233 – Simon & Garfunkel – Bookends (1968)

Paul Simon og Art Garfunkel var nogle af de største og dygtigste musikere i Amerika i 60’erne, og det beviste de med album efter album. Mange af deres største hits var på soundtracket til filmklassikeren The Graduate, hvortil de også lavede nyt materiale. Det største nye hit til den film var uden tvivl Mrs. Robinson, der handler om en af figurerne i filmen. Denne sang fik også lov til at optræde på deres næste album, Bookends. Man kunne være bange for, at sådan en sang bare var blevet hægtet på for at kunne sælge flere plader, men det forholder sig sådan, at sangen hele tiden var tiltænkt denne plade – teksten kom bare først, da de skulle lave soundtracket. Og man kan virkelig høre, at denne plade er velgennemtænkt. Den er ikke lavet for at være en hitparade, den er lavet som en oplevelse. Det første nummer, Bookends Theme er bare et halvt minut behageligt guitar, der introducerer pladen. Det næste nummer, Save the Life of My Child, er et af de mest atypiske Simon & Garfunkel-numre overhoved. Den starter ikke bare elektrisk, det er nærmest elektronisk. Der er et storladent gospelkor i baggrunden, og man kan også høre noget af The Sound of Silence blive spillet mellem versene.

Bookends er et konceptalbum, og første side handler om livets gang, og hvor Save the Life of My Child handler om spæd, så omhandler den rolige, optimistiske America om at være en ung mand, der drager mod fremmed land. Overgangen mellem de to sange føles helt naturlig, og det er den ligeledes mellem America og Overs. Der er faktisk en lang pause, men så bliver en tændstik strøget, og et lys tændes. Overs handler om at være voksen, og at opdage at ungdommen er forbi. Den bliver flot efterfulgt af interludiet Voices of Old People, der er en optagelse af gamle mennesker, der taler sammen på et plejehjem. Det er et god interludium, men 2 minutter er måske lige i overkanten for at introducere en sang på 2½ minut, men det er stadig en god introduktion til Old Friends, der handler om at være helt gammel og døden nær. Side 1 afsluttes af en længere udgave af Bookends Theme, der også indeholder vokal, der synger om en overstået tid, altså livet. Det er en smuk afslutning. Men hov – livet er slut nu, og der er kun gået 15 minutter. Vi mangler side 2!

Side 2 består af 5 ikke nær så tæt relaterede sange, men mange temaer går igen fra side 1. Det har dog nok mest af alt noget at gøre med Paul Simons vanlige idiosynkrasier i sangskrivningen. Der er nemlig temaer om både dødelighed, tid og modenhed. Foruden Mrs. Robinson skulle de fleste sange fra side 2 være sange, der oprindelig var tiltænkt The Graduate-soundtracket, men som ikke endte derpå. Men de er i hvert fald ikke blevet kasseret på grund af lav kvalitet, for disse 5 sange er alle fantastiske. De er noget af det bedste, Simon & Garfunkel har skrevet, og alle fire singler kom da også fra denne side af pladen. Kun den søde Punky’s Dilemma blev ikke til en single, og den er ellers ligeledes mesterlig. Og man lægger ikke rigtig mærke til, at de ikke hænger sammen med side 1. Side 2 afsluttes endda også med en sang om at være gammel og at tage i zoologisk have. Men At the Zoo føles alligevel som en antiklimaktisk afslutning. Jeg føler ikke, at pladen bliver særlig godt afsluttet. Jeg føler faktisk at pladen er mere fuldendt, hvis jeg kun lytter til side 1 end hvis jeg lytter til hele pladen. Men det er stadig en fortræffelig plade. Side 1 er en vidunderlig fortælling, og side 2 er nogle af gruppens bedste individuelle sange. Det kan jeg ikke klage meget over.

