27 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers (1961)

Myten om den sagnomspundne bluesguitarist og -sanger Robert Johnson har en uheldig tendens til at overskygge selve hans musik. Han indspillede da også kun en meget begrænset række sange tilbage i slut-30’erne, og omtrent halvdelen af disse blev i 1961 udgivet på opsamlingen ‘King of the Delta Blues Singers’, som mangt en rock- og bluesmusiker sidenhen har ladet sig inspirere af. Albummet består af 16 bluessange, alle med blot Johnsons vokal og hans guitar. Lydkvaliteten er umanerligt ringe. Det har sin charme, og det transporterer næsten lytteren til Mississippis delta, men det bliver også meget ensartet med tiden. Robert Johnson er i min optik helt klart en musiker, hvor det er bedre at lytte til individuelle sange end at høre et helt album – men det er nu engang et helt album, jeg anmelder. Han har en spøjs, sjælfuld vokallevering og en vild, idiosynkratisk guitarteknik – det er ikke svært at forstå, hvorfor han stak ud i sin samtid. Men de samme akkordrundgange går igen rigtig meget på tværs af ‘King of the Delta Blues Singers’, og når instrumentationen som sagt kun er guitar og vokal, bliver det til 41 meget monotone minutter.

Robert Johnsons sangskrivning er virkelig begrænset. Det har naturligvis dels noget at gøre med, hvor få musikalske virkemidler, han rent materielt har at arbejde med, men det er også væsentligt at pege på, at hans melodier bare minder utrolig meget om hinanden. Så meget, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ville høre ‘Ramblin’ on My Mind’ eller ‘Stones in My Passway’, når ‘Preachin’ Blues (Up Jumped The Devil)’ og ‘If I Had Possession over Judgement Day’ er mere interessante måder at tackle det samme basale melodiske koncept. At finde dem, der falder uden for er næsten en større udfordring end at finde dem, der bruger den samme melodi. Der er den energiske, fængende ‘Last Fair Deal Gone Down’, den henslæbte ‘Hell Hound on My Tail’ og den forførende ‘Come On In My Kitchen’, men langt størstedelen af pladen er blot milde variationer over den samme kanoniserede bluesmelodi. Det er ikke fordi nogen af sangene stikker ud som særligt svage bearbejdelser af denne melodi, men når man får så mange af dem i streg, ender de med at synes som en stor, ensartet grød, hvor kun de allerbedste stikker ud.

Der er skam også en række positive aspekter, også selv om jeg ikke personligt føler, at de er nok til, at albummet holder i længden. Som jeg tidligere kom inde på, føles det lidt som en tidsrejse. Man kan næsten lugte Robert Johnsons omverden i deltaen for sig, og teksterne giver et ret levende indblik i hvordan hans liv har været. Massevis af mentale billeder opstår i mit hoved, når jeg lytter til hans sange. Det udsagn er selvfølgelig gældende for de fleste af tidens bluesindspilninger, men jeg føler nu stadig at Johnson er en af de bedste i denne disciplin, især grundet hans uslebne men alligevel så overbevisende vokal. Hvis man er fan af senere udviklinger i blues- eller bluesrock, er det også ret spændende at kigge på genrens rødder, og her er få mere oplagte at kigge på end Robert Johnson. Jeg synes, det er ret spændende som fan af Muddy Waters, John Lee Hooker, Eric Clapton og The Rolling Stones at kigge på, hvordan de har ladet sig inspirere af Johnson. Og slutteligt, selv om jeg synes, 41 minutter er lidt for meget, er det skånsomt sammenlignet med mange senere Johnson-opsamlinger, der grundet hans smalle diskografi har forsøgt at få stort set det hele med. Men jeg regner med, at jeg nok personligt aldrig vil høre albummet igen, efter denne anmeldelse er færdig.

28 – The Who – Who’s Next (1971)

Lad os lige være ærlige: alene åbneren ‘Baba O’Riley’ og lukkeren ‘Won’t Get Fooled Again’ er nok, til at The Whos storværk, ‘Who’s Next’ havde fået klassikerstatus, stort set uanset, hvad der befandt sig på resten af tracklisten. De er to af rockhistoriens mest gennemførte sange. Ikke ét sekund bliver spildt, og fra første tone står det i begge tilfælde klart, at man er på vej til at høre et opus af dimensioner. Det er hårdt at være pålæg i en sandwich når begge brødskiver er så delikate, men resten af ‘Who’s Next’ kan sagtens følge med. Ingen af de øvrige sange går efter samme grandiositet, og det er nok egentlig et meget klogt valg – det kunne let gøre, at albummet føltes så proppet med kalorier, at man blev helt udmattet af at høre det. Det, der derimod kendetegner store dele af albummet, er en iver og et ungdomsoprør – et, der føles mere målrettet og ironisk nok modent, end da de i sin tid debuterede med ‘My Generation’. Instrumenterne bliver spillet på mere diskret, præcis vis, selv Keith Moons trommer, der ellers er kendt for at brage løs – hvilket, de heldigvis også får plads til. Albummet forstår nemlig som få andre at veksle i dynamikken, så det hele tiden er på vej et sted hen, der føles både spændende og passende.

