når gæstevokalist Merry Clayton synger linjerne »Rape! Murder! It’s just a shot away« for sine lungers fulde kraft. Afslutningsnummeret er derimod en fællessang, der starter diskret og ender i religiøse proportioner med et tilhørende gospelkor for ekstra effekt. Derudover er The Rolling Stones rigtig gode til at skabe dynamisk variation. Disse to står stadig som klare dynamiske højdepunkter, men der er ellers en god vekslen mellem country-ballader, energiske rock and roll-tracks, deciderede bluessange og endda en smule funkinspiration.

Bandet er selvsagt virkelig dygtige – de føjer masser af karakter til de ofte ret simple kompositioner, og de sørger for at tackle de forskellige stilarter med den samme karismatiske balance mellem løssluppenhed og finesse. Det gør, at vi trods en bred sonisk pallette altid kan høre, at vi har at gøre med det samme band – og det er altid meget underholdende at høre dem udforske alskens forskellige lyde. En af mine favoritter er ‘Country Honk’. Det er en øm udgave af deres hit ‘Honky Tonk Women’, hvor instrumentationen er blevet mærkbart mere country-inspireret. I starten virkede det gimmicky i mine øjne, og jeg havde svært ved at forstå, at de ikke bare inkluderede den kendte rockudgave, men den endte med at overvinde mig med sin unikke, uslebne lyd. Den bliver efterfulgt af en solid, dejligt rodet rocksang ved navn ‘Live With Me’, der byder på både en fed saxofonsolo, en flot basgang, et levende klaver og nogle trommer, der bliver smadret synder og sammen. Dette album er generelt rig på den attitude, Stones oprindeligt gjorde sig bemærkede for, dog med langt mere målrettethed, end man finder på deres tidligste plader.

Der er nogle få tracks, der ikke siger mig det store. Det seksuelle, druggy titelnummer siger mig ikke det store, og jeg synes at hooket bliver lidt for ensartet, samt at Mick Jaggers stemme kan gå hen og blive irriterende. Jeg er dog glad for både dens brug af klaver, slideguitar og bas, der tilføjer godt med liv til tracket. Jeg synes måske også, at den stille bluesballade ‘Love in Vain’ er en lidt for stille opfølger til ‘Gimmie Shelter’ – det er godt med dynamisk afveksling, men det føles lidt som om, man pludselig har startet det hele forfra. Både den og den lidt mere country-prægede ‘You Got the Silver’ er i den mere forglemmelige ende af albummet – sidstnævnte er dog en glimrende stemningssætter for den vovede, funky ‘Monkey Man’, der ville have været oplagt til at afslutte albummet, hvis det ikke var for den mesterlige ‘You Can’t Always Get What You Want’. På ‘Monkey Man’ går hele bandet amok til sidst, især Jagger og Richard, og det går lige i hjertet. ‘Let It Bleed’ er en virkelig hyggelig, underholdende plade. Jeg tror ikke, man skal forvente det helt store kunstneriske statement, man skal mest af alt bare lade sig rive med. For når man lader sig rive med, ender man med en rigtig tilfredsstillende albumoplevelse.

34 – The Band – Music From Big Pink

I 1965 tog Bob Dylan på turné med et backingband ved navn The Hawks. Efter denne turné indspillede Dylan og The Hawks en række demoer sammen, der senere ville blive til ‘The Basement Tapes’. I 1968 skiftede gruppen navn til The Band, og med debutalbummet ‘Music From Big Pink’ skulle de bevise, at de sagtens kunne klare sig uden Dylan. Eller, det vil sige tre af sangene på albummet var faktisk skrevet af Dylan i forbindelse med de dengang uudgivne ‘The Basement Tapes’-indspilninger. De tre er da også tre af albummets allerbedste sange: ‘Tears of Rage’, ‘This Wheel’s on Fire’ og ‘I Shall Be Released’. Det skal dog siges, at det ikke blot er Dylans fortjeneste – The Band spiller fortræffeligt på disse sange, og ‘This Wheel’s On Fire’ er blevet langt mere dynamisk end i ‘The Basement Tapes’-udgaven. ‘I Shall Be Released’ og ‘Tears Of Rage’ er derimod blevet mere skrøbelige, og instrumentationen på førstnævnte lyder konstant som om, den er ved at falde fra hinanden. Man kan godt mærke, at de har været tæt på Dylan, for hvis man ikke lige vidste det, ville det være ret svært at gætte, hvilke af sangene, der er Dylans, og hvilke, der er deres egne. De har rent faktisk opnået et flair for poesi og melodier, der kan måle sig med den store singer/songwriter.

