Kategoriarkiv: 1979

68 – Michael Jackson – Off the Wall (1979)

Udgivet den af
Svar

Michael Jackson var stor popstjerne helt fra barndommen som sanger i The Jackson 5, men generelt siger man, at han først skabte sig en moden kunstneridentitet med pladen ‘Off the Wall’ fra 1979, hvor han for første gang arbejdede sammen med producer Quincy Jones. Mens Jones havde fået til opgave at være fast producer i løbet af projektet, var sangene leveret af et bredt udvalg af sangskrivere, heriblandt Stevie Wonder, Rod Temperton og Jackson selv. Lyden på pladen bevæger sig meget omkring tidens trends. Der er disko, der er følsomme bløde pop-ballader, og der er nogle rigtig poppede vinkler på funk og soul. Nogle af sangene er stadig klassikere i dag, og især disko-numrene holder. Pladen starter med ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’, en af Jacksons sjoveste dansenumre. Nummeret har en velfortjent plads i den store disko-kanon, for stort set hvert eneste lille element hænger perfekt sammen. Mens det ikke er det eneste nummer, der tiltaler mig på ‘Off the Wall’, må jeg dog nok erklære, at intet andet nummer rigtig formår at opnå samme storhed. Dansenumrene er dog nok generelt dem, der holder sig bedst. ‘Working Day and Night’, ‘Off the Wall’ og ‘Burn This Disco Out’ rammer stadig med pivlækre grooves, der lystigt inviterer til, at man hiver danseskoene frem.

Jeg føler dog stadig, at der er mange corny elementer på størstedelen af disse numre. Selv ‘Don’t Stop ‘Til You Get Enough’ har nok svært ved at løbe fra, hvor akavet Michael lyder på introen. Det har ofte en vis charme, men jeg finder det ikke nær så underholdende ved gentagne gennemlytninger at observere cheesy vokalfrasering eller at le af genrens klichéer. Det er ikke fordi musikken har den store dybde, og så sjov som musikken kan være, er det ikke svært at forstå ‘disco sucks’-bevægelsen. Der er generelt ikke samme niveau af finesse som på Michaels næste par plader. Intet sted er dette tydeligere end på de langsommere numre. Mens ‘Rock with You’ er en ganske sød kærlighedssang, der især har en ganske velskrevet bro, så holder resten langt fra nær så godt. Han opfører bl.a. et cover af Paul McCartneys ‘Girlfriend’, og mens den lyder langt mere smooth og sexet med Jackson, redder den ikke ‘Girlfriend’ fra at være en af de pinligste, mest kedelige sange, McCartney nogensinde har skrevet. Det er et hæderligt forsøg på at polere en lort, men lort er sangen nu stadig.

‘Girlfriend’ er langt fra den eneste synder på pladen, og de dårlige ballader hober sig især op på side 2 af pladen. Lige efter ‘Girlfriend’ får vi en endnu ringere sang i form af adult contemporary-balladen ‘She’s Out of My Life’, der prøver så hårdt på at virke dyb, voksen og følsom, at sangen ender med at være en virkelig flad oplevelse. At et nummer, der lyder så ligegyldigt som dette, blev udgivet som en single er mig et mysterium, men det var vist en anden tid. Den Stevie Wonder-skrevne ‘I Can’t Help It’ er også en lidt tynd kop te, men den vinder da nogle point for at bringe Stevie Wonders lækre signaturlyd med sig, og omkvædet er da lidt sødt. Den søde, uskyldige charme bringer albummet ret langt, for størstedelen af sangene siger mig i grunden slet ikke noget, og selv størstedelen af de bedre sange har jeg svært ved at se mig selv vende tilbage til. Hvis starten på pladen ikke var så stærk, og hvis Jackson ikke senere i sin karriere lavede klassikere som ‘Bad’ og ‘Thriller’, kunne jeg let se denne plade gå i glemmebogen. Der er mange bedre disko-plader, og der er en del bedre Michael Jackson-plader. ‘Off the Wall’ er generelt ikke værd at skrive hjem om.

