55 – Elvis Presley – Elvis Presley (1956)

Elvis Presley omtales ofte som den første rockmusiker, og det er ret utvetydigt falsk. At kalde ham den første rigtige rockstjerne ville dog ikke være forkert, for han var en kendis på et helt andet niveau end Bill Haley, Ruth Brown eller Big Joe Turner. Mens hans stjernestatus blev cementeret med stribevis af hitsingler i 1954 og 1955, udgav han i 1956 sin første længere plade, simpelt betitlet “Elvis Presley”. Med moderne øjne er den stadig ret kort, kun 28 minutter, men det var en overvældende mulighed for at købe hele 12 Elvis-sange på en gang. I dag er der over 90 Elvis-plader at vælge imellem, men debuten står stadig som en af musikerens mest afholdte plader. Og den har da også ret meget, der kører som det skal. Især er det stadig let at opfange Elvis’ charme som performer. Hans fraseringer er tit underholdende, og han formår at fortolke klassikere som “I Got a Woman” af Ray Charles, “Tutti Frutti” af Little Richard og “Money Honey” af Clyde McPhatter, uden at de mister gnisten. Faktisk er størstedelen af pladen covers, men Elvis leverer dem så stilfuldt, at selv de velkendte sange føles som om, de skulle være hans.

I forhold til, at Elvis og producerne har valgt på må og få i stedet for at få sat nogle sangskrivere til at skrive originalt materiale, er det dog et noget tyndt repertoire, de lader Elvis præsentere. Elvis har sunget adskillige glimrende ballader gennem tiderne, “Always On My Mind” og “Can’t Help Falling In Love” og “Love Me Tender” er blot nogle af de mest kendte eksempler. De ballader, der er udvalgt til “Elvis Presley” er så forglemmelige, at jeg ikke tror, jeg ville kunne nynne dem for dig, selvom jeg efterhånden har hørt pladen et dusin gange. “Blue Moon” er måske lige undtagelsen, men selvom den er opfattet som en klassiker, klinger den umådeligt hult for mig personligt. Højdepunkterne på pladen er nok netop der, hvor Elvis fortolker samtidens rock and roll-pionærer. Mens han gør det godt, gør han det sjældent bedre end originalen. Undtagelsen vil nok være åbningsnummeret, “Blue Suede Shoes”, hvor han på alle måder overgår Carl Perkins’ ellers ganske fornuftige original. Det er et lille sødt, energisk nummer, og det er der Elvis generelt gør sig bedst. “One Sided Love Affair” og “I’m Gonna Sit Right Down And Cry over You” er af samme årsag nogle af de stærkeste numre på pladen.

Det er dog ikke til at komme uden om, at den simple rock & roll-stil er lidt forældet for de fleste moderne øren, og vi har rigtig mange muligheder, hvis vi skulle være i humør til den lyd. Der er ikke meget, der vil lyde banebrydende eller nytænkende for en lytter i dag. Det er heller ikke fordi, der er gjort meget ud af at få albummet til at føles som en sammenhængende helhed. Jeg kan godt lide finurligheden i at efterfølge sangen “I Love You Because” med “Just Because”, men desværre hænger teksterne ikke rigtig sammen, ja faktisk modsiger de lidt hinanden. “Elvis Presley” er en ganske hyggelig plade, men der er bare så mange andre muligheder. Personligt vil jeg måske endda anbefale opsamlingsalbums i stedet for denne, da man slipper for ret meget fyld på den måde. Et bokssæt som “The Sun Records Collection” er en langt mere tilfredsstillende, spændende oplevelse, der præsenterer dig for flere kunstnere over længere tid. Selv mange af Elvis’ opsamlingsalbums giver en bedre idé om, hvorfor Elvis var den sensation, han var. “Elvis Presley” er ikke en dårlig plade, den er faktisk ganske fin af sin tid at være, men jeg kan ikke se nogen årsag til, at jeg nogensinde ville vælge at sætte den på igen.

