225 – Hank Williams – The Complete Collection (1998)

Før jeg begynder denne anmeldelse for alvor, er der vist brug for en introduktion. Jeg prøver ikke at sige noget ondt om folkene bag en plade, når jeg giver den en negativ anmeldelse, min anmeldelse skal udelukkende reflektere min personlige oplevelse med albummet. På samme måde prøver jeg ikke at få musikerne til at se uvæsentlige ud i musikhistorien. Normalt behøver jeg ikke at sige sådan noget, for det kan almindeligt antages, at de bare har lavet en enkelt svipser, og at resten er noget bedre. Det kan dog ikke rigtig siges med denne plade, for med The Complete Hank Williams har jeg hørt ALT, manden har lavet. Det kan være svært at forstå, hvor meget det er. Det er alle singler, alle album-tracks, alle alternative udgaver af alle sangene, alle radiooptrædener, hvert eneste sekund af Hank Williams-lyd, der var tilgængelig i 1998, da opsamlingen udkom, selv interviews og lignende. Og opsamlingen er meget imponerende, tag ikke fejl af det. De har fundet næsten 10 timers lyd, og selvom det er noget af en præstation, så gør det også pladen meget svær at lytte til, med mindre man er stor fan af Williams.

Jeg synes selv godt om mange af Williams’ klassiske sange – både Lovesick Blues, Kaw-LigaHey Good Looking og mange andre fungerer så godt som mange af f.eks. Frank Sinatras klassiske popsange, men countrygenren giver dem noget kant. Det er ikke noget af min yndlingsmusik, men det er uden tvivl godt håndværk, og Williams laver meget hæderlige opførsler af sangene, uanset om han selv har skrevet dem eller ej. Denne opsamling har dog lært mig om mange meget dårlige Hank Williams-sange ved siden af. De fleste af dem er religiøse. Åbningsnummeret, Calling You, er en meget ensformig sang om at høre guds kald, og det er langt fra den bedste introduktion, man kunne få, men det bliver heldigvis bedre. Det er dog først med den syvende sang, Honky Tonkin’, at jeg får noget, jeg kan lide bare det mindste. Og de dårlige sange er der mange af. Ikke alle er dårlige, fordi de er religiøse, selvom det absolut hjælper på uudholdeligheden. Nogle er bare virkelig kedelige, langsomme og klichéfyldte countrysange.

Man kan altid sige, at de værre sange ikke var klichéfyldte efter den tids standarder, og at Hank Williams opfandt disse tendenser. Det er meget muligt, men der er to problemer ved det argument. For det første gør det ikke musikken mere interessant at lytte til nu til dags, og derudover var Williams også en stor faktor i at gøre sådan noget til klichéer. Bare at kigge på hans sangtitler kan være forvirrende, når de er så ens: 3 titler indeholder ordet “lonesome”, 11 indeholder “blues” og hele 12 forskellige numre har “heart” eller “hearts” i titlen. Det virker måske ikke som så meget, men vi snakker om en karriere, der spreder sig over under 6 år i alt. Det ender med at være meget ensformigt, også musikalsk. Det hjælper ikke, at mange af hans mest berømte sange findes i adskillige udgaver på pladen. Man kommer f.eks. til at høre Honky Tonk Blues hele 4 gange i løbet af opsamlingen. Set udelukkende som et arkæologisk værk, så er den helt vildt imponerende – hele 53 tracks derpå var aldrig før udgivet, og indpakningen såvel som infohæfterne er virkelig smukt udført. Som et album, som man lytter til fra start til slut, så er det noget sværere at holde af eller endda holde ud, hvis man ikke er meget stor fan. Men det har da gjort mig lidt gladere for mandens musik.

304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.

312 – Lauryn Hill – The Miseducation of Lauryn Hill (1998)

Fugees var en vidunderlig hip hop-gruppe, som desværre kun nåede at optage to albums. Efter det andet, The Score, gik medlemmerne hvert til sit, og alle tre begyndte ret succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde af dem var dog underligt nok den mindst produktive, nemlig Lauryn Hills. I skrivende stund har Lauryn Hill ikke lavet andet end ét studiealbum og ét livealbum, men studiealbummet var både et af 90’ernes mest roste og et af de mest solgte. Det hed The Miseducation of Lauryn Hill, og der blev taget et par skridt væk fra rapmusikken, hun ellers var kendt for. Hun rapper stadig på et par numre her og der på albummet, men generelt har vi at gøre med noget førsteklasses neo-soul. I modsætning til meget af samtidens R&B, så var The Miseducation of Lauryn Hill en meget organisk plade. Der er nogle få samples, men næsten al musikken er indspillet i studiet. Og det er ikke bare et lille antal musikere, nej der er mange, og ikke én spiller med på mere end halvdelen af numrene, så der er stor variation i instrumentationen.

