29 – Led Zeppelin – Led Zeppelin (1969)

Jeg synes ikke, det er svært at forstå i dag, hvorfor Led Zeppelin har været så indflydelsesrige. For selv om deres debut, er næsten 50 år gammel, og mange har forsøgt at genskabe eller endda overgå dennes lyd i løbet af det sidste halve årti, så er der stadig en forfriskende rå vildskab, der gennemsyrer hele udgivelsen. Alle fire medlemmer giver den hele armen lige fra første nummer, ‘Good Times Bad Times’, og de demonstrerer sig selv som totalt teknisk overlegne – uden at deres tekniske kunnen på nogen måde distraherer fra deres evne til at levere et bundsolidt rockorgie. Mere diskret er den folk-klingende start på andet nummer, ‘Babe, I’m Gonna Leave You’, og vi får altså også hurtigt gjort det tydeligt, at de mestrer et bredt spektrum af stemninger. Det munder dog stadig ud i en sensuel eksplosion, hvor alle instrumenter går fuldkommen amok. Dette klimaks er nok et af de allerstørste øjeblikke i hele Led Zeppelin-kanonen. Der går nærmest proto-metal i den på deres cover af den mestendels langsomme ‘Dazed and Confused’, der med sine æteriske guitarlyde og kraftfulde vokal bliver til en faretruende øvelse udi dominans – en meget vellykket en af slagsen. Gruppen kunne deres kram, og allerede her viste de store ambitioner, der senere ville blive løftet endnu højere op med ‘Houses of the Holy’, ‘Physical Graffiti’ og deres ubetitlede fjerde album.

Vi har at gøre med fire musikere, der er fantastisk godt i stand til at udføre lige det, de sætter sig for. Albummets få problemer handler derfor oftere om, hvad de beslutter sig for at lave, rettere end deres udførsel. Jeg finder det for eksempel ikke så inspirerende, at ‘You Shook Me’ og ‘I Can’t Quit You Baby’ blot bruger fortærskede bluesmelodier, som adskillige af de store bluesmænd allerede havde brugt adskillige gange dengang – vel at mærke opført med fremragende iver og indlevelse fra hele kvartetten. Jeg er heller ikke så glad for, at de valgte blot at gentage den samme linje igen og igen på ‘Your Time Is Gonna Come’. Resultatet af dette er lidt uforløsende, men i løbet f størstedelen af sangen har vi at gøre med en intet mindre end smuk folk-sang, hvor gruppen med stor succes går uden for deres hårdtrockende komfortzone. Det efterfølgende track, den to minutter lange ‘Black Mountain Side’, er nok det eneste nummer på skiven, jeg ligefrem ikke kan lide. Det er en ganske køn men umådeligt triviel instrumental sang, hvor guitarist Jimmy Page er i fokus, og det er nok det eneste tidspunkt, hvor han imponerer teknisk uden rent faktisk at føles ekspressiv for mig.

Albummet føles ud over disse små punkter ikke den mindste smule forældet. Led Zeppelins lyd her er stadig imponerende gennemtrængende og tiltalende i dag – se blot hvor stor succes, den unge gruppe Greta Van Fleet for tiden har ved skamløst at rekreere lyden af dette album. Og alligevel, knap 50 år senere, lyder de oprindelige skæringer stadig både rebelske og friske i en grad, hvor efterligningerne slet ikke kan følge med. Før vi lige runder anmeldelsen af, bliver jeg dog nok nødt til at komme ind på hvorvidt disse rent faktisk er de oprindelige skæringer. For Led Zeppelin er talrige gange blevet beskyldt for plagiat, især for sangene på debuten. Det vigtigt for mig atter at understrege, at dette plagiat rent faktisk har resulteret i nogle skidegode sange, men jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er lidt smagløst, at gruppen ikke gav noget af æren til de sangskrivere, de så åbenlyst har taget idéer fra. ‘Led Zeppelin’ er en dynamisk rejse gennem op- og nedture, og den bliver spillet med så meget overbevisning, at det ikke er til at stå for. Det er stadig en af gruppens allerbedste plader, og den har skam fortjent sin status som milepæl i den hårde rockmusiks historiebøger.