To af de bedste sange på skiven er da også nærmest ballader – i hvert fald i løbet af en stor del af spilletiden – ‘The Song Is Over’ og ‘Behind Blue Eyes’ kommunikerer begge ungdommelig, eksistentiel angst virkelig godt. Jeg mærker det besvær, Roger Daltrey synger om på disse sange, når jeg hører dem. Det er et tegn på ikke blot god sangskrivning, men også på fantastisk arbejde som instrumentalister, et punkt hvor The Who næppe har toppet dette album. Der er også noget imponerende over produktionen. De bjergtagende arrangementer er meget klart producerede – ja, det var nok gruppens mest polerede skive, da den udkom tilbage i 1971. Hvert eneste instrument træder tydeligt frem i lydbilledet, og ofte foregår der ellers en hel del. Særligt Pete Townshends legen på alskens forskellige tangentinstrumenter og John Entwistles stedvise udfoldelser på messingblæserne tilfører musikken en del fylde. Takket være produktionen bliver det aldrig uoverskueligt. Men takket være bandets uforlignelige talent og viljestyrke føles den krystalklare lyd ikke for sanitær, og der er altid en fornemmelse af ukontrollerbarhed, når jeg hører musikerne slå sig løs – lyden er målrettet, men stadig ustyrlig i sin vildskab.

Har jeg nogle kritikpunkter for denne skive? Ja, der er nogle ganske få. Dels, som jeg allerede har antydet, bliver midten af skiven ret overskygget af både starten og afslutningen. Sangskrivningen er ikke dårlig, men den sidder simpelthen ikke nær så godt fast som på ‘Baba O’Riley’, ‘Behind Blue Eyes’ eller ‘Won’t Get Fooled Again’. På netop ‘Getting in Tune’ synes jeg, at omkvædet bliver lidt for ensartet, fladt og langtrukkent, og den lettere kaotiske afslutningssolo på ‘Going Mobile’ siger mig heller ikke det store. Men det er ikke noget, jeg tænker det store over, når jeg hører albummet, for tracklisten er bygget helt eminent op. Til trods for, at der ikke er noget gennemgående koncept som på ‘Quadrophenia’ og ‘Tommy’, er albummet lige så godt, hvis ikke bedre, til at gøre lytteoplevelsen ufatteligt sammenhængende. De ni tracks hænger virkelig godt sammen, og af denne årsag tænker jeg faktisk ikke meget over, at midten ikke kan måle sig med begyndelsen eller slutningen – for disse sange bidrager stadig rigtig meget til albummet som samlet enhed. Og ‘Who’s Next’ er netop det – en samlet enhed – det er en tour de force af følelser, som forholder sig frisk, selv efter adskillige gennemlytninger.

29 – Led Zeppelin – Led Zeppelin (1969)

Jeg synes ikke, det er svært at forstå i dag, hvorfor Led Zeppelin har været så indflydelsesrige. For selv om deres debut, er næsten 50 år gammel, og mange har forsøgt at genskabe eller endda overgå dennes lyd i løbet af det sidste halve årti, så er der stadig en forfriskende rå vildskab, der gennemsyrer hele udgivelsen. Alle fire medlemmer giver den hele armen lige fra første nummer, ‘Good Times Bad Times’, og de demonstrerer sig selv som totalt teknisk overlegne – uden at deres tekniske kunnen på nogen måde distraherer fra deres evne til at levere et bundsolidt rockorgie. Mere diskret er den folk-klingende start på andet nummer, ‘Babe, I’m Gonna Leave You’, og vi får altså også hurtigt gjort det tydeligt, at de mestrer et bredt spektrum af stemninger. Det munder dog stadig ud i en sensuel eksplosion, hvor alle instrumenter går fuldkommen amok. Dette klimaks er nok et af de allerstørste øjeblikke i hele Led Zeppelin-kanonen. Der går nærmest proto-metal i den på deres cover af den mestendels langsomme ‘Dazed and Confused’, der med sine æteriske guitarlyde og kraftfulde vokal bliver til en faretruende øvelse udi dominans – en meget vellykket en af slagsen. Gruppen kunne deres kram, og allerede her viste de store ambitioner, der senere ville blive løftet endnu højere op med ‘Houses of the Holy’, ‘Physical Graffiti’ og deres ubetitlede fjerde album.

