Tag-arkiv: Moderne folk

22: John Lennon ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ (1970)

Udgivet den af
Svar

På 2003-udgaven af Rolling Stone-listen over de 500 bedste album nogensinde kunne man finde ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ som #22 – ligesom de fleste plader omkring den, blev den rykket præcis én plads ned på 2012-udgaven, da en Robert Johnson-opsamling blev indsat på toogtyvendepladsen. Hermed var det den højest rangerede soloplade af noget Beatles-medlem.

Hverken Paul, George, Ringo eller Lennon selv har sidenhen kunnet overhale den på de opdaterede udgaver af listen, men det har en del andre kunstnere dog kunnet. Albummet blev i 2020 rykket til #85 – en plads, den bevarede efter 2020-listens lille 2023-opdatering.

Mit bedste bud på en årsag til den ændrede placering er – ud over et generelt opgør mod boomer-generationens hvide rockidolers dominans – at Lennon specifikt er blevet gevaldigt genevalueret i nyere tid. De kritiske masser har i høj grad skinnet et lys på, hvordan han både mishandlede sin kone Cynthia og negligerede sin søn Julian.

Jeg synes dog på mange punkter, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er en skrigende relevant plade i dag. Dens indflydelse kan stadig tydeligt mærkes. Tænk på hvor meget popstjerner i dag forener deres kunst med deres personlige oplevelser som kendisser. Hvordan nye udgivelser fra Taylor Swift, Billie Eilish, Ariana Grande, Charli XCX, et cetera, kræver, at du tager stilling til deres liv som kendisser.

Andre har ganske vist forenet det personlige og det kunstneriske før Lennon, men Lennon bryder decideret muren ned på ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, hvor han også direkte konfronterer sin egen kendisstatus. akkurat lig hvad Eilish sidenhen har gjort på et nummer som ‘Everything I Wanted’.

På ‘Hold On’ forholder han sig direkte til hvordan The Beatles gik i opløsning, og han nævner både sig selv og Yoko Ono ved navn. Det er råt og næværende og nærmest helt ukomfortabelt. Det føles som om, Lennon lukker os ind i en side af livet som rockstjerne, som det aldrig helt var meningen, vi skulle se.

På ‘I Found Out’ synger han »I seen religion from Jesus to Paul« – hvor »Paul« er en meget bevidst dobbeltbetydning, der både henviser til Paulus og Lennons gamle bandfælle Paul McCartney. Sangen handler om Lennons foragt for religiøse masser, der forsøger at sprede deres budskab, men der er mange undertoner af, at det også omhandler hans foragt for den idolisering, han selv blev genstand for.

Den slag observationer står side om side med en lyd der er temmelig bitter og rå – lig mange af Lennons mere grove skæringer fra ‘The White Album’. Der er en nøgen sårbarhed over produktionen og arrangementerne. ‘Lennon/Plastic Ono Band’ er lyden af en mand, der hader vores kendiskulture, men som også har så mange tanker om den, at han ser sig selv nødsaget til at lave kunst, der serverer et ufiltreret og nærværende billede af det liv, han lever, og som kendiskulturen har skabt. Og når man føler, at man kommer så tæt på gennem kunsten, har det den ironiske skæbne, at Lennon med længder er den Beatle, hvor folk blev mest investerede i hans personlige liv.

‘Silly Love Songs’ fik os ikke til at diskutere Paul McCartneys mentale velvære – men når Lennon på ‘God’ gør sammenligningen mellem religion, politisk dogmatisme og Beatlemania eksplicit, bliver jeg virkelig rystet. »I don’t believe in Hitler / I don’t believe in Jesus / I don’t believe in Kennedy« synger han, for senere i samme vers at fortælle, at han hverken tror på Elvis Presley, Bob Dylan eller The Beatles.

Det var selvfølgelig ikke det første rockalbum, der var villigt til at være personligt. Et album som ‘Pet Sounds’ af The Beach Boys er selvsagt også et meget personligt værk, der reflekterer Wilsons personlige angst og bekymringer. Men du behøver ikke at vide noget om Brian Wilson som person for at forstå værket. Han namedropper ikke sin kone eller sine bandfæller. Jeg kan virkelig ikke komme på nogen, der i samme grad som Lennon har gjort en pointe ud af at indvie lytteren i livet som superstjerne, inden han gjorde det. Og nu er det alle vegne, og sociale medier er nærmest en påkrævet paratekst for fuldt ud at kunne fordybe sig i tidens mest skælsættende popudgivelser.

