222 – Neil Diamond – The Neil Diamond Collection (1999)

Jeg ville næppe kalde mig selv en hardcore Neil Diamond-ekspert, men jeg kan da lide mange af hans sange, især fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Senere blev han til lidt af en flødebolle, der sang noget ganske ufarlig poprock, og det er jo ikke fordi han nogensinde var Iggy Pop eller noget, men hans tidligste numre havde noget personlighed. Man ville forvente at The Neil Diamond Collection fra 1999 udfra navnet ikke havde særlig fokus på et bestemt tidspunkt i hans karriere, men man finder faktisk kun sange fra det, jeg selv opfatter som værende hans gulalder. Og udvalget er bare helt utroligt. Det starter med hans efter min mening allerbedste værk, Sweet Caroline. Tit er det en dårlig ting at spille de stærkeste kort hurtigt, men i dette tilfælde, så giver det mig altid lyst til at lytte til hele albummet. Følelserne er virkelig stærke, og arrangementet er smukt. Og det fortsætter bare derudaf: Cracklin’ Rosie og Song Sung Blue kommer derefter, og de er ligeledes skønne. De baner pænt vej for en fantastisk serie af store og små hits, der stort set alle har fortjent klassikerstatus.

Normalt ville jeg nok sige, at det bliver lige lovlig corny med bløde sange som Play Me, Stones og hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother af The Hollies. Man skal dog forstå to ting her: de er godt adspredt, og der er ikke mange af dem. Jeg hader jo som sådan ikke sådan nogle bløde, sjælfulde sange. Jeg har bare tit stødt på albums, hvor der er for mange af dem. Her er det varieret, og man kan så sætte fokus på, at han som sådan har skabt nogle ret gode melodier. Men jeg står stadig fast i at det er meget, meget corny, og jeg har svært ved at finde meget ægthed i det. Hvad er det i øvrigt for en sang at medtage, hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother? Er der dele af verden, jeg ikke kender til, hvor det er et populært cover og blandt Diamonds største værker? Det er fint nok, men det er ikke særlig forskelligt fra Hollies-udgaven. Det er faktisk nogenlunde præcis som man ville forvente, at Neil Diamond ville fortolke sangen. Der er faktisk mange Neil Diamond-sange, der starter bløde og påtagede, men så bliver de større og bedre, som sangen skrider fremad. Det inkluderer sådan nogle flotte sange som I Am… I Said, Holly Holy og Shilo, alle at finde på denne opsamling.

Neil Diamond har uden tvivl nogle mønstre i sin sangskrivning, så at lave en opsamling med ham, der ikke virker ensformig er lidt tricky. Men personligt kan jeg sige, at jeg slet ikke lagde mærke til den slags ved første gennemlytning, og mange af hans tendenser opdagede jeg først meget sent. Da vil jeg mene, at albummet gør et virkelig godt job af at skjule, at Neil Diamond i grunden ikke er en særlig stor kunstner, men dog en person med et øre for gode melodier og nogle bundsolide formler, for hvordan en god sang kan skrues sammen. Og han er også en ganske fin sanger, der holder sig på et meget folkeligt niveau – han er hverken den grimme Bob Dylan eller den pæne Paul McCartney. Han rammer en flot middelvej, også på et teknisk niveau. Normalt har mine endelige bedømmelser på opsamlingsalbums meget at gøre med, om jeg kunne lide kunstneren i forvejen. I Neil Diamonds tilfælde kendte jeg ham knap nok, og jeg kunne ikke huske noget bestemt, han havde lavet, før jeg lyttede til The Neil Diamond Collection. Og mens han måske ikke genopfinder den dybe tallerken eller noget, så laver han meget solid popmusik, og The Neil Diamond Collection er en rigtig god måde at opleve det på.

273 – Eminem – The Slim Shady LP (1999)

Når man har sagt Eminem, så må man også sige Slim Shady. Slim Shady er den succesfulde rappers mørke personlighed. En facade, han tager på, når han siger ting som “Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” på sangen My Name Is, der åbner hans gennembrudsalbum, The Slim Shady LP. På denne plade er Slim Shady sjovt nok i fokus, og det elsker jeg virkelig, for de ting, der kan komme ud af Eminems mund, når han påtager sig dette navn, er virkelig sindssyge. Det er virkelig sjovt, og han sørger for at vinkle det på mange forskellige måder. Det andet nummer, Guilty Conscience er en af mine andre favoritter, og denne sang bruger personligheden på en virkelig kreativ måde. På denne sang agerer Dr. Dre og Eminem som henholdsvis skulderengel og -djævel til tre forskellige mænd, der er på vej til at bryde loven på groveste maner. Dre og Eminem går fantastisk frem og tilbage, og jeg smiler hele vejen igennem over de kloge linjer. Begyndelsen på pladen er i det hele taget helt fantastisk. Der er en sjov intro, tre fede numre, der lyder godt lige efter hinanden, og så kommer pladens første skit, og den er heldigvis ret kort, så den fungerer faktisk til at skabe mellemrum mellem de tre hårde åbningsnumre og den blødere, mere introspektive If I Had.

