45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

172 – Rod Stewart – Every Picture Tells a Story (1971)

Når man tænker Rod Stewart, er der med god grund typisk én sang, man tænker på før nogen anden, og det er Maggie May. Det er en sød, rørende lille sang, der virkelig klædes af Stewarts stemme. Faktisk er det meget synd, at der ikke er mere af hans musik, der lyder sådan, for roots/folk-lyden klæder ham som sagt godt, og han føles på ingen måde nær så naturlig, når han takler disko, new wave eller soft rock. Tidligt i 70’erne var han dog mere rocket, og den definitve Stewart-plade er da også fra den periode. Den hedder Every Picture Tells a Story, og derpå finder man bl.a. førnævnte Maggie May. Denne plade har dog en broget skare af indflydelser, dog alle behandlet med et touch af denne roots-lyd, som pladen gennemgående er præget af, hvilket giver den mere identitet. Genrer som gospel, country, blues, hård rock og endda salmer bliver behandlet, så de passer perfekt sammen, men på samme tid skinner disse genrers unikke kvaliteter flot igennem, så de enkelte numre skiller sig ud og har kant. Rækkefølgen er også godt gennemtænkt. Hvis sangene var i en meget anderledes rækkefølge, kunne pladen enten risikere at føles rodet eller ensartet, men som den er nu, er den lige tilpas varieret.

Der er mange kloge valg truffet på Every Picture Tells a Story, heriblandt at placere det energiske, storladne titelnummer først. Dette nummer er skrevet i samarbejde med hans gamle ven Ronnie Wood, som han har arbejdet sammen med i både Faces og The Jeff Beck Group. Wood spiller også guitar på mange af disse numre, og han og Stewart er virkelig et godt team.deres fælles stil er sprød, interessant og levende, og Every Picture Tells a Story er uden tvivl pladens mest ambitiøse sang, og måske ville jeg endda kalde den bedre end Maggie May. Man har virkelig fået smag for pladen, så snart den er slut. På samme måde er hans fortolkning af den sentimentale Reason to Believe et formidabelt afslutningsnummer. Jeg elsker når afslutningsnumre i stemning kigger tilbage, det får lytteren til at reflektere over albummet. Derudover er alt ved denne udgave bare enormt charmerende og sødt for ikke at tale om ofte ret kreativt. Der findes mange udgaver af denne sang, og ingen er efter min mening så gennemført som Stewarts, det til trods for, at den måske fortsætter i lidt for lang tid i slutningen.

En stor del af Every Picture Tells a Story er covers, og det betyder selvfølgelig varierende kvalitet i sangskrivningen. Amazing Grace er selvfølgelig et mesterværk og alt muligt, men den simplistiske udgave, der er på Every Picture Tells a Story, er, så charmerende som den er, et ret unødvendigt indskud. Den passer ikke rigtig ind. That’s All Right var også lidt underlig at høre, de første par gange, jeg lyttede til pladen, men det var vist mest, fordi jeg var så bekendt med Elvis’ udgave, og det var derfor meget underligt at høre det med Stewarts lyse, sprøde stemme. Som jeg blev mere vant til den, satte jeg mere pris på den, og blues-guitaren derpå er ganske lækker. Seems Like a Long Time er det eneste nummer, jeg synes er ret kedeligt, og det er faktisk ikke engang et cover. Det lyder lidt som noget af the Band, men dette klædes bare ikke nær så godt af Stewarts stemme. Den har sin charme, men vil ikke sælge pladen. Sidste halvdel af pladen er dog eminent med stribevis af fantastiske numre, så man efterlader pladen med et minde om nogle virkelig svedige sange. Jeg havde i grunden ikke forventet mig så meget af Every Picture Tells a Story, selvom jeg er vild med Maggie May, men jeg må indrømme, at det er en yderst positiv oplevelse.

