31 – Bob Dylan – Bringing It All Back Home (1965)

I midt-60’erne havde Bob Dylan fået status som sin generations store folkesanger, og hans popularitet havde været med til at fostre en fornyet interesse i folk-genren, især i USA. Det kom derfor som lidt af et chok, da han udgav sit femte studiealbum, ‘Bringing It All Back Home’, hvor han på første halvdel bliver akkompagneret af et elektrisk band. Han havde altid haft lidt af en rebelsk rockånd – mange af hans mest populære sange havde været protestsange – men på ‘Bringing It All Back Home’ får han fusioneret folk og rock på en måde, som få album kan prale af tidligere at have formået. Hvis han ikke kan krediteres for at opfinde folkrock, kan han i hvert fald tage æren for at popularisere stilarten med dette album. Den anden halvdel, der består af blot fire sange, der generelt er en kende længere end dem på første side, er akustisk og lyder mere som hans tidligere materiale, i hvert fald rent sonisk. For det lyriske udtryk er ret konsekvent på tværs af de to sider, og her markerer vi atter en radikal udvikling for Dylan: I stedet for imødekommende protestsange og et generelt lettilgængeligt tekstunivers, er ‘Bringing It All Back Home’ nemlig fyldt med abstrakte, poetiske billeder frem for sange med klare meddelelser.

Jeg er rigtig vild med denne mere farverige side af Dylans lyrik. Åbningsnummeret ‘Subterranean Homesick Blues’ sætter perfekt tonen for albummet. Det rablende nummer går så stærkt, at det er svært at følge med, men den er alligevel så fyldt med mindeværdige linjer, at den stikker frem som et af Dylans bedste tracks nogensinde. Den mere komplekse lyriske opbygning gør det til et nummer, der er værd at dykke ned i og høre adskillige gange. Et af de mere ligefremme narrativer på albummet er ‘Maggie’s Farm’, der lader til at være en historie om en staldknægt, der blev hunset rundt af den titulære Maggie og hendes familie. Igen er Dylan en vanvittigt begavet tekstforfatter, og han bruger denne fortælling som en allegori for sin egen situation i musikbranchen. Nogle af de tekster, jeg nyder allermest, har jeg dog aldrig læst det store ind i. Jeg er vild med den syrede drømmefortælling ‘Bob Dylan’s 115th Dream’, og den vemodige, ensomme ‘Mr. Tambourine Man’ er fyldt med forførende vendinger. ‘Gates of Eden’ er ligeledes en af hans smukkeste sange nogensinde, hvor han sætter grumme dommedagsbilleder op over for en sarkastisk omend også virkelig smuk paradisforestilling.

Visse onde tunger har påstået, at Dylan ikke er den store melodiforfatter. Jovist, han benytter ikke de mest avancerede virkemidler, men han har styr på at skrive melodier, der sætter sig på nethinden og understøtter hans tekster godt. Jeg vil nok sige, at der er et par svagere led på første halvdel, her navnligt de mere bluesbaserede kompositioner ‘She Belongs to Me’, ‘Outlaw Blues’ og ‘On the Road Again’ – hans band og hans egen levering sørger heldigvis for at tilføre godt med liv til musikken. Overgangen mellem sangene med det elektriske band og de akustiske sange går desuden virkelig godt. Den elektriske guitar har en rå, spinkel lyd, der står lige så naturligt til Dylans stil som den akustiske guitar, og på samme måde har Dylans akustiske guitarspil en usleben, lidt sløset tilgang, der giver den lidt af den samme rockattitude, der er til stede på første side. Dylans ‘Bringing It All Back Home’ er en milepæl i folkrockens historie, og det er stadig et vældig solidt album, der byder på nogle af rockpoetens allerbedste numre. Det er ikke hans mest avancerede materiale, men det er virkelig solidt håndværk.

34 – The Band – Music From Big Pink

I 1965 tog Bob Dylan på turné med et backingband ved navn The Hawks. Efter denne turné indspillede Dylan og The Hawks en række demoer sammen, der senere ville blive til ‘The Basement Tapes’. I 1968 skiftede gruppen navn til The Band, og med debutalbummet ‘Music From Big Pink’ skulle de bevise, at de sagtens kunne klare sig uden Dylan. Eller, det vil sige tre af sangene på albummet var faktisk skrevet af Dylan i forbindelse med de dengang uudgivne ‘The Basement Tapes’-indspilninger. De tre er da også tre af albummets allerbedste sange: ‘Tears of Rage’, ‘This Wheel’s on Fire’ og ‘I Shall Be Released’. Det skal dog siges, at det ikke blot er Dylans fortjeneste – The Band spiller fortræffeligt på disse sange, og ‘This Wheel’s On Fire’ er blevet langt mere dynamisk end i ‘The Basement Tapes’-udgaven. ‘I Shall Be Released’ og ‘Tears Of Rage’ er derimod blevet mere skrøbelige, og instrumentationen på førstnævnte lyder konstant som om, den er ved at falde fra hinanden. Man kan godt mærke, at de har været tæt på Dylan, for hvis man ikke lige vidste det, ville det være ret svært at gætte, hvilke af sangene, der er Dylans, og hvilke, der er deres egne. De har rent faktisk opnået et flair for poesi og melodier, der kan måle sig med den store singer/songwriter.

