Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

175 – The Carpenters – Close to You (1970)

Jeg klager af og til over, at musik er for ufarlig, for pæn, for blødsøden og for ligegyldig, og dette gælder især 70’ernes soft-rock og pop. Især det lavet af hvide amerikanere. Med andre ord burde jeg virkelig hade The Carpenters, for de er både ufarlige, pæne, blødsødne og i det store hele ret ligegyldige – selvom de var ret indflydelsesrige på deres samtid. Men de fleste af de navne, de var indflydelsesrige på – Barry Manilow, Captain & Tennile, Starland Vocal Band – er noget af den værste musik, 70’erne har at byde på. Dog kan jeg virkelig godt lide visse af deres sange. Ja, de er nok værd at dykke lidt mere ned i, og det kan man nok især gøre med Close to You fra 1970. Denne indeholder to af deres største hits, We’ve Only Just Begun og (They Long to Be) Close to You. Begge skønne, bløde popsange, der er flot og naturligt arrangeret. Det er meget romantisk og sukkersødt, men det skal der også være plad til i ny og næ, især hvis man kan gøre det godt, og det kan The Carpenters skam.

Det ville dog være lidt af en overdrivelse, hvis jeg påstod, at de altid gjorde det lige vellykket. Numre som Love Is SurrenderI Kept on Loving You og især deres cover af Reason to Believe er nogle af deres mest ligegyldige sange. De har ingen sjæl, og jeg kan ikke mærke nogen årsag til, at de eksisterer. Jeg har seriøst svært ved at forestille mig, at Richard og Karen Carpenter på noget tidspunkt fik den gnist, der sagde dem, at de skulle lave et cover af Reason to Believe. For de gør bare Tim Hardins i forvejen ret banale men i det mindste beskedne og inderlige sang til en klichéparade i countrygenren. Jovist, det lyder som en ganske autentisk countrysang, men ideerne stopper ligesom bare der. Det er næsten et værre nummer end deres hæslige cover af Help!. Help! har i det mindste stadig noget identitet og en særegen lyd. Men den bliver efter min mening gjort alt for pompøs og storladen, og det instrumentale arrangement i versene er til gengæld for simpelt til sangens store følelser – en akkord pr. taktslag er utrolig uinteressant at høre på.

Der er dog andet godt på pladen end bare de to store hits. Deres lidt jazzede fortolkning af I’ll Never Fall in Love Again er måske ikke det mest udfordrende i verden, og det er måske mere sukkersødt end noget andet, men mange ting derpå virker rigtig godt. Den melankolske Crescent Noon kunne faktisk lyde lidt som en gammel folkevise, men den har enormt meget kant i sin melodi. Det simple arrangement i starten af nummeret klæder også gruppen rigtig godt, og det er ligeledes ret smukt, når nummeret bliver mere intenst hen mod midten. Og de forstår sig også virkelig på at afslutte en plade – Another Song er en meget virtuos sang, der som flere af pladens bedste numre drager inspiration fra jazz. Halvdelen af nummeret er da en ret svedig og totalt uventet jazzet fløjtesolo. Så Close to You har en meget stor kvalitetsmæssig spændvidde. Både fantastiske popklassikere og tredjerangs-covers. Og der er også meget derimellem, sange, der siger ping-pong mellem at være rigtig gode og ret dårlige. Men i sidste ende fylder de dårlige numre vist desværre lidt mere, og de fire numre, jeg rigtig godt kan lide, kan virkelig ikke redde resten, for så gode er de heller ikke igen.