245 – Nick Drake – Bryter Layter (1970)

Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men jeg elsker dem også af vidt forskellige årsager. Dette hænger nok sammen med, at pladerne er meget forskellige i natur – den afsluttende Pink Moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five Leaves Left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter Layter fra 1970 er en noget anderledes plade. Der er her enormt stor fokus på instrumentationen, hvorfor han også har store navne fra Fairport Convention, the Beach Boys og endda selveste John Cale fra the Velvet Underground. Og man kan virkelig mærke det i løbet af hele pladen. Store dele af albummet er bare ren instrumentation. Hele tre af de 10 numre på pladen er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, Poor Boy, hvorpå man kan høre meget kraftige backingvokalister, hvorefter man får en virkelig lækker saxofonsolo.

Nick Drake har virkelig lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem, sangene på Five Leaves Left og Pink Moon gør. Her er der ikke nær så meget fokus på, at de skal repræsentere dybe følelser, det vigtige er rettere, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale Sunday, kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker hans store længsel på One of these Things First, der i øvrigt har en af Drakes simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste af ting, Drake kunne have været, men det er på den måde let at følge med i, og man kan lige med det samme føle på det. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.

To sange på denne plade er lavet til at passe sammen – Hazey Jane II og Hazey Jane I. De er i den rækkefølge, og hvorfor deres titler ikke skulle være omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne meget vel være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skulle hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så har det virkelig lykkedes – pladen er utrolig let at spille om og om igen, og man bliver slet ikke spor træt af den. Jeg har faktisk endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger virkelig godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved denne plade er, at den i løbet af al denne artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter Layter.

283 – Nick Drake – Five Leaves Left (1969)

Den britiske folkmusiker Nick Drake er en forfærdeligt overset musiker, og især er hans debutalbum, Five Leaves Left mesterligt. Det er ikke den mest roste plade i hans desværre alt for korte diskografi, men det er min personlige favorit. Denne plade blev optaget sammen med medlemmer af folkrock-grupperne Pentangle og Fairport Convention, fra sidstnævnte bl.a. den latterligt dygtige Richard Thompson, der spiller elektrisk guitar på åbningsnummeret, Time Has Told Me. Instrumentationen er meget unik i løbet af hele pladen, og det er en stor del af årsagen til, at den er så fantastisk. Foruden Drakes meget særlige evner på en akustisk guitar, så er hans brug af percussion meget eksotisk og livlig. Det er kun en enkelt sang, Saturday Sun, der har et traditionelt trommesæt, ellers står den på congas, shakers og vibrafon. De fleste sange har  dog slet ingen percussion, men størstedelen bruger nogle smukke strygere. En enkelt sang har celloen så meget i fokus, at den har fået titlen Cello Song, og den er virkelig smuk.

Drakes sange er meget følelsesladede, men tro ikke, at det er den rene tudemusik. Det er faktisk meget lykkelig musik. Det handler om befrielse og lyksalighed meget af det. Man føler sig så usandsynligt glad, når man hører kærlighedserklæringer som Time Has Told Me og Thoughts of Mary Jane. Der er dog altid gennemgående undertoner, der signalerer ensomhed og social akavethed. Drake virker som en meget stille type, ikke som en med mange venner, men han virker stadig let at holde af som person. Han minder mig faktisk meget om en af mine egne meget nære venner, og som han på pladecoveret står der med sin foroverbøjede krop, sit lange, sjuskede hår og sit tænksomme ansigt, føles de bare endnu mere lig hinanden, og når man så også begynder at læse lidt af hans livshistorie, om hans depression og hans overdosis på antidepressiver, bliver Five Leaves Left en meget nær og reel plade for mig. Der er også ret triste sange på den, f.eks. River Man og Way to Blue, og disse går bare lige ind i hjertet, uanset om man kender mandens historie eller ej.

Gennem den varierede instrumentation og den sarte personlighed skaber Nick Drake 10 helt fantastiske sange på Five Leaves Left, men et øre for helt fantastiske melodier gør nu også meget. Time Has Told Me er ganske vist den eneste, jeg ofte går rundt og nynner, men alle melodierne er så forskellige og velsammensatte, at det er svært at fatte. Især er Way to Blue en meget interessant komposition, der går fra at være meget dramatisk og grum til bamhjertig og jordnær. Albummet hænger også meget godt sammen. Man føler aldrig, at man får for meget drama, melankoli eller kærlighed. Alle aspekter af album- og sangdynamik er virkelig godt gennemført, og længden er lige i øjet. Efter 41 minutter har jeg fået lige præcis den dosis Nick Drake, jeg har brug for, og sådan er det hver eneste gang, jeg lytter til den. Hvis du er en af de mange, der ikke kender til Nick Drake, har jeg så inderligt ondt af dig. Han er en sand mester af musikken, og hvis du vil lære ham at kende, så er Five Leaves Left et rigtig godt sted at starte.