273 – Eminem – The Slim Shady LP (1999)

Når man har sagt Eminem, så må man også sige Slim Shady. Slim Shady er den succesfulde rappers mørke personlighed. En facade, han tager på, når han siger ting som “Wanna see me stick Nine Inch Nails through each one of my eyelids?” på sangen My Name Is, der åbner hans gennembrudsalbum, The Slim Shady LP. På denne plade er Slim Shady sjovt nok i fokus, og det elsker jeg virkelig, for de ting, der kan komme ud af Eminems mund, når han påtager sig dette navn, er virkelig sindssyge. Det er virkelig sjovt, og han sørger for at vinkle det på mange forskellige måder. Det andet nummer, Guilty Conscience er en af mine andre favoritter, og denne sang bruger personligheden på en virkelig kreativ måde. På denne sang agerer Dr. Dre og Eminem som henholdsvis skulderengel og -djævel til tre forskellige mænd, der er på vej til at bryde loven på groveste maner. Dre og Eminem går fantastisk frem og tilbage, og jeg smiler hele vejen igennem over de kloge linjer. Begyndelsen på pladen er i det hele taget helt fantastisk. Der er en sjov intro, tre fede numre, der lyder godt lige efter hinanden, og så kommer pladens første skit, og den er heldigvis ret kort, så den fungerer faktisk til at skabe mellemrum mellem de tre hårde åbningsnumre og den blødere, mere introspektive If I Had.

Det går i det hele taget virkelig godt i starten, teksterne er kloge og varierede, alle beats er funky og passer godt til teksterne, de er varierede i opbygningen. Selv når Eminem finder på at synge, virker det. Det kan knap nok kaldes sang, det, der sker på omkvædet til ’97 Bonnie & Clyde, der handler om at Shady kører ud med sin datter for at dræbe hendes mor. Det er ret grumt, og omkvædet sørger for,at man kan føle samværet mellem de to tydeligt. På My Fault virker det også, for han lyder så skæv, at det passer til temaet. Der er noget psykedelisk over den skæve harmoni, der er på omkvædet, og det hjælper godt. Det er endnu en meget chokerende sang, hvor han giver en kvinde alt for mange svampe. I begyndelsen af pladens anden halvdel kommer det første seriøst dårlige punkt, nemlig Ken Kaniff, der er en skit, der i modsætning til de andre på pladen er så lang, at den bare sætter albummet i tomgang. Efter den kommer Cum on Everybody, der er en fin sang, men den er lyrisk ikke noget, vi ikke allerede har fået med sange som My Name Is og My Fault. Musikalsk er den heldigvis ret original med de mange pludselige kvindevokaler. Rock Bottom er meget en varsel om, hvad man kan forvente af mere inderlige sange på Eminems næste plader, og beatet er også fantastisk til denne stemning.

Hvis vi til gengæld skal kigge på et forfærdeligt beat, så skal man ikke kigge meget længere end til Just Don’t Give a Fuck. Jeg kan huske, at jeg tidligere rigtig godt kunne lide denne sang, sikkert på grund af det meget fængende hook, men wow, det er helt uudholdeligt at høre på det lortebeat. Det lyder som nogle lyde fra en dampmaskine der ikke virker krydset med en smølfeudgave af Darth Vader. Der er en ret ligegyldig skit ved navn Soap mellem denne og As the World Turns, der stort set bare er My Name Is med en mørkere vinkel. Det handler bare om vold mod kvinder. Altså, det er godt fortalt og alt muligt, men det er efterhånden trivielt med alle disse historier om hvordan han ikke har respekt over for nogen, og især ikke kvinder. I’m Shady har en meget gammeldags, funky hip hop-lyd, og den fortæller meget om, hvem Eminem rent faktisk er, og det er ulig det meste andet. Omkvædet er ret svagt, men teksten er absolut i den stærke ende. Det næstsidste nummer, Bad Meets Evil, har den anden gæsterapper på hele pladen, Royce Da 5’9″, og de gør det begge godt, og at høre endnu en stemme er forfriskende. Still Don’t Give a Fuck runder virkelig flot hele pladen af med sin vrede tone. The Slim Shady LP kunne let have været et mesterværk. Et par sange skulle bare være skåret fra. Som den er, er den dog stadig en virkelig god hip hop-plade fra en af de bedste rappere nogensinde.

302 – Eminem – The Marshall Mathers LP (2000)

Eminem er en af de mest populære rappere nogensinde, og det er velfortjent. Han har skrevet mange suveræne sange, og hans tidlige albums er opfattet som klassikere i hip hop-kredse. Det mest populære af dem alle er The Marshall Mathers LP fra år 2000. Noget af dennes store succes kommer fra singlerne The Real Slim Shady og StanThe Real Slim Shady er “bare” det, man forventede fra Eminem dengang: 5 sjove minutter, hvor han sviner alle og enhver til, mens han siger masser af grove ting, der dog er virkelig morsomme. En af de bedste linjer er “Will Smith don’t gotta cuss in his raps to sell records; Well I do, so fuck him and fuck you too!” Denne persona, som Eminem selv kalder Slim Shady, benyttede han sig meget af på hans foregående album, The Slim Shady LP, men der er faktisk skruet godt og grundigt ned for det på The Marshall Mathers LP. Der er sange som Kill YouThe Real Slim ShadyRemember Me? og en del andre, men mange af numrene er mere inderlige og personlige.