Vi har at gøre med fire musikere, der er fantastisk godt i stand til at udføre lige det, de sætter sig for. Albummets få problemer handler derfor oftere om, hvad de beslutter sig for at lave, rettere end deres udførsel. Jeg finder det for eksempel ikke så inspirerende, at ‘You Shook Me’ og ‘I Can’t Quit You Baby’ blot bruger fortærskede bluesmelodier, som adskillige af de store bluesmænd allerede havde brugt adskillige gange dengang – vel at mærke opført med fremragende iver og indlevelse fra hele kvartetten. Jeg er heller ikke så glad for, at de valgte blot at gentage den samme linje igen og igen på ‘Your Time Is Gonna Come’. Resultatet af dette er lidt uforløsende, men i løbet f størstedelen af sangen har vi at gøre med en intet mindre end smuk folk-sang, hvor gruppen med stor succes går uden for deres hårdtrockende komfortzone. Det efterfølgende track, den to minutter lange ‘Black Mountain Side’, er nok det eneste nummer på skiven, jeg ligefrem ikke kan lide. Det er en ganske køn men umådeligt triviel instrumental sang, hvor guitarist Jimmy Page er i fokus, og det er nok det eneste tidspunkt, hvor han imponerer teknisk uden rent faktisk at føles ekspressiv for mig.

Albummet føles ud over disse små punkter ikke den mindste smule forældet. Led Zeppelins lyd her er stadig imponerende gennemtrængende og tiltalende i dag – se blot hvor stor succes, den unge gruppe Greta Van Fleet for tiden har ved skamløst at rekreere lyden af dette album. Og alligevel, knap 50 år senere, lyder de oprindelige skæringer stadig både rebelske og friske i en grad, hvor efterligningerne slet ikke kan følge med. Før vi lige runder anmeldelsen af, bliver jeg dog nok nødt til at komme ind på hvorvidt disse rent faktisk er de oprindelige skæringer. For Led Zeppelin er talrige gange blevet beskyldt for plagiat, især for sangene på debuten. Det vigtigt for mig atter at understrege, at dette plagiat rent faktisk har resulteret i nogle skidegode sange, men jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er lidt smagløst, at gruppen ikke gav noget af æren til de sangskrivere, de så åbenlyst har taget idéer fra. ‘Led Zeppelin’ er en dynamisk rejse gennem op- og nedture, og den bliver spillet med så meget overbevisning, at det ikke er til at stå for. Det er stadig en af gruppens allerbedste plader, og den har skam fortjent sin status som milepæl i den hårde rockmusiks historiebøger.

30 – Joni Mitchell – Blue (1971)

Når Joni Mitchells sangskrivning er bedst, føles den intuitiv – som om, Mitchell bare sidder med sit instrument, åbner munden, og mere eller mindre ved et tilfælde, er det et øjeblikkeligt imødekommende mesterværk, der ryger ud af det. På hendes mest roste album, ‘Blue’ fra 1971, er hun på sit mest sårbare – ofte alene med en guitar, en dulcimer eller et klaver. Blot fire af de ti sange har yderligere instrumentation, men det er ikke spraglet, og Mitchell selv er stadig i klar fokus, instrumentalt såvel som vokalt. Hun er god til at skrive stærke sange, der leveres så naturligt, at det næsten ikke viser sig, at stort set alle hendes sange er bygget op af den samme simple vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Hendes idiosynkratiske stemme er også så gribende, at man næsten ikke bemærker, at instrumentationen er så simpel i løbet af hele albummet. Hun rammer så mange forskellige stemninger med sin vokal, at hun næsten kan lyde som et helt orkester, når hun blot har et instrument ved sin side. Ingen dele af albummets underspillede lyd er percussioninstrumenter – rytmen lægger sig i sig stedet i guitaren, dulcimeren eller klaveret, hvilket gør lyden så meget mere skrøbelig. Dette fravær af en dreven rytme i bunden af tracket, er noget af det, der gør ‘Blue’ til en så nøgen lytteoplevelse.

Joni Mitchells melodier sidder lige i skabet. Der er ikke noget fra den mere jazzede ende af hendes sangskrivning, som jeg nu holder særlig meget af, men den intime folklyd på albummet klædes nok alligevel bedst af de mere traditionelle retninger, sangene melodisk bevæger sig i. Bemærk dog, at selv om universet på ‘Blue’ er traditionelt, er det på ingen måde forældet. Sange som ‘California’, ‘Carey’ og ‘A Case of You’ kunne blive udgivet i dag, og de ville sandsynligvis stadig blive overdænget med roser i diverse indie-cirkler. Der er noget tidløst over både hendes lyd, hendes melodier og hendes livagtige, maleriske lyrik. ‘River’ er et klart højdepunkt her – det er jul, og Mitchell er vemodig over sin tilværelse i verden, så hun drømmer om en flod, hun kan skøjte på. Det er så simple billeder, men alligevel har de så umiddelbar gennemslagskraft. Selv om titlen ‘Blue’ klart angiver, at det melankolske står centralt på albummet – især mod slutningen – er der godt med optimistiske lyspunkter, der gør albummet lettere at lytte til. Især åbningsnummeret ‘All I Want’ er et lystigt, imødekommende track, der gør det til tider ganske tunge album let at sluge.

