Tag-arkiv: Rhythm & blues

39 – The Beatles – Please Please Me (1963)

Udgivet den af
Svar

Der var engang et engelsk skiffleband, der hed The Quarrymen. Som årene gik, bevægede gruppen sig væk fra Skiffle og over mod rock & roll og rhythm and blues. I 1960 skiftede de navn til The Beatles og turnerede rundt med især covers af amerikanske rocksange. I 1962 rekrutterede de studietrommeslager Ringo Starr som fast medlem, og de indspillede deres debutsingle, ‘Love Me Do’, der var bandets egen komposition. Den endte senere på albummets debutalbum ‘Please Please Me’ i 1963, dog her i en udgave med Andy White på trommer. ‘Please Please Me’ består som så mange rockudgivelser fra start-60’erne af en del covers. Seks af albummets 14 sange er covers, og ganske mærkbart alle af relativt nylige amerikanske popsange med klare rhythm and blues-elementer. Det siger en del om, hvad The Beatles kiggede efter, da de indspillede deres debutalbum. De lod sig mere inspirere af nye tendenser i amerikansk popmusik end den britiske skiffletradition, de startede i. Dette påvirker også sangskrivning og spillestil i de numre, de selv har skrevet, men de medbringer noget af deres egen liverpoolske uslebenhed i lyden. De er alle sammen fine sangere, men på dette album var de langt fra den tekniske skønsang, der på godt og ondt dominerede amerikansk popmusik i start-60’erne.

Generelt har gruppens egne kompositioner klaret tidens tand langt bedre end deres covers. De er generelt meget tro mod originalerne. De mest radikale ændringer er ofte, at en guitar spiller en del, der i forlægget var spillet på klaver, eller at nogle vokalharmonier bliver skåret fra. Problemet er, at de ikke ligefrem har valgt særlig gode sange at fortolke. ‘Baby It’s You’ er muligvis den mest corny Burt Bacharach-komposition nogensinde, og Mack Davids tekst gør det kun værre; ‘Boys’ er en særdeles uinspireret rock & roll-melodi, af den mest forudsigelige slags; ‘A Taste of Honey’ er helt specifikt en fortolkning af Larry Welchs kluntede forsøg på at gøre den oprindelige instrumentale popsang mere rhythm and blues-orienteret med en dreven vokal. De bliver dog modvejet af gruppens muligvis bedste covernummer nogensinde, der bruger The Isley Brothers-fortolkningen af The Top Notes’ ‘Twist and Shout’ som forlæg. Det er et brag af en afslutning, og især John Lennons leadvokal gør meget for at sælge deres udgave som den definitive version af tracket. Men hele bandet har det ganske tydeligt fedt i studiet. Det er et vidunderligt festtrack, der viser en energi, man godt kunne savne fra mange af de andre sange på albummet.

Gruppen har lidt flere esser i ærmet med deres egne sange, der på dette album alle er skrevet af John Lennon og Paul McCartney, der også skiftevis tager sig af leadvokalerne på størstedelen af albummets sange. Paul McCartney synger blandt andet det pragtfulde åbningsnummer ‘I Saw Her Standing There’, der er så propspækket med hooks, at den med god grund har fået status som popklassiker. ‘Please Please Me’ og ‘Love Me Do’ er ligeledes rigtig fine popsange, der er rigtig charmerende. På disse numre deles Lennon og McCartney om leadvokal, og Lennon hiver dertil sin kære mundharmonika frem, hvilket gør dem til nogle af de mere farverige og varierede tracks på albummet. De prøver at gentage denne cocktail med ‘There’s a Place’, og selv om dette nummer nok aldrig kunne have været nær så stort et hit, fungerer det stadig. ‘Misery’ er en meget simpel sang, og den lyder lidt som en The Four Seasons-efterligning, men den er stadig langt bedre end noget nummer, The Four Seasons har hittet med. De resterende numre er såmend fængende nok, men de føles også ret ligegyldige. Jeg synes ikke, det er overilet at kalde dem albumfyld. For ‘Please Please Me’ er et ret ujævnt album. Der er fire klassiske tracks, men derudover er der nok højst tre af dem, der holder. Det er kun halvdelen af pladen, og når kvaliteten ikke er mere konsekvent, har jeg svært ved give en helhjertet anbefaling.

