55 – Elvis Presley – Elvis Presley (1956)

Elvis Presley omtales ofte som den første rockmusiker, og det er ret utvetydigt falsk. At kalde ham den første rigtige rockstjerne ville dog ikke være forkert, for han var en kendis på et helt andet niveau end Bill Haley, Ruth Brown eller Big Joe Turner. Mens hans stjernestatus blev cementeret med stribevis af hitsingler i 1954 og 1955, udgav han i 1956 sin første længere plade, simpelt betitlet “Elvis Presley”. Med moderne øjne er den stadig ret kort, kun 28 minutter, men det var en overvældende mulighed for at købe hele 12 Elvis-sange på en gang. I dag er der over 90 Elvis-plader at vælge imellem, men debuten står stadig som en af musikerens mest afholdte plader. Og den har da også ret meget, der kører som det skal. Især er det stadig let at opfange Elvis’ charme som performer. Hans fraseringer er tit underholdende, og han formår at fortolke klassikere som “I Got a Woman” af Ray Charles, “Tutti Frutti” af Little Richard og “Money Honey” af Clyde McPhatter, uden at de mister gnisten. Faktisk er størstedelen af pladen covers, men Elvis leverer dem så stilfuldt, at selv de velkendte sange føles som om, de skulle være hans.

I forhold til, at Elvis og producerne har valgt på må og få i stedet for at få sat nogle sangskrivere til at skrive originalt materiale, er det dog et noget tyndt repertoire, de lader Elvis præsentere. Elvis har sunget adskillige glimrende ballader gennem tiderne, “Always On My Mind” og “Can’t Help Falling In Love” og “Love Me Tender” er blot nogle af de mest kendte eksempler. De ballader, der er udvalgt til “Elvis Presley” er så forglemmelige, at jeg ikke tror, jeg ville kunne nynne dem for dig, selvom jeg efterhånden har hørt pladen et dusin gange. “Blue Moon” er måske lige undtagelsen, men selvom den er opfattet som en klassiker, klinger den umådeligt hult for mig personligt. Højdepunkterne på pladen er nok netop der, hvor Elvis fortolker samtidens rock and roll-pionærer. Mens han gør det godt, gør han det sjældent bedre end originalen. Undtagelsen vil nok være åbningsnummeret, “Blue Suede Shoes”, hvor han på alle måder overgår Carl Perkins’ ellers ganske fornuftige original. Det er et lille sødt, energisk nummer, og det er der Elvis generelt gør sig bedst. “One Sided Love Affair” og “I’m Gonna Sit Right Down And Cry over You” er af samme årsag nogle af de stærkeste numre på pladen.

Det er dog ikke til at komme uden om, at den simple rock & roll-stil er lidt forældet for de fleste moderne øren, og vi har rigtig mange muligheder, hvis vi skulle være i humør til den lyd. Der er ikke meget, der vil lyde banebrydende eller nytænkende for en lytter i dag. Det er heller ikke fordi, der er gjort meget ud af at få albummet til at føles som en sammenhængende helhed. Jeg kan godt lide finurligheden i at efterfølge sangen “I Love You Because” med “Just Because”, men desværre hænger teksterne ikke rigtig sammen, ja faktisk modsiger de lidt hinanden. “Elvis Presley” er en ganske hyggelig plade, men der er bare så mange andre muligheder. Personligt vil jeg måske endda anbefale opsamlingsalbums i stedet for denne, da man slipper for ret meget fyld på den måde. Et bokssæt som “The Sun Records Collection” er en langt mere tilfredsstillende, spændende oplevelse, der præsenterer dig for flere kunstnere over længere tid. Selv mange af Elvis’ opsamlingsalbums giver en bedre idé om, hvorfor Elvis var den sensation, han var. “Elvis Presley” er ikke en dårlig plade, den er faktisk ganske fin af sin tid at være, men jeg kan ikke se nogen årsag til, at jeg nogensinde ville vælge at sætte den på igen.

