80 – The Zombies – Odessey and Oracle (1968)

Hvis der er en musiklegende, jeg nævner alt for sjældent i mine anmeldelser, er det Johann Sebastian Bach, muligvis den største komponist nogensinde. Stort set al vestlig musik sidenhen skylder Bach et eller andet. Med det sagt ved jeg ikke synderligt meget om Bach, men det skal heller ikke handle om ham lige nu, det skal handle om The Zombies, en af de popgrupper, der gennem tiden har taget mest åbenlys indflydelse fra Bach, så åbenlys at selv en novice som jeg kunne høre det. Den kommer især til udtryk på deres mest populære plade nogensinde, ‘Odessey and Oracle’ fra 1968. Den mest mærkbare Bach-inflydelse kommer i harmonierne – og her mener jeg ikke blot vokalharmonierne, jeg mener på tværs af alle instrumenterne, måske endda mest fremtrædende i tangentinstrumenterne. I gymnasiet skulle jeg lære det, der hedder “koralharmonisering”, en disciplin med rigtig mange indviklede regler, der dog i sidste ende sørgede for en vis fylde i lyden, og de fleste moderne principper indenfor dette felt blev da netop udviklet af Bach. Mens The Zombies lader sig påvirke af disse principper, følger de dem ikke til punkt og prikke, men det er egentlig ligegyldigt, pointen er mest, at de bruger værktøjerne, og at det lyder skidegodt. Selv Bach brød til tider reglerne, hvis det nu engang passede kompositionen.

Jeg nævnte tidligere, at tangenternes harmoniske rolle er vigtig på dette album, og det mener jeg. Uanset om nummeret tager brug af orgel, cembalo, klaver eller mellotron, lyder det smukt i hænderne på Rod Argent. Hans behandling af klaviaturet ender tit med at danne fundamentet for sangene, og grundet de forskellige instrumenter, er lyden på pladen ret varieret. Med det sagt er vokalharmonierne også meget effektive, og de bør på ingen måde underkendes. Harmonien mellem backingvokalerne og leadvokalen på omkvædet til ‘Friends of Mine’ er rørende på den mest lyksagelige, sentimentale måde muligt, og deres samarbejde sørger for at skabe den yndigste, mest hjerteskærende melankoli på ‘A Rose for Emily’. Da vokalharmonier er så fremtrædende i sangenes klimakser, stikker det også naturligt ud, når de vælger at undlade dem, bl.a. på den indelukkede, skrækindjagende ‘Butcher’s Tale (Western Front 1914)’. Her vækker det virkelig gåsehud, når Chris White helt alene skriger linjen ‘And I Can’t Stop Shaking’, en kende ude af rytmen. På den måde sørger The Zombies også for, at de individuelle numre på ‘Odessey and Oracle’ hænger rigtig godt sammen og komplementerer hinanden, hvilket gør albummet til en mere helstøbt oplevelse.

Sangskrivningen er hele vejen igennem også meget kreativ og tilgængelig. Essentielt har vi at gøre med popmusik, blot af en meget forfinet, virtuos karakter. De store hits ‘This Will Be Our Year’ og ‘Time of the Season’ kommer først frem på lystavlen, når man snakker om gruppens evner til at konstruere melodier, men også numre som ‘Beechwood Park’, ‘Changes’ og ‘Brief Candles’ er lette at synge med på. Teksterne kan også stikke ud, hvor især den morbide anti-krigssang ‘Butcher’s Tale (Western Front 1914)’ og den glade ‘Care of Cell 44’, der handler om fængselsløsladelse. Især ‘Care of Cell 44’ har masser af charme, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en sang med en tekst som den. Hvis man skal fremhæve nogle problemer, ligger de nok mest i mixingen. Der er nogle få tidspunkter her og der, hvor instrumenter ikke cutter ud helt elegant, bl.a. på introen til ‘Changes’ og outroen til ‘Brief Candles’. Oftest er overgangene dog ganske smukke, og den generelle æstetik på ‘Odessey and Oracle’ er virkelig beundringsværdig. At pladen stadig holder så godt som den gør er noget af et mirakel, og den viser, at The Zombies er et band, vi bør tale om i samme åndedrag som The Beatles, The Kinks og The Beach Boys.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.