Deres meget høje lyriske niveau får derfor det ene cover til at stikke en smule ud. Nu har jeg ganske vist generelt en aversion over for den dels platte, dels overdramatiske countryklassiker ‘Long Black Veil’, men ikke desto mindre er dens meget direkte fortællestil langt under deres niveau. Om ikke andet må jeg rose dem for at have skabt en af de udgaver, der er lettere at holde ud, netop fordi samspillet mellem musikerne er så stærkt og levende. Banddynamikken står endnu stærkere på det efterfølgende track, ‘Chest Fever’, der starter med et brag af en orgelintro, der ville være Deep Purple eller Iron Butterfly værdig. Oven på introen får vi dertil en af gruppens mest groovy sange nogensinde, og heldigvis vender de fyldige orgelmotiver fra introen tilbage i løbet af tracket. Det er endnu et af de knap så Dylan-klingende numre, men fokus er mere på bandets lyd end på selve sangskrivningen, og i den sammenhæng passer den virkelig godt ind. Det samme kan jeg sige om ‘We Can Talk’ – dynamikken er i højsædet, og den virkelig velspillede men alligevel løsslupne lyd giver bandet en dengang helt unik, rootsy rockstil.

Kronjuvelen blandt deres egne kompositioner på albummet er helt klart den imødekommende men lyrisk lettere mystiske sang ‘The Weight’, skrevet af Robbie Robertson. Den har en letsindig vokallevering og en rolig akustisk guitar sat over for frembrusende, tunge rytmer fra bas og trommer – dertil et simpelt, fængende og poetisk omkvæd, hvor bandet giver den hele armen, og til slut falmer sangen på vemodig vis. Det er en rockklassiker, der med god grund er blevet The Bands mest kendte sang. Der er generelt ikke så meget at beklage sig over på The Bands stærke debutalbum. Jeg ville måske ønske, at der var lidt flere instrumenter på den relativt minimalistiske ‘Lonesome Suzie’ – gruppen hedder trods alt The Band, og Richard Manuels vokal kan være en kende enerverende, når han ikke har godt med instrumentation at læne sig op ad. Mens jeg nok stadig synes, at deres eponyme opfølger er endnu stærkere, så er ‘Music From Big Pink’ stadig en fornøjelig skive med rigeligt med højdepunkter, stærk sangskrivning og et velspillende, dynamisk band. Og så behøver man jo egentlig ikke så meget mere.

45 – The Band – The Band (1969)

I midt-60’erne fik Bob Dylan sig et mesterligt liveband, der ganske simpelt hed the Band. I 1968 løsrev de sig fra Dylan, som også var så flink at bidrage til sangskrivningen på et par tracks fra deres debutalbum, ‘Music From the Big Pink’. Selv om det ikke var et decideret blockbuster-album, varmede deres fredelige folkrock sig ind på anmelderne, så forventningerne til opfølgeren var forståeligt skyhøje. Albummet, der fik den minimalistiske titel ‘The Band’ blev deres bedst sælgende nogensinde, og den canadisk-amerikanske kvintet havde nu for alvor trådt ud af Dylans skygge. Der er ikke tale om det store stilskifte – højst kan man pege på, at deres altid tilstedeværende countryinspiration var blevet mere markant end før. Instrumentationen formår ganske elegant både at være farverig og underspillet, men det er nok fordi de altid lader bas og trommer være tilpas simple, mens vokal, guitar og tangenter får mulighed for at være mere udtryksfulde – dog sker det nærmest aldrig, at flere af dem fyrer den af samtidig. Hertil kan The Band sagtens finde på at hive fat i akkordeon, mundharmonika, saxofoner, horn, mandolin, fiol eller alskens andre instrumenter, der kan forøge den rustikke lyd, de går efter. Til trods for de mange forskellige instrumenter, der er på denne plade, bliver lyden aldrig bombastisk eller pompøs, hvilket er noget af en bedrift.

Mens de har et godt talent for aldrig at gør lydbilledet for rodet, har de også godt styr på, at sørge for, at sangene ikke har døde øjeblikke. Når vokalen stopper, griber guitaren ens ører, når dens riff stopper med at stikke ud, sker der noget sjovt på orgelet. Kun sjældent får vi deciderede soli, men når de endelig kommer, plejer de at være rigtig velkomne, som bl.a. på tracket ‘The Unfaithful Servant’. At gruppen hedder The Band er virkelig passende, for selv om Robbie Robertson er en vældig dygtig guitarist og Levon Helm har en pragtfuld stemme, der mestrer mange stilarter, så er ingen af de individuelle medlemmer drivkraften eller trækplasteret i The Band. Det er bandet som samlet konstellation og fællesskab, der står centralt i deres musik, og dertil bliver albummets titel også en oplagt fortolkningsnøgle: albummet ‘The Band’ er en hyldest til det sammenhold, der kan opstå, når man spiller i et band sammen, også selv om ingen af teksterne nævner det eksplicit. Men universet er hyggeligt, nostalgisk og ofte med styrken ved menneskeligt samvær i centrum.

