Jeg ville næppe kalde mig selv en hardcore Neil Diamond-ekspert, men jeg kan da lide mange af hans sange, især fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Senere blev han til lidt af en flødebolle, der sang noget ganske ufarlig poprock, og det er jo ikke fordi han nogensinde var Iggy Pop eller noget, men hans tidligste numre havde noget personlighed. Man ville forvente at The Neil Diamond Collection fra 1999 udfra navnet ikke havde særlig fokus på et bestemt tidspunkt i hans karriere, men man finder faktisk kun sange fra det, jeg selv opfatter som værende hans gulalder. Og udvalget er bare helt utroligt. Det starter med hans efter min mening allerbedste værk, Sweet Caroline. Tit er det en dårlig ting at spille de stærkeste kort hurtigt, men i dette tilfælde, så giver det mig altid lyst til at lytte til hele albummet. Følelserne er virkelig stærke, og arrangementet er smukt. Og det fortsætter bare derudaf: Cracklin’ Rosie og Song Sung Blue kommer derefter, og de er ligeledes skønne. De baner pænt vej for en fantastisk serie af store og små hits, der stort set alle har fortjent klassikerstatus.

Normalt ville jeg nok sige, at det bliver lige lovlig corny med bløde sange som Play Me, Stones og hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother af The Hollies. Man skal dog forstå to ting her: de er godt adspredt, og der er ikke mange af dem. Jeg hader jo som sådan ikke sådan nogle bløde, sjælfulde sange. Jeg har bare tit stødt på albums, hvor der er for mange af dem. Her er det varieret, og man kan så sætte fokus på, at han som sådan har skabt nogle ret gode melodier. Men jeg står stadig fast i at det er meget, meget corny, og jeg har svært ved at finde meget ægthed i det. Hvad er det i øvrigt for en sang at medtage, hans cover af He Ain’t Heavy, He’s My Brother? Er der dele af verden, jeg ikke kender til, hvor det er et populært cover og blandt Diamonds største værker? Det er fint nok, men det er ikke særlig forskelligt fra Hollies-udgaven. Det er faktisk nogenlunde præcis som man ville forvente, at Neil Diamond ville fortolke sangen. Der er faktisk mange Neil Diamond-sange, der starter bløde og påtagede, men så bliver de større og bedre, som sangen skrider fremad. Det inkluderer sådan nogle flotte sange som I Am… I Said, Holly Holy og Shilo, alle at finde på denne opsamling.

Neil Diamond har uden tvivl nogle mønstre i sin sangskrivning, så at lave en opsamling med ham, der ikke virker ensformig er lidt tricky. Men personligt kan jeg sige, at jeg slet ikke lagde mærke til den slags ved første gennemlytning, og mange af hans tendenser opdagede jeg først meget sent. Da vil jeg mene, at albummet gør et virkelig godt job af at skjule, at Neil Diamond i grunden ikke er en særlig stor kunstner, men dog en person med et øre for gode melodier og nogle bundsolide formler, for hvordan en god sang kan skrues sammen. Og han er også en ganske fin sanger, der holder sig på et meget folkeligt niveau – han er hverken den grimme Bob Dylan eller den pæne Paul McCartney. Han rammer en flot middelvej, også på et teknisk niveau. Normalt har mine endelige bedømmelser på opsamlingsalbums meget at gøre med, om jeg kunne lide kunstneren i forvejen. I Neil Diamonds tilfælde kendte jeg ham knap nok, og jeg kunne ikke huske noget bestemt, han havde lavet, før jeg lyttede til The Neil Diamond Collection. Og mens han måske ikke genopfinder den dybe tallerken eller noget, så laver han meget solid popmusik, og The Neil Diamond Collection er en rigtig god måde at opleve det på.