Dette aspekt af ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ skaber kontekst, selv for sangene, der ikke nødvendigvis lægger op til sådan en læsning på egen hånd. Mange har hyldet ‘Working Class Hero’ på grund af dens politiske budskaber, der peger på hvordan systemerne underminerer arbejderklassens interesser og udvander arbejderklasseidentiteter med den groende middelklasse. Den barske alvor i nummerets lyd gør det da også til en af de mest hårrejsende politiske sange nogensinde.

Men jeg synes også, det er interessant hvordan omkvædet centrerer sig på, at en status som arbejderklassehelt er noget at aspirere mod. En identitet, der skaber noget for individet. Som om Lennon her også udtrykker en slet skjult skam over, at han ikke er en »working class hero«, men i stedet en verdensberømt rockstjerne. »A working class hero is something to be« – men en rockstjerne er per implikation dermed ikke »something to be«.

Lennon redefinerede hvad det ville sige at være megastjerne i musikkens verden – ligesom hvordan Elvis gjorde det før ham, og både Michael Jackson og Taylor Swift har gjort det efter ham. Og jeg synes, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er hans helt store værk på den front – og jeg synes heldigvis at både lyden og sangskrivningen over en bred kam kan bære det. Nøgenheden ved, at de første linjer på pladen er sunget til hans mor, og at de sidste linjer besynger hendes død – det er hjerteskærende, og det er også virkelig kløgtigt fundet på.

Jeg tror dog ikke, jeg ville anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ til nogen, der ikke allerede er relativt bekendte med The Beatles’ og John Lennons historie. Man behøver ikke at være en ekspert, men meget af albummet antager, at du i forvejen ved lidt om, hvem John Lennon og The Beatles er. Akkurat som hvordan meget kunst antager, at du har lidt basalt styr på hvem Jesus er, eller for den sags skyld hvem Hitler er. Måske er det det, Lennon ville sige med sammenligningen.

Hvis du dog kender til konteksten – og derudover kan lide Lennon som sangskriver – kan jeg kun anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’. Det er i min optik klart det stærkeste, han har lavet uden for Beatles-regi, og det er et rigtig barskt, medrivende punktum for Beatles-æraen.

30 – Joni Mitchell – Blue (1971)

Udgivet den af
Svar

Når Joni Mitchells sangskrivning er bedst, føles den intuitiv – som om, Mitchell bare sidder med sit instrument, åbner munden, og mere eller mindre ved et tilfælde, er det et øjeblikkeligt imødekommende mesterværk, der ryger ud af det. På hendes mest roste album, ‘Blue’ fra 1971, er hun på sit mest sårbare – ofte alene med en guitar, en dulcimer eller et klaver. Blot fire af de ti sange har yderligere instrumentation, men det er ikke spraglet, og Mitchell selv er stadig i klar fokus, instrumentalt såvel som vokalt. Hun er god til at skrive stærke sange, der leveres så naturligt, at det næsten ikke viser sig, at stort set alle hendes sange er bygget op af den samme simple vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Hendes idiosynkratiske stemme er også så gribende, at man næsten ikke bemærker, at instrumentationen er så simpel i løbet af hele albummet. Hun rammer så mange forskellige stemninger med sin vokal, at hun næsten kan lyde som et helt orkester, når hun blot har et instrument ved sin side. Ingen dele af albummets underspillede lyd er percussioninstrumenter – rytmen lægger sig i sig stedet i guitaren, dulcimeren eller klaveret, hvilket gør lyden så meget mere skrøbelig. Dette fravær af en dreven rytme i bunden af tracket, er noget af det, der gør ‘Blue’ til en så nøgen lytteoplevelse.