313 – Tom Petty and the Heartbreakers – Damn the Torpedoes (1979)

Udgivet den af
Svar

Mange musikere har en tendens til at forsøge at flytte så mange grænser, at de bare glemmer nogle af hovedingredienserne i musik – af og til behøver man ikke andet en velspillet, velskrevet rockmusik, og det er netop det, Tom Petty and the Heartbreakers altid har været eksperter i, og dette talent fremviser de tydeligt på deres tredje plade, Damn the Torpedoes fra 1979. Den åbner med den dramatiske Refugee, der med sin flotte orgeltunge intro virkelig sørger for at sparke albummet i gang. Der er meget bitterhed og vrede, men det, der gør Refugee til et af albummets højdepunkter er bare den fede melodi. Man får den let på hjernen, og dens energi er virkelig frembrydende. Petty fortsætter med Here Comes My Girl, der med sin ret bløde spoken word-start fungerer som flot kontrast til Refugee, og på omkvædet er den virkelig kærlig og fin. Dens overgang mellem spoken word og skønsang fungerer flot, og det føles meget naturligt. Den springer virkelig ud blandt resten af pladen, for ellers lavede Petty typisk meget mainstream rockmusik, men denne har mange små særheder på sig, og det er virkelig sødt.

Det tredje nummer hedder Even the Losers, og den er ligesom Refugee meget rocket. Der er et meget gammeldags rock and roll-flair over versene, og omkvædet er et dejligt fængende underdog-ærklæring, der sagtens kunne være opført af Bruce Springsteen, og den er så sandelig også på denne herres niveau med al sin heartland-attitude. Shadow of a Doubt (A Complex Kid) har ikke rigtig et omkvæd, men for enden af hvert vers er et virkelig fedt hook, som Petty synger så overdrevent, at man får lyst til selv at skråle med, hvilket sker ret tit. Century City minder ret meget om det, vi ellers har hørt, men det vi ellers har hørt er jo også virkelig godt. Det er ikke den mest fængende sang eller noget, men den har sin plads på albummet, den er til at synge med på, og den er ret sjov. En af Pettys stærkeste sange nogensinde kommer da i form af Don’t Do Me Like That. Det er en uhyre simpel melodi, men den virker virkelig godt, den er virkelig sjov, den er let at forstå, og den er også let at relatere til. Man kunne blive bange for, at den simple melodi ville gøre musikken for ensformig, men et kontrast-stykke i midten forhindrer det, og derudover er det pladens korteste sang, så det gør ikke så meget.

You Tell Me er ikke nummeret, man vil huske tydeligst, når man er færdig med Damn the Torpedoes, men den er en ret god melodi alligevel. Den spiller ikke videre utroligt mod de andre sange, den er ligeså højlydt og energisk som Don’t Do Me Like That, bare ikke nær så hurtig, og dens dynamik er også mindre ekstrem. What Are You Doin’ In My Life? starter til gengæld forholdsvis stille ud, mens den skruer tempoet godt op igen. Omkvædet er utrolig fængende, og dens guitarsolo er måske ikke den mest imponerende, du nogensinde kommer til at høre, men den lyder rigtig godt, og den passer godt til sangen. Afslutningsnummeret Lousiana Rain starter med et stille interludium, der var ret tiltrængt, for ellers havde pladen næsten været højlydt fra start til slut. Selve sangen er en sentimental lille sag, der faktisk fungerer rigtig godt til at runde Damn the Torpedoes af. Ambitionerne var her mest af alt sat til at skrive 9 rigtig gode sange, og størstedelen er også formidable, og alle er gode. Dog virker det ikke helt som om, albumoplevelsen var en stor fokus, da den høje energi bliver ved på rigtig mange numre, men alle numre er værd at lytte til.

335 – Graham Parker – Squeezing Out Sparks (1979)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker virkelig de første par Elvis Costello-albums fra sen-70’erne og start-80’erne. Der er noget rigtig fedt ved hans punkede pop-rock, der er så indsmurt i britiske traditioner og pubkultur, at man ikke kan andet end at elske det. Og det overrakser mig derfor slet ikke, når andre har en lignende lyd på et næsten plagierende niveau. Hvis vi kigger på manden, der var Elvis Costello før Elvis Costello selv formåede at være det, så kigger vi på Graham Parker. De to mænd lyder forbløffende meget som hinanden, men Parker startede et år tidligere, og Parker gjorde det også virkelig godt. Hans albums er ikke nær så kendte, men de er blevet rost til skyerne af anmeldere, og et af de mest roste albums, han har udgivet er Squeezing Out Sparks fra 1979. På det album ser vi en af Parkers største forcer for fuld udblæsning, nemlig hans evne til at finde på fængende rockmelodier. Man kan rigtig hurtigt synge let med på de fleste af disse sange. Melodierne er tit ret poppede, men de har rigtig meget at byde på, og Parker lægger tonsvis af følelser i det.