32 – The Rolling Stones – Let It Bleed (1969)

I 1969 var The Beatles ved at takke af, men deres evige konkurrenter i The Rolling Stones havde kun lige begyndt deres allerstørste succesperiode. De havde lige udgivet den anmelderroste ‘Beggars Banquet’ året forinden – ikke, et album, jeg finder lige så fantastisk som de fleste andre gør, omend det stadig er en fin skive. Roserne er i mine øjne langt mere fortjente, når det gælder opfølgeren, ‘Let It Bleed’ fra 1969. En af årsagerne til, at jeg finder den så meget bedre, er strukturen. For eksempel elsker jeg, at de to sange, der føles allerstørst, er i hver sin ende af albummet. Albummet starter med den grumme, morderiske Vietnam-protestsang ‘Gimmie Shelter’ – et nummer, der byder på nogle tidlige klimakser, når gæstevokalist Merry Clayton synger linjerne »Rape! Murder! It’s just a shot away« for sine lungers fulde kraft. Afslutningsnummeret er derimod en fællessang, der starter diskret og ender i religiøse proportioner med et tilhørende gospelkor for ekstra effekt. Derudover er The Rolling Stones rigtig gode til at skabe dynamisk variation. Disse to står stadig som klare dynamiske højdepunkter, men der er ellers en god vekslen mellem country-ballader, energiske rock and roll-tracks, deciderede bluessange og endda en smule funkinspiration.

Bandet er selvsagt virkelig dygtige – de føjer masser af karakter til de ofte ret simple kompositioner, og de sørger for at tackle de forskellige stilarter med den samme karismatiske balance mellem løssluppenhed og finesse. Det gør, at vi trods en bred sonisk pallette altid kan høre, at vi har at gøre med det samme band – og det er altid meget underholdende at høre dem udforske alskens forskellige lyde. En af mine favoritter er ‘Country Honk’. Det er en øm udgave af deres hit ‘Honky Tonk Women’, hvor instrumentationen er blevet mærkbart mere country-inspireret. I starten virkede det gimmicky i mine øjne, og jeg havde svært ved at forstå, at de ikke bare inkluderede den kendte rockudgave, men den endte med at overvinde mig med sin unikke, uslebne lyd. Den bliver efterfulgt af en solid, dejligt rodet rocksang ved navn ‘Live With Me’, der byder på både en fed saxofonsolo, en flot basgang, et levende klaver og nogle trommer, der bliver smadret synder og sammen. Dette album er generelt rig på den attitude, Stones oprindeligt gjorde sig bemærkede for, dog med langt mere målrettethed, end man finder på deres tidligste plader.

Der er nogle få tracks, der ikke siger mig det store. Det seksuelle, druggy titelnummer siger mig ikke det store, og jeg synes at hooket bliver lidt for ensartet, samt at Mick Jaggers stemme kan gå hen og blive irriterende. Jeg er dog glad for både dens brug af klaver, slideguitar og bas, der tilføjer godt med liv til tracket. Jeg synes måske også, at den stille bluesballade ‘Love in Vain’ er en lidt for stille opfølger til ‘Gimmie Shelter’ – det er godt med dynamisk afveksling, men det føles lidt som om, man pludselig har startet det hele forfra. Både den og den lidt mere country-prægede ‘You Got the Silver’ er i den mere forglemmelige ende af albummet – sidstnævnte er dog en glimrende stemningssætter for den vovede, funky ‘Monkey Man’, der ville have været oplagt til at afslutte albummet, hvis det ikke var for den mesterlige ‘You Can’t Always Get What You Want’. På ‘Monkey Man’ går hele bandet amok til sidst, især Jagger og Richard, og det går lige i hjertet. ‘Let It Bleed’ er en virkelig hyggelig, underholdende plade. Jeg tror ikke, man skal forvente det helt store kunstneriske statement, man skal mest af alt bare lade sig rive med. For når man lader sig rive med, ender man med en rigtig tilfredsstillende albumoplevelse.