Sangskrivningen er rigtig solid. Tracks som ‘Up On Cripple Creek’ og ‘The Night They Drove Old Dixie Down’ er med god grund blevet klassikere, men der er skam masser af sange, der ligeledes formår at transportere mig langt ud på landet, når jeg hører dem. ‘The Unfaithful Servant’ er en smuk, vemodig ballade, ‘When You Awake’ er en oprigtigt kærlig countryinspireret vise, og King Harvest (Has Surely Come) er en lykkelig omgang lettere funky sumprock, der veloplagt afslutter albummet med den simple og gode nyhed, at det er blevet høstsæson. Albummet er godt til at vække et lille smil på mundvigen, men hvis jeg skal nævne et kritikpunkt, bliver det nok, at albummet med sin landlige charme aldrig rammer mig med større følelser end blot en smule hygge. Jeg bliver ikke ekstatisk, euforisk, knust eller overvældet af nogle af numrene. Men omvendt må jeg rose albummet for, at næsten alle numre rent faktisk formår at vække små, fine følelser hos mig. Hertil fortjener rækkefølgen på sangene især stor ære, for de er flot placeret, så ikke ét track kommer til at overflødiggøre det næste. Der er en ydmyg elegance over ‘The Band’, der gør at man altid føler sig velkommen i albummets univers. Det er et vældig gennemført album, og det er ikke svært at forstå, at det løftede gruppen til stjernestatus dengang.

51 – Simon & Garfunkel – Bridge Over Troubled Water (1970)

De var ikke just verdens mest sprælske skikkelser, men bevæbnet med stærk virtuositet og en forkærlighed for tidløse folkemelodier fik Paul Simon og Art Garfunkel formået at etablere sig som nogle af 60’ernes største popstjerner. På toppen af det hele valgte de at gå hvert til sit i 1970 oven på en række ikke just gnidningsfri indspilninger. Alligevel endte det afsluttende album, ‘Bridge Over Troubled Water’ med at blive duoens største succes nogensinde – både i radioen, i pladebutikkerne, blandt anmeldere og i eftertidens konsensus. Lige fra de første elegante klavertoner på det indledende titelnummer står det klart, at duoen siger farvel på toppen. Garfunkel synger den alene – et vovet move, når nu Simon oftest blev set som stjernen. Dette valg ender dog nærmest med at være programmatisk for pladen, for selv om den er duoens mest poppede, er den så sandelig kendetegnet ved, at de tør holde igen, når det hjælper. Titelnummeret ender i en storladen wall of sound, men først når den halvvejs med kun Garfunkel og et klaver, der egenhændigt formår at bygge op mod sangens eksploderende finale.

Det efterfølgende nummer, ‘El Condor Pasa (If I Could)’ er ligeledes tålmodigt med at komme i gang, og når det starter, er det en fløjtebåren folkesang, der ikke just er bygget til hitlisterne. Alligevel blev den faktisk et mindre hit, da den trods sin skæve, underspillede lyd er øjeblikkeligt tiltalende med sin drømmende instrumentation. Først med det tredje nummer, ‘Cecilia’ får vi en simpel syng-med-sang, der angriber øjeblikkeligt med et fængende, poppet omkvæd. Alligevel er den båret af skramlet, lettere kaotisk percussion frem for de elegante guitarlyde, de oprindeligt gjorde sig kendt for. Albummets soniske udbud er varieret, men duoen mestrer at lade os vente med at få det hele – netop ligesom hvordan man skal vente til andet nummer, før Simon and Garfunkels mest kendte medlem dukker op. Det gør lytteoplevelsen mere tilfredsstillende, og i løbet af numrene, sidder jeg tit og glæder mig over hvor sangen er på vej hen. Det bragende slagtøj på ‘The Boxer’, blæsersektionen på ‘Keep the Customer Satisfied’ og den vemodige nynnen på ‘Song for the Asking’ er kun få af de øjeblikke, der altid formår at få en lille rus ud af mig, når jeg lytter til ‘Bridge Over Troubled Water’. Selv det kluntede reggae-klingende nummer ‘Why Don’t You Write Me’ formår at have sine stunder, der giver mig et smil på læben.

