Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (5-1)

Så er vi der igen – top 5. Disse er annonceringer, der øjeblikkeligt gjorde mig ellevild. Det er koncerter, hvor jeg nok bliver lidt ked af det, hvis jeg ikke ser dem. Det er kun navne, der spiller de udsolgte dage, fredag og lørdag. De er årsager til, at jeg trods den gode konkurrence i stadighed mener, at Roskilde har Danmarks bedste festivallineup.

5 – Den Sorte Skole
Danmarks ukronede konger af plunderphonics vender endnu engang tilbage til Roskilde Festival, og denne gang indtager de Orange Scene med deres største show nogensinde. Blandt gæsterne er Omar Souleyman, Abdullah S, det islandske kor Staka og andre spændende navne fra hele verden. Dette show er helt eksklusivt for Roskilde, og selvom gæsterne er spændende, så håber jeg også, at vi får mulighed for at se duoen vende nogle skiver fra deres enorme pladesamling på deres turntables. Det er første gang jeg skal se dem, og ovenpå en fantastisk oplevelse tidligere med DJ Premier, kan jeg gøre det klart, at et DJ-show absolut kan være lige så intenst som at se et rockband. Lad være med at snyde jer selv for dette show

4 – The Avalanches
For nylig rykkede Roskilde Den Sorte Skole et kvarter. Dette kvarter var nok, til at jeg besluttede mig for, at der både var tid til dem og The Avalanches, der på mange måder er det internationale modsvar til ovennævnte grupper. De danner smukke, spændende lydbilleder ud af allerede eksisterende optagelser, og deres udvalg af disse er tit eklektisk og overraskende. Gruppen er nu efter 16 år tilbage med deres kun andet album, men kvaliteten holder stadig, og vi kan kun håbe på, at disse australske pladevendere også har et vildt liveshow med i posen. Giv begge deres plader et lyt, hvis du kan lide hip hop, jazz, psykedelisk soul eller disko – det er en vidunderlig pærevælling af hele molevitten.

3 – Sort Sol
Jeg nævnte vist i min NorthSide-liste, at jeg sprang dem over derovre, da jeg alligevel planlagde at se dem på Roskilde Festival. Jeg gjorde det muligvis bare ikke klart, i hvilken grad, jeg glædede mig til denne koncert. For jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, og jeg er kun begyndt at glæde mig mere og mere siden den blev annonceret. Jeg er begyndt at lytte rigtig meget til Sort Sol, og jeg vil da ikke lægge skjul på at den glimrende radioudsendelse P6 Beat Elsker Sort Sol i høj grad fik åbnet mine øjne for et af landets allerbedste rockbands. Deres nyeste plade, Stor Langsom Stjerne, er absolut deres diskografi værdig, og dette faktum gør blot, at jeg glæder mig endnu mere til at få set dem for første gang. De kommer ligesom deres næsten-navnebrødre i Den Sorte Skole med en række gæste-optrædende, hvilket er vældig spændende. Personligt håber jeg især på Chelsea Wolfe, men også Sissel Kyrkjebø og Stephen O’Malley ville være glædelige syn. De får lov til at afslutte Roskilde Festival for mig, og en nat i Arena kl. 2 i selskab med Sort Sol, det lyder da nærmest som en perfekt afslutning.

2 – Arcade Fire
Blandt gensyn, er der intet jeg glæder mig til i samme grad som Arcade Fire. Jeg så dem for et par år siden på NorthSide, og det var en uforglemmelig koncert. Både i forhold til deres opførsel af numrene og det tilhørende sceneshow var det en koncert i første klasse. Én ting var dog klart: det var ikke et show, der var bygget til en scene som Green Stage på NorthSide; det var et Orange-show. Der foregår så meget på scenen, at den ekstra plads kan være tiltrængt. Nu vender indie-rockerne de så tilbage med en ny turné, så det er spændende at se, hvad vi skal feste til denne gang. Det bliver stort, det bliver følelsesladet, og det bliver som var det skræddersyet til Orange scene. Det var faktisk i lang tid min førsteplads, men jeg endte med at beslutte mig for, at den ære skulle gå til…

1 – Foo Fighters
I løbet af størstedelen af året prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg egentlig ikke glædede mig så meget til Foo Fighters. Så meget lytter jeg jo heller ikke til deres musik, og ærlig talt gør de ikke noget særlig originalt. Jeg er jo til meget mere seriøs musik osv., osv., osv. Jeg måtte til sidst erkende, at også jeg kan blive ramt af den rus, et godt guitarriff giver, jeg måtte erkende, at selvom det er ufarlig far-rock, så er det nok topmålet af hvor god ufarlig far-rock kan være. Jeg måtte erkende at mens jeg ikke har et nært forhold til nogen af deres plader, er singlerne konsekvent fantastiske. At høre historier om hvor fantastisk en frontmand Dave Grohl er live, det trak nok også i mig. I forhold til billetsalg er de uden tvivl Roskildes største scoop, og mens jeg havde svært ved at indse det, så er jeg i dette tilfælde enig med masserne – Foo Fighters er en intet mindre end fantastisk booking. Jeg sagde det! Du har vundet, Dave! Om lidt over en uge skal du bare slå dig løs, og vise verden hvorfor Roskilde er en festival uden lige.

