Top 15 navne på NorthSide 2017 (5-1)

Så er vi ved den endelige top 5, og her viser NorthSide for alvor, hvorfor de er en af landets bedste festivaler, og selvom niveauet af variation og sammenhold ikke er i samme liga som Roskilde, så formår NorthSide, når de rammer bedst, at foretage nogle af de fedeste bookinger i landet. Gennem tiden har Ådalen været hjemsted til nogle af de bedste koncerter, jeg har set – The National, Jurassic 5, Arcade Fire, Seasick Steve, Grace Jones, Beck, The Chemical Brothers, Sigur Rós, Iggy Pop, Savages og Franz Ferdinand. De følgende fem navne, tror jeg, kommer til at levere koncerter af samme kaliber:

5 – The Prodigy
The Prodigy er et af verdens mest fandenivoldske EDM-grupper. De konstruerer faktisk tit deres sange, så de minder lidt om metal. De første par takter af en The Prodigy-sang, kan man være lidt i tvivl om, hvorvidt det er dem, eller om det er Rob Zombie. Ligesom The Chemical Brothers, der gav en fantastisk koncert på NorthSide sidste år, stammer The Prodigy fra den britiske big beat-bølge fra 90’erne, men det er ikke det eneste, de to duoer har til fælles – de er nemlig også begge berygtet for helt spektakulære sceneshows. Derudover er The Prodigys musik endnu mere aggressiv og mørk end tilfældet er med The Chemical Brothers, så dansefesten bliver om muligt endnu vildere blandt publikum end sidste år.

4 – Bisse
Jeg opdagede Bisse, da han blev annonceret til sidste års Roskilde Festival, og jeg blev meget hurtigt totalt forelsket i ham. Han er en artsy, excentrisk, genrefusionerende singer/songwriter, der er inspireret af lige dele Kendrick Lamar, Scott Walker og C.V. Jørgensen. Han er enormt produktiv, og hans albums er meget varierede i stil, selvom hans farverige tekstunivers altid bringer de mange forskellige musikalske stilarter sammen. Jeg fik desværre ikke set ham på Roskilde, da jeg valgte at se Ho99o9, der spillede samtidig, hvor min bagtanke var, at jeg nok snart skulle få chancen for at se Bisse en anden gang. Jeg fik så endelig set ham opføre et kort set til årets udgave af P6 Beat Rocker Koncerthuset, og det var et af de absolutte højdepunkter. Nu glæder jeg mig så til at opleve ham i en koncert af fuld længde. Hvis det bliver bare halvt så godt som den lille smagsprøve, jeg fik, så skal det nok blive mindeværdigt.

3 – Primus
Når det gælder bassister, er der få, jeg holder lige så meget af som Les Claypool, den bindegale troldmand bag basguitaren i funk-metal-bandet Primus samt et utal af andre grupper, oftest med hans eget efternavn i bandnavnet. Jeg har længe været fan af deres fjollede, barnlige omend latterligt kompetente musik. De var et af de første prominente grupper til at lave funk-metal, men selv til den dag i dag er der få, der lyder som dem. Deres humor er bizar, nærmest nær noget Frank Zappa kunne lave, og alle tre medlemmer er mestre på deres instrument, også selvom Claypool plejer at få al opmærksomheden. Jeg håber at deres skøre musikstil ikke skræmmer alle festivalgængerne væk, men de, der bliver, kommer i hvert fald til at få en på opleveren.

2 – Frank Ocean
Det her er en af de bookinger, alle taler om. Især nu, hvor det ikke engang lader til at være sikkert, at Frank Ocean i det hele taget skal optræde. Han har allerede aflyst en del datoer på sin kommende turne, og lige nu ser det ud til at NorthSides publikum kommer til at være de første til at få smag på hvordan sangene fra den mesterlige plade Blonde lyder live. Det gør det kun endnu mere spændende, at aflysningerne skyldes showproduktionen. Så begynder fantasien virkelig at skride frem, for der må da godt nok være noget vildt i vente, hvis produktionen kan udskyde turneen to gange. Er det mon en visuel oplevelse a la Endless, vi bliver præsenteret for live? Man bliver virkelig spændt. Desværre bliver man også spændt på, om det i det hele taget bliver til noget. Jeg håber virkelig meget på, at vi får set ham, for Frank Ocean er en kunstner, der kan give mig en klump i halsen og få mig til at tænke over mange forskellige facetter i livet. Der er virkelig meget nuance i hans musik, og jeg bliver altid gladere for et af hans numre efter en gentagen gennemlytning.

