Tag-arkiv: Blues-rock

22: John Lennon ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ (1970)

Udgivet den af
2

På 2003-udgaven af Rolling Stone-listen over de 500 bedste album nogensinde kunne man finde ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ som #22 – ligesom de fleste plader omkring den, blev den rykket præcis én plads ned på 2012-udgaven, da en Robert Johnson-opsamling blev indsat på toogtyvendepladsen. Hermed var det den højest rangerede soloplade af noget Beatles-medlem.

Hverken Paul, George, Ringo eller Lennon selv har sidenhen kunnet overhale den på de opdaterede udgaver af listen, men det har en del andre kunstnere dog kunnet. Albummet blev i 2020 rykket til #85 – en plads, den bevarede efter 2020-listens lille 2023-opdatering.

Mit bedste bud på en årsag til den ændrede placering er – ud over et generelt opgør mod boomer-generationens hvide rockidolers dominans – at Lennon specifikt er blevet gevaldigt genevalueret i nyere tid. De kritiske masser har i høj grad skinnet et lys på, hvordan han både mishandlede sin kone Cynthia og negligerede sin søn Julian.

Jeg synes dog på mange punkter, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er en skrigende relevant plade i dag. Dens indflydelse kan stadig tydeligt mærkes. Tænk på hvor meget popstjerner i dag forener deres kunst med deres personlige oplevelser som kendisser. Hvordan nye udgivelser fra Taylor Swift, Billie Eilish, Ariana Grande, Charli XCX, et cetera, kræver, at du tager stilling til deres liv som kendisser.

Andre har ganske vist forenet det personlige og det kunstneriske før Lennon, men Lennon bryder decideret muren ned på ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, hvor han også direkte konfronterer sin egen kendisstatus. akkurat lig hvad Eilish sidenhen har gjort på et nummer som ‘Everything I Wanted’.

På ‘Hold On’ forholder han sig direkte til hvordan The Beatles gik i opløsning, og han nævner både sig selv og Yoko Ono ved navn. Det er råt og næværende og nærmest helt ukomfortabelt. Det føles som om, Lennon lukker os ind i en side af livet som rockstjerne, som det aldrig helt var meningen, vi skulle se.

På ‘I Found Out’ synger han »I seen religion from Jesus to Paul« – hvor »Paul« er en meget bevidst dobbeltbetydning, der både henviser til Paulus og Lennons gamle bandfælle Paul McCartney. Sangen handler om Lennons foragt for religiøse masser, der forsøger at sprede deres budskab, men der er mange undertoner af, at det også omhandler hans foragt for den idolisering, han selv blev genstand for.

Den slag observationer står side om side med en lyd der er temmelig bitter og rå – lig mange af Lennons mere grove skæringer fra ‘The White Album’. Der er en nøgen sårbarhed over produktionen og arrangementerne. ‘Lennon/Plastic Ono Band’ er lyden af en mand, der hader vores kendiskulture, men som også har så mange tanker om den, at han ser sig selv nødsaget til at lave kunst, der serverer et ufiltreret og nærværende billede af det liv, han lever, og som kendiskulturen har skabt. Og når man føler, at man kommer så tæt på gennem kunsten, har det den ironiske skæbne, at Lennon med længder er den Beatle, hvor folk blev mest investerede i hans personlige liv.

‘Silly Love Songs’ fik os ikke til at diskutere Paul McCartneys mentale velvære – men når Lennon på ‘God’ gør sammenligningen mellem religion, politisk dogmatisme og Beatlemania eksplicit, bliver jeg virkelig rystet. »I don’t believe in Hitler / I don’t believe in Jesus / I don’t believe in Kennedy« synger han, for senere i samme vers at fortælle, at han hverken tror på Elvis Presley, Bob Dylan eller The Beatles.

