Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 1/4)

Vanguard Festival 2014 startede fredag kl. 12:25, og langt de færreste var mødt op endnu. Pladsen føltes rigtig tom, og der var omkring 10, da der var flest, der stod oppe ved scenen for at se svenske Hurula. Selv kendte jeg dem ikke før koncerten, men jeg blev ret glad for dem. De var meget energiske, og de fik da sørget for, at vi vågnede. Men desværre var det svært for dem at være særlig entusiastiske, når der ikke var flere til at være med. Jeg stod ved siden af en meget entusiastisk svensker, som sagtens kunne agere helt publikum, og hun havde vist set dem adskillige gange, og de var den væsentligste årsag til, at hun var kommet. De gjorde ikke meget på scenen, og deres meget farverige look var nok det mest interessante rent visuelt. Det var ikke en af de bedste koncerter, men den gik da an.

Måske var det i det hele taget en dårlig idé at starte med svenskere, der ikke har så mange fans i Danmark. Efter Seinabo Sey, der ligeledes er svensk, hørte jeg nogle andre snakke om, at de godt kunne genkende sangen Hard Time, der har været et hit på P3, men at de ikke vidste, at det var hende. Hun gjorde heller ikke særlig meget på scenen, men hendes stemme kunne bære meget, og selvom der ikke var mange tilskuere i starten, så fik hun tiltrukket en hel del. Hun var meget charmerende, men der skete godt nok ikke meget. Jeg har svært ved at pointere noget godt eller skidt, for det var ganske begivenhedsløst. Det var nogle fine popsange, der var sunget ganske godt, men det gjorde ikke det store indtryk.

Jeg var til gengæld virkelig glad for Death. Bare rolig, det populære dødsmetal-band har ikke fundet sammen igen uden at du fik noget at vide. Dette er et andet band af samme navn, der har eksisteret i længere tid. De lavede punk, før der var noget, der hed det, og de opfattes i dag som et af de største bands i protopunk-genren. Og så er de oven i købet alle tre sorte, så det ser man ikke hver dag. I dag er de naturligvis gamle, men det skal ikke forhindre dem i at klæde sig i skindtætte leopardbukser og læderjakker med nitter. De var virkelig charmerende, og de havde faktisk lært at sige København på dansk – eller Copenhavn, hvis vi skal være nøjagtige. De sagde også “Vi er dod”. De opførte sig stadig som om, de var midt i deres 20’ere, og de spillede såvel som sang stadig virkelig godt. Det er alt, jeg håbede på, at koncerten ville blive. Death var et af de navne, jeg glædede mig mest til, og forventningerne blev mere end indfriet. Og så annoncerede de også, at de udgiver et nyt album for første gang siden 1976.

Choir of Young Believers spillede derefter, og lad mig sige først, at jeg synes, de er virkelig dygtige musikere, men deres musik er ret stille og meget personlig, og jeg var lidt nervøs for, hvad der ville ske, når de nu skulle spille live. James Blake og The National laver heller ikke det mest energiske musik i verden, men de lavede begge formidable koncerter, da jeg så dem, og i sidstnævnte tilfælde var det endda også udendørs og til en festival. Jeg havde det ikke helt på samme måde med Choir of Young Believers – et glimrende band, som du helt klart burde lytte til. Det startede skidt med nogle tekniske problemer, og forsanger  Jannis Noya Makrigiannis beordrede folk, der sad ned omme bag ved, til at rejse sig op, for efter et par sange at trække det til sig. Ikke særlig rock and roll. Der var et af deres numre, kan ikke huske hvilket, hvor de sagde, at de måske ikke var et danseband, men denne sang kunne man godt danse til. Og det kunne man, det var et klart højdepunkt, men de fleste andre sange var svære at få meget reaktion til. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg som tilskuer skulle for at udføre min del af jobbet. Skulle jeg klappe med? Skulle jeg smile? Skulle jeg blot beundre de virkelig dygtige musikere? Det var ærlig talt ret kedeligt.

Blev festivalen ved på denne måde? Næ, Neneh, nænnede ikke at skuffe os. Neneh Cherry er 50 år gammel nu, men man kunne slet ikke mærke det. Hun var fuld af energi, charme, selvtillid, attitude, og hun havde også et godt band med. RocketNumberNine var måske ikke nær så interessante at se på, men det simple synth/tromme-akkompagnement passede glimrende til Neneh Cherrys stil. Hun var rå som Sushi her. De spillede stort set kun numre fra Cherrys nyeste plade, som hun da også har lavet i samarbejde med RocketNumberNine. Hun var ungdommelig og hun var rig på personlighed, noget hun især gjorde udtryk for mellem numrene. Hun var bare sådan en humørbombe, man kunne ikke undgå at blive glad i hendes selskab. Det var næsten lige så godt som Death!