Joni Mitchells melodier sidder lige i skabet. Der er ikke noget fra den mere jazzede ende af hendes sangskrivning, som jeg nu holder særlig meget af, men den intime folklyd på albummet klædes nok alligevel bedst af de mere traditionelle retninger, sangene melodisk bevæger sig i. Bemærk dog, at selv om universet på ‘Blue’ er traditionelt, er det på ingen måde forældet. Sange som ‘California’, ‘Carey’ og ‘A Case of You’ kunne blive udgivet i dag, og de ville sandsynligvis stadig blive overdænget med roser i diverse indie-cirkler. Der er noget tidløst over både hendes lyd, hendes melodier og hendes livagtige, maleriske lyrik. ‘River’ er et klart højdepunkt her – det er jul, og Mitchell er vemodig over sin tilværelse i verden, så hun drømmer om en flod, hun kan skøjte på. Det er så simple billeder, men alligevel har de så umiddelbar gennemslagskraft. Selv om titlen ‘Blue’ klart angiver, at det melankolske står centralt på albummet – især mod slutningen – er der godt med optimistiske lyspunkter, der gør albummet lettere at lytte til. Især åbningsnummeret ‘All I Want’ er et lystigt, imødekommende track, der gør det til tider ganske tunge album let at sluge.

Den simple lyd på ‘Blue’ er lidt af et tveægget sværd for mig. Den gør, at pladen egner sig helt perfekt til for eksempel en grå regnvejrsdag, men hvis jeg hører albummet for mange gange, kan jeg godt savne lidt tjubang. Jeg må dog sige, at instrumenterne bliver spillet med en fantastisk detaljegrad. Ingen tone føles tilfældig, og der er en del kreative påfund, der stikker ud. Mest mærkbart er nok, at Mitchell interpolerer melodien til ‘Jingle Bells’ i klaveret på ‘River’. En anden finurlighed, der mere ligger i produktionen, er da Mitchell synger om, hvad flyradioen spiller på ‘This Flight Tonight’ – her bliver hele lydbilledet distorteret, så det lyder mere som en radio, og alligevel fortsætter sangen på imponerende vis ufortrødent sit hastige flow. Næste gang, du har en regnvejrsdag, for eksempel her i efteråret, er ‘Blue’ et oplagt album at sætte på. Sid med en kop kakao og tænk over livet. Nyd Joni, der fortæller dig om sine egne livsoplevelser, mens hun ledsages af varme akkorder i et nærværende lydlandskab. Og når albummet er slut, giv det et par minutters stilhed til at lægge sig. Det fortjener det.

31 – Bob Dylan – Bringing It All Back Home (1965)

Udgivet den af
Svar

I midt-60’erne havde Bob Dylan fået status som sin generations store folkesanger, og hans popularitet havde været med til at fostre en fornyet interesse i folk-genren, især i USA. Det kom derfor som lidt af et chok, da han udgav sit femte studiealbum, ‘Bringing It All Back Home’, hvor han på første halvdel bliver akkompagneret af et elektrisk band. Han havde altid haft lidt af en rebelsk rockånd – mange af hans mest populære sange havde været protestsange – men på ‘Bringing It All Back Home’ får han fusioneret folk og rock på en måde, som få album kan prale af tidligere at have formået. Hvis han ikke kan krediteres for at opfinde folkrock, kan han i hvert fald tage æren for at popularisere stilarten med dette album. Den anden halvdel, der består af blot fire sange, der generelt er en kende længere end dem på første side, er akustisk og lyder mere som hans tidligere materiale, i hvert fald rent sonisk. For det lyriske udtryk er ret konsekvent på tværs af de to sider, og her markerer vi atter en radikal udvikling for Dylan: I stedet for imødekommende protestsange og et generelt lettilgængeligt tekstunivers, er ‘Bringing It All Back Home’ nemlig fyldt med abstrakte, poetiske billeder frem for sange med klare meddelelser.

Jeg er rigtig vild med denne mere farverige side af Dylans lyrik. Åbningsnummeret ‘Subterranean Homesick Blues’ sætter perfekt tonen for albummet. Det rablende nummer går så stærkt, at det er svært at følge med, men den er alligevel så fyldt med mindeværdige linjer, at den stikker frem som et af Dylans bedste tracks nogensinde. Den mere komplekse lyriske opbygning gør det til et nummer, der er værd at dykke ned i og høre adskillige gange. Et af de mere ligefremme narrativer på albummet er ‘Maggie’s Farm’, der lader til at være en historie om en staldknægt, der blev hunset rundt af den titulære Maggie og hendes familie. Igen er Dylan en vanvittigt begavet tekstforfatter, og han bruger denne fortælling som en allegori for sin egen situation i musikbranchen. Nogle af de tekster, jeg nyder allermest, har jeg dog aldrig læst det store ind i. Jeg er vild med den syrede drømmefortælling ‘Bob Dylan’s 115th Dream’, og den vemodige, ensomme ‘Mr. Tambourine Man’ er fyldt med forførende vendinger. ‘Gates of Eden’ er ligeledes en af hans smukkeste sange nogensinde, hvor han sætter grumme dommedagsbilleder op over for en sarkastisk omend også virkelig smuk paradisforestilling.