Det var selvfølgelig ikke det første rockalbum, der var villigt til at være personligt. Et album som ‘Pet Sounds’ af The Beach Boys er selvsagt også et meget personligt værk, der reflekterer Wilsons personlige angst og bekymringer. Men du behøver ikke at vide noget om Brian Wilson som person for at forstå værket. Han namedropper ikke sin kone eller sine bandfæller. Jeg kan virkelig ikke komme på nogen, der i samme grad som Lennon har gjort en pointe ud af at indvie lytteren i livet som superstjerne, inden han gjorde det. Og nu er det alle vegne, og sociale medier er nærmest en påkrævet paratekst for fuldt ud at kunne fordybe sig i tidens mest skælsættende popudgivelser.

Dette aspekt af ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ skaber kontekst, selv for sangene, der ikke nødvendigvis lægger op til sådan en læsning på egen hånd. Mange har hyldet ‘Working Class Hero’ på grund af dens politiske budskaber, der peger på hvordan systemerne underminerer arbejderklassens interesser og udvander arbejderklasseidentiteter med den groende middelklasse. Den barske alvor i nummerets lyd gør det da også til en af de mest hårrejsende politiske sange nogensinde.

Men jeg synes også, det er interessant hvordan omkvædet centrerer sig på, at en status som arbejderklassehelt er noget at aspirere mod. En identitet, der skaber noget for individet. Som om Lennon her også udtrykker en slet skjult skam over, at han ikke er en »working class hero«, men i stedet en verdensberømt rockstjerne. »A working class hero is something to be« – men en rockstjerne er per implikation dermed ikke »something to be«.

Lennon redefinerede hvad det ville sige at være megastjerne i musikkens verden – ligesom hvordan Elvis gjorde det før ham, og både Michael Jackson og Taylor Swift har gjort det efter ham. Og jeg synes, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er hans helt store værk på den front – og jeg synes heldigvis at både lyden og sangskrivningen over en bred kam kan bære det. Nøgenheden ved, at de første linjer på pladen er sunget til hans mor, og at de sidste linjer besynger hendes død – det er hjerteskærende, og det er også virkelig kløgtigt fundet på.

Jeg tror dog ikke, jeg ville anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ til nogen, der ikke allerede er relativt bekendte med The Beatles’ og John Lennons historie. Man behøver ikke at være en ekspert, men meget af albummet antager, at du i forvejen ved lidt om, hvem John Lennon og The Beatles er. Akkurat som hvordan meget kunst antager, at du har lidt basalt styr på hvem Jesus er, eller for den sags skyld hvem Hitler er. Måske er det det, Lennon ville sige med sammenligningen.

Hvis du dog kender til konteksten – og derudover kan lide Lennon som sangskriver – kan jeg kun anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’. Det er i min optik klart det stærkeste, han har lavet uden for Beatles-regi, og det er et rigtig barskt, medrivende punktum for Beatles-æraen.

29 – Led Zeppelin – Led Zeppelin (1969)

Udgivet den af
2

Jeg synes ikke, det er svært at forstå i dag, hvorfor Led Zeppelin har været så indflydelsesrige. For selv om deres debut, er næsten 50 år gammel, og mange har forsøgt at genskabe eller endda overgå dennes lyd i løbet af det sidste halve årti, så er der stadig en forfriskende rå vildskab, der gennemsyrer hele udgivelsen. Alle fire medlemmer giver den hele armen lige fra første nummer, ‘Good Times Bad Times’, og de demonstrerer sig selv som totalt teknisk overlegne – uden at deres tekniske kunnen på nogen måde distraherer fra deres evne til at levere et bundsolidt rockorgie. Mere diskret er den folk-klingende start på andet nummer, ‘Babe, I’m Gonna Leave You’, og vi får altså også hurtigt gjort det tydeligt, at de mestrer et bredt spektrum af stemninger. Det munder dog stadig ud i en sensuel eksplosion, hvor alle instrumenter går fuldkommen amok. Dette klimaks er nok et af de allerstørste øjeblikke i hele Led Zeppelin-kanonen. Der går nærmest proto-metal i den på deres cover af den mestendels langsomme ‘Dazed and Confused’, der med sine æteriske guitarlyde og kraftfulde vokal bliver til en faretruende øvelse udi dominans – en meget vellykket en af slagsen. Gruppen kunne deres kram, og allerede her viste de store ambitioner, der senere ville blive løftet endnu højere op med ‘Houses of the Holy’, ‘Physical Graffiti’ og deres ubetitlede fjerde album.