Den simple lyd på ‘Blue’ er lidt af et tveægget sværd for mig. Den gør, at pladen egner sig helt perfekt til for eksempel en grå regnvejrsdag, men hvis jeg hører albummet for mange gange, kan jeg godt savne lidt tjubang. Jeg må dog sige, at instrumenterne bliver spillet med en fantastisk detaljegrad. Ingen tone føles tilfældig, og der er en del kreative påfund, der stikker ud. Mest mærkbart er nok, at Mitchell interpolerer melodien til ‘Jingle Bells’ i klaveret på ‘River’. En anden finurlighed, der mere ligger i produktionen, er da Mitchell synger om, hvad flyradioen spiller på ‘This Flight Tonight’ – her bliver hele lydbilledet distorteret, så det lyder mere som en radio, og alligevel fortsætter sangen på imponerende vis ufortrødent sit hastige flow. Næste gang, du har en regnvejrsdag, for eksempel her i efteråret, er ‘Blue’ et oplagt album at sætte på. Sid med en kop kakao og tænk over livet. Nyd Joni, der fortæller dig om sine egne livsoplevelser, mens hun ledsages af varme akkorder i et nærværende lydlandskab. Og når albummet er slut, giv det et par minutters stilhed til at lægge sig. Det fortjener det.

31 – Bob Dylan – Bringing It All Back Home (1965)

I midt-60’erne havde Bob Dylan fået status som sin generations store folkesanger, og hans popularitet havde været med til at fostre en fornyet interesse i folk-genren, især i USA. Det kom derfor som lidt af et chok, da han udgav sit femte studiealbum, ‘Bringing It All Back Home’, hvor han på første halvdel bliver akkompagneret af et elektrisk band. Han havde altid haft lidt af en rebelsk rockånd – mange af hans mest populære sange havde været protestsange – men på ‘Bringing It All Back Home’ får han fusioneret folk og rock på en måde, som få album kan prale af tidligere at have formået. Hvis han ikke kan krediteres for at opfinde folkrock, kan han i hvert fald tage æren for at popularisere stilarten med dette album. Den anden halvdel, der består af blot fire sange, der generelt er en kende længere end dem på første side, er akustisk og lyder mere som hans tidligere materiale, i hvert fald rent sonisk. For det lyriske udtryk er ret konsekvent på tværs af de to sider, og her markerer vi atter en radikal udvikling for Dylan: I stedet for imødekommende protestsange og et generelt lettilgængeligt tekstunivers, er ‘Bringing It All Back Home’ nemlig fyldt med abstrakte, poetiske billeder frem for sange med klare meddelelser.

Jeg er rigtig vild med denne mere farverige side af Dylans lyrik. Åbningsnummeret ‘Subterranean Homesick Blues’ sætter perfekt tonen for albummet. Det rablende nummer går så stærkt, at det er svært at følge med, men den er alligevel så fyldt med mindeværdige linjer, at den stikker frem som et af Dylans bedste tracks nogensinde. Den mere komplekse lyriske opbygning gør det til et nummer, der er værd at dykke ned i og høre adskillige gange. Et af de mere ligefremme narrativer på albummet er ‘Maggie’s Farm’, der lader til at være en historie om en staldknægt, der blev hunset rundt af den titulære Maggie og hendes familie. Igen er Dylan en vanvittigt begavet tekstforfatter, og han bruger denne fortælling som en allegori for sin egen situation i musikbranchen. Nogle af de tekster, jeg nyder allermest, har jeg dog aldrig læst det store ind i. Jeg er vild med den syrede drømmefortælling ‘Bob Dylan’s 115th Dream’, og den vemodige, ensomme ‘Mr. Tambourine Man’ er fyldt med forførende vendinger. ‘Gates of Eden’ er ligeledes en af hans smukkeste sange nogensinde, hvor han sætter grumme dommedagsbilleder op over for en sarkastisk omend også virkelig smuk paradisforestilling.

Visse onde tunger har påstået, at Dylan ikke er den store melodiforfatter. Jovist, han benytter ikke de mest avancerede virkemidler, men han har styr på at skrive melodier, der sætter sig på nethinden og understøtter hans tekster godt. Jeg vil nok sige, at der er et par svagere led på første halvdel, her navnligt de mere bluesbaserede kompositioner ‘She Belongs to Me’, ‘Outlaw Blues’ og ‘On the Road Again’ – hans band og hans egen levering sørger heldigvis for at tilføre godt med liv til musikken. Overgangen mellem sangene med det elektriske band og de akustiske sange går desuden virkelig godt. Den elektriske guitar har en rå, spinkel lyd, der står lige så naturligt til Dylans stil som den akustiske guitar, og på samme måde har Dylans akustiske guitarspil en usleben, lidt sløset tilgang, der giver den lidt af den samme rockattitude, der er til stede på første side. Dylans ‘Bringing It All Back Home’ er en milepæl i folkrockens historie, og det er stadig et vældig solidt album, der byder på nogle af rockpoetens allerbedste numre. Det er ikke hans mest avancerede materiale, men det er virkelig solidt håndværk.