Deres meget høje lyriske niveau får derfor det ene cover til at stikke en smule ud. Nu har jeg ganske vist generelt en aversion over for den dels platte, dels overdramatiske countryklassiker ‘Long Black Veil’, men ikke desto mindre er dens meget direkte fortællestil langt under deres niveau. Om ikke andet må jeg rose dem for at have skabt en af de udgaver, der er lettere at holde ud, netop fordi samspillet mellem musikerne er så stærkt og levende. Banddynamikken står endnu stærkere på det efterfølgende track, ‘Chest Fever’, der starter med et brag af en orgelintro, der ville være Deep Purple eller Iron Butterfly værdig. Oven på introen får vi dertil en af gruppens mest groovy sange nogensinde, og heldigvis vender de fyldige orgelmotiver fra introen tilbage i løbet af tracket. Det er endnu et af de knap så Dylan-klingende numre, men fokus er mere på bandets lyd end på selve sangskrivningen, og i den sammenhæng passer den virkelig godt ind. Det samme kan jeg sige om ‘We Can Talk’ – dynamikken er i højsædet, og den virkelig velspillede men alligevel løsslupne lyd giver bandet en dengang helt unik, rootsy rockstil.

Kronjuvelen blandt deres egne kompositioner på albummet er helt klart den imødekommende men lyrisk lettere mystiske sang ‘The Weight’, skrevet af Robbie Robertson. Den har en letsindig vokallevering og en rolig akustisk guitar sat over for frembrusende, tunge rytmer fra bas og trommer – dertil et simpelt, fængende og poetisk omkvæd, hvor bandet giver den hele armen, og til slut falmer sangen på vemodig vis. Det er en rockklassiker, der med god grund er blevet The Bands mest kendte sang. Der er generelt ikke så meget at beklage sig over på The Bands stærke debutalbum. Jeg ville måske ønske, at der var lidt flere instrumenter på den relativt minimalistiske ‘Lonesome Suzie’ – gruppen hedder trods alt The Band, og Richard Manuels vokal kan være en kende enerverende, når han ikke har godt med instrumentation at læne sig op ad. Mens jeg nok stadig synes, at deres eponyme opfølger er endnu stærkere, så er ‘Music From Big Pink’ stadig en fornøjelig skive med rigeligt med højdepunkter, stærk sangskrivning og et velspillende, dynamisk band. Og så behøver man jo egentlig ikke så meget mere.

37 – Eagles – Hotel California (1976)

Det er svært at underdrive hvor indflydelsesrig Eagles’ 1976-album ‘Hotel California’ var. Albummet var deres første vigen væk fra countryrocken, der ellers var definerende for alle deres hidtidige udgivelser. Der var stadig nogle få countryelementer på albummet, men i stedet fik de monstersucces ved både at tage mere indflydelse fra softrock og popmusik, og med denne kombination blev ‘Hotel California’ deres mest populære studiealbum nogensinde. Sammen med Fleetwood Macs ‘Rumours’ kan den nok på godt og ondt tage æren for, hvor dominerende en stilart poppet softrock var i de kommende 15 år. Og det er nok én af årsagerne til, at ‘Hotel California’ ikke just er det album i Eagles’ diskografi, der har holdt sig bedst. For Eagles-lyden blev efterlignet langt mere end Fleetwood Macs lyd. Med det sagt, så er Eagles langt mere kompetente end Richard Marx, Bryan Adams, Peter Cetera, Michael Bolton eller alskens andre kunstnere, der har forsøgt at genskabe lyden fra ‘Wasted Time’ og ‘The Last Resort’ adskillige gange. De er dygtige på deres instrumenter, og de forstår især at skrive mindeværdige guitarpassager. Deres vokaler er en kende uslebne – kun Don Henley klarer uskadt skridtet væk fra countryinspirationen, men hans stemme er til gengæld også som skabt for poprock.

