32 – The Rolling Stones – Let It Bleed (1969)

I 1969 var The Beatles ved at takke af, men deres evige konkurrenter i The Rolling Stones havde kun lige begyndt deres allerstørste succesperiode. De havde lige udgivet den anmelderroste ‘Beggars Banquet’ året forinden – ikke, et album, jeg finder lige så fantastisk som de fleste andre gør, omend det stadig er en fin skive. Roserne er i mine øjne langt mere fortjente, når det gælder opfølgeren, ‘Let It Bleed’ fra 1969. En af årsagerne til, at jeg finder den så meget bedre, er strukturen. For eksempel elsker jeg, at de to sange, der føles allerstørst, er i hver sin ende af albummet. Albummet starter med den grumme, morderiske Vietnam-protestsang ‘Gimmie Shelter’ – et nummer, der byder på nogle tidlige klimakser, når gæstevokalist Merry Clayton synger linjerne »Rape! Murder! It’s just a shot away« for sine lungers fulde kraft. Afslutningsnummeret er derimod en fællessang, der starter diskret og ender i religiøse proportioner med et tilhørende gospelkor for ekstra effekt. Derudover er The Rolling Stones rigtig gode til at skabe dynamisk variation. Disse to står stadig som klare dynamiske højdepunkter, men der er ellers en god vekslen mellem country-ballader, energiske rock and roll-tracks, deciderede bluessange og endda en smule funkinspiration.

Bandet er selvsagt virkelig dygtige – de føjer masser af karakter til de ofte ret simple kompositioner, og de sørger for at tackle de forskellige stilarter med den samme karismatiske balance mellem løssluppenhed og finesse. Det gør, at vi trods en bred sonisk pallette altid kan høre, at vi har at gøre med det samme band – og det er altid meget underholdende at høre dem udforske alskens forskellige lyde. En af mine favoritter er ‘Country Honk’. Det er en øm udgave af deres hit ‘Honky Tonk Women’, hvor instrumentationen er blevet mærkbart mere country-inspireret. I starten virkede det gimmicky i mine øjne, og jeg havde svært ved at forstå, at de ikke bare inkluderede den kendte rockudgave, men den endte med at overvinde mig med sin unikke, uslebne lyd. Den bliver efterfulgt af en solid, dejligt rodet rocksang ved navn ‘Live With Me’, der byder på både en fed saxofonsolo, en flot basgang, et levende klaver og nogle trommer, der bliver smadret synder og sammen. Dette album er generelt rig på den attitude, Stones oprindeligt gjorde sig bemærkede for, dog med langt mere målrettethed, end man finder på deres tidligste plader.

Der er nogle få tracks, der ikke siger mig det store. Det seksuelle, druggy titelnummer siger mig ikke det store, og jeg synes at hooket bliver lidt for ensartet, samt at Mick Jaggers stemme kan gå hen og blive irriterende. Jeg er dog glad for både dens brug af klaver, slideguitar og bas, der tilføjer godt med liv til tracket. Jeg synes måske også, at den stille bluesballade ‘Love in Vain’ er en lidt for stille opfølger til ‘Gimmie Shelter’ – det er godt med dynamisk afveksling, men det føles lidt som om, man pludselig har startet det hele forfra. Både den og den lidt mere country-prægede ‘You Got the Silver’ er i den mere forglemmelige ende af albummet – sidstnævnte er dog en glimrende stemningssætter for den vovede, funky ‘Monkey Man’, der ville have været oplagt til at afslutte albummet, hvis det ikke var for den mesterlige ‘You Can’t Always Get What You Want’. På ‘Monkey Man’ går hele bandet amok til sidst, især Jagger og Richard, og det går lige i hjertet. ‘Let It Bleed’ er en virkelig hyggelig, underholdende plade. Jeg tror ikke, man skal forvente det helt store kunstneriske statement, man skal mest af alt bare lade sig rive med. For når man lader sig rive med, ender man med en rigtig tilfredsstillende albumoplevelse.