Albummet lider lidt af, at de første otte numre alle er rimelig geniale. Derfor falmer de efterfølgende tre lidt. Ikke blot er den fjogede ‘Why Don’t You Write Me’ nærmest decideret malplaceret på dette album (omend en mere kynisk sjæl muligvis ville sige det samme om mesterværket ‘Cecilia’) – men albummet formår ikke helt at samle sig efter den diskurs. Det næstsidste track er noget så aparte som et live-cover af ‘Bye Bye Love’ af The Everly Brothers, en duo man sagtens kunne kalde Simon & Garfunkels forgængere. Det er en lyrisk tragisk og sonisk nærmest lyksagelig sang om at afslutte et forhold, og denne bittersøde, tosidede sang er naturligvis oplagt til at understøtte, at duoen gik i opløsning. Det bliver dog lige lovligt happy-go-lucky, når man skal høre publikum klappe med samtidig. Jeg har passende nok meget delte følelser om det track, men på papiret er jeg glad for dens inklusion nær slutningen, men jeg er dog også glad for at den lille, sentimentale vise ‘Song for the Asking’ får lov til at afslutte i stedet. Det er ikke gruppens stærkeste melodi, men den formår at efterlade en lille klump i halsen, og den vinker smukt farvel til lytteren. ‘Bridge Over Troubled Water’ er en stærk popplade. Den formår på en gang at være duoens mest poppede og mest jordnære – og helt klart blandt deres bedste.

65 – Van Morrison – Moondance (1970)

Van Morrison er mest kendt som folk-sanger, men han har lige fra debuten i 1967 haft fingeren på en bredere vifte af genrer, hvor især jazz og soul har været væsentlige indflydelser. I 1970 tog han det ekstra skridt og udgav en fuldblods-soulplade i form af ‘Moondance’. Den blev en stor succes og gav ham mange af hans største hits nogensinde. Overgangen gik også ganske naturligt. Morrisons karakteristiske stemme overraskende godt til en mere traditionel soullyd, til trods for dens noget rå, uslebne natur. Han overfører også visse elementer fra sine folk-udgivelser, bl.a. i guitarlyden på mange af numrene. Pladens lyd er så gennemført i at tilpasse sig Morrison som sange og sangskriver, at man faktisk slet ikke undrer sig over den aparte sammensætning af den nordirske sangers løst fremførte vokal og den mere forfinede lyd fra soul-instrumentationen og de nydelige backingvokalister. Foruden soul takler han også jazz på titelnummeret og endda barok-pop på ‘Everyone’, og han formår stadig at bevare pladen som en ret konsekvent oplevelse. Udover dette leverer Morrison helt genial sangskrivning til pladen, især på første halvdel. Titelnummeret er en så veludført jazzsang, at jeg faktisk er overrasket over, at Morrison er ene sangskriver på den, og ‘Crazy Love’, ‘And It Stoned Me’ og ‘Into the Mystic’ fortjener alle at blive anerkendt som soul-klassikere.

Dermed slet ikke sagt at side 2 er ringe, det føles i mine ører bare desværre lidt som Morrisons b-materiale. Mens lyden på ‘Come Running’ og ‘Everyone’ er rigtig lækkert udført, får jeg simpelthen ikke det samme niveau af følelser ud af det, som jeg gør med sangene på side 1. Jeg forlanger ikke noget stort Shakespearsk epos, det kan da også være udmattende at høre en plade, hvor hver eneste sang er sådan, men bare den sensuelle coolness, jeg mærker fra det fede titelnummer, er tilfredsstillende. Sådan noget mærker jeg mest fra starten. Et af de fedeste, mest forløsende elementer er koret på ‘Crazy Love’, og på side to vender de samme vokalister tilbage på ‘Brand New Day’, der uden tvivl er højdepunktet på anden halvdel. Det er en stille, melankolsk ballade, men den rammer mig lige i hjertet, måske netop i kraft af Morrisons utraditionelle stemme, der står så smukt i kontrast til det yndige kor. Et andet fedt element er hvordan blæserne bruges til at accentuere dynamikken i numre som ‘Into the Mystic’ og ‘Caravan’. Blæserne bringer generelt meget variation til lydbilledet. Der er egentlig kun to instrumentalister, der samtidig kun spiller fløjte og saxofon, men de sørger for at udvide lyden mens den stadig holdes jordnær

Dynamisk er pladen lidt tosidet. Dels kan man pointere, at pladen netop har godt med variation i både lyd, tempo og styrke. Ikke ét øjeblik føles den kedelig, og den kan faktisk gennemlyttes rigtig mange gange, hvor man i stadighed smiler i løbet af hele oplevelsen. Omvendt føler jeg, at dynamikken holder pladens skala lidt tilbage. Så god som pladen nu er, så forbliver den i min hukommelse som en lidt sjov, skæv lille plade, der ganske finurligt præsenterer soul skrevet fra en mere singer/songwriter-præget tilgang. Det er da på ingen måde en fornærmelse, men Morrison viser sig her som en så dygtig sangskriver, at jeg føler, han sagtens kunne have præsenteret noget, der føltes større. Hvis han fx havde sat en sang som ‘Caravan’ eller ‘Into the Mystic’ længere mod slutningen af tracklisten, ville de kunne fungere som et passende klimaks til pladen. Som den er nu fiser den lidt ud med den barok-inspirerede ‘Everyone’ efterfulgt af den lystige ‘Glad Tidings’, og mens de begge er fine sange, især den sidste, der har nogle ganske søde guitar-licks, kunne man godt tænke sig et stærkere punktum. Som den nu står er ‘Moondance’ stadig en stærk plade, der stadig i dag lyder skæv og spændende, mens sangskrivningen også holder.

