69 – Curtis Mayfield – Superfly (1972)

Der er ikke meget, der er værd at snakke om ved blaxploitation-filmen ‘Super Fly’ fra 1972. Den er instrueret af Gordon Parks Jr., har Ron O’Neil i hovedrollen som en gangster ved navn Priest, og som så mange andre af genrens film trækker den meget på, at filmen er fuld af vold, sex, stoffer og racister, der får hvad de fortjener. Personligt finder jeg æstetikken ved disse film langt mere interessant end selve indholdet, for stort set alt ved filmen er amatøragtigt udført. Undtagelsen ville nok være soundtracket, der er leveret af soulmusikeren Curtis Mayfield. Mayfield leverer nogle af de bedste sange i hans karriere på soundtrack-albummet, der sidenhen har fået status som en regulær soulklassiker. Vi har faktisk at gøre med noget så sjældent som en soundtrackplade, hvor musikken nok fungerer bedre i pladens end i filmens kontekst. I filmen bliver plottet ofte sat helt i stå, når en af Mayfields sange begynder. På albummet er fokus derimod på sangene, og man får leveret den ene lille perle efter den anden. Samtidig mærker man klart, at musikken handler om gangster-livet, så alt det bedste fra filmen følger stadig med. Det er en win-win-situation.

Gangster-teksterne er en ret interessant del af pladen. Den er fra starten af 70’erne, og både de glamourøse og mere hårdføre sider af gangsterlivet præsenteres, nærmest som en slags prototype på gangsta-rap. Vi bliver præsenteret for rodløshed på ‘Little Child Runnin’ Wild’, dødelighed på ‘Freddie’s Dead’ og naivt stofmisbrug på ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’, men det er på ingen måde en grum plade. Vi får også et klassisk sexnummer i bedste Marvin Gaye-stil med ‘Give Me Your Love’ og den lækre ‘Pusherman’ der oser af cool selvsikkerhed og attitude omkring erhvervet som pusher. Denne tilgang præger også lyden på titelnummeret, men her står teksten i genial kontrast, idet det belyses, at det ikke handler om sjov og ballade alt sammen, det er et spørgsmål om overlevelse. Mayfield formår at være kritisk og dybdegående i løbet af pladen, og dramaet er mere engagerende på soundtracket end i selve filmen. Til trods for de mange sider, der belyses, sørger Mayfield for at skabe et lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er i den samme verden. Man bliver flot draget ind af de skønne grooves og den rige lyd med lag på lag af funky instrumentation.

Jeg føler som sagt, at pladen er langt bedre end filmen, den er skrevet til, og jeg kan let anbefale musikken til folk, der ingen planer har om at opleve filmens middelmådighed. Med det sagt, er der punkter, hvor musikken bærer præg af at skulle understøtte en film, navnligt i de to instrumentale numre. ‘Junkie Chase’ og ‘Think’ bidrager fint til stemningen på filmen, men på pladen går de lidt i tomgang. De er smukt arrangerede, men de føles stadig ret ligegyldige, og de bringer ikke samme lag af nuance, som de øvrige numre. Ligeledes er til ‘Give Me Your Love’ nok lidt længere end hvad godt er, og den føles lidt ufærdig i forhold til sangskrivningen. Igen, man kan dog slet ikke klage over lyden, og der er en del elementer, der virker ret godt. Der er også nogle få andre punkter, der ikke har ældet med ynde, fx kan spoken word-introen til ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’ godt virke corny i dag. Til trods for dette har vi dog i hovedreglen at gøre med noget af det bedste soulmusik nogensinde, og på sit bedste holder det helt fantastisk

78 – Neil Young – Harvest (1972)