59 – The Beatles – Meet the Beatles! (1964)

I slutningen af 1963 var britiske The Beatles begyndt at markere sig som regulære pop-sensationer i hjemlandet, og derfor ville amerikanerne naturligvis gerne importere dem. I deres hjemland havde de allerede udgive to plader, “Please Please Me” og “With The Beatles”, og i USA valgte man mere eller mindre at genudgive sidstnævnte, denne gang under titlen “Meet the Beatles!”. Der blev dog i denne sammenhæng også ændret en del på tracklisten, og der blev endvidere tilføjet nogle nye numre. For en album-fanatiker som mig kan dette på overfladen virke som en værre forbrydelse mod den artistiske intention, men for at være ærlig, var “With the Beatles” ikke særlig imponerende til at begynde med, og det virkede ikke som om, der var den store vision bag den. Bandmedlemmerne har selv kaldt adskillige af albummets tracks for fyld, så jeg er totalt åben for et forsøg på at lave den om, så den er lettere at sælge. Der blev bl.a. tilføjet de to store hits “I Want to Hold Your Hand” og “I Saw Her Standing There” samt den knap så kendte “This Boy” til at starte pladen. Derefter er rækkefølgen den samme, blot med en række tracks fjernet.

De tracks, der ikke blev medtaget i den amerikanske udgave er “Please Mister Postman”, “Roll Over Beethoven”, “You Really Got a Hold on Me”,  “Devil in Her Heart” og  “Money (That’s What I Want)”. Den musikhistorisk kyndige læser vil straks bemærke, at alle disse numre er covers, og da jeg netop skulle anmelde “With the Beatles” var disse sange et af mine problemer med pladen. Enten har vi at gøre med en sang, der i forvejen var ringe, uden at The Beatles formåede at gøre den værd at lytte til, eller også har vi at gøre med en fin sang, hvor de dog på ingen måde formår at overgå originalen. Det eneste cover på “Meet the Beatles!” er “Till There Was You” fra musicalen “The Music Man”. Det er stadig et af de svagere numre på pladen, men den har da sin søde charme, og den trækker ikke væk fra helhedsoplevelsen. Jeg må indrømme at den ringe kvalitet af de mange cover-numre gjorde mig lidt for flink overfor gruppens egne kompositioner, da jeg anmeldte den britiske original. Mange af dem er ret forglemmelige, når jeg nu ser tilbage på dem, og nogle af de kortere sange føles ret halvfærdige.

Nu sagde jeg, at “Till There Was You” ikke trak væk fra helhedsoplevelsen, men det er måske lige lovlig generøst at snakke om en helhedsoplevelse. End ikke originaludgaven havde en særlig gennemført albumstruktur, og der er om muligt endnu mindre på “Meet the Beatles!”. Når pladen slutter af med “Not a Second Time” føles det ikke nær så konkluderende som det gjorde med “Money (That’s What I Want)” på den britiske version. Jeg sidder faktisk tilbage og venter den næste sang, der i sidste ende ikke kommer. Pladen er også kun 27 minutter lang, så man kan undres over, at der ikke blev medtaget flere sange fra “Please Please Me”-pladen end  “I Saw Her Standing There”, fx “Twist and Shout” eller “Love Me Do”. Pladen kunne nok have været endnu bedre, hvis den ikke lænede sig så meget op ad den britiske “With the Beatles”, men rettere var lavet som et forsøg på at opsamle det bedste fra gruppens første par albums og singler. Som den er, falder den et irriterende mellemsted. Den har uden tvivl en bedre tracklist end “With the Beatles”, men det er alligevel svært at anbefale den, for dels er den jo ikke det autentiske album, og dels er den stadig ikke en særlig fyldestgørende helhedsoplevelse.