250 – Bruce Springsteen – The River (1980)

Jeg har det tit svært med dobbeltalbums, for at fylde én skive med stærke sange, der hænger godt sammen, er en svær nok opgave at opfylde. Dobbeltalbums, der nærmer sig perfektion, er en sjældenhed, det kan nærmest kun gøres, hvis kunstneren i første omgang mestrer at lave albums af mere traditionel karakter. Folk, der har lavet det ene mesterværk efter det andet. Navne som The Rolling Stones, Bob Dylan og naturligvis Bruce Springsteen springer frem med det samme som passende til sådan en beskrivelse, og de har da også lavet nogle af de bedste dobbeltalbums nogensinde. Springsteens femte studiealbum, The River fra 1980, er hans hidtil eneste dobbeltalbum, men det er også virkelig så fyldt med geniale kompositioner, at det næsten er ufatteligt. Når jeg normalt lytter til længere albums føles længden meget påtaget, som om pladen sagtens kunne have overlevet som en enkelt skive, men The River giver dig sang efter sang af så høj kvalitet, at man på intet tidspunkt har lyst til at pladen slutter – undtagen når slutningen rent faktisk kommer, hvor det bare er perfekt timet.

Meget af musikken på The River er faktisk virkelig simpel – det er normalt det, Springsteen er bedst til, men han tager det længere ned på jorden, end man er vant til. Der er tale om simple, sjove, fængende pop-rock-numre, der ikke er besynderligt lange. De er alle meget godt sammenskruet rent instrumentalt, og man føler virkelig at alle instrumenterne går op i en højere enhed. På Sherry Darling sørger saxofonist Clarence Clemons for en rigtig kærlig, hyggelig stemning, Springsteens mundharmonika kan skabe kuldegysninger på titelnummeret, og Garry Tallents langsomme, tøvende bas gør Drive All Night, pladens uden sammenligning længste sang, så meget mere rørende end ellers. Det instrument, der dog gør mest for mig i løbet af pladen er orgelet spillet af Danny Federici og på enkelte sange Roy Bittan, der normalt er pianist. Orgelet gør sange som Hungry HeartTwo Hearts og Ramrod meget sjovere med deres simple riffs. Dette hjælper klaveret også meget på. Det er ikke meget ulig hvordan mange glam-rock-musikere, heriblandt David Bowie og Mott the Hoople, genskabte 50’ernes rocklandskab.

På the River er der også en vis nostalgi for Chuck Berry, Elvis Presley og Little Richard hvad angår sangskrivningen, der er ganske simpel, men lyden er tit meget stor på disse rock and roll-numre, hvilket gør, at de stadig holder i dag. Man kan mærke klar inspiration fra folk som Phil Spector, men Springsteen gør den fyldige instrumentation til noget, der stadig på overfladen kunne være et gadeband. Dette har meget noget med Springsteens imponerende sangskrivning at gøre, men brugen af instrumenterne er også bare fremragende. Deres energi hjælper også meget, og de er hurtigt lette at synge med på. Og Springsteens stemme er også virkelig nær – man kan få rigtig meget kærlighed ud af den. Og så holder albummet virkelig hele vejen  igennem. Fra første til sidste sekund er det bare en fed plade. Virkelig få sange rammer ikke standarden, der er sat, faktisk kan jeg kun komme i tanker om Stolen Car, der er lidt for stille til, at jeg kan høre teksten eller for den sags skyld følelserne. Derudover hænger alle sangene virkelig godt dynamisk sammen, og de er alle usandsynligt mindeværdige. The River er en god kandidat til både Springsteens bedste album og til bedste dobbeltalbum nogensinde.

262 – Grateful Dead – Workingman’s Dead (1970)

Der er to kendte sider af den amerikanske rockgruppe Grateful Dead: Den vilde, eksperimentelle side, hvor man får massevis af sange på omkring 10 minutter og den mere poppede folk-rock-side, der nok ærlig talt er mere min stil. Pladen Workingman’s Dead fra 1970 var den første, de lavede i sidstnævnte stil, og det er en af mine favoritter i deres diskografi. Den starter virkelig godt ud med den let tilgængelige og lystige Uncle John’s Band. Denne sang er virkelig godt sammensat. Alle instrumenter passer fuldkommen perfekt sammen, og vokalharmonierne er ikke blot smukke, men de er også nærmest livsbekræftende. Jeg bliver latterligt glad, når jeg lytter til dette nummer. Det går fuldstændig naturligt over i den langsomme, psykedeliske High Time, hvor vokalharmonierne ikke engang er at høre det meste af tiden, hvor fokus bare er på forsanger Jerry Garcia og hans meget imponerende guitarspil. Men harmonierne er der skam, og på grund af, at de ikke altid er der, bliver de til højdepunktet og det, man bedst kan huske. De skaber dynamik til dette ellers konstant langsomme nummer, der derfor føles meget kortere end det er.