På et af pladens bedste numre, To Zion, spiller selveste Carlos Santana endda med på guitar, og han gør det naturligvis virkelig imponerende. Men mest af alt er det vigtigt, at det lyder rigtig godt sammen med Lauryn Hills sang. Jeg vil også lige bide mærke i, at Hill heller ikke er den eneste, der synger på denne plade. Lauryn kunne med lethed bare have optaget flere vokalportioner, men hun har i god gammeldags motown-stil fået en masse korsangere til at skabe en mere levende lyd. De gør musikken meget mere fyldig og livlig, og det føles ikke helt ulig den nærhed, man mærker, når man lytter til The Roots. Et gennemgående tema på The Miseducation of Lauryn Hill er kærlighed. Mellem mange af sangene finder man interludier, der er optaget i et klasselokale, hvor en lærer snakker med eleverne om kærlighed. Det er sjovt at høre disse optagelser, og der spiller noget musik under, så de stadig passer musikalsk ind på albummet. Ellers sørger de for at fastslå dette tema, hvilket sørger for, at disse mange sange om kærlighedens facetter føles som om, de hænger mere sammen med Hills privatliv.

The Miseducation of Lauryn Hill er en ret lang plade. Den varer næsten 70 minutter, men længden er faktisk slet ikke et problem, og den væsentligste årsag til dette er, at alle sangene er virkelig stærke og sammenhængende. Derudover er de varierede. Der er meget hårdtslående rapnumre som åbningsnummeret Lost Ones, mens den sentimentale Ex-Factor har en meget flot ømhed, som Hill virkelig skønt udtrykker. Alle sangene lærer man let at kende så godt, at man får et ret nært forhold til dem hurtigt efter, man har lyttet til dem. Ingen, jeg kender, har som Hill formået at mestre både rap og sang så godt, og selvom hun ikke rapper så ofte her som på Fugees-pladerne, så er hun stadig sprød, når hun gør det på Lost OnesFinal Hour og Forgive them Father. Hun har også to rigtig dygtige gæstesangere med på pladen, nemlig Mary J. Blige og D’Angelo, der kommer med unikke bidrag til henholdsvis I Used to Love Him og Nothing Even Matters. Begge har smukke stemmer, og de arbejder godt sammen med Hill. Hvis du kan lide ambitiøs popmusik, så er The Miseducation of Lauryn Hill nok et album for dig, for det fortjener al sin ros og succes, hvis du spørger mig.

363 – Madonna – Ray of Light (1998)

Madonna er et 80’er-ikon. Der er ingen vej udenom det faktum. Selvom ikke alt hun lavede i 90’erne var decideret dårligt, kan næsten intet af det måle sig med noget, hun lavede i 80’erne. Det vil sige undtagen ét album, som jeg nok ville kalde hendes mesterværk, nemlig Ray of Light fra 1998. I forhold til ikke blot Madonnas tidligere albums men også i forhold til samtidens poplandskab var dette et meget elektronisk album, og det var dette på en meget anden måde end 80’ernes synthpop. Der er naturligvis meget inspiration fra denne epoke, men som den første forskel er lydlandskabet ofte meget mere mættet. Sig hvad du vil om Duran Duran, the Human League og Pet Shop Boys – alle i øvrigt navne, jeg ikke har noget imod – men det er altid virkelig let at få styr på alt, der foregår i deres sange. Alle sange på Ray of Light er til gengæld fulde af interessante musikalske finurligheder, man kan dykke ned i, og disse overfalder hinanden på kraftigste vis. Der er naturligvis nogle knap så intense øjeblikke på de fleste af sangene, men alle numre har også tidspunkter, hvor musikken bare går amok med lag på lag af elektroniske lyde.