Vi har at gøre med fire musikere, der er fantastisk godt i stand til at udføre lige det, de sætter sig for. Albummets få problemer handler derfor oftere om, hvad de beslutter sig for at lave, rettere end deres udførsel. Jeg finder det for eksempel ikke så inspirerende, at ‘You Shook Me’ og ‘I Can’t Quit You Baby’ blot bruger fortærskede bluesmelodier, som adskillige af de store bluesmænd allerede havde brugt adskillige gange dengang – vel at mærke opført med fremragende iver og indlevelse fra hele kvartetten. Jeg er heller ikke så glad for, at de valgte blot at gentage den samme linje igen og igen på ‘Your Time Is Gonna Come’. Resultatet af dette er lidt uforløsende, men i løbet f størstedelen af sangen har vi at gøre med en intet mindre end smuk folk-sang, hvor gruppen med stor succes går uden for deres hårdtrockende komfortzone. Det efterfølgende track, den to minutter lange ‘Black Mountain Side’, er nok det eneste nummer på skiven, jeg ligefrem ikke kan lide. Det er en ganske køn men umådeligt triviel instrumental sang, hvor guitarist Jimmy Page er i fokus, og det er nok det eneste tidspunkt, hvor han imponerer teknisk uden rent faktisk at føles ekspressiv for mig.

Albummet føles ud over disse små punkter ikke den mindste smule forældet. Led Zeppelins lyd her er stadig imponerende gennemtrængende og tiltalende i dag – se blot hvor stor succes, den unge gruppe Greta Van Fleet for tiden har ved skamløst at rekreere lyden af dette album. Og alligevel, knap 50 år senere, lyder de oprindelige skæringer stadig både rebelske og friske i en grad, hvor efterligningerne slet ikke kan følge med. Før vi lige runder anmeldelsen af, bliver jeg dog nok nødt til at komme ind på hvorvidt disse rent faktisk er de oprindelige skæringer. For Led Zeppelin er talrige gange blevet beskyldt for plagiat, især for sangene på debuten. Det vigtigt for mig atter at understrege, at dette plagiat rent faktisk har resulteret i nogle skidegode sange, men jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er lidt smagløst, at gruppen ikke gav noget af æren til de sangskrivere, de så åbenlyst har taget idéer fra. ‘Led Zeppelin’ er en dynamisk rejse gennem op- og nedture, og den bliver spillet med så meget overbevisning, at det ikke er til at stå for. Det er stadig en af gruppens allerbedste plader, og den har skam fortjent sin status som milepæl i den hårde rockmusiks historiebøger.

32 – The Rolling Stones – Let It Bleed (1969)

Udgivet den af
Svar

I 1969 var The Beatles ved at takke af, men deres evige konkurrenter i The Rolling Stones havde kun lige begyndt deres allerstørste succesperiode. De havde lige udgivet den anmelderroste ‘Beggars Banquet’ året forinden – ikke, et album, jeg finder lige så fantastisk som de fleste andre gør, omend det stadig er en fin skive. Roserne er i mine øjne langt mere fortjente, når det gælder opfølgeren, ‘Let It Bleed’ fra 1969. En af årsagerne til, at jeg finder den så meget bedre, er strukturen. For eksempel elsker jeg, at de to sange, der føles allerstørst, er i hver sin ende af albummet. Albummet starter med den grumme, morderiske Vietnam-protestsang ‘Gimmie Shelter’ – et nummer, der byder på nogle tidlige klimakser, når gæstevokalist Merry Clayton synger linjerne »Rape! Murder! It’s just a shot away« for sine lungers fulde kraft. Afslutningsnummeret er derimod en fællessang, der starter diskret og ender i religiøse proportioner med et tilhørende gospelkor for ekstra effekt. Derudover er The Rolling Stones rigtig gode til at skabe dynamisk variation. Disse to står stadig som klare dynamiske højdepunkter, men der er ellers en god vekslen mellem country-ballader, energiske rock and roll-tracks, deciderede bluessange og endda en smule funkinspiration.

