25 – Fleetwood Mac – Rumours (1977)

Fleetwood Mac er et band, der i de bedste øjeblikke er så stærkt, at man let kan komme til at overse eventuelle svipsere. I hvert fald er det min holdning til deres pop- og softrock, deres tidlige bluesrock er lidt en anden historie. Jeg havde ret hårde ord om store dele af deres eponyme album fra 1975, hvor stærke klassikere som ‘Monday Morning’, ‘Landslide’ og ‘Rhiannon’ stod side om side med mere forglemmelige sange. Jeg bebrejdede Christine McVies sangskrivning for mange af problemerne, og det var nok uretfærdigt, for hun er helt fantastisk på deres opfølger, ‘Rumours’ fra 1977. De sange, hun har skrevet, har så eminent dramatisk indhold, og instrumentationen sørger flot for at få det bedste ud af dem. Mens jeg måske engang ville have kaldt eksempelvis ‘Songbird’ kedelig, er den både arrangeret og placeret således, at dens skrøbelige udtryk bliver formidlet exceptionelt. Et lidt mere komplekst arrangeret nummer som ‘Oh Daddy’, atter skrevet af McVie, bliver med virkelig diskrete virkemidler til hele albummets dramatiske højdepunkt. Herefter får vi den vemodige ‘Gold Dust Woman’ som en æterisk epilog, der stilfuldt lader lytteren drage sine egne konklusioner.

Men tillad mig at backtracke: disse konklusioner, hvad vedrører de? Jo, ‘Rumours’ er ofte blevet læst som et breakup-album. Et breakup-album om hele to brud, der fandt sted samtidig, og hvor alle fire hovedpersoner var medlemmer af bandet. Der var så mange konflikter i bandet, og i stedet for at lade bandet gå i opløsning, skrev de nogle af deres mest nærværende og potente sange nogensinde. Af alle Fleetwood Macs poprockalbum, er dette nok det, der er tættest på at være helt foruden fyld. De knap så gode sange er på en gang så fåtallige og så forglemmelige, at jeg flere gange bildte mig selv ind, at det var et fejlfrit album. Den udtalelse kan jeg, trods de mange fantastiske numre, ikke stå ved. Der skal nok være fans, der er uenig med mig, men ‘Never Going Back Again’ og ‘I Don’t Want to Know’ er ikke særlig gode. De er tematisk relevante i teksten, de er velspillede, og melodierne er skam fængende nok, men det kan siges om størstedelen af sangene. Jeg føler ikke at disse to sange bidrager noget særlig bemærkelsesværdigt til albummets helhedsoplevelse, som andre sange ikke allerede byder på. Men når jeg kun kan sige dette om to sange betyder det jo også netop, at hvert eneste øvrigt nummer har noget unikt at sige om den situation, bandet befandt sig i.

Gruppens sangskrivning er på papiret rigtig simpel og let at fordøje – men den bliver aldrig triviel. Vi har i mange af sangene at gøre med simple vers-omkvæd-strukturer, tit med en lille guitarsolo som c-stykke. Men håndværket er simpelthen bare så solidt. Det er i kernen velskrevne, ufatteligt catchy popsange, hvor følelserne kommer helt uden på tøjet – nærmest som et lidt mere rootsy svar på ABBA. Albummet er også ret godt struktureret i forhold til dramaet. Jeg er allerede kommet ind på, hvor fint det slutter, men starten er også rigtig flot opbygget. Det øjeblikkeligt inficerende åbningsnummer ‘Second Hand News’ giver alene med sit første vers et ret solidt fundament for de problemstillinger, hele albummet arbejder henover. Mens denne har en noget accepterende tone i forhold til utroskabet, der synges om, får vi flere nuancer lige fra det andet nummer, den vemodige ‘Dreams’. Og når vi når til albummets nok mest centrale sange, de diamentralt modsatrettede ‘Go Your Own Way’ og ‘The Chain’ kan man for alvor mærke en filosofisk splittelse i bandets mentalitet. ‘Rumours’ har nogle få tracks, der ikke helt lander i dag, men resten er så godt, isoleret såvel som samlet, at man næsten helt glemmer, at de mere forglemmelige sange er på albummet. Så det skal nok forblive en klassiker i mange, mange år endnu.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