Madonna har som sanger næppe nogensinde gjort det bedre end på dette album. Hun er ikke verdens mest teknisk imponerende sangerinde, men hun kan ramme tonerne. Dog får hun virkelig imponeret med sit følelsesregister. Hendes enorme lykke på titelnummeret, hendes tilklyngende nervøsitet på Power of Good-Bye og hendes ensomme bedrøvelse på Drowned World/Substitute for Love er blot nogle af de mest mindeværdige øjeblikke rent vokalmæssigt, men hun giver den altid hele armen. Alle sange er produceret af Madonna, de fleste i samarbejde med William Orbit, og disse har sammen med de to øvrige producere, Patrick Leonard og Marius de Vries, skabt nogle instrumentationer, der passer virkelig godt til melodierne. Produktionen er meget varierende, men man kan sagtens mærke en rød tråd. F.eks. har nummeret Skin, så vidt jeg kan høre, ingen ikke-elektronisk instrumentation med undtagelse af måske trommerne. Derimod er det nogle skønne guitarakkorder, der sammen med en svag elektronisk atmosfære får lov til at åbne titelnummeret.

Noget af det mest fantastiske ved Ray Of Light er, at den slet ikke minder om noget af Madonnas klassiske 80’er-pop. Forstå mig ret, jeg elsker Like a PrayerBorderline og Material Girl højt, men Ray of Light er meget mere ambitiøst og artistisk. Det er svært at se ned på hendes præstationer, for det er meget tydeligere, at hun har præsteret meget her, selvom hun naturligvis også har arbejdet hårdt med de store 80’er-hits. Det er svært at finde et dårligt punkt ved Ray of Light. Sangene hænger så godt sammen, at man ikke bemærker at pladen er over en time lang, der er masser af variation, og ikke et nummer har en dårlig melodi. Det eneste problem er at et par få sange, navnlig To Have and not to Hold og Little Star godt kunne tåle at være en smule kortere. De er ikke ekstremt lange, de gentager bare sig selv mere end nødvendigt mod slutningen, og de er ellers glimrende melodier. Hvis du er til Madonna, kan jeg på det varmeste anbefale dette album. Hvis du ikke kan udstå madonna, kan jeg stadig på det varmeste anbefale dette album. Kun hvis du virkelig ikke kan udstå elektronisk musik, bør du holde dig væk.

412 – Massive Attack – Mezzanine (1998)

Der er visse genrer, der hænger uløseligt sammen med 90’erne. Her tænker de fleste nok grunge, funk-rock, britpop, pop-punk, nu-metal, hip hop, neo-soul, eurodance eller boybands, og selvom disse alle var meget store, tænker jeg som musiknørd også meget på trip hop som en væsentlig del af årtiet. Og når jeg tænker trip hop, tænker jeg især på Portishead, Tricky og min favorit deriblandt, Massive Attack. Og hvis vi siger Massive Attack, så er lavede de, hvis du spørger mig, nok det ultimative trip hop-album i 1998. Det hed Mezzanine, og det udmærker sig især gennem høj variation mellem sangene. Hvis der er noget problem, jeg skulle have med trip hop, er det, at det kan ende med at virke meget ensformigt og monotomt, hvis man ikke er en opmærksom lytter. Der er dog ikke én sang på Mezzanine, der ville kunne forveksles med noget andet trip hop. Især starten af pladen er bare fyldt med stribevis af fantastiske numre, hvorfor de fire første numre da alle blev udgivet som singler.

På Mezzanine finder man en dejlig blanding af to mandlige rappere og to kvindelige og en mandlig skønsanger. De to rappere, 3D og Daddy G udgjorde selve gruppen sammen med producer og keyboardspiller Mushroom, og 3D og Daddy G er ikke just de mest imponerende rappere, hvilket dog nok er pladens eneste væsentlige problem. Deres stil var ganske vist ret forfriskende for mig, da jeg første gang  hørte dem, men efter jeg lærte det tidligere medlem Tricky at kende, var de klart underdanige. Det er ikke fordi de på nogen måde er forfærdelige, men de tager så meget inspiration fra Tricky, at det er umuligt for mig at se på dem som andet end nogle mere monotome og mindre karismatiske udgaver af ham. Deres tekster er nok også knap så livlige, men hvis du ikke kender til Tricky, så kommer det ikke til at betyde noget for dig. De og skønsangerne er dog stadigvæk særdeles sexede personligheder, og sex er trods alt et vigtigt element i Massive Attacks musik. Næsten al deres musik handler om sex, selv de instrumentale numre.