Det går i det hele taget virkelig godt i starten, teksterne er kloge og varierede, alle beats er funky og passer godt til teksterne, de er varierede i opbygningen. Selv når Eminem finder på at synge, virker det. Det kan knap nok kaldes sang, det, der sker på omkvædet til ’97 Bonnie & Clyde, der handler om at Shady kører ud med sin datter for at dræbe hendes mor. Det er ret grumt, og omkvædet sørger for,at man kan føle samværet mellem de to tydeligt. På My Fault virker det også, for han lyder så skæv, at det passer til temaet. Der er noget psykedelisk over den skæve harmoni, der er på omkvædet, og det hjælper godt. Det er endnu en meget chokerende sang, hvor han giver en kvinde alt for mange svampe. I begyndelsen af pladens anden halvdel kommer det første seriøst dårlige punkt, nemlig Ken Kaniff, der er en skit, der i modsætning til de andre på pladen er så lang, at den bare sætter albummet i tomgang. Efter den kommer Cum on Everybody, der er en fin sang, men den er lyrisk ikke noget, vi ikke allerede har fået med sange som My Name Is og My Fault. Musikalsk er den heldigvis ret original med de mange pludselige kvindevokaler. Rock Bottom er meget en varsel om, hvad man kan forvente af mere inderlige sange på Eminems næste plader, og beatet er også fantastisk til denne stemning.

Hvis vi til gengæld skal kigge på et forfærdeligt beat, så skal man ikke kigge meget længere end til Just Don’t Give a Fuck. Jeg kan huske, at jeg tidligere rigtig godt kunne lide denne sang, sikkert på grund af det meget fængende hook, men wow, det er helt uudholdeligt at høre på det lortebeat. Det lyder som nogle lyde fra en dampmaskine der ikke virker krydset med en smølfeudgave af Darth Vader. Der er en ret ligegyldig skit ved navn Soap mellem denne og As the World Turns, der stort set bare er My Name Is med en mørkere vinkel. Det handler bare om vold mod kvinder. Altså, det er godt fortalt og alt muligt, men det er efterhånden trivielt med alle disse historier om hvordan han ikke har respekt over for nogen, og især ikke kvinder. I’m Shady har en meget gammeldags, funky hip hop-lyd, og den fortæller meget om, hvem Eminem rent faktisk er, og det er ulig det meste andet. Omkvædet er ret svagt, men teksten er absolut i den stærke ende. Det næstsidste nummer, Bad Meets Evil, har den anden gæsterapper på hele pladen, Royce Da 5’9″, og de gør det begge godt, og at høre endnu en stemme er forfriskende. Still Don’t Give a Fuck runder virkelig flot hele pladen af med sin vrede tone. The Slim Shady LP kunne let have været et mesterværk. Et par sange skulle bare være skåret fra. Som den er, er den dog stadig en virkelig god hip hop-plade fra en af de bedste rappere nogensinde.

341 – Moby – Play (1999)

I 1990’erne gjorde en elektronisk producer ved navn Richard Melville Hall sig rigtig bemærket under navnet Moby. Han var ret kendt i electronica-kredsene lige fra sit første album i 1992, men i 1999 fik han dog sit helt store gennembrud med albummet Play. I 90’erne var det ikke som i dag, hvor electronica er både til højre og venstre i musikindustrien, nej det var ufatteligt svært at blive en superstjerne, hvis man arbejdede med genren. Moby formåede dog at blive virkelig berømt, og det var ikke fordi sangene passede specielt godt ind på radioen, men til gengæld kunne de let bruges i soundtracks til film, spil, tv-serier eller reklamer, og det blev de også virkelig brugt. Et moderne menneske ville nok i tiden omkring årtusindskiftet have hørt halvdelen af albummet i brudstykker, bare på grund af alle de gange, folk lånte hans musik. Og det er forståeligt, at forskellige firmaer ville udnytte sangene, for de kan rigtig let både skabe stemning, sparke røv eller sælge et produkt. Disse smukke toner griber straks fat i lytteren, og man får lyst til at høre efter, uanset hvorvidt man så kan lide musikken eller ej.