Den dynamiske albumopbygning fortsætter elegant med Dire Wolf, hvor kontrasten mellem den lystige melodi og den ret så grumme tekst skaber en gribende oplevelse. Det er en af de mest country-prægede sange på pladen, og det er faktisk ikke særlig langt fra Gram Parsons udfoldelser i the Byrds og the Flying Burrito Brothers, men man føler sig stadig i selskab med hippie-slænget fra Grateful Dead, og den passer da ret naturligt ind. New Speedway Boogie er meget inspireret af blues, og der er et ret fedt groove. Der er en flot kontrol over tempo, som de færreste ville kunne gøre så godt, og sangen er bare virkelig afslappet og fængende, og vigtist af alt mindeværdig. Det ville den ikke nødvendigvis være, hvis ikke albummet var så godt sammensat, så hvert nummer leder opmærksomhed hen på det næste. Cumberland Blues er da også ironisk nok meget langt fra en bluessang, selvom guitaren klart skylder blueslegenderne meget i første halvdel. Halvvejs gennem nummeret bliver guitarens rolle tilsyneladende ubesværet overtaget af en banjo. Man lægger ikke engang mærke til det, det sker så naturligt. Det er en rigtig sjov sang, og det er endnu en af pladens mange mesterværker.

Det bliver lidt langsomt igen med Black Peter, der starter ret simplelt med blot guitar,vokal trommer og bas, men efter halvandet minut kommer et orgel og sparker lidt liv ind i det hele. Den simple melodi er lidt i fare for at gå i tomgang, men tre minutter inde i sangen kommer albummets muligvis bedste vokalharmoni på en virkelig smuk bro. Nummeret er måske lidt længere end hvad godt er, men det afsluttes formidabelt. Der vendes tilbage til gruppens eksperimentelle rødder med den sumpede Easy Wind, der har en meget blues-inspireret lyd og stor fokus på soloer fra instrumenterne. Det er dog meget lettere at tilgå end det meste fra Live/Dead og Anthem of the Sun, og dette sætter jeg pris på. Det har fundet en flot middelvej, som jeg ville ønske, at de havde udforsket lidt mere. Albummets sidste nummer, Casey Jones, åbner med lyden af et lille snif, hvorefter det virkelig fængende omkvæd begynder at synge “Driving that train, high on cocaine“. Dikotomien mellem det mørke emne og den sjove melodi er helt perfekt, og det føles på et eller andet niveau forkert at synge med med et smil på læben, men jeg kan ikke rigtig lade være. Workingman’s Dead er et fantastisk album, og jeg kan nu for alvor sige, at jeg har lært at elske Grateful Dead meget højt.

291 – Bob Dylan & The Band – The Basement Tapes (1975)

På overfladen virker The Basement Tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og the Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i noget tid, og det er tit sket, at de har turneret sammen, også i nyere tid. Dylan og the Band begyndte i 1967 da at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The Basement Tapes. Dette udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, the Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en hel masse information lige at sluge, og er det virkelig nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender til alt dette, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.

For eksempel forklarer det, at fejl ofte sker, især på optagelserne med Dylan. Dylan glemmer tit at synge med på tidspunkter, og the Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid lige den bedste. Men pladen hedder The Basement Tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at den var optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, Apple Suckling Tree kører nærmest direkte over Little Walter-sangen My Babe. Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men da melodierne ikke tillader nær så mange versefødder som f.eks. Like a Rolling StoneHurricane eller Subterrarian Homesick Blues. Det er helt fantastisk at høre ham spille rollen af en fulderik på Please Mrs. Henry eller hans kryptiske poesi på This Wheel’s on Fire. The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.

Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne med lethed have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre dobbelte Dylan-plader som Blonde on Blonde og Time Out of Mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og så udgive det i to volumener, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den allerstørste ros skal pladen have for at afslutte med den dramatiske This Wheel’s on Fire, som the Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The Basement Tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.

304 – Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road (1998)

Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car Wheels on a Gravel Road fra 1998. Car Wheels on a Gravel Road var hendes femte plade, og dengang var det med sine 52 minutter hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car Wheels on a Gravel Road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Dette skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er virkelig mindeværdige og lette at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de slet ikke deres charme.

Lucinda Williams er en virkelig charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, langt fra, men hun har stadig virkelig god kontrol over sin stemme. På Lake Charles synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i mange forskellige grader, og på få punkter viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til 2 Kool 2 Be 4-gotten synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger Hey hey”. Og heldigvis, så er hendes stemme meget kraftig. På Can’t Let Go og Joy synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl fokus på alle numrene, så selv disse hårdere numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det kunne let føles som om, at hun har baseret meget af lyrikken på virkelige hændelser.

Vældet af følelser på Car Wheels on a Gravel Road er helt enormt. Der er vrede på Joy, der er kærlighed på 2 Kool 2 Be 4-gotten, der er sorg på Drunken Angel, og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det mest gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under optagelsen af albummet, hvorfor hun da kunne kigge tilbage med ret modne øjne. Car Wheels on a Gravel Road virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med på pladen, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car Wheels on a Gravel Road udkom da også 6 år efter hendes foregående album, men den var virkelig ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.

313 – Tom Petty and the Heartbreakers – Damn the Torpedoes (1979)

Mange musikere har en tendens til at forsøge at flytte så mange grænser, at de bare glemmer nogle af hovedingredienserne i musik – af og til behøver man ikke andet en velspillet, velskrevet rockmusik, og det er netop det, Tom Petty and the Heartbreakers altid har været eksperter i, og dette talent fremviser de tydeligt på deres tredje plade, Damn the Torpedoes fra 1979. Den åbner med den dramatiske Refugee, der med sin flotte orgeltunge intro virkelig sørger for at sparke albummet i gang. Der er meget bitterhed og vrede, men det, der gør Refugee til et af albummets højdepunkter er bare den fede melodi. Man får den let på hjernen, og dens energi er virkelig frembrydende. Petty fortsætter med Here Comes My Girl, der med sin ret bløde spoken word-start fungerer som flot kontrast til Refugee, og på omkvædet er den virkelig kærlig og fin. Dens overgang mellem spoken word og skønsang fungerer flot, og det føles meget naturligt. Den springer virkelig ud blandt resten af pladen, for ellers lavede Petty typisk meget mainstream rockmusik, men denne har mange små særheder på sig, og det er virkelig sødt.

Det tredje nummer hedder Even the Losers, og den er ligesom Refugee meget rocket. Der er et meget gammeldags rock and roll-flair over versene, og omkvædet er et dejligt fængende underdog-ærklæring, der sagtens kunne være opført af Bruce Springsteen, og den er så sandelig også på denne herres niveau med al sin heartland-attitude. Shadow of a Doubt (A Complex Kid) har ikke rigtig et omkvæd, men for enden af hvert vers er et virkelig fedt hook, som Petty synger så overdrevent, at man får lyst til selv at skråle med, hvilket sker ret tit. Century City minder ret meget om det, vi ellers har hørt, men det vi ellers har hørt er jo også virkelig godt. Det er ikke den mest fængende sang eller noget, men den har sin plads på albummet, den er til at synge med på, og den er ret sjov. En af Pettys stærkeste sange nogensinde kommer da i form af Don’t Do Me Like That. Det er en uhyre simpel melodi, men den virker virkelig godt, den er virkelig sjov, den er let at forstå, og den er også let at relatere til. Man kunne blive bange for, at den simple melodi ville gøre musikken for ensformig, men et kontrast-stykke i midten forhindrer det, og derudover er det pladens korteste sang, så det gør ikke så meget.