Visse onde tunger har påstået, at Dylan ikke er den store melodiforfatter. Jovist, han benytter ikke de mest avancerede virkemidler, men han har styr på at skrive melodier, der sætter sig på nethinden og understøtter hans tekster godt. Jeg vil nok sige, at der er et par svagere led på første halvdel, her navnligt de mere bluesbaserede kompositioner ‘She Belongs to Me’, ‘Outlaw Blues’ og ‘On the Road Again’ – hans band og hans egen levering sørger heldigvis for at tilføre godt med liv til musikken. Overgangen mellem sangene med det elektriske band og de akustiske sange går desuden virkelig godt. Den elektriske guitar har en rå, spinkel lyd, der står lige så naturligt til Dylans stil som den akustiske guitar, og på samme måde har Dylans akustiske guitarspil en usleben, lidt sløset tilgang, der giver den lidt af den samme rockattitude, der er til stede på første side. Dylans ‘Bringing It All Back Home’ er en milepæl i folkrockens historie, og det er stadig et vældig solidt album, der byder på nogle af rockpoetens allerbedste numre. Det er ikke hans mest avancerede materiale, men det er virkelig solidt håndværk.

51 – Simon & Garfunkel – Bridge Over Troubled Water (1970)

Udgivet den af
Svar

De var ikke just verdens mest sprælske skikkelser, men bevæbnet med stærk virtuositet og en forkærlighed for tidløse folkemelodier fik Paul Simon og Art Garfunkel formået at etablere sig som nogle af 60’ernes største popstjerner. På toppen af det hele valgte de at gå hvert til sit i 1970 oven på en række ikke just gnidningsfri indspilninger. Alligevel endte det afsluttende album, ‘Bridge Over Troubled Water’ med at blive duoens største succes nogensinde – både i radioen, i pladebutikkerne, blandt anmeldere og i eftertidens konsensus. Lige fra de første elegante klavertoner på det indledende titelnummer står det klart, at duoen siger farvel på toppen. Garfunkel synger den alene – et vovet move, når nu Simon oftest blev set som stjernen. Dette valg ender dog nærmest med at være programmatisk for pladen, for selv om den er duoens mest poppede, er den så sandelig kendetegnet ved, at de tør holde igen, når det hjælper. Titelnummeret ender i en storladen wall of sound, men først når den halvvejs med kun Garfunkel og et klaver, der egenhændigt formår at bygge op mod sangens eksploderende finale.

Det efterfølgende nummer, ‘El Condor Pasa (If I Could)’ er ligeledes tålmodigt med at komme i gang, og når det starter, er det en fløjtebåren folkesang, der ikke just er bygget til hitlisterne. Alligevel blev den faktisk et mindre hit, da den trods sin skæve, underspillede lyd er øjeblikkeligt tiltalende med sin drømmende instrumentation. Først med det tredje nummer, ‘Cecilia’ får vi en simpel syng-med-sang, der angriber øjeblikkeligt med et fængende, poppet omkvæd. Alligevel er den båret af skramlet, lettere kaotisk percussion frem for de elegante guitarlyde, de oprindeligt gjorde sig kendt for. Albummets soniske udbud er varieret, men duoen mestrer at lade os vente med at få det hele – netop ligesom hvordan man skal vente til andet nummer, før Simon and Garfunkels mest kendte medlem dukker op. Det gør lytteoplevelsen mere tilfredsstillende, og i løbet af numrene, sidder jeg tit og glæder mig over hvor sangen er på vej hen. Det bragende slagtøj på ‘The Boxer’, blæsersektionen på ‘Keep the Customer Satisfied’ og den vemodige nynnen på ‘Song for the Asking’ er kun få af de øjeblikke, der altid formår at få en lille rus ud af mig, når jeg lytter til ‘Bridge Over Troubled Water’. Selv det kluntede reggae-klingende nummer ‘Why Don’t You Write Me’ formår at have sine stunder, der giver mig et smil på læben.