Skulle man være interesseret i at stalke mig, er her samtlige navne, jeg planlægger at se, i den rækkefølge, de spiller:

Søndag:
14:00 – Natjager (Rising)
15:30 – Barselona (Rising)
17:00 – Værket (Rising)
18:30 – Sibiir (Rising)
20:00 – Hater (Rising)
21:30 – Auðn (Rising)
23:00 – Kornél Kovács (Countdown)

Mandag:
12:00 – A Trip Around the World (East)
18:30 – The KutiMangoes (Rising)
19:30 – Skott (Countdown)
21:30 – Baest (Rising)
23:00 – Fugleflugten (Rising)

Tirsdag:
14:00 – Pardans (Rising)
15:30 – Modest (Rising)
17:00 – Odd Couple (Rising)
18:30 – ShitKid (Rising)
20:00 – Ştiu Nu Ştiu (Rising)
21:30 – Dør Nr. 13 (Rising)
23:00 – The Love Coffin (Rising)

Onsdag:
18:15 – Idles (Pavilion)
20:15 – Marching Church (Pavilion)
21:30 – Red Fang (Avalon)
23:00 – Bonobo (Apollo)
01:00 – Justice (Orange)

Torsdag:
12:30 – Lorenzo Woodrose (Gloria)
14:30 – Pert Near Sandstone (Gloria)
16:00 – Future Islands (Arena)
19:00 – Elza Soares (Avalon)
21:30 – Erasure (Arena)
23:00 – Jah9 (Avalon)
01:30 – Nas (Orange)

Fredag:
12:00 – First Hate (Apollo)
14:00 – Noname (Apollo)
16:00 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (Orange)
19:00 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap” (Avalon)
22:00 – Foo Fighters (Orange)
00:00 – The Avalanches (Apollo)
01:15 – Den Sorte Skole (Orange)

Lørdag:
12:15 – Pig Destroyer (Pavilion)
14:30 – Digable Planets (Avalon)
16:15 – Jenny Hval (Avalon)
18:00 – Slowdive (Avalon)
20:00 – Neurosis (Avalon)
22:00 – Arcade Fire (Orange)
00:15 – Show Me the Body (Pavilion)
02:00 – Sort Sol (Arena)

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (10-6)

Roskilde er en festival, der kan præsentere dig for koncerter, du ikke vidste, du hungrede efter at se. Denne beskrivelse omfatter en del af de koncerter, jeg skal se i år, herunder en god portion af dem i denne del af min top 15. Derfor er det nok især disse, jeg har glædet mig til at skrive om.

10 – Justice
Justice er nok det største navn i denne del af listen – de har fået en sen tid på Orange Scene, og de er anført som hovednavn på årets festival. Man kan god undre sig lidt over sidstnævnte, da deres storhedstid vistnok efterhånden er bag dem, men personligt kan jeg også virkelig godt lide deres nyere output, og når det kommer til elektronisk musik af den mere danseorienterede slags, er de blandt mine absolutte favoritter, i samme selskab som Fatboy Slim, The Chemical Brothers og Daft Punk. De sørger ligesom Daft Punk for at grave ned i genrens rødder fra disko-genren, hvilket for mig gør musikken mere spraglende og farverig. At de skal spille kl. 1 om natten er helt perfekt timing, og jeg kan kun forestille mig, at det bliver årets bedste dansefest – selvom det bliver svært at slå The Prodigy på NorthSide.

9 – Show Me the Body
Den industrielle hip hop-scene har været i konstant udvikling siden Death Grips i 2013 fik deres store gennembrud, og Roskilde har da sørget for at være med på beatet. Sidste år ledte det til en vanvittig optræden af de punk-prægede Ho99o9, og i år er genren repræsenteret af Show Me the Body, der tager indflydelse fra post-punk og post-hardcore. Ja, muligvis er de egentlig først og fremmest en post-punk-gruppe, men deres lyd er meget rig og varieret, og interessant er især deres inspiration fra mere eksperimenterende afarter af hip hop. Det bliver uanset hvad mindeværdigt at se deres hastige, skramlede, støjende soniske eksperimenter udfolde sig på scenen, og så endda som noget af det allersidste på årets festival.

8 – Slowdive
Dette er en af de koncerter, jeg er mest nervøs omkring. Når det gælder dream pop og shoegaze, har jeg set en del fine koncerter, men kun få har fået min kæbe på led på samme vis som de tilhørende albums. Men omvendt er der ikke mange plader inden for disse stilarter, der kan få min kæbe på led på samme vis som Souvlaki af Slowdive. Slowdives øvrige tre plader ville være blandt den spinkle konkurrence. Nu er det trods alt heller ikke længe siden, Slowdive sidst fik lov til at indtage Roskilde Festival, og de har da fået lov til at vende tilbage allerede, så det er da et godt signal. De har ikke fået et alt for sen spilletid, hvilket lidt skuffer mig, da shoegaze og dream pop i min optik er bedst i mørket. Men derudover er der god grund til at glæde sig til en aften i selskab med noget af verdens bedste shoegaze-musik.

7 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap”
Sidste år var noget af det, jeg glædede mig allermest til et eksperimentelt big band ved navn Andromeda Mega Express Orchestra. Siden da har jeg lyttet yderligere til genren, hvorfor jeg har opdaget det fantastiske Fire! Orchestra. Bag dette står den virtuose svensker Mats Gustafsson, der har udgivet så meget avant-garde jazz og moderne klassisk, at det halve kunne være nok. Med sin gruppe Nu Ensemble skaber han nogle helt sindssyge improvisationssekvenser, især på den formidable plade Hidros 6: Knockin’, der er én lang improviseret jazzfortolkning af Little Richard-nummeret Keep a-Knockin’. Ligeledes bliver Roskilde-koncerten en improviseret nyfortolkning, denne gang over en række Frank Zappa-numre. Denne kombination kan kun blive bindegal. D har mig bekendt ikke udgivet nogen Zappa-improvisationer, men dette gør kun spændingen endnu større. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan forvente mig, men jeg ved at det ikke bliver for sarte øren.