Massive Attacks musik er som med stort set alt andet trip hop ikke ligefrem det hurtigste musik derude. Og hvis du har brug for noget med mere gang i den, er det næppe noget for dig, men personligt kan jeg altid nyde at lytte lidt til Mezzanine, og den væsentligste drivkraft er de helt fantastiske melodier. Jeg elsker virkelig hver og én. Samtlige samples er rigtig kreativt brugt, og man kan let føle rigtig meget med sangerne. Personligt foretrækker jeg generelt numrene med skønsang, men dem med rap er absolut ikke dårlige heller. For selvom jeg virkelig elsker Angel, Teardrop og Group Four, ville et helt album med den slags sange nok blive trættende. Og så er RisingsonInertia Creeps og titelnummeret stadig fremragende numre, og så fylder rap faktisk ikke så meget igen på pladen. Hvis du ikke er så bekendt med trip hop, er Mezzanine et af de albums, man bare skal lytte til, hvis man vil lære genren bedre at kende.

423 – The Mamas & the Papas – Greatest Hits (1998)

The Mamas & the Papas var en af 60’erne mest succesfulde folk rock-grupper, og det var jo ikke fordi der var få af den slags. De havde rigtig mange hits, heriblandt California Dreamin’Monday, MondayCreeque Alley, Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me, og disse blev med mange andre i 1998 opsamlet på Greatest Hits. Og af en opsamling at være, er den ikke spor ringe. Man får alle de sange, man ville forvente, og man får også meget andet. De største numre, the Mamas & the Papas optog, var nogle rigtig gode sange, og dette er albummets helt store styrke. Numre som Monday, Monday og California Dreaming indeholder nok nogle af 60’ernes flotteste vokalharmonier, der ikke bliver sunget af the Beach Boys. Dedicated to the One I Love og Dream a Little Dream of Me er nogle virkelig smukke kærlighedssange, som man kommer til at tro fuldstændig helhjertet på. Og Creeque Alley og Go Where You Wanna Go er intet mindre en nogle rigtig sjove, skægge popsange, som kan vække store smil på læberne.

Albummets store svaghed er som med så mange opsamlinger, at de ikke altid var lige gode. Albummet er opstillet nogenlunde kronologisk, så man får nogle punkter, hvor materialet virkelig ikke er nær så godt, som det er andre steder på pladen – navnlig i begyndelsen, hvor al materialet fra deres fremragende debutalbum, If You Can Believe Your Eyes And Ears, befinder sig. De værste numre er nok deres covers af R&B-sange. My GirlTwist and Shout og Dancing in the Street egner sig ikke rigtig til deres stil. Heldigvis er disse godt adspredt, så det er ikke som på mange andre opsamlinger, hvor man får store klumper af ragelse. Det er dog stadig min klare mening, at ikke et nummer på første halvdel er dårligt, mens det samme ikke helt kan siges om anden halvdel. Anden halvdel har dog også nogle klassikere på sig. Her for eksempel Dedicated to the One I LoveCreeque Alley og det fantastiske afslutningsnummer Dream a Little Dream of Me.

The Mamas & the Papas var fire rigtig dygtige sangere. De havde alle virkelig skønne stemmer, som jeg kunne lytte til i rigtig lang tid, uanset om det skulle være i harmonier eller individuelt. Den bedste af disse dygtige vokalister var dog uden tvivl Cass Elliot, eller Mama Cass, som hun også blev kaldt. Hun er også den eneste af sangerne, der har en solosang med på opsamlingen. Hendes fortolkning af Dream a Little Dream of Me optrådte ganske vist først på en Mamas & the Papas-plade, men hun er den eneste, der synger på den, og hun gør det helt fantastisk. De er desuden også rigtig gode sangskrivere. De kunne virkelig komme igennem med mange forskellige slags følelser, og de gjorde det alt imens, melodierne blev meget fængende. Hvis du kan lide de sene 60’eres pop- eller folk-rock-musik, så er the Mamas & the Papas nok noget for dig, og Greatest Hits er nok ikke et skidt sted at starte. Det er dog ikke fordi deres diskografi er vanvittigt stor, så jeg ville nok bare sige, at deres debut ville være det optimale sted at begynde sit bekendskab til denne gruppe.