For et år siden stod jeg foran Orange Scene på Roskilde Festival, klar til for første gang at se en af mine store musikalske helte spille live, nemlig Neil Young. Et par måneder efter snakker jeg med en ven om hvor fed koncerten var, og hun informerer mig om, at hun ikke rigtig selv havde et forhold til Young, men mange i hendes camp havde set meget frem til koncerten, da de var vokset op med hans musik. Jeg er ikke selv vokset op med Youngs musik, og jeg skal ikke komme med udtalelser om hvordan deres barndom må have været, men jeg kan ikke forestille mig at have noget til overs for det som barn. Neil Youngs musik er tit meget nedtrykt, grå, modløs og generelt bare trist, og som barn ville jeg nok enten være blevet forfærdet eller kedet mig ihjel af at høre det. Og det gælder selv på hans mest folkelige plade nogensinde, ‘Harvest’ fra 1972, hvor man finder klassiske numre som ‘The Needle and The Damage Done’, ‘Old Man’ og ‘Heart of Gold’, og ingen af disse er just humørspredere. Alligevel formåede pladen at være den bedst sælgende plade i 1972.

Jeg ved ikke, om verden bare gik igennem en stor kollektiv depression i 1972, men et eller andet ramte Young med sin skrøbelige stemme og desparate lyrik, der formåede at resonere med et bredere publikum. Man kan selvfølgelig påpege, at Young på ‘Harvest’ fik sammensat nogle mere fængende melodier og skar ned på de lange guitarsoloer, men det er nok mere relevant at han samtidig formåede at beholde den emotionelle kerne fra tidligere plader. Ja måske var han endda følelsesmæssigt stærkere end nogensinde før. Muligvis bliver det bare tristere, når man har et mindeværdigt omkvæd, der gentager sig og dermed bare borer stemningen direkte ind i hovedet. Omkvædene på ‘A Man Needs a Maid’ og ‘Words (Between the Lines of Age)’ er i hvert fald kulminationen af numrenes melankoli. Trods den mørke stemning er lyden på pladen generelt ret poleret, og den er også rig på lag i mange tracks. På to numre har han besøg af et symfoniorkester, og korvokalisterne bidrager med nogle smukke harmonier. Det er da også værd at nævne at backingsangerne er ingen ringere end James Taylor, Linda Ronstadt og Crosby, Stills & Nash. Generelt klæder det komplekse lydbillede faktisk Youngs sangskrivning, da det kan bidrage med en øget tyngde, man ikke på samme måde kan opnå med en akustisk guitar.

Det ville dog være synd at sige, at ‘Harvest’ er et pompøst, operatisk værk af ynk. Der er masser af numre, der er helt nede på jorden både lyrisk og instrumentalt. ‘Harvest’ er praktisk taget blot en simpel country-sang om druk og familiesorger. ‘The Needle and the Damage Done’ er en af de allerstærkeste sange, og den består kun af Neil Youngs stemme og guitar. Når det gælder instrumentation bevæger albummet sig rigtig dynamisk op og ned. Numrene med symfoniorkesteret kan måske være lige lovlig stor en mundfuld til tider, og det kommer lidt an på mit humør, om jeg finder disse numres storladne sindserklæringer hjerteskærende eller ulidelige. Neil Youngs evner som musiker er dog alligevel imponerende, og det siger noget om ham, at han stadig skubber grænser, når han går over i en mere poppet retning. Han har med ‘Harvest’ skabt et sammenhængende, fængende og alligevel særdeles følsomt album. Det er her, mange Neil Young-fans starter, og det forstår man godt. Personligt er der albums i Youngs diskografi, der tiltaler mig mere, men som introduktion, er det svært at tænke på et album, der indkapsler ham bedre som kunstner.