45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

58 – Captain Beefheart & His Magic Band – Trout Mask Replica (1969)

Et af de albums, jeg har glædet mig i allerlængst tid til at skulle anmelde  må være “Trout Mask Replica” af Captain Beefheart & His Magic band fra 1969. Jeg havde hørt nogle få tracks hist og her tidligere, men jeg fik indtil nu aldrig sat mig ned og hørt hele pladen før. Det er en meget eksperimenterende, sær plade. Med meget af slut-60’ernes og start-70’ernes rockmusik kan man snakke meget om, hvor nytænkende og indflydelsesrig den er, uden at det vil virke som noget særlig ekstraordinært for en moderne lytter. “Trout Mask Replica” er ikke sådan en plade. For langt de fleste lyttere vil dette album være en overvældende oplevelse lige fra åbningsnummeret, “Frownland”. Det lyder nærmest som om, de forskellige instrumenter spiller hver sin sang samtidig. Hvis det ikke lyder grimt nok, er produktionen ret grov, og Beefhearts stemme er lige så hæs som Tom Waits efter for mange smøger. Hele albummet sørger for at nedbryde alle lytterens ideer om melodi, takt, æstetik og lyd. Teksterne er oftest totalt meningsløse. Der er en vis grammatisk og poetisk sammenhæng, men oftest får man udecifrerbare linjer som “I saw you baby dancin’ in your x-ray gingham dress / I knew you were under duress / I knew you were under yer dress”.

Personligt elsker jeg at få hverdagens æstetiske konventioner udfordret på denne måde, og “Trout Mask Replica” er da ikke det mest eksperimentelle album, jeg nogensinde har hørt, men alligevel synes jeg, at det er noget af en mundfuld at lytte til. Pladen er nemlig hele 80 minutter lang, og det er generelt ret lang tid at lytte til en plade, der ikke gør rigtig meget ud af sin struktur. “Trout Mask Replica” pryder sig jo decideret på, hvor meget den tager pis på alle former for struktur, så den slags tager den sig ikke af. Hvis du finder pladen ustruktureret er det netop meningen. Captain Beefheart gør rigtig meget for at gøre lytteoplevelsen besværlig, omend den er dybt underholdende. Jeg tror dog, at den er mest underholdende i små doser, og man kan endda ende med at blive så lammet af pladens vilde lyde, at man mod slutningen slet ikke lægger mærke til hvor underlig, den er. Det er jeg ked af, for det ødelægger jo lidt den underholdningsværdi, der for mig ligger i de absurde tekster, syrede lyde og vilde sangkonstruktioner. Jeg kan dog ikke tage fra den, at den langt hen ad vejen er en ret vild oplevelse, der rigtig godt sørger for at vende op og ned på forventninger indenfor rockmusik.

Mens rockmusik er i fokus i løbet af pladens skøre rejse, så er det langt fra hele pladen, der lyder af rock den mindste smule. Pludselig kan en spoken word-sektion uden instrumentation optræde, et længere stykke kan være rendyrket free jazz, og et nummer som “China Pig” er en relativt simpel blues-sang, der mest af alt stikker ud ved at lyde som om, den er indspillet på et badeværelse. Ofte kommer disse elementer helt ud af det blå og skubber fuldkommen rocken til side, og andre gange overfalder de hinanden i en sindssyg kakofoni. Jeg foretrækker især sidstnævnte, da det for alvor er sanseprovokerende. Til trods for hvad man skulle tro, er næsten intet af albummet improviseret, men dette gør blot lydbillederne mere kaotiske. Mange numre er helt meget nøje arrangeret, så alt går så galt som muligt. “Trout Mask Replica” er en udfordrende plade. Ikke forstået sådan, at den er svær at holde ud at lytte til, omend det er den nok også for mange. Den er udfordrende idet den ganske bogstaveligt forsøger at udfordre vores ideer om hvad, vi forstår ved rock, ved musik, ved kunst. Ironisk nok anser jeg netop derfor “Trout Mask Replica” som et stort kunstværk. Som lytteoplevelse er den derimod noget ujævn, men stadig helt klart værd at opleve.