Jeg elsker virkelig også parkers ordvalg. Han får sine sange til at lyde virkelig eventyrlystne og spændende, og der er noget definitivt ved hans udråb. Han er faktisk generelt en rigtig dygtig lyriker, og denne færdighed fremviser han især på nummeret You Can’t Be Too Strong. Det var en ret kontroversiel sang i sin samtid, for den handler om abort, og visse har endda beskrevet den som en anti-abort-sang. Så vidt ville jeg ikke gå, men sangen er fortalt fra synspunktet af en mand, hvis kæreste får foretaget en abort, og det er manden selv modstander af. Det er en meget rørende sang, og hovedpersonen gør sig nogle ret dybe tanker. Mange af sangene har omkvæd, der gentager den samme linje adskillige gange, og det er nok pladens største problem. Det er fint nok, hvis et par få sange gør det, og ikke én individuel sang på pladen er dårlig, men når man får sang efter sang, hvor strukturen er sådan, så bliver det en smule trættende. Jeg kan dog ikke sige, at melodierne bliver mindre sjove af den årsag. Heldigvis er albummet heller ikke så langt igen, så det ender ikke med at påvirke albummet så meget, som det kunne gøre.

Det væsentligste instrument på Squeezing Out Sparks er nok guitaren. Der er næsten altid fut i den, og der er rigtig mange vidunderlige riffs på den. Det er dem, der virkelig holder pladen dynamisk, for Parkers stemme bliver sjældent stille, og den hører vi næsten hele tiden. Et andet instrument, der tilføjer ret meget er keyboardet. Det giver Parker lidt mere karakter, det sørger for, at det ikke lyder så meget af seriøs rockmusik. For Graham Parker er sjældent den mest alvorlige musiker, den eneste seriøst betonede sang på Squeezing Out Sparks er You Can’t Be Too Strong. Graham Parker er en rigtig dygtig musiker. Han skriver fængende, sjove, spøjse melodier, hans tekster er virkelig noget for sig, sangene bliver spillet rigtig flot, og han kan konstruere en forholdsvis helstøbt albumoplevelse. Der er ganske lidt, der ikke går rigtig godt på Squeezing Out Sparks. Hvis du kan lide musikere som Nick Lowe eller Elvis Costello, så burde du virkelig lytte til noget af Graham Parker, og Squeezing Out Sparks er en af hans bedste plader.

350 – Neil Young & Crazy Horse – Rust Never Sleeps (1979)

Udgivet den af
Svar

Hvis du spørger nogen om, hvilken Neil Young-plade, der er den bedste, så ville svaret typisk være fra første halvdel af 70’erne eller måske helt tilbage i slut-60’erne, for da var Young simpelthen bare bedst. Der er dog ét album, som er anset som et af hans absolutte hovedværker, selvom det udkom så sent som i 1979. Den blev optaget live, men han spiller ikke sine klassikere, han spiller nogle dengang helt nye numre, først 5 akustiske numre, og bagefter 4 elektriske. Den starter med min yndlings-Neil Young-sang nogensinde, nemlig My My, Hey Hey (Out of the Blue). Det er en meget smuk hyldest til Johnny Rotten fra Sex Pistols, og mens jeg gerne vil snakke mere om den, venter jeg lidt til senere med det, men lad mig sige så meget, at den i sin funktion som åbningsnummer sagtens kan give lytteren en klump i halsen. Den meget opgivende Thrasher følger efter. Det er endnu en fuldkommen smuk melodi, og Youngs spinkle, skingre stemme passer helt perfekt til sådan en sang. Man kan godt komme til at fælde en tåre.