68 – Michael Jackson – Off the Wall (1979)

Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen ‘Off the Wall’ fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones havde fået til opgave at være fast producer i løbet af projektet, var sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er følsomme bløde pop-ballader, og der er nogle rigtig poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere i dag, og især disko-numrene holder. Pladen starter med ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’, en af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på ‘Off the Wall’, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig formår at opnå samme storhed. Dansenumrene er dog nok generelt dem, der holder sig bedst. ‘Working Day and Night’, ‘Off the Wall’ og ‘Burn This Disco Out’ rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.

Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’ har nok svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har ofte en vis charme, men jeg finder det ikke nær så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Det er ikke fordi musikken har den store dybde, og så sjov som musikken kan være, er det ikke svært at forstå ‘disco sucks’-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens ‘Rock with You’ er en ganske sød kærlighedssang, der især har en ganske velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han opfører bl.a. et cover af Paul McCartneys ‘Girlfriend’, og mens den lyder langt mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke ‘Girlfriend’ fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney nogensinde har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.

‘Girlfriend’ er langt fra den eneste synder på pladen, og de dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend’ får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen ‘She’s Out of My Life’, der prøver så hårdt på at virke dyb, voksen og følsom, at sangen ender med at være en virkelig flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne ‘I Can’t Help It’ er også en lidt tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da lidt sødt. Den søde, uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som ‘Bad’ og ‘Thriller’, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. ‘Off the Wall’ er generelt ikke værd at skrive hjem om.

131 – Diverse kunstnere – Saturday Night Fever (1977)

Foruden at være stor musiknørd, har jeg også en vis interesse i film. Når et album hænger tæt sammen med en film, sørger jeg derfor tit for at se filmen, inden jeg anmelder pladen. Det er efterhånden et par måneder siden, jeg fik set Saturday Night Fever, den klassiske ungdomsfilm, der i 1977 gav John Travolta sit gennembrud. Det er absolut en anbefalelsesværdig film, der troværdigt skildrer tidens ungdom, mens der også er masser af interessant drama til stede. Det er ikke nogen stor cinematisk triumf, men filmen er mindeværdig, stilfuld og kompetent. Og så er lydsiden bare vidunderlig. Et centralt emne i filmen er en disko-dansekonkurrence, og derfor er filmen udstyret med nogle af de bedste disko-sange nogensinde. På pladen finder man kunstnere som Walter Murphy, Kool & The Gang, KC and the Sunshine Band, The Trammps og naturligvis Bee Gees, hvor sidstnævnte opfører 6 af pladens 17 numre, og de har skrevet yderligere to. Tit bliver pladen derfor også opfattet som et Bee Gees-album, selvom man ikke bør overse de andre kunstneres bidrag. En stor del af sangene er lavet specifikt til filmen, mens visse andre, herunder Boogie ShoesDisco Inferno og You Should Be Dancing, var udgivet tidligere i andre sammenhænge.

I filmen optræder så mange sange, at man umuligt kunne få dem alle med, og det er nok godt det samme. I filmen optræder Disco Duck og Dr. Disco af Rick Dees, og de er decideret forfærdelige sange, og de optræder mest af alt i filmen som en joke. Disse er de eneste to sange, der blev frasorteret på albummet, og det er jeg glad for. Ellers optræder alle sangene fra filmen, og der er endda gjort plads til den instrumentale musik. Denne instrumentale musik bliver ligeledes spillet i bedste disko-stil, og er virkelig festlig. Ralph MacDonalds Calypso Breakdown er lidt langtrukken, og David Shires Manhattan Skyline er en kende intetsigende, men til gengæld er numre som David Shires Night on Disco Mountain og Walter Murphys A Fifth of Beethoven meget spændende. De er disko-genfortolkninger af klassiske kompositioner, hhv. Mussorgskijs En nat på Bloksbjerg og Beethovens femte symfoni. Begge fungerer virkelig godt, og de giver noget drama til soundtracket, som de fleste andre sange ikke gør. Af en eller anden årsag finder man på albummet også Jive Talkin’ af Bee Gees, der som den eneste sang på pladen ikke optræder i filmen. Jeg klager dog ikke så højt, for det er uden tvivl en af de bedste Bee Gees-sange nogensinde, og den passer godt ind.