Henley synger heldigvis leadvokal på størstedelen af sangene på ‘Hotel California’, men han skulle nok have taget endnu flere. ‘Try and Love Again’ er et af de mere countryklingende tracks, men Randy Meisner lyder stadig frygtelig på nummeret, som han prøver at ramme de høje toner. Joe Walsh flade vokal er derimod lidt for anonym på ‘Pretty Maids All in a Row’, hvor han til tider drukner i ellers ret underspillet instrumentation. Glenn Frey klarer sig ret godt på ‘New Kid in Town’, et af albummets bedste numre. Det er også helt klart det nummer, der lyder mest af Eagles’ oprindelige countryrock, omend det er en kende mere poleret her. Mens softrock fylder en del på ‘Hotel California’ er det ikke alt sammen ballader. Vi får blandt andet to forsøg på hård rock i form af ‘Life in the Fast Lane’ og ‘Victim of Love’. Henley er en glimrende rocksanger, og som sådan er det ret stærke sydstatsrockklingende kompositioner iført godt med guitarlir. De er desværre ledsaget af meget poleret produktion fra Bill Szymczyk, hvilket gør, at deres hårdføre energi ender med at føles rimelig påtaget. Det gør selvfølgelig, at de passer bedre ind på det rimelig bløde album, men i grunden savner næsten hele skiven lidt kant og autenticitet i lyden.

Jeg kan vist ikke komme uden om at nævne titelnummeret, et track langt de fleste har hørt så meget til hudløshed, at de nok har en meget fasttømret holdning til det. Selv synes jeg, det er en pragtfuld sang – ja, et mesterværk om man vil. Som intet andet nummer på albummet lyder det reelt farligt, ja endda mystisk. Døden lurer om hjørnet på hver eneste verselinje, og med sin smukke, forførende intro fungerer den perfekt som albummets åbningstrack. Dertil er dens guitarsolo også en af rockhistoriens allerbedste. Det er lidt synd, at den bliver efterfulgt af ‘New Kid in Town’, for de to er helt klart de allerbedste sange på albummet. Jeg går ud fra, at der også gemmer sig glimrende ballader et eller andet sted i både ‘Wasted Time’ og ‘The Last Resort’, men de bliver akkurat så pompøse i lyden, at jeg har meget svært ved at blive grebet af deres melodrama. Jeg kan dog ikke benægte, at begge tekster er godt skrevet, og at Henley synger den med overbevisende meget indlevelse. Mens den bombastiske afslutning på ‘The Last Resort’ ikke tjener selve sangen særlig godt, fungerer det godt som afslutning på albummet. ‘Hotel California’ byder flere steder på noget af Eagles’ bedste sangskrivning, men albummet er desværre som helhed rimelig tandløst. Det var en meget blandet oplevelse for mig, og jeg forventede egentlig mere fra et så anmelderrost album.

45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

71 – Neil Young – After the Gold Rush (1970)

I starten af 70’erne udgav Neil Young to af årtiets mest roste singer/songwriter-plader lige efter hinanden, ‘After the Gold Rush’ fra 1970 og ‘Harvest’ fra 1971. De har ret meget til fælles i forhold til både sangskrivning, lyd og indflydelser, men hvis jeg skulle udpege en væsentlig forskel, ville det nok være den afdæmpede lyd på ‘After the Gold Rush’ i forhold til den mere storladne aura omkring meget af ‘Harvest’. Jeg synes godt om begge plader, men i mine øjne fungerer denne stil, der læner sig meget op ad country og folk, med nogle få mere rockede numre. Mange af numrene har kun et eller to instrumenter foruden vokalen, hvilket leder til en meget intim fornemmelse. På mange af numrene sørger produktionen og arrangementet også for at skjule hvor mange instrumenter, der egentlig er. Det er stadig en i hovedreglen ret underspillet plade, og jeg føler, at jeg kommer rigtig tæt på Neil Young som person. Instrumentationen er trods den simple lyd ikke særlig ensartet. Der er visse sange, hvor klaver er mere i fokus, andre hvor guitaren bærer nummeret, atter nogle, der mere er bygget op om et band som en helhed.

Side 1 og side 2 af pladen er bygget ret ens op. Begge slutter med en simpel sang på lidt over et minut, begge har lidt forinden en af pladens to rendyrkede rocksange, begge har nøjagtigt én sang hvor klaveret er i centrum uden assistance af trommer, bas eller guitar. Dette gør desværre for mig, at side 2 ikke formår at vække samme engagement hos mig som side 1. Det hjælper nok heller ikke, at side 1 har noget af Youngs bedste sangskrivning nogensinde på sig. ‘Tell Me Why’ og ‘After the Gold Rush’ er en dybt rørende start på pladen, den fængende og enormt velarrangerede ‘Only Love Can Break Your Heart’ følger efter, og den vrede ‘Southern Man’ tilfører både noget rocket kant og lidt politisk lyrik, der flot samarbejder om at skildre angsten skabt af racismen i sydstaterne. Mens anden side også har nogle glimrende sange, er det i mine øjne starten, der brillerer mest. Højdepunktet fra side to er nok pladens allermest nøgne nummer, ‘Birds’, hvor Young sidder helt skrøbelig bag klaveret. Det kan let give en klump i halsen. Melankolien på ‘I Believe in You’ er også ganske effektiv, og hans langsomme cover af ‘Oh Lonesome Me’ lyder døende og trist på den rigtig rørende måde. Så man skal på ingen måde tro, at jeg finder side 2 dårlig.