293 – Simon & Garfunkel – Simon and Garfunkel’s Greatest Hits (1972)

Den særdeles populære folk-rock-gruppe Simon & Garfunkel gik efter fire virkelig succesfulde albums hvert til sit i 1970, og de tog i 1972 afsked med et opsamlingsalbum. Dette album fik den simple titel Simon and Garfunkel’s Greatest Hits, men sådan en titel må dog tages med et gran salt. I deres korte karriere formåede de ganske vist at få flere hits end de fleste kunne med blot 5 albums, hvor det første ikke engang havde nogen hits på sig. Men man får skam alle de sange, man umiddelbart tænker på, når man hører navnene Simon og Garfunkel: The BoxerBridge over Troubled WaterCecilia, The Sound of SilenceMrs. Robinson og I Am A Rock er alle repræsenteret, og det er jo skøn musik. Paul Simon er en helt fantastisk sangskriver, og sangene på denne plade viser det tydeligt. Man kan dog godt undre sig over udvalget af visse sange. De førnævnte er selvfølgelig alle selvskrevne, men hvorfor er ukendte sange, der end ikke var singler, såsom Kathy’s SongBookends Theme og For Emily, Whenever I May Find Her på pladen, mens hverken A Hazy Shade of Winter eller At the Zoo er inkluderet.

Med en gruppe, der har udgivet så få plader, forventer jeg lidt, at deres greatest hits-album vil medtage mindst en sang fra hvert album. Jeg ville derfor ikke have noget imod, hvis de havde inkluderet bare en enkelt sang fra gruppens debut, Wednesday Morning 3 A.M. Det kan dog tilgives. Hvad jeg har sværere ved at tilgive er, at For Emily, Whenever I May Find Her, The 59th Street Bridge Song (Feelin’ Groovy)Homeward Bound og Kathy’s Song er på denne plade i live-udgaver. Det er ikke fordi, det er dårlige optrædener, men der er ingen årsag til, at de oprindelige udgaver ikke bare kunne være brugt, og derudover er det ikke behageligt for lytteoplevelsen, når der pludselig kommer et live-nummer. Det er forholdsvis godt behandlet, så det stadig lyder ret naturligt, da applausen fra slutningen af Homeward Bound fortsætter over i Bridge over Troubled Water. El Condor Pasa (If I Could) passer også ret naturligt ind efter live-udgaven af Kathy’s Song, men det ændrer ikke på, at jeg absolut ville have foretrukket at høre originalerne.

Hvorfor ville man så lytte til Simon and Garfunkel’s Greatest Hits? Hovedsageligt fordi sangene stadig er virkelig gode. Nogle af de bedste popsange nogensinde er at finde på denne plade. Rækkefølgen er ikke altid lige i øjet, men der er nogle ret geniale øjeblikke. For eksempel er Mrs. Robinson et fantastisk åbningsnummer, noget den aldrig fik æren af at være i sin originaludgivelse på albummet Bookends. Til gengæld er Cecilia ikke så fantastisk til at afslutte albummet, selvom den nok kunne have rundet det hele godt af, hvis den ikke afsluttede med at fade. Hvis du ikke kender meget til Simon and Garfunkel, så er det nok en fin introduktion. The Best of Simon & Garfunkel fra 1999 er også en ret god opsamling, og den retter op på de fleste problemer, Simon and Garfunkel’s Greatest Hits har, mens den ligeledes er dejligt kompakt. Mange opsamlinger går for meget op i at medtage alt for meget, og med et så kortlivet band som Simon & Garfunkel, så er det nok ikke nødvendigt. Jeg vil sige at Simon and Garfunkel’s Greatest Hits er en meget upoleret opsamling, men musikken derpå er fuldkommen fantastisk.