96 – The Who – Tommy (1969)

Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball WizardAmazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.

97 – Bob Dylan – The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

For ikke længe siden havde den store rockpoet Bob Dylan æren af at vinde Nobels Litteraturpris for sine fantastiske sangtekster. Samtidig var han i fuld gang med at indspille covers af gamle pop-standarder. Det er ikke fordi disse covers er særlig dårlige, men jeg synes nu stadig, det er synd, da hans force alle dage har været i det lyriske felt, og efter min mening står han stadig stærkt. Det leder for mig tankerne hen på hans første to albums, Bob Dylan fra 1962 og The Freewheelin’ Bob Dylan fra året efter. Det første album bestod hovedsageligt af covers, og det er hovedsageligt gået i glemmebogen. Det andet album var næsten udelukkende eget materiale, og The Freewheelin’ Bob Dylan huskes stadig i dag som hans store gennembrud, og sange som Blowin’ in the Wind, A Hard Rain’s a-Gonna Fall og Don’t Think Twice, It’s Alright står stadig som højdepunkter i en karriere, der ellers ikke har været fattig på sådanne. Størstedelen bliver leveret af en helt nøgen besætning, kun bestående af Dylan selv på såvel guitar, mundharmonika og sang – hvor hans stil allerede er meget unik på de to sidstnævnte felter.

Værd at nævne er, at selvom musikken har en meget konsekvent lyd på denne plade, så er den faktisk ret lang af en plade fra 1963 at være. Phil Spector, Sam Cooke, Roy Orbison og The Beatles var nogle af tidens helt store stjerner, og deres albums var alle godt under de 40 minutter. Folk-albums var ganske vist generelt lidt længere end pop-plader dengang, men alligevel er Bob Dylan med sine 50 minutter lidt af et særsyn. Jeg skal da heller ikke lyve, ved de første par gennemlytninger, syntes jeg, at pladen gik lidt i tomgang mod slutningen. Lyden ændrede sig trods alt ikke det store, og det næsten komplette fravær af trommer kan gøre det svært at blive grebet af rytmen. Men man skal bare virkelig ikke fokusere for meget på instrumentationen på det her album. Albummet har masser af variation, bare ikke i lyden. Variationen ligger i teksterne, som på alle måder er det centrale i albummet. Der er meget inderlige, hjerteskærende sange som Bob Dylan’s Dream og Don’t Think Twice It’s Alright, mere maleriske værker som Girl from North Country og A Hard Rain’s a-Gonna Fall, ja der er selv små handlingsbårne fortællinger som Talking World War III Blues og Oxford Town.

Det er dog ikke helt retfærdigt at dele hans tekster så groft op i stilarter, for han bruger masser af forskellige virkemidler på tværs af sangene. Hans sprogbrug er altid stærkt, og han formår at skabe et væld af stemninger med sin mesterlige pen og sin skrabende stemme. The Freewheelin’ Bob Dylan er en af de mest rå Dylan-oplevelser, man kan få sig. Det er let at fokusere på teksterne grundet deres umiddelbare præsentation, og de er absolut i den gode ende, selv med hans generelle niveau taget i betragtning – de er mere folkelige end normalt, og der er en god balance mellem det humoristiske og det dramatiske. Netop grundet det høje lyriske niveau er hans cover af Corrina, Corrina uden tvivl det mindst interessante på pladen. Dette er det eneste nummer med yderligere instrumentation end Dylan selv, og selvom det slet ikke er skærrende pludselig at høre trommer og bas, er appealet ved det her nummer bare så langt fra appealet ved resten af pladen. Der er dog ellers ikke meget at klage over, så længe man kan snuppe Dylans stemme og hans højfrekvente brug af mundharmonikaen, der måske ikke altid er mixet helt perfekt. Der er så mange små, genialiteter på det her nummer, og stort set hvert eneste nummer bidrager med noget nyt på denne klassiske skive.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up(I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s GirlLip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

99 – Sly & The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Sly & The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet“My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.

100 – Frank Sinatra – In the Wee Small Hours (1955)

Det er svært at være helt fair, når det gælder plader af en vis alder. Men når det gælder anmeldelser handler det ikke om at være fair. Man skal naturligvis kunne præsentere en vis forståelse for den musikalske samtid og stilart, men i sidste ende, hvis musik ikke tiltaler mig som lytter kan jeg ikke i mit gode hjerte give en positiv vurdering, uanset hvor meget forståelse og respekt, jeg skulle have for albummets historiske indplacering. Med det sagt, så er Frank Sinatra en vigtig figur i popmusikkens historie. Ikke alene var han en af de første store, vidtspændende popstjerner, der ikke blot var musiker men også entertainer – han var også banebrydende idet han udgav nogle af de første populære konceptalbums nogensinde, nemlig In the Wee Small Hours fra 1955. Okay, det er ikke en storladen fortælling om en dreng, der bliver blind og starter en religion omkring sine pinballfærdigheder, ej heller er det en personlig udlægning af hans barndom eller en 49 minutter lang skildring af delstaten Illinois. Det er noget simplere, nok så simpelt, at man i dag ikke ville anse det som et konceptalbum, men det er 15 sange om, at der er en kvinde, der just har slået op med fortælleren.