Bee Gees er selvfølgelig en væsentlig del af pladen, men det er faktisk bygget sådan op, at de andre kunstnere får godt med plads til at vise sig frem. Pladen starter med fire Bee Gees-numre i rap, og først på disc 2 får man to yderligere Bee Gees-numre. Overgangen fra Bee Gees til de øvrige kunstnere sker også ret naturligt, da den første sang af en anden kunstner er Yvonne Ellimans If I Can’t Have You, der er skrevet af Bee Gees. Den sidste Bee Gees-sang inden denne er More Than A Woman, en vældig veludført kærlighedssang, ingen klager herom. Jeg synes derimod det er lidt kedeligt, at vi allerede tre numre efter får lov til at høre den igen, denne gang i en cover-version af Tavares. Denne udgave er endda ikke særlig forskellig fra Bee Gees-versionen, så i mine øjne er det meningsløst at inkludere begge, især så tæt på hinanden. Pladens sange er alle sjove og dansevenlige, og de er tilpas varierede i intensitet. Især Bee Gees-numrene er fængende; Stayin’ AliveNight Fever og How Deep Is Your Love er klassikere af en årsag. Mens filmen er god, tror jeg at soundtracket stadig er endnu bedre. Hvis man har det mindste ømme punkt for lækker popmusik, kan det sagtens anbefales.

158 – Elton John – Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975)

Jeg kan rigtig godt lide den simple Elton John, der er langt nede på jorden. Ja, en sådan Elton John er svær at forestille sig i dag, men sådan var han på plader som Tumbleweed Connection og Elton John i starten af 70’erne. Han begyndte at flirte mere og mere med glam-rock, som årene gik, og i 1975 tog han det store spring: han valgte at kalde en plade noget så latterligt som Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Jeg har hørt visse kalde det for en af de værste albumtitler nogensinde, og ja, det lyder faktisk næsten mere som en Elton John-parodi end et ægte album, men jeg synes, det er en virkelig morsom og gribende titel. Og den udstråler også, hvilken retning, John tog med denne plade. Han holder sig sjældent tilbage, og han er ikke bange for at bruge så fjollede vendinger som “It’s party time for the guys in the tower of Babel” og så dybtfølte overdrivelser som “Someone saved my life tonight, sugar bear”. Det er faktisk svært at nævne en bedre Elton John-plade, der er udkommet sidenhen, fordi bare at prøve at overgå skalaen på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy ville være nær umuligt, og hvis man ikke prøvede, ville det føles som et skridt tilbage.

Elton John gør intet halvt på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Alle numrene emmer af ambition og excentricitet. Det virker lidt inspireret af et band som The Who, som John jo arbejdede sammen med til filmen Tommy, hvor John opfører Pinball Wizard. Den vekslen mellem det dybe og det fjollede, som hele den film er bygget op omkring. For selvom han er blevet fjollet og overdreven nu, lyder hans følelser stadig oprigtige og vigtige, og hvis det ikke er imponerende, så ved jeg ikke, hvad er. Når du sætter Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy på for første gang lægger du dog nok mærke til, at den ikke rigtig starter med at lyde så excentrisk og storladen igen. Dens åbningsnummer, der ligeledes hedder Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, starter som et simpelt country-nummer, og efterhånden udvikler det sig til den storladne lyd, som albummet i højere grad kan kendetegnes ved. Udviklingen er derfor tydeligere, da John selv jo har lavet meget country-præget musik, navnlig på pladen Tumbleweed Connection. På titelnummeret får vi da nærmest hele Elton Johns udvikling på lidt under 6 minutter.