1 – Radiohead
Er det her det mest forudsigeligt tænkelige valg til en førsteplads? Ja, det er det nok. Er hele denne top 5 ret forudsigelig? Muligvis. Men uanset hvem de havde hyret, om de havde skaffet Kanye West, Paul McCartney, Gorillaz, Brian Wilson, Tom Waits, Björk, Television, Roger Waters og Jack White, ville Radiohead stadig være min førsteplads. De er en god kandidat til at være mit yndlingsband i hele verden, og jeg har aldrig set dem live. De har faktisk end ikke været i Danmark siden jeg blev fan af dem, men i år skal det ske. Jeg købte min billet så snart NorthSide var slut sidste år, og så snart jeg så Radiohead på plakaten igen i år, vidste jeg, at jeg havde foretaget et fantastisk køb. Uanset hvilke sange, de spiller, glæder jeg mig (selvom de godt må begrænse numrene fra Pablo Honey, hvilket de vist også typisk gør). De har lavet så mange af mine yndlingssange og så mange af mine yndlingsplader, at jeg nok skal blive tilfreds uanset hvad.

Jeg håber, I nød at læse verdens mest forudsigelige top 5. Min kommende Roskilde-Top 15 kommer forhåbentlig til at indeholde lidt flere overraskelser. Foruden de navne, jeg har diskuteret i denne top 15, planlægger jeg også at se When Saints Go Machine, Veronica Maggio, Thomas Helmig, Saveus, Off Bloom, Lightwave Empire, IAMJJ, Folkeklubben og Bastille. Det bliver sikkert en fantastisk weekend som altid.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (10-6)

Som jeg også kom ind på sidst, er der mange danske navne på NorthSide i år, og der er en del fede navne imellem dem. De fleste er dog ikke helt spændende nok, til at jeg vil placere dem på min top 15, men i denne såvel som næste del vil et par stykker optræde. Men jeg skal stadig se rigtig mange danske navne, bl.a. Folkeklubben, IAMJJ, Off Bloom, When Saints Go Machine, Lightwave Empire, Saveus og Thomas Helmig. Mens jeg glæder mig til disse navne, er der dog nogle, der prioriteres en kende højere:

10 – Agnes Obel
Jeg har kendt til denne danske art pop-kunstner i mange år, men det var først da jeg engang i 2013 hørte nummeret The Curse på P6 Beat, at jeg for alvor fik øjnene op for hende. Derefter fik jeg lyttet til begge hendes albums, og de er virkelig stilfulde og smukke værker. Jeg har dog aldrig fået set denne vidunderlige kunstner live, så jeg er glad for at få muligheden på NorthSide. Hendes nyeste album, Citizen of Glass, er en mere aparte og melankolsk oplevelse end tidligere, så jeg er spændt på at se, hvordan hun håndterer det i en live-sammenhæng.

9 – 2manydjs Live
Endnu et navn, jeg ikke kendte før NorthSide satte dem på plakaten. Jeg har siden både lyttet en del til dem og læst en del om deres originale liveshows, som det er svært at finde særlig gode videoer af, så jeg må blot vente i spænding. Men fra den smule jeg har set, ser det helt genialt ud, og når jeg undersøger deres historie, bliver jeg ret fascineret af dem. De var nogle af de allerførste moderne mashup-musikere, og de banede vejen for meget af den moderne mashup-musik, vi kender i dag, og når jeg hører det, så synes jeg virkelig stadig, det holder godt, markant bedre end mange af de kække YouTube- og Soundcloud-mashups, der mest af alt kører på genkendelsværdien. 2manydjs laver blot virkelig solid elektronisk musik, hvor de “tilfældigvis” bruger rekontekstualisering af allerede eksisterende værker til at danne helt nye lydbilleder. De ved fandeme, hvad de laver.