Albummet lider lidt af, at de første otte numre alle er rimelig geniale. Derfor falmer de efterfølgende tre lidt. Ikke blot er den fjogede ‘Why Don’t You Write Me’ nærmest decideret malplaceret på dette album (omend en mere kynisk sjæl muligvis ville sige det samme om mesterværket ‘Cecilia’) – men albummet formår ikke helt at samle sig efter den diskurs. Det næstsidste track er noget så aparte som et live-cover af ‘Bye Bye Love’ af The Everly Brothers, en duo man sagtens kunne kalde Simon & Garfunkels forgængere. Det er en lyrisk tragisk og sonisk nærmest lyksagelig sang om at afslutte et forhold, og denne bittersøde, tosidede sang er naturligvis oplagt til at understøtte, at duoen gik i opløsning. Det bliver dog lige lovligt happy-go-lucky, når man skal høre publikum klappe med samtidig. Jeg har passende nok meget delte følelser om det track, men på papiret er jeg glad for dens inklusion nær slutningen, men jeg er dog også glad for at den lille, sentimentale vise ‘Song for the Asking’ får lov til at afslutte i stedet. Det er ikke gruppens stærkeste melodi, men den formår at efterlade en lille klump i halsen, og den vinker smukt farvel til lytteren. ‘Bridge Over Troubled Water’ er en stærk popplade. Den formår på en gang at være duoens mest poppede og mest jordnære – og helt klart blandt deres bedste.

97 – Bob Dylan – The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

Udgivet den af
Svar

For ikke længe siden havde den store rockpoet Bob Dylan æren af at vinde Nobels Litteraturpris for sine fantastiske sangtekster. Samtidig var han i fuld gang med at indspille covers af gamle pop-standarder. Det er ikke fordi disse covers er særlig dårlige, men jeg synes nu stadig, det er synd, da hans force alle dage har været i det lyriske felt, og efter min mening står han stadig stærkt. Det leder for mig tankerne hen på hans første to albums, Bob Dylan fra 1962 og The Freewheelin’ Bob Dylan fra året efter. Det første album bestod hovedsageligt af covers, og det er hovedsageligt gået i glemmebogen. Det andet album var næsten udelukkende eget materiale, og The Freewheelin’ Bob Dylan huskes stadig i dag som hans store gennembrud, og sange som Blowin’ in the Wind, A Hard Rain’s a-Gonna Fall og Don’t Think Twice, It’s Alright står stadig som højdepunkter i en karriere, der ellers ikke har været fattig på sådanne. Størstedelen bliver leveret af en helt nøgen besætning, kun bestående af Dylan selv på såvel guitar, mundharmonika og sang – hvor hans stil allerede er meget unik på de to sidstnævnte felter.

Værd at nævne er, at selvom musikken har en meget konsekvent lyd på denne plade, så er den faktisk ret lang af en plade fra 1963 at være. Phil Spector, Sam Cooke, Roy Orbison og The Beatles var nogle af tidens helt store stjerner, og deres albums var alle godt under de 40 minutter. Folk-albums var ganske vist generelt lidt længere end pop-plader dengang, men alligevel er Bob Dylan med sine 50 minutter lidt af et særsyn. Jeg skal da heller ikke lyve, ved de første par gennemlytninger, syntes jeg, at pladen gik lidt i tomgang mod slutningen. Lyden ændrede sig trods alt ikke det store, og det næsten komplette fravær af trommer kan gøre det svært at blive grebet af rytmen. Men man skal bare virkelig ikke fokusere for meget på instrumentationen på det her album. Albummet har masser af variation, bare ikke i lyden. Variationen ligger i teksterne, som på alle måder er det centrale i albummet. Der er meget inderlige, hjerteskærende sange som Bob Dylan’s Dream og Don’t Think Twice It’s Alright, mere maleriske værker som Girl from North Country og A Hard Rain’s a-Gonna Fall, ja der er selv små handlingsbårne fortællinger som Talking World War III Blues og Oxford Town.