75 – Led Zeppelin – Led Zeppelin II (1969)

Led Zeppelin er et af den slags bands, jeg nærmest tror, alle har hørt. Selv hvis man ikke mindes at have hørt dem, har sange som ‘Stairway to Heaven’, ‘Kashmir’ og ‘Immigrant Song’ fået en så fasttømret plads i vores kultur, at gruppen praktisk taget er umulig at undgå. Når det gælder hård rock var de tidlige bannerførere, og selvom de udvidede deres lyd med tiden, er der stadig noget forfriskende over deres første par rå, meget blues-prægede albums. Og allerede dengang kunne man se, at de osede af ambition, bl.a. på ‘Led Zeppelin II’ fra 1969. Det her, det var langt mere end blues-musik med distortion fra en højlydt forstærker. Nænej, det var starten på en ny musikalsk æra. Det simple, fængende guitarriff på åbningsnummeret ‘Whole Lotta Love’ sætter for en stund stemningen og antyder en letfordøjelig omend attituderig oplevelse, noget der især bliver understøttet af Robert Plants kraftige leadvokal og det nærmest punkede omkvæd, der er uhyre let at synge med på. I disse trygge rammer får vi dog kun lov til at blive i lidt over 1 minut, før vi skal gennem en syret instrumental del, hvilket faktisk ender med at blive nummerets egentlige fokus.

‘Whole Lotta Love’ er et oplagt valg til at indlede pladen, dels grundet dens mindeværdige omkvæd og stærke skelet, men også da den flot udtrykker, at der generelt gemmer sig rigtig meget dybde under pladens testosteronfyldte overflade. Led Zeppelin tager chancer. Om det er den følsomme, akustiske ballade ‘Thank You’ eller guitarsoloen på ‘Heartbreaker’, der i løbet af et længere stykke kører helt uden anden instrumentation. Den slags dynamiske valg gør pladen mere varieret og frisk hver eneste gang, og til min store overraskelse endte ‘Led Zeppelin II’ for mig mere med at være en musikalsk rejse end en samling sange. Visse numre kan sagtens fungere storartet individuelt, bl.a. ‘Ramble On’ og ‘Whole Lotta Love’, men i hovedreglen formår pladen at være meget mere end blot summen af dens dele. Sange som ‘The Lemon Song’ og ‘Bring It On Home’ formår at udvide pladens lyd, mens man samtidig beholder et relativt samlet billede af pladen som en enhed. Begge kører i store dele over en meget simpel, fortærsket bluesmelodi, men i pladens kontekst ender de med at bidrage med både kulør og variation. Man kan let sidde med et stort smil på læben, når man hører hvordan de bygger videre på elementer, der ellers kan opfattes som klichéer.

Pladen har dog naturligvis år på bagen, og det er ikke det hele, der har ældet lige yndefuldt. Robert Plants vokalstil i versene til ‘What Is and What Should Not Be’ og ‘Bring It on Home’ lyder ret fjollet i dag, og de vækker for mig slet ikke den sensuelle stemning, som jeg antage var intentionen. Ligeledes er trommesoloen på ‘Moby Dick’ alt, alt for lang, og jeg synes egentlig at den er temmelig intetsigende. Trommesoloen udgør størstedelen af sangen, og derfor er den langt fra min yndlingssang på pladen, men jeg må indrømme at den lille resterende del er noget nær fantastisk. Stereomixingen kan muligvis også tage noget tid at vænne sig til, da den på visse numre er meget opdelt, men selv fandt jeg den ikke for distraherende, og effekten virker da glimrende det meste af tiden. Jeg havde tidligere en eller anden idé om, at Led Zeppelin først begyndte for alvor at blive ambitiøse på deres fjerde plade, men jeg er nu overbevist om, at det altid har været i dem. ‘Led Zeppelin II’ er i både skala og kvalitet stadig imponerende i dag, og det er med god grund, at vi stadig regner dem for et af de største rockbands nogensinde.

218 – The Meters – Look-Ka Py Py (1969)

Da jeg for første gang, for efterhånden lang tid siden, lærte The Meters at kende, var det gennem pladen Look-Ka Py Py. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde sat på, men på coveret ser jeg fire pæne unge, sorte mænd, og mine fordomme siger mig, at de alle måtte være sangere, og at dette ville være lidt noget i stil med The Temptations. Navnlig noget af det mere funky og psykedeliske, de lavede. Det eneste, jeg endte med at have ret i, var at det var funk. Kun første nummer, Look-Ka Py Py, har vokal på sig, og det er bare vrøvleord. Ellers er det bare instrumental funk. På de fleste numre er hovedpersonen orgelet, der bliver spillet af Art Neville, der også normalt bliver set som gruppens frontfigur. Det er uden tvivl det instrument, der udvikler sig mest, for ellers kan instrumentationen tit forblive den samme i løbet af hele albummet. Selvfølgelig er der dog soloer fra de andre instrumenter, og de er alle virkelig imponerende. Bandet er teknisk helt formidable.