32 – The Rolling Stones – Let It Bleed (1969)

I 1969 var The Beatles ved at takke af, men deres evige konkurrenter i The Rolling Stones havde kun lige begyndt deres allerstørste succesperiode. De havde lige udgivet den anmelderroste ‘Beggars Banquet’ året forinden – ikke, et album, jeg finder lige så fantastisk som de fleste andre gør, omend det stadig er en fin skive. Roserne er i mine øjne langt mere fortjente, når det gælder opfølgeren, ‘Let It Bleed’ fra 1969. En af årsagerne til, at jeg finder den så meget bedre, er strukturen. For eksempel elsker jeg, at de to sange, der føles allerstørst, er i hver sin ende af albummet. Albummet starter med den grumme, morderiske Vietnam-protestsang ‘Gimmie Shelter’ – et nummer, der byder på nogle tidlige klimakser, når gæstevokalist Merry Clayton synger linjerne »Rape! Murder! It’s just a shot away« for sine lungers fulde kraft. Afslutningsnummeret er derimod en fællessang, der starter diskret og ender i religiøse proportioner med et tilhørende gospelkor for ekstra effekt. Derudover er The Rolling Stones rigtig gode til at skabe dynamisk variation. Disse to står stadig som klare dynamiske højdepunkter, men der er ellers en god vekslen mellem country-ballader, energiske rock and roll-tracks, deciderede bluessange og endda en smule funkinspiration.

Bandet er selvsagt virkelig dygtige – de føjer masser af karakter til de ofte ret simple kompositioner, og de sørger for at tackle de forskellige stilarter med den samme karismatiske balance mellem løssluppenhed og finesse. Det gør, at vi trods en bred sonisk pallette altid kan høre, at vi har at gøre med det samme band – og det er altid meget underholdende at høre dem udforske alskens forskellige lyde. En af mine favoritter er ‘Country Honk’. Det er en øm udgave af deres hit ‘Honky Tonk Women’, hvor instrumentationen er blevet mærkbart mere country-inspireret. I starten virkede det gimmicky i mine øjne, og jeg havde svært ved at forstå, at de ikke bare inkluderede den kendte rockudgave, men den endte med at overvinde mig med sin unikke, uslebne lyd. Den bliver efterfulgt af en solid, dejligt rodet rocksang ved navn ‘Live With Me’, der byder på både en fed saxofonsolo, en flot basgang, et levende klaver og nogle trommer, der bliver smadret synder og sammen. Dette album er generelt rig på den attitude, Stones oprindeligt gjorde sig bemærkede for, dog med langt mere målrettethed, end man finder på deres tidligste plader.

Der er nogle få tracks, der ikke siger mig det store. Det seksuelle, druggy titelnummer siger mig ikke det store, og jeg synes at hooket bliver lidt for ensartet, samt at Mick Jaggers stemme kan gå hen og blive irriterende. Jeg er dog glad for både dens brug af klaver, slideguitar og bas, der tilføjer godt med liv til tracket. Jeg synes måske også, at den stille bluesballade ‘Love in Vain’ er en lidt for stille opfølger til ‘Gimmie Shelter’ – det er godt med dynamisk afveksling, men det føles lidt som om, man pludselig har startet det hele forfra. Både den og den lidt mere country-prægede ‘You Got the Silver’ er i den mere forglemmelige ende af albummet – sidstnævnte er dog en glimrende stemningssætter for den vovede, funky ‘Monkey Man’, der ville have været oplagt til at afslutte albummet, hvis det ikke var for den mesterlige ‘You Can’t Always Get What You Want’. På ‘Monkey Man’ går hele bandet amok til sidst, især Jagger og Richard, og det går lige i hjertet. ‘Let It Bleed’ er en virkelig hyggelig, underholdende plade. Jeg tror ikke, man skal forvente det helt store kunstneriske statement, man skal mest af alt bare lade sig rive med. For når man lader sig rive med, ender man med en rigtig tilfredsstillende albumoplevelse.

33 – Ramones – Ramones (1976)

Jeg tror, jeg har sagt det før, men det legendariske punkband Ramones var ikke just de helt store tekniske virtuoser. At de i dag huskes som nogle af de helt store i genren kan meget vel have noget at gøre med, at de var på det rette sted på det rette tidspunkt. Alle sangene på deres eponyme debutalbum fra 1976 er ufatteligt simple i struktur, de drejer sig om få, meget ensartede riffs, og forsanger Joey Ramone befinder sig ofte et sted mellem at mumle og rent faktisk at synge – dog stadig uden en tone i livet. Det er ikke en stilart, der er svær at genskabe, og mange har da også forsøgt gennem tiden, ofte med lidt ekstra tilsatte ingredienser. Sammenlignet med de over 40 år, punken sidenhen har udviklet sig, kan det første Ramones-album derfor smage lidt af hvidt brød uden pålæg. Genren er skåret ned til benet. De har ikke meget at arbejde med, og med det taget i betragtning, er det egentlig en overraskende solid skæring. Først og fremmest starter albummet jo med en af gruppens stærkeste sange: ‘Blitzkrieg Bop’. Det er et energisk track, hvor de viser, at de kan lave inficerende melodier, markante hooks og endda et par øjeblikke, der viser, at de ikke er helt blinde for sonisk dynamik.

