99 – Sly & The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Sly & The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet“My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.

100 – Frank Sinatra – In the Wee Small Hours (1955)

Det er svært at være helt fair, når det gælder plader af en vis alder. Men når det gælder anmeldelser handler det ikke om at være fair. Man skal naturligvis kunne præsentere en vis forståelse for den musikalske samtid og stilart, men i sidste ende, hvis musik ikke tiltaler mig som lytter kan jeg ikke i mit gode hjerte give en positiv vurdering, uanset hvor meget forståelse og respekt, jeg skulle have for albummets historiske indplacering. Med det sagt, så er Frank Sinatra en vigtig figur i popmusikkens historie. Ikke alene var han en af de første store, vidtspændende popstjerner, der ikke blot var musiker men også entertainer – han var også banebrydende idet han udgav nogle af de første populære konceptalbums nogensinde, nemlig In the Wee Small Hours fra 1955. Okay, det er ikke en storladen fortælling om en dreng, der bliver blind og starter en religion omkring sine pinballfærdigheder, ej heller er det en personlig udlægning af hans barndom eller en 49 minutter lang skildring af delstaten Illinois. Det er noget simplere, nok så simpelt, at man i dag ikke ville anse det som et konceptalbum, men det er 15 sange om, at der er en kvinde, der just har slået op med fortælleren.

Udvalget af sange lever meget godt op til albummets tema, både musikalsk og lyrisk. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvad det handler om, og man har ret let ved at leve sig ind i stemningen. Det er ret dramatisk ved punkter, men tit mærker man også at Sinatra prøver at berolige sig selv. Nu er jeg helt klar over, at det her ikke er et metalcore-album, men det ville være fedt, hvis man også fik nogle elementer af ufiltreret vrede til at assistere tidspunkterne, hvor Sinatra savner sin udkårne og fortryder, hvad han har gjort, eller når han overvejer hvad der måtte ske herfra. Hvis man ser bort fra manglen på den rå vrede, så støder man faktisk på en ret afrundet præsentation af alle sorgens faser. Jeg har svært ved at udpege enkelte sange, der ikke fint udfører, hvad de prøver, især takket være Sinatras smukke, følelsesrige stemme. In the Wee Small Hours er på alle måder et album med meget finesse, men det gør desværre ikke, at jeg personligt finder oplevelsen særlig engagerende. Jeg vil ikke påstå, at min mening på nogen måde er objektiv, faktisk vil jeg endda sige, at pladen som rent håndværk er ganske veludført, men den siger mig nærmest intet.

Vi kan starte med et emne, jeg nævner tit – dynamik. Dynamikken er ikke i højsædet på dette album. Der er fin variation mellem det højlydte og det afdæmpede, men tempoet er konsekvent i den langsommere ende, hvilket simpelthen bliver for ensformigt og – vover jeg at sige det – kedeligt til en 49 minutter lang plade. Derudover, selvom Frankies stemme egentlig sælger følelserne ret godt, og selvom instrumentationen er yderst velarrangeret, så er hele albummet stadig opført i en stil, der i mine øjne sjældent står særlig godt til det personlige og inderlige. Hele albummet føles som en ret overfladisk og kommerciel skildring af almen melankoli, som derfor ikke rammer særlig dybt, i hvert fald ikke med denne 21-årige musikanmelders øjne. Sinatra har kun været med til at skrive én af disse sange, hvilket ærlig talt er én mere end jeg havde forventet. Jeg kan sagtens høre, hvilke følelser, de går efter, men på intet tidspunkt rammer de mig på samme måde som en Neil Young, Nick Drake eller Sun Kil Moon ville være i stand til. Hvis Sinatras traditionelle popstil kan ramme dybere hos dig end hos mig, eller hvis du blot leder efter noget hyggelig baggrundsmusik til dit cafeteria, så går det dog an, men pladen har ikke ældet med ynde.