Mange af sangene på Play består af ganske få linjer, der er gentaget i uendelighed. Det kunne lyde ganske trivielt, men sange som HoneyWhy Does My Heart Feel So Bad og My Weakness udmærker sig hovedsageligt på grund af instrumentationen, der oftest er 100% elektronisk. Lyden udvikler sig virkelig meget, og det er ikke fordi, versene bidrager enormt meget til de sange, der endelig har den slags. Det sørger kun for lidt variation på albummet, og det er også ret godt. Første halvdel af pladen er uden tvivl den del, hvor der er mest fokus på disse numre med store gentagelser i vokalmelodien. Det er i det hele taget den mest poppede side af albummet. 7 af de 8 singler fra pladen findes her, og det er højst sandsynligt disse, du vil ende med at nynne i uendelighed. Jeg vil nok sige, at jeg klart foretrækker første halvdel. Det er trist at anden halvdel ikke imponerer mig nær så meget, for så hober det mindre interessante sig bare op. Anden halvdel er dog slet ikke dårlig. Her finder man mange instrumentale numre, og tit bliver vokalen kraftigt overdøvet af musikken. Moby eksperimenterer også langt mere her, og det resulterer tit i rigtig flotte numre, såsom Inside og The Sky Is Broken.

Man kunne nok trænge til lidt mere punch på anden halvdel. Det er rigtig flot musik, men albummet foretager en enorm u-vending, der mildest talt er en smule distraherende. Det kunne virkelig have været problematisk, hvis Moby ikke havde været så ufatteligt dygtig og kreativ. Mange af sangene sampler nogle virkelig obskure sange. Moby lærte en del af dem at kende gennem opsamlingen Sounds of the South: A Musical Journey from the Georgia Sea Islands to the Mississippi Delta, som blev sammenstøbt af musikhistoriker Alan Lomax. Det er ret imponerende, for selv troede jeg i ufattelig lang tid, at han bare havde fundet nogle gæstesangere. Samtlige stykker passer så godt til Mobys beats, at jeg slet ikke undrede mig over, hvor vokalen stammede fra. Det giver bare så god mening med electronica-produktion. Hvis du kan lide electronica, så er Moby jo en af de helt store i genren, og Play er set af mange som hans hovedværk. Jeg kan dog langt fra garantere, at den vil kunne overbevise dig, hvis du ikke normalt er til genren, men dens skævhed og eksperimenteren gør den let at tilgå.

399 – Red Hot Chili Peppers – Californication (1999)

Red Hot Chili Peppers udgav efter nogle mildt succesfulde albums i 80’erne BloodSugarSexMagik i 1991. De kunne næppe have valgt et bedre tidspunk at udgive det på, for 1991 var året, hvor mainstream-publikummet for alvor begyndte at opdage alternativ rock, og de opdagede så sandelig Red Hot Chili Peppers. Efter denne plades udgivelse forlod den formidable guitarist John Frusciante dem, og dette var et stort tab, og pladen de udgav derefter, One Hot Minute, var ikke just noget specielt. Heldigvis vendte han tilbage i 1998, og Californication fra 1999 skulle så endelig få gruppen på rette kurs igen. Og hvis man bare lytter til starten, så tror man virkelig, at man sidder med noget af et mesterværk. Den funky Around the World, den punkede Parallel Universe, den sentimentale Scar Tissue, den dramatiske Otherside, den Public Enemy- og Jane’s Addiction-inspirerede Get on Top og den tænksomme Californication er alle rigtig velskrevne sange. De er desuden dejligt varierede, ikke blot i det hele taget, men hver sang fungerer som en fuldstændig perfekt kontrast til den foregående, mens albummet stadig undgår at følge et mønster.