F.eks. er Stan sådan et nummer, og som det andet nummer på pladen viser det efter den grove Kill You en dengang helt ny side af Eminem. Sangen handler om en Eminem-fan, der bliver helt besat af Eminem, og han gør nogle ret ukloge ting, som jeg helst ikke vil afsløre. Eminem reflekterer i sidste vers over sin indflydelse på sine fans, og det er et gennemgående emne på pladen. Who Knew handler om dette i løbet af hele nummeret, her dog med et helt andet synspunkt, nemlig at forældrene burde tage mere ansvar, og at de bør have større indflydelse end Eminem. På The Way I Am får vi et meget personligt og mørkt indblik i Eminem som menneske – eller Marshall Mathers, som hans borgerlige navn jo er. Dette borgerlige navn har givet navn til pladen såvel som en af sangene, én, der simpelt nok hedder Marshall Mathers. Den handler om hvordan lille hr. Mathers reagerer på sin pludselige berømmelse. Det sidste af de mere personlige numre er Kim, der maler et voldsscenarie mellem Eminem og hans ekskone. Det er et skræmmende nummer, og det kan godt føles ret ubehageligt, men det virker rigtig effektivt.

Dog ikke alt på The Marshall Mathers LP er helt perfekt. Dels er der nogle skits, der med undtagelse af introen Public Service Announcement 2000 ikke bidrager specielt meget til albumoplevelsen. For at gøre det værre, er ingen af dem specielt morsomme, med undtagelse af Ken Kaniff, der til gengæld er den, der varer længst tid. Denne og Steve Berman varer begge omkring et minut, og det er bare alt for lang tid. Heller ikke alle linjerne er lige morsomme, og især gæsterne på Remember Me, Amityville og Under the Influence virker som om, de bare desperat prøver at efterligne Eminem, uden at de forstår, hvorfor Eminems musik virker. Til gengæld er gæsterne på Bitch Please II rigtig gode, og de har personlighed – men de er trods alt også Dr. Dre, Snoop Dogg, Nate Dogg og Xzibit, mens gæsterne på de andre numre er forholdsvis ukendte navne. De to sange efter Kim  burde nok også være skåret væk, for Kim ville være en perfekt afslutning, og pladen er lang nok i forvejen med sine 72 minutter. Sådanne ting kunne være forfærdelige elementer for enhver anden rapper, men Eminem er en dygtig lyriker nok til at opveje det, og The Marshall Mathers LP er en flot omend meget upoleret diamant.

317 – Eminem – The Eminem Show (2002)

Eminem var i 2002 den hotteste rapper derude, og det havde især noget at gøre med, at han ikke var bange for noget. Han var ikke bange for at lyde dum, han var ikke bange for at være grov, og han var ikke bange for at være fandenindvoldsk. Men mest af alt havde det nok noget at gøre med, at han samtidig var pissegod til at rappe. The Eminem Show fra 2002 var hans sidste virkelig gode plade, før det begyndte at gå ned ad bakke med en række af albums, der ikke just var imponerende. Han åbner The Eminem Show med et nummer ved navn White America, der hårdt angriber alle Eminems unge hvide fans fra forstæderne. Øhm, ja, det inkluderer teknisk set mig, men han angriber rettere dem, der ellers lever fuldstændig isoleret fra rapmusik. Han kommer med mange interessante pointer, og det med et vidunderligt flow og et virkelig hårdtslående beat. Han skriger og skråler, og det er bare skønt. Han kan dog også sagtens lave fede sange, der ikke har så konkrete temaer. Jeg elsker f.eks. hans fjollede førstesingle Without Me. På den gør han det, der gjorde ham berømt i første omgang: siger så meget kontroversielt som muligt, mens han laver nogle virkelig fede rim.