Som sagt afslutter hver side med et kortere nummer, kun omkring et minut. Disse er ‘Till the Morning Comes’ og ‘Cripple Creek Ferry’. Ingen af disse numre siger mig synderligt meget. Young kan ellers sagtens fatte sig smukt i korthed, det har han på ‘Harvest’ bl.a. vist med ‘The Needle and the Damage Done’, men det lykkes ikke helt med disse to numre. De er lidt for simple, både kompositorisk, men også følelsesmæssigt. Jeg kan acceptere ‘Till the Morning Comes’ som en lettere elegant overgang fra side 1 til side 2, men ‘Cripple Creek Ferry’ er en noget af et antiklimaks som pladens afslutningsnummer. Når denne lille glade sang fader ud, føles pladen ikke konkluderet, og i stemning føles den også ret langt fra den nedtrykte verden, pladen ellers har befundet sig i. Det er dog stadig svært at komme udenom, at ‘After the Gold Rush’ præsenterer et engagerende udvalg af sange, hvor Neil Young om noget er i sit es som sangskriver. Det er en intim oplevelse, produktionen er stadig helt fænomenal i dag, og hvad gælder albumdynamik, støtter numrene flot op om hinanden. Pladens klassikerstatus er nu engang velfortjent

78 – Neil Young – Harvest (1972)

For et år siden stod jeg foran Orange Scene på Roskilde Festival, klar til for første gang at se en af mine store musikalske helte spille live, nemlig Neil Young. Et par måneder efter snakker jeg med en ven om hvor fed koncerten var, og hun informerer mig om, at hun ikke rigtig selv havde et forhold til Young, men mange i hendes camp havde set meget frem til koncerten, da de var vokset op med hans musik. Jeg er ikke selv vokset op med Youngs musik, og jeg skal ikke komme med udtalelser om hvordan deres barndom må have været, men jeg kan ikke forestille mig at have noget til overs for det som barn. Neil Youngs musik er tit meget nedtrykt, grå, modløs og generelt bare trist, og som barn ville jeg nok enten være blevet forfærdet eller kedet mig ihjel af at høre det. Og det gælder selv på hans mest folkelige plade nogensinde, ‘Harvest’ fra 1972, hvor man finder klassiske numre som ‘The Needle and The Damage Done’, ‘Old Man’ og ‘Heart of Gold’, og ingen af disse er just humørspredere. Alligevel formåede pladen at være den bedst sælgende plade i 1972.

Jeg ved ikke, om verden bare gik igennem en stor kollektiv depression i 1972, men et eller andet ramte Young med sin skrøbelige stemme og desparate lyrik, der formåede at resonere med et bredere publikum. Man kan selvfølgelig påpege, at Young på ‘Harvest’ fik sammensat nogle mere fængende melodier og skar ned på de lange guitarsoloer, men det er nok mere relevant at han samtidig formåede at beholde den emotionelle kerne fra tidligere plader. Ja måske var han endda følelsesmæssigt stærkere end nogensinde før. Muligvis bliver det bare tristere, når man har et mindeværdigt omkvæd, der gentager sig og dermed bare borer stemningen direkte ind i hovedet. Omkvædene på ‘A Man Needs a Maid’ og ‘Words (Between the Lines of Age)’ er i hvert fald kulminationen af numrenes melankoli. Trods den mørke stemning er lyden på pladen generelt ret poleret, og den er også rig på lag i mange tracks. På to numre har han besøg af et symfoniorkester, og korvokalisterne bidrager med nogle smukke harmonier. Det er da også værd at nævne at backingsangerne er ingen ringere end James Taylor, Linda Ronstadt og Crosby, Stills & Nash. Generelt klæder det komplekse lydbillede faktisk Youngs sangskrivning, da det kan bidrage med en øget tyngde, man ikke på samme måde kan opnå med en akustisk guitar.