En ret simpel sang kommer da i form a Ride My Llama. I starten føles den ikke rigtig som noget, der passer blandt resten af albummets rørende sange, men med tiden mærker man rigtig mange underliggende følelser, og Youngs poetiske tekst er virkelig noget for sig. Sangen Pochahontas er en meget eventyrlysten sang, og det er ikke fuldstændig klart, hvad den handler om. Lyrisk maler den mere et maleri, og i sin stemning føles den både som om den kunne handle om kærlighed, opdagelse eller for den sags skyld stoffer. Jeg har ingen anelse om, hvorfor han bliver ved med at nævne Marlon Brando i sangen – ud over hans selvfølgelige relation til indianere – men det får lytteren til at bide mærke i nummeret. Han afslutter den akustiske del af pladen med sangen Sail Away, og jeg må indrømme, at det ikke er mit yndlingsnummer eller noget, men det er stadig en drøngod melodi, og hele sangen er bare ganske godt gennemarbejdet håndværk. Den elektriske del af pladen bliver rigtig flot åbnet med Powderfinger, der er en af de bedste melodier på pladen. Den er fængende, den er gribende, og arrangementer med kor, guitarsolo og hele moletjavsen føles virkelig gennemtænkt. Intet andet nummer kunne have markeret pladens stilskift så godt!

Man kan høre inspiration fra punk-rock på Welfare Mothers, der med et virkelig energisk kor bare sparker lytterens røv fra start til slut. Man kan godt finde på at headbange eller råbe med på omkvædet. Han fortsætter i den hårdere afdeling med den yderst dynamiske Sedan Delivery. Den hopper frem og tilbage mellem enorm energi og nogle langsommere, mere tænksomme øjeblikke. Det er imponerende at se, hvor naturlig udviklingen fra de bløde, akustiske sange i starten til denne virkelig hårde sang virker. Young har struktureret albummet rigtig godt, og hans band, Crazy Horse, spiller også rigtig godt til. Albummet sluttes af med Hey Hey, My My (Into the Blue), der er en elektrisk udgave af My My, Hey Hey, bare hvor teksten er blevet ændret. Disse to sange arbejder utrolig godt sammen, og det vil tage lang tid at forklare hvor fantastisk de spejler sig i hinanden, så i stedet vil jeg bare på det kraftigste anbefale alle og enhver at lytte til Rust Never Sleeps af Neil Young og hans band Crazy Horse. Det er et vidunderligt album, og det er uden tvivl et af de bedste, han har lavet, og det siger ellers ikke så lidt!

358 – Buzzcocks – Singles Going Steady (1979)

Udgivet den af
Svar

Punk har altid været en genre, der har afveget meget fra poplandskabet. Især i 70’erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70’erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet Singles Going Steady. Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel består af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle 2 år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og af derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor for dette er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.

Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog slet ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. Whatever Happened To?, Oh Shit!, Noise Annoys og Why Can’t I Touch It? er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som Orgasm Addict, Love You More, Ever Fallen In Love? og Everybody’s Happy Nowadays, da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste er rigtig korte. Kun 3 af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte længder gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.

Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles Going Steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at anbefale at starte med. Alle sangene er virkelig stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er dog selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan med sange som Everybody’s Happy Nowadays, Whatever Happened To og Why Can’t I Touch It? høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har nok uden tvivl lyttet til denne plade rigtig meget.Singles Going Steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.

369 – The Police – Reggatta de Blanc (1979)

Udgivet den af
Svar

I 1979 udgav det britiske rockband the Police deres andet album, Reggatta de Blanc, og som navnet antyder, var en stor inspirationskilde for dem reggae, da de lavede dette album. Selvom man kan høre inflydelse derfra, er åbningsnummeret, Message in a Bottle, mere et rendyrket pop-rock-nummer. Og det er endda et rigtig godt et, nok en af gruppens allerbedste sange. Det er sjovt og fængende, men samtidig kan man mærke rigtig forvirrede og oprørte følelser i musikken. Det andet nummer er et titelnummer, hvor alle vokale præstationer er vrøvle-udråb. Det er et vældig sjovt nummer, og bassen tilføjer nogle ganske dramatiske undertoner, der giver musikken mere dybde. Der kommer virkelig gang i den med den punkede It’s Alright for You, der er sunget af trommeslager Stewart Copeland. Nummeret angriber hurtigt lytteren med en virkelig sjov melodi. Hvis du er til bandets mere rå debutplade, er denne sang sikkert noget for dig, for den minder meget om denne lyd. Det er desuden vældig dynamisk, og det er jo rigtig godt.