Hvor kan man så gå herfra? Easily er i hvert fald en ret god sang, der er spillet rigtig godt, og den er en ren rutsjebanetur rent følelsesmæssigt. Det største problem ved Californication er som sådan bare, at der er fyld på. Heriblandt kan f.eks. nævnes porcelain. Den er en stille, Simon & Garfunkel-inspireret sang, der dog desværre ikke viser samme musikalske forståelse som 60’er-duoens største klassikere. Det sætter bare albummet i tomgang. Heldigvis kommer da en af pladens mest oversete sange, Emit Remmus, der er fængende, sjov og følelsesrig. I Like Dirt lyder meget som noget, der kunne have været på BloodSugarSexMagik i sin tid. Og selvom det er lidt mindre interessant end den plade generelt var, er gruppen næsten altid fede i dette element, og Frusciante brillerer også virkelig herpå. Til gengæld er This Velvet Glove det fuldkommen stereotypiske eksempel på en post-BloodSugarSexMagik-sang. Hvis du ikke kan lide deres mere poppede numre, så indeholder det her nummer nok alt, du hader. For alle os, der kan lide dem uanset stilart, er det nok bare et ret ordinært nummer, som man næppe kommer til at huske pladen for.

Savior er til gengæld en sang, man vil kunne huske – man vil nok kunne huske den, fordi den lyder som to halvfærdige sange, der aldrig nogensinde var tiltænkt samme nummer, men de blev så slået sammen i stedet. Det er interessant at lytte til i noget tid, men efter for mange gennemlytninger bliver nummeret trægt. De prøver med noget Prince-inspiration på sangen med den humoristiske titel Purple Stain. Den er fræk og funky, og man begynder ofte at smile af det, for deres spilleglæde går tydeligt igennem, og så er det også bare en skideskæg sang. De fortsætter med funk på pladens korteste sang, Right on Time, og det er også en rigtig god, dynamisk sang. Den gør alt, Savior gjorde håbløst forkert, fuldstændig rigtigt, for sangen er meget varieret, men overgangene får nummeret til at hænge godt sammen. Afslutningsnummeret Road Trippin’ er også rigtig godt. Det er ikke så vildt, men takket være både strygere og en flot, flot guitarpræstation bliver det til en virkelig dynamisk oplevelse. Californication har nogle knap så gode numre her og der, men når det er godt, er det ofte virkelig godt, så jeg kan faktisk stadig let anbefale det.

416 – Tom Waits – Mule Variations (1999)

Tom Waits er et ikon blandt musiknørder. Han har lavet så meget forskelligt, at det er umuligt at sætte ham i nogen som helst form for bås. End ikke eksperimentel er rigtig en god beskrivelse af hele hans karriere, for hans tidlige musik tilbage i 70’erne var faktisk ganske traditionel. Som årene dog gik fik han prøvet alt muligt forskelligt, og blandt mine yndlinge i hans diskografi finder man Mule Variations fra 1999. Det er et meget beskidt album. Hans ikoniske stemme forhindrer ham selvfølgelig i at lyde forfærdeligt ren, men næsten hvert eneste album, han har udgivet er beskidt på sin egen unikke måde. Mule Variations lyder af en ødemark ude i det vilde vesten. Det er dog ikke country, selvom der da er svage elementer deraf rundt omkring i musikken. Der er dog ligeledes sange, der lyder mere af folk, gospel eller blues, eller endda funk, jazz, punk eller spoken word. Det tog mig i øvrigt lang tid at finde frem til visse af disse genrer. Det ender bare med at lyde som Mule Variations, mere end det lyder af nogen bestemt genre.

Jeg nævnte tidligere Tom Waits’ berømte og berygtede stemme, og hver gang man får fingrene i et Waits-album, er det noget af det, man glæder sig mest til at høre. Denne plade var faktisk min introduktion til Waits, og da jeg for første gang hørte åbningsnummeret, Big In Japan, blev jeg virkelig overrasket over, hvad jeg hørte. Denne stemme var så rå, så beskidt, så stinkende af alkohol og smøger, at han virkede utroligt overbevisende. Waits er i dag en af mine absolutte yndlingssangere, og Big In Japan er virkelig blevet en sang, jeg elsker, fordi den formåede at overraske mig så meget. Big In Japan er en fandenivoldsk, opblæst sang, som virkelig sparker albummet i gang, men noget af det fantastiske ved Waits er, at albummets numre kan afvige utrolig meget fra hinanden, mens de dog føles som skabt til at være på samme album eller endda lige efter hinanden, når man lytter til dem i sammenhæng. Det ligger decideret i navnet at Mule Variations er en varieret plade.