231 – The Kinks – The Kink Kronikles (1972)

Jeg elsker virkelig The Kinks. Plader som The Kinks Are The Village Green Preservation Society og Something Else er spækkede med fede popsange, og deres materiale fra 1966 til 1970 er det mest interessante og ambitiøse. Det var også i denne periode, at de to førnævnte albums udkom, og selvom ikke alt deres materiale fra denne periode var lige godt, så var det altid interessant. Så en ægte Kinks-fan skulle selvfølgelig have opsamlingen The Kink Kronikles fra 1972, der dækker disse 5 år. Den blev kun udgivet i USA dengang, men i dag er den selvfølgelig lettere at lytte til. På den får man både singles, B-sider, obskure albumtracks og endnu mere ukendte sange, der aldrig før var udgivet i USA. Nu kan man finde de fleste af disse sange på genudgivelser af deres studiealbums, men dengang var det bare guf for en amerikansk Kinks-fan, der sandsynligvis aldrig havde hørt mange af disse sange, da The Kinks var bandlyst på mange amerikanske radiostationer.

Jeg er rigtig glad for, at jeg for en gangs skyld kan sige, at denne opsamling slet ikke er opstillet kronologisk. Det virker som om, at pladeselskabet rent faktisk tænkte over, hvordan opsamlingen hang sammen – om sangene komplimenterede hinanden. Og det gør de. Jeg kendte selv mange af sangene på denne plade i forvejen, men stadig formåede nye kendskaber som Holiday in WaikikiFancy og God’s Children at stikke ud. Forsanger og multiinstrumentalist Ray Davies lavede konstant interessant, sjov lyrik, som blev akkompagneret af virkelig fængende, barokke melodier. Det er svært at udpege sange, der ikke er rigtig, rigtig gode. Hvis det endelig skulle være, så er det den country-inspirerede Willesden Green. Den er lidt sumpet og flad, og den lyder ikke engang rigtig af The Kinks. Foruden den, så er udvalget helt exceptionelt. Der vil selvfølgelig altid være sange, jeg savner, men sådan er det altid, hvis man er stor fan af en gruppe. Man finder jo f.eks. ikke noget af det allertidligste herpå, men til det kan anbefales Greatest Hits! fra 1966.

Men hvis du ikke er stor Kinks-entusiast, giver The Kink Kronikles dig så lyst til at lytte til mere af gruppen? Absolut, hvis du spørger mig. Jeg kan selvfølgelig ikke tale for folk, der ikke har lyttet til Kinks før, men jeg har aldrig hørt albummet Face to Face, og sangene derfra på dette album har virkelig givet mig lyst til det. Det samme gælder albummet Lola Versus Powerman and the Moneygoround, Part One, selvom jeg dog kendte singlerne derfra noget bedre. Der er ikke så meget at rafle om med denne plade. Det er bare skidegod musik opført af latterligt dygtige musikere. Det er klassisk rockmusik af den slags, der aldrig går af mode. The Kinks er fuldkommen geniale, og uanset om du har været fan i årtier eller om du har lyst til at lytte til dem for første gang, så er The Kink Kronikles et album, som jeg kan anbefale virkelig let. Det er en af de bedst sammensatte og mest imponerende opsamlingsplader, jeg nogensinde har hørt, og så er den oven i købet lavet af et fantastisk band.

238 – Steely Dan – Can’t Buy a Thrill (1972)

Jeg har tidligere udtalt, at jeg er stor fan af Steely Dans tredje album, Pretzel Logic, men foruden den, havde jeg på det tidspunkt ikke hørt meget andet af gruppen. Jeg havde dog hørt nogle af deres mest populære sange, heriblandt Dirty WorkReelin’ in the Years og Do It Again, alle fra deres debutplade, Can’t Buy a Thrill fra 1972. Det er faktisk netop Do It Again, der åbner ballet, og det gør den med maner. Jazzet percussion, lettere psykedelisk guitar og en sangstemme, der virkelig gør indtryk. Donald Fagen er ikke en vanvittigt dygtig sanger, og hans stemme er ikke særlig unik, men han sørger for at udnytte det, han har, virkelig godt. Han udtaler alle ordene virkelig spøjst, nærmest som var han i gang med at efterligne en blåhval som Dory gør det i Find Nemo. En bedre sammenligning har jeg ikke rigtig, ud over, at han virker lidt som en levende messingblæser. Ikke så meget i lyd som i funktion. Steely Dan sørger nemlig tit for at blande en del jazz ind i instrumenationen, men vokalen er stadig ret så vigtig, meget som hvordan keyboard og bas og alt det der kan være fint i et instrumentalt jazznummer af f.eks. Miles Davis, men uden hans trompet er det hele ret tamt.