Bring on the Night er til gengæld meget langt fra debutens lyd. Det er til gengæld vældig eksotisk i sin lyd. Alle tre medlemmer arbejder virkelig godt sammen om at skabe dette, og det simple omkvæd virker rigtig godt. Man kan mærke stærke følelser derpå, men det måtte nu godt være en smule kortere. Sangen Deathwish er lige så lang, men her fungerer længden meget bedre. Et dramatisk Bo Diddley-beat og en virkelig forpint forsanger, Sting, der råber og skriger om død. Lange instrumentale portioner sørger virkelig for at skabe stemning, og sangen føles vældig dødbringende. Ud over Message In A Bottle er denne plades store hit jo Walking on the Moon. Da jeg første gang hørte det, forstod jeg ikke, hvorfor nummeret i det hele taget blev valgt som single, men efter en stund forstod jeg, at den havde rigtig stærke kvaliteter. Det er et næsten hypnotiserende nummer, og jeg bliver gladere for den simple melodi med hver gennemlytning. On Any Other Day er endnu et nummer sunget af trommeslager Stewart Copeland, og det er en bindegal fortælling om en mand, for hvem alt bare går galt. Musikken er ligeledes vældig skør.

The Bed’s Too Big Without You var også udgivet som single, og det er skam et ganske fint nummer, men jeg forstår ikke rigtig hvorfor netop denne sang blev udgivet. Det er en ret monotom post-punk-sang, der virkelig leger med, hvor monotom, den er. Den ender med at lyde bindegal, men samtidig bliver lyden ret irriterende. Contact er et meget lettere nummer at forholde sig til. Den er pladens korteste, men en kort, fængende melodi kan skam også fungere. Does Everyone Stare starter med et kort stykke, hvor Sting bliver overdøvet af et klaver, men efterhånden udvikler det sig til et mere typisk reggae-rock-nummer. Og det er endda et virkelig godt et. Det har mange finurligheder, og efterhånden virker Sting så tilknyttet til at spille vanvittig, at man kan blive lidt bekymret for ham. Dette bliver ikke bedre af den stressede No Time This Time, hvor Sting også har en sær vokaleffekt. Dette nummer afslutter albummet, og det gøres virkelig godt. The Police har aldrig lavet et dårligt album, men Reggatta de Blanc er nu alligevel virkelig let at anbefale til enhver. Det kan dog også siges om alle deres andre plader.

469 – Public Image Ltd. – Metal Box (1979)

Udgivet den af
Svar

Det mest ikoniske punk-album nogensinde er nok Never Mind the Bollocks, we’re the Sex Pistols, som var den eneste plade, Sex Pistols udgav, før de gik hvert til sit i 1978. Kort efter dette, dannede forsanger Johnny Rotten et nyt band, Public Image Ltd., og han begyndte at gå under sit borgerlige navn, John Lydon. Musikken, han da begyndte at lave, var mildest talt meget forskelligt fra den, han lavede med Sex Pistols. Sex Pistols lavede meget korte, simple sange om hvor vrede de var på magthavere, skrevet så groft, at ingen kunne være i tvivl om, hvad de handlede om. Public Image Ltd. derimod er en helt anden boldgade. De har lige det til fælles, at de lavede ret groft produceret, grimt lydende, aggressiv musik, men der ender lighederne. Især tilgængeligheden er vidt forskellig. Det er næppe alle, der er til Sex Pistols, men det kræver ikke nogen utrolig analytiker at forstå, hvorfor folk kan lide det. Public Image Ltd. er en meget anden oplevelse. De kan ofte køre i en tilsyneladende ensartet smøre i lang tid, bare så de kan etablere en stemning, og det leder sjældent op til et egentligt klimaks.