66 – Led Zeppelin – [Uden titel/Led Zeppelin IV] (1971)

Lad os lige få én ting på det rene: Led Zeppelins fjerde plade har ikke nogen titel. Den hedder ikke ‘Led Zeppelin IV’, den hedder ikke ‘ZoSo’, den hedder end ikke ‘Led Zeppelin’. Det er et helt bevidst valg fra bandet, der gerne ville være anonyme for at undgå for meget opmærksomhed omkring udgivelsen. Det viste sig dog, at pladen var så god, at den langt fra gik forbi folks næser, og i dag er det den tiendebedst sælgende plade nogensinde. Den starter med at en guitar stille sætter noget stemning på introen til ‘Black Dog’, hvorefter Robert Plants stemme for lov til at indtage nummeret helt alene. Der er meget force i dette, og noget af det centrale i nummeret er febrilske call/response-sekvenser mellem vokal og instrumentation, der understreger hinandens seksuelle intensitet, der kun bliver vildere i løbet af nummeret og kulminerer i en kaotisk guitarsolo. Andet nummer er ‘Rock and Roll’, der nøjagtigt som titlen antyder er en simpelt konstrueret rocksang. I mine øjne viser den virkelig flot, hvad Led Zeppelin er i stand til at gøre over selv det mest simple koncept. Samspillet er helt eminent, og især John Bonhams trommer giver sangen energi og pondus. Ingen af gruppens sange kan gøre mig i nær så godt humør som denne.

‘The Battle of Evermore’ er stort set bare en regulært folk-sang. Man skulle tro, at den ville stikke ud, men den viderebringer faktisk stadig intensiteten fra før, dels grundet samarbejdet med den hårrejsende gæstevokalist Sandy Denny, dels grundet kontrasten fra den høje aktivitet fra guitar og mandolin sat overfor minimal percussion. Mens den er en ganske nydelig lille sang i eget regi fungerer den især som optakt til A-sidens sidste nummer, den klassiske ‘Stairway to Heaven’. At skulle anmelde ‘Stairway to Heaven’ er lidt som at skulle anmelde ‘Star Wars’ eller en grøn Tuborg, for stort set alle kender den allerede. Men noget af det smukke ved den i pladens kontekst er, at den starter stille på med den mystiske fantasy-stemning fra det foregående nummer, atter engang essentielt som en folk-sang. Som den udvikler sig mod sit store klimaks bliver man blæst bagover, og når sangen er slut, har man, såfremt man hører pladen på vinyl, øjeblikkeligt brug for at vende skiven for at se, hvad den bagefter byder på. Side 2 begynder med ‘Misty Mountain Hop’, et stykke lettere psykedelisk blues-rock. Der er syret vokalproduktion sat op mod et hypnotiserende riff, der kobler elektrisk klaver sammen med guitar. Sangen rammer mig dog ikke i samme grad som de foregående numre, og den går lidt i tomgang.

‘Four Sticks’ er et andet nummer, der ikke ligefrem er en af mine favoritter på pladen, hvilket i grunden mest siger noget positivt om pladen, for det er ikke en spor ringe sang. Jeg finder atter de stilistiske valg herpå ganske interessante. Der er essentielt to vidt forskellige lydbilleder til stede, en drevet af et hårdt, monotont, blueset guitarriff og et mere folk-præget stykke, hvor der bruges akustisk guitar og overraskende nok synthesizer til at skabe en fantasy-stemning a la den på ‘The Battle of Evermore’ og starten på ‘Stairway to Heaven’. Denne stemning forløser sig endelig på ‘Going to California’, en ganske sød akustisk folk-sang, hvor Plant vækker en oprigtig melankoli, jeg personligt synes, jeg alt for sjældent hører fra hans stemme, og ligeledes mærkes Pages guitar rigtig stærkt herpå. Det er en af gruppens allerbedste sange, men pompøse som de er, afslutter de selvfølgelig med et brag. Jeg elsker da også det langsomme, sumpede groove på deres cover af ‘When the Levee Breaks’. De overgår originalen med mil, og de formår faktisk at skabe endnu et klimaks på størrelse med ‘Stairway to Heaven’, dog via en helt anden tilgang. Det er i det hele taget en stor plade. Den har ingen titel, men den er stærk nok til ikke at behøve det.