Gruppen kan på mange punkter sammenligne med James Browns band i 70’erne, der lavede meget af deres magi udelukkende gennem improvisation. Jeg kan mærke lidt mere komposition i The Meters. Sange som f.eks. Pungee minder mig lidt om Ornette Coleman-pladen The Shape of Jazz to Come, hvor hvert nummer starter med noget komponeret og melodisk, hvorefter en improviseret solo begynder, og så kommer introen igen. På Pungee sker det samme, udover, at soloen er meget kortere, og intro såvel som outro er længere. Det der virkelig adskiller Look-Ka Py Py fra en samtidig James Brown-plade er foruden fraværet af vokal den mere løse attitude i instrumentationen. I et James Brown-nummer er gudfaderen selv typisk det eneste, der går fuldstændig amok. Hans band er cool og stramme, selv under soloer. Det er mest sådan noget, funk er blevet til sidenhen, så stadig i dag føles The Meters unikke og friske, mens James Brown faktisk ikke altid holder nær så godt, hvis du spørger mig, i hvert fald ikke på albums eller på lange numre. The Meters er mere løse og svævende, og de ville nok være lettere at sælge nu til dags.

The Meters rammer et af de mest poppede punkter på Look-Ka Py Py med deres cover af musical-nummeret Oh, Calcutta! fra stykket af samme navn. Det er et naturligt meget teatralsk nummer, og man kan også mærke, at der normalt ville have været vokal på, men man savner den alligevel ikke. Dette kan også percussion-delen takkes meget for. De gør nummeret virkelig levende til trods for den manglende forsanger. Det er dog kun ca. halvdelen af numrene, jeg sådan kan hive ud og  pege på. Der er ikke noget nummer, der er dårligt, men der er bare mange, der gør ting, man allerede har set gjort tidligere på pladen. Og pladen er ikke så lang, så det er altid ret friskt i hukommelsen. The Mob er f.eks. ikke så imponerende igen, da mange af dens elementer minder meget om noget fra tidligere sange som Pungee og Little Old Money Maker. Men det er en svær kunst at lave varieret musik i en genre, der nærmest er kendetegnet ved at køre i lang tid uden at ændre sig, især når man ikke har en forsanger med. Og set med de øjne, så er Look-Ka Py Py en imponerende plade, og selv i dag holder den at lytte til.

244 – Grateful Dead – Live/Dead (1969)

Grateful Dead anno de sene 60’ere frustrerer mig. Jeg kan selvfølgelig se, at der er tale om nogle virkelig dygtige musikere, og normalt er jeg virkelig stor fan af psykedelisk rock, og selv mange soloer irriterer mig sjældent, men jeg har tit svært ved at elske pladerne fra denne æra så højt, som andre gør. Jeg siger dog gerne, at f.eks. Anthem of the Sun er en god plade, den er bare slet ikke et mesterværk. Deres første live-plade, Live/Dead fra 1969 er noget lettere at tage og føle på. Det er dog ment i relativ forstand. Første nummer, Dark Star, er trods alt 23 minutter langt, og først efter 6 minutters guitarsolo kommer en vokal. Og det underligste er, at denne vokal gør det langt sværere at forholde sig til sangen. Under soloen var der meget at forholde sig til, orgeler, akustiske såvel som elektriske guitarer, og store crescendoer. Heldigvis er det hurtigt tilbage til mere solo, og det virker ganske vist improviseret, men det er stadig stramt og professionelt lydende. Først 20 minutter inde kommer der igen sang, ellers er det bare soloer. Og jo, det lyder godt, jo, det er imponerende, men det er godt nok langtrukkent.