183 – Fleetwood Mac – Fleetwood Mac (1975)

Det er farligt at gå død i en stilart, og jo længere, man har lavet musik, desto vigtigere bliver det at ryste lidt i sin lyd. Britiske Fleetwood Mac havde lavet blues-rock-plader i 7 år, før de I 1975 tog to nye amerikanske medlemmer til sig, der ville vise sig at være skelsættende i bandets karriere: Stevie Nicks og Lindsey Buckingham. En ny tid var begyndt, og Fleetwood Mac ville nu hovedsageligt arbejde med soft- og pop-rock. Og det er der som sådan ikke noget i vejen med. Det var dog ikke fordi 70’erne var fattige på de genrer, men i mange af tilfældene var de nok kraftigt inspireret af Fleetwood Mac, der nu var mere populære end nogensinde takket være pladen med det simple navn Fleetwood Mac. Og jeg må sige, at jeg er vældig begejstret for Buckingham og Nicks. Buckingham er en dygtig guitarist, og begge medlemmer har virkelig charmerende stemmer. Christine McVie synger også for på et par numre, men hun er dog lidt mindre interessant. Hun er nok i grunden en teknisk dygtigere sanger end begge to, men hun lægger slet ikke nær så meget liv i, og stemmen har slet ikke nær så meget kant. Hun minder mig lidt om Barbra Streisand, men hende er jeg ikke verdens største fan af.

Spørgsmålet er lidt, om dette albums mest væsentlige problemer overhoved kan bebrejdes bandet, eller om de virkelige syndere er Starland Vocal Band, Chicago og Captain & Tennille, der sørgede for at køre denne stilart til døde de følgende par år. Men i grunden tror jeg, at det ligger lidt begge steder. Især er Christine McVie at beskylde for nogle af problemerne, for hun kan bare slet ikke skrive noget, der er værd at lytte til, når det er denne stilart. Hvert eneste af de fire numre, hun har skrevet alene, lyder for mig som albumfyld. Så er jeg ligeglad med at tre af dem var singler, og to af dem var pæne hits, for de byder næsten ikke på noget som helst mindeværdigt. Say You Love Me er nok undtagelsen med sin skæve lille banjo, men ellers er der ikke noget at skrive hjem om. Heldigvis er Buckingham og Nicks generelt dygtige sangskrivere, og de har skrevet de sange, der i min optik er mest vellykkede: Monday MorningLandslide, I’m So Afraid og selvfølgelig den mesterlige Rhiannon. Disse sange har følelser, stærke følelser, og de virker enormt gennemtænkte. Det er kvalitetspop af højeste kaliber.

Strukturen på albummet har også både gode og dårlige sider. Der er en god vekslen imellem de tre forskellige sangskriveres meget markante stilarter, men disse stilarter er næsten for markant forskellige til hinanden, til at albummet føles konsekvent i lyden. Buckingham og Nicks passer som sådan fint til hinandens lyd, men McVies stil, som jeg jo ikke engang kan lide, stikker virkelig ud, så det føles som om, man lytter til et helt andet album. Der er en enkelt sang, Blue Letter, der ikke er skrevet af nogen af disse tre, men af sangskriverparret Michael og Richard Curtis. Det stikker om muligt endnu mere ud end McVies sange, for det lyder mest af alt som en Jackson Browne-sang. Browne burde virkelig lave et cover af den sang, for den er skræddersyet til ham. Og den lyder også virkelig godt med Fleetwood Mac, selv med McVies stemme, men den skulle måske blot have været en b-side. Da jeg lyttede til denne plade de første par gange, så lod jeg mig lidt overvinde af det negative. Men jeg har heldigvis fundet en masse godt at holde af. Fleetwood Mac er ikke den perfekte plade, men den er stadig ret god, især i forhold til, at det er soft-rock fra 70’erne.