101 – Cream – Fresh Cream (1966)

I 1966 gik tre af tidens dygtigste rockmusikere sammen for at danne et fælles band. Det drejede sig om trommeslager Ginger Baker fra the Graham Bond Organisation, der gennem dette band kendte bassist Jack Bruce, der endvidere havde spillet i Manfred Mann og John Mayall & the Bluesbreakers. I Bluesbreakers havde Bruce fået æren af at spille sammen med guitarist Eric Clapton, der derudover havde spillet i The Yardbirds. Mens de i alle disse konstellationer havde vist sig talentfulde, var det først med Cream, at de fik deres helt store gennembrud. Med debutpladen Fresh Cream fik de for alvor vist, hvor dygtige, kreative sjæle, de var. Alle deres tidligere bands havde en typisk skramlet britisk blues-lyd, og mens Fresh Cream egentlig stadig tager udgangspunkt i bluesmusikken og ikke har en særlig poleret produktion, så har den en helt særlig kant i forhold til deres tidligere musik. Guitaren er blevet mere forvrænget, og de har inkorporeret mange vokalharmonier. Selv når de laver covers af klassiske blues-standarder, har deres musik virkelig meget personlighed, og de tillægger en helt anden stil en originalen. Spoonful og Four Until Late giver et helt andet, mere syret og æterisk billede end de gør på originalerne, og de lyder skidegodt.

Halvdelen af hele pladen er covers, og de er hovedsageligt sat sammen omkring den anden halvdel. Her er blues-inspirationen absolut tydeligst, men der er stadig masser af overraskelser. Sammenspillet mellem mundharmonikaen og guitaren på den rodede Cat’s Squirrel er dybt underholdende, og mundharmonikaen går for alvor amok på nummeret Rollin’ and Tumblin’, hvor trommerne også bliver meget intense. Jack Bruce snøvler sig igennem vokalen på dette nummer, og man kan bare ikke gøre andet end at smile. Vi må heller ikke glemme, at albummet slutter af med en af de bedste trommesoloer nogensinde. Ikke alene er det en ret sjov, original idé at slutte af med en lang trommesolo, men Ginger Baker spiller virkelig også bare som en drøm. Trommerne spiller helt isoleret i over 3 minutter, og overraskende nok er det engagerende hele vejen igennem. Nummeret, der i øvrigt hedder Toad, starter heldigvis også eksplosivt ud med både guitar og bas, og det slutter også sådan af, så det føles som et meget fuldendt nummer, der er meget velegnet til at afrunde pladen. Man har kæben på vidt gab, når albummet er slut, og alle tre musikere er så dygtige, at de utvivlsomt fortjener den reaktion.

Jeg kan dog også virkelig godt lide første halvdel, hvor sangene typisk er en kende kortere. Lyden, Cream rammer på numre som N.S.U. og Dreaming, det er en fed kombo af humor og drama, der kører i et ret svævende lydbillede. Især kan jeg godt lide kanon-vokalerne på Dreaming, og Sweet Wine har en skidegod, syret guitarsolo. Med titler som Sleepy Time Time og Dreaming er det vist desuden tydeligt, at de kraftigt prøver at ramme en drømmende æstetik i starten af albummet. Det er en sjov idé, som de udfører vældig godt, men jeg er nok alligevel glad for, at de ikke lader konceptet vare længere end de få sange i starten. Man kan muligvis savne en smule kohærens mellem de tidlige og de senere sange, men der er en ret glidende overgang gennem numre som Spoonful og Cat’s Squirrel, hvor både det psykedeliske og det bluesede virkelig er i højsædet. Hele albummet er nærmest en lang crescendo fra den stille start på N.S.U. til den bombastiske lyd på afslutningen af Toad. Selv på nyere udgivelser, hvor de har tilføjet sangen I Feel Free inden N.S.U. lyder albummets udvikling rigtig godt. Så jo, Cream kan virkelig finde ud af deres pis, og lige fra debuten markerede de, at de var nogle af feltets mestre.