Jeg vil dog ikke sige, at Eminems kontroverser altid virker. På numre som Without Me, My Dad’s Gone Crazy og Say What You Say er meget over-the-top på en meget charmerende måde, men af og til er det bare ikke morsomt. Det sker sjældent, men jeg synes virkelig Drips, som er opført i samarbejde med Obie Trice, er en ukomfortabel sang. Den handler om at både Eminem og Obie Trice har haft sex med en kvinde, der gav dem begge AIDS. Og så vælger Eminem at synge omkvædet. Forstå mig ret, jeg har i modsætning til så mange andre ikke noget i mod, at Eminem synger. Det fungerer fint på mange af pladens omkvæd. Jeg kunne ikke forestille mig nogen anden synge på omkvædene til sange som Say Goodbye Hollywood, Cleanin’ Out My Closet eller Business. Det er ikke rent eller noget, men der er så mange følelser lagt i det, at det føles autentisk. Han har endda en hel sang, hvor han udelukkende synger, nemlig Hailie’s Song, og den virker faktisk. Eller i hvert fald gør versene. I omkvædet virker det mere som om han lægger fokus i ikke at ramme tonerne end at udtrykke følelser, og det samme gælder på Drips.

Eminems største force er hans lyrik, og den er især fremragende, når han bliver personlig. Hans anekdoter om sin mor i Cleanin’ Out My Closet, hans filosoferen om sin sindstilstand på Soldier og Say Goodbye Hollywood, den stærke meddelelse om hans musiks indflydelse på publikummet på Sing For The Moment, hans fortælling om sine problemer med monogami på Superman og måske især hans snak om sin datter på Hailie’s Song viser, at Eminem ikke kun er kontroverser. Inderst inde gemmer sig en meget følsom ung mand. Produktionen er virkelig god, nok den bedste på noget Eminem-album. Alle beats er virkelig fede, og der er stor variation mellem dem. Hans sample af Aerosmith-sangen Dream On på Sing for the Moment er helt genialt, og horn-beatet på Without Me er bar umuligt at få ud af hovedet. Jeg vil ikke gå rundt og sige, at The Eminem Show er verdens bedste plade eller noget, men den er fyldt med fede rim og fede beats, og de fleste sange er virkelig gode.

325 – Eric Clapton – Slowhand (1977)

Eric Clapton havde i løbet af slutningen af 60’erne og starten af 70’erne gjort sig bemærket som guitarist for et utal af bands,og i løbet af 70’erne gjorde han sig for alvor også berømt som solokunstner. Albummet, der oftest forbindes med hans solokarriere, er uden tvivl Slowhand fra 1977. Dette album åbner med et cover af Cocaine af J.J. Cale. Denne sang er mest kendt i Claptons udgave, og denne er da også formidabel. Han får lige fra dette åbningsnummer fortalt dig alt, du behøver at vide om ham: Han er en fantastisk guitarist, nok en af rockhistoriens allerbedste, han er kraftigt inspireret af bluesmusik, og han kan lide kokain. Efter denne får vi en af de smukkeste kærlighedssange nogensinde, nemlig Wonderful Tonight. Clapton er ikke den største sanger i verden, men med denne sang udnytter han faktisk sin stemme rigtig godt, mest fordi han virker så elskværdigt oprigtig i sin levering. Han bliver lidt inspireret af roots og country på Lay Down Sally, der er en dejligt sjov sang, som man sagtens kan danse lidt til. Og selvfølgelig er Claptons guitarsolo utrolig.

Next Time You See Her er en meget sød sang, og selvom den måske fortsætter lidt lang tid i den samme smøre, så har den en helt særlig charme i sin melodi. Jeg kan sjældent lytte til den flere gange i træk, men når jeg når til den på albummet, så bliver jeg altid glad. Noget af det bedste ved den er desuden dens meget voldelige teksts samspil med den bløde melodi. Det er genialt sammensat. We’re All the Way er den svageste sang på pladen. Det er heldigvis en meget kort sang, men den er virkelig kedelig. Melodien bliver ikke hos dig, den fremkalder ingen følelser, ofte glemmer jeg i det hele taget, at jeg har lyttet til den. Heldigvis er resten af albummet mere end godt nok til at undskylde det, og det kan især siges om guitarmonsteret The Core. På intet andet nummer fyrer Clapton den så meget af på spaden. Riffet er fantastisk, groovet er fedt, de kvindelige backingvokalister giver masser af saft og kraft til Claptons ellers ret stille stemme. Der er en vidunderlig saxofonsolo, og man bemærker slet ikke, at sangen er næsten 9 minutter lang.