Den generelle kvalitet på pladen er rigtig god. De fleste af sangene er enormt kraftige, fængende og mindeværdige. De svagere kort på egen hånd er nok de to sidste sange, We All Fall in Love Sometimes og Curtains. De er lidt mere melankolske og sentimentale end de andre sange, men det gør, at de slutter pladen rigtig flot af. Så selvom de ikke er særlig fængende eller stærke uden resten af albummet, ender de med at være en smuk måde at afslutte pladen på. Det er nok en smukkere afslutning end på nogen anden Elton John-plade. Der er også meget variation på pladen. Sangene er ikke blot alle gode, de er alle unikke, og dermed gør det, at pladen konstant serverer dig noget uforventet. Det gør også pladen meget holdbar. Jeg er meget glad for Elton John, og et af hans fineste albums er uden tvivl Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy. Den har så meget identitet, så meget farve og så meget liv, at den kan tåle talrige gennemspilninger. Alle sange er smukt skrevet og karismatisk opført. Det er ikke til at stå for.

175 – The Carpenters – Close to You (1970)

Jeg klager af og til over, at musik er for ufarlig, for pæn, for blødsøden og for ligegyldig, og dette gælder især 70’ernes soft-rock og pop. Især det lavet af hvide amerikanere. Med andre ord burde jeg virkelig hade The Carpenters, for de er både ufarlige, pæne, blødsødne og i det store hele ret ligegyldige – selvom de var ret indflydelsesrige på deres samtid. Men de fleste af de navne, de var indflydelsesrige på – Barry Manilow, Captain & Tennile, Starland Vocal Band – er noget af den værste musik, 70’erne har at byde på. Dog kan jeg virkelig godt lide visse af deres sange. Ja, de er nok værd at dykke lidt mere ned i, og det kan man nok især gøre med Close to You fra 1970. Denne indeholder to af deres største hits, We’ve Only Just Begun og (They Long to Be) Close to You. Begge skønne, bløde popsange, der er flot og naturligt arrangeret. Det er meget romantisk og sukkersødt, men det skal der også være plad til i ny og næ, især hvis man kan gøre det godt, og det kan The Carpenters skam.

Det ville dog være lidt af en overdrivelse, hvis jeg påstod, at de altid gjorde det lige vellykket. Numre som Love Is SurrenderI Kept on Loving You og især deres cover af Reason to Believe er nogle af deres mest ligegyldige sange. De har ingen sjæl, og jeg kan ikke mærke nogen årsag til, at de eksisterer. Jeg har seriøst svært ved at forestille mig, at Richard og Karen Carpenter på noget tidspunkt fik den gnist, der sagde dem, at de skulle lave et cover af Reason to Believe. For de gør bare Tim Hardins i forvejen ret banale men i det mindste beskedne og inderlige sang til en klichéparade i countrygenren. Jovist, det lyder som en ganske autentisk countrysang, men ideerne stopper ligesom bare der. Det er næsten et værre nummer end deres hæslige cover af Help!. Help! har i det mindste stadig noget identitet og en særegen lyd. Men den bliver efter min mening gjort alt for pompøs og storladen, og det instrumentale arrangement i versene er til gengæld for simpelt til sangens store følelser – en akkord pr. taktslag er utrolig uinteressant at høre på.

Der er dog andet godt på pladen end bare de to store hits. Deres lidt jazzede fortolkning af I’ll Never Fall in Love Again er måske ikke det mest udfordrende i verden, og det er måske mere sukkersødt end noget andet, men mange ting derpå virker rigtig godt. Den melankolske Crescent Noon kunne faktisk lyde lidt som en gammel folkevise, men den har enormt meget kant i sin melodi. Det simple arrangement i starten af nummeret klæder også gruppen rigtig godt, og det er ligeledes ret smukt, når nummeret bliver mere intenst hen mod midten. Og de forstår sig også virkelig på at afslutte en plade – Another Song er en meget virtuos sang, der som flere af pladens bedste numre drager inspiration fra jazz. Halvdelen af nummeret er da en ret svedig og totalt uventet jazzet fløjtesolo. Så Close to You har en meget stor kvalitetsmæssig spændvidde. Både fantastiske popklassikere og tredjerangs-covers. Og der er også meget derimellem, sange, der siger ping-pong mellem at være rigtig gode og ret dårlige. Men i sidste ende fylder de dårlige numre vist desværre lidt mere, og de fire numre, jeg rigtig godt kan lide, kan virkelig ikke redde resten, for så gode er de heller ikke igen.