Der er to andre sangere, men Fagen optager størstedelen af albummet. Backingvokalist David Palmer overlader Fagen til tangenterne på Dirty Work og Brooklyn. Jeg elsker ellers virkelig backingvokalerne på pladen, men jeg ville virkelig foretrække, hvis han holdt sig deromme, det er ikke så slemt på Brooklyn (Owes the Charmer Under Me), selvom han stadig mangler en del personlighed, men han gør versene til den ellers fantastiske Dirty Work til en ret tom oplevelse med sin tamme McCartney-efterligning. På Midnight Cruiser synger Jim Folder for, og han lyder lidt som Tom Petty, der gjorde sin debut 4 år senere. Det er faktisk ret forfriskende i alle tre tilfælde, for selvom de ikke måler sig med Fagen, gør det pladen mere levende, når der er variation i vokalen. Der er også meget variation i instrumenterne. Hvor der altid er lidt jazz i lyden, så er der f.eks rockede guitarsektioner på Reelin’ In the Years og Midnight Cruiser, og man kan mærke latinamerikansk inspiration på Only a Fool Would Say That.

Med alt det sagt, så er det ikke alle sange på Can’t Buy a Thrill, der er lige gode. Til trods for at være vældig sjov og usandsynligt fængende i versene, så er Change of the Guard en kende smagløs, og det føles bare som lidt af en typisk poprock-sang. Den kunne være lavet langt bedre af f.eks. Steve Miller Band eller The Guess Who. I det hele taget er de 4 sidste sange bare ikke nær så mindeværdige som de første par stykker. Jeg vil gerne lægge vægt på, at de stadig er flotte sange, og som en del af helheden fungerer de ret godt, men det er ikke som på Pretzel Logic, hvor hvert eneste nummer er meget mindeværdigt. Det har nok noget at gøre med, at de mod slutningen bare gentager idéer, der er blevet brugt før – med en spøjs undtagelse i Change of the Guard, der rettere gentager idéer, man tit hører fra andre bands. Og det er underligt, for noget af det, der gør Steely Dan til sådan en god gruppe er deres originale lyd, som stod kraftigt ud allerede her på debuten. Jazz og rock var blevet blandet før, men ikke tidligere på denne behagelige, bløde, men samtidig begivenhedsrige måde. Og ikke alene er det en unik tilgang, det er også godt udført. Can’t Buy a Thrill kan rigtig let anbefales.

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.

285 – Al Green – I’m Still in Love with You (1972)

Al Green er meget overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest peger mod, når de vil påvise hans geni, er Call Me fra 1972, så er I’m Still in Love with You fra året før også en meget rost plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en meget kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en virkelig sød kærlighedserklæring, denne gang ved navn I’m Glad You’re Mine. Denne har en virkelig spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den virkelig dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede Love and Happiness. Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Al Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.

Et perfekt modstykke til den bitre Love and Happiness er What a Wonderful Thing Love Is, der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. Simply Beautiful er derimod en ganske svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter virkelig albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor virkelig heldigt, at Green så kan opføre et helt fantastisk cover af Roy Orbisons Oh, Pretty Woman. Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.

For the Good Times er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindeligt opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot opført. Look What You’ve Done to Me er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. One of These Good Old Days æmmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m Still in Love with You af – og jeg elsker også stadig ham.