Ikke at et album som Metal Box dog blot er baggrundsmusik. Nej, hvis man ikke hører ganske godt efter, misser man fuldstændig alt, der gør det godt. Angsten i Lydons skingre stemme, de forvrængede, uregelmæssige guitarlyde, som Kevin Levene leverer. På mange numre sørger kun bassen og trommerne for at holde rytmen, mens Lydon og Levene i bedste Captain Beefheart-stil leger løs med alle de muligheder, der kommer af ikke at følge rytmen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg selv konstant er fuldstændig tilfreds med det, de ender med at spille, men de formår at gøre det til en interessant oplevelse hele vejen igennem. De kan hive et stykke af Svanesøen ind på Swan Lake – eller Death Disco, som den også kaldes – de råber løs som et heppekor på Chant, mens Lydon synger, skriger og hulker sig igennem det, ja albummet vover oven i købet at afslutte med et instrumentalt nummer, der hovedsageligt kører på en stille synthesizer, som Levene spiller, og han står ligeledes bag alle andre instrumenter på nummeret. Det er en atypisk afslutning på et atypisk album.

Resten af den time, der udgør albummet er dog også i sin helhed sublim, selvom der er nogle svage punkter. Jeg vil ikke sige, at et eneste nummer er decideret dårligt, end ikke et, der kunne kvalificere som middelmådigt, men mange af dem har det med at fortsætte med den samme idé i lige en kende for lang tid. Det bedste eksempel på dette er nok åbningsnummeret Albatross, der ganske vist gør utrolig mange gode ting, men den behøvede næppe at være hele 10 minutter lang. Og den rammer dig ikke rigtig med nok kraft til heller at fungere perfekt som et åbningsnummer, hvilket det efterfølgende nummer, Memories, nok ville have gjort meget bedre. Men alle disse ting er meget minimale fejltrin på et mesterligt album. Det er nok ikke et, der er specielt godt for nogen, der lige begynder på at lytte til post-punk- dertil vil jeg rettere anbefale Joy Division, Devo Gang of Four og tidlig U2 og The Cure – men hvis du allerede har sat dig en smule ind i genren, kan det klart anbefales også at lytte til Metal Box af Public Image Ltd., for det er en af de største plader i genren!

482 – Elvis Costello & the Attractions – Armed Forces (1979)

Udgivet den af
Svar

Elvis Costello tog i slutningen af 70’erne fat i punkmusikken og gjorde den festligere og mere dynamisk. Mange ting kan man sige om Sex Pistols og Ramones, men dynamiske er de nu ikke. Noget af skønheden ved dem er vel nærmest, at de holdt lydstyrken næsten konstant på samme niveau. Men Costellos nøjagtige evne til at fremhæve dele af musikken er derimod noget af det bedste ved ham, og et af de mange albums i hans diskografi, der tydeligt fremviser hans evner som dynamisk sangskriver er Armed Forces fra 1979. Man mærker på det album meget indflydelse fra kunstnere som David Bowie og the Stooges, der jo netop var med til at starte punkmusik, men som den største forskel var mere dynamiske. Costello var foruden et forfriskende pust i den allerede døende punkgenre også en af de store pionerer inden for new wave. Sangene på Armed Forces inkorporerer meget synthesizer under guitar, bas og trommer. Det er også af og til klaver eller orgel, men det har altid den energiske lyd, som synthesizeren kom til at kendetegne i 80’erne.

Costello er aldrig rigtig glad på albummet, selvom musikken er ret glad. Han lyder til gengæld meget sarkastisk i sin formulering af ulykke. Oliver’s Army er i sin lyd f.eks. meget inspireret af ABBAs lystige popnumre, og som han siger “Oliver’s Army Is Here To Stay” lyder han som sådan ret glad, men så snart som den næste linje kommer, synger han “And I would rather be anywhere else but here today” i gråd, hvilket sætter et fantastisk twist på alt det andet, han siger i sangen. Som sanger blæser han dig aldrig rent teknisk omkuld, men hans små hik er fulde af personlighed og charme. Selvom hans sange er vrede og mørke, føles de aldrig aktivt melankolske eller aggressive, da han altid leverer dem med sit tykke lag af sarkasme. Der er på den måde meget at fordybe sig i i hans sange. Gentagelse er et element, der bliver brugt rigtig godt på Armed Forces. Næsten alle melodier er rigtig lette at huske efter første gennemlytning, og ikke en eneste gentager sig så meget, at man bliver den mindste smule træt af den.