Mule Variations er 70 minutter lang, og det er jo en hel del tid, men den er faktisk ikke spor trættende i længden. Dels fordi Waits netop forsøger så meget, men så sandelig også på grund af, at han er så god til det hele. Der er ikke et nummer, hvor man tænker, at han ikke var nær så god til denne form for musik, som han er til resten. Der er dog selvfølgelig noget, hvor han virkelig udmærker sig, især de langsommere sange. Her kan man virkelig mærke alt det, han har været igennem i sit liv. Hold OnHouse Where Nobody Lives og Georgia Lee er fuldstændig smukke eksempler på, hvordan han udnytter sin stemme. Det bliver rigtig rørende, og man føler med ham, for han lægger stærke følelser i sin musik. Det er svært lige at sige, hvem man kan anbefale Mule Variations til, men hvis du gerne vil høre noget særpræget, så har Tom Waits masser af plader, der kan anbefales, og Mule Variations er så sandelig i den gode ende. Det er et af den slags albums, jeg næsten ville kalde fejlfrit.

426 – Rage Against the Machine – The Battle of Los Angeles (1999)

I 90’erne var der ingen, der nær så voldsomt kunne sige “fuck dig” til magthaverne som Rage Against the Machine. De var med til at gøre rap-metal til en rigtig populær form for musik, og de var nok det bedste navn i genren. De har udgivet fire albums, alle af ganske høj kvalitet, og det tredje, The Battle of Los Angeles, minder ganske vist rigtig meget om de tidligere angående både komposition, lyd og lyriske emner, men så sandelig også angående kvalitet. Ikke et nummer på pladen er dårligt, og energien er høj hele vejen igennem. Det kunne som sådan godt ende med at blive irriterende, men det bliver det faktisk ikke, for de formår at være energiske med meget varierende lydstyrker. Nogle gange er det kun en smule hvisken, og andre gange skriger alle instrumenter løs af vrede. Der er ikke et dårligt nummer på pladen, der er kun numre, der er mere mindeværdige end andre. De mest mindeværdige er desværre alle i begyndelsen af pladen, men det gør ikke så meget, selvom det selvfølgelig gør sidste halvdel en smule kedelig til sammenligning.

Rapper Zack de la Rocha er noget af en karakter. Hvis du ikke har noget imod lyden og politikken, kan han let være den afgørende faktor i din manglende kærlighed til bandet. Hans stemme kan virke alt for beklagende, pessimistisk, hulkende og overdreven. Jeg kan virkelig ikke sige, at han ikke er alt dette, men Rage Against the Machine er en meget vred gruppe, og jeg synes selv, at hans stil passer ret godt til den slags musik. Nogle gange overdriver han så meget, at det er latterligt, men generelt er der ikke mange problemer. Der er dog aldrig nogen problemer med Tom Morellos guitarkundskaber. Hans riffs er rigtig gode, og man kan næsten mærke hans følelser gennem strengene. Han er heldigvis ofte ret højt i mixet, selv i forhold til vanlig metal, og dette gør, at man som lytter lægger rigtig meget mærke til hans bidrag. Hvis man aldrig har spillet luftguitar til Rage Against the Machine, så har man ikke lyttet nok til dem, og The Battle of Los Angeles er virkelig godt i det felt. Det er det faktisk også, hvad angår bassisten Tim Commerford, der faktisk hovedsageligt virker inspireret af funk, hvilket gør dem mere interessante end som så at lytte til, så skru gerne op for bassen.

Tekstuniverset hos Rage Against the Machine er altid meget politisk aggressivt, men The Battle of Los Angeles er især interessant, da teksterne derpå er kraftigt inspireret af min yndlingsbog, 1984 af George Orwell, og et par af sangene citerer endda bogen direkte. Disse tekster er, uanset hvorvidt de citerer stor litteratur, rigtig hårdtslående, og man forstår let, at det her betyder meget for gruppen. Noget ret sært ved Rage Against the Machine, er at de som sådan bare gør den samme ting igen og igen: Zach De La Rocha råber om politik, der er en sektion med minimalt musikalsk akkompagnement, hvor han hvisker, Tom Morello har en forvrænget guitarsolo, og disse ting er til stede på næsten alle, hvis ikke alle sange på albummet. Men det virker stadig. De har formået virkelig at gøre meget indenfor den formel, som de ellers bare har gentaget så mange gange. The Battle of Los Angeles er et af den slags albums, som man skal høre med høj lydstyrke. Jo højere lydstyrke jo bedre – så længe, det selvfølgelig er til at holde ud. Hvis man skruer ned for det, bliver det ret kedeligt. Men med den rigtige lydstyrke, så er det noget af det bedste, 90’ernes metalverden kan give dig.