Udvalget af sange lever meget godt op til albummets tema, både musikalsk og lyrisk. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvad det handler om, og man har ret let ved at leve sig ind i stemningen. Det er ret dramatisk ved punkter, men tit mærker man også at Sinatra prøver at berolige sig selv. Nu er jeg helt klar over, at det her ikke er et metalcore-album, men det ville være fedt, hvis man også fik nogle elementer af ufiltreret vrede til at assistere tidspunkterne, hvor Sinatra savner sin udkårne og fortryder, hvad han har gjort, eller når han overvejer hvad der måtte ske herfra. Hvis man ser bort fra manglen på den rå vrede, så støder man faktisk på en ret afrundet præsentation af alle sorgens faser. Jeg har svært ved at udpege enkelte sange, der ikke fint udfører, hvad de prøver, især takket være Sinatras smukke, følelsesrige stemme. In the Wee Small Hours er på alle måder et album med meget finesse, men det gør desværre ikke, at jeg personligt finder oplevelsen særlig engagerende. Jeg vil ikke påstå, at min mening på nogen måde er objektiv, faktisk vil jeg endda sige, at pladen som rent håndværk er ganske veludført, men den siger mig nærmest intet.

Vi kan starte med et emne, jeg nævner tit – dynamik. Dynamikken er ikke i højsædet på dette album. Der er fin variation mellem det højlydte og det afdæmpede, men tempoet er konsekvent i den langsommere ende, hvilket simpelthen bliver for ensformigt og – vover jeg at sige det – kedeligt til en 49 minutter lang plade. Derudover, selvom Frankies stemme egentlig sælger følelserne ret godt, og selvom instrumentationen er yderst velarrangeret, så er hele albummet stadig opført i en stil, der i mine øjne sjældent står særlig godt til det personlige og inderlige. Hele albummet føles som en ret overfladisk og kommerciel skildring af almen melankoli, som derfor ikke rammer særlig dybt, i hvert fald ikke med denne 21-årige musikanmelders øjne. Sinatra har kun været med til at skrive én af disse sange, hvilket ærlig talt er én mere end jeg havde forventet. Jeg kan sagtens høre, hvilke følelser, de går efter, men på intet tidspunkt rammer de mig på samme måde som en Neil Young, Nick Drake eller Sun Kil Moon ville være i stand til. Hvis Sinatras traditionelle popstil kan ramme dybere hos dig end hos mig, eller hvis du blot leder efter noget hyggelig baggrundsmusik til dit cafeteria, så går det dog an, men pladen har ikke ældet med ynde.

101 – Cream – Fresh Cream (1966)

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

102 – John Coltrane – Giant Steps (1960)

Jeg har ikke anmeldt en jazzplade i evigheder. Jeg har anmeldt musik, der har været inspireret af jazz, såsom Ray Charles, Dr. John, Joni Mitchell, A Tribe Called Quest og Steely Dan, men decideret jazz har jeg vist ikke anmeldt siden Ornette Colemans The Shape of Jazz to Come, og det er over to år siden, jeg skrev den anmeldelse. Men nu er jeg tilbage med en af jazzmusikkens giganter, nemlig tenorsaxofonisten John Coltrane og hans klassiske plade Giant Steps, den første plade, hvortil Coltrane selv havde skrevet alle numre. Det første nummer, Giant Steps, er et helt igennem genialt stykke musik, hvor saxofonen bevæger sig så hurtigt op og ned, at det er forunderligt, at resten af akkompagnementet kan følge med uden selv at lyde nær så vilde som saxofonen. Nummeret formår at servere noget spændende hvert eneste sekund, og selv den mere afdæmpede klaversolo er dybt underholdende. Giant Steps går fuldstændig gnidningsfrit over i Cousin Mary, næsten så man ikke opdager, at en helt anderledes struktureret komposition begynder. Melodien er mere rolig her, men lige så uforudsigelig. Der kommer endda en bassolo, og den er dejligt spøjs, men den passer stadig godt til den diskret ondskabsfulde melodi.