50 – Little Richard – Here’s Little Richard (1957)

Udgivet den af
Svar

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det stadig er sådan, men da jeg i sin tid frekventerede Gladsaxe Hovedbibliotek, var en af væggene i musiksektionen prydet af en række citater om betydningen af musik. Her kunne man blandt andre kloge ord finde Little Richards poetiske verselinje »A whop bop-a-lu a whop bam boo« fra debutsinglen ‘Tutti Frutti’. Disse vrøvleord er muligvis den eneste gang musiks virkning i sandhed er blevet kommunikeret sprogligt. Little Richards ekspertise i et ellers tæt befolket tidligt rock & roll-marked var vildskaben – den seksuelle energi, der nok er det allerbedste ved hans debutalbum ‘Here’s Little Richard’ fra 1957. Når man lytter til rockalbum fra den tid, er det vigtigt at have in mente, at man egentlig mest af alt får en håndfuld sange, der tilfældigvis blev indspillet tæt på hinanden – albummet som helhedsoplevelse var ikke rigtig en kunst, der havde bredt sig til rockmusikken før midt-60’erne. Med de briller på, er det ret utroligt, hvor konsekvent ‘Here’s Little Richard’ er. Det er indspillet over en måned, og alligevel får vi umanerligt mange stærke sange – ud over ‘Tutti Frutti’ står ‘Rip It Up’, ‘Jenny, Jenny’, ‘Long Tall Sally’ og ‘Ready Teddy’ som klare eksempler på Little Richards karismatiske lyd, når den er bedst.

Generelt er energiniveauet rigtig højt sammenlignet med samtidige plader fra fx Elvis Presley, Buddy Holly og Fats Domino, og trods sine 12 numre, varer albummet under en halv time. Og godt det samme, for Little Richards repertoire er ikke just det mest varierede. Rigtig ofte er det lignende bluesprogressioner igen og igen, og der er kun få numre, hvor vi tager en slapper. Muligvis burde albummet faktisk have været endnu kortere, for de roligere numre holder ikke det mindste – Richards stemme lyder stadig godt på ‘Can’t Believe You Wanna Leave’, ‘Baby’ og ‘Oh Why?’, og det er ikke fordi vi har at gøre med deciderede ballader, men Little Richard er langt bedre til at tage lytteren på vilde rock & roll-rutsjebaneture end gennem melodramatiske r’n’b-skæringer, hvor hjerte rimer på smerte. Hvis måske i det mindste, der var skruet op for kompleksiteten på disse numre, ville de retfærdiggøre sig selv, men vi ender med at have en række tracks, der ikke kan kompensere for, at Little Richard ikke er nær så kæk og frejdig som på de andre numre. Jeg må dog rose Richard for at have tænkt over, at 12 numre, hvor han råber, mens han hamrer på klaveret, godt kunne gå hen og blive trættende. Det bliver ‘Here’s Little Richard’ ikke, og det kan de langsommere sange nok takkes for.

Little Richard har talent, både som sanger, pianist og performer, det kan ikke modsiges – sammenlignet med de fleste i sin samtid har han endda talent for at skabe et sammenhængende album. Men han er også et produkt af sin tid, og det var en tid, hvor rockmusik stadig tog sine spæde skridt. Han er ledsaget af et dygtigt band, der også oser af charme, men selv de kan ikke distrahere fra det faktum, at albummet er ufatteligt simpelt – Richards stil var lidt blot at skrue ekstra op for det, der allerede skete i rock og r’n’b. Det er ikke særlig inspirerende at høre på længere, selv om der er en del stærke tracks. Men spilleglæden strømmer stadig fra albummet, og når det ikke er længere end sine 28 minutter, så ender dets simple natur aldrig med at blive et væsentligt problem. At vise så meget seksuel livskraft var vovet nok i 1957 – at forvente, at han skubber genren meget mere end det, er vist lige lovlig krævende, især efter 60 års udvikling i stilen. For i modsætning til sine stilfæller, så er det faktisk stadig både sjovt og hyggeligt, at høre ‘Here’s Little Richard’ i dag, man skal bare ikke forvente det helt store artistiske statement.

53 – Ray Charles – The Birth of Soul (1991)

Udgivet den af
Svar

Ray Charles er en af de største soulsangere nogensinde, og han var en afgørende faktor i genrens tidlige udvikling. Da Atlantic Records i 1991 udgav et bokssæt med et rigt udpluk fra de tidlige år i Charles’ karriere, gav det derfor god mening, at den fik navnet ‘The Birth of Soul’. Dette navn meddeler dels opsamlingens berettigelse – dels et af opsamlingens største problemer. For mens det er berigende at få et indblik i måden Charles med stor indlevelse fusionerede nye tendenser i blues og vokaljazz med gospel og standardpop, kan man ikke undslippe, at programsætningen ‘The Birth of Soul’ bliver fulgt så nøje, at det på visse punkter ender med i højere grad at være en historiefortælling end en fyldestgørende lytteoplevelse på andre parametre. Med mindre man er særligt interesseret i den musikhistoriske signifikans ved Charles’ 50’er-indspilninger, er det en svær udgivelse at anbefale, da den over 2½ time ikke tøver med at levere forglemmelige skæringer side om side med de store klassikere. Der skal ikke herske nogen tvivl, de bedste af sangene på denne udgivelse har ældet med ynde – ‘Hallelujah, I Love Her So’ er en euforisk gospelinspireret triumf, ‘This Little Girl of Mine’ formår stadig at lyde sprælsk efter 60 år, og ‘What’d I Say, Parts 1 and 2’ er stadig et dybt charmerende sonisk mesterværk.