Bandet er selvsagt virkelig dygtige – de føjer masser af karakter til de ofte ret simple kompositioner, og de sørger for at tackle de forskellige stilarter med den samme karismatiske balance mellem løssluppenhed og finesse. Det gør, at vi trods en bred sonisk pallette altid kan høre, at vi har at gøre med det samme band – og det er altid meget underholdende at høre dem udforske alskens forskellige lyde. En af mine favoritter er ‘Country Honk’. Det er en øm udgave af deres hit ‘Honky Tonk Women’, hvor instrumentationen er blevet mærkbart mere country-inspireret. I starten virkede det gimmicky i mine øjne, og jeg havde svært ved at forstå, at de ikke bare inkluderede den kendte rockudgave, men den endte med at overvinde mig med sin unikke, uslebne lyd. Den bliver efterfulgt af en solid, dejligt rodet rocksang ved navn ‘Live With Me’, der byder på både en fed saxofonsolo, en flot basgang, et levende klaver og nogle trommer, der bliver smadret synder og sammen. Dette album er generelt rig på den attitude, Stones oprindeligt gjorde sig bemærkede for, dog med langt mere målrettethed, end man finder på deres tidligste plader.

Der er nogle få tracks, der ikke siger mig det store. Det seksuelle, druggy titelnummer siger mig ikke det store, og jeg synes at hooket bliver lidt for ensartet, samt at Mick Jaggers stemme kan gå hen og blive irriterende. Jeg er dog glad for både dens brug af klaver, slideguitar og bas, der tilføjer godt med liv til tracket. Jeg synes måske også, at den stille bluesballade ‘Love in Vain’ er en lidt for stille opfølger til ‘Gimmie Shelter’ – det er godt med dynamisk afveksling, men det føles lidt som om, man pludselig har startet det hele forfra. Både den og den lidt mere country-prægede ‘You Got the Silver’ er i den mere forglemmelige ende af albummet – sidstnævnte er dog en glimrende stemningssætter for den vovede, funky ‘Monkey Man’, der ville have været oplagt til at afslutte albummet, hvis det ikke var for den mesterlige ‘You Can’t Always Get What You Want’. På ‘Monkey Man’ går hele bandet amok til sidst, især Jagger og Richard, og det går lige i hjertet. ‘Let It Bleed’ er en virkelig hyggelig, underholdende plade. Jeg tror ikke, man skal forvente det helt store kunstneriske statement, man skal mest af alt bare lade sig rive med. For når man lader sig rive med, ender man med en rigtig tilfredsstillende albumoplevelse.

42 – The Doors – The Doors (1967)

Udgivet den af
Svar

Intet årti har i min optik transformeret rockmusik så meget, som 1960’erne. Sange fra starten af årtiet med kunstnere som Roy Orbison, Bo Diddley og Elvis Presley lyder i bedste fald kun som en prototype for de kunstnere, der debuterede i 1967: Pink Floyd, The Jimi Hendrix Experience, The Velvet Underground og årets nok mest succesrige rockdebut, The Doors’ selvbetitlede album med den mystiske omend umiskendeligt karismatiske poet og sanger Jim Morrison i front. Den orgeldrevne psych-single ‘Light My Fire’ derfra lød som intet andet på den tid, men den var så øjeblikkeligt fængslende, at den ramte førstepladsen på den amerikanske hitliste. Når man snakker om lyden af det tidlige The Doors, er det svært at komme uden om organist Ray Manzarek. Orgelet var ikke just en sjældenhed i 60’ernes populærmusik, især tidens sydstatssoul var spækket med elorgeler; men Manzarek lagde så meget sjæl og mange interessante teknikker i sit spil, at det formåede at stikke ud. Samtidig er Jim Morrison et brag af en forsanger. Han kan lidt sammenlignes med den storladne selvsikkerhed og bragende kraft, man forbinder med croonere som Frank Sinatra, men Morrison forskruer denne stil til noget mere manisk, sensuelt og desperat.