May You Never er endnu en sang, hvor Clapton virkelig leverer sin charme i stor stil. Det er en virkelig sød melodi, og orgelet fortjener lige så meget ros som Claptons guitar, for den er en rigtig stor del af det. Det er ikke den stærkeste sang på pladen eller noget, det er endnu en ret simpel popsang, men den har sin charme, og den er rimelig groovy. Mean Old Frisco har en ret fed lyd, der kommer fordi Clapton synger præcis over guitarens riff i løbet af størstedelen af sangen. Den slags kan være irriterende i andre tilfælde, og i længden virker det måske også lidt fjollet her, men guitaren er helt perfekt indstillet, så det lyder fedt sammen med Claptons stemme. Ellers er det bare en bluessang med rockguitar på og et fedt klaver. Afslutningsnummeret er en instrumental sang ved navn Peaches and Diesel. Den minder ret meget om Wonderful Tonight, men det er som sådan ikke så skidt, for der er nok afvigelser til, at det giver mening også at have denne sang, og den lyder jo også rigtig godt. Og som afslutningsnummer runder den behageligt Slowhand, måske Eric Claptons bedste soloplade, af.

357 – Elton John – Honky Château (1972)

Efter tre vidunderlige albums i form af en selvbetitlet gennembrudsplade, Tumbleweed Connection og Madman Across the Water var det begyndt at være svært for Elton John at holde sig på det sædvanligt høje niveau. Han gjorde det ikke desto mindre med den efterfølgende Honky Château fra 1972. Denne plade starter med den sjove, poppede, energiske Honky Cat. Ingen Elton John-plade førhen har nok startet med en sang, der så flot har fungeret som åbningsnummer. Den sparker virkelig energisk gang i albummet. Den efterfølgende Mellow er, som titlen antyder, noget langsommere. Den er en ret fed melodi, men personligt gør den ikke rigtig noget for mig. Dens følelser er ret store, og især i starten fungerer den rigtig godt, men i længden er den ret let at komme til at glemme. Til gengæld er I Think I’m Going to Kill Myself et helt fantastisk nummer. Den er i lyden en dynamisk, sjov og energisk popsang, mens teksten handler om selvmord. Kontrasten er fantastisk opspillet, og sarkasmen er på et niveau, jeg ikke forventede, at Elton John havde mod på.

Sangen Susie (Dramas) er en enorm kærlighedssang af den slags, som kun Elton John kan finde ud af. Klaveret bliver banket synder og sammen, og man får et stort smil på læben, hver gang, man hører den. Efter denne kommer megahittet Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), og den fortjener uden tvivl sin berømmelse. Den er kraftigt inspireret af David Bowie-hittet Space Oddity, og mens den ikke når de højder, er der stadig meget charme og følelse i instrumentation, melodi og charme. Den er rigtig godt skruet sammen, og man kan mærke mange lag i musikken. Salvation er endnu en sang, som bare har sine enorme øjeblikke. Den starter naturligvis stille, så der bliver skabt kontrast i forhold til den bombastiske Rocket Man (I Think It’s Going to Be a Long, Long Time), men efterhånden bliver den så eksplosiv, at det føles som om, man hører en Martin Luther King-tale. Apropos ham, hedder det næste nummer Slave. Det er en ret fed sang, selvom dens kraftige country-elementer var knap så attraktive, da jeg hørte den første gang. De ender dog med at tilføje meget charme, og den føles mere unik deraf.

Sangen Amy er en begærlig sang om længsel. Den udvikler sig meget, og mod slutningen kommer en helt fantastisk sektion, hvor melodien er i staccato, og dette er virkelig tidspunktet, hvor sangen skinner. Det er et af hele albummets højdepunkter, og hele albummet er ellers rigtig sjovt. Den næstsidste sang på albummet hedder Mona Lisas and Mad Hatters, og det er en rigtig sentimental, tænksom sang, der viser at Elton John stadig kan brillere med de langsomme sange. Det er et af albummets absolutte højdepunkter, og de melodiske skift er noget af det smukkeste, Elton John har skrevet. At dette ikke var en single undrer mig gevaldigt. Albummet afsluttes med sangen Hercules. Det er ikke verdens stærkeste melodi, men albummet afsluttes meget klimaktisk på grund af det vilde rock and roll-klaver, den lavt mixede vokal og det enorme doo wop-kor. Den føles også meget afrundende, da den beskriver sangens hovedperson som en kat – præcis som Honky Cat gjorde. Honky Château er et af Elton Johns fineste øjeblikke. Hvis du kan lide pop-rock, så er dette et rigtig godt album i genren. Der er nogle få svipsere, men generelt er kvaliteten rigtig høj.