 

70 – Led Zeppelin – Physical Graffiti (1975)

Sidst jeg kiggede på hard rock-pionererne Led Zeppelin var det med deres anden plade, hvor nøgleordene i min vurdering vist må have været “skala” og “ambition”, noget de så sandelig ville tage videre i deres karriere på bl.a. deres ubetitlede fjerde plade og efterfølgeren ‘Houses of the Holy’. Med deres sjette plade i 1975 tog de skridtet videre ved at udgive deres første dobbeltalbum i form af ‘Physical Graffiti’. Pladen består dels af dengang spritnyt materiale, dels af sange, der blev skåret væk fra deres tre foregående plader. Jeg har det lidt ambivalent med denne tilgang, for dels er de gamle sange jo lavet til at passe ind i en helt anden plade end de nye, men dels er visse af dem drøngode. De bedste af dem er nok også dem, der minder mest om de nye numre. ‘The Rover’, ‘Night Flight’ og det ubrugte titelnummer fra ‘Houses of the Holy’ fungerer især godt, da de følger den storladne, episke tone, pladen sætter fra starten af. Country-rock-balladen ‘Down by the Seaside’ følger også overraskende nok denne tone ganske fint, især gennem nogle overraskende dynamiske drejninger i løbet af nummeret.

Der er dog nogle af disse outtakes, der helt klart er totalt malplacerede. Den fjollede lille boogie woogie-sang ‘Boogie With Stu’ dræber nogenlunde al stemningen, albummet ellers havde opbygget. Den instrumentale ‘Bron-Yr-Aur’ er en ganske køn lille akustisk sag, men den bygger ikke rigtig op imod noget. Den kunne være fin til at runde pladen af, men den er et af de første numre på LP2. Mod slutningen får vi derimod en sød lille blues-sang i form af ‘Black Country Woman’, der endnu engang føles uhyre ligegyldigt, når den står side om side med så flot udtrykte stykker musik som den symfoniske ‘Kashmir’, den progressive ‘In the Light’ og den elegant opbyggede ‘Ten Years Gone’. Der ophober sig en irriterende dissonans mellem numrene på ‘Physical Graffiti’, for når det virker, har vi virkelig at gøre med Led Zeppelin i deres es. Det møder vi heldigvis ofte. Uanset om det er det fængslende, funky, nærmest metal-agtige groove på ‘The Wanton Song’ eller den ligeledes funky ‘Trampled Under Foot’, der på formidabel vis bygger op til et smukt kaos, så har størstedelen af numrene på ‘Physical Graffiti’ mærkbare proportioner.

Det bliver næsten lidt for meget. Når man har at gøre med en plade, der varer 80 minutter, hvor næsten alle sange er episke rock-eskapader, så kan man let blive ret udmattet, og som allerede gennemgået, så tiltaler pladens forsøg på mere afdæmpede sange mig sjældent. Selv har jeg sjældent lyttet til pladen, uden at jeg på et eller andet tidspunk i løbet af LP2 tænker “er den ikke snart færdig?”. Og det er synd, for det resulterer i, at jeg bare på ingen måde nyder de sidste par numre på pladen nær så meget, også selvom ‘Sick Again’ og ‘Night Flight’ da er glimrende sange. ‘Physical Graffiti’ er ingenlunde en dårlig plade, men Led Zeppelins fremgangsmåde egner sig måske bedst til kortere albums. Måske er der en sammenhæng i, at ‘Houses of the Holy’ er min favorit i deres diskografi, mens den er deres korteste plade bestående af nyt materiale. Selvom ‘Physical Graffiti’ er en lidt stor mundfuld, så er der rigtig meget guf på den. Den ville muligvis være endnu bedre som to kortere albums, men der er stadig ganske meget at komme efter som den er.

71 – Neil Young – After the Gold Rush (1970)

I starten af 70’erne udgav Neil Young to af årtiets mest roste singer/songwriter-plader lige efter hinanden, ‘After the Gold Rush’ fra 1970 og ‘Harvest’ fra 1971. De har ret meget til fælles i forhold til både sangskrivning, lyd og indflydelser, men hvis jeg skulle udpege en væsentlig forskel, ville det nok være den afdæmpede lyd på ‘After the Gold Rush’ i forhold til den mere storladne aura omkring meget af ‘Harvest’. Jeg synes godt om begge plader, men i mine øjne fungerer denne stil, der læner sig meget op ad country og folk, med nogle få mere rockede numre. Mange af numrene har kun et eller to instrumenter foruden vokalen, hvilket leder til en meget intim fornemmelse. På mange af numrene sørger produktionen og arrangementet også for at skjule hvor mange instrumenter, der egentlig er. Det er stadig en i hovedreglen ret underspillet plade, og jeg føler, at jeg kommer rigtig tæt på Neil Young som person. Instrumentationen er trods den simple lyd ikke særlig ensartet. Der er visse sange, hvor klaver er mere i fokus, andre hvor guitaren bærer nummeret, atter nogle, der mere er bygget op om et band som en helhed.

