På 2003-udgaven af Rolling Stone-listen over de 500 bedste album nogensinde kunne man finde ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ som #22 – ligesom de fleste plader omkring den, blev den rykket præcis én plads ned på 2012-udgaven, da en Robert Johnson-opsamling blev indsat på toogtyvendepladsen. Hermed var det den højest rangerede soloplade af noget Beatles-medlem.

Hverken Paul, George, Ringo eller Lennon selv har sidenhen kunnet overhale den på de opdaterede udgaver af listen, men det har en del andre kunstnere dog kunnet. Albummet blev i 2020 rykket til #85 – en plads, den bevarede efter 2020-listens lille 2023-opdatering.

Mit bedste bud på en årsag til den ændrede placering er – ud over et generelt opgør mod boomer-generationens hvide rockidolers dominans – at Lennon specifikt er blevet gevaldigt genevalueret i nyere tid. De kritiske masser har i høj grad skinnet et lys på, hvordan han både mishandlede sin kone Cynthia og negligerede sin søn Julian.

Jeg synes dog på mange punkter, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er en skrigende relevant plade i dag. Dens indflydelse kan stadig tydeligt mærkes. Tænk på hvor meget popstjerner i dag forener deres kunst med deres personlige oplevelser som kendisser. Hvordan nye udgivelser fra Taylor Swift, Billie Eilish, Ariana Grande, Charli XCX, et cetera, kræver, at du tager stilling til deres liv som kendisser.

Andre har ganske vist forenet det personlige og det kunstneriske før Lennon, men Lennon bryder decideret muren ned på ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, hvor han også direkte konfronterer sin egen kendisstatus. akkurat lig hvad Eilish sidenhen har gjort på et nummer som ‘Everything I Wanted’.

På ‘Hold On’ forholder han sig direkte til hvordan The Beatles gik i opløsning, og han nævner både sig selv og Yoko Ono ved navn. Det er råt og næværende og nærmest helt ukomfortabelt. Det føles som om, Lennon lukker os ind i en side af livet som rockstjerne, som det aldrig helt var meningen, vi skulle se.

På ‘I Found Out’ synger han »I seen religion from Jesus to Paul« – hvor »Paul« er en meget bevidst dobbeltbetydning, der både henviser til Paulus og Lennons gamle bandfælle Paul McCartney. Sangen handler om Lennons foragt for religiøse masser, der forsøger at sprede deres budskab, men der er mange undertoner af, at det også omhandler hans foragt for den idolisering, han selv blev genstand for.

Den slag observationer står side om side med en lyd der er temmelig bitter og rå – lig mange af Lennons mere grove skæringer fra ‘The White Album’. Der er en nøgen sårbarhed over produktionen og arrangementerne. ‘Lennon/Plastic Ono Band’ er lyden af en mand, der hader vores kendiskulture, men som også har så mange tanker om den, at han ser sig selv nødsaget til at lave kunst, der serverer et ufiltreret og nærværende billede af det liv, han lever, og som kendiskulturen har skabt. Og når man føler, at man kommer så tæt på gennem kunsten, har det den ironiske skæbne, at Lennon med længder er den Beatle, hvor folk blev mest investerede i hans personlige liv.

‘Silly Love Songs’ fik os ikke til at diskutere Paul McCartneys mentale velvære – men når Lennon på ‘God’ gør sammenligningen mellem religion, politisk dogmatisme og Beatlemania eksplicit, bliver jeg virkelig rystet. »I don’t believe in Hitler / I don’t believe in Jesus / I don’t believe in Kennedy« synger han, for senere i samme vers at fortælle, at han hverken tror på Elvis Presley, Bob Dylan eller The Beatles.

Det var selvfølgelig ikke det første rockalbum, der var villigt til at være personligt. Et album som ‘Pet Sounds’ af The Beach Boys er selvsagt også et meget personligt værk, der reflekterer Wilsons personlige angst og bekymringer. Men du behøver ikke at vide noget om Brian Wilson som person for at forstå værket. Han namedropper ikke sin kone eller sine bandfæller. Jeg kan virkelig ikke komme på nogen, der i samme grad som Lennon har gjort en pointe ud af at indvie lytteren i livet som superstjerne, inden han gjorde det. Og nu er det alle vegne, og sociale medier er nærmest en påkrævet paratekst for fuldt ud at kunne fordybe sig i tidens mest skælsættende popudgivelser.

Dette aspekt af ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ skaber kontekst, selv for sangene, der ikke nødvendigvis lægger op til sådan en læsning på egen hånd. Mange har hyldet ‘Working Class Hero’ på grund af dens politiske budskaber, der peger på hvordan systemerne underminerer arbejderklassens interesser og udvander arbejderklasseidentiteter med den groende middelklasse. Den barske alvor i nummerets lyd gør det da også til en af de mest hårrejsende politiske sange nogensinde.

Men jeg synes også, det er interessant hvordan omkvædet centrerer sig på, at en status som arbejderklassehelt er noget at aspirere mod. En identitet, der skaber noget for individet. Som om Lennon her også udtrykker en slet skjult skam over, at han ikke er en »working class hero«, men i stedet en verdensberømt rockstjerne. »A working class hero is something to be« – men en rockstjerne er per implikation dermed ikke »something to be«.

Lennon redefinerede hvad det ville sige at være megastjerne i musikkens verden – ligesom hvordan Elvis gjorde det før ham, og både Michael Jackson og Taylor Swift har gjort det efter ham. Og jeg synes, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er hans helt store værk på den front – og jeg synes heldigvis at både lyden og sangskrivningen over en bred kam kan bære det. Nøgenheden ved, at de første linjer på pladen er sunget til hans mor, og at de sidste linjer besynger hendes død – det er hjerteskærende, og det er også virkelig kløgtigt fundet på.

Jeg tror dog ikke, jeg ville anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ til nogen, der ikke allerede er relativt bekendte med The Beatles’ og John Lennons historie. Man behøver ikke at være en ekspert, men meget af albummet antager, at du i forvejen ved lidt om, hvem John Lennon og The Beatles er. Akkurat som hvordan meget kunst antager, at du har lidt basalt styr på hvem Jesus er, eller for den sags skyld hvem Hitler er. Måske er det det, Lennon ville sige med sammenligningen.

Hvis du dog kender til konteksten – og derudover kan lide Lennon som sangskriver – kan jeg kun anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’. Det er i min optik klart det stærkeste, han har lavet uden for Beatles-regi, og det er et rigtig barskt, medrivende punktum for Beatles-æraen.