Det er dog ikke helt retfærdigt at dele hans tekster så groft op i stilarter, for han bruger masser af forskellige virkemidler på tværs af sangene. Hans sprogbrug er altid stærkt, og han formår at skabe et væld af stemninger med sin mesterlige pen og sin skrabende stemme. The Freewheelin’ Bob Dylan er en af de mest rå Dylan-oplevelser, man kan få sig. Det er let at fokusere på teksterne grundet deres umiddelbare præsentation, og de er absolut i den gode ende, selv med hans generelle niveau taget i betragtning – de er mere folkelige end normalt, og der er en god balance mellem det humoristiske og det dramatiske. Netop grundet det høje lyriske niveau er hans cover af Corrina, Corrina uden tvivl det mindst interessante på pladen. Dette er det eneste nummer med yderligere instrumentation end Dylan selv, og selvom det slet ikke er skærrende pludselig at høre trommer og bas, er appealet ved det her nummer bare så langt fra appealet ved resten af pladen. Der er dog ellers ikke meget at klage over, så længe man kan snuppe Dylans stemme og hans højfrekvente brug af mundharmonikaen, der måske ikke altid er mixet helt perfekt. Der er så mange små, genialiteter på det her nummer, og stort set hvert eneste nummer bidrager med noget nyt på denne klassiske skive.

224 – Bruce Springsteen – Nebraska (1982)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen overrasker mig konstant med kvaliteten på sine albums. Ikke fordi jeg ikke fatter, at han er dygtig, men bare hvor gennemført og imponerende hans musik er, det er ikke noget som særlig mange andre heartland-kunstnere kan præstere. Heartland-rock er dog ikke det, hans sjette studiealbum, Nebraska fra 1982, bør blive defineret som. Det er mest af alt folk – ikke engang folk-rock, bare folk. Han spiller selv alle instrumenterne på pladen, og dem er der ikke så mange af. Når det er helt vildt, trækker han et orgel eller en synthesizer frem, og af og til får guitaren selskab af en mandolin. Han leger også lidt med klokkespil, men der er stadig fokus på hans stemme, hans guitar og hans mundharmonika. Der er altså ingen bas og ingen percussion udover en sporadisk tamburin. Han har altså sat alting ned til det helt nøgne, hvor kun sangskrivningen og opførslen er vigtig. Der er intet fancy, til at distrahere dig fra noget som helst. Sangene på pladen er demoer, som oprindeligt skulle være optaget med bandet, men Springsteen valgte bare at udgive dem på egen hånd.

For at gøre omstændighederne endnu mere besværlige, så er mange af sangene ret stille og triste. Man kan sige dette om alle sangene med ulige tracknummer. Det er næppe helt tilfældigt. For sjov har jeg prøvet at springe alle de lige numre over, og pladen falder fuldkommen til jorden. De langsomme sange er ganske vist virkelig smukke, og Springsteen er mere poetisk og tænksom end han ellers nogensinde har været, men det ender med at blive kedeligt og ensformigt. Og jeg elsker ellers alle de stille numre, især titelnummeret og Highway Patrolman, men jeg må indrømme, at de lyder ret ens. Det er dog ikke noget, man tænker over, når man bare lytter til pladen fra ende til anden. Så tænker man blot, at det er nogle virkelig smukke sange. Samtidig fungerer de mere energiske sange ikke helt på egen hånd. Da jeg prøvede at høre dem uden de langsomme, føltes det bare som en opsamling, fem rigtig gode sange, alle lavet i en lidt lo-fi folk-stil, men derudover havde de bare ikke noget med hinanden at gøre. Det er fascinerende, hvad god albumstruktur kan gøre.

Det er helt utroligt, hvad Springsteen formår at gøre med et så simpelt setup og en så rå lyd. Det er meget let at føle med ham, og især på så hjemsøgte numre som State Trooper  er det let at få en klump i halsen. Selv på mere poppede numre som Atlantic City og Johnny 99 kan man mærke, at der er virkelig store følelser på spil, og det er en kvalitet, jeg ikke har set magen til på nogen anden Springsteen-plade. Bruce Springsteen har jo alle dage været kendt for sin let tilgængelige, glade og folkelige rockmusik, og Nebraska viste en hel ny side af ham. Der er noget punk over det – ikke i lyden eller sangskrivningen, men rettere æstitikken. Det er langsommere og mere klart, simpelt og stille i lyden end på nogen anden Springsteen-plade, og hans stemme er end ikke så forskellig fra f.eks. The River, men han laver alligevel med Nebraska en af de grimmeste plader, stilarten havde set. Og den er til den dag stadig noget unikt. Jeg har svært ved at nævne en eneste anden plade, der er til at sammenligne med Nebraska, og det er noget af en præstation. Det er en helt utrolig plade, som alle og enhver bør give en chance – selv hvis du ellers ikke kan udstå Springsteen.