Andet nummer, St. Stephen, er meget mere noget, jeg kan forholde mig til. Man kan her høre, at de er på vej over mod noget folk-rock, og sangens simple melodi er ikke til at stå for. Det er fængende, det er dynamisk, og samtidig er det vildt, psykedelisk og ren prale-musik for guitaristerne. Det overgår studieudgaven med mange mil. Der går dog virkelig solo i den på The Eleven, der bygger over et jam, de lavede nogle måneder forinden. Den kører i 11/8, og det er meget alternativt, og det giver også sangen noget kant. De få sektioner med sang på fungerer også vældig godt, de er bare virkelig glade og lystige, og de hjælper sangen med at eskalere mod nye højder. Den går over i den simpleste komposition på hele pladen, et 15 minutter langt cover af Bobby Blands Turn on Your Love Light. Selvom kompositionen er simpel, så formår de at gøre rigtig meget med den, og man lægger faktisk slet ikke mærke til, at deres udgave er over 5 gange så lang som originalen. Der er nemlig masser at komme til, og den simple melodi fungerer som god grobund for noget virkelig svedig improvisation, både hos instrumenterne og i vokalen. Og sangens klimaks er desuden bare enormt.

De fortolker også en god gammeldags bluesstandard, Death Don’t Have No Mercy af Gary Davis. Dette cover er ret langsomt, og de første 4 minutter er ret stille og begivenhedsløse. Heldigvis er de næste 3 minutter en førsteklasses bluessolo, og efter det, så vender det tilbage til sangen, der nu føles større og vigtigere. Det sidste reelle nummer hedder Feedback. Aldrig i mit liv har jeg hørt et nummer, der lever så meget op til sit navn. Det er stort set bare en masse feedback. Der er en guitar, der bliver spillet, og der er sikkert også noget andet, men mest af alt er det bare legen med feedback. I næsten 8 minutter. Det er en sjov idé, og det er da også interessant at lytte på i starten, men det skal ikke være en hemmelighed, at man bliver træt af det hurtigt. Der er en ret interessant, hurtig sektion ca. 2 minutter inde i sangen, men det meste er ret kedeligt. Det er end ikke fordi det er støjende, det er bare kedeligt. Sangen afsluttes af en 30 sekunder lang a capella-udgave af folkesangen And We Bid You Goodnight, og det er en flot afslutning. Der er dele af Live/Dead, jeg elsker rigtig højt, og der er dele, jeg ikke får noget ud af. I sidste ende må det dog være en tommel i den rigtige retning.

283 – Nick Drake – Five Leaves Left (1969)

Den britiske folkmusiker Nick Drake er en forfærdeligt overset musiker, og især er hans debutalbum, Five Leaves Left mesterligt. Det er ikke den mest roste plade i hans desværre alt for korte diskografi, men det er min personlige favorit. Denne plade blev optaget sammen med medlemmer af folkrock-grupperne Pentangle og Fairport Convention, fra sidstnævnte bl.a. den latterligt dygtige Richard Thompson, der spiller elektrisk guitar på åbningsnummeret, Time Has Told Me. Instrumentationen er meget unik i løbet af hele pladen, og det er en stor del af årsagen til, at den er så fantastisk. Foruden Drakes meget særlige evner på en akustisk guitar, så er hans brug af percussion meget eksotisk og livlig. Det er kun en enkelt sang, Saturday Sun, der har et traditionelt trommesæt, ellers står den på congas, shakers og vibrafon. De fleste sange har  dog slet ingen percussion, men størstedelen bruger nogle smukke strygere. En enkelt sang har celloen så meget i fokus, at den har fået titlen Cello Song, og den er virkelig smuk.

Drakes sange er meget følelsesladede, men tro ikke, at det er den rene tudemusik. Det er faktisk meget lykkelig musik. Det handler om befrielse og lyksalighed meget af det. Man føler sig så usandsynligt glad, når man hører kærlighedserklæringer som Time Has Told Me og Thoughts of Mary Jane. Der er dog altid gennemgående undertoner, der signalerer ensomhed og social akavethed. Drake virker som en meget stille type, ikke som en med mange venner, men han virker stadig let at holde af som person. Han minder mig faktisk meget om en af mine egne meget nære venner, og som han på pladecoveret står der med sin foroverbøjede krop, sit lange, sjuskede hår og sit tænksomme ansigt, føles de bare endnu mere lig hinanden, og når man så også begynder at læse lidt af hans livshistorie, om hans depression og hans overdosis på antidepressiver, bliver Five Leaves Left en meget nær og reel plade for mig. Der er også ret triste sange på den, f.eks. River Man og Way to Blue, og disse går bare lige ind i hjertet, uanset om man kender mandens historie eller ej.