57 – The Rolling Stones – Beggars Banquet (1968)

Da jeg første gang satte den klassiske plade “Beggars Banquet”, som The Rolling Stones udgav i 1969, på, blev jeg naturligt nok mødt af åbningsnummeret, “Sympathy for the Devil”, der er noget nær et perfekt nummer. Den groovy sambarytme i percussion-sektionen sat op imod Keith Richards’ højaktive bas er i sig selv vidunderligt at lytte til, men uanset om man kigger på den sjove, lettere morbide tekst, det velklingende klaver eller det sjove “woo-hoo” fra koret i baggrunden, så går det hele op i en højere enhed. Den sang er på en gang det bedste og det værste ved “Beggars Banquet”, for selvom den er en fantastisk sang, har resten af pladen svært ved at leve op til de umådeligt høje standarder, der fra starten bliver sat. Især fordi lyden på resten af pladen faktisk er ganske langt fra den lyd, pladen i hovedreglen præsenterer. Der er en del nedtonede, rå numre, der tager meget fra blues og country, og størstedelen af instrumenterne fra åbningsnummeret vender ikke tilbage senere på pladen. Efter en del gennemlytninger er jeg dog endelig begyndt at kunne sætte pris på resten af pladen, der trods alt har ret meget at byde på.

The Rolling Stones’ tidligste materiale tog meget udgangspunkt i blues, og på “Beggars Banquet” vendte de dermed tilbage til deres rødder, blot som mere erfarne musikere, der havde fået mere kreativ frihed nu, hvor de var superstjerner. De helt rendyrkede blues-sange som “No Expectations” og “Prodigal Son” er virkelig velarrangerede, og de bærer en nydeligt eksekveret lyd, der gør, at man kan lægge mærke til al finessen i instrumentationen. Hvis pladen havde været fyldt med sådan nogle numre, ville jeg nok være helt oppe at køre over pladen. Den samme produktion fungerer også helt fantastisk på folk-sangen “Factrory Girl”, der flot blander violin og akustisk guitar med tablas og congas på en måde, der underligt nok virker helt naturlig. Dette nummer agerer også som nydelig stemningsmæssig optakt til den afsluttende “Salt of the Earth”, der starter som endnu en vemodig folk-ballade, før den elegant lader sig udvikle mod et gospel-inspireret klimaks. Mens lyden er smuk på tværs af de mere afdæmpede numre, er sangskrivningen mere svingende. “Dear Doctor” er en ret fjollet lille country-sang, “Parachute Woman” gør ikke noget, man ikke har set mangt en blues-trubadur gøre før, men omvendt er “Jigsaw Puzzle” og “Salt of the Earth” nogle af gruppens i mine øjne mest oversete kompostioner.

“Sympathy for the Devil” er ikke det eneste nummer, der stikker meget ud på “Beggars Banquet”. Der er også to hårdere, mere fyldige rocknumre, der peger i nogle lidt andre retninger. Den første er den klassiske “Street Fighting Man”, der foruden et meget kreativt arrangement byder på en mere hektisk, vred stemning end pladen generelt byder på. Det er et godt nummer, den har en fed tekst, men midt mellem to numre, der er så jordnære som “Jigsaw Puzzle” og “Prodigal Son” kommer den lidt ud af det blå. Det andet nummer er den lumre “Stray Cat Blues”, der absolut er nummeret, der præsenterer den mest arketypiske Rolling Stones-lyd på pladen. Foruden at teksten er ret creepy, hvis man lige hører efter i starten, føles den ret ligegyldig. Nummerets seksuelle natur kan muligvis have været mere opsigtsvækkende i 1968, men i dag kan man lidt undre sig over, hvad de egentlig vil sige. Nummeret passer dog betydeligt bedre, da den kommer lige efter den ligeledes blues-inspirerede “Prodigal Son”, og den formår også få den yndig lyd på den efterfølgende “Factory Girl” til at lyde endnu skønnere. Mens jeg stadig synes, at “Beggars Banquet” er lidt af en blandet oplevelse, må jeg sige, at den bliver bedre med hver gennemlytning. Jeg havde bare forventet lidt mere.

63 – The Rolling Stones – Sticky Fingers (1971)

Jeg har lyttet til The Rolling Stones-pladen ‘Sticky Fingers’ et par gange før, uden at nogen anmeldelse har været i mine tanker, og den sagde mig ikke rigtig noget specielt. Åbningsnummeret, ‘Brown Sugar’ har længe været en af mine favoritter i bandets diskografi, og også de country-prægede numre ‘Wild Horses’ og ‘Dead Flowers’ havde jeg et forhold til forinden, men efter at have hørt pladen, var jeg lettere ambivalent, og fandt dens mange forsøg på at inkorporere mere country i bandets lyd lettere ensartet. Da jeg for nylig satte den på med anmelderbriller, var det desværre stadig min indgangsvinkel, men med gentagne gennemlytninger stod det mig i stigende grad klart, at jeg tog grueligt fejl. Faktisk forstår jeg næsten ikke, hvordan jeg kunne have den holdning, jeg havde. Jovist, der er flere numre med country indflydelse her end på nogen anden Stones-plade, jeg har hørt, men pladen bærer på et væld af forskellige indflydelser, der alle gør pladen levende og farverig. Om det er blues på et nummer som ‘You Gotta Move’, rhythm & blues på ‘Bitch’ eller sydstatssoul på ‘I Got the Blues’, er der et varieret udbud af indflydelser til stede på pladen.