You Tell Me er ikke nummeret, man vil huske tydeligst, når man er færdig med Damn the Torpedoes, men den er en ret god melodi alligevel. Den spiller ikke videre utroligt mod de andre sange, den er ligeså højlydt og energisk som Don’t Do Me Like That, bare ikke nær så hurtig, og dens dynamik er også mindre ekstrem. What Are You Doin’ In My Life? starter til gengæld forholdsvis stille ud, mens den skruer tempoet godt op igen. Omkvædet er utrolig fængende, og dens guitarsolo er måske ikke den mest imponerende, du nogensinde kommer til at høre, men den lyder rigtig godt, og den passer godt til sangen. Afslutningsnummeret Lousiana Rain starter med et stille interludium, der var ret tiltrængt, for ellers havde pladen næsten været højlydt fra start til slut. Selve sangen er en sentimental lille sag, der faktisk fungerer rigtig godt til at runde Damn the Torpedoes af. Ambitionerne var her mest af alt sat til at skrive 9 rigtig gode sange, og størstedelen er også formidable, og alle er gode. Dog virker det ikke helt som om, albumoplevelsen var en stor fokus, da den høje energi bliver ved på rigtig mange numre, men alle numre er værd at lytte til.

432 – Peter Wolf – Sleepless (2002)

Peter Wolf var forsanger i the J. Geils band, der var et ganske succesfuldt band i 70’erne. I 1984 udgav han så sit første album uden resten af bandet ved navn Lights Out, og med et par års mellemrum mellem hvert album, formåede han at blive ret konsekvent som solonavn. I 2002 udgav han så Sleepless, og på den var der ret mange ganske gode numre. Albummet starter med den dystre, spansk inspirerede Growin’ Pain, hvor Wolf fortæller om stofmisbrug og dets påvirkning på ham selv og hans medmennesker. Han opfølger denne med et cover af countrysangen Nothin’ But the Wheel af Patti Loveless, hvor han synger sammen med selveste Mick Jagger. Den får mere et præg af soft-rock på Wolfs udgave, og man kan ret let høre hvor mange følelser, der især mod slutningen strømmer igennem de to karismatiske sangere. Så kommer en mere sentimental sang ved navn A Lot of Good Ones Gone. Denne lyder meget som noget, Jackson Browne kunne have lavet, og endda som noget af det bedste, han kunne finde på. Så kommer et cover af soul-sangen Never Like This Before af William Bell. Hans fortolkning lyder meget som noget af The Rolling Stones – især som Beast of a Burden. Næsten, så det nærmer sig plagiat, når han synger “never” igen og igen – men det lyder stadig fedt.

Wolf fortsætter latino-lyden fra åbningsnummeret på Run Silent, Run Deep. Han bliver meget bitter og med linjer som “Lady, you’re dyin’ of thirst, and soon you’ll be drownin’ in Hell” bliver man suget godt ind i dette dystre univers. Han følger godt op på dette med et cover af Otis Rush-sangen Homework. I Wolfs udgave minder den mere om de gamle akustiske bluessangere som Leadbelly, John Lee Hooker og Robert Johnson – den føles ganske autentisk, og Wolf kan uden tvivl sine bluesklassikere. Han følger den op med en noget mere poleret sang;  Five O’Clock Angel er ganske rørende, og man kan ikke lade være med at smile en smule af den. Hey Jordan har meget den samme lyd, men den er nok den sang på albummet, der gør mindst for mig. Den er en ganske sød historie om et kønsforvirret individ, men Wolf tager ikke rigtig historien nogen vegne. Han sætter dog godt gang i musikken igen på Too Close Together, hvor han med Keith Richards fra The Rolling Stones på guitar fortolker Sonny Boy Williamson på rigtig energisk vis.