374 – Eagles – Eagles (1972)

I 1972 debuterede en rockgruppe, der sidenhen ville ende med at blive en af de mest populære bands nogensinde med en lille, landlig, countryinspireret plade. Bandet hed Eagles, og det hed pladen simpelt nok også. Dette åbner med et af gruppens mest populære numre, Take It Easy, som er skrevet i samarbejde med Jackson Browne, og det er rigtig tydeligt. Den lyder virkelig meget af hans stil, og han har skam også lavet et ganske fint cover af den, men originalen, sunget af Glenn Frey, er nok min favorit. Meget af dette har noget at gøre med Bernie Leadons sjove banjo, der giver sangen lidt ekstra kant og ekstra charme. Ligeledes er Witchy Woman et virkelig godt nummer. Dette er sunget af Don Henley, der med sin cool, sprøde stemme giver sangen virkelig meget drama. Den er meget hårdere end åbningsnummeret, og man kan også fornemme en del blues-inspiration her. Det er ganske fortræffeligt. Chug All Night er igen sunget og skrevet af Glen Frey. Det er en sjov sang om druk og sex, og den har igen elementer af hård rock, mens man dog sagtens kan høre country-indflydelsen. Det er en vældig sjov sang.

Most of Us Are Sad er helt nede på det basale niveau, og da dette også er skrevet af Frey, viser det flot hans diversitet. Den er sunget af Randy Meisner, der på sentimental vis synger om sin tristhed. Teknisk er det ikke det mest imponerende, gruppen har lavet, men det prøver det heller ikke på at være. Det er bare et førsteklasses soft-rock-nummer. Hvis Take It Easy ikke lød af Jackson Browne, så gør Nightingale det i hvert fald. Denne er skrevet udelukkende af Browne, men den er dog sunget af Don Henley, der efter min mening har en mere interessant stemme end Browne. Det er vild, sjov rock and roll, som det er bedst. Det er faktisk nok et af de bedste numre, Browne har skrevet. Den Leadon-sungne Train Leaves Here This Morning er et af de mest rendyrkede country-numre, bandet har lavet. Derfor er det nok ingen overraskelse at jeg, der ikke ligefrem er stor fan af country, ikke er så glad for dette nummer. Den er oven i købet skrevet i samarbejde med Gene Clark fra the Byrds, hvis ældre materiale jeg er rigtig glad for, men jeg er ikke just den største fan af deres country-rock-periode.

Det har nogle flotte harmonier, men er som helhed en ret kønsløs, kedelig sang. Jeg kan til gengæld ret godt lide den dramatiske Take the Devil, som er sunget og skrevet af Randy Meisner. Den lyder meget af den håbløshed, som man kender fra sange som Hotel CaliforniaEarlybird er sunget af Leadon, og den er et af de fedeste numre på pladen. Igen spiller Leadon også smukt banjo, og sangen har masser af attitude. Der er en sær fløjtelyd, som for nogle nok kunne være irriterende, men for mig gør den bare sangen sjovere. Peaceful Easy Feeling er ikke skrevet af noget medlem men af Jack Tempchin. Det er en fremragende sang, og den fortjener at være blandt gruppens mest kendte, men jeg føler ikke helt, at den passer blandt de andre. Det er nok fordi, de ellers har så meget personlighed i deres melodier, og derfor føles denne sang så anderledes fra resten, selvom pladen ellers har et ret bredt omfang. Det Meisner-sungne og -skrevne afslutningsnummer Tryin’ er sjov rock and roll af fedeste skuffe, og det fungerer godt som albummets klimaks. Eagles er en rigtig god debut. Der er lidt problemer i kanterne, men albummet fungerer stadig meget godt.

409 – Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard (1974)

Eric Clapton havde i 1974 spillet guitar for Bluesbreakers, Blind Faith, Cream, Derek and the Dominos og Yardbirds, og han havde også forladt dem alle. Nå, men så er der jo altid mulighed for en solokarierre. Han havde allerede udgivet en eponym debut i 1970, kort tid efter Derek and the Dominos var blevet dannet, så nu var det vel på tide at følge op på dette, og hans andet soloalbum kom til at hedde 461 Ocean Boulevard, og det endte med at bestå hovedsageligt af covers. Først et af den traditionelle bluessang Motherless Children, og det er en af albummets bedste sange. Clapton er som altid helt ufattelig på guitaren, og hans kendskab til bluesmusik vises også godt frem. Den føles samtidig rigtig nyt og frisk, så man kan sagtens som almindelig rockfan sidde og spille luftguitar for fuld drøn. Da kommer den originale sang Give Me Strength, og lad mig sige det sådan, at Clapton kan gøre meget bedre end det. Det er en ret tam sang, hvor der næsten ikke sker noget. Til gengæld er hans udgave af Johnny Otis-sangen Willie and the Hand Jive rigtig god. Den er stille, men det virker til dens fordel, for den lyder rigtig cool og afslappet.