102 – John Coltrane – Giant Steps (1960)

Jeg har ikke anmeldt en jazzplade i evigheder. Jeg har anmeldt musik, der har været inspireret af jazz, såsom Ray Charles, Dr. John, Joni Mitchell, A Tribe Called Quest og Steely Dan, men decideret jazz har jeg vist ikke anmeldt siden Ornette Colemans The Shape of Jazz to Come, og det er over to år siden, jeg skrev den anmeldelse. Men nu er jeg tilbage med en af jazzmusikkens giganter, nemlig tenorsaxofonisten John Coltrane og hans klassiske plade Giant Steps, den første plade, hvortil Coltrane selv havde skrevet alle numre. Det første nummer, Giant Steps, er et helt igennem genialt stykke musik, hvor saxofonen bevæger sig så hurtigt op og ned, at det er forunderligt, at resten af akkompagnementet kan følge med uden selv at lyde nær så vilde som saxofonen. Nummeret formår at servere noget spændende hvert eneste sekund, og selv den mere afdæmpede klaversolo er dybt underholdende. Giant Steps går fuldstændig gnidningsfrit over i Cousin Mary, næsten så man ikke opdager, at en helt anderledes struktureret komposition begynder. Melodien er mere rolig her, men lige så uforudsigelig. Der kommer endda en bassolo, og den er dejligt spøjs, men den passer stadig godt til den diskret ondskabsfulde melodi.

Countdown starter med en trommesolo, og derefter begynder et af de mest nøgne og ukomfortable numre på hele albummet. Det er dels ukomfortabelt fordi John Coltrane spiller så forbandet hurtigt, dels da der først halvvejs inde kommer andre instrumenter på end sax og trommer. Countdown er en meget passende sangtitel, for nummeret er nervepirrende. Spiral er et af de mere melodiske og harmoniske numre på albummet, og i visse passager er det endda afslappende at høre på. Sammenspillet er lige i øjet, og man kan høre, at instrumentalisterne forstår hinandens musikalske tankegang. Coltrane mixer virkelig flot herpå sin evne til at være uforudsigelig og lyde naturlig i sin fremgangsmåde, og den dynamiske udvikling er skøn og holder nummeret konstant engagerende. Pladens længste sang er den smukke Syeeda’s Song Flute, der åbner med en klassisk bækken-lyd og en helt igennem genial saxofon-figur. Måden nummeret bliver rundet af på er endda en skæg dekonstruktion af netop dette motiv. Der er ingen fløjte på sangen, så jeg ved ikke hvorfor den har fået den titel, men der er til gengæld så mange geniale små øjeblikke, heriblandt en fantastisk bassolo, så det stikker absolut ud som et højdepunkt på pladen.

Hvis jeg skal pege på et svagt led på pladen, ville det være Naima, men der er absolut stadig virkelig meget at holde af. Her tager Coltrane det for en gangs skyld ned i tempo, og nummeret er både meget behageligt og stemningsrigt. Det har en meget drømmende tone, og rent dynamisk er dens lyd meget tiltrængt blandt alle disse numre med så meget gang i den. Jeg må dog også sige, at der ikke er den store udvikling i nummeret. Den starter med hele bandet, så forsvinder saxofonen, og klaveret overtager melodistemmen, og så vender saxofonen tilbage, ikke meget mere end det. Vi havner i den modsatte grøft med Mr. P.C., en af pladens hurtigste og mest groovy kompositioner. Hvert eneste instrument får nogle ganske smukke øjeblikke her, og de opnår mere, end jeg egentlig vidste, man kunne gøre med en traditionel bluesstruktur. Især må jeg dog fremhæve bassist Paul Chambers, som er vildere på bassen end på noget andet nummer. Afslutningen er dramatisk og klimaktisk, og nummeret runder pladen vældig flot af. Giant Steps er med god grund en af de største jazzklassikere nogensinde. Den er underholdende, den er instrumentalt dybt imponerende fra start til slut, og så lyder det hele pivlækkert.