8 – Suspekt
For to år siden så jeg Paul McCartney på Roskilde Festival, og det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kunne håndtere mere musik derefter. Jeg overvejede grundigt, om jeg skulle blive til en omgang med Jamie xx, men jeg undlod, og i stedet så jeg Jamie sidste år på NorthSide. Den koncert, alle dog talte om, der kom efter Paul McCartney, var den danske rapgruppe Suspekt, der fik lov til at lukke Orange Scene. Der var nærmest total enighed om, at det var en af festivalens højdepunkter, men jeg gik glip af det. Det skal ikke ske i år, hvor Suspekt forhåbentlig også levererer et show af sådanne proportioner, når de spiller kl. 1 om natten. Rune Rask er muligvis landets bedste hip hop-producer, og mens rapperne Orgi-E og Bai-D kan svinge lidt mere i kvalitet, så er de, når de er bedst, bundsolide ordsmede, hvis rim kan være både morsomme, stærke og mindeværdige. Sort Sol, der spiller samtidig, er også en virkelig fed booking, men dem venter jeg med til Roskilde Festival, så jeg kan få set dem begge.

7 – Ride
Jeg er ret glad for den indadvendte shoegaze-genre, der slog igennem i Storbritanien i 90’erne. Indenfor den genre, er der tre bands, man typisk fremhæver som de helt store: My Bloody Valentine, Slowdive og Ride. My Bloody Valentine så jeg i Vega for et par år siden, og Slowdive skal jeg se på Roskilde Festival. Ride er uden tvivl den af grupperne, jeg kender mindst til, men de er stadig fremragende, og deres plader Nowhere og Going Blank Again er enormt vellykkede helhedsoplevelser, der sagtens kan konkurrere med Slowdives og My Bloody Valentines bedste plader. Det er solidt, stemningsrigt håndværk, og mens jeg havde håbet, at Ride ville få den lille scene, så skal det nok stadig blive en fænomenal oplevelse på Blue Stage.

6 – Run the Jewels
Når det gælder hip hop, er det svært at pege på en gruppe, der er lige så konsekvent med hensyn til kvalitet, som Run the Jewels er. De kunne lave en plade, hvor instrumentationen kun bestod af kattelyde, og det ville være et fedt album. Hov vent, det gjorde de, og den plade holder fandeme, også selvom jeg nok foretrækker udgaven uden kattelydene. Endvidere står de altid bag sindssyge koncerter, og til koncerten på Roskilde i 2015 var publikum vildere oplevelse end til mange metalkoncerter. El-P og Killer Mike er legendarisk dygtige, og jeg ser rigtig meget frem til at få oplevet dem endnu en gang.

Så mangler jeg kun den endelige top 5, og hvis man kender min musiksmag, skal man nok ikke kigge længe henover NorthSide-plakaten, før man regner ud, hvem der har sneget sig op i toppen. Om ikke andet undlader jeg at afsløre det ind til i morgen, hvor jeg udgiver sidste del af min top 15.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (15-11)

For fjerde år i træk planlægger jeg at ødelægge min læseferie ved at glemme alt om prøver og eksaminer i tre dage, jeg i stedet vil bruge på koncerter i Ådalen, når NorthSide 2017 igen kører for fuld udblæsning i Århus. I år er de største navne større end nogensinde, og dette er i så høj grad, at de har valgt at koge headliner-sektionen ned til blot 3 bands. Endvidere har de booket rigtig mange danske kunstnere, som muligvis trækker flere folk. Det har været lettere kontroversielt, og jeg må da også erklære mig ked af, at der ikke er flere kunstnere, jeg ikke kendte, før de kom på plakaten. De har ikke taget de helt store chancer med de små kunstnere, men kvalitetsniveauet er stadig som sædvanlig rigtig højt, så der var rigeligt med materiale til at lave en top 15 endnu en gang. Reglerne for listen er som de plejer: hvis jeg ikke planlægger at se en kunstner, kan de ikke ryge på listen – dette er nemlig en liste over hvilke koncerter, jeg glæder mig mest til. Så hvis to fede navne er samtidig, skriver jeg kun om dem, jeg planlægger at se:

15 – Mando Diao
Dette er faktisk et af de få bands, jeg ikke havde hørt om, før NorthSide annoncerede dem. De er det første band, der spiller om søndagen, og jeg er sikker på, at det bliver en kickstart af proportioner. De er et dybt charmerende svensk garagerockband, der har nok energi til hvis de skulle spille samtlige koncerter på festivalen. Det bliver dog komprimeret ned til en enkelt koncert, som dog nok skal sparke solidt gang i den lille røde scene, selvom deres lyd sagtens ville kunne fylde et stadion. Det er musik, man bare bliver glad i låget af.