Det ville dog være synd at sige, at ‘Harvest’ er et pompøst, operatisk værk af ynk. Der er masser af numre, der er helt nede på jorden både lyrisk og instrumentalt. ‘Harvest’ er praktisk taget blot en simpel country-sang om druk og familiesorger. ‘The Needle and the Damage Done’ er en af de allerstærkeste sange, og den består kun af Neil Youngs stemme og guitar. Når det gælder instrumentation bevæger albummet sig rigtig dynamisk op og ned. Numrene med symfoniorkesteret kan måske være lige lovlig stor en mundfuld til tider, og det kommer lidt an på mit humør, om jeg finder disse numres storladne sindserklæringer hjerteskærende eller ulidelige. Neil Youngs evner som musiker er dog alligevel imponerende, og det siger noget om ham, at han stadig skubber grænser, når han går over i en mere poppet retning. Han har med ‘Harvest’ skabt et sammenhængende, fængende og alligevel særdeles følsomt album. Det er her, mange Neil Young-fans starter, og det forstår man godt. Personligt er der albums i Youngs diskografi, der tiltaler mig mere, men som introduktion, er det svært at tænke på et album, der indkapsler ham bedre som kunstner.

95 – Creedence Clearwater Revival – Green River (1969)

Jeg har efterhånden lyttet til rigtig meget Creedence Clearwater Revival – jeg har endda anmeldt både Cosmo’s Factory fra 1970 og Willy and the Poor Boys fra 1969, muligvis deres to mest populære albums. Et tredje, der er værd at nævne, er Green River, der udkom et par måneder før Willy and the Poor Boys. Lyden herpå er noget mere upoleret end senere, og sangene bygger i højere grad på grooves her. Ligeledes er der større blues-indflydelse, end man ellers er vant til fra sumprockerne, og selvom man absolut godt kan høre, at det er det samme band, som senere udgav Willy and the Poor Boys, så er forskellene markante nok, til at man kan få noget ganske forskelligt ud af de to lytteoplevelser. For at sige det lettere poetisk leder Willy and the Poor Boys tankerne hen mod et gadehjørne, mens Green River leder tankerne hen mod en sump – noget både albumtitlerne og deres tilhørende illustrationer i deres simpelhed har fanget ganske godt. Tekstuniverset på Green River er også mere præget af natur end senere Creedence-plader, hvorpå de blev mere optaget af mennesker og endda politik, end de var af nattehimlen.

Lyden er mere rå og nærmest spinkel på størstedelen af pladen, end jeg er vant til fra deres senere plader. Der er ganske vist to guitarister i gruppen, men deres lyd er så klar, at lydbilledet stadig føles meget bart. Der er absolut en vis appeal ved dette, især da naturen er så meget i fokus på pladen. Det skal dog ikke forstås sådan at guitarerne er i baggrunden på denne plade. De er meget tydelige, og der er mere variation og overraskelse at finde på dem end på noget andet instrument, især i form af fills på de mere energiske eller bluesede numre, såsom Commotion og Tombstone Shadow. Der er dog også plads til nogle fine, mere singer/songwriter-agtige numre, hvor melodien og teksten kan komme lidt mere i fokus. Disse befinder sig især mod midten af pladen i form af numrene Bad Moon RisingLodi og Wrote a Song for Everyone. Det kan virke som et sært valg at placere dem alle op ad hinanden, men det virker faktisk ganske fint, hvis du spørger mig. Det er ikke en særlig lang plade, så den grove opdeling i 3 bluesede groove-bårne numre, da 3 mere melodiske singer/songwriter-numre, sidst atter 3 af første slags, den fungerer ganske fint. Det gør at numrene støtter op om hinanden i stil og giver albummet mere kohærens.

De mere melodiske numre er absolut de mest mindeværdige individuelle numre på pladen – melodien er jo sjovt nok mere fængende på dem. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de giver det største aftryk på pladen. Stadig, måske fordi den mere bluesede stil omfavner hver ende af pladen, står den som det klart definerende for mig. I bedste fald, såsom på titelnummeret og Tombstone Shadow, er der tale om detaljerede, velspillede og ganske underholdende sumprock, der virkelig ydnytter genrens repetition til sin fordel. Andre, fx det deres cover af Nappy Browns, The Night Time is the Right Time, har en lettere flad lyd, og det ender med at visse elementer, fx koret, gentager sig så meget, at det ender med at klinge hult. Selv de svagere numre indeholder dog ganske gode elementer – selvom Sinister Purpose har en ret tam vokalmelodi, så er trommerne mod slutningen helt og aldeles geniale. Desværre er de svagere numre generelt mod slutningen, og det gør, at pladen altid efterlader mig en smulle skuffet, da jeg godt kunne have tænkt mig en mere mindeværdig afslutning. Men man kan ikke komme uden om, at der er godt med kvalitet på pladen, og især de tre midterste singer/songwriter-numre viser gruppen fra deres bedste side.