178 – The Byrds – The Byrds’ Greatest Hits (1967)

Man skulle tro, at de bedste opsamlingsalbums altid ville være de nyeste, hvor man kunne kigge tilbage på årtier af indfydelse, som en gruppe eller en kunstner har haft. Og man ville slet ikke kunne have noget af det nyere med, hvis albummet blev lavet midt i gruppens karriere. Min erfaring er dog det modsatte, nemlig at opsamlinger typisk er bedst, hvis de er lavet kort efter den bestemte kunstners absolutte kunstneriske peak. Hvis man ikke er verdens største fan, af The Byrds i deres country-rock-periode, ville man nok typisk sige, at de toppede med pladen Younger Than Yesterday fra 1967. Og kun få måneder efter dette udkom The Byrds’ Greatest Hits, den første og efter manges mening den definitive Byrds-opsamling. Den er kort og kompakt med sine 11 numre fordelt over lidt over en halv time. Men man får til gengæld kun guldet. Opbygningen virker til at starte med kronologisk, men der er taget nogle kunstneriske friheder. Det eneste brud på kronologien er at placere Turn! Turn! Turn! fra pladen af samme navn midt mellem sange fra Mr. Tambourine Man-pladen. Men den plade er også rigt repræsenteret, så denne ændring i kronologien har jeg intet imod.

Nu er jeg generelt ikke fortaler for kronologisk opbygning, men da denne opsamling spænder over så få albums, som den gør, fungerer det faktisk. Man mærker, at pladen er delt op i tre små grupper, der har sine unikke egenskaber. Først den simple folk-rock fra Mr. Tambourine Man og Turn! Turn! Turn!, bagefter den skøre psykedeliske lyd fra Fifth Dimension og til sidst den ambitiøse og tænksomme fusionsmusik fra Younger Than Yesterday. Nu beskriver jeg det som om, der er enormt langt fra plade til plade, men de beholdt mange idiosynkrasier og karakteristika fra plade til plade, så de fire plader føles sammenhængende. Jeg har allerede anmeldt Mr. Tambourine Man-pladen, og jeg havde ikke udelukkende positive ord at sige om den, og den er med hele 5 numre uden tvivl den dominerende plade på denne opsamling. Jeg har dog slet ikke noget imod dette. Hvis man ikke har læst min anmeldelse af Mr. Tambourine Man, så kan jeg oplyse, at jeg virkelig godt kunne lide deres covers, mens deres originale numre haltede lidt bagefter, hvor den store undtagelse var den fænomenale I’ll Feel a Whole Lot Better. Og tilfældigvis er det da også det eneste originale nummer derfra, der er havnet på opsamlingen.

Nu har jeg anmeldt to andre opsamlinger her for nylig – henholdsvis med ABBA og med Curtis Mayfield og The Impressions – og jeg kan kun sige, at de ikke vækkede en særlig stor interesse hos mig i forhold til at dykke længere ned i deres karriere. Nok især fordi de er så omfattende. Der var 10 sange i slutningen af Impressions-opsamlingen, der var fra Mayfields solokarriere, og denne er jeg da også virkelig blevet interesseret i nu. Men i endnu højere grad har The Byrds’ Greatest Hits bare fået Younger Than Yesterday og Fifth Dimension til at fremstå som nogle virkelig gode plader. Jeg har ikke lyttet til nogen af dem før, men så snart jeg får muligheden, sætter jeg mig ned og gør det. Hvis jeg ikke havde lyttet til Mr. Tambourine Man adskillige gange allerede, var det samme nok også sket med den. Den eneste plade, der godt kunne trænge til lidt mere repræsentation er Turn! Turn! Turn!, der kun er repræsenteret af sit smukke titelnummer. Pladen er ikke så lang, så man skulle ikke nødvendigvis få erstattet noget for at få endnu et nummer derfra på pladen. Men foruden dette har jeg intet væsentligt at klage over. Hvis du gerne vil lære en klassisk rockgruppe at kende, er The Byrds’ Greatest Hits en vidunderlig grundpakke.