103 – James Taylor – Sweet Baby James (1970)

Før jeg satte mig ned for at høre albummet Sweet Baby James vidste jeg nærmest ingenting om James Taylor, andet end at have hørt en tre-fire sange af ham. Jeg vidste rent ud sagt ikke, hvad der fik ham til at stikke ud i den store verden af singer/songwriters, der spiller folk-præget musik på en akustisk guitar. Nu har jeg hørt hans mest populære plade et utal af gange, og alligevel tror jeg ikke rigtig, jeg forstår hvad, der gør ham speciel. Den mest kendte sang derfra, Fire And Rain, er på alle måder et dybt imponerende mesterværk, men derudover har jeg stadig svært ved at forstå James Taylor som kunstner. Jeg har anmeldt så bizar musik som Suicide, Brian Eno og Frank Zappa, og alligevel er det James Taylor, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Albummet er over det hele rent stilmæssigt. Der er blues, der er folk, der er rock, der er en smule country, der er visse numre med blæsere og strygere, og der er endda et cover af Oh, Susannah. Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at albummet har variation, men selv kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i skiven.

Det har nok en smule at gøre med, at James Taylors vokal ikke har synderligt meget personlighed. Han synger skam fint, men han lyder som så mange andre folk og country-sangere. Hans stemme står dermed ganske fint til musikken, og mens han måske ikke har den mest karakteristiske stemme i verden, virker han aldrig som en efterligning af nogen anden. Han lyder altid nede på jorden og oprigtig, selv på de mere højlydte numre. Hans numre er faktisk også ganske detaljerige og varierede. Selv vil jeg fremhæve hvordan nummeret Steam Roller starter som en simpel akustisk bluessang, hvorefter den udvikler sig til en storladen eksplosion af blæsere, trommer. Den søde, spinkle guitar på Blossom vækker også absolut et smil på læben, og i det hele taget er Sweet Baby James fyldt med musik, man bliver glad af. Jeg kan dog ikke rigtig sige, at jeg får mere end dette ud af de fleste numre. De er søde, små musikstykker, som er rare at lytte til, men kun Fire and Rain formår at vække større følelser med sine smukke strygersektioner og den simple omend effektive tekst om livets store og små omstændigheder.

Der er nok ikke et eneste nummer på pladen, jeg ikke kan lide. Selv hans korte lille cover af Oh, Susannah er ganske charmerende. Der er dog ret ikke en særlig fantastisk album-struktur, så Sweet Baby James er som helhed mindre end summen af dens dele. Åbningsnummeret, den sentimentale, søde Sweet Baby James er en god, stemningsrig introduktion, og det andet nummer, Lo and Behold, fortsætter godt det lydbillede, der blev startet med Sweet Baby James, mens den lægger nogle gospel-elementer oveni. Derfra begynder strukturen langsomt at føles mere og mere tilfældig, indtil Suite for 20 G med sin komplekse struktur og funky klimaks formår at slutte albummet ganske tilfredsstillende af. Generelt føler jeg dog meget lidt sammenhæng, fx mellem numre som den vemodige Fire and Rain og den nuttede Blossom, eller mellem den hyggelige Sunny Skies og den bluesede Steam Roller. Det er en kort plade, så det er ikke fordi jeg bliver træt af den, jeg føler mig bare nyttesløst disorienteret. Men der er meget glimrende musik her, så hvis du skal slå en halv time ihjel med noget solid folk-, blues- og country- inspireret pop- og rockmusik, så går pladen absolut an. Jeg havde bare håbet på lidt mere.

104 – Ray Charles – Modern Sounds in Country and Western Music (1962)