Hvis man kogte dette album ned til den bedste 12-17 sange, kunne vi muligvis have at gøre med en spektakulær udgivelse, og det ville oven i købet være uden klassikere som ‘I Can’t Stop Loving You’, ‘Hit The Road Jack’ og ‘Georgia On My Mind’, der blev udgivet efter den tidslomme, opsamlingen har valgt at indkapsle: 1952-1959. Ja, Charles’ 50’er-output er faktisk så solidt, at man sagtens kan klare sig uden hans store 60’er-hits. Selv om der er en del middelmådigheder på tracklisten, er der godt med stærke sange på opsamlingen, også blandt det mindre kendte. ‘Heartbreaker’, ‘Sinner’s Prayer’ og ‘Ain’t That Love’ er stærke sange, omend jeg må antage, at de selv med datidens briller må have været anset som nogle af hans mere traditionelle sange. Apropos datidens briller er det svært ikke at hæfte sig ved, at 50’erne havde et noget anderledes kønssyn, som Charles ikke just gjorde op med. ‘I’ve Got a Woman’ er på mange måder stadig en fortræffelig sang, men det er svært for mig at lade være med at krumme tæer, når Charles synger linjen »She knows a woman’s place / Is right there, now, in her home«, og mens den er det klareste eksempel, og de færreste er så åbentlyst forkastelige, er der en del af dem, selv på de bedste sange.

‘The Birth of Soul’ er ikke fattig på gode sange, men når albummet varer 150 minutter, ønsker jeg at høre mere og andet end blot en række fine sange. Hvis jeg ikke lige er i mit musikarkæologiske humør, ender boksen mest som noget lydtapet, blot fordi meget af det lyder som den samme suppedas. Der er begrænsninger for hvor længe de samme bluesrundgange bliver ved med at være tiltalende, selv med en karismatisk vokalist, der også formår at kunne udtrykke enhver følelse gennem sit klaverspil. Visse sange er endda åbenlyse efterligninger af hinanden, hvor teksten nærmest er den eneste mærkbare forskel. ‘Greenbacks’ er blot en lidt hurtigere udgave af ‘It Should Have Been Me’, og ‘Talkin’ About You’ lyder som et pinligt forsøg på at genskabe magien fra ‘I’ve Got a Woman’. Desuden er alle de instrumentale sange totalt ligegyldige, og jeg tror næppe jeg kommer til at huske dem for andet end at de har spildt min tid på et album, der er langt nok i forvejen. ‘The Birth of Soul’ er som sådan en prisværdig opsamling, der nok skal tilfredsstille de store soulnørder, men personligt tror jeg aldrig, jeg kommer til at lytte til den i sin helhed igen, og det er meget begrænset, hvem jeg ville anbefale den til, især her i streamingens tidsalder.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

Udgivet den af
Svar

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Udgivet den af
Svar

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

74 – Otis Redding – Otis Blue: Otis Redding Sings Soul (1965)

Udgivet den af
Svar

Jeg har svært ved at pege på en bølge i soulmusikken, der har haft en nær fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown takket være folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en lang række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen ‘Otis Blue: Otis Redding Sings Soul’ fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den er ofte nær toppen af lister over de bedste soulplader nogensinde, og den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som ‘I’ve Been Loving You Too Long’ og hans cover af ‘Satisfaction’. Og det er jo egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som oprindeligt er af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede meget populære i forvejen, og de huskes stadig i dag bedst i originaludgaverne. Derfor kan man let spørge sig selv: hvorfor ikke bare høre originalerne?

For at undersøge dette, kunne man nok kigge på det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig ‘Satisfaction’, oprindeligt af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også rigtig godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen ‘Respect’, der senere blev endnu mere populær i en cover-udgave af Aretha Franklin, samt på ‘Shake’ af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Sam Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af ‘Wonderful World’ gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af ‘Change Gonna Come’ rigtig smuk og respektfuld, selvom man måske med rette kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.

Generelt er sangene faktisk super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding har vækket opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Den fokus har ‘Otis Blue’ ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes, og de er alle sammen absolut i højsædet. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man muligvis rettere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. ‘Live in Europe’ og ‘Historic Performances Recorded at the Monterey International Pop Festival’. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er ‘Otis Blue’ en mindeværdig, velskåret samling sange.