117 – The Byrds – Sweetheart of the Rodeo (1968)

Jeg kan rigtig godt lide The Byrds. Plader som Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers byder på noget af det bedste psykedeliske folk-pop, der nogensinde er lavet. Jeg er knap så glad for Gram Parsons, en af country-rockens store innovatorer, og det er hverken solo eller med The International Submarine Band eller for den sags skyld The Flying Burrito Brothers, hvor jeg dog nok har mest til overs for ham i sidstnævnte konstellation. Parsons er relevant i forhold til the Byrds fordi han i 1968, efter The International Submarine Band gik i opløsning, blev medlem af The Byrds, og med pladen Sweetheart of the Rodeo trak han dem i en noget anden retning. En mere country-præget retning. Lyden var ikke helt uvant for The Byrds. På både Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers kunne man finde country-prægede numre, dog stadig med en klar psykedelisk aura. Sweetheart of the Rodeo er på alle numre præget meget af country eller måske endda bluegrass. Rigtig ofte kan jeg faktisk slet ikke høre, hvorfor folk typisk kalder pladen for country-rock frem for blot country. Rocken kan høres på You Ain’t Goin’ NowhereNothing Was Delivered og One Hundred Years from Now, men jeg hører udelukkende country på de fleste andre numre.

Genresnobberi er dog som sådan ligegyldigt, for det vigtigste er jo kvaliteten. Jeg graviterer måske som hovedregel mod rock frem for country, men der findes jo stadig rock jeg ikke synes om, og der findes endda country, jeg holder meget af. Så er musikken god? Den er spillet ret kompetent, og lyden er ret variereret. Sangene er alle fængende, men det er ikke nødvendigvis the Byrds’ fortjeneste, da ni af de elleve sange er covers. Men de gør faktisk et rigtig godt stykke arbejde med både at byde numrene noget nyt, og at give pladen en sammenhængende lyd. Jeg var ærlig talt overraksket over at finde ud af, hvor få numre gruppen selv havde skrevet. Med det sagt, så keder numrene mig ganske meget. Life in Prison handler om hvordan, fængselslivet gør, at fortælleren mister lysten til at leve. Lyden er dog nærmest hyggelig. Og det er det meste af pladen egentlig, det er bare hyggelig musik, hvor den følelsesmæssige resonans tit er enten helt flad eller fuldkommen fraværende. Følelserne er ellers der, hvor country virkelig har en fordel frem for folk, hvor gruppen til gengæld kunne lave smukke lydbilleder. Her er ingen af delene til stede i særlig stort omfang.

Hvis der er nogle numre, jeg holder af, er det nok netop dem, der læner sig mest op ad gruppens tidligere diskografi. Gruppen blev som bekendt populære med deres flotte Bob Dylan-covers såsom My Back Pages, Mr. Tambourine Man og Chimes of Freedom og pladens to Dylan-covers er de uden tvivl højdepunkterne. You Ain’t Goin’ Nowhere og Nothing Was Delivered er både kreative i deres udførsel, men de har også en spændende lyd og er fulde af overraskelser. Nothing Was Delivered kunne jeg sagtens se som en af mine favoritter i hele deres diskografi. Der er også elementer ved andre sange, jeg godt kan lide, såsom klaveret på You’re Still On My Mind eller violinen og banjoen på den bluegrass-inspirerede Pretty Boy Floyd. Lydbillederne er ganske kønne, men de er aldrig engagerende. Som sangere er Chris Hillman og især Roger McGuinn også meget charmerende, men de bliver sjældent sjælfulde. Gram Parsons lægger uden tvivl større følelser i sin sang, men hans stemme er til gengæld på alle måder kedeligere. Selvom der er elementer at holde af på Sweetheart of the Rodeo føles den uden den historiske kontekst bare enormt ligegyldig. Med mindre I har væsentligt mere til overs for country end mig, så hold jer blot til pladens Dylan-covers, og spring resten over.