Ray Charles var en af de væsentligste innovatorer indenfor tidlig R&B. Han markerede sig ved at tage inspiration fra alle mulige former for musik, uanset hvor tæt beslægtede, de ummidelbart var med R&B. Ved hans gennembrud flirtede han meget med gospel, og der gik ikke længe inden jazzmusik også blev en væsentlig faktor i hans musik, men disse genrer har jo alle dage haft et vist forhold til R&B. Den helt store overraskelse var dog nok i 1962, hvor han udgav en plade med covers af populære country-sange, som han valgte at kalde Modern Sounds in Country and Western Music. Han gør det dog i en stil, der minder om det, man kender fra Ray Charles. På pladen spiller han både med et Bigband, et kor og et strygerensemble, så lyden bliver markant mere storladen end på originalerne fra Hank Williams, The Everly Brothers og Don Gibson. Derudover er Charles’ store stemme jo fuldkommen magisk og gribende. Man kan absolut stadig høre elementer af den swingmusik, han havde arbejdet med et par år før denne plades udgivelse. Hvis jeg ikke vidste, at de oprindeligt var country-sange, ville jeg aldrig have gættet det, så gennemarbejdet er musikken.

På pladen er det ca. hvert andet nummer, der bruger bigbandet og hvert andet, der bruger strygerne, og det synes jeg er lidt synd, for lyden bliver meget mere ensartet på numrene med strygerne. Der er nogle virkelig gode sange, hvor strygerne bruges, såsom I Can’t Stop Loving You og I Love You So Much It Hurts. Det ændrer dog ikke på, at man tit får serveret den samme suppedas fra strygerne. Det er tit et langsomt, violindomineret arrangement, der lige kan have få intense øjeblikke, og tit optræder et instrumentalt stykke, hvor strygerne spiller en harmoniseret udgave af vokalmelodien. Det kan blive en kende forudsigeligt og ensformigt, selvom det i princippet lyder ret godt. Derimod er koret en kende vammelt af og til, især på de strygerbaserede numre. De gentager også tit enten omkvædet eller et af Rays vers et stykke inde i sangen, og selve arrangementet bliver bare lidt for oversentimentalt. Det er nok dem, der får mig mest til at tænke på country-originalerne, da de ikke viser samme løssluppenhed som Ray Charles, bigbandet eller selv strygerne. De har dog også gode øjeblikke, fx på Bye Bye Love, hvor de er ganske festlige, eller på I Can’t Stop Loving You, hvor de komplimenterer Charles’ længsel ganske godt.

Bigbandet er jeg derimod ganske begejstret over. På Hey, Good Lookin’ og Bye Bye Love er de meget festlige og energiske. Jeg er meget tilfreds over beslutningen om derfor at lade disse to henholdsvis starte og afslutte albummet. De andre sange er ikke nær så festlige, men arrangementerne er stadig underholdende og interessante. Jeg må sige, at jeg synes at lyden på Careless Love og It Makes No Difference Now ligger lidt for tæt op af hinanden. Både Half as Much og især Just a Little Lovin’ er dog skønne, især på grund af bigbandet. Hvis man er glad for R&B og swing, men knap så glad for country, kan Modern Sounds in Country and Western Music være en rigtig god måde at få øjnene op for, hvad folk som Hank Williams, Eddie Arnold og Floyd Tillman kan kapere som sangskrivere. Personligt fik det udvidet min horisont. Samtidig behandler det countrysangene så respektfuldt, at jeg også tror, countryfans sagtens kan få øjnene op for swing og R&B gennem denne plade. Ja, det var jo faktisk det der skete, og det var midt i den mest hede periode i den amerikanske borgerrettighedskamp. Det var en vigtig plade den gang, og i dag er det stadig en ganske solid plade, der dog viser sin alder.

105 – Ramones – Rocket to Russia (1977)

Da punkmusikken opstod i slutningen af 70’erne var der et navn, der markerede sig som det allervigtigste på den amerikanske scene, nemlig Ramones. I modsætning til deres britiske kolleger fra The Clash og Sex Pistols var Ramones’ tekster ikke særlig politiske, og de væsentligste musikalske inspirationer kom fra pop-rock fra 60’erne, såsom The Beach Boys og The Ronettes. Det har dog nok netop været noget af det tiltalende ved Ramones at de ikke tog sig selv for seriøst. De lavede korte, sjove, underholdende plader, der bestod af korte, sjove, underholdende sange. Et eksempel på sådan en plade er deres tredje, Rocket to Russia fra 1977, hvor de med 14 sange næsten formår at ramme 32 minutter. Dette var endda dengang både deres længste plade og pladen, hvor sangene i gennemsnit var længst. Sangene er meget simpelt konstrueret, ganske hurtige i tempoet, og kun i de mest ekstreme tilfælde har en sang mere end tre akkorder. Ramones modsætter sig også tidens britiske punkbands ved at bruge en mere henlagt, doven vokal frem for den arrige skrigen, der gjorde Joe Strummer og Johnny Rotten så populære. Rocket to Russia er som sådan stort set så simpel, som rockmusik kan blive, og alligevel har pladen i dag en ikonisk status. Hvordan hænger det sammen?