Sangskrivningen er tit inspireret af 60’er-musik, og trods gruppens skramlede lyd, drejer det sig ikke om tidens garagerock. Derimod er der klare referencer til radiovenlige popgrupper som The Beach Boys og Herman’s Hermits. Dette høres både i mange motiver i vokalmelodien, visse direkte lyriske referencer og mest forunderligt i diverse forsøg på at gengive deres inspirationskilders flotte vokalharmonier – spektakulært nok uden, at der rent faktisk harmoniseres. Ramones var tydeligt bevidste om, at de ikke var verdens mest komplekse band, så heldigvis er de virkelig gode til at stoppe mens legen er god. Den længste sang på albummet er knap tre minutter, og de fleste sange befinder sig enten lidt over eller under de to minutter. Det er et godt artistisk valg, for deres simple sange kan ikke holde til meget mere. Ligeledes er deres stil ikke særlig varieret, så heldigvis holder albummet sig til blot 29 minutter samlet. På den måde ender de rent faktisk med at holde deres charme ved lige, også selv om man skal i gennem 14 sange af ret varieret kvalitet. Med det sagt, så er det en ret monoton oplevelse, og tit har jeg svært ved at skælne det ene riff fra det andet.

Der er dog helt klart nogle tracks, der stikker ud. Joey Ramones faux-britiske snak-sang på ‘Beat on the Brat’ er ganske fornøjelig, og instrumentalt er den i den mere diskrete ende af pladen. ‘Judy Is A Punk’ er en af de stærkere af de simple melodier, og dens håndklap er også en nydelig detalje i et ellers hovedsageligt unuanceret lydbillede. ‘I Wanna Be Your Boyfriend’ er noget så simpelt som en oprigtig kærlighedssang, og den er en af de langsommere sange på albummet – den er lidt kikset, men den har karisma, og det ville være forfriskende med flere sange af dens støbning. Den fandenivoldske ‘Now I Wanna Sniff Some Glue’ er også virkelig underholdende, og de gør endda noget så vovet som at lade Joey synge et par linjer, hvor den eneste instrumentation er hi-hatten. Alle disse sange er på første halvdel af albummet, og desværre er anden halvdel en mere mudret oplevelse. De bedste øjeblikke er de tidspunkter, hvor jeg tydeligst kan mærke deres 60’er-inspiration, da det til stadighed adskiller dem fra mange af deres efterfølgere – såsom deres cover af Chris Montez’ ‘Let’s Dance’ eller falsetten på ‘I Don’t Wanna Walk Around With You’. Dampen siver dog desværre ud af albummet, og det er synd, for på sine bedste punkter er ‘Ramones’ faktisk en glimrende punkplade. De mere middelmådige numre ender bare med at fylde en tand for meget.

34 – The Band – Music From Big Pink

I 1965 tog Bob Dylan på turné med et backingband ved navn The Hawks. Efter denne turné indspillede Dylan og The Hawks en række demoer sammen, der senere ville blive til ‘The Basement Tapes’. I 1968 skiftede gruppen navn til The Band, og med debutalbummet ‘Music From Big Pink’ skulle de bevise, at de sagtens kunne klare sig uden Dylan. Eller, det vil sige tre af sangene på albummet var faktisk skrevet af Dylan i forbindelse med de dengang uudgivne ‘The Basement Tapes’-indspilninger. De tre er da også tre af albummets allerbedste sange: ‘Tears of Rage’, ‘This Wheel’s on Fire’ og ‘I Shall Be Released’. Det skal dog siges, at det ikke blot er Dylans fortjeneste – The Band spiller fortræffeligt på disse sange, og ‘This Wheel’s On Fire’ er blevet langt mere dynamisk end i ‘The Basement Tapes’-udgaven. ‘I Shall Be Released’ og ‘Tears Of Rage’ er derimod blevet mere skrøbelige, og instrumentationen på førstnævnte lyder konstant som om, den er ved at falde fra hinanden. Man kan godt mærke, at de har været tæt på Dylan, for hvis man ikke lige vidste det, ville det være ret svært at gætte, hvilke af sangene, der er Dylans, og hvilke, der er deres egne. De har rent faktisk opnået et flair for poesi og melodier, der kan måle sig med den store singer/songwriter.

Deres meget høje lyriske niveau får derfor det ene cover til at stikke en smule ud. Nu har jeg ganske vist generelt en aversion over for den dels platte, dels overdramatiske countryklassiker ‘Long Black Veil’, men ikke desto mindre er dens meget direkte fortællestil langt under deres niveau. Om ikke andet må jeg rose dem for at have skabt en af de udgaver, der er lettere at holde ud, netop fordi samspillet mellem musikerne er så stærkt og levende. Banddynamikken står endnu stærkere på det efterfølgende track, ‘Chest Fever’, der starter med et brag af en orgelintro, der ville være Deep Purple eller Iron Butterfly værdig. Oven på introen får vi dertil en af gruppens mest groovy sange nogensinde, og heldigvis vender de fyldige orgelmotiver fra introen tilbage i løbet af tracket. Det er endnu et af de knap så Dylan-klingende numre, men fokus er mere på bandets lyd end på selve sangskrivningen, og i den sammenhæng passer den virkelig godt ind. Det samme kan jeg sige om ‘We Can Talk’ – dynamikken er i højsædet, og den virkelig velspillede men alligevel løsslupne lyd giver bandet en dengang helt unik, rootsy rockstil.