79 – James Brown – Star Time (1991)

Udgivet den af
Svar

“Mr. Dynamite”, “The Hardest Working Man In Show Business”, “Soul Brother No. 1”, “The Godfather of Soul”; disse 4 titler er ikke blot tilnavne for R&B-legenden James Brown, de er også hver især navnet på en af de 4 cd’er på hans ambitiøse boxset ‘Star Time’ fra 1991. Dette er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at ’20 All-Time Greatest Hits’, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med ‘Star Time’. Den var endda tænkt som et mere tilgængeligt, kondenseret alternativ til denne omfattende, næsten 5 timer lange cd-box. Jeg kunne virkelig godt lide ’20 All-Time Greatest Hits’, der gav et solidt, afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen formåede også at give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med ‘Star Time’, der i modsætning til ’20 All-Time Greatest Hits’ er kronologisk opbygget. Der er dermed ikke nær så godt flow i pladen som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men ‘Star Time’ formår derimod at give et rigtig klart billede af hvordan James Brown gradvist udviklede sig som kunstner. Det er ret spændende at følge med i hans udvikling som kunstner i løbet af de 5 timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og tager det i en ny retning.

Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder ‘Mr. Dynamite’, er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler dette sig til soul og funk. ‘Mr. Dynamite’-disken slutter af med nogle tidlige, mest af alt rhythm & blues-orienterede indspilninger af ‘It’s a Man’s Man’s Man’s World’, ‘I Got You (I Feel Good)’ og ‘Papa’s got a Brand New Bag’. De mere kendte, soul- og funk-prægede udgaver får da lov til at åbne den anden cd, der har titlen ‘The Hardest Working Man In Show Business’. Det er ret fedt at starte med at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. De har også sørget for ikke at være alt for pedantiske i forhold til den kronologiske opbygning. Der har ligesom på ’20 All-Time Greatest Hits’ også været tænkt over at præsentere en varieret, engagerende lytteoplevelse. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det alt for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.

Jeg må dog stadig erkende, at jeg finder det besværligt at lytte til ‘Star Time’. Jeg ved ikke helt hvordan man skal lytte til den. Selv hørte jeg de 4 cd’er så hurtigt efter hinanden som muligt, men 5 timer med James Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves, kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne rigtig meget sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man sepererer sine lyttesessioner for meget. Omvendt må jeg sige, at alle 4 cd’er faktisk sagtens kunne fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke rigtig nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der grundigt gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. I løbet af alle disse år har han sørget for at fornye og udvikle sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, hvorpå pladen afslutter, nemlig med nummeret, ‘Unity, Pt. 1’, som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik stadig bliver ved med at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. ‘Star Time’ er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lige lovlig lang for de fleste.

83 – Aretha Franklin – I Never Loved a Man the Way I Love You (1967)

Udgivet den af
Svar

For første gang nogensinde anmelder jeg to plader af den samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins ‘Lady Soul’ fra 1968, som trods visse glimrende sange og en veludført gennemgående stil ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode, fra hendes tid på Atlantic Records fra slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra ‘Lady Soul’, nærmest bedre end indpakningen til ‘Lady Soul’ formåede. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, over at dette i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Der er en ganske anden gennemgående tematik end på ‘Lady Soul’. Okay, at kalde det en gennemgående tematik er måske en overdrivelse, men overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits ‘Respect’ og ‘Do Right Woman, Do Right Man’. De andre sange har dog generelt stadig en vis power, der ikke typisk prægede ‘Lady Soul’, og det gør for mig ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ mere engagerende.

Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del, men generelt er der et godt mellemrum mellem dem. Foruden ‘I Never Loved a Man (the Way I Love You)’ og ‘Do Right Woman, Do Right Woman’ er de stadig ikke det, der ligefrem interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes ‘A Change is Gonna Come’. Jovist, det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få soulsange er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, herunder bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen ‘Respect’, som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor, stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.

Jeg klagede lidt over det høje antal covers på ‘Lady Soul’, ikke så meget fordi de var covers, ej heller fordi de var mærkbart dårlige, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har jeg allerede gennemgået to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og disse to er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle covers er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes cover sådan cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende ‘Save Me’ og den diskrete, latin-prægede ‘Don’t Let Me Lose this Dream’. Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel, betydningsfuld rækkefølge, men der er sørget for et godt mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af disse ret kedelige. Jeg afsluttede min ‘Lady Soul’-anmeldelse med at meddele, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg ganske sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Dette viste ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ sig til min store overraskelse at være.

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.