Cool og afslappet er generelt ord, der beskriver 416 Ocean Boulevard rigtig godt. Get Ready, endnu en original sang, er i hvert fald også sådan. Det er en duet med Yvonne Elliman, som også var med til at skrive sangen, og hun tilføjer meget til sangen. Ellers kunne den nok let have endt med at lyde lidt banal. Pladens største hit er uden tvivl hans cover af den dengang forholdsvis ukendte Bob Marleys I Shot the Sherrif. Og det bedste ved det cover er nok, at det gjorde Bob Marley mere populær. Det afviger ikke specielt meget fra originalen, og hvis Marleys udgave allerede var kendt dengang, var Claptons næppe blevet et hit. Den passer dog godt på albummet som et af de mere højlydte numre, hvilket hjælper på dynamikken. Can’t Hold Out vender tilbage til tendensen med de stille blues-covers, og den er rimelig god, mens den er der, men den ender ikke med at stikke ud mellem andre sange på albummet. Det gør til gengæld hans cover af Duane Allmans Please Be With Me. Det er et af de lystigste numre på pladen, og man bliver helt næstekærlig af at lytte til det.

Pladens sidste originale nummer, Let It Grow, føles meget inspireret af George Harrisons mere stille sange. Der er flotte vokalharmonier og kraftig hippie-mentalitet. Det føles også ganske oprigtigt, hvilket jo aldrig er en dårlig ting. Det er faktisk måske pladens bedste nummer. Det næstsidste nummer er en ret funky udgave af Robert Johnsons Steady Rollin’ Man. Hans fortolkning er rå og fræk, og hans guitarsolo er virkelig god. Man kan rigtig let mærke hans kærlighed for Johnson herpå, og han virker som altid rigtig cool. Som albummet efterhånden når sin ende, bør man efterhånden have opdaget to ting. For det første er Clapton en helt utrolig guitarist, men derudover også at han er en ret så middelmådig sanger. Han er hele tiden så afslappet, fordi han simpelthen ikke kan lægge specielt meget styrke i sin stemme, hvilket hans guitar så mere end blot kompenserer for. Han får heldigvis også et kor til at hjælpe med dette på afslutningsnummeret Mainline Florida. Dette har en rigtig flot guitarsolo, og man føler, at der er en helhed, der bliver rundet af her. Denne helhed, 461 Ocean Boulevard er et rimelig godt album. Det har uden tvivl mange gode øjeblikke på sig, men at det skulle være det mesterværk, folk til tider kalder det, har jeg svært ved at se.

459 – EPMD – Strictly Business (1988)

EPMD består af to rappere, der i løbet af pladen omtaler sig selv og hinanden under mange navne, men for at gøre denne anmeldelse så forståelig som muligt, vil jeg bruge de simpleste af dem, E og PMD. Deres debutalbum, Strictly Business fra 1988 åbner med et Jungle Boogie- og I Shot the Sheriff-samplende titelnummer, hvor man får introduceret dagens to mænd i skysovs. Med rigtig fed humor viser de frem, hvor barske de er, og beatet er dejligt funky. Man bemærker hurtigt forskellen mellem E og PMD. E har det f.eks. med at lyde en smule utydelig. Det er meget syndt, for E er nok den morsommste af de to, men heldigvis sker det ikke alt for ofte. Hans stemme er meget atypisk rap, da man nærmest kan høre hans spyt i munden. Det er ikke decideret en skidt ting, men det kræver lige noget tilvending. PMD er noget lettere at gribe fat om, hvis man har lyttet til noget af samtidens hip hop. Han har et rigtig godt flow, der sagtens kan konkurrere med genrens helt store flow-mestre som Rakim og KRS-One.

Albummet er rigtig letsindigt, der ligger meget fis og ballade i teksten, og meget få sange har deciderede temaer. Man behøver derfor ikke at følge specielt meget med, før man kan nyde alt, dette album har at byde på, og hvis produktionen såvel som de individuelle linjer ikke var så stærke, ville dette nok være et problem. Personligt kunne jeg bare sidde og høre E sige “To make you wiggle and jiggle like gelatin” over beatet fra Jungle Boogie hele dagen, selvom teksten ikke er specielt dyb. Det handler lige så meget om ordenes lyd som betydning. I løbet af hele albummet er produktionen festlig og sjov, og den passer som regel rigtig godt til det, E og PMD rapper om. Jeg aner ikke, hvem der fik denne idé, men mit eneste store problem med produktionen, er når de af en eller anden mystisk grund vælger at gentage en linje, før den i første omgang er afsluttet. Det kan i andre tilfælde lyde psykedelisk, men der er intet andet, der bygger op mod sådan en effekt, så det ender mest af alt med at distrahere lytteren fra, hvor god resten af musikken er. Det sker desværre en kende for ofte.