Kronjuvelen blandt deres egne kompositioner på albummet er helt klart den imødekommende men lyrisk lettere mystiske sang ‘The Weight’, skrevet af Robbie Robertson. Den har en letsindig vokallevering og en rolig akustisk guitar sat over for frembrusende, tunge rytmer fra bas og trommer – dertil et simpelt, fængende og poetisk omkvæd, hvor bandet giver den hele armen, og til slut falmer sangen på vemodig vis. Det er en rockklassiker, der med god grund er blevet The Bands mest kendte sang. Der er generelt ikke så meget at beklage sig over på The Bands stærke debutalbum. Jeg ville måske ønske, at der var lidt flere instrumenter på den relativt minimalistiske ‘Lonesome Suzie’ – gruppen hedder trods alt The Band, og Richard Manuels vokal kan være en kende enerverende, når han ikke har godt med instrumentation at læne sig op ad. Mens jeg nok stadig synes, at deres eponyme opfølger er endnu stærkere, så er ‘Music From Big Pink’ stadig en fornøjelig skive med rigeligt med højdepunkter, stærk sangskrivning og et velspillende, dynamisk band. Og så behøver man jo egentlig ikke så meget mere.

35 – David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars (1972)

Det er sjovt, at David Bowies anmelderroste 1972-album ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’ så ofte bliver anset som det definitive album i glamrockgenren. For det er også en dekonstruktion af den glamrock, der kun få år forinden var begyndt at etablere sig som en markant musikalsk bevægelse. Albummet omhandler en figur ved navn Ziggy Stardust, en selvcentreret, berømmelseshungrende rockstjerne fra Mars, der i følge nummeret ‘Ziggy Stardust’ »took it all too far«. Albummet er på visse punkter en hyldest til rockstjernefænomenet – den overdrevne cockyness er noget af det, der gør ‘Moonage Daydream’ til et af albummets bedste sange, og på ‘Starman’ bliver den nærmest religiøse idolisering af Ziggy præsenteret som en euforisk oplevelse, hvilket de elegante strygerarrangementer flot udtrykker. Sangene kører meget flot frem og tilbage i en vekselvirkning mellem en hyldest til rockstjernekulturen og en kritik af den personlighedskult, der følger med. Det er gribende, og man ender med at forstå hvorfor berømmelsen ender med at omsvulme Ziggy Stardust så meget, at albummet på tragisk vis slutter af med et ‘Rock ‘n’ Roll Suicide’.

Der er nogle stærke arrangementer på albummet. Oftest er de i klassisk glamstil, men tit er der mere finesse til stede, end der er på et typisk nummer med T. Rex eller Slade, der gik noget mere efter rå attitude. Bowies sange har ofte en aura af tomhed eller melankoli til stede, hvilket fx får hooket til ‘Star’ til at være meget rammende. Sangen er også så stærkt skruet sammen, at både vokal og instrumentation gradvis lyder mere og mere håbløs for hver gang Bowie synger linjen »as a rock & roll Star«. På mange af sangene står den elektriske guitar meget centralt – symbolsk såvel som sonisk er den fantastisk til at udtrykke den rockstjerneflamboyance, som er en så stor del af Ziggy Stardust-personaen. Instrumentet bliver behersket af Mick Ronson, og han er den helt perfekte guitarist til dette album. Hans stil er cool og selvsikker, men den er også fremtrædende med sin cockyness. Selv når han spiller meget simple, protopunkede riffs, er hans stil veloplagt, og hans soli på ‘Moonage Daydream’ og ‘Star’ er så nogle af albummets følelsesmæssige højdepunkter. På sangen ‘Ziggy Stardust’ bliver hovedpersonen omtalt i tredjeperson af Bowie, og da er det guitaren mere end noget andet, der er selve hr. Stardust.

