310 – Red Hot Chili Peppers – Blood Sugar Sex Magik (1991)

Red Hot Chili Peppers er et af de mest succesfulde rockbands indenfor de seneste 25 år, og deres store gennembrud skete i 1991 med pladen Blood Sugar Sex Magik. På den finder man nogle af gruppens største hits, og lige fra første nummer på pladen, The Power of Equality er det ret tydeligt, hvorfor de blev så populære: de er virkelig funky. Funk var lidt af en død musikgenre i 1991, men Red Hot Chili Peppers fik den tilbage i rampelyset med lidt hjælp fra Jane’s Addiction, Primus og Faith No More, der ligesom Red Hot Chili Peppers debuterede i 80’erne, men først i starten af 90’erne begyndte de at blive bemærket af den brede befolkning. Blood Sugar Sex Magik fortjener meget ros for sin flotte albumstruktur. Pladen går så flydende fra den ene sang til den anden, at man næsten ikke mærker det. Især overgangen mellem åbningsnummeret The Power of Equality og If You Have To Ask. Lyden er en meget konsekvent blanding af funk og hård rock i løbet af næsten hele pladen, men da den er lang, så får vi heldigvis nogle afstikkere i løbet af albummet.

De mindst funk-prægede numre er Breaking the GirlI Could Have LiedUnder the Bridge og deres cover af Robert Johnsons klassiske bluessang They’re Red Hot, hvorfra gruppen tog deres navn. Den første af disse, Breaking the Girl er en meget dæmonisk, Jane’s Addiction-inspireret sang, mens I Could Have Lied og Under the Bridge mest af alt er adult contemporary-rock. Da Under the Bridge blev et enormt hit, så ville denne komme til at definere meget af deres senere musik inkl. store hits som Californication, The Zephyr Song og Dani California. Det, der dog virkelig bærer albummet er de mange funk-rock-sange, der jo også er rigt repræsenteret. Forsanger Anthony Kiedis rapper oftere end han reelt synger, og det er måske også ret godt, for toner rammer han ikke særlig godt. Til gengæld er han faktisk en ganske habil rapper, der tydeligvis især drager inspiration fra Chuck D. fra Public Enemy. Kiedis’ flow er faktisk tit meget tæt på flows Chuck D. bruger på diverse Public Enemy-sange.

Sangskrivningen er ikke altid helt vidunderlig, men i forhold til at pladen består af 17 numre, der tilsammen varer 73 minutter, så er en overraskende stor del af musikken rigtig godt skrevet. Det eneste nummer, der irriterer mig er Funky Monks, for det er måske lidt for ensformigt, men ellers varierer sangskrivningen fra fin til fænomenal. Mange af de “fine” sange er ikke dem, der efterlader et stort indtryk, men de tilføjer alle rigtig meget til det generelle indtryk, man får fra Blood Sugar Sex Magik. Meget af denne oplevelse kommer gennem den virkelig flotte instrumentation. Vi har at gøre med tre musikere, der virkelig behersker deres instrument. Chad Smith er for det første en meget overset trommeslager, for på de mere funky sange betyder hans trommer enormt meget. Hans rytmer er altid helt perfekte, men jeg forstår godt, at han bliver overset. Han spiller trods alt i samme band som den fantastiske guitarist John Frusciante, der bare blæser mig omkuld med sine evner på en spade. Og selv han kan virke en smule tam, når bandets bassist hedder Flea. Han er en af de mest funky musikere, du nogensinde vil komme til at høre, og han er bare djævelsk på bassen. Blood Sugar Sex Magik er en rigtig god plade, og uanset om du kan lide bandets populære sange, så burde du lytte til den, for den er et helt andet væsen.

399 – Red Hot Chili Peppers – Californication (1999)

Red Hot Chili Peppers udgav efter nogle mildt succesfulde albums i 80’erne BloodSugarSexMagik i 1991. De kunne næppe have valgt et bedre tidspunk at udgive det på, for 1991 var året, hvor mainstream-publikummet for alvor begyndte at opdage alternativ rock, og de opdagede så sandelig Red Hot Chili Peppers. Efter denne plades udgivelse forlod den formidable guitarist John Frusciante dem, og dette var et stort tab, og pladen de udgav derefter, One Hot Minute, var ikke just noget specielt. Heldigvis vendte han tilbage i 1998, og Californication fra 1999 skulle så endelig få gruppen på rette kurs igen. Og hvis man bare lytter til starten, så tror man virkelig, at man sidder med noget af et mesterværk. Den funky Around the World, den punkede Parallel Universe, den sentimentale Scar Tissue, den dramatiske Otherside, den Public Enemy- og Jane’s Addiction-inspirerede Get on Top og den tænksomme Californication er alle rigtig velskrevne sange. De er desuden dejligt varierede, ikke blot i det hele taget, men hver sang fungerer som en fuldstændig perfekt kontrast til den foregående, mens albummet stadig undgår at følge et mønster.

Hvor kan man så gå herfra? Easily er i hvert fald en ret god sang, der er spillet rigtig godt, og den er en ren rutsjebanetur rent følelsesmæssigt. Det største problem ved Californication er som sådan bare, at der er fyld på. Heriblandt kan f.eks. nævnes porcelain. Den er en stille, Simon & Garfunkel-inspireret sang, der dog desværre ikke viser samme musikalske forståelse som 60’er-duoens største klassikere. Det sætter bare albummet i tomgang. Heldigvis kommer da en af pladens mest oversete sange, Emit Remmus, der er fængende, sjov og følelsesrig. I Like Dirt lyder meget som noget, der kunne have været på BloodSugarSexMagik i sin tid. Og selvom det er lidt mindre interessant end den plade generelt var, er gruppen næsten altid fede i dette element, og Frusciante brillerer også virkelig herpå. Til gengæld er This Velvet Glove det fuldkommen stereotypiske eksempel på en post-BloodSugarSexMagik-sang. Hvis du ikke kan lide deres mere poppede numre, så indeholder det her nummer nok alt, du hader. For alle os, der kan lide dem uanset stilart, er det nok bare et ret ordinært nummer, som man næppe kommer til at huske pladen for.

Savior er til gengæld en sang, man vil kunne huske – man vil nok kunne huske den, fordi den lyder som to halvfærdige sange, der aldrig nogensinde var tiltænkt samme nummer, men de blev så slået sammen i stedet. Det er interessant at lytte til i noget tid, men efter for mange gennemlytninger bliver nummeret trægt. De prøver med noget Prince-inspiration på sangen med den humoristiske titel Purple Stain. Den er fræk og funky, og man begynder ofte at smile af det, for deres spilleglæde går tydeligt igennem, og så er det også bare en skideskæg sang. De fortsætter med funk på pladens korteste sang, Right on Time, og det er også en rigtig god, dynamisk sang. Den gør alt, Savior gjorde håbløst forkert, fuldstændig rigtigt, for sangen er meget varieret, men overgangene får nummeret til at hænge godt sammen. Afslutningsnummeret Road Trippin’ er også rigtig godt. Det er ikke så vildt, men takket være både strygere og en flot, flot guitarpræstation bliver det til en virkelig dynamisk oplevelse. Californication har nogle knap så gode numre her og der, men når det er godt, er det ofte virkelig godt, så jeg kan faktisk stadig let anbefale det.