245 – Nick Drake – Bryter Layter (1970)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.

259 – Crosby, Stills & Nash – Crosby, Stills & Nash (1969)

Udgivet den af
Svar

David Crosby fra Buffalo Springfield og The Byrds, Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra The Hollies slog sig i 1968 for at danne en supergruppe med det kreative navn Crosby, Stills & Nash, og ligeså kreativt fik deres første album året efter navnet Crosby, Stills & Nash. Alle tre mænd sang på denne plade, Crosby spillede rytmeguitar, og Stills spillede stort set alt andet undtagen trommer, hvilket nogle gæstemusikere tog sig af. Alle tre mænds stemmer arbejder sammen om nogle fantastiske vokalharmonier, der virkelig definerer gruppens lyd. Deres musik er ofte meget poppet, folk-inspireret rockmusik, som de fleste kan forholde sig til. Mange af de bedste numre er virkelig glade, sjove sange, som bare udmærker sig exceptionelt i dette felt. De to første på pladen, Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express er nok de bedste eksempler på denne kvalitet, for disse sparker lytteoplevelsen igang med et enormt smil på læberne. Selvom Suite: Judy Blue Eyes er en 4-sektioners-sang, der skifter ofte i tempo, stemning og endda også sprog, er det en virkelig fængende sang. Og med det guitarriff i starten, så er det klart, hvorfor dette skulle åbne albummet.

Selvom de mest kendte sange er den rene lykkerus, så er meget af Crosby, Stills & Nash virkelig dramatisk eller trist. Det er på disse numre, Stephen Stills’ imponerende guitarkundskaber er tydeligst. Især er de fremtrædende på Wooden Ships, der handler om vietnamkrigen. Det er malet meget flot op, og det føles som om, dommedag bliver beskrevet. Albumdynamikken på Crosby, Stills & Nash er meget veludført. Der er især to tidspunkter, jeg synes meget godt om. Det første er mellem Suite: Judy Blue Eyes og Marrakesh Express, hvor man får noget vrøvlesprog i lige 2 sekunder, og disse hjælper dels med at sætte orientens stemning igang, men derudover kommer den lige efter en brat afbrudt sektion af Suite: Judy Blue Eyes, der på det tidspunkt har eskaleret op mod en fuldkommen manisk lykkerus. Dette skaber en naturlig pause, der lader et nyt nummer begynde. Det andet er efter Wooden Ships, hvor den Simon & Garfunkel-inspirerede Lady of the Island. Orgelet fra Wooden Ships kører langsomt ud, og pludselig får vi så denne smukke ømme stemme. Den lyder nærmest omtumlet af guitareventyret fra før.

Det, der holder denne plade oppe, er en række af ganske simple elementer, de tre musikere mestrer til perfektion. Stærk, varieret sangskrivning, virkelig imponerende instrumentation, smukke vokalharmonier og en enormt god sans for stemning. Crosby, Stills & Nash mestrede virkelig hver eneste form for stemning, og de kunne også virkelig begå sig dynamisk. Højlydte, triste sange som Helplessly Hoping er virkelig smukke, men lige så smuk er den mere stille Lady of the Island. Den langsomme, sentimentale Guinnevere er endnu et højdepunkt på pladen, men sådan nogle overfalder virkelig bare hinanden. Selv forfærdeligt simple melodier som på Pre-Road Downs bliver behandlet med ydeste nænsomhed. På sådan en sang er der gjort ekstra meget ud af, at hvert eneste individuelle instrument sidder i skabet. Især guitaren på dette nummer er fed. Jeg ved ikke, hvordan Stills skaber den lyd, der nærmest lyder som om, guitaren bliver spillet baglæns. Hvis han indspillede spillede det hele baglæns og så vendte lyden om for at skabe en effekt, skal han i hvert fald have stor ros. I det hele taget  har mange af sangene virkelig meget finesse, og de lader til at være skrevet af store perfektionister. Og alt dette gør Crosby, Stills & Nash til et fantastisk album.

