I 1965 tog Bob Dylan på turné med et backingband ved navn The Hawks. Efter denne turné indspillede Dylan og The Hawks en række demoer sammen, der senere ville blive til ‘The Basement Tapes’. I 1968 skiftede gruppen navn til The Band, og med debutalbummet ‘Music From Big Pink’ skulle de bevise, at de sagtens kunne klare sig uden Dylan. Eller, det vil sige tre af sangene på albummet var faktisk skrevet af Dylan i forbindelse med de dengang uudgivne ‘The Basement Tapes’-indspilninger. De tre er da også tre af albummets allerbedste sange: ‘Tears of Rage’, ‘This Wheel’s on Fire’ og ‘I Shall Be Released’. Det skal dog siges, at det ikke blot er Dylans fortjeneste – The Band spiller fortræffeligt på disse sange, og ‘This Wheel’s On Fire’ er blevet langt mere dynamisk end i ‘The Basement Tapes’-udgaven. ‘I Shall Be Released’ og ‘Tears Of Rage’ er derimod blevet mere skrøbelige, og instrumentationen på førstnævnte lyder konstant som om, den er ved at falde fra hinanden. Man kan godt mærke, at de har været tæt på Dylan, for hvis man ikke lige vidste det, ville det være ret svært at gætte, hvilke af sangene, der er Dylans, og hvilke, der er deres egne. De har rent faktisk opnået et flair for poesi og melodier, der kan måle sig med den store singer/songwriter.

Deres meget høje lyriske niveau får derfor det ene cover til at stikke en smule ud. Nu har jeg ganske vist generelt en aversion over for den dels platte, dels overdramatiske countryklassiker ‘Long Black Veil’, men ikke desto mindre er dens meget direkte fortællestil langt under deres niveau. Om ikke andet må jeg rose dem for at have skabt en af de udgaver, der er lettere at holde ud, netop fordi samspillet mellem musikerne er så stærkt og levende. Banddynamikken står endnu stærkere på det efterfølgende track, ‘Chest Fever’, der starter med et brag af en orgelintro, der ville være Deep Purple eller Iron Butterfly værdig. Oven på introen får vi dertil en af gruppens mest groovy sange nogensinde, og heldigvis vender de fyldige orgelmotiver fra introen tilbage i løbet af tracket. Det er endnu et af de knap så Dylan-klingende numre, men fokus er mere på bandets lyd end på selve sangskrivningen, og i den sammenhæng passer den virkelig godt ind. Det samme kan jeg sige om ‘We Can Talk’ – dynamikken er i højsædet, og den virkelig velspillede men alligevel løsslupne lyd giver bandet en dengang helt unik, rootsy rockstil.

Kronjuvelen blandt deres egne kompositioner på albummet er helt klart den imødekommende men lyrisk lettere mystiske sang ‘The Weight’, skrevet af Robbie Robertson. Den har en letsindig vokallevering og en rolig akustisk guitar sat over for frembrusende, tunge rytmer fra bas og trommer – dertil et simpelt, fængende og poetisk omkvæd, hvor bandet giver den hele armen, og til slut falmer sangen på vemodig vis. Det er en rockklassiker, der med god grund er blevet The Bands mest kendte sang. Der er generelt ikke så meget at beklage sig over på The Bands stærke debutalbum. Jeg ville måske ønske, at der var lidt flere instrumenter på den relativt minimalistiske ‘Lonesome Suzie’ – gruppen hedder trods alt The Band, og Richard Manuels vokal kan være en kende enerverende, når han ikke har godt med instrumentation at læne sig op ad. Mens jeg nok stadig synes, at deres eponyme opfølger er endnu stærkere, så er ‘Music From Big Pink’ stadig en fornøjelig skive med rigeligt med højdepunkter, stærk sangskrivning og et velspillende, dynamisk band. Og så behøver man jo egentlig ikke så meget mere.