Side 1 og side 2 af pladen er bygget ret ens op. Begge slutter med en simpel sang på lidt over et minut, begge har lidt forinden en af pladens to rendyrkede rocksange, begge har nøjagtigt én sang hvor klaveret er i centrum uden assistance af trommer, bas eller guitar. Dette gør desværre for mig, at side 2 ikke formår at vække samme engagement hos mig som side 1. Det hjælper nok heller ikke, at side 1 har noget af Youngs bedste sangskrivning nogensinde på sig. ‘Tell Me Why’ og ‘After the Gold Rush’ er en dybt rørende start på pladen, den fængende og enormt velarrangerede ‘Only Love Can Break Your Heart’ følger efter, og den vrede ‘Southern Man’ tilfører både noget rocket kant og lidt politisk lyrik, der flot samarbejder om at skildre angsten skabt af racismen i sydstaterne. Mens anden side også har nogle glimrende sange, er det i mine øjne starten, der brillerer mest. Højdepunktet fra side to er nok pladens allermest nøgne nummer, ‘Birds’, hvor Young sidder helt skrøbelig bag klaveret. Det kan let give en klump i halsen. Melankolien på ‘I Believe in You’ er også ganske effektiv, og hans langsomme cover af ‘Oh Lonesome Me’ lyder døende og trist på den rigtig rørende måde. Så man skal på ingen måde tro, at jeg finder side 2 dårlig.

Som sagt afslutter hver side med et kortere nummer, kun omkring et minut. Disse er ‘Till the Morning Comes’ og ‘Cripple Creek Ferry’. Ingen af disse numre siger mig synderligt meget. Young kan ellers sagtens fatte sig smukt i korthed, det har han på ‘Harvest’ bl.a. vist med ‘The Needle and the Damage Done’, men det lykkes ikke helt med disse to numre. De er lidt for simple, både kompositorisk, men også følelsesmæssigt. Jeg kan acceptere ‘Till the Morning Comes’ som en lettere elegant overgang fra side 1 til side 2, men ‘Cripple Creek Ferry’ er en noget af et antiklimaks som pladens afslutningsnummer. Når denne lille glade sang fader ud, føles pladen ikke konkluderet, og i stemning føles den også ret langt fra den nedtrykte verden, pladen ellers har befundet sig i. Det er dog stadig svært at komme udenom, at ‘After the Gold Rush’ præsenterer et engagerende udvalg af sange, hvor Neil Young om noget er i sit es som sangskriver. Det er en intim oplevelse, produktionen er stadig helt fænomenal i dag, og hvad gælder albumdynamik, støtter numrene flot op om hinanden. Pladens klassikerstatus er nu engang velfortjent

78 – Neil Young – Harvest (1972)

For et år siden stod jeg foran Orange Scene på Roskilde Festival, klar til for første gang at se en af mine store musikalske helte spille live, nemlig Neil Young. Et par måneder efter snakker jeg med en ven om hvor fed koncerten var, og hun informerer mig om, at hun ikke rigtig selv havde et forhold til Young, men mange i hendes camp havde set meget frem til koncerten, da de var vokset op med hans musik. Jeg er ikke selv vokset op med Youngs musik, og jeg skal ikke komme med udtalelser om hvordan deres barndom må have været, men jeg kan ikke forestille mig at have noget til overs for det som barn. Neil Youngs musik er tit meget nedtrykt, grå, modløs og generelt bare trist, og som barn ville jeg nok enten være blevet forfærdet eller kedet mig ihjel af at høre det. Og det gælder selv på hans mest folkelige plade nogensinde, ‘Harvest’ fra 1972, hvor man finder klassiske numre som ‘The Needle and The Damage Done’, ‘Old Man’ og ‘Heart of Gold’, og ingen af disse er just humørspredere. Alligevel formåede pladen at være den bedst sælgende plade i 1972.

Jeg ved ikke, om verden bare gik igennem en stor kollektiv depression i 1972, men et eller andet ramte Young med sin skrøbelige stemme og desparate lyrik, der formåede at resonere med et bredere publikum. Man kan selvfølgelig påpege, at Young på ‘Harvest’ fik sammensat nogle mere fængende melodier og skar ned på de lange guitarsoloer, men det er nok mere relevant at han samtidig formåede at beholde den emotionelle kerne fra tidligere plader. Ja måske var han endda følelsesmæssigt stærkere end nogensinde før. Muligvis bliver det bare tristere, når man har et mindeværdigt omkvæd, der gentager sig og dermed bare borer stemningen direkte ind i hovedet. Omkvædene på ‘A Man Needs a Maid’ og ‘Words (Between the Lines of Age)’ er i hvert fald kulminationen af numrenes melankoli. Trods den mørke stemning er lyden på pladen generelt ret poleret, og den er også rig på lag i mange tracks. På to numre har han besøg af et symfoniorkester, og korvokalisterne bidrager med nogle smukke harmonier. Det er da også værd at nævne at backingsangerne er ingen ringere end James Taylor, Linda Ronstadt og Crosby, Stills & Nash. Generelt klæder det komplekse lydbillede faktisk Youngs sangskrivning, da det kan bidrage med en øget tyngde, man ikke på samme måde kan opnå med en akustisk guitar.