180 – ABBA – The Definitive Collection (2001)

Opsamlinger skal virkelig af og til passe på ikke at blive for lange. Man kunne sige, at en opsamlings job meget kunne være at introducere nytilkomne lyttere til en kunstners værk, og i så fald er det svært at skabe et fyldestgørende album, hvis det skal vare 2,5 time. Men hvis vi til gengæld skal lave en samling numre, der næsten skal erstatte gruppens øvrige diskografi. For har du nogensinde lyttet til et ABBA-album? Det har du måske, men I dag hører de fleste bare deres hits, og den bedst sælgende ABBA-plade har år efter år været den mange gange genudgivne opsamling ABBA Gold. Det er en af den slags plader, som alle hjem vist har, måske i flere forskellige udgaver. Det kan man ikke just sige om Arrival eller ABBA: The Album, og man kan ikke engang rigtig sige det om gruppens andre opsamlinger. End ikke den ellers ret roste The Definitive Collection fra 2001 er nær så populær. Og den kan ellers med rette kaldes en definitiv samling. Hvis man går mere op i de individuelle numre end plader som helhed, har denne plade det hele, og den er med sin 2,5 time dobbelt så lang som den oprindelige udgave af Gold, som jeg nok i øvrigt kommer til at sammenligne den meget med.

Det er meget vigtigt, når vi har at gøre med sådan en stor opsamling, at vi ikke mangler noget som helst i tracklisten. Her er det oplagt at sammenligne med den oprindelige udgave af Gold, og hvert eneste nummer derfra er til stede. At sammenligne med fortsættelsen, More Gold, viser dog et par få mangler, men jeg vil mene, at de fleste af disse numre ikke engang er særlig væsentlige. Det mest berømte nummer, der ikke er på The Definitive Collection er Our Last Summer, og det er efter min mening ikke en mærkbar eksklusion. Så den består i forhold til at have hits. Så er noget andet vigtigt selvfølgelig rækkefølgen. Og det er på The Definitive Collection opstillet helt kronologisk efter singlernes udgivelsesdato. ABBA er en gruppe, der har udviklet sig meget fra pop-rock til eurodisko. Og de har også lavet ret imponerende numre i alle genrer, de har beskæftiget sig med, hvilket ikke er almindeligt. Dog lavede de meget musik i bølger, så på The Definitive Collection får man alle de gamle pop-rock-numre lige i rap. Det gør selvfølgelig, at man kan følge udviklingen, men det gør også pladen væsentligt mindre dynamisk end f.eks. Gold eller More Gold.

Men hvorfor bliver jeg ved med at sammenligne med Gold og More Gold? Dels fordi jeg har dem, har haft dem i lang tid, og som med så mange, der ligesom jeg ikke var der dengang, har de været min væsentligste adgang til deres musik i mange år. Jeg har hørt dem sammen med venner, jeg har hørt dem med familien, jeg har hørt dem til ugenkendelighed. Og noget af det smarte ved dem er, at hvis du vil have de allerstørste hits, lytter du til Gold, og hvis du først bliver glad for det, kan du give dig i kast med More Gold. Det væsentligste, The Definitive Collection har givet mig, er et indblik i nogle af de tidligere sange, fra deres rock-år, som jeg ikke kender så godt. Det er ikke ligefrem min foretrukne afdeling af deres diskografi, men det var sjovt at lære at kende. Men jeg har virkelig et godt forhold til ABBA, som end ikke ti dårlige musicals ville kunne ødelægge. Jeg elsker et stort antal af deres sange, så i mangel på bedre, kan The Definitive Collection godt anbefales, og der er ikke grund til udskiftning, hvis du allerede har den. Men Gold og More Gold er lettere at få fat på, og du har dem måske allerede.