6 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey
Både Seun Kuti og Yasiin Bey har jeg oplevet før. Jeg oplevede dem endda samme dag, idet de begge spillede på Vanguard Festival for tre år siden. Begge koncerter var glimrende, men jeg må indrømme, at jeg vidste absolut intet om Seun Kuti dengang, men jeg var ganske glad for Yasiin Bey (tidl. kendt som Mos Def), især hans album Black on Both Sides. Begge koncerter nød jeg rigtig meget, og siden da er jeg blevet yderligere bevidst om Kuti-familiens musikalske indflydelse. Jeg er efterhånden rigtig glad for afrobeat-genren generelt, og jeg anser både Seun of Fela Kuti som nogle af de allerstørste kunstnere i denne stilart. At se dem live igen efter denne øgede indsigt vil være fortræffeligt, og at få selskab af Yasiin Bey vil ligeledes være vidunderligt. De har tidligere arbejdet ganske vellykket sammen med rappere, og derfor føler jeg mig helt sikker på, at den eneste hindring, en Orange-optræden kunne have, ville være manglende fremmøde, så sørg for at se denne koncert, hvis du har blot den mindste smag for funk eller afrikansk musik.

Så mangler jeg kun min endelige top 5. Jeg kan berolige med, at den ikke er nær så forudsigelig som min top 5 til NorthSide. Men den består til gengæld om muligt af endnu vildere koncerter.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (15-11)

Jeg er hjemme fra NorthSide. Det var en god weekend. Der var god musik, og Radiohead levede op til alle forventninger, hvilket man kan læse mere om i denne anmeldelse af koncerten, jeg har skrevet for Nordica Live Magazine. Men i løbet af de sidste par år er det blevet mere og mere klart for mig, at selvom NorthSide år efter år har adskillige fantastiske navne, er det Roskilde Festival, der for alvor har vundet mit hjerte. De tør satse som få andre, og det er den eneste festival i verden, jeg har hørt om, der på samme plakat kan byde på såvel internationale popnavne som The Weekend og Solange som eksperimentelle lydprojekter i form af Author & Punisher og Acid Arab. Spektret er så vidt, at man let kan blive overrasket og beriget kulturelt. Her til lands er festivalen derfor i stadighed uudfordret, hvis man spørger mig. Denne top 15 bærer præg af, at der er mange navne, jeg ikke kendte inden de blev annonceret. Som sædvanlig er det kun kunstnere, jeg planlægger at se, så hvis to enormt fede kunstnere spiller samtidig, er der kun plads til den ene. Med det sagt, har Roskilde i år været enormt flinke med tidsplanen, så de fedeste navne generelt ikke overlapper.

15 – Elza Soares
Jeg kendte absolut intet til denne brasilianske avant-garde sambasanger, til trods for at en af mine gode venner – Ezra Soares – næsten deler hendes navn. Jeg håber at denne Ezra da netop også beslutter at tage vejen forbi Avalon, så vi kan se Elzas koncert i fællesskab, men uagtet er jeg ganske imponeret over denne excentriske musiker. Til trods for en alder på hele 80 år, er hun rig på både personlighed og artistisk integritet, og når man ser live-videoer af hende, får man en fornemmelse for et helt vanvittigt setup, der er svært at sidestille med nogen anden. For nogle få år siden tror jeg næppe, at avant-garde samba ville have været blandt mine topprioriteter til Roskilde Festival, men sådan udvikler vi os jo, og jeg glæder mig til, at denne sambadronning kan udvide min horisont.

14 – Værket
Før de helt store udenlandske navne indtager Roskilde, er der nogle opvarmningsdage, hvor man lige kan få sat campen i gang og indtage festivalstemningen. Hvis man er som mig, vælger man dog nok rettere at bruge størstedelen af denne tid foran den lille scene betitlet ‘Rising’, hvor man kan se små upcoming navne fra norden. Blandt disse er danske Værket ubetinget dem, jeg glæder mig mest til. Jeg har set dem to gange før – heriblandt sidste år på Mayhem/Escho-scenen på Roskilde – og de skuffer aldrig. De tilfører en punk-attitude til den klassiske prog-stil, man kender fra grupper som Jethro Tull og King Crimson. De har kun udgivet ganske lidt, men selv med det begrænsede output er det tydeligt, at vi har at gøre med nogle latterligt dygtige musikere. De formår at give progressiv rock, en genre, der typisk associeres med langhårede midaldrende mænd, en ungdommelig kant, der giver det en helt anden appeal. På scenen er de dybt imponerende, og jeg kan ikke vente med at se dem blæse Rising omkuld.

13 – Future Islands
Denne gruppe ville være langt højere oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem, så meget er sikkert. Deres frontmand, Samuel Herring, har en stemme af det pureste guld, og når han optræder live, overgår han alle forventninger for hans stemme. Ikke et nummer kommer gennem hans vokal uændret, og det bliver morsomt, men det bliver samtidig dybtfølt, hvilket er en ædel balancegang. Derudover har vi at gøre med virkelig solid synthpop, der gennem vokalen får tilsat nogle spændende elementer af soul. Når vi har at gøre med en live-optræden er vokalen dog skruet op til 11, ja, der er nærmest ikke den teknik, han ikke benytter sig af. Jeg skal ikke se mange koncerter på Arena i år, men denne er absolut en, jeg ikke må gå glip af.