Det ville dog være synd at sige, at ‘Harvest’ er et pompøst, operatisk værk af ynk. Der er masser af numre, der er helt nede på jorden både lyrisk og instrumentalt. ‘Harvest’ er praktisk taget blot en simpel country-sang om druk og familiesorger. ‘The Needle and the Damage Done’ er en af de allerstærkeste sange, og den består kun af Neil Youngs stemme og guitar. Når det gælder instrumentation bevæger albummet sig rigtig dynamisk op og ned. Numrene med symfoniorkesteret kan måske være lige lovlig stor en mundfuld til tider, og det kommer lidt an på mit humør, om jeg finder disse numres storladne sindserklæringer hjerteskærende eller ulidelige. Neil Youngs evner som musiker er dog alligevel imponerende, og det siger noget om ham, at han stadig skubber grænser, når han går over i en mere poppet retning. Han har med ‘Harvest’ skabt et sammenhængende, fængende og alligevel særdeles følsomt album. Det er her, mange Neil Young-fans starter, og det forstår man godt. Personligt er der albums i Youngs diskografi, der tiltaler mig mere, men som introduktion, er det svært at tænke på et album, der indkapsler ham bedre som kunstner.

103 – James Taylor – Sweet Baby James (1970)

Før jeg satte mig ned for at høre albummet Sweet Baby James vidste jeg nærmest ingenting om James Taylor, andet end at have hørt en tre-fire sange af ham. Jeg vidste rent ud sagt ikke, hvad der fik ham til at stikke ud i den store verden af singer/songwriters, der spiller folk-præget musik på en akustisk guitar. Nu har jeg hørt hans mest populære plade et utal af gange, og alligevel tror jeg ikke rigtig, jeg forstår hvad, der gør ham speciel. Den mest kendte sang derfra, Fire And Rain, er på alle måder et dybt imponerende mesterværk, men derudover har jeg stadig svært ved at forstå James Taylor som kunstner. Jeg har anmeldt så bizar musik som Suicide, Brian Eno og Frank Zappa, og alligevel er det James Taylor, jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med. Albummet er over det hele rent stilmæssigt. Der er blues, der er folk, der er rock, der er en smule country, der er visse numre med blæsere og strygere, og der er endda et cover af Oh, Susannah. Det er selvfølgelig rigtig dejligt, at albummet har variation, men selv kan jeg ikke rigtig finde hoved og hale i skiven.

Det har nok en smule at gøre med, at James Taylors vokal ikke har synderligt meget personlighed. Han synger skam fint, men han lyder som så mange andre folk og country-sangere. Hans stemme står dermed ganske fint til musikken, og mens han måske ikke har den mest karakteristiske stemme i verden, virker han aldrig som en efterligning af nogen anden. Han lyder altid nede på jorden og oprigtig, selv på de mere højlydte numre. Hans numre er faktisk også ganske detaljerige og varierede. Selv vil jeg fremhæve hvordan nummeret Steam Roller starter som en simpel akustisk bluessang, hvorefter den udvikler sig til en storladen eksplosion af blæsere, trommer. Den søde, spinkle guitar på Blossom vækker også absolut et smil på læben, og i det hele taget er Sweet Baby James fyldt med musik, man bliver glad af. Jeg kan dog ikke rigtig sige, at jeg får mere end dette ud af de fleste numre. De er søde, små musikstykker, som er rare at lytte til, men kun Fire and Rain formår at vække større følelser med sine smukke strygersektioner og den simple omend effektive tekst om livets store og små omstændigheder.

Der er nok ikke et eneste nummer på pladen, jeg ikke kan lide. Selv hans korte lille cover af Oh, Susannah er ganske charmerende. Der er dog ret ikke en særlig fantastisk album-struktur, så Sweet Baby James er som helhed mindre end summen af dens dele. Åbningsnummeret, den sentimentale, søde Sweet Baby James er en god, stemningsrig introduktion, og det andet nummer, Lo and Behold, fortsætter godt det lydbillede, der blev startet med Sweet Baby James, mens den lægger nogle gospel-elementer oveni. Derfra begynder strukturen langsomt at føles mere og mere tilfældig, indtil Suite for 20 G med sin komplekse struktur og funky klimaks formår at slutte albummet ganske tilfredsstillende af. Generelt føler jeg dog meget lidt sammenhæng, fx mellem numre som den vemodige Fire and Rain og den nuttede Blossom, eller mellem den hyggelige Sunny Skies og den bluesede Steam Roller. Det er en kort plade, så det er ikke fordi jeg bliver træt af den, jeg føler mig bare nyttesløst disorienteret. Men der er meget glimrende musik her, så hvis du skal slå en halv time ihjel med noget solid folk-, blues- og country- inspireret pop- og rockmusik, så går pladen absolut an. Jeg havde bare håbet på lidt mere.