283 – Nick Drake – Five Leaves Left (1969)

Udgivet den af
Svar

Den britiske folkmusiker Nick Drake er en forfærdeligt overset musiker, og især er hans debutalbum, Five Leaves Left mesterligt. Det er ikke den mest roste plade i hans desværre alt for korte diskografi, men det er min personlige favorit. Denne plade blev optaget sammen med medlemmer af folkrock-grupperne Pentangle og Fairport Convention, fra sidstnævnte bl.a. den latterligt dygtige Richard Thompson, der spiller elektrisk guitar på åbningsnummeret, Time Has Told Me. Instrumentationen er meget unik i løbet af hele pladen, og det er en stor del af årsagen til, at den er så fantastisk. Foruden Drakes meget særlige evner på en akustisk guitar, så er hans brug af percussion meget eksotisk og livlig. Det er kun en enkelt sang, Saturday Sun, der har et traditionelt trommesæt, ellers står den på congas, shakers og vibrafon. De fleste sange har  dog slet ingen percussion, men størstedelen bruger nogle smukke strygere. En enkelt sang har celloen så meget i fokus, at den har fået titlen Cello Song, og den er virkelig smuk.

Drakes sange er meget følelsesladede, men tro ikke, at det er den rene tudemusik. Det er faktisk meget lykkelig musik. Det handler om befrielse og lyksalighed meget af det. Man føler sig så usandsynligt glad, når man hører kærlighedserklæringer som Time Has Told Me og Thoughts of Mary Jane. Der er dog altid gennemgående undertoner, der signalerer ensomhed og social akavethed. Drake virker som en meget stille type, ikke som en med mange venner, men han virker stadig let at holde af som person. Han minder mig faktisk meget om en af mine egne meget nære venner, og som han på pladecoveret står der med sin foroverbøjede krop, sit lange, sjuskede hår og sit tænksomme ansigt, føles de bare endnu mere lig hinanden, og når man så også begynder at læse lidt af hans livshistorie, om hans depression og hans overdosis på antidepressiver, bliver Five Leaves Left en meget nær og reel plade for mig. Der er også ret triste sange på den, f.eks. River Man og Way to Blue, og disse går bare lige ind i hjertet, uanset om man kender mandens historie eller ej.

Gennem den varierede instrumentation og den sarte personlighed skaber Nick Drake 10 helt fantastiske sange på Five Leaves Left, men et øre for helt fantastiske melodier gør nu også meget. Time Has Told Me er ganske vist den eneste, jeg ofte går rundt og nynner, men alle melodierne er så forskellige og velsammensatte, at det er svært at fatte. Især er Way to Blue en meget interessant komposition, der går fra at være meget dramatisk og grum til bamhjertig og jordnær. Albummet hænger også meget godt sammen. Man føler aldrig, at man får for meget drama, melankoli eller kærlighed. Alle aspekter af album- og sangdynamik er virkelig godt gennemført, og længden er lige i øjet. Efter 41 minutter har jeg fået lige præcis den dosis Nick Drake, jeg har brug for, og sådan er det hver eneste gang, jeg lytter til den. Hvis du er en af de mange, der ikke kender til Nick Drake, har jeg så inderligt ondt af dig. Han er en sand mester af musikken, og hvis du vil lære ham at kende, så er Five Leaves Left et rigtig godt sted at starte.

301 – Bob Dylan – John Wesley Harding (1967)

Udgivet den af
Svar

Bob Dylan er en af de vigtigste rockmusikere nogensinde, og hans største klassikere udkom tilbage i 60’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 Revisited fra 1965 og Blonde on Blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Dette album hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående 3 albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor et par få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet gjort rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på få numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan tager også flittigt brug af mundharmonikaen, når han ikke synger, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men man får ingen orgler, ingen blæsere, ingen lagrige instrumentationer, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.

Det var så godt med perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som All Along the Watchtower, I Dreamed I Saw St. Augustine og The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest. Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan formår at få det til at virke. Det ville nok ikke virke, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de virkelig gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller virkelig fyldigt.

Bob Dylans stemme er et lidt kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding nok slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger virkelig mange følelser i den, faktisk flere end på plader som Highway 61 Revisited og Brining it All Back Home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så simpelt, der dog samtidig virkelig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at gøre noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er opført og skrevet fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.