Han byder da på et næsten rendyrket countrynummer ved navn Some Things You Don’t Want to Know. Jeg er ikke den store country-fan, og dette nummer er virkelig ikke en undtagelse. Der sker ikke rigtig noget rent musikalsk, og der bliver ikke lagt specielt meget følelse i. Det gør der til gengæld på Oh Marianne. Den er en ret oprigtig ballade, som Wolf får til at lyde ret så sentimental. Det er i øvrigt endnu en kraftig latino-lyd, hvilket gør sangen meget mere eksotisk end ellers. Wolf lyder rigtig charmerende, og den er ret svær at være vred på. Han afslutter Sleepless med et titelnummer. Det er ikke et ringe nummer, og det runder ret godt albummet af. Peter Wolf er en rigtig dygtig musiker. Han kan udfolde sig i mange forskellige genrer, og det hele lyder stadig ret godt. Det er dog ikke alle sange på Sleepless, der er lige gode, men en hel del fortjener mere anerkendelse, end de får. Sleepless kan anbefales til især fans af J. Geils Band, The Rolling Stones eller Jackson Browne. Han gør musikalsk ikke noget specielt unikt, men han kan virkelig sit kram.

461 – Los Lobos – How Will the Wolf Survive? (1984)

How Will the Wolf Survive? var det amerikanske rockband Los Lobos’ tredje album og det første, de lavede på et større pladeselskab. Albummet åbner med et energisk, hårdtslående blues-rock-nummer ved navn Don’t Worry Baby. Det er rigtig godt valgt, at netop dette skulle være åbningen, da det virkelig får albummet igang med 3 minutters voldsom, Cream-inspireret energi. Efter dette går albummet dog ned i lydstyrke og hastighed med den mere country-rock-inspirerede A matter of Time, der handler om mexicanske immigranter i USA, hvliket er et passende emne, da Los Lobos var fra Mexico oprindeligt. Den har samtidig oven i den stille, landlige lyd også en mexicansk lydende klang, især i forsangerens stemme. Den mexicanske lyd bliver dog endnu mere fremtrædende på Corrida #1, der åbner med festlige mariachi-horn, og en melodi, der lige så godt kunne være en gammel folkesang – men den er helt original. De mexicanske traditioner fortsætter, og dermed bliver sange som Our Last Night og The Breakdown til mere end sædvanlige soft-rock-sange.

B-siden starter med en R&B-inspireret sang ved navn I Got Loaded. Den handler bare om at gå på druk, men den er dejlig sjov og letsindig. Da kommer et nummer, der overgår Corrida #1 hvad angår indflydelse fra mexicansk folkemusik, nemlig Serenata Norteña, der oven i købet er på spansk. Dens melodi bliver måske en kende vammel omkring omkvædet, men dynamikken gør den stadig værd at lytte til. Efter dette får man Evangeline, der er en sød lille soft-rock-sag om en ung pige af netop dette navn. Den er ikke rigtig rent melodisk noget specielt, men en smule legen med sproget gør den mere mindeværdig end ellers. I Got to Let You Know, som den næste sang på pladen hedder, er fuld af energi, fest og glade farver, noget som især sker på grund af utrolig hurtige trommer og sporadiske mariachi-horn, der bringer mere liv til sanguniverset.

Pladens næstsidste nummer er en instrumental sag ved navn Li’l King of Everything, og dennes store bedrift er uden tvivl stemningen. Den lyder næsten keltisk inspireret, hvilket tydeligvis ikke på overfladen virker som noget, der kunne fungere godt omgivet af alle disse mexicanske lyde og kompositionsteknikker, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke virker en smule sært på albummet. Der er dog virkelig brug for noget roligt efter I Got to Let You Know, så den passer som sådan ret godt ind, og hvis denne stille, instrumentale, middeltemposang var som alle de andre, var den nok meget mindre mindeværdig. Afslutningsnummeret er på samme måde som åbningsnummeret perfekt placeret. Det hedder Will the Wolf Survive?, og på samme måde som A Matter of Time omhandler den mexicanske immigranter, men lyden her er mere dramatisk og en kende mere fortvivlet og bombastisk, hvilket gør det til en god afslutning. Alt i alt er How Will the Wolf Survive en ulv, der om noget har overlevet tidens tunge tand takket være en god blanding af eksotisk mexicansk folkemusik og amerikansk rock.