Man kan jo fremhæve, at den simple lyd er relaterbar. Når man har at gøre med musik, der er så ummidelbar, rammer det lytteren direkte. Teksterne er endvidere også bygget op omkring det relaterbare. De handler om kærlighed, angst, stoffer og familieforhold. Musikken ramte derfor helt naturligt 70’ernes ungdoms-modkultur lige i hjertet. Derudover er Ramones faktisk ret gode til at skabe variation i løbet af et album. Der er sange som den mørke, The Stooges-inspirerede I Don’t Care, den lystige Rockaway Beach, den ængstelige I Wanna Be Well og deres helt og aldeles fjollede, skønne cover af Surfin’ Bird af The Trashmen. Der er også god dynamik mellem det hurtige og det langsomme, det højlydte og det stille, så pladen formår at være underholdende fra start til slut. Til trods for de tunge temaer på visse af sangene, fx Teenage Lobotomy og Why Is It Always This Way, formår det at forblive letfordøjelig underholdning, mens temaerne dog stadig bliver behandlet respektfuldt. Når det forholder sig sådan, er det egentlig en kende ligegyldigt, at vi ikke har at gøre med særligt teknisk dygtige musikere eller komponister.

Og dog. Jeg har efterhånden hørt denne plade over et dusin gange. Det er ikke første gang, jeg hører en plade så mange gange, men det er sjældent, at en plades underholdningsværdi falder så meget for mig efter de gentagne gennemlytninger. Når man først har hørt musikken, er der ikke særlig meget at vende tilbage til. Den musikalske dybde har nok alle dage været det største problem for Ramones. Det mest opfindsomme, de nogensinde gør, er at isolere rytmegruppen under visse sekvenser og at bruge nogle højt-pitchede backingvokaler på I Don’t Care. Samt lige guitarriffet fra denne sang, det skaber en skidefed, mørk lyd. Deres cover af Do You Wanna Dance gør ikke meget forskelligt fra tidligere udgaver udover at spille den hurtigere, med mere distortion og markant mere sløset vokal. Det er dog stadig et fedt cover, og det leder mig hen til det, der nok er det bedste ved Ramones, nemlig deres personlighed. Det er det, der virkelig sælger deres musik, for de er så underligt charmerende i deres sjuskede inkompetence. Det kan lyde som en fornærmelse, men jeg mener det, for de færreste ville kunne lave så simpel musik, der stadig er så karismatisk. Pladen er ikke uden problemer, men Rocket to Russia er et klasseeksempel på Ramones, når de er bedst.

106 – Sam Cooke – Portrait of a Legend: 1951-1964 (2003)

Soulmusikken var i løbet af 60’erne en virkelig populær genre med navne som Otis Redding, Aretha Franklin og The Four Tops blandt de største navne. Mens disse har udgivet stribevis af gode sange, så må vi ikke glemme, hvor det hele startede, nemlig med Sam Cooke. Det er selvfølgelig svært at fastsætte helt præcis, hvem der opfandt soulgenren, men da Sam Cooke i 1957 udgav sangen You Send Me, lød den ikke som noget andet, end ikke de singler Ray Charles og James Brown udgav nogenlunde samtidig. Til gengæld lyder det så tæt op af 60’ernes soullyd, at det kan være svært at fatte, hvor gammelt nummeret er. Sam Cooke fortsatte med at udgive klassiske singler i løbet af resten af sit liv, der desværre måtte møde en alt for tidlig slutning, da han døde som 33-årig i 1964. Hans musik er sidenhen blevet udgivet på mange forskellige opsamlinger, men den omfattende Portrait of a Legend: 1951-1964 er nok den mest populære. Herpå finder man 31 forskellige numre fra rundt omkring i Sam Cookes karriere, og til trods for årstallene anført i albummets titel, er albummet gudskelov ikke i kronologisk rækkefølge.

