183 – Fleetwood Mac – Fleetwood Mac (1975)

Det er farligt at gå død i en stilart, og jo længere, man har lavet musik, desto vigtigere bliver det at ryste lidt i sin lyd. Britiske Fleetwood Mac havde lavet blues-rock-plader i 7 år, før de I 1975 tog to nye amerikanske medlemmer til sig, der ville vise sig at være skelsættende i bandets karriere: Stevie Nicks og Lindsey Buckingham. En ny tid var begyndt, og Fleetwood Mac ville nu hovedsageligt arbejde med soft- og pop-rock. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Det var dog ikke fordi 70’erne var fattige på de genrer, men i mange af tilfældene var de nok kraftigt inspireret af Fleetwood Mac, der nu var mere populære end nogensinde takket være pladen med det simple navn Fleetwood Mac. Og jeg må sige, at jeg er vældig begejstret for Buckingham og Nicks. Buckingham er en dygtig guitarist, og begge medlemmer har virkelig charmerende stemmer. Christine McVie synger også for på et par numre, men hun er dog lidt mindre interessant. Hun er nok i grunden en teknisk dygtigere sanger end begge to, men hun lægger slet ikke nær så meget liv i, og stemmen har slet ikke nær så meget kant. Hun minder mig lidt om Barbra Streisand, men hende er jeg ikke verdens største fan af.

Spørgsmålet er lidt, om dette albums mest væsentlige problemer overhoved kan bebrejdes bandet, eller om de virkelige syndere er Starland Vocal Band, Chicago og Captain & Tennille, der sørgede for at køre denne stilart til døde de følgende par år. Men i grunden tror jeg, at det ligger lidt begge steder. Især er Christine McVie at beskylde for nogle af problemerne, for hun kan bare slet ikke skrive noget, der er værd at lytte til, når det er denne stilart. Hvert eneste af de fire numre, hun har skrevet alene, lyder for mig som albumfyld. Så er jeg ligeglad med at tre af dem var singler, og to af dem var pæne hits, for de byder næsten ikke på noget som helst mindeværdigt. Say You Love Me er nok undtagelsen med sin skæve lille banjo, men ellers er der ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis er Buckingham og Nicks generelt dygtige sangskrivere, og de har skrevet de sange, der i min optik er mest vellykkede: Monday MorningLandslide, I’m So Afraid og selvfølgelig den mesterlige Rhiannon. Disse sange har følelser, stærke følelser, og de virker enormt gennemtænkte. Det er kvalitetspop af højeste kaliber.

Strukturen på albummet har også både gode og dårlige sider. Der er en god vekslen imellem de tre forskellige sangskriveres meget markante stilarter, men disse stilarter er næsten for markant forskellige til hinanden, til at albummet føles konsekvent i lyden. Buckingham og Nicks passer som sådan fint til hinandens lyd, men McVies stil, som jeg jo ikke engang kan lide, stikker virkelig ud, så det føles som om, man lytter til et helt andet album. Der er en enkelt sang, Blue Letter, der ikke er skrevet af nogen af disse tre, men af sangskriverparret Michael og Richard Curtis. Det stikker om muligt endnu mere ud end McVies sange, for det lyder mest af alt som en Jackson Browne-sang. Browne burde virkelig lave et cover af den sang, for den er skræddersyet til ham. Og den lyder også virkelig godt med Fleetwood Mac, selv med McVies stemme, men den skulle måske blot have været en b-side. Da jeg lyttede til denne plade de første par gange, så lod jeg mig lidt overvinde af det negative. Men jeg har heldigvis fundet en masse godt at holde af. Fleetwood Mac er ikke den perfekte plade, men den er stadig ret god, især i forhold til, at det er soft-rock fra 70’erne.

1 thought on “183 – Fleetwood Mac – Fleetwood Mac (1975)

  1. Pingback: 25 – Fleetwood Mac – Rumours (1977) | Kjartans musikblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.