Gennem den varierede instrumentation og den sarte personlighed skaber Nick Drake 10 helt fantastiske sange på Five Leaves Left, men et øre for helt fantastiske melodier gør nu også meget. Time Has Told Me er ganske vist den eneste, jeg ofte går rundt og nynner, men alle melodierne er så forskellige og velsammensatte, at det er svært at fatte. Især er Way to Blue en meget interessant komposition, der går fra at være meget dramatisk og grum til bamhjertig og jordnær. Albummet hænger også meget godt sammen. Man føler aldrig, at man får for meget drama, melankoli eller kærlighed. Alle aspekter af album- og sangdynamik er virkelig godt gennemført, og længden er lige i øjet. Efter 41 minutter har jeg fået lige præcis den dosis Nick Drake, jeg har brug for, og sådan er det hver eneste gang, jeg lytter til den. Hvis du er en af de mange, der ikke kender til Nick Drake, har jeg så inderligt ondt af dig. Han er en sand mester af musikken, og hvis du vil lære ham at kende, så er Five Leaves Left et rigtig godt sted at starte.

294 – MC5 – Kick Out the Jams (1969)

Den amerikanske rockgruppe MC5 har nogle ret roste studiealbums i deres diskografi, men de er bedst kendt som et af de bedste livebands nogensinde. Det giver da god mening, at de debuterede med et livealbum, og størstedelen af deres plader er også optaget live. Deres mest berømte plade er uden tvivl deres debut fra 1969, der har det vilde og voldelige navn Kick Out the Jams. MC5 er ofte set som nogle af grundlæggerne for punkmusikken, og dette er især gennem Kick Out the Jams. De åbner albummet med den hårdtslående Ramblin’ Rose, hvor forsanger Rob Tyner meget atypisk for punkmusikken bruger en falset i løbet af meget af sangen. Ellers er sangen meget typisk punk, og det sidder jeg lidt og måber over, da pladen jo er fra 1969, mindst et halvt årti før genren rigtig var opstået. Ellers er den lige så vild, sjov og simpel som Ramones, og ligesom med Ramones mærker man også her en stærk indflydelse fra tidlig rock and roll. Titelnummeret følger efter, og der er næsten intet ved denne, der ikke siger punk med stort P. Rob Tyner råber og skriger, og guitarriffet er vildt og fængende, men det er meget simpelt.

Come Together er ikke et cover af den klassiske Beatles-sang – den var faktisk end ikke optaget endnu. MC5-sangen er derimod ikke så meget en sang, som det bare er et vildt guitar-orgie, og i vokalen lyder det faktisk næsten også som et orige. Det er et ret intenst nummer, og mens den, hvis man kigger på sangskrivning, ikke er noget videre imponerende, er den virkelig sjov og velspillet. Rocket Reducer No. 62 (Rama Lama Fa Fa Fa) er til gengæld virkelig velskrevet. Det er en stærk, hårdtslående melodi, som alle hurtigt kan synge med på, og teksten er charmerende simpel. Det er desuden nærmere metal end punk på denne sang med sin meget tunge lyd. Metal var også en genre, der kun lige var ved at blomstre op på denne tid. Kick Out the Jams blev udgivet kort efter Led Zeppelins første album, så det er imponerende. Og hvis nogen sang på pladen er metal, så er det Borderline, der skifter struktur og tempo rigtig flot. Det er mere virtuost end den vilde protopunk, de ellers er kendt for.

Motor City Burning er en helt tredje side af dem – det er mest af alt hård blues-rock, men der er meget punket attitude alligevel. Det er hvad angår sangskrivning ikke en specielt nytænkende melodi eller noget, det er meget gammeldags blues, men udførslen er ulig noget andet, lavet før MC5. Det tætteste på, jeg kan komme i tanker om er noget fra Led Zeppelins debutplade eller evt. visse sange af Cream og Jimi Hendrix, men MC5 gør det stadig unikt, selvom sangen efterhånden er godt og grundigt dateret. Det næstsidste nummer hedder I Want You Right Now, og med sit langsomme, tunge riff er det ikke langt fra noget, Black Sabbath kunne have lavet et år senere, men MC5 gør det bare mere larmende og om muligt vildere end Black Sabbath. Afslutningsnummeret er en sang ved navn Starship – dette ved jeg gennem Rob Tyners maniske råben før nummerets begyndelse. Det er en meget interessant oplevelse, og gennem sine 8 minutter udvikler den sig meget, og i sidste ende er det et meget flot klimaks for albummet. Kick Out the Jams holder rigtig godt. Den er uden tvivl stærkest i første gennemlytning, da var jeg selv bare målløs. Den er lidt forældet, men det gør den ikke mindre imponerende.