14 – The Kills
Ja, jeg er glad for garagerock, og mens Mando Diao er et solidt orkester, så er The Kills en stærkere booking. Dels grundet forsanger Alison Mossheart, der har en stemme, der er helt perfekt til deres stilart, dels grundet den virkelig stærke sangskrivning, der har mere dybde end megen anden garagerock. Derudover er bandets scenefremtoning ret stærk fra hvad jeg har set på nettet, og de har et bagkatalog, der siger spar 2. Trods en ret spinkel besætning ar de en fyldig lyd, der nok skal ramme hele Ådalen. De har ikke været i Danmark siden 2008, så hvis man er til deres dejlige, rå omend fine lyd, så skal man absolut sætte kryds lørdag kl. 17:45 ved Green Stage. Og hvis man ikke nåede at få sin NorthSide-billet, kan de ses i Vega dagen forinden.

13 – The Afghan Whigs
NorthSide booker altid et par få navne, der kan vække en smule nostalgi, og sådan et band kunne fx være The Afghan Whigs, men vi har på ingen måde at gøre med de helt billige nostalgi-point, for det var jo ikke fordi gruppen nogensinde havde store hits. De lavede bare solid grunge-musik, der kom til at udgøre nogle glimrende plader. Det er ikke det band, jeg oftest hører folk omtale, når man snakker om de klassiske alternative bands fra 90’erne, men de holder fandeme, og deres nye plader er faktisk også glimrende. Hvis du ikke kender dem men holder af bands som Nirvana, Smashing Pumpkins eller Dinosaur Jr., så tjek deres klassiske plader ud, og se endelig frem til deres koncert på Red Stage. Deres forsanger,

12 – Richard Ashcroft
I min optik er Urban Hymns af The Verve en af de bedste, mest dybtfølte plader i hele britpop-bølgen, og Richard Ashcrofts optræden som bandets forsanger er en stor del af årsagen. Jovist, sangskrivningen er også en væsentlig faktor, og mens Ashcroft også ofte var en del af dette i gruppen, har hans sangskrivning i min optik ikke været nær så stærk på solopladerne. Han lyder dog stadig forbavsende godt, og han kan med sin charmerende vokal gøre sange levende som få andre. I følge setlist.fm spiller han ofte gamle Verve-klassikere, men jeg glæder mig ligeledes til at se, om han i en live-sammenhæng kan give sit solomateriale nyt liv i Ådalen.

11 – James Blake
Jeg har set James Blake live en gang før, og det var en smuk koncert, hvor jeg var omgivet af de sødeste mennesker i Falconer Salen, og den aften er sidenhen blevet emne for megen sentimentalitet og interne jokes. Mange fra af slænget så ham på Roskilde sidste år, men som den prætentiøse hipster, jeg er, så jeg Car Seat Headrest i stedet. Blakes blanding af stemningsrig elektronisk musik og alternativ R&B er betagende og smuk. Jeg glæder mig til endnu en fabelagtig koncert med ham, hvor han heldigvis har fået lov til at spille lidt hen ad aftenen, selvom det nok stadig vil være lyst i denne sommertid.

Det var så de første fem. Jeg er lidt ked af, at James skal spille samtidig med Katinka, og selvom der ikke herskede nogen tvivl om at jeg skulle se The Afghan Whighs, kunne jeg sagtens have overlevet et glædeligt gensyn med MØ, der spiller samtidig. Jeg planlægger at have del 2 ude snart, forhåbentlig allerede i morgen. Glædelig festivalsæson!

93 – Prince – Sign “☮” the Times (1987)

Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en mærkbar del af vores kulturelle verden i dag såvel som i samtiden. Man behøver end ikke at have lyttet til synderligt meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple Rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Hele vejen op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil dog nok altid være Purple Rain, men lige derefter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign “☮” the Times fra 1986. Det skulle efter Princes eget ønske oprindeligt have været et trippelalbum, men pladeselskabet endte med at overbevise ham om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen, er svagheden nok til stadighed dens længde.

Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribevis. Naturligt er at nævne det klassiske titelnummer, der viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst, men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af Slow Love og Adore, noget psych-soul på bl.a. Starfish And Coffee og If I Was Your Girlfriend , og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på House Quake og It. Variation er naturligvis en god ting, og Prince er som sangskriver faktisk ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at bide over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på If I Was Your GirlfriendStarfish and Coffee og Strange Relationships går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.