Der er mange ingredienser i albummets innovativt psykedeliske lyd, men hvis man skal pege på en tredje søjle i debutalbummets soniske udtryk, er det nok Robbie Kriegers præstationer på guitaren. Han er meget klart bluesinspireret i sin lyd, hvilket præger en stor del af albummet. Manzarek, Morrison og Krieger har alle det til fælles, at de ganske tydeligt er rigtig dygtige, men de fylder også musikken med masser af uperfekte øjeblikke. Selv om produktionen ikke er spor skramlet, ender lyden derfor alligevel med at virke både grim og dyster. Det allertydeligste eksempel på dette er det dunkle afslutningsnummer ‘The End’, der i løbet af sine 12 minutter udvikler sig fra en lurende, utryg atmosfære til et ustyrligt, morderisk kaos, blandt andet gennem kløgtig brug af dissonanser. Det nummer var så forud for sin tid, at den nok lettest kan sammenlignes med den postrock, navne som Godspeed You! Black Emperor og Slint udgav i 90’erne. Et andet godt eksempel er intronummeret ‘Break On Through (To the Other Side’, der starter som et dansevenligt rock and roll-nummer, inden det udvikler sig til en spirituel, nærmest punket følelseseksplosion. Mest mærkbar er dog nok deres lumre, forstyrrede fortolkning af Kurt Weills ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’. Sangen får en ny, syret aura af død, når bandet ændrer lidt på melodien og Manzareks gakkede orgelspil understøtter Morrisons skræmmende vokalpræstation.

Albummet har absolut sin egen idiosynkratiske lyd, men gruppen formår at lege rundt med den, blandt andet ved at inkorporere elementer af mange forskellige stilarter. ‘Soul Kitchen’ har, som navnet antyder, en markant soulinspiration, ‘Back Door Man’ er et cover af en bluesstandard, og trods sine syv minutters varighed, er ‘Light My Fire’ langt hen ad vejen en rendyrket popsang – omend en ganske spøjs en af slagsen. Tilsætter vi de genrer, som de på visse numre baner vejen for, førnævnte punk og postrock, har vi at gøre med en rigtig sprælsk og varieret udgivelse, der samtidig er rig på selvstændig karakter. Den største kritik, jeg har af albummet, er at højdepunkterne er lidt for åbentlyse, og at de nærmest uundgåeligt tager opmærksomheden fra andre numre. De er ingenlunde forfærdelige, men ‘Twentieth Century Fox’, ‘Take It as It Comes’ og deres cover af ‘Back Door Man’ er ikke så inspirerende at lytte til, når de står side om side med geniale tracks som ‘The End’, ‘Alabama Song (Whiskey Bar)’ og ‘Soul Kitchen’. De er dog gode til at udfylde en rolle i albummets dynamik – albummet er flot varierende i både tempo og intensitet, og det er da også nødvendigt, når de mest intense øjeblikke er så overvældende, som de er. ‘The Doors’ er en imponerende debut. Den vendte op og ned på tidens populærmusik, og den er stadig en stærk, engagerende udgivelse, der tåler mange gennemlytninger.