190 – Elvis Presley – From Elvis in Memphis (1969)

Elvis Presleys materiale fra 50’erne og starten af 60’erne lovprises ofte fra højre og venstre, men som 60’erne gik fremad, så begyndte han at ligne lidt af et sellout. Han begyndte allerede tidligt i sin karriere at medvirke i spillefilm, men som 60’erne gik fremad, blev det mindre og mindre interessant for det brede publikum, mest fordi han pumpede så mange film og plader ud om året, og langt fra det hele var lige godt. Han udstrålede virkelig bare middelmådighed i en årrække. I 1969 udløb hans filmkontrakt dog, og han kunne komme tilbage til det, der virkelig betød noget, nemlig musikken. Elvis’ første mærkbare album i mange år kom da med From Elvis in Memphis, der var en ganske fokuseret plade i sin lyd. Kun to producere, ét fast band, og alle numre var optaget i samme studie i Memphis, hvorfor pladen da også hedder, det den hedder. Det skaber en mere sammenhængende lyd, end man måske ville forvente af en plade, der har krediteret forskellige sangskrivere på næsten hvert eneste nummer. Det er også imponerende idet albummet har både storladne soul-sange og stille country-standarder. Men selv country-numrene får tit lidt soul-lyd, hvilket gør dem lettere at holde ud for mig.

Det, jeg foretrækker på pladen, er dog R&B-numrene, hvor dem, der bærer mest præg af denne stilart er Wearin’ That Loved on Look og den fuldkommen formidable Long Black Limousine. Jeg er dog også ret vild med Power of My Love, der er nær en rendyrket bluessang. Hoveddelen af denne plade er dog country, og det er af den ret vattede, polerede slags, som folk som Gram Parsons samtidig gjorde opgør mod. Det er selvfølgelig sjovt med denne soul-lyd oveni, men man sidder bare tit og håber på, at de vil gøre noget udfordrende snart. I bedste fald gør de lyden mere levende og støtter Elvis’ stemme virkelig pænt, f.eks. på Gentle on My Mind og In the Ghetto. I værste fald går det som på It Keeps Right on A-Hurtin’, hvor lyden bliver alt for poleret, mens melodien og teksten ikke går udenfor det, man forventer af en standard country-sang. Med andre ord tager den de værste klichéer fra hver genre i stedet for at udnytte de forcer, som de sammen kan opnå, hvilket det meste af pladen jo heldigvis prøver på – nemlig at blande den lækre lyd fra soul med ærligheden og oprigtigheden fra country.

Pladens struktur er ganske fin. In the Ghetto er fuldkommen perfekt som afslutningsnummer, og Wearin’ That Loved on Look starter pladen med bombast. Efter det er pladen også ganske god til at veksle mellem forskellige slags sange, nogle med mest fokus på soul, nogle med mest fokus på country, men i det hele taget en fin variation, der giver pladen liv. Man kan bare tit tænke, at pladen mangler noget sjæl. Og med det mener jeg ikke Elvis’ stemme, den har masser af sjæl, nej jeg mener pladen som helhed. Den føles stadig meget kold og studieproduceret. Jeg kan godt se, at den er bygget op omkring et musikalsk koncept, men det gør det nærmest ekstra underligt, at de ikke har gjort mere end de har. Pladen mangler et “statement”, en måde, den skiller sig ud. Men i 1969 var Elvis allerede ved at være et oldtidsfund. Han ville ikke lave noget udfordrende. Han har ikke selv skrevet én eneste af sangene. Men i 1969 var det jo ligemeget. Elvis skulle nok sælge alligevel, man kunne udgive hvad som helst. Og med det i betragtning, så er pladen langt bedre end man ville forvente, og uden tvivl et højdepunkt i hans sene karriere.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som BadMan in the MirrorSmooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth CriminalSpeed DemonDirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.