Noget, der i knap så høj grad formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter, er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal kunne det for al musik, men albummet er meget svært at genrekategorisere ud over det noget vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog meget respekt for, at han havde mange ideer, det er på alle måder åbenbart, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign “☮” the Times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.

94 – Miles Davis – Bitches Brew (1970)

Miles Davis er en jazzmusiker, det ikke rigtig er til at finde hoved og hale i. To personer kan sige til hinanden, at de elsker Miles Davis for derefter at finde ud af, at det er totalt forskellig musik, de holder af. Personligt holder jeg af rigtig mange af hans plader uanset de vidt forskellige stilarter, han præsenterer. Min favorit må dog nok være Bitches Brew fra 1970, nok det mest eksperimentelle af hans hovedværker. Det er et dobbeltalbum, typisk noget, jeg ikke er stor fan af, men Bitches Brew er ikke et dobbeltalbum, fordi Miles og bandet ikke kunne skære ned på antallet af sange. Der er kun 6 sange, der hver repræsenterer noget ganske helstøbt, men de endte også med at være meget lange. Det første nummer, Pharao’s Dance, starter meget stille ud med en spinkel trommerytme overfor en bas samt hele tre el-klaver. Det er svært at hitte ud af nogen bestemte melodiske figurer, men lyden er meget behagelig. Lige så stille hopper Davis sammen med Wayne Shorter ind på henholdsvis trompet og saxofon, og så begynder musikerne for alvor at finde hinanden. Musikken bliver mere intens, og de bevæger sig i løbet af nummerets 20 minutter vidt omkring. Det er en vidunderlig rutsjebanetur, hvor man hører vanvittigt dygtige musikere udforske helt nye musikalske ideer.

Andet nummer, Bitches Brew, er med sine 27 minutter endnu længere og endda mere udfordrende. Oftest får jeg end ikke mulighed for at komme så langt i pladen, hvis jeg spiller den for andre. Den starter helt tomt med 8 bastoner uden nogen umiddelbar rytmisk eller melodisk karakter. Herefter kommer en dissonerende akkord, hvor størstedelen af bandet er med. Dette kan, hvis man strækker definitionen, kaldes for nummerets hovedtema, og det er en idé, som sangen bygger videre på. Hele nummeret er bygget op efter en dikotomi mellem ro og kaos. Både ro og kaos bliver kun mere og mere ekstrem med tiden, og på en eller anden måde formår Davis at konstruere nummeret, så man alligevel til sidst ikke kan skelne mellem dem. Helt klart et af mine yndlings-jazznumre, men det er ikke for sarte øren. Så er tredje nummer Spanish Key nok lettere at forholde sig til med sin funky guitar og mere harmoniske opbygning, omend der stadig er godt med dissonanser. Det er nok stadig ikke ligefrem til popstationerne, men indflydelsen fra tidlig funkmusik giver den en kant, der får den til at ramme noget andet end resten af pladen.

Guitaristen er især i fokus på det fjerde og korteste nummer, der da også er opkaldt efter ham; nummeret hedder John McLaughlin. Det kan opfattes som en forlænget guitarsolo, og selvom der da er visse gennemgående figurer i nummeret, kan der næppe tales om en egentlig struktur. Men det er et fremragende nummer, og trods sin korte længde på kun 4 minutter, stikker den flot ud. Der vendes tilbage på funk, nu i en lidt langsommere udgave, på den ondskabsfulde Miles Runs the Voodoo Down. Det er et mere konsekvent sonisk billede end noget andet nummer, der præsenteres her, og nummeret vækker nok klarere billeder end resten. Når det 14 minutter lange nummer er det mest lyttervenlige, ved man, at man har med en speciel plade at gøre. Afslutningsnummeret Sanctuary leder i starten tankerne hen mod Davis’ rødder i modaljazz, men tilsat en smule ekstra dissonans. Det er dog ind til man 4 minutter inde møder den nok vildeste lydeksplosion på hele pladen. De to sider af musikken er nu så forskellige i udtryk, at der på alle måder er tale om et konflikternes højdepunkt. Og det er lige præcis det, jeg aldrig har hørt en anden jazzplade udtrykke så godt: konflikt. Det er et unikum af en jazzplade.

