Tag-arkiv: Dub

395 – Massive Attack – Blue Lines (1991)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere udtalt, at jeg synes, at den bedste trip hop-plade nogensinde er Mezzanine af Massive Attack. De ord tager jeg i mig, for da jeg sagde dette, havde jeg endnu ikke rigtig opdaget, hvor god deres debutplade i sandhed var. Den udkom i 1991 og hed Blue Lines. Det åbner rigtig stærkt med sangen Safe From Harm, der med fabelagtig skønsang fra Shara Nelson og virkelig kreative, flot leverede linjer fra gruppens to rappere, 3D og Daddy G, er meget mindeværdig. Sangen flyder rigtig godt, og man får let lyst til at synge med på melankolien. One Love består udelukkende af skønsang, denne gang af Horace Andy. Det er igen en meget fængende, meget kreativ sang, der har et rigtig skarpt beat. Andys stemme er meget særpræget, men den er særpræget på lige den måde, som passer til Massive Attacks sexede produktion. Titelnummeret er til gengæld ren rap, og på dette finder man også det tidligere medlem Tricky, der er en fuldstændig fantastisk rapper. Han er meget forførende, og han har altid interessante ord at komme af med. Han arbejder godt sammen med 3D og Daddy G, og hele nummeret er rigtig lækkert indpakket.

De følger dette med et cover af den klassiske soulsang Be Thankful for What You’ve Got af William DeVaughn, her sunget af Tony Bryan, der med sin Marvin Gaye-inspirerede vokal behandler sangen rigtig godt. Og dette cover passer virkelig godt ind i albummets generelle lyd, især gennem det fede beat. På Five Man Army vender Tricky flot tilbage, og han er som altid rigtig kreativ og sprød, og det smitter virkelig af på de andre medlemmer. Beatet er et af pladens allerbedste, og der sker tit masser af nye ting på det, hvorfor sangen da også kan være bekendt at være 6 minutter lang. Unfinished Sympathy er udelukkende sunget af Shara Nelson, og det er en af de mest energiske sange, og beatet er virkelig lige i øjet, selvom det slet ikke arbejder med sangen, som man ville forvente. Sangen er sjælerig og dramatisk, mens beatet bare hamrer løs med høj hastighed. I langt de fleste tilfælde, ville sådan noget fuldkommen ødelægge sangens stemning, men Massive Attack ramte her et smukt punkt, hvor de to arbejder ualmindelig godt sammen, så intet går tabt, mens oplevelsen gøres mere unik.

Daydreaming er ligesom åbningsnummeret et samarbejde mellem Shara Nelson og rapperne, denne gang også med Tricky, og der kommer nogle ret fede lyriske og melodiske øjeblikke i løbet af dette nummer. Beatet udvikler sig konstant, og det udvikler sig aldrig i den dårlige retning. På Lately får vi så en sidste optræden af Shara Nelson, denne gang atter alene. Det er en af de mere ensformige sange, men der er naturligvis lidt udvikling, og når den kommer, så er det dejligt forfriskende. Det lyder generelt rigtig godt, men blandt alle sangene på albummet, er Lately nok ikke den, du vil huske bedst. Afslutningsnummeret hedder Hymn of the Big Wheel, og det er skrevet i samarbejde med Neneh Cherry. Det er rigtig fængende og sjovt, og det føles også som om, der er noget, der er i gang med at blive rundet af, og det er der jo også. Den er sunget af Horace Andy, og Cherry har en flot backingvokal. Nummeret føles virkelig fuldendt, og det gør albummet også. Hvis du ikke har lyttet til trip hop før, så er dette nok det bedste sted at starte. Hvis du allerede er fan af trip hop, men af en eller anden grund aldrig har lyttet til Blue Lines, hvad venter du så på?

404 – The Clash – Sandinista! (1980)

Udgivet den af
Svar

The Clash er et af historiens største og bedste punkbands, og efter deres tredje og måske bedste plade, London Calling, der i øvrigt var et dobbeltalbum, var det svært for dem at overgå sig selv. London Calling havde rigtig høj variation mellem musikalske stilarter. Det prøvede de så at overgå et år efter med Sandinista!, der har så mange forskellige genrer på sig, at jeg ikke engang vil nævne eksempler på stående fod. Sandinista! var et trippelalbum, og med over to timers musik, får man mere end nok at bide i. Det giver dog sig selv, at de med så meget musik, ikke mestrede alle stilarter lige godt. Punknumre som Police on My Back fungerer naturligvis rigtig godt, og reggae-inspirerede rocknumre som Washington Bullets er også ret fede, for den slags musik lavede de også meget på London Calling. De prøver også en enkelt gang på gospel med den ganske humoristiske The Sound of the Sinners. Det er en meget sjov historie om en fyr, der har taget så mange stoffer, at han tror, han er Jesus.