293 – Simon & Garfunkel – Simon and Garfunkel’s Greatest Hits (1972)

Den særdeles populære folk-rock-gruppe Simon & Garfunkel gik efter fire virkelig succesfulde albums hvert til sit i 1970, og de tog i 1972 afsked med et opsamlingsalbum. Dette album fik den simple titel Simon and Garfunkel’s Greatest Hits, men sådan en titel må dog tages med et gran salt. I deres korte karriere formåede de ganske vist at få flere hits end de fleste kunne med blot 5 albums, hvor det første ikke engang havde nogen hits på sig. Men man får skam alle de sange, man umiddelbart tænker på, når man hører navnene Simon og Garfunkel: The BoxerBridge over Troubled WaterCecilia, The Sound of SilenceMrs. Robinson og I Am A Rock er alle repræsenteret, og det er jo skøn musik. Paul Simon er en helt fantastisk sangskriver, og sangene på denne plade viser det tydeligt. Man kan dog godt undre sig over udvalget af visse sange. De førnævnte er selvfølgelig alle selvskrevne, men hvorfor er ukendte sange, der end ikke var singler, såsom Kathy’s SongBookends Theme og For Emily, Whenever I May Find Her på pladen, mens hverken A Hazy Shade of Winter eller At the Zoo er inkluderet.

Med en gruppe, der har udgivet så få plader, forventer jeg lidt, at deres greatest hits-album vil medtage mindst en sang fra hvert album. Jeg ville derfor ikke have noget imod, hvis de havde inkluderet bare en enkelt sang fra gruppens debut, Wednesday Morning 3 A.M. Det kan dog tilgives. Hvad jeg har sværere ved at tilgive er, at For Emily, Whenever I May Find Her, The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy)Homeward Bound og Kathy’s Song er på denne plade i live-udgaver. Det er ikke fordi, det er dårlige optrædener, men der er ingen årsag til, at de oprindelige udgaver ikke bare kunne være brugt, og derudover er det ikke behageligt for lytteoplevelsen, når der pludselig kommer et live-nummer. Det er forholdsvis godt behandlet, så det stadig lyder ret naturligt, da applausen fra slutningen af Homeward Bound fortsætter over i Bridge over Troubled Water. El Condor Pasa (If I Could) passer også ret naturligt ind efter live-udgaven af Kathy’s Song, men det ændrer ikke på, at jeg absolut ville have foretrukket at høre originalerne.

Hvorfor ville man så lytte til Simon and Garfunkel’s Greatest Hits? Hovedsageligt fordi sangene stadig er virkelig gode. Nogle af de bedste popsange nogensinde er at finde på denne plade. Rækkefølgen er ikke altid lige i øjet, men der er nogle ret geniale øjeblikke. For eksempel er Mrs. Robinson et fantastisk åbningsnummer, noget den aldrig fik æren af at være i sin originaludgivelse på albummet Bookends. Til gengæld er Cecilia ikke så fantastisk til at afslutte albummet, selvom den nok kunne have rundet det hele godt af, hvis den ikke afsluttede med at fade. Hvis du ikke kender meget til Simon and Garfunkel, så er det nok en fin introduktion. The Best of Simon & Garfunkel fra 1999 er også en ret god opsamling, og den retter op på de fleste problemer, Simon and Garfunkel’s Greatest Hits har, mens den ligeledes er dejligt kompakt. Mange opsamlinger går for meget op i at medtage alt for meget, og med et så kortlivet band som Simon & Garfunkel, så er det nok ikke nødvendigt. Jeg vil sige at Simon and Garfunkel’s Greatest Hits er en meget upoleret opsamling, men musikken derpå er fuldkommen fantastisk.

318 – The O’Jays – Back Stabbers (1972)

Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage mod det, og vi kan nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som the Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære albums i genren, Back Stabbers. På den finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, Who Am I og Sunshine, er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. Who Am I er måske lidt langtrukken, men Sunshine er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.