95 – Creedence Clearwater Revival – Green River (1969)

Jeg har efterhånden lyttet til rigtig meget Creedence Clearwater Revival – jeg har endda anmeldt både Cosmo’s Factory fra 1970 og Willy and the Poor Boys fra 1969, muligvis deres to mest populære albums. Et tredje, der er værd at nævne, er Green River, der udkom et par måneder før Willy and the Poor Boys. Lyden herpå er noget mere upoleret end senere, og sangene bygger i højere grad på grooves her. Ligeledes er der større blues-indflydelse, end man ellers er vant til fra sumprockerne, og selvom man absolut godt kan høre, at det er det samme band, som senere udgav Willy and the Poor Boys, så er forskellene markante nok, til at man kan få noget ganske forskelligt ud af de to lytteoplevelser. For at sige det lettere poetisk leder Willy and the Poor Boys tankerne hen mod et gadehjørne, mens Green River leder tankerne hen mod en sump – noget både albumtitlerne og deres tilhørende illustrationer i deres simpelhed har fanget ganske godt. Tekstuniverset på Green River er også mere præget af natur end senere Creedence-plader, hvorpå de blev mere optaget af mennesker og endda politik, end de var af nattehimlen.

Lyden er mere rå og nærmest spinkel på størstedelen af pladen, end jeg er vant til fra deres senere plader. Der er ganske vist to guitarister i gruppen, men deres lyd er så klar, at lydbilledet stadig føles meget bart. Der er absolut en vis appeal ved dette, især da naturen er så meget i fokus på pladen. Det skal dog ikke forstås sådan at guitarerne er i baggrunden på denne plade. De er meget tydelige, og der er mere variation og overraskelse at finde på dem end på noget andet instrument, især i form af fills på de mere energiske eller bluesede numre, såsom Commotion og Tombstone Shadow. Der er dog også plads til nogle fine, mere singer/songwriter-agtige numre, hvor melodien og teksten kan komme lidt mere i fokus. Disse befinder sig især mod midten af pladen i form af numrene Bad Moon RisingLodi og Wrote a Song for Everyone. Det kan virke som et sært valg at placere dem alle op ad hinanden, men det virker faktisk ganske fint, hvis du spørger mig. Det er ikke en særlig lang plade, så den grove opdeling i 3 bluesede groove-bårne numre, da 3 mere melodiske singer/songwriter-numre, sidst atter 3 af første slags, den fungerer ganske fint. Det gør at numrene støtter op om hinanden i stil og giver albummet mere kohærens.

De mere melodiske numre er absolut de mest mindeværdige individuelle numre på pladen – melodien er jo sjovt nok mere fængende på dem. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de giver det største aftryk på pladen. Stadig, måske fordi den mere bluesede stil omfavner hver ende af pladen, står den som det klart definerende for mig. I bedste fald, såsom på titelnummeret og Tombstone Shadow, er der tale om detaljerede, velspillede og ganske underholdende sumprock, der virkelig ydnytter genrens repetition til sin fordel. Andre, fx det deres cover af Nappy Browns, The Night Time is the Right Time, har en lettere flad lyd, og det ender med at visse elementer, fx koret, gentager sig så meget, at det ender med at klinge hult. Selv de svagere numre indeholder dog ganske gode elementer – selvom Sinister Purpose har en ret tam vokalmelodi, så er trommerne mod slutningen helt og aldeles geniale. Desværre er de svagere numre generelt mod slutningen, og det gør, at pladen altid efterlader mig en smulle skuffet, da jeg godt kunne have tænkt mig en mere mindeværdig afslutning. Men man kan ikke komme uden om, at der er godt med kvalitet på pladen, og især de tre midterste singer/songwriter-numre viser gruppen fra deres bedste side.

96 – The Who – Tommy (1969)

Tommy af the Who er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver af mange kaldt den første rockopera, og den noget specielle historie fortalt herpå er både berømt og berygtet. For uanset hvor godt, man synes, albummet er, så er handlingen dybt latterlig: en dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham fra hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At the Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne til at få gjort dette er via gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, Overture hovedsageligt består af fraser, der senere opleves i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda 2 akter, som var det en opera – delt op over to skiver.