Countdown starter med en trommesolo, og derefter begynder et af de mest nøgne og ukomfortable numre på hele albummet. Det er dels ukomfortabelt fordi John Coltrane spiller så forbandet hurtigt, dels da der først halvvejs inde kommer andre instrumenter på end sax og trommer. Countdown er en meget passende sangtitel, for nummeret er nervepirrende. Spiral er et af de mere melodiske og harmoniske numre på albummet, og i visse passager er det endda afslappende at høre på. Sammenspillet er lige i øjet, og man kan høre, at instrumentalisterne forstår hinandens musikalske tankegang. Coltrane mixer virkelig flot herpå sin evne til at være uforudsigelig og lyde naturlig i sin fremgangsmåde, og den dynamiske udvikling er skøn og holder nummeret konstant engagerende. Pladens længste sang er den smukke Syeeda’s Song Flute, der åbner med en klassisk bækken-lyd og en helt igennem genial saxofon-figur. Måden nummeret bliver rundet af på er endda en skæg dekonstruktion af netop dette motiv. Der er ingen fløjte på sangen, så jeg ved ikke hvorfor den har fået den titel, men der er til gengæld så mange geniale små øjeblikke, heriblandt en fantastisk bassolo, så det stikker absolut ud som et højdepunkt på pladen.

Hvis jeg skal pege på et svagt led på pladen, ville det være Naima, men der er absolut stadig virkelig meget at holde af. Her tager Coltrane det for en gangs skyld ned i tempo, og nummeret er både meget behageligt og stemningsrigt. Det har en meget drømmende tone, og rent dynamisk er dens lyd meget tiltrængt blandt alle disse numre med så meget gang i den. Jeg må dog også sige, at der ikke er den store udvikling i nummeret. Den starter med hele bandet, så forsvinder saxofonen, og klaveret overtager melodistemmen, og så vender saxofonen tilbage, ikke meget mere end det. Vi havner i den modsatte grøft med Mr. P.C., en af pladens hurtigste og mest groovy kompositioner. Hvert eneste instrument får nogle ganske smukke øjeblikke her, og de opnår mere, end jeg egentlig vidste, man kunne gøre med en traditionel bluesstruktur. Især må jeg dog fremhæve bassist Paul Chambers, som er vildere på bassen end på noget andet nummer. Afslutningen er dramatisk og klimaktisk, og nummeret runder pladen vældig flot af. Giant Steps er med god grund en af de største jazzklassikere nogensinde. Den er underholdende, den er instrumentalt dybt imponerende fra start til slut, og så lyder det hele pivlækkert.

103 – James Taylor – Sweet Baby James (1970)

Før jeg satte mig ned for at høre albummet Sweet Baby James vidste jeg nærmest ingenting om James Taylor, andet end at have hørt en tre-fire sange af ham. Jeg vidste rent ud sagt ikke, hvad der fik ham til at stikke ud i den store verden af singer/songwriters, der spiller folk-præget musik på en akustisk guitar. Nu har jeg hørt hans mest populære plade et utal af gange, og alligevel tror jeg ikke rigtig, jeg forstår hvad, der gør ham speciel. Den mest kendte sang derfra, Fire And Rain, er på alle måder et dybt imponerende mesterværk, men derudover har jeg stadig svært ved at forstå James Taylor som kunstner. Jeg har anmeldt så bizar musik som Suicide, Brian Eno og Frank Zappa, og alligevel er det James Taylor, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Albummet er over det hele rent stilmæssigt. Der er blues, der er folk, der er rock, der er en smule country, der er visse numre med blæsere og strygere, og der er endda et cover af Oh, Susannah. Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at albummet har variation, men selv kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i skiven.

Det har nok en smule at gøre med, at James Taylors vokal ikke har synderligt meget personlighed. Han synger skam fint, men han lyder som så mange andre folk og country-sangere. Hans stemme står dermed ganske fint til musikken, og mens han måske ikke har den mest karakteristiske stemme i verden, virker han aldrig som en efterligning af nogen anden. Han lyder altid nede på jorden og oprigtig, selv på de mere højlydte numre. Hans numre er faktisk også ganske detaljerige og varierede. Selv vil jeg fremhæve hvordan nummeret Steam Roller starter som en simpel akustisk bluessang, hvorefter den udvikler sig til en storladen eksplosion af blæsere, trommer. Den søde, spinkle guitar på Blossom vækker også absolut et smil på læben, og i det hele taget er Sweet Baby James fyldt med musik, man bliver glad af. Jeg kan dog ikke rigtig sige, at jeg får mere end dette ud af de fleste numre. De er søde, små musikstykker, som er rare at lytte til, men kun Fire and Rain formår at vække større følelser med sine smukke strygersektioner og den simple omend effektive tekst om livets store og små omstændigheder.