Mine yndlingssange på albummet er generelt balladerne. Jovist, ‘Moonage Daydream’ og ‘Suffragette City’ er vidunderlige, vilde rocktracks, hvor der er underholdende meget gang i bandet – men på sange som ‘Five Years’, ‘Lady Stardust’ og ‘Rock ‘n’ Roll Suicide’ vendes både musikalske og lyriske glamrockklichéer på hovedet for at skabe medrivende drama. Det er de sange, der er limen i albummet, og ganske symmetrisk er de henholdsvis det første, det midterste og det sidste nummer, hvilket er med til at gøre lytteoplevelsen dynamisk. Der er nogle mindre problemer ved dette album – blandt andet er ‘Hang on to Yourself’ en lidt flad T. Rex-pastiche, der ikke ligefrem spragler med stærke musikalske idéer, og mens ‘It Ain’t Easy’ byder på fed karakterskildring, er dens loud-quiet-loud-dynamik til tider lidt udmattende. Jeg kan dog ikke se bort fra, at jeg elsker teksten, og at hvis den var lidt kortere, ville man have løst en del problemer. Men albummets væld af kreative ideer overstråler klart de få problemer, albummet har. ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars’ er et konceptalbum af den bedste slags, netop fordi musikken er så fængslende i sig selv, mens konceptet formår at tilføje endnu mere til oplevelsen. Det er et album, der absolut har fortjent sin klassikerstatus, og den er klart en af de bedste glamrockudgivelser nogensinde.

36 – Carole King – Tapestry (1971)

Jeg skriver meget om genredefinerende album for tiden. Ligesom hvordan Eagles var med til at determinere soft-rockens fremtid, og Sex Pistols‘ provokationsrock var toneangivende for punkmusikkens tidlige år, hænger singer/songwriter-traditionen uløseligt sammen med Carole Kings ‘Tapestry’ fra 1971. Der er adskillige tidligere udgivelser, der i dag bliver kaldt singer/songwriter-musik, men hele denne genre fik sit navn fra skikkelser som King. King var nemlig en sangskriver i mange år inden hun udgav sit debutalbum, oplagt betitlet ‘Writer’. Kunstnere som The Drifters, Little Eva, Aretha Franklin og The Monkees havde store hits med hendes stærke popsange. Hvor debuten ‘Writer’ skam fik nogle roser med på vejen, overgik efterfølgeren ‘Tapestry’ den med mil, både i forhold til kritisk anerkendelse og kommerciel succes – i en overgang var den endda det bedst sælgende album nogensinde. En af årsagerne til denne succes var produktionen, der var langt mere målrettet end på ‘Writer’. Lou Adler, der også producerede ‘Writer’, gik på ‘Tapestry’ efter, at man skulle kunne se King ved klaveret for sig, når man hører albummet. Den målsætning blev rigtig smukt nået på samtlige af albummets tracks, hvilket giver albummet en virkelig stærk sonisk helhedsfornemmelse. Klaveret er konsekvent det varmeste og mest fremtrædende instrument på hver sang, og det har selv masser af karakter, mens andre instrumenter spiller soli.

Sangskrivningen er som forventet rigtig solid. Visse af sangene er taget fra Kings rige bagkatalog, andre blev først udgivet på dette album, men de har alle sammen King bag pennen, til tider sammen med sin tidligere mand, Gerry Goffin. Kings sange er ofte meget personlige – sådan lyder de i hvert fald. Teksterne handler meget om intime følelser om kærlighed og selvforhold, og King er fantastisk til at levere dem. Dengang var der ikke rigtig nogen popmusikere, der sang som King. Kvindelige popmusikere var oftest meget polerede stemmer som Dusty Springfield og Dionne Warwick – selv mindre tekniske vokalister som Diana Ross var meget nøje iscenesatte. King er ligesom Ross ikke særlig teknisk, men hun udnyttede derimod sin uperfekte lyd til at få sangene til at lyde så oprigtige som muligt. Dette ender med, at ‘Smackwater Jack’, den eneste sang på ‘Tapestry’, der definitivt ikke handler om Kings egne følelser, falder lidt til jorden i forhold til de andre. Den kompenserer for dette ved at have noget af Kings mest levende klaverspil på hele albummet – med sin energi er den også en fed afveksling fra de oftest ret langsomme numre, man ellers finder på tracklisten.

King er en sangskriver, der mestrer at skrive et solidt hook, men ‘Tapestry’ er ikke den über-catchy hitparade, man kunne forvente, hvis man kun kender hendes sangskrivning for andre. Jovist, der er hooks til stede på alle numrene, men oftest kun et enkelt eller to. Hun er god til at holde sig tilbage, så sangene altid fokuserer mere på at være nærværende end at være fængende. Her er hendes genindspilning af Shirelles-sangen ‘Will You Love Me Tomorrow?’ fuldkommen formidabelt. Jeg har svært ved at forestille mig mange græde over den ellers ganske fine originaludgave, og King sørger for at lave så meget om på arrangementet, at linjer, der oprindeligt fungerede som hooks, bliver leveret så underspillet, at jeg som lytter fokuserer mere på at føle Kings overbevisende desperation end at skulle nynne med. ‘Tapestry’ er i den grad et grower-album. Der er ikke meget, der er særlig flashy – det skulle lige være den synkoperede vokalrytme på omkvædet til åbningstracket ‘I Feel The Earth Move’. Det er langt hen ad vejen virkelig stilfuldt, personligt og intimt album, og netop dette blev definerende for hele singer/songwriter-genren. Carole King er en fantastisk sangskriver, og ‘Tapestry’ er det album, der allerbedst viser hendes talent.