Selvom jeg elsker pladens variation, kunne jeg nok have undværet deres mange dub-udgaver af tidligere sange. Dub er ikke just min yndlingsgenre, så det har måske noget at gøre det, men jeg kan stadig ikke se meget i disse sange, uanset hvordan jeg perspektiverer det. De er alt for langsomme, og der sker ikke rigtig noget. Det irriterer mig især, at blandt de sidste 5 sange på pladen, er 4 af dem dub-udgaver af andre Clash-sange. Undtagelsen her er Career Opportunities, der ligeledes er en alternativ udgave af en tidligere Clash-sang, men denne er langt fra dub. Det er derimod to meget unge drenge – højst 12 år, der synger den, og selvom de ikke har en tone i livet, har det en vis effekt, at så unge børn synger sangen, lidt som på Pink Floyds Another Brick in the Wall, Part 2. Det er dog ikke det eneste nummer, der ikke lyder spor af The Clash. Hitsville UK åbner med noget, der minder besynderligt meget om You Can’t Hurry Love af the Supremes, og det føles i det hele taget som en hyldest til Motown, hvilket er sært, for vi snakker om et af historiens største punkbands her. Frontvokalen er endda en kvinde ved navn Ellen Foley.

Når Sandinista! er bedst, er det et virvar af alle mulige forskellige stilarter. Når det er værst, er det et værre roderi af usammenhængende middelmådigheder. Sange som Ivan Meets G.I. Joe er ganske vist lige i deres vante territorium, men melodien er decideret svag. Deres forsøg på at inkorporere jazzmusik, If Music Could Talk, er også rimelig svagt skrevet. Vokalmelodien er okay, og saxofonen er faktisk ganske flot, men der er bare intet samspil mellem de to. Jeg ville virkelig ønske, at Joe Strummer bare kunne have holdt sin kæft i løbet af det nummer. Vokalen tilføjer virkelig ikke noget, og det eneste, jeg kan huske den for, er hvor irriterende, den er. Men det hele kommer nok meget an på individuel smag. De sange jeg hader, elsker du måske, og det samme gælder omvendt, men de prøver så meget forskelligt på denne plade, at de virkelig ikke kan tilfredsstille alle hele vejen igennem. Heller ikke jeg, men jeg elsker stadig virkelig dette album. Det er virkelig langt fra perfekt, men der sker så meget, at jeg bare er fascineret af det. Det er så sjovt og legesygt, at jeg ikke kan andet end at anbefale det. Sandinista! er en plade, der vil blive i din hukommelse længe, uanset hvad du så synes om den.

412 – Massive Attack – Mezzanine (1998)

Udgivet den af
Svar

Der er visse genrer, der hænger uløseligt sammen med 90’erne. Her tænker de fleste nok grunge, funk-rock, britpop, pop-punk, nu-metal, hip hop, neo-soul, eurodance eller boybands, og selvom disse alle var meget store, tænker jeg som musiknørd også meget på trip hop som en væsentlig del af årtiet. Og når jeg tænker trip hop, tænker jeg især på Portishead, Tricky og min favorit deriblandt, Massive Attack. Og hvis vi siger Massive Attack, så er lavede de, hvis du spørger mig, nok det ultimative trip hop-album i 1998. Det hed Mezzanine, og det udmærker sig især gennem høj variation mellem sangene. Hvis der er noget problem, jeg skulle have med trip hop, er det, at det kan ende med at virke meget ensformigt og monotomt, hvis man ikke er en opmærksom lytter. Der er dog ikke én sang på Mezzanine, der ville kunne forveksles med noget andet trip hop. Især starten af pladen er bare fyldt med stribevis af fantastiske numre, hvorfor de fire første numre da alle blev udgivet som singler.

På Mezzanine finder man en dejlig blanding af to mandlige rappere og to kvindelige og en mandlig skønsanger. De to rappere, 3D og Daddy G udgjorde selve gruppen sammen med producer og keyboardspiller Mushroom, og 3D og Daddy G er ikke just de mest imponerende rappere, hvilket dog nok er pladens eneste væsentlige problem. Deres stil var ganske vist ret forfriskende for mig, da jeg første gang  hørte dem, men efter jeg lærte det tidligere medlem Tricky at kende, var de klart underdanige. Det er ikke fordi de på nogen måde er forfærdelige, men de tager så meget inspiration fra Tricky, at det er umuligt for mig at se på dem som andet end nogle mere monotome og mindre karismatiske udgaver af ham. Deres tekster er nok også knap så livlige, men hvis du ikke kender til Tricky, så kommer det ikke til at betyde noget for dig. De og skønsangerne er dog stadigvæk særdeles sexede personligheder, og sex er trods alt et vigtigt element i Massive Attacks musik. Næsten al deres musik handler om sex, selv de instrumentale numre.

