25 – Fleetwood Mac – Rumours (1977)

Fleetwood Mac er et band, der i de bedste øjeblikke er så stærkt, at man let kan komme til at overse eventuelle svipsere. I hvert fald er det min holdning til deres pop- og softrock, deres tidlige bluesrock er lidt en anden historie. Jeg havde ret hårde ord om store dele af deres eponyme album fra 1975, hvor stærke klassikere som ‘Monday Morning’, ‘Landslide’ og ‘Rhiannon’ stod side om side med mere forglemmelige sange. Jeg bebrejdede Christine McVies sangskrivning for mange af problemerne, og det var nok uretfærdigt, for hun er helt fantastisk på deres opfølger, ‘Rumours’ fra 1977. De sange, hun har skrevet, har så eminent dramatisk indhold, og instrumentationen sørger flot for at få det bedste ud af dem. Mens jeg måske engang ville have kaldt eksempelvis ‘Songbird’ kedelig, er den både arrangeret og placeret således, at dens skrøbelige udtryk bliver formidlet exceptionelt. Et lidt mere komplekst arrangeret nummer som ‘Oh Daddy’, atter skrevet af McVie, bliver med virkelig diskrete virkemidler til hele albummets dramatiske højdepunkt. Herefter får vi den vemodige ‘Gold Dust Woman’ som en æterisk epilog, der stilfuldt lader lytteren drage sine egne konklusioner.

Men tillad mig at backtracke: disse konklusioner, hvad vedrører de? Jo, ‘Rumours’ er ofte blevet læst som et breakup-album. Et breakup-album om hele to brud, der fandt sted samtidig, og hvor alle fire hovedpersoner var medlemmer af bandet. Der var så mange konflikter i bandet, og i stedet for at lade bandet gå i opløsning, skrev de nogle af deres mest nærværende og potente sange nogensinde. Af alle Fleetwood Macs poprockalbum, er dette nok det, der er tættest på at være helt foruden fyld. De knap så gode sange er på en gang så fåtallige og så forglemmelige, at jeg flere gange bildte mig selv ind, at det var et fejlfrit album. Den udtalelse kan jeg, trods de mange fantastiske numre, ikke stå ved. Der skal nok være fans, der er uenig med mig, men ‘Never Going Back Again’ og ‘I Don’t Want to Know’ er ikke særlig gode. De er tematisk relevante i teksten, de er velspillede, og melodierne er skam fængende nok, men det kan siges om størstedelen af sangene. Jeg føler ikke at disse to sange bidrager noget særlig bemærkelsesværdigt til albummets helhedsoplevelse, som andre sange ikke allerede byder på. Men når jeg kun kan sige dette om to sange betyder det jo også netop, at hvert eneste øvrigt nummer har noget unikt at sige om den situation, bandet befandt sig i.

Gruppens sangskrivning er på papiret rigtig simpel og let at fordøje – men den bliver aldrig triviel. Vi har i mange af sangene at gøre med simple vers-omkvæd-strukturer, tit med en lille guitarsolo som c-stykke. Men håndværket er simpelthen bare så solidt. Det er i kernen velskrevne, ufatteligt catchy popsange, hvor følelserne kommer helt uden på tøjet – nærmest som et lidt mere rootsy svar på ABBA. Albummet er også ret godt struktureret i forhold til dramaet. Jeg er allerede kommet ind på, hvor fint det slutter, men starten er også rigtig flot opbygget. Det øjeblikkeligt inficerende åbningsnummer ‘Second Hand News’ giver alene med sit første vers et ret solidt fundament for de problemstillinger, hele albummet arbejder henover. Mens denne har en noget accepterende tone i forhold til utroskabet, der synges om, får vi flere nuancer lige fra det andet nummer, den vemodige ‘Dreams’. Og når vi når til albummets nok mest centrale sange, de diamentralt modsatrettede ‘Go Your Own Way’ og ‘The Chain’ kan man for alvor mærke en filosofisk splittelse i bandets mentalitet. ‘Rumours’ har nogle få tracks, der ikke helt lander i dag, men resten er så godt, isoleret såvel som samlet, at man næsten helt glemmer, at de mere forglemmelige sange er på albummet. Så det skal nok forblive en klassiker i mange, mange år endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.