Der er nok ikke et eneste nummer på pladen, jeg ikke kan lide. Selv hans korte lille cover af Oh, Susannah er ganske charmerende. Der er dog ret ikke en særlig fantastisk album-struktur, så Sweet Baby James er som helhed mindre end summen af dens dele. Åbningsnummeret, den sentimentale, søde Sweet Baby James er en god, stemningsrig introduktion, og det andet nummer, Lo and Behold, fortsætter godt det lydbillede, der blev startet med Sweet Baby James, mens den lægger nogle gospel-elementer oveni. Derfra begynder strukturen langsomt at føles mere og mere tilfældig, indtil Suite for 20 G med sin komplekse struktur og funky klimaks formår at slutte albummet ganske tilfredsstillende af. Generelt føler jeg dog meget lidt sammenhæng, fx mellem numre som den vemodige Fire and Rain og den nuttede Blossom, eller mellem den hyggelige Sunny Skies og den bluesede Steam Roller. Det er en kort plade, så det er ikke fordi jeg bliver træt af den, jeg føler mig bare nyttesløst disorienteret. Men der er meget glimrende musik her, så hvis du skal slå en halv time ihjel med noget solid folk-, blues- og country- inspireret pop- og rockmusik, så går pladen absolut an. Jeg havde bare håbet på lidt mere.

104 – Ray Charles – Modern Sounds in Country and Western Music (1962)

Ray Charles var en af de væsentligste innovatorer indenfor tidlig R&B. Han markerede sig ved at tage inspiration fra alle mulige former for musik, uanset hvor tæt beslægtede, de ummidelbart var med R&B. Ved hans gennembrud flirtede han meget med gospel, og der gik ikke længe inden jazzmusik også blev en væsentlig faktor i hans musik, men disse genrer har jo alle dage haft et vist forhold til R&B. Den helt store overraskelse var dog nok i 1962, hvor han udgav en plade med covers af populære country-sange, som han valgte at kalde Modern Sounds in Country and Western Music. Han gør det dog i en stil, der minder om det, man kender fra Ray Charles. På pladen spiller han både med et Bigband, et kor og et strygerensemble, så lyden bliver markant mere storladen end på originalerne fra Hank Williams, The Everly Brothers og Don Gibson. Derudover er Charles’ store stemme jo fuldkommen magisk og gribende. Man kan absolut stadig høre elementer af den swingmusik, han havde arbejdet med et par år før denne plades udgivelse. Hvis jeg ikke vidste, at de oprindeligt var country-sange, ville jeg aldrig have gættet det, så gennemarbejdet er musikken.

På pladen er det ca. hvert andet nummer, der bruger bigbandet og hvert andet, der bruger strygerne, og det synes jeg er lidt synd, for lyden bliver meget mere ensartet på numrene med strygerne. Der er nogle virkelig gode sange, hvor strygerne bruges, såsom I Can’t Stop Loving You og I Love You So Much It Hurts. Det ændrer dog ikke på, at man tit får serveret den samme suppedas fra strygerne. Det er tit et langsomt, violindomineret arrangement, der lige kan have få intense øjeblikke, og tit optræder et instrumentalt stykke, hvor strygerne spiller en harmoniseret udgave af vokalmelodien. Det kan blive en kende forudsigeligt og ensformigt, selvom det i princippet lyder ret godt. Derimod er koret en kende vammelt af og til, især på de strygerbaserede numre. De gentager også tit enten omkvædet eller et af Rays vers et stykke inde i sangen, og selve arrangementet bliver bare lidt for oversentimentalt. Det er nok dem, der får mig mest til at tænke på country-originalerne, da de ikke viser samme løssluppenhed som Ray Charles, bigbandet eller selv strygerne. De har dog også gode øjeblikke, fx på Bye Bye Love, hvor de er ganske festlige, eller på I Can’t Stop Loving You, hvor de komplimenterer Charles’ længsel ganske godt.