Albummet hedder dog stadig Portrait of a Legend, og hvordan tegner man et portræt af en musiker, hvis man ikke stiller det kronologisk op? Skaberne af denne opsamling har sørget for at gøre det ved at variere Sam Cookes musik så meget som muligt. Der er godt med dynamik indenfor tone, lyd og tempo, og endda til dels genre. Jovist, det meste er soulmusik, men visse sange har klare elementer af både blues, gospel, doo-wop og selv cha-cha-cha. Gospelsangene kommer fra hans tid i gruppen The Soul Stirrers. Der er kun to af dem, og det er som sådan rigeligt. Det giver Cookes karriere noget nuance, og det kommer ikke til at fylde for meget. Udvalget er også stærkt. Jeg kan personligt ikke komme på nogen Sam Cooke-sang, jeg savner. Vi får faktisk alle klassikerne; den nuttede Wonderful World, den festlige Shake, den romantiske (I Love You) For Sentimental Reasons, den alvorlige Chain Gang og naturligvis den dramatiske A Change is Gonna Come. Man er ikke det mindste i tvivl om, at Sam Cooke er en af de største R&B-kunstnere nogensinde, når man hører pladen.

Det er faktisk imponerende, at indtrykket af Sam Cooke som et musikalsk geni står så klart, for der er faktisk en del sange, hvor han virkelig underpræsterer som sangskriver. Good Times er en lidt sølle gentagelse af Wonderful World og vokalmelodien til I’ll Come Running Back to You er stort set identisk med Lovable. Dette bliver dog overraskende nok ikke særlig trættende, så stor ros skal gå til dem, der placerede numrene der, hvor de er. Derudover er der lidt for mange sange, hvor han forsøger på at være nuttet. Sam Cooke kan skam være god til det, Cupid, Only Sixteen og Wonderful World er flotte eksempler på dette. Hans stemme er dog altid ret klar i mixet, så det er svært at ignorere en dårlig tekst, som den lettere vamle Everybody Loves to Cha Cha Cha og Meet Me at Mary’s Place. Forskellen på de gode og dårlige “nuttede” sange handler mest af alt om, hvor oprigtig Sam Cooke virker, og hvor relaterbart sangens indhold er. Ja, der er nok omkring 10 sange, Portrait of a Legend sagtens ville kunne leve uden, og pladen er med sine 79 minutter ganske lang. Alligevel er det et veludført, varieret portræt af en af de bedste sangere nogensinde, og det er ligeledes en glimrende introduktion til ham.

107 – David Bowie – Hunky Dory (1971)

I 2016 mistede vi mange store musikere – Prince, Leonard Cohen, Glenn Frey, Sharon Jones, Phife Dawg og Maurice White, blot for at nævne nogle af mine personlige favoritter. Den største af dem alle er dog i mine øjne David Bowie, som kort før sin død udgav en af sine bedste plader nogensinde, den gudeskønne Blackstar, som i mine øjne er årets bedste plade. At Bowie på den måde kunne forny sig selv i en alder af 69 er mig et under, for det virkede som om, han allerede havde prøvet det hele. Der er så meget kreativitet til stede i hans musik, og det har der været i adskillige årtier. Et af hans tidligste mesterværker er den meget klaverdrevne Hunky Dory fra 1971. Pladen er nok især kendt for sine to megahits, Changes og Life on Mars?, men der er masser af smuk musik fra start til slut på pladen. Disse to sanges berømmelse er dog stadig absolut fortjent. Changes er en flot, vemodig skildring af tidernes gang, og Life on Mars? er med sit storladne, orkestrale arrangement en god kandidat til det bedste Bowie-nummer nogensinde. Det er intet mindre end smukt.