314 – The Velvet Underground – The Velvet Underground (1969)

Der er virkelig få bands, jeg elsker mere end the Velvet Underground, og noget af det bedste ved dem er, at hvert album er en fuldkommen ny idé, der ikke minder om deres tidligere plader. Den første, The Velvet Underground & Nico var en smuk, artistisk og også ganske syret plade, hvor bratschen spillede en enorm rolle. Den anden, White Light/White Heat var mere simpel og rå i sin lyd, og den ville være en af de væsentligste faktorer i skabelsen af punkgenren. Deres tredje plade, der simpelt nok bare hedder The Velvet Underground er for det meste en rimelig simpel, næsten poppet plade, hvor instrumentationen generelt er rigtig let at følge med i, og der er kun et enkelt nummer på over 6 minutter her. Bandet var helt nede på jorden og lette at tage og føle på, og derfor var fokus i høj grad på bare at skrive gode tekster og melodier. Og det gjorde de om noget. Der er ikke en eneste sang på hele pladen, der ikke har en stor betydning for helheden, og de er meget forskellige. Ganske vist har mange nogenlunde samme instrumentation og tempo, men wow, stemning og sangskrivning fungerer vidunderligt for dem alle.

The Velvet Underground er en meget følsom plade meget af tiden. Det er selvfølgelig let nok at sige om de tristere, langsommere numre, f.eks. Candy SaysPale Blue Eyes, Jesus og I’m Set Free, men hele pladen har virkelig nogle deprimerede undertoner. Beginning to See the Light er ganske vist en forholdsvis energisk sang, men den virker ikke spor glad. Den virker mere som om, den prøver at overbevise sig selv om, at det hele ikke er så skidt igen. Man kan også bare kigge på titlen; den ville ikke hedde Beginning to See the Light hvis lyset nu hele tiden havde været der, så der har uden tvivl været mørke tidligere. Forsanger Lou Reeds stemme bærer meget af pladen. Han er ikke den stærkeste vokalist i verden, nej langt fra. Han virker faktisk næsten altid som om, han er ved at bukke under. Det kunne måske være fordi han har svært ved at ramme tonerne, men det giver albummet en virkelig smuk og følsom lyd. Man får ekstremt meget medlidenhed med Reed, og albummet bliver da til meget mere end bare en samling sange.

Noget af det, der gjorde The Velvet Underground bemærkelsesværdige i første omgang, var deres særhed og deres mod på at udfordre rockmusikkens normer. Man kunne lidt forvente, at de ikke ville gøre det her, og der ville som sådan ikke være noget galt i at holde sig til de simplere sange. Det gør de dog alligevel, og de er som altid skønne. Lou Reed kommer som altid med nogle spøjse vendinger, f.eks. “Put jelly on your shoulder” på nummeret Some Kinda Love, men han bliver for syret, når noget sært sker rent musikalsk. Der er i løbet af hele albummet små musikalske særheder, der bygger op mod det, men intet kan reelt måle sig med de to sidste numre, hvad angår særhed. Det første af disse, The Murder Mystery, der er 8 minutter lang, består i løbet af meget af sangen af to stemmer, der siger forskellige ting, og man kan derfor ikke høre, det der bliver sagt, men musikalsk bliver det rigtig kaotisk. Omkvædet bliver sunget af deres dygtige trommeslager Moe Tucker, der skaber meget stemning. Og efter dette lange musikkaos, så afsluttes albummet ironisk nok virkelig uskyldigt med After Hours, der er en virkelig sød lille sang. Det er ganske vist et antiklimaks, men det er et så ekstremt antiklimaks, at det faktisk virker, og især når vi snakker om en plade som The Velvet Underground.