Der er nogle få sange, der har klare temaer. Heriblandt er min absolutte favorit The Steve Martin, der er en klar parodi på sære dansediller som The Loco-Motion og Mashed Potato Time. Dansen går åbenbart ud på at bevæge sig som Steve Martin gør i filmen The Jerk. Og så gør beatet det også rigtig let at bevæge sig til, så det passer perfekt sammen. De er dog altid rigtig morsomme, nok en af 80’ernes generelt mest komisk begavede rapgrupper, og da deres humor er så stærk, gør nok det dengang nærmest obligatoriske DJ-nummer, DJ K La Boss af DJ’en af samme navn, til en noget kedeligere affære, som bare skaber et underligt tomrum, hvor intet sker. Strictly Business er et rigtig godt album. Det har sine skønhedsfejl, og tidens tand har ikke været for venlig mod den, men det, den gjorde bedst i 1988, er stadig virkelig bemærkelsesværdigt godt.

463 – Elton John – Tumbleweed Connection – (1970)

Elton John havde i 1970 fået enorm succes med sit andet album, Elton John, som indeholdt store hits som Your Song, Take Me to the Pilot og Border Song, og senere samme år udgav han Tumbleweed Connection, et om muligt endnu bedre album, der… slet ikke fik nogen hits, sikkert da ingen singler var udgivet fra det, med mindre vi medregner b-sider. Det er meget sært, for melodierne på dette album er simpelthen umulige at få ud af sit hoved. Dog er det samtidig tydeligt, at Elton John fokuserede rigtig meget på albumstrukturen og tematiseringen. Der er fokuseret meget på westernkultur, og dermed har John taget meget inspiration fra country-musik, men de indflydelser har arbejdet op mod at skabe meget mere end en almindelig country-sang normalt gør. Elton John er, som han er så berømt for, meget bombastisk og dramatiserende, men han var endnu ikke den glamourøse excentriker, som i dag både er så afholdt og hadet, så den landlige stemning får heldigvis stadig masser af rum at bevæge sig på.

Man får masser af dynamik på albummet. Festlige omend af og til en kende sarkastiske sange som Ballad of a Well Known Gun og Son of Your Father er godt adspredte, så de virker som større energibomber, når man så støder på dem, og førstnævnte sparker endda døren op for resten af albummet. På grund af den country-inspirerede stemning føles de dog aldrig den mindste smule malplacerede mellem de langsommere sange som Come down in Time, Love Song og Talking Old Soldiers. På nær de hurtigste numre, har de fleste sange meget udmattelse i især Johns vokal, og udmattelse og country passer perfekt sammen, også selvom, der er klarere elementer af symfonisk pop og rock and roll, for country-lyden er det, der gør netop dette album til noget særligt i Johns diskografi. At han var en dygtig sanger og sangskriver havde han allerede bevist med det foregående album, men herpå fik han udvidet sin musikalske horisont utrolig meget, og endnu mere forbløffende gjorde han det samme for mig som lytter.

Jeg er ikke den store fan af country-musik, så at Elton John sammen med sin gode ven og med-sangskriver, Bernie Taupin, kunne skabe noget så dynamisk, noget så fyldigt, mens de tog så meget tydelig inspiration fra country-musik og -kultur, er forbløffende i højeste grad. Der er masser at bide i i løbet af hele albummet. Nævnes skal også afslutningsnummeret, Burn Down the Mission. Det er et af de mest bombastiske og samtidig mest dynamiske numre. Den starter ganske stille, men der kommer gradvist mere drama og energi i melodien. Nogenlunde midt i sangen går den lidt ned i tempo, men så bliver det igen mere og mere dramatisk og desperat. I slutningen kommer da en fantastisk klaversolo, der sammen med et væld af instrumenter skaber en perfekt afslutning til et næsten perfekt album. Tumbleweed Connection er et helt formidabelt album, som kan anbefales uanset hvad, du synes om for en slags musik. Jeg er begejstret for den, og den bygger kraftigt på genrer, som jeg generelt ikke kan lide, så jeg tør næsten ikke vide, hvor meget, du ville kunne lide dette album, hvis du lytter mere til country og klaverrock.