Til trods for at skulle afspejle et væld af figurer og scenarier, har albummet generelt en meget skøn, grandiøs lyd. Der er godt med afvigelser herfra, hvilket naturligvis også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger yderligere vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Det er værd at nævne, at jeg muligvis får nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige, fantastiske præstationer, begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han slutteligt starter en religion. Samtidig er han dog en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er just virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man tydeligt mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især fordi musikkens pompøse udstråling sørger for det.

Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen A Quick One), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene generelt assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er virkelig udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom Tommy’s Holiday Camp og Tommy Can You Hear Me, der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de assisterer historien fyldestgørende. Det er især de kortere numre, dette gælder for, men jeg føler ikke at længden er en god undskyldning, med mindre de ikke kommer meget over et halvt minut. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man selvfølgelig ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en unik, original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som Pinball WizardAmazing Journey og We’re Not Gonna Take It samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.

97 – Bob Dylan – The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

For ikke længe siden havde den store rockpoet Bob Dylan æren af at vinde Nobels Litteraturpris for sine fantastiske sangtekster. Samtidig var han i fuld gang med at indspille covers af gamle pop-standarder. Det er ikke fordi disse covers er særlig dårlige, men jeg synes nu stadig, det er synd, da hans force alle dage har været i det lyriske felt, og efter min mening står han stadig stærkt. Det leder for mig tankerne hen på hans første to albums, Bob Dylan fra 1962 og The Freewheelin’ Bob Dylan fra året efter. Det første album bestod hovedsageligt af covers, og det er hovedsageligt gået i glemmebogen. Det andet album var næsten udelukkende eget materiale, og The Freewheelin’ Bob Dylan huskes stadig i dag som hans store gennembrud, og sange som Blowin’ in the Wind, A Hard Rain’s a-Gonna Fall og Don’t Think Twice, It’s Alright står stadig som højdepunkter i en karriere, der ellers ikke har været fattig på sådanne. Størstedelen bliver leveret af en helt nøgen besætning, kun bestående af Dylan selv på såvel guitar, mundharmonika og sang – hvor hans stil allerede er meget unik på de to sidstnævnte felter.

Værd at nævne er, at selvom musikken har en meget konsekvent lyd på denne plade, så er den faktisk ret lang af en plade fra 1963 at være. Phil Spector, Sam Cooke, Roy Orbison og The Beatles var nogle af tidens helt store stjerner, og deres albums var alle godt under de 40 minutter. Folk-albums var ganske vist generelt lidt længere end pop-plader dengang, men alligevel er Bob Dylan med sine 50 minutter lidt af et særsyn. Jeg skal da heller ikke lyve, ved de første par gennemlytninger, syntes jeg, at pladen gik lidt i tomgang mod slutningen. Lyden ændrede sig trods alt ikke det store, og det næsten komplette fravær af trommer kan gøre det svært at blive grebet af rytmen. Men man skal bare virkelig ikke fokusere for meget på instrumentationen på det her album. Albummet har masser af variation, bare ikke i lyden. Variationen ligger i teksterne, som på alle måder er det centrale i albummet. Der er meget inderlige, hjerteskærende sange som Bob Dylan’s Dream og Don’t Think Twice It’s Alright, mere maleriske værker som Girl from North Country og A Hard Rain’s a-Gonna Fall, ja der er selv små handlingsbårne fortællinger som Talking World War III Blues og Oxford Town.

Det er dog ikke helt retfærdigt at dele hans tekster så groft op i stilarter, for han bruger masser af forskellige virkemidler på tværs af sangene. Hans sprogbrug er altid stærkt, og han formår at skabe et væld af stemninger med sin mesterlige pen og sin skrabende stemme. The Freewheelin’ Bob Dylan er en af de mest rå Dylan-oplevelser, man kan få sig. Det er let at fokusere på teksterne grundet deres umiddelbare præsentation, og de er absolut i den gode ende, selv med hans generelle niveau taget i betragtning – de er mere folkelige end normalt, og der er en god balance mellem det humoristiske og det dramatiske. Netop grundet det høje lyriske niveau er hans cover af Corrina, Corrina uden tvivl det mindst interessante på pladen. Dette er det eneste nummer med yderligere instrumentation end Dylan selv, og selvom det slet ikke er skærrende pludselig at høre trommer og bas, er appealet ved det her nummer bare så langt fra appealet ved resten af pladen. Der er dog ellers ikke meget at klage over, så længe man kan snuppe Dylans stemme og hans højfrekvente brug af mundharmonikaen, der måske ikke altid er mixet helt perfekt. Der er så mange små, genialiteter på det her nummer, og stort set hvert eneste nummer bidrager med noget nyt på denne klassiske skive.