Bigbandet er jeg derimod ganske begejstret over. På Hey, Good Lookin’ og Bye Bye Love er de meget festlige og energiske. Jeg er meget tilfreds over beslutningen om derfor at lade disse to henholdsvis starte og afslutte albummet. De andre sange er ikke nær så festlige, men arrangementerne er stadig underholdende og interessante. Jeg må sige, at jeg synes at lyden på Careless Love og It Makes No Difference Now ligger lidt for tæt op af hinanden. Både Half as Much og især Just a Little Lovin’ er dog skønne, især på grund af bigbandet. Hvis man er glad for R&B og swing, men knap så glad for country, kan Modern Sounds in Country and Western Music være en rigtig god måde at få øjnene op for, hvad folk som Hank Williams, Eddie Arnold og Floyd Tillman kan kapere som sangskrivere. Personligt fik det udvidet min horisont. Samtidig behandler det countrysangene så respektfuldt, at jeg også tror, countryfans sagtens kan få øjnene op for swing og R&B gennem denne plade. Ja, det var jo faktisk det der skete, og det var midt i den mest hede periode i den amerikanske borgerrettighedskamp. Det var en vigtig plade den gang, og i dag er det stadig en ganske solid plade, der dog viser sin alder.

105 – Ramones – Rocket to Russia (1977)

Da punkmusikken opstod i slutningen af 70’erne var der et navn, der markerede sig som det allervigtigste på den amerikanske scene, nemlig Ramones. I modsætning til deres britiske kolleger fra The Clash og Sex Pistols var Ramones’ tekster ikke særlig politiske, og de væsentligste musikalske inspirationer kom fra pop-rock fra 60’erne, såsom The Beach Boys og The Ronettes. Det har dog nok netop været noget af det tiltalende ved Ramones at de ikke tog sig selv for seriøst. De lavede korte, sjove, underholdende plader, der bestod af korte, sjove, underholdende sange. Et eksempel på sådan en plade er deres tredje, Rocket to Russia fra 1977, hvor de med 14 sange næsten formår at ramme 32 minutter. Dette var endda dengang både deres længste plade og pladen, hvor sangene i gennemsnit var længst. Sangene er meget simpelt konstrueret, ganske hurtige i tempoet, og kun i de mest ekstreme tilfælde har en sang mere end tre akkorder. Ramones modsætter sig også tidens britiske punkbands ved at bruge en mere henlagt, doven vokal frem for den arrige skrigen, der gjorde Joe Strummer og Johnny Rotten så populære. Rocket to Russia er som sådan stort set så simpel, som rockmusik kan blive, og alligevel har pladen i dag en ikonisk status. Hvordan hænger det sammen?

Man kan jo fremhæve, at den simple lyd er relaterbar. Når man har at gøre med musik, der er så ummidelbar, rammer det lytteren direkte. Teksterne er endvidere også bygget op omkring det relaterbare. De handler om kærlighed, angst, stoffer og familieforhold. Musikken ramte derfor helt naturligt 70’ernes ungdoms-modkultur lige i hjertet. Derudover er Ramones faktisk ret gode til at skabe variation i løbet af et album. Der er sange som den mørke, The Stooges-inspirerede I Don’t Care, den lystige Rockaway Beach, den ængstelige I Wanna Be Well og deres helt og aldeles fjollede, skønne cover af Surfin’ Bird af The Trashmen. Der er også god dynamik mellem det hurtige og det langsomme, det højlydte og det stille, så pladen formår at være underholdende fra start til slut. Til trods for de tunge temaer på visse af sangene, fx Teenage Lobotomy og Why Is It Always This Way, formår det at forblive letfordøjelig underholdning, mens temaerne dog stadig bliver behandlet respektfuldt. Når det forholder sig sådan, er det egentlig en kende ligegyldigt, at vi ikke har at gøre med særligt teknisk dygtige musikere eller komponister.

Og dog. Jeg har efterhånden hørt denne plade over et dusin gange. Det er ikke første gang, jeg hører en plade så mange gange, men det er sjældent, at en plades underholdningsværdi falder så meget for mig efter de gentagne gennemlytninger. Når man først har hørt musikken, er der ikke særlig meget at vende tilbage til. Den musikalske dybde har nok alle dage været det største problem for Ramones. Det mest opfindsomme, de nogensinde gør, er at isolere rytmegruppen under visse sekvenser og at bruge nogle højt-pitchede backingvokaler på I Don’t Care. Samt lige guitarriffet fra denne sang, det skaber en skidefed, mørk lyd. Deres cover af Do You Wanna Dance gør ikke meget forskelligt fra tidligere udgaver udover at spille den hurtigere, med mere distortion og markant mere sløset vokal. Det er dog stadig et fedt cover, og det leder mig hen til det, der nok er det bedste ved Ramones, nemlig deres personlighed. Det er det, der virkelig sælger deres musik, for de er så underligt charmerende i deres sjuskede inkompetence. Det kan lyde som en fornærmelse, men jeg mener det, for de færreste ville kunne lave så simpel musik, der stadig er så karismatisk. Pladen er ikke uden problemer, men Rocket to Russia er et klasseeksempel på Ramones, når de er bedst.