Underligst er hvordan jeg nærmest helt glemte alt om ‘Can’t You Hear Me Knocking’. Jeg tror, jeg nogenlunde kunne huske det første halvandet minut nummeret, hvilket da også er en fin blues-rock-sang, men det smukke sker for alvor bagefter, hvor vi bliver vidner til et smukt, harmonisk crescendo, der leder ind til 4½ minuts fusionsjazz. Det hele sker så gnidningsfrit, at man knap nok lægger mærke til det. The Rolling Stones formår på en eller anden måde at få så radikalt stilskift til at virke som sangens naturlige progression. Denne tilsyneladende lille præstation er nok noget af det mest imponerende, gruppen har udrettet i deres karriere, og det udtrykker for mig flot, hvor ‘Sticky Fingers’ virkelig brillerer, nemlig i at få oplevelsen til at synes gnidningsfri. Og jeg tror netop, det er her, jeg gik galt i byen, da jeg hørte ‘Sticky Fingers’ første gang. Ved første øjekast er den meget mere konventionel end den egentlig er, netop fordi lytteoplevelsen er så sammenhængende. Det er lidt af et tosidet sværd, men på længere sigt finder jeg generelt denne diskrete tilgang til lytteoplevelsen meget tilfredsstillende. Det gør mig interesseret i at kigge på de sammenhænge, der ligger i disse numre, der ellers er meget forskellige, men alligevel passer så godt sammen side om side.

‘Sticky Fingers’ bevæger sig rigtig elegant fra nummer til nummer, hvilket i sig selv gør lytteoplevelsen engagerende, men albummet som helhed byder også på en meget interessant rejse. Man starter nemlig i det helt rå, fandenivoldske, det man kender The Rolling Stones bedst for, med nummeret ‘Brown Sugar’. Nogle solide riffs, godt med attitude og en tekst, der med gode grunde blev kontroversiel, og så er man ellers kørende. Albummet slutter i den helt modsatte grøft med nummeret ‘Moonlight Mile’, der er en sentimental soul-præget ballade, hvor bandet får assistance af både et strygerensemble og en pianist. Det er en storladen, moden afslutning på en plade, der ellers virker juvenil lige fra man ser pladecoveret. Afslutningen er så tilfredsstillende netop fordi tracklisten er så sammenhængende. Helhedsoplevelsen på pladen er altså rigtig god, også selvom der er nogle forglemmelige øjeblikke hist og her. Det eneste track, der hele vejen igennem er uinspirerende er dog nok det akustiske blues-jam ‘You Gotta Move’, og selv denne udvider pladens lydbillede, og passer godt ind som en overgang fra jazzen på ‘Can’t You Hear Me Knocking’ tilbage til rocken på ‘Bitch’. Ellers fungerer alle numre på ‘Sticky Fingers’ bare skidegodt, og jeg kan let se mig vende ofte tilbage til pladen.

108 – The Rolling Stones – Aftermath (1966)

Jeg har haft mine problemer med The Rolling Stones på det sidste. Jeg lyttede til den amerikanske udgivelse The Rolling Stones, Now! fra 1965, og jeg var slemt skuffet, men jeg tænkte, at det nok handlede om, at de amerikanske Rolling Stones-albums dengang end ikke var sammensat af bandet selv. Derfor valgte jeg at lytte til den britiske udgave, da jeg skulle anmelde Out of Our Heads fra samme år, og den led desværre af mange af de samme problemer som The Rolling Stones, Now!. Min konklusion var da, at The Rolling Stones’ tidlige plader ikke lever op til de standarder, der senere blev sat af plader som Beggars Banquet og Between the Buttons. Spørgsmålet må jo da være, hvornår pladerne begyndte at være gode, og for mit vedkommende er det nok ved Aftermath fra 1966. Dette har delvist noget at gøre med, at de er blevet mere eventyrlystne i forhold til det instrumentale. Lyden bliver endelig mere end blot noget skramlet blues-rock, der er nu numre med cembalo, marimba og endda et japansk instrument kaldet en koto. De udnytter også deres instrumenter til at skabe mere spændende lydbilleder nu, hvor det især kan fremhæves, hvordan guitaren på Mother’s Little Helper næsten lyder som en sitar.