De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok 992 Arguments, men det er en sang af virkelig høj kvalitet. Der er virkelig smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en virkelig varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er Back Stabbers og Love Train. Back Stabbers er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog virkelig få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret Love Train. Hvis Love Train ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har derfor ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret på, at den ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, når afslutningsnumre gør, men Love Train kan sgu tillade sig det.

Det store spørgsmål er så hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede When the World is at Peace, den virkelig sexede Time to Get Down, der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre Listen to the Clock on the Wall, der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige Shiftless, Shady, Jealous Kind of People er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke rigtig er så godt igen er (They Call Me) Mr. Lucky, der ikke gør specielt meget, som en middelmådig kærlighedssang af the Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og Listen to the Clock on the Wall. Resten af numrene er dog rigtig velskrevne, velopførte R&B-sange, og Back Stabbers ville også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back Stabbers sikkert en plade for dig.

320 – Nick Drake – Pink Moon (1972)

Nick Drake er en alt for overset musiker. Hans deprimerede, torturerede sjæl var byggesten for tre fantastiske albums, men den gjorde ham også meget sky, og det ledte desværre også til hans alt for tidlige død, da han begik selvmord i 1974 som blot 26-årig. Den sidste plade, han nåede at optage hed Pink Moon, og han udgav den i 1972, to år før sin død. To år før denne udgav han Bryter Later, som var en teknisk imponerende plade med sin varierede, barokke instrumentation. Med Pink Moon ville han dog tage det ned på et mere basalt niveau. Det er et godt gammeldags folk-album, det varer under en halv time. Nick Drake er den eneste, der spiller på hele albummet, og kun på en enkelt sang, nemlig titelnummeret, spiller han foruden guitar også klaver. Dette sørger for, at Pink Moon bliver til en meget intim plade, hvor Drakes følelser kommer rigtig tydeligt igennem. Han starter albummet rigtig godt ud med det smukke titelnummer, der opgivende snakker om dommedagens kommen. Det er dramatisk, men mest af alt er det trist. Man får rigtig ondt af Drake, og klaveret gør faktisk det hele tristere, fordi det kun optræder, når han ikke synger.

Nick Drakes sangskrivning er noget for sig. På sangen Know begynder han ikke at synge før halvvejs gennem nummeret, og efter 20 sekunder med sang, så vender Drake tilbage til bare at nynne. Den kører over et ret ensformigt guitarriff, men det virker faktisk. Det lyder som et forvirret indblik i Drakes sind, og det føles lidt som en Groundhog Day-situation. Drakes guitarspil er naturligvis en stor del af pladen – det er det eneste, der optræder på samtlige numre – og det er helt sublimt. Han spiller som sådan ikke noget specielt kompliceret, men han får det til at lyde som en drøm, nok fordi han lægger så mange følelser i, og nok også fordi det føles utrolig godt sammensat. På en sang som afslutningsnummeret, From the Morning, går guitaren konstant op og ned, og ikke en tone lyder forkert, selvom den gør mange forskellige ting. Blandt de mange flotte numre finder man også to instrumentale sange, og det er virkelig smukt at høre, hvor flot Drake stadig kan udtrykke sin depression uden at sige et ord.

Hvis et album rammer en perfekt længde, så er jeg altid rigtig glad, og jeg er ikke bange for at kritisere albumlængde. Når man har en plade på under 30 minutter, så kan det ofte ske, at man synes, pladen er ufuldendt. Pink Moon føles dog fuldstændig afrundet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne forlænge dette album. Desuden, så er tempoet generelt meget langsomt, lyden er generelt meget stille, sangene er generelt meget triste, og de er næsten alle spillet udelukkende på guitar. Man har brug for mere varieret instrumentation og nogle hurtigere, mere højlydte og gladere sange, hvis man skal have et længere album til at fungere dynamisk, men sådan noget ville bare ikke passe ind på Pink Moon. Det er et dybdegående, seriøst indblik i en deprimeret mands sind, og intet musik reflekterer det bedre end det, der er på den. Mere ville gøre denne korte plade for lang, for så ville vi bare få mere af det samme. Pink Moon er det, alle, der sætter sig ned og skriver triste sange med en akustisk guitar, burde drømme om at lave. Der er kvalitet fra hoved til hale herpå.