I løbet af albummet er der meget variation i tonen. Det kan være stort og dramatisk som på førnævnte Life on Mars? eller det smukke afslutningsnummer The Bewlay Brothers, men i den modsatte ende er de lettere skæve, morsomme Oh! You Pretty Things og Kooks vidunderlige numre, der vækker store smil på læben. Disse er flotte i detaljerigdom, de er også latterligt fængende, og de tilføjer så absolut til den androgyne æstetik, Bowie præsenterer på pladen. Bowie rammer især dette gennem sin meget specielle, spøjse stemme. Han har flot kontrol over den, og han kan ramme mange forskellige lyde med den. Alligevel er han let genkendelig, om det er den henlagte vokal på Song for Bob Dylan eller den lyse skrigen på Andy Warhol, et af de få numre hvor klaver ikke er i fokus. Disse to er fra en ret interessant trio af sange på albummet, hvor Bowie hylder tre af sine store ikoner lige efter hinanden, nemlig Andy Warhol og Bob Dylan på førnævnte sange, samt Lou Reed fra The Velvet Underground på sangen Queen Bitch. Med især Bob Dylan-sangen kan man høre inspirationen, og Queen Bitch har da også ligheder med lyden på The Velvet Underground-sangen Sweet Jane. Selv Andy Warhol får en klar musikalsk hyldest med en bizar, avantgarde intro.

Noget af det, der gør Hunky Dory så tiltalende er nok den ret løse, kærlige stemning man finder på pladen. Det er ikke alt for seriøst nogensinde. Bowie kan være fantastisk, når han tager den seriøse maske på, se blot plader som “Heroes” eller Blackstar. Der er blot noget meget befriende ved den lette lyd, Bowie præsenterer her. Selv på de dramatiske numre er der masser af humor, og denne humor bliver aldrig selvhøjtidelig eller ensformig, som den tit kan gøre med mange andre glam-kunstnere. At visse lyttere kalder Hunky Dory for glam-rock bunder nok endda mest i, at man ser pladen i lyset af Bowies mere entydige glam-plader, såsom The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars og Aladdin Sane, som den da også har nogle fællestræk med. Måske hjælper makeuppen på albumcoveret også på indtrykket. Der er et par få glam-prægede numre, men pladen er som sådan et stort sammensurium af showtunes, folk-rock, barok-pop, klaverrock og selv en smule country-rock på Eight Line Poem. At alle disse forskellige stilarter giver et sammenhængende indtryk er imponerende, uanset om man kan læse glam-rock ind i det. Pladen er så levende, at man bare ikke kan få nok af den. Og det er i mine øjne magien ved Hunky Dory.

108 – The Rolling Stones – Aftermath (1966)

Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, Now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at det nok handlede om, at de amerikanske Rolling Stones-albums dengang end ikke var sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of Our Heads fra samme år, og den led desværre af mange af de samme problemer som The Rolling Stones, Now!. Min konklusion var da, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars Banquet og Between the Buttons. Spørgsmålet må jo da være, hvornår pladerne begyndte at være gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Dette har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver endelig mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også deres instrumenter til at skabe mere spændende lydbilleder nu, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på Mother’s Little Helper næsten lyder som en sitar.

De turde også på Aftermath at skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker så meget på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på Mother’s Little HelperOut of Time og Lady Jane for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade et 11 minutter langt nummer ved navn Going Home være på pladen. Det er en lidt langtrukken affære, men man lægger faktisk nærmest ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.

Teksterne kommer også mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. Mother’s Little Helper har en helt genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. Stupid Girl, en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone til sig, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok Under My Thumb. Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig virkelig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne øjne, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på Brown Sugar. Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig en kende ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of Our Heads og Between the Buttons. Den er mellem noget meget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Kvalitetsmæssigt befinder Aftermath sig også nogenlunde lige mellem disse. De viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.