Massive Attacks musik er som med stort set alt andet trip hop ikke ligefrem det hurtigste musik derude. Og hvis du har brug for noget med mere gang i den, er det næppe noget for dig, men personligt kan jeg altid nyde at lytte lidt til Mezzanine, og den væsentligste drivkraft er de helt fantastiske melodier. Jeg elsker virkelig hver og én. Samtlige samples er rigtig kreativt brugt, og man kan let føle rigtig meget med sangerne. Personligt foretrækker jeg generelt numrene med skønsang, men dem med rap er absolut ikke dårlige heller. For selvom jeg virkelig elsker Angel, Teardrop og Group Four, ville et helt album med den slags sange nok blive trættende. Og så er Risingson, Inertia Creeps og titelnummeret stadig fremragende numre, og så fylder rap faktisk ikke så meget igen på pladen. Hvis du ikke er så bekendt med trip hop, er Mezzanine et af de albums, man bare skal lytte til, hvis man vil lære genren bedre at kende.

469 – Public Image Ltd. – Metal Box (1979)

Udgivet den af
Svar

Det mest ikoniske punk-album nogensinde er nok Never Mind the Bollocks, we’re the Sex Pistols, som var den eneste plade, Sex Pistols udgav, før de gik hvert til sit i 1978. Kort efter dette, dannede forsanger Johnny Rotten et nyt band, Public Image Ltd., og han begyndte at gå under sit borgerlige navn, John Lydon. Musikken, han da begyndte at lave, var mildest talt meget forskelligt fra den, han lavede med Sex Pistols. Sex Pistols lavede meget korte, simple sange om hvor vrede de var på magthavere, skrevet så groft, at ingen kunne være i tvivl om, hvad de handlede om. Public Image Ltd. derimod er en helt anden boldgade. De har lige det til fælles, at de lavede ret groft produceret, grimt lydende, aggressiv musik, men der ender lighederne. Især tilgængeligheden er vidt forskellig. Det er næppe alle, der er til Sex Pistols, men det kræver ikke nogen utrolig analytiker at forstå, hvorfor folk kan lide det. Public Image Ltd. er en meget anden oplevelse. De kan ofte køre i en tilsyneladende ensartet smøre i lang tid, bare så de kan etablere en stemning, og det leder sjældent op til et egentligt klimaks.

Ikke at et album som Metal Box dog blot er baggrundsmusik. Nej, hvis man ikke hører ganske godt efter, misser man fuldstændig alt, der gør det godt. Angsten i Lydons skingre stemme, de forvrængede, uregelmæssige guitarlyde, som Kevin Levene leverer. På mange numre sørger kun bassen og trommerne for at holde rytmen, mens Lydon og Levene i bedste Captain Beefheart-stil leger løs med alle de muligheder, der kommer af ikke at følge rytmen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg selv konstant er fuldstændig tilfreds med det, de ender med at spille, men de formår at gøre det til en interessant oplevelse hele vejen igennem. De kan hive et stykke af Svanesøen ind på Swan Lake – eller Death Disco, som den også kaldes – de råber løs som et heppekor på Chant, mens Lydon synger, skriger og hulker sig igennem det, ja albummet vover oven i købet at afslutte med et instrumentalt nummer, der hovedsageligt kører på en stille synthesizer, som Levene spiller, og han står ligeledes bag alle andre instrumenter på nummeret. Det er en atypisk afslutning på et atypisk album.

Resten af den time, der udgør albummet er dog også i sin helhed sublim, selvom der er nogle svage punkter. Jeg vil ikke sige, at et eneste nummer er decideret dårligt, end ikke et, der kunne kvalificere som middelmådigt, men mange af dem har det med at fortsætte med den samme idé i lige en kende for lang tid. Det bedste eksempel på dette er nok åbningsnummeret Albatross, der ganske vist gør utrolig mange gode ting, men den behøvede næppe at være hele 10 minutter lang. Og den rammer dig ikke rigtig med nok kraft til heller at fungere perfekt som et åbningsnummer, hvilket det efterfølgende nummer, Memories, nok ville have gjort meget bedre. Men alle disse ting er meget minimale fejltrin på et mesterligt album. Det er nok ikke et, der er specielt godt for nogen, der lige begynder på at lytte til post-punk- dertil vil jeg rettere anbefale Joy Division, Devo Gang of Four og tidlig U2 og The Cure – men hvis du allerede har sat dig en smule ind i genren, kan det klart anbefales også at lytte til Metal Box af Public Image Ltd., for det er en af de største plader i genren!