98 – Elvis Costello – This Year’s Model (1978)

Elvis Costellos debutplade, My Aim Is True, er e skidegod plade. En kende simpel til tider, jovist, men altid rig på personlighed og charme, og på de bedste tidspunkter var sangskrivningen i top. Det var især på det mere nedtonede nummer Alison, hvor man for alvor opdagede hvor skarp hans pen var, og at man for alvor fik noget kant i sin pop-rock. På sit andet album, This Year’s Model, var der tilsyneladende et konstant højt tempo, der især manifesterede sig i singler som Pump It Up(I Don’t Want to Go to) Chelsea og Radio Radio. Når man er færdig med pladen føles det også som om, man har siddet igennem en nonstop energibombe. Det har man egentlig ikke, men det viser elegancen i Elvis Costello som albumkunstner. Numre som Little Triggers og Night Rally er faktisk ret langsomme, men de er konstrueret med en fænomenal forståelse for lytterengagement. Hans sangstemme virker altid meget nær, og på de langsommere numre er der stadig et rigtig interessant, eventyrlystent lydbillede – på Night Rally ender vi endda nærmest i en “Wall of Sound”. Derudover er der god variation i numrenes stil, så man altid føler, at albummet gradvist bevæger sig hen mod noget nyt.

Og dog – albummet starter stort set på samme måde som det starter, både i tempo, i stemning og endda til en vis grad i opbygningen af nummeret. Afslutningsnummeret Radio, Radio* har dog en markant anderledes instrumentation end åbningsnummeret No Action, men lige efter hinanden ville de stadig virke alt for ens, og deres delte høje tempo ville muligvis også ende med at virke udmattende på lytteren. Jeg har dog aldrig oplevet at blive den mindste smule træt af This Year’s Model – jeg kan bare lytte til den igen og igen. Udover albummets opbygning og den generelt geniale sangskrivning, ligger dette også meget i instrumentationen. Den er enormt vel-timet, og man kan mærke en rigtig god fælles musikforståelse i bandet, så der er også plads til at tilføje masser af finurlige detaljer på tværs af instrumenterne. Der er ikke noget instrument, der ikke er spændende og fyldt med overraskelser. Det hænger nok også sammen med, at Costello her fik samlet sit faste band, The Attractions, for første gang. Kemien i bandet er åbenlys, og den smitter rigtig godt af, når man hører hvor tight og gennemført de spiller.

Selvom Costellos musik dybest set tager udgangspunkt i den skramlede genre kendt som punkrock, er Elvis forfinet, detaljeret og præcis i sin sangskrivning. Melodierne er tit ørehængere af bedste skuffe, og hans tekster er skarpe, sarkastiske og kyniske, nærmest til en grad hvor man ville kunne sammenligne hans tekstunivers med Father John Mistys. Man sider smilende og lytter med, når han kommer med det underholdende sprogbrug, man finder på numre som  This Year’s GirlLip Service og Night Rally. Som just nævnt er melodierne også fantastiske, og de gør musikken tilpas let og fordøjelig, mens man stadig kan mærke den underlæggende dybde. Centrale lyriske motiver på pladen er forgængelighed og forfængelighed – deraf navnet This Year’s Model. Tekster om hvor overfladiske vi kan være som mennesker, sange om hvor hurtigt tiderne skifter, og hvor hurtigt vi som kultur går fra det ene hippe kulturfænomen til det andet. Til trods for sine almene postmoderne observationer, står This Year’s Girl som værk i kontrast til disse; albummet er nemlig absolut ikke glemt i moderne tid. Det bliver stadig hyldet som et af Costellos bedste, og Costello bliver stadig opfattet som en fantastisk musiker. Og med det in mente er det hele nu ikke så skidt alligevel.

*Radio, Radio optrådte ikke på den oprindelige udgave af pladen, og jeg prøver ellers at anmelde originaludgaverne så ofte som muligt – jeg kan dog ikke modsige, at Radio, Radio fungerer afsindig godt som afslutningsnummer, så derfor anmelder jeg pladen i den nyeste udgave, hvor Radio, Radio da heller ikke står anført som et bonusnummer.

99 – Sly & The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Sly & The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet“My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.