49 – The Allman Brothers Band – At Fillmore East (1971)

Udgivet den af
Svar

Jambandet er ikke just et fænomen, der nogensinde har opnået mere end blot nichestatus. Det er svært at overbevise den gængse rocklytter om at lade sig gribe af langvarige improviserede soli over langvarige, gentagne grooves. Selv er jeg også skyldig: jeg foretrækker fx klart  Grateful Deads mere komponerede folk-udgivelser frem for den jammende fanfavorit ‘Live/Dead’, der langt hen ad vejen går i tomgang for mig. Genren er svær at sælge, men bluesrockerne i The Allman Brothers Band formåede faktisk at gøre det tilbage i 1971 med deres livealbum ‘At Fillmore East’. Dobbeltalbummet består af blot syv sange – omend ca. halvdelen kommer over på den pæne side af de ti minutter. I løbet af disse syv tracks får de brugt stort set alle små tricks fra bluesrockens store håndbog, som de ellers jammer løs. På det sidste har jeg klaget meget over at skulle døje med de samme simple bluesprogressioner igen og igen, men The Allman Brothers Band formår med tracks som ‘Stormy Monday’ og ‘You Don’t Love Me’ at tydeliggøre, at disse progressioner egentlig ikke fejler noget i sig selv – og de er et spektakulært grundlag til at udforske alskens musikalske ideer, når der bliver jammet.

De stærkeste tracks på albummet er de længste – både ‘You Don’t Love Me’ og ‘Whipping Post’ kommer op nær de 20 minutter, og spilleglæden på disse sange er intet mindre end inficerende. Det føles ikke som om, at de nogensinde fortsætter sangen blot for at fyre noget teknisk pral af, det føles i begge sange som om, at de nyder det enormt meget. Bandets sammenhold er uovertruffent. Selv når én musiker begynder at fyre en sej solo af, som Duane Allman blandt andet gør med sin guitar ca. midt i ‘Whipping Post’ sørger resten af musikerne ganske elegant for at understøtte med yderligere instrumentation – især rytmesektionen gør en hæderlig indsats for at gøre dette nummer til albummets mest intense. Selv om vi har at gøre med latterligt dygtige instrumentalister, går det dog aldrig tabt, at jam-bandet er en impulsiv, improviseret kunstart, hvor selv musikerne kan blive overraskede. Det er befriende at høre et album, der formår at være så teknisk overvældende uden at det nogensinde bliver kalkuleret eller ufarligt. Albummet er meget godt til også langsomt at etablere sin stil rettere end blot at kaste det hele i hovedet på lytteren på en gang. Åbningsnummeret ‘Statesboro Blues’ er en simpel elektrisk bluessang, og selv om dens soli er imponerende, er det ikke så langt ude, og den holder sig flot nede på under fem minutter.

Selv det dygtigste band har formentlig svært ved at jamme over syv numre i streg uden, at der kommer nogle uinteressante passager til tider. Albummet er da også et udpluk af det bedste stof fra fire koncerter, der til sammen varede seks timer. Man kan sagten lytte til alle seks timers musik, men jeg er virkelig ikke interesseret i det, for jeg regner med, at det nok især er b-materialet, der er skåret fra. Og det er da heller ikke alle dele af ‘At Fillmore East’ der blæser mig omkuld. Trommesoloen på ‘Hot ‘Lanta’ er som så mange andre trommesoli ret forglemmelig, guitarintroen til ‘In Memory of Elizabeth Reed’ er alt for lang, og dynamisk bliver ‘Stormy Monday’ lidt for længe i samme leje på tværs af sektionerne. Så er der også det lille problem, at det slet ikke føles som at være til en koncert, hvilket ellers tit er et af formålene med et livealbum – der er intet forsøg på at få det til at lyde som sangene alle blev spillet til samme koncert. Men selv med alt dette sagt, er ‘At Fillmore East’ et rigtig stærkt album. Hvis man kan lide bluesrock er det et fantastisk gateway-drug til jambands generelt, og den formår faktisk at holde sig ganske engagerende i løbet af sine 80 minutter, hvilket er vældig imponerende.