De turde også på Aftermath at skubbe gruppen i nye retninger på andre måder. Dels er den med sine 53 minutter den længste plade, gruppen dengang havde udgivet, og i det hele taget en af de længste plader, der nogensinde var blevet presset ned på en enkelt LP. Det var også den første plade fra The Rolling Stones, der ikke indeholdt nogen covers, og den lyder absolut mere moderne af, at den ikke trækker så meget på gamle Muddy Waters- og Chuck Berry-numre. De viser også flot deres evner som sangskrivere, bl.a. på Mother’s Little HelperOut of Time og Lady Jane for at nævne et par personlige favoritter. De tog også chancer ved at lade et 11 minutter langt nummer ved navn Going Home være på pladen. Det er en lidt langtrukken affære, men man lægger faktisk nærmest ikke mærke til længden. Den måtte godt være kortere, men det er nu ganske underholdende at høre gruppen jamme i så lang tid. Og det er jo heller ikke fordi hvert eneste nummer på pladen er et mesterværk, men bundniveauet er på alle måder acceptabelt, og man når ikke at komme til at kede sig.

Teksterne kommer også mere i fokus, nu hvor Mick Jagger og Keith Richards selv har stået for dem, og det sker på godt og ondt. Mother’s Little Helper har en helt genial tekst, de fleste andre er også ganske glimrende. Der er nogle få, der skærer i ørerne. Stupid Girl, en af pladens svageste sange musikalsk såvel som lyrisk, har en ret barnlig tone til sig, og de prøver i lidt for høj grad at fortsætte deres bad boy-stil her. Det nummer, der splitter mig mest er dog nok Under My Thumb. Musikken her er fænomenal, ingen tvivl om det, men teksten får mig virkelig til at krumme tæer. Den er faktisk formuleret ret godt, men den er så dybt sexistisk, at den kan være svær at sluge, i hvert fald med moderne øjne, og jeg kan ellers sagtens klare at høre dem synge om voldtægt på Brown Sugar. Jeg er ligeglad med, om det er satire, for teksten er stadig en kende ubehagelig. Aftermath er i gruppens diskografi placeret lige mellem Out of Our Heads og Between the Buttons. Den er mellem noget meget middelmådigt og et vaskeægte mesterværk. Kvalitetsmæssigt befinder Aftermath sig også nogenlunde lige mellem disse. De viser potentiale og kreativitet, og det skal de sgu have en tommel op for.

114 – The Rolling Stones – Out of Our Heads (1965)

De transatlantiske udgivelser af tidlige Rolling Stones-plader er noget værre roderi. Jeg har allerede anmeldt den rodebutik, der var den amerikanske plade The Rolling Stones, Now, hvor man fik 12 sange, der oprindeligt var tiltænkt hele 4 forskellige albums. To af disse sange, der desuden absolut var blandt mine favoritter på den ellers noget middelmådige skive, var Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) og Heart of Stone. Disse var i Europa tiltænkt den dengang endnu ikke udgivne plade Out of Our Heads, der derfor også måtte udgives i en seperat amerikansk og europæisk udgave. Det er noget værre roderi, men jeg stoler på, at Rolling Stones selv ved, hvordan de laver deres plader bedst, så derfor har jeg valgt at lytte til den oprindelige europæiske udgave af Out of Our Heads, selvom jeg så måtte døje med to numre, jeg allerede havde hørt på en anden Stones-plade. På Out of Our Heads finder man den spæde, animalske rock and roll- rhythm and blues-prægede lyd, der præger så mange tidlige Rolling Stones-plader. Den er meget løssluppen, og den resulterer i meget korte sange. Den indbyder ikke til det størst tænkelige niveau af dybde, men den er skam stadig underholdende.

Rullestenene har ikke selv skrevet særlig mange af sangene på Out of Our Heads. 8 af de 12 sange er covers af amerikanske R&B- og Rock & Roll-numre, især fra starten af 60’erne. Det er altså ikke særlig gamle numre, der er tale om, men kunstnerne, de fortolker, er klart stadig væsentