62 – U2 – Achtung Baby (1991)

I slutningen af 80’erne havde irske U2 cementeret sig som et af de største rockbands i verden med succeserne ‘The Joshua Tree’ og ‘Rattle and Hum’, og de var parate til at indtage det kommende årti. Hvor ‘Rattle and Hum’ lod dem dykke ned i rockmusikkens rødder, stak opfølgeren, ‘Achtung Baby’ i den modsatte retning. De tog her brug af flere elektroniske elementer ind i deres musik, og på mange numre præsenterer de lettere dance-prægede grooves. Den dance-inspirerede lyd fungerer faktisk overraskende godt. Tankerne ledes for mig lidt hen mod det, der havde udviklet sig de seneste par år i Manchesters musikscene, hvor bands som New Order og Happy Mondays var begyndt at finde en ret lækker lyd, der blandede dance med alternativ rock. U2 lyder også interessante, når de danner sådanne rytmer, bl.a. på det virkelig flotte åbningsnummer, ‘Zoo Station’ og den dynamiske, seksuelle ‘The Fly’. Det er et succesfuldt forsøg på at trække deres lyd i nye retninger, og den cadeau skal bandet nu engang have. De læner sig dog ikke alt for meget op ad denne stil. Mere langsomme numre er der også plads til, men selv på ‘So Cruel’, ‘Acrobat’ og ‘Love is Blindness’ er der heftige, groovy trommerytmer i fundamentet, og der virker de ikke altid lige godt.

Jeg vil sige, at U2 som band faktisk klarer denne lyd rimelig godt. The Edges guitar og keyboard har en fed klang, der giver lyden godt med tekstur, og både Larry Mullen Jr.’s trommespil og Adam Claytons bas gør pladen til en meget levende oplevelse. Desuden har gruppens to efterhånden faste producere, Brian Eno og Daniel Lanois, bidraget med instrumentation på mange af numrene. Da de to havde mere erfaring med elektronisk musik end U2 havde på det tidspunkt, føler jeg også, at de skal have meget af rosen for, at pladen egentlig fungerer så godt, som den gør. Den er dog ikke en pletfri plade, og hvis der er noget, der ikke fungerer, er det Bonos leadvokal. Jeg kan rigtig godt lide Bono på de tidligste U2-plader, hvor han er fyldt med menneskelig angst, vrede og begær. Han kan også sagtens udtrykke disse fint på ‘Achtung Baby’, bl.a. er han ret god i starten af både ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Hoses’, ‘One’ og ‘Love Is Blindness’ til at formidle melankoli og eftertænksomhed. Som sangene dog eskalerer, bliver han med tiden så pompøs i sit udtryk, at jeg finder ham svær at holde ud.

Bonos vokal er et gennemgående problem, for i hovedreglen bærer Achtung Baby glimrende sangskrivning. Han ender bare med tit at lyde selvglad i stedet for sensuel og fordømmende i stedet for ængstelig. Den fine sangskrivning bliver også holdt lidt tilbage af en ret inkonsekvent produktion. Der er som sådan ikke noget nummer, der i sig selv lyder skidt, men det er derimod ret skærende, at ‘Ultra Violet (Light My Way)’ er så poleret og klar, mens den grove lyd på store dele af ‘Zoo Station’ trækker klare paralleller  over mod grupens tidlige år som post-punk-gruppe. ‘The Fly’ er som sagt et meget dynamisk nummer, men noget af denne dynamik handler nok slet og ret om, at lyden ikke er sammenhængende. ‘The Fly’ blev valgt som førstesingle, og det er egentlig et helt perfekt valg, for intet andet nummer formår så godt at indkapsle både det, der virker, og det, der ikke virker, på tværs af pladen som helhed. Den er sjov og dansevenlig, men den er også prætentiøs og formår at gå fra A til B hurtigere end det i mine øjne er at foretrække. Der er rigtig meget at holde af, men det er lidt af en ujævn oplevelse

64 – Phil Spector – Back to Mono (1958-1969) (1991)

I popmusikkens historie er der næppe nogen producer med et omdømme som Phil Spector. Max Martin har muligvis flere hits, Pharell Williams har muligvis gjort sig selv til mere af en profil, men få har haft så langvarig indflydelse eller opnået samme status, hvor man lige så ofte siger, at man lytter til produceren som kunstneren, der egentlig står med store bogstaver på udgivelsen. En bred Phil Spector-opsamling giver derfor meget mening, mere end en opsamling af sange fra The Ronnettes, The Crystals eller The Righteous Brothers. Et ambitiøst forsøg på sådan en opsamling er ‘Back to Mono (1958-1969)’ fra 1991, der, som navnet antyder, belyser de første 11 år af hans karriere. Dermed er fokus på hans banebrydende “wall of sound”-produktion, der giver et fyldigt lydbillede og i dag er uløseligt forbundet med lyden af 60’ernes popmusik. Opsamlingen er meget fint afgrænset, så der ikke er noget fra da han begyndte at gå i radikalt anderledes retninger med sin produktion, bl.a. i sit samarbejde med George Harrison, John Lennon og the Beatles. På den måde er ‘Back to Mono’ ikke kun en hyldest af Spector, det er en hyldest af hans wall of sound, og på coveret ses Spector da passende foran en mur, som hans hud går i et med.

Opsamlingen består af 4 cd’er. De tre første er en mere eller mindre kronologisk gennemgang af Spectors karriere i 60’erne, hvor der er plukket næsten alle Spectors singler, visse afholdte albumtracks og endda en del tidligere uudgivne sange. Den fjerde cd er hele Phil Spectors juleplade, ‘A Christmas Gift For You’. Jeg har allerede anmeldt det album, så jeg vil ikke gå i dybden med musikkens kvalitet, men jeg vil gerne diskutere selve inklusionen. Den er nemlig lidt kluntet at høre i opsamlingens kontekst, da man ellers har brugt næsten 3 timer på at følge Spectors karriere kronologisk. Det er dog også den mest populære plade, Spector producerede i 60’erne, og det er en pæn gestus at inkludere den. Jeg vælger at se den som en slags bonus-cd. Derudover er det faktisk ret hyggeligt at følge hans karriere i løbet af cd’erne. Man hører ham gradvist finde nye kunstnere, finde sin personlige stil, forfine den og få skabt den ene klassiker efter den anden. Den er dog netop konstrueret sådan, at den favoriserer visse dele af hans karriere. 1963-1964 er absolut den mest fremtrædende periode på opsamlingen, og det har jeg slet ikke noget i mod, for de udvalgte sange fra denne periode er også det bedste på pladen.

Opsamlingen starter i grunden ret ringe. De tidligste indspilninger på den lyder ikke særlig meget af Spectors kendte “wall of sound”, og der er i grunden ikke noget, der adskiller dem fra den meste anden 60’er-pop. De tidligste sange lyder fjollede og kiksede med moderne øren, og at høre Ben E. King croone sig overromantisk gennem ‘Spanish Harlem’ og Ray Peterson og Curtis Lee efterligne hhv. Buddy Holly og Frankie Valli på ‘Corrine, Corrina’ og ‘Pretty Little Angel Eyes’ kan være en en kvalmende oplevelse. At høre dette som et springbræt, hvorfra Spector især sammen med The Crystals udvikler sin lyd, det er derimod gribende. ‘He’s a Rebel’ har for mig aldrig lydt så godt som på denne plade, hvor man hører, hvad den har udviklet sig fra. Og det gælder egentlig for alle Spectors store singler, uanset om det skulle være ‘Da Doo Ron Ron’, ‘Be My Baby’, ‘You’ve Lost That Lovin’ Feelin” eller ‘River Deep – Mountain High’. Sidstnævnte har jeg det lidt ambivalent med, da jeg kender en anden indspilning bedre, men Spectors original er faktisk nærmest topmålet af “wall of sound”-lyden. ‘Back to Mono’ giver, trods de knap så gode numre her og der, et rigtig godt indblik i Spectors musik, og personligt har den kun forøget min kærlighed til hans musik.

79 – James Brown – Star Time (1991)

“Mr. Dynamite”, “The Hardest Working Man In Show Business”, “Soul Brother No. 1”, “The Godfather of Soul”; disse 4 titler er ikke blot tilnavne for R&B-legenden James Brown, de er også hver især navnet på en af de 4 cd’er på hans ambitiøse boxset ‘Star Time’ fra 1991. Dette er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at ’20 All-Time Greatest Hits’, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med ‘Star Time’. Den var endda tænkt som et mere tilgængeligt, kondenseret alternativ til denne omfattende, næsten 5 timer lange cd-box. Jeg kunne virkelig godt lide ’20 All-Time Greatest Hits’, der gav et solidt, afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen formåede også at give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med ‘Star Time’, der i modsætning til ’20 All-Time Greatest Hits’ er kronologisk opbygget. Der er dermed ikke nær så godt flow i pladen som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men ‘Star Time’ formår derimod at give et rigtig klart billede af hvordan James Brown gradvist udviklede sig som kunstner. Det er ret spændende at følge med i hans udvikling som kunstner i løbet af de 5 timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og tager det i en ny retning.

Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder ‘Mr. Dynamite’, er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler dette sig til soul og funk. ‘Mr. Dynamite’-disken slutter af med nogle tidlige, mest af alt rhythm & blues-orienterede indspilninger af ‘It’s a Man’s Man’s Man’s World’, ‘I Got You (I Feel Good)’ og ‘Papa’s got a Brand New Bag’. De mere kendte, soul- og funk-prægede udgaver får da lov til at åbne den anden cd, der har titlen ‘The Hardest Working Man In Show Business’. Det er ret fedt at starte med at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. De har også sørget for ikke at være alt for pedantiske i forhold til den kronologiske opbygning. Der har ligesom på ’20 All-Time Greatest Hits’ også været tænkt over at præsentere en varieret, engagerende lytteoplevelse. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det alt for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.

Jeg må dog stadig erkende, at jeg finder det besværligt at lytte til ‘Star Time’. Jeg ved ikke helt hvordan man skal lytte til den. Selv hørte jeg de 4 cd’er så hurtigt efter hinanden som muligt, men 5 timer med James Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves, kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne rigtig meget sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man sepererer sine lyttesessioner for meget. Omvendt må jeg sige, at alle 4 cd’er faktisk sagtens kunne fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke rigtig nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der grundigt gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. I løbet af alle disse år har han sørget for at fornye og udvikle sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, hvorpå pladen afslutter, nemlig med nummeret, ‘Unity, Pt. 1’, som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik stadig bliver ved med at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. ‘Star Time’ er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lige lovlig lang for de fleste.

252 – Metallica – Metallica (1991)

Hvis du er heavy metal-fan, så er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, om det så skulle være frivilligt eller ej, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘Em AllRide the LightningMaster of Puppets og …And Justice For All. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er virkelig dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt nok kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The Black Album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl at tale om metal, og det er hårdere end meget af den hair metal, der huserede i 80’erne gennem bands som Def Leppard, Whitesnake og Twisted Sister, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som Master of PuppetsOne eller Fade to Black. Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. Og for at sammenligne, så kan man faktisk bare kigge igen på Master of PuppetsOne og Fade to Black, der alle indeholder blødere sektioner, som slet ikke gengives på The Black Album.

Men, man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s Dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er faktisk også virkelig mange fede sange at finde på dette album. Det er sjovt at rocke med på Enter Sandman, og på Nothing Else Matters bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. The Unforgiven er en dejligt dramatisk, truende sang, som faktisk har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har ret interessante lyde, for eksempel er introen til Sad But True opført sådan, at det lyder lidt som en sitar, og introen til The Struggle Within har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang meget flavour er bassen på The God That Failed, der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.

Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville der være et stort problem, som man kan pege på, og det er produktionen. De fleste andre problemer læner sig meget op ad dette, men den store svaghed ved The Black Album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var uden tvivl gruppens dengang mindst polerede plade. Langt de fleste sange på albummet har i løbet af størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er Of Wolf and Man en meget umindeværdig sang, og til trods for den flotte intro, har jeg svært ved at få meget ud af The Struggle Within. Og så er der også forsanger James Hetfields stemme. Han føles virkelig ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, så lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, så lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.

310 – Red Hot Chili Peppers – Blood Sugar Sex Magik (1991)

Red Hot Chili Peppers er et af de mest succesfulde rockbands indenfor de seneste 25 år, og deres store gennembrud skete i 1991 med pladen Blood Sugar Sex Magik. På den finder man nogle af gruppens største hits, og lige fra første nummer på pladen, The Power of Equality er det ret tydeligt, hvorfor de blev så populære: de er virkelig funky. Funk var lidt af en død musikgenre i 1991, men Red Hot Chili Peppers fik den tilbage i rampelyset med lidt hjælp fra Jane’s Addiction, Primus og Faith No More, der ligesom Red Hot Chili Peppers debuterede i 80’erne, men først i starten af 90’erne begyndte de at blive bemærket af den brede befolkning. Blood Sugar Sex Magik fortjener meget ros for sin flotte albumstruktur. Pladen går så flydende fra den ene sang til den anden, at man næsten ikke mærker det. Især overgangen mellem åbningsnummeret The Power of Equality og If You Have To Ask. Lyden er en meget konsekvent blanding af funk og hård rock i løbet af næsten hele pladen, men da den er lang, så får vi heldigvis nogle afstikkere i løbet af albummet.

De mindst funk-prægede numre er Breaking the GirlI Could Have LiedUnder the Bridge og deres cover af Robert Johnsons klassiske bluessang They’re Red Hot, hvorfra gruppen tog deres navn. Den første af disse, Breaking the Girl er en meget dæmonisk, Jane’s Addiction-inspireret sang, mens I Could Have Lied og Under the Bridge mest af alt er adult contemporary-rock. Da Under the Bridge blev et enormt hit, så ville denne komme til at definere meget af deres senere musik inkl. store hits som Californication, The Zephyr Song og Dani California. Det, der dog virkelig bærer albummet er de mange funk-rock-sange, der jo også er rigt repræsenteret. Forsanger Anthony Kiedis rapper oftere end han reelt synger, og det er måske også ret godt, for toner rammer han ikke særlig godt. Til gengæld er han faktisk en ganske habil rapper, der tydeligvis især drager inspiration fra Chuck D. fra Public Enemy. Kiedis’ flow er faktisk tit meget tæt på flows Chuck D. bruger på diverse Public Enemy-sange.

Sangskrivningen er ikke altid helt vidunderlig, men i forhold til at pladen består af 17 numre, der tilsammen varer 73 minutter, så er en overraskende stor del af musikken rigtig godt skrevet. Det eneste nummer, der irriterer mig er Funky Monks, for det er måske lidt for ensformigt, men ellers varierer sangskrivningen fra fin til fænomenal. Mange af de “fine” sange er ikke dem, der efterlader et stort indtryk, men de tilføjer alle rigtig meget til det generelle indtryk, man får fra Blood Sugar Sex Magik. Meget af denne oplevelse kommer gennem den virkelig flotte instrumentation. Vi har at gøre med tre musikere, der virkelig behersker deres instrument. Chad Smith er for det første en meget overset trommeslager, for på de mere funky sange betyder hans trommer enormt meget. Hans rytmer er altid helt perfekte, men jeg forstår godt, at han bliver overset. Han spiller trods alt i samme band som den fantastiske guitarist John Frusciante, der bare blæser mig omkuld med sine evner på en spade. Og selv han kan virke en smule tam, når bandets bassist hedder Flea. Han er en af de mest funky musikere, du nogensinde vil komme til at høre, og han er bare djævelsk på bassen. Blood Sugar Sex Magik er en rigtig god plade, og uanset om du kan lide bandets populære sange, så burde du lytte til den, for den er et helt andet væsen.

414 – James Brown – 20 All-Time Greatest Hits (1991)

James Brown bliver kaldt the Godfather of Soul, og mens han skam har lavet en god portion soulnumre, er hans største bidrag til musikverdenen sket gennem funkmusik. Uanset genre blev 20 af hans allerstørste hits i 1991 opsamlet på en plade, der fik det ganske praktiske navn 20 All-Time Greatest Hits. Udvalget er fremragende. Der er virkelig ikke et eneste nummer, jeg føler, mangler. Funky Drummer er ganske vist historisk vigtigt, men udenfor hip hop-kredse er det nummer ikke så kendt. Livin’ In America er nok det største nummer, de ikke har på pladen, men den ville virkelig lyde sær herpå, da den er så meget nyere end alt det, der er på albummet. Så udvalget kunne næppe blive meget bedre. Vi finder her 20 forskellige klassiske James Brown-sange, og manden har jo ikke et lille udvalg af store hits. Mange kan sikkert synge med på Papa’s Got a Brand New BagI Got You (I Feel Good)It’s a Man’s Man’s Man’s World eller Get Up (I Feel Like Being A) Sex Machine, mens der også er nogle knap så enorme numre spredt rundt på pladen.

20 All-Time Greatest Hits præsterer desuden noget, der er yderst sjældent for opsamlinger – den har en rigtig god albumstruktur. Først og fremmest er den ikke kronologisk opstillet, men derudover er det også rigtig dejligt blandet. Man hører sjældent to traditionelle soul-sange, pop-funk-numre eller prototyper på hip hop lige efter hinanden, og hvis man endelig gør, er det to meget forskellige bud på, hvordan det skal gøres. Selvfølgelig får man så ikke helt en god opfattelse af, hvordan James Brown har udviklet sig, men jeg føler ikke, at det er spor nødvendigt. Jeg ser nemlig mest denne opsamling som en slags begynder-pakke til en, der ikke er så bekendt med James Browns musik. Og til det job kan ingen plade klare sig meget bedre. Det er dog også en ganske tilfredsstillende oplevelse, hvis du allerede har et fint kendskab til manden, for han er ikke ligefrem kendt for fantastiske studiealbums, så opsamlinger er næsten den optimale måde at lytte til ham.

James Brown er en helt utrolig vigtig figur i R&B-verdenen. Han startede “bare” som en utrolig dygtig traditionel soulsanger, men som årene gik, fik han næsten egenhændigt opfundet funkgenren. Dette er en så fantastisk præstation, at man slet ikke kan ignorere det. Samtidig fik han også udviklet denne genre så meget, at den slet ikke var det samme, efter hans behandling af den. Han fik faktisk arbejdet så meget med genren, at han midt i 70’erne næsten allerede var nået så langt at have skabt store dele af hip hop-genren. Og hvis det ikke var nok, at han har haft så enorm betydning for R&B, så er hans musik stadig – selv efter disse rigtig mange år – rigtig god på egen hånd. Og så er den varieret. Jeg ved næsten ikke, hvordan man på nogen måde kunne lave en bedre Greatest Hits-plade med James Brown; udover måske det store boxsæt Star Time, som 20 All-Time Greatest Hits var udgivet som et kortere alternativ til – så hvis du gerne virkelig vil begynde at nørde James Brown, så er Star Time også at anbefale.