54 – The Jimi Hendrix Experience – Electric Ladyland (1968)

Udgivet den af
Svar

“It’s better to burn out than to fade away” sang Neil Young engang, og selvom han selv kun nævnte Johnny Rotten i teksten, kan lyrikken let benyttes om mangt en rockstjerne. Få lavede så stort et brag af en exit som guitarguden Jimi Hendrix. Hans tredje og sidste plade var et dobbeltalbum, og mens det på mange måder er en storladen magtdemonstration, der for alvor fik cementeret Jimi Hendrix som en af tidens største og dygtigste musikere, er det også en ret let plade at lytte til. Når man lige er kommet forbi den lidt spacy intro, får man nogenlunde hvad man kunne forvente. Der er en solid blanding af ret vilde blues-numre, lidt mere moderne, skæve hippie-sange og selvfølgelig en god dosis guitarpral. Faktisk er guitarpralen lidt det største problem ved pladen. Jeg ved der er mange, der holder meget af det, men selv finder jeg det ret trivielt at høre numrene “Voodoo Chile” og “1983… (A Merman I Should Turn to Be)” i deres fulde længde. Soloerne går lidt i tomgang for mig, selvom de da har nogle glimrende øjeblikke. De er bare hver især omkring et kvarter lang, så det bliver noget af en mundfuld.

Der er dog rigtig meget fedt at tage fat på. Bl.a. er der den varierede lyd, Hendrix formår at få ud af sin guitar, og hvor flot han får resten af lydbilledet til at understøtte dette. Numrene “Rainy Day, Dream Away” og “Still Raining, Still Dreaming” er næsten jazzede i det regi, og mens mangt en kommentator har fokuseret på hvor lækkert guitaren lyder på Hendrix’ cover af Bob Dylans “All Along the Watchtower”, må man i mine øjne absolut ikke underkende den geniale, animalske rytmesektion, der giver så meget liv til sangen. Når Hendrix bevæger sig ud i noget eksplicit psykedelisk bliver han især fascinerende at lytte til. “House Burning Down” og “Burning of the Midnight Lamp” er især øjenåbnende oplevelser med rige lydbilleder. Nummeret “Little Miss Strange” er også et af de mere psykedeliske på pladen, men da det både er skrevet og sunget af gruppens bassist, Noel Redding, så den passer ikke så godt ind, selvom det er en nydelig lille psych-pop-sang. Selvom sangskrivningen ofte er mindeværdig, er lyden nok det, der for alvor virker bedst i løbet af pladen, og variationen i lyden er en af årsagerne til, at albummet kan klare at vare så længe.

Selvom pladens længde gør, at jeg nok oftest vil foretrække at lytte til de to andre plader med The Jimi Hendrix Experience, er pladen faktisk ret god til at holde fast i lytterens opmærksomhed, og det skal man til dels takke strukturen for. Den er ret genialt skåret så hver af pladens fire sider fungerer som sin egen lille enhed, mens de også følger meget naturligt i halen på hinanden. Første side er to simpelt konstruerede blues-rock-sange, der leder over i den lange guitareskapade “Voodoo Chile”. Anden side er mest af alt en række svedige rocksange, her med gradvist mere og mere psykedelisk lyd og generelt et højt energiniveau. Fjerde side er den mest jazzede, dels grundet “Rainy Day, Dream Away”, men nok mest grundet de mange vilde ideer der udforskes på den 14 minutter lange “1983… (A Merman I Should Turn to Be)”, og endelig kulminerer det hele i den sidste side, hvor de tidligere ideer fusionerer sammen til fire af Hendrix’ mest solide rocksange overhoved. De fire sange er så geniale og så godt understøttet af de foregående ideer, at pladen ender med at være helt vildt tilfredsstillende, selv for mig, der finder de længere numre lidt for langhårede. Ja, Hendrix holdt sgu lige til det sidste.

57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Udgivet den af
1

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Udgivet den af
Svar

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Udgivet den af
1

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.