321 – Randy Newman – Sail Away (1972)

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke er den store fan af Randy Newman. Det vil jeg stadig ikke sige, men han har i hvert fald sine flotte øjeblikke mellem de kedeligere numre, og disse er mere fremtrædende på hans tredje album, Sail Away, end på noget andet, han har lavet. Normalt plejer jeg at hakke lidt på Newmans mangel på interessant instrumentation. Det kan jeg dog ikke gøre for særlig mange af numrene på Sail Away. Der er ganske vist sange som Simon Smith and the Amazing Dancing Bear og God’s Song, hvor man ikke finder andre instrumenter end Newmans klaver, men tit har han nogle virkelig skønne strygere med sig. Flot brug af strygere ses f.eks. på numrene Sail AwayBurn On og He Gives Us All His Love. Jeg ved ikke om det blot er mig, der er blevet mere moden i min forståelse af sangskrivning, men hans melodier virker her meget skarpere end ellers. Sangene kører virkelig gnidningsfrit, og de minder mig om en af mine yndlingssangskrivere, nemlig Tom Waits. Tom Waits var uden tvivl inspireret af Newman på sine tidligste plader, især af sange som Lonely at the Top og Last Night I Had a Dream.

Newman er også meget varieret i sin sangskrivning. Igen, tidligere syntes jeg, at det hele lød ens, men på denne plade virker det som om han bare prøver alle teknikker af. Han afspejler både glade, nærmest naive følelser med sange som Simon Smith and His and the Amazing Dancing Bear og mere dystre stemninger med et nummer som Lonely at the Top. Med det sagt, så er ikke alt på Sail Away fantastisk heller. Jeg har virkelig svært ved at huske sange som Old Man og Dayton, Ohio – 1903Memo to My Son er ikke helt i samme kategori som disse, men den er en forholdsvis monotom sang, der samtidig i sin lyd minder ret meget om Mama Told Me Not to Come, som Newman skrev til Three Dog Night og selv optog en udgave af i 1970. Sail Away fortjener som alle Newmans tidligste plader stor ros for sin længde. Sangene bliver aldrig ved i længere tid end de kan tåle, og der er ikke for mange af dem. Til trods for de kun 30 minutter, pladen varer, så er man godt mæt i slutningen. Man får en så tætpakket oplevelse, at man sagtens kan blive tilfreds af de 30 minutter.

På denne plade finder man også sangen You Can Leave Your Hat On – ja, den sang, Joe Cocker ville gøre populær i 80’erne. Jeg kan nok bedst lide Newmans udgave. Det klæder sangen at være så langt nede på jorden, og det ret ensartede klaverriff virker ret irriterende i Cockers bombastiske udgave. Foruden dette, så er sangen bare mere varieret med Newman på sig. Jeg har endnu slet ikke nævnt mandens fantastiske tekster, der var det første, jeg bemærkede ved ham. Han er virkelig sarkastisk, og han rører mere ved politik på dette nummer end på nogen anden plade. Jeg elsker hans fortælleteknik, hvor han ofte synger fra et synspunkt, som han ikke er enig i. Hans bedste øjeblikke i denne teknik er på denne plade i form af Sail Away, He Gives Us All His LovePolitical Science og God’s Song. Han behøver dog ikke at være så bitter i sin lyrik for at være interessant. Han kan sagtens bare nydes for at være forfærdelig legesyg. Lonely at the TopLast Night I Had a Dream og Simon Smith and the Amazing Dancing Bear. Jeg elsker virkelig dette album, og jeg forventede slet ikke at kunne lide det. Selv hvis du ikke kan lide Newman normalt, så giv Sail Away en chance.