Det eneste på albummet, der ikke fungerer helt så godt igen er det, der allermest lyder som en spilledåse, men som nok er en synthesizer eller et orgel, på Sunday’s Best. Selve sangen er en eminent melodi, men det lyder bare ret fjollet med denne spilledåse-lignende lyd sammen med traditionelle rockinstrumenter. Det er ikke albumfyld på nogen måde – det er kreativt, ambitiøst og meget interessant at lytte til – det er nok bare rettere et mislykket eksperiment. Man kan let mærke at Costello ikke har ladet noget gå til på Armed Forces uden at han havde fuld kontrol over det. Lyden er meget stram, ligesom hvordan New Wave-scenen i 80’erne ville blive, og denne stramme lyd fungerer altid til Costellos fordel. Det gør, at det lyder som om, at der er styr på det hele, hvilket der sikkert også er. Armed Forces indeholder nogle af Elvis Costellos bedste sange, og den kan anbefales til stort set alle og enhver, så længe de kan lide pop- eller rockmusik af en eller anden slags – og især hvis man kan lide den fra slutningen af 70’erne.

490 – Gang of Four – Entertainment! (1979)

Udgivet den af
Svar

Gang of Four udgav i 1979 deres højst nytænkende debutplade, Entertainment!, og den er noget ganske særligt. Det er post-punk, så mange inspirationer kommer selvfølgelig fra punkrocken, der hærgede verden tidligere i 70’erne. Punk var generelt rigtig simpelt, så mange bands begyndte mod slutningen af 70’erne og et godt stykke oppe i 80’erne at komme med diverse kreative idéer om hvordan man kunne puste nyt liv i genren. Gang of Four pustede ikke blot nyt liv i punk, de pustede nærmest nyt liv i rockmusikken som helhed. De har meget af punkens aggression og funkens festlighed, samtidig med at de inkorporerer store, turbulente følelser. Hvis du ikke kender til Gang of Four, minder denne beskrivelse dig sikkert om de tidlige år i Red Hot Chili Peppers’ karriere, og de er sjovt nok også store fans af Gang of Four. Deres musik er voldsom, men den bliver aldrig til noget, som nogen ville kvalificere som støj. De slår hårdt med tunge guitarer og basser, der hamrer igennem en eller anden abstrakt mur.

Samtidig er de rigtig underholdende. At de formår at være så sjove at lytte til, selvom man stadig kan mærke de følelsesmæssige nervesammenbrud er nærmest magisk. Man kan blot vælge at fokusere en smule mere på det ene end det andet, og vupti: så har det lige så stor effekt. Det ene distraherer aldrig fra det andet, de arbejder rettere sammen om at skabe et multifunktionelt lydunivers. At det netop er så multifunktionelt gør, at man kan lytte til Entertainment! stort set uanset hvilket humør man er i. Sangene er meget skæve; de bliver ofte sunget på en meget mekanisk måde, hvor hver stavelse bliver adskilt fra den næste, og de lyder fuldstændig gale i bøtten meget af tiden. På nummeret Anthrax synger forsanger Jon King f.eks. om hvordan han skulle have hørt at kærlighed er som en miltbrand, hvilket medfører at han helst vil undgå sådan noget. Samtidig snakker en eller anden i baggrunden om noget, som nok alligevel næppe har nogen relevans. Det bliver dog til en interessant musikalsk oplevelse, især da han af og til beslutter sig for at afbryde sine egne sætninger for at synge enkelte sætninger sammen med King.

Gang of Fours lyd er noget, jeg aldrig har hørt fra andre end dem. Jo, som sagt kan man tydeligt høre deres ekko i de første ca. 5 Red Hot Chili Peppers-plader, men det er mest i instrumentationen. Sangene er skrevet meget forskelligt, og Gang of Fours desperation, angst og diverse andre særheder giver dem så ufatteligt meget personlighed, og samtidig er sangene fængende som bare pokker. Jeg har selv tit og ofte gået rundt og nynnet dem, og det er nok ikke noget, som kun jeg gør. De sidder dog ikke fast på grund af gentagelser – for selvom det bliver gentaget, er man lige fra første gang, man hører en bestemt lyd betaget nok af den, til at man har lyst til at høre den igen. Hvis du kan lide punk, post-punk, alternativ rock, funk, funk-rock eller bare enhver form for eksperimentel musik, har Gang of Four noget for dig. Ikke et af disse elementer bliver tilsidesat, og ikke et af dem tager opmærksomheden fra resten; de arbejder blot sammen om at skabe et af tidens absolut bedste albums – og et der stadig holder.