12 – Marching Church
Som endnu et dansk indslag finder vi dette spændende post-punk-projekt, der omfatter musikere fra diverse danske punkgrupper, mest mærkbart Elias fra Iceage som forsanger. I mine øjne er Iceage et af Danmarks allerbedste bands, og gennem Marching Church udforskes nogle helt nye, mere jazz- og soul-prægede lyde, dog altid med dette særlige københavnske post-punk-twist. Der er en aggressiv angst og en vidunderlig dissonerende samklang, der for mig udtrykkes lige så godt i dette projekt som i Iceage. Idet jeg kun har set Iceage før, glæder jeg mig rigtig meget til at se denne anden side af Elias live, og jeg forventer kun, at det bliver lige så berigende en live-oplevelse som Iceage.

11 – Nas
Uhh, Nas… En af de få kunstnere på årets festival, jeg har anmeldt en plade af. Han spiller samtidig som en af de andre – The Jesus and Mary Chain – men da jeg har set sidstnævnte før, var det ikke svært at beslutte mig for at se Nas. Nas er på sit bedste en lyriker af en kaliber som få andre, og hans flows understøtter ham helt perfekt på de bedste numre, især på det fantastiske debutalbum Illmatic. Hans færdigheder som rapper kan på overfladen synes at have prællet af, men han har haft adskillige gyldne øjeblikke i løbet af sin karriere. Det siges også, at der er et spritnyt album på vej, og hvis hans nylige DJ Khaled-samarbejde på nummeret Nas Album Done, kan vi forvente os en Nas, der er helt ovenpå igen. Når vi ikke har A Tribe Called Quest alligevel, er jeg kun lykkelig over, at vi her har en anden rapper, der kan servere nogle helt fantastiske jazzede beats sammen med nogle kreative flows.

Det var første del. Jeg skal afsted til Copenhell ganske snart, så jeg vil forsøge at få skrevet anden og tredje del inden da. Så I behøver ikke at vente længe, før I får min top 10 at vide.

91 – Elton John – Goodbye Yellow Brick Road (1973)

Jeg har anmeldt ret meget Elton John efterhånden, og hele vejen igennem har jeg generelt været positivt stemt overfor hans plader. Så meget som han er blevet kendt for sødsuppe-ballader og lalleglad popmusik, så var hans musik i 70’erne rent faktisk virkelig kompetent komponeret og opført, og han kom relativt vidt omkring i klaverrockens verden. Nu er jeg endelig nået til den plade, alle så kalder hans bedste, Goodbye Yellow Brick Road fra 1973. Jeg var dog lidt varsom, da jeg satte den på, for det er et dobbeltalbum, og i min erfaring ender længden alt for ofte med at være et problem i sådanne tilfælde. En stor del af albummet er en hyldest til amerikanske kulturikoner – Roy Rogers, Troldmanden fra Oz, Marilyn Monroe, og hele den amerikanske selviscenesættelse gør sig også virkelig godt i lyden, der er mere pompøs og storladen end nogensinde før for hr. John. Ja, han er faktisk ved at bevæge sig over i noget glam-rock til tider, men han prøver at undgå den overfladiske natur, der tit følger med den genre. Ja, til trods for at denne stilart får indflydelse, er der stadig plads til dybtfølte klaverballader såsom Candle in the Wind, Goobye Yellow Brick Road og den aflsluttende Harmony.

Da albummet er ret langt, prøver Elton John selvfølgelig at variere lyden en del, og mens jeg vil respektere ham for det, så er det ikke alle stilarter, han rammer lige godt. Mere glam-orienterede numre virker dog ret godt bl.a. Dirty Little GirlSaturday Night’s Alright for Figthing og især den fornøjeligt sjove Bennie and the Jets, hvor man virkelig kan høre hvor meget Elton og bandet hygger sig. Når han prøver at tage inspiration fra reggae på den helt ulidelige Jamaica Jerk-Off og country på den lettere forglemmelige Roy Rogers samt den også noget ligegyldige Social Disease, så går det ikke nær så godt. De country-prægede numre skuffede mig især, da han på albummet Tumbleweed Connection har vist, at han sagtens kan lave glimrende country-rock. Ja, det album er da en solid kandidat til mit yndlings-album fra John. Der er også nogle numre, hvor han lader til at drage noget inspiration fra progressiv rock, og dette klæder især hans lyd – det kommer fx til udtryk på det 11 minutter lange åbningsnummer Funeral for a Friend / Love Lies Bleeding, der for alvor får startet albummet med maner. Også på Grey Seal og All the Girls Love Alice giver denne indflydelse absolut noget nuance til Johns lyd og sangskrivning.

Balladernes kvalitet er også ret svingende: dels har vi at gøre med nogle af de bedste, John i fællesskab med lyriker Bernie Taupin nogensinde har skrevet – Candle in the Wind og Goodbye Yellow Brick Road er med god grund de to mest kendte eksempler, men også afslutningsnummeret Harmony fortjener den slags opmærksomhed efter min mening – men dels er der også forglemmelige numre som I’ve Seen That Movie Too og Sweet Painted Lady, der dog stadig kan bryste sig af nogle kreative øjeblikke i Bernie Taupins tekster. De er da heller ikke forstyrrende på nogen måde, men jeg kan på ingen måde forestille mig at vende tilbage til dem, og så meget bidrager de heller ikke til helhedsoplevelsen. I det store hele finder vi på albummet Goodbye Yellow Brick Road nogle af de absolut bedste eksempler på Elton Johns sangskrivning, og hvis han havde begrænset sig til en enkelt skive, hvor kun de bedste numre var med, kunne han sikkert have arrangeret dem så vi fik et mesterværk. Som pladen ser ud nu er der stadig meget at komme efter, men man må overleve med noget fyld hist og her.

92 – Buddy Holly / The Crickets – 20 Golden Greats (1978)

I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI deres albumserie 20 Golden Greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt kunstnerne, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det dedikeret til Buddy Holly. Jeg tror til dels, det har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale nogen af dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Derfor er opsamlinger nok en langt bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly nok særligt godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 numre, så man får dels en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varede under en halv time, men samtidig er oplevelsen stadig relativt kompakt

Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men trods dette må jeg alligevel anerkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke særlig større end, at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. Raining in my Heart er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler, mest fordi den behandler en metafor, hvor regn repræsenterer sorg, alt for bogstaveligt til at tage seriøst. Words of Love bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er nærmest arrangeret, så det lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke værd at lytte til, især ikke sammenlignet med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den lidt naive, kække skoledreng, der nok var den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. Brown Eyed Handsome Man og Bo Diddley er numre, der kræver lidt mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.

Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter alligevel. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er meget simple, og teksterne er ej just heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som That’ll Be the DayPeggy SueEveryday og Not Fade Away er værd at lytte til. Her er det hovedsageligt numre fra Hollys to første studiealbums, mens den anden halvdel hovedsageligt kommer fra enten diverse singler eller posthume udgivelser. Mens de ganske vist er mere mindeværdige end meget af albumfyldet på Hollys studiealbums, så er mange af dem stadig en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret Rave On, muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det kommer til Hollys knap så rockprægede sange, så har jeg et svagt punkt for True Love Ways, der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 Golden Greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (5-1)

Så er vi ved den endelige top 5, og her viser NorthSide for alvor, hvorfor de er en af landets bedste festivaler, og selvom niveauet af variation og sammenhold ikke er i samme liga som Roskilde, så formår NorthSide, når de rammer bedst, at foretage nogle af de fedeste bookinger i landet. Gennem tiden har Ådalen været hjemsted til nogle af de bedste koncerter, jeg har set – The National, Jurassic 5, Arcade Fire, Seasick Steve, Grace Jones, Beck, The Chemical Brothers, Sigur Rós, Iggy Pop, Savages og Franz Ferdinand. De følgende fem navne, tror jeg, kommer til at levere koncerter af samme kaliber:

5 – The Prodigy
The Prodigy er et af verdens mest fandenivoldske EDM-grupper. De konstruerer faktisk tit deres sange, så de minder lidt om metal. De første par takter af en The Prodigy-sang, kan man være lidt i tvivl om, hvorvidt det er dem, eller om det er Rob Zombie. Ligesom The Chemical Brothers, der gav en fantastisk koncert på NorthSide sidste år, stammer The Prodigy fra den britiske big beat-bølge fra 90’erne, men det er ikke det eneste, de to duoer har til fælles – de er nemlig også begge berygtet for helt spektakulære sceneshows. Derudover er The Prodigys musik endnu mere aggressiv og mørk end tilfældet er med The Chemical Brothers, så dansefesten bliver om muligt endnu vildere blandt publikum end sidste år.

4 – Bisse
Jeg opdagede Bisse, da han blev annonceret til sidste års Roskilde Festival, og jeg blev meget hurtigt totalt forelsket i ham. Han er en artsy, excentrisk, genrefusionerende singer/songwriter, der er inspireret af lige dele Kendrick Lamar, Scott Walker og C.V. Jørgensen. Han er enormt produktiv, og hans albums er meget varierede i stil, selvom hans farverige tekstunivers altid bringer de mange forskellige musikalske stilarter sammen. Jeg fik desværre ikke set ham på Roskilde, da jeg valgte at se Ho99o9, der spillede samtidig, hvor min bagtanke var, at jeg nok snart skulle få chancen for at se Bisse en anden gang. Jeg fik så endelig set ham opføre et kort set til årets udgave af P6 Beat Rocker Koncerthuset, og det var et af de absolutte højdepunkter. Nu glæder jeg mig så til at opleve ham i en koncert af fuld længde. Hvis det bliver bare halvt så godt som den lille smagsprøve, jeg fik, så skal det nok blive mindeværdigt.

3 – Primus
Når det gælder bassister, er der få, jeg holder lige så meget af som Les Claypool, den bindegale troldmand bag basguitaren i funk-metal-bandet Primus samt et utal af andre grupper, oftest med hans eget efternavn i bandnavnet. Jeg har længe været fan af deres fjollede, barnlige omend latterligt kompetente musik. De var et af de første prominente grupper til at lave funk-metal, men selv til den dag i dag er der få, der lyder som dem. Deres humor er bizar, nærmest nær noget Frank Zappa kunne lave, og alle tre medlemmer er mestre på deres instrument, også selvom Claypool plejer at få al opmærksomheden. Jeg håber at deres skøre musikstil ikke skræmmer alle festivalgængerne væk, men de, der bliver, kommer i hvert fald til at få en på opleveren.

2 – Frank Ocean
Det her er en af de bookinger, alle taler om. Især nu, hvor det ikke engang lader til at være sikkert, at Frank Ocean i det hele taget skal optræde. Han har allerede aflyst en del datoer på sin kommende turne, og lige nu ser det ud til at NorthSides publikum kommer til at være de første til at få smag på hvordan sangene fra den mesterlige plade Blonde lyder live. Det gør det kun endnu mere spændende, at aflysningerne skyldes showproduktionen. Så begynder fantasien virkelig at skride frem, for der må da godt nok være noget vildt i vente, hvis produktionen kan udskyde turneen to gange. Er det mon en visuel oplevelse a la Endless, vi bliver præsenteret for live? Man bliver virkelig spændt. Desværre bliver man også spændt på, om det i det hele taget bliver til noget. Jeg håber virkelig meget på, at vi får set ham, for Frank Ocean er en kunstner, der kan give mig en klump i halsen og få mig til at tænke over mange forskellige facetter i livet. Der er virkelig meget nuance i hans musik, og jeg bliver altid gladere for et af hans numre efter en gentagen gennemlytning.

1 – Radiohead
Er det her det mest forudsigeligt tænkelige valg til en førsteplads? Ja, det er det nok. Er hele denne top 5 ret forudsigelig? Muligvis. Men uanset hvem de havde hyret, om de havde skaffet Kanye West, Paul McCartney, Gorillaz, Brian Wilson, Tom Waits, Björk, Television, Roger Waters og Jack White, ville Radiohead stadig være min førsteplads. De er en god kandidat til at være mit yndlingsband i hele verden, og jeg har aldrig set dem live. De har faktisk end ikke været i Danmark siden jeg blev fan af dem, men i år skal det ske. Jeg købte min billet så snart NorthSide var slut sidste år, og så snart jeg så Radiohead på plakaten igen i år, vidste jeg, at jeg havde foretaget et fantastisk køb. Uanset hvilke sange, de spiller, glæder jeg mig (selvom de godt må begrænse numrene fra Pablo Honey, hvilket de vist også typisk gør). De har lavet så mange af mine yndlingssange og så mange af mine yndlingsplader, at jeg nok skal blive tilfreds uanset hvad.

Jeg håber, I nød at læse verdens mest forudsigelige top 5. Min kommende Roskilde-Top 15 kommer forhåbentlig til at indeholde lidt flere overraskelser. Foruden de navne, jeg har diskuteret i denne top 15, planlægger jeg også at se When Saints Go Machine, Veronica Maggio, Thomas Helmig, Saveus, Off Bloom, Lightwave Empire, IAMJJ, Folkeklubben og Bastille. Det bliver sikkert en fantastisk weekend som altid.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (10-6)

Som jeg også kom ind på sidst, er der mange danske navne på NorthSide i år, og der er en del fede navne imellem dem. De fleste er dog ikke helt spændende nok, til at jeg vil placere dem på min top 15, men i denne såvel som næste del vil et par stykker optræde. Men jeg skal stadig se rigtig mange danske navne, bl.a. Folkeklubben, IAMJJ, Off Bloom, When Saints Go Machine, Lightwave Empire, Saveus og Thomas Helmig. Mens jeg glæder mig til disse navne, er der dog nogle, der prioriteres en kende højere:

10 – Agnes Obel
Jeg har kendt til denne danske art pop-kunstner i mange år, men det var først da jeg engang i 2013 hørte nummeret The Curse på P6 Beat, at jeg for alvor fik øjnene op for hende. Derefter fik jeg lyttet til begge hendes albums, og de er virkelig stilfulde og smukke værker. Jeg har dog aldrig fået set denne vidunderlige kunstner live, så jeg er glad for at få muligheden på NorthSide. Hendes nyeste album, Citizen of Glass, er en mere aparte og melankolsk oplevelse end tidligere, så jeg er spændt på at se, hvordan hun håndterer det i en live-sammenhæng.

9 – 2manydjs Live
Endnu et navn, jeg ikke kendte før NorthSide satte dem på plakaten. Jeg har siden både lyttet en del til dem og læst en del om deres originale liveshows, som det er svært at finde særlig gode videoer af, så jeg må blot vente i spænding. Men fra den smule jeg har set, ser det helt genialt ud, og når jeg undersøger deres historie, bliver jeg ret fascineret af dem. De var nogle af de allerførste moderne mashup-musikere, og de banede vejen for meget af den moderne mashup-musik, vi kender i dag, og når jeg hører det, så synes jeg virkelig stadig, det holder godt, markant bedre end mange af de kække YouTube- og Soundcloud-mashups, der mest af alt kører på genkendelsværdien. 2manydjs laver blot virkelig solid elektronisk musik, hvor de “tilfældigvis” bruger rekontekstualisering af allerede eksisterende værker til at danne helt nye lydbilleder. De ved fandeme, hvad de laver.

8 – Suspekt
For to år siden så jeg Paul McCartney på Roskilde Festival, og det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kunne håndtere mere musik derefter. Jeg overvejede grundigt, om jeg skulle blive til en omgang med Jamie xx, men jeg undlod, og i stedet så jeg Jamie sidste år på NorthSide. Den koncert, alle dog talte om, der kom efter Paul McCartney, var den danske rapgruppe Suspekt, der fik lov til at lukke Orange Scene. Der var nærmest total enighed om, at det var en af festivalens højdepunkter, men jeg gik glip af det. Det skal ikke ske i år, hvor Suspekt forhåbentlig også levererer et show af sådanne proportioner, når de spiller kl. 1 om natten. Rune Rask er muligvis landets bedste hip hop-producer, og mens rapperne Orgi-E og Bai-D kan svinge lidt mere i kvalitet, så er de, når de er bedst, bundsolide ordsmede, hvis rim kan være både morsomme, stærke og mindeværdige. Sort Sol, der spiller samtidig, er også en virkelig fed booking, men dem venter jeg med til Roskilde Festival, så jeg kan få set dem begge.

7 – Ride
Jeg er ret glad for den indadvendte shoegaze-genre, der slog igennem i Storbritanien i 90’erne. Indenfor den genre, er der tre bands, man typisk fremhæver som de helt store: My Bloody Valentine, Slowdive og Ride. My Bloody Valentine så jeg i Vega for et par år siden, og Slowdive skal jeg se på Roskilde Festival. Ride er uden tvivl den af grupperne, jeg kender mindst til, men de er stadig fremragende, og deres plader Nowhere og Going Blank Again er enormt vellykkede helhedsoplevelser, der sagtens kan konkurrere med Slowdives og My Bloody Valentines bedste plader. Det er solidt, stemningsrigt håndværk, og mens jeg havde håbet, at Ride ville få den lille scene, så skal det nok stadig blive en fænomenal oplevelse på Blue Stage.

6 – Run the Jewels
Når det gælder hip hop, er det svært at pege på en gruppe, der er lige så konsekvent med hensyn til kvalitet, som Run the Jewels er. De kunne lave en plade, hvor instrumentationen kun bestod af kattelyde, og det ville være et fedt album. Hov vent, det gjorde de, og den plade holder fandeme, også selvom jeg nok foretrækker udgaven uden kattelydene. Endvidere står de altid bag sindssyge koncerter, og til koncerten på Roskilde i 2015 var publikum vildere oplevelse end til mange metalkoncerter. El-P og Killer Mike er legendarisk dygtige, og jeg ser rigtig meget frem til at få oplevet dem endnu en gang.

Så mangler jeg kun den endelige top 5, og hvis man kender min musiksmag, skal man nok ikke kigge længe henover NorthSide-plakaten, før man regner ud, hvem der har sneget sig op i toppen. Om ikke andet undlader jeg at afsløre det ind til i morgen, hvor jeg udgiver sidste del af min top 15.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (15-11)

For fjerde år i træk planlægger jeg at ødelægge min læseferie ved at glemme alt om prøver og eksaminer i tre dage, jeg i stedet vil bruge på koncerter i Ådalen, når NorthSide 2017 igen kører for fuld udblæsning i Århus. I år er de største navne større end nogensinde, og dette er i så høj grad, at de har valgt at koge headliner-sektionen ned til blot 3 bands. Endvidere har de booket rigtig mange danske kunstnere, som muligvis trækker flere folk. Det har været lettere kontroversielt, og jeg må da også erklære mig ked af, at der ikke er flere kunstnere, jeg ikke kendte, før de kom på plakaten. De har ikke taget de helt store chancer med de små kunstnere, men kvalitetsniveauet er stadig som sædvanlig rigtig højt, så der var rigeligt med materiale til at lave en top 15 endnu en gang. Reglerne for listen er som de plejer: hvis jeg ikke planlægger at se en kunstner, kan de ikke ryge på listen – dette er nemlig en liste over hvilke koncerter, jeg glæder mig mest til. Så hvis to fede navne er samtidig, skriver jeg kun om dem, jeg planlægger at se:

15 – Mando Diao
Dette er faktisk et af de få bands, jeg ikke havde hørt om, før NorthSide annoncerede dem. De er det første band, der spiller om søndagen, og jeg er sikker på, at det bliver en kickstart af proportioner. De er et dybt charmerende svensk garagerockband, der har nok energi til hvis de skulle spille samtlige koncerter på festivalen. Det bliver dog komprimeret ned til en enkelt koncert, som dog nok skal sparke solidt gang i den lille røde scene, selvom deres lyd sagtens ville kunne fylde et stadion. Det er musik, man bare bliver glad i låget af.

14 – The Kills
Ja, jeg er glad for garagerock, og mens Mando Diao er et solidt orkester, så er The Kills en stærkere booking. Dels grundet forsanger Alison Mossheart, der har en stemme, der er helt perfekt til deres stilart, dels grundet den virkelig stærke sangskrivning, der har mere dybde end megen anden garagerock. Derudover er bandets scenefremtoning ret stærk fra hvad jeg har set på nettet, og de har et bagkatalog, der siger spar 2. Trods en ret spinkel besætning ar de en fyldig lyd, der nok skal ramme hele Ådalen. De har ikke været i Danmark siden 2008, så hvis man er til deres dejlige, rå omend fine lyd, så skal man absolut sætte kryds lørdag kl. 17:45 ved Green Stage. Og hvis man ikke nåede at få sin NorthSide-billet, kan de ses i Vega dagen forinden.

13 – The Afghan Whigs
NorthSide booker altid et par få navne, der kan vække en smule nostalgi, og sådan et band kunne fx være The Afghan Whigs, men vi har på ingen måde at gøre med de helt billige nostalgi-point, for det var jo ikke fordi gruppen nogensinde havde store hits. De lavede bare solid grunge-musik, der kom til at udgøre nogle glimrende plader. Det er ikke det band, jeg oftest hører folk omtale, når man snakker om de klassiske alternative bands fra 90’erne, men de holder fandeme, og deres nye plader er faktisk også glimrende. Hvis du ikke kender dem men holder af bands som Nirvana, Smashing Pumpkins eller Dinosaur Jr., så tjek deres klassiske plader ud, og se endelig frem til deres koncert på Red Stage.

12 – Richard Ashcroft
I min optik er Urban Hymns af The Verve en af de bedste, mest dybtfølte plader i hele britpop-bølgen, og Richard Ashcrofts optræden som bandets forsanger er en stor del af årsagen. Jovist, sangskrivningen er også en væsentlig faktor, og mens Ashcroft også ofte var en del af dette i gruppen, har hans sangskrivning i min optik ikke været nær så stærk på solopladerne. Han lyder dog stadig forbavsende godt, og han kan med sin charmerende vokal gøre sange levende som få andre. I følge setlist.fm spiller han ofte gamle Verve-klassikere, men jeg glæder mig ligeledes til at se, om han i en live-sammenhæng kan give sit solomateriale nyt liv i Ådalen.

11 – James Blake
Jeg har set James Blake live en gang før, og det var en smuk koncert, hvor jeg var omgivet af de sødeste mennesker i Falconer Salen, og den aften er sidenhen blevet emne for megen sentimentalitet og interne jokes. Mange fra af slænget så ham på Roskilde sidste år, men som den prætentiøse hipster, jeg er, så jeg Car Seat Headrest i stedet. Blakes blanding af stemningsrig elektronisk musik og alternativ R&B er betagende og smuk. Jeg glæder mig til endnu en fabelagtig koncert med ham, hvor han heldigvis har fået lov til at spille lidt hen ad aftenen, selvom det nok stadig vil være lyst i denne sommertid.

Det var så de første fem. Jeg er lidt ked af, at James skal spille samtidig med Katinka, og selvom der ikke herskede nogen tvivl om at jeg skulle se The Afghan Whighs, kunne jeg sagtens have overlevet et glædeligt gensyn med MØ, der spiller samtidig. Jeg planlægger at have del 2 ude snart, forhåbentlig allerede i morgen. Glædelig festivalsæson!

93 – Prince – Sign “☮” the Times (1987)

Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en mærkbar del af vores kulturelle verden i dag såvel som i samtiden. Man behøver end ikke at have lyttet til synderligt meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple Rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Hele vejen op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil dog nok altid være Purple Rain, men lige derefter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign “☮” the Times fra 1986. Det skulle efter Princes eget ønske oprindeligt have været et trippelalbum, men pladeselskabet endte med at overbevise ham om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen, er svagheden nok til stadighed dens længde.

Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribevis. Naturligt er at nævne det klassiske titelnummer, der viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst, men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af Slow Love og Adore, noget psych-soul på bl.a. Starfish And Coffee og If I Was Your Girlfriend , og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på House Quake og It. Variation er naturligvis en god ting, og Prince er som sangskriver faktisk ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at bide over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på If I Was Your GirlfriendStarfish and Coffee og Strange Relationships går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.

Noget, der i knap så høj grad formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter, er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal kunne det for al musik, men albummet er meget svært at genrekategorisere ud over det noget vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog meget respekt for, at han havde mange ideer, det er på alle måder åbenbart, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign “☮” the Times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.

94 – Miles Davis – Bitches Brew (1970)

Miles Davis er en jazzmusiker, det ikke rigtig er til at finde hoved og hale i. To personer kan sige til hinanden, at de elsker Miles Davis for derefter at finde ud af, at det er totalt forskellig musik, de holder af. Personligt holder jeg af rigtig mange af hans plader uanset de vidt forskellige stilarter, han præsenterer. Min favorit må dog nok være Bitches Brew fra 1970, nok det mest eksperimentelle af hans hovedværker. Det er et dobbeltalbum, typisk noget, jeg ikke er stor fan af, men Bitches Brew er ikke et dobbeltalbum, fordi Miles og bandet ikke kunne skære ned på antallet af sange. Der er kun 6 sange, der hver repræsenterer noget ganske helstøbt, men de endte også med at være meget lange. Det første nummer, Pharao’s Dance, starter meget stille ud med en spinkel trommerytme overfor en bas samt hele tre el-klaver. Det er svært at hitte ud af nogen bestemte melodiske figurer, men lyden er meget behagelig. Lige så stille hopper Davis sammen med Wayne Shorter ind på henholdsvis trompet og saxofon, og så begynder musikerne for alvor at finde hinanden. Musikken bliver mere intens, og de bevæger sig i løbet af nummerets 20 minutter vidt omkring. Det er en vidunderlig rutsjebanetur, hvor man hører vanvittigt dygtige musikere udforske helt nye musikalske ideer.

Andet nummer, Bitches Brew, er med sine 27 minutter endnu længere og endda mere udfordrende. Oftest får jeg end ikke mulighed for at komme så langt i pladen, hvis jeg spiller den for andre. Den starter helt tomt med 8 bastoner uden nogen umiddelbar rytmisk eller melodisk karakter. Herefter kommer en dissonerende akkord, hvor størstedelen af bandet er med. Dette kan, hvis man strækker definitionen, kaldes for nummerets hovedtema, og det er en idé, som sangen bygger videre på. Hele nummeret er bygget op efter en dikotomi mellem ro og kaos. Både ro og kaos bliver kun mere og mere ekstrem med tiden, og på en eller anden måde formår Davis at konstruere nummeret, så man alligevel til sidst ikke kan skelne mellem dem. Helt klart et af mine yndlings-jazznumre, men det er ikke for sarte øren. Så er tredje nummer Spanish Key nok lettere at forholde sig til med sin funky guitar og mere harmoniske opbygning, omend der stadig er godt med dissonanser. Det er nok stadig ikke ligefrem til popstationerne, men indflydelsen fra tidlig funkmusik giver den en kant, der får den til at ramme noget andet end resten af pladen.

Guitaristen er især i fokus på det fjerde og korteste nummer, der da også er opkaldt efter ham; nummeret hedder John McLaughlin. Det kan opfattes som en forlænget guitarsolo, og selvom der da er visse gennemgående figurer i nummeret, kan der næppe tales om en egentlig struktur. Men det er et fremragende nummer, og trods sin korte længde på kun 4 minutter, stikker den flot ud. Der vendes tilbage på funk, nu i en lidt langsommere udgave, på den ondskabsfulde Miles Runs the Voodoo Down. Det er et mere konsekvent sonisk billede end noget andet nummer, der præsenteres her, og nummeret vækker nok klarere billeder end resten. Når det 14 minutter lange nummer er det mest lyttervenlige, ved man, at man har med en speciel plade at gøre. Afslutningsnummeret Sanctuary leder i starten tankerne hen mod Davis’ rødder i modaljazz, men tilsat en smule ekstra dissonans. Det er dog ind til man 4 minutter inde møder den nok vildeste lydeksplosion på hele pladen. De to sider af musikken er nu så forskellige i udtryk, at der på alle måder er tale om et konflikternes højdepunkt. Og det er lige præcis det, jeg aldrig har hørt en anden jazzplade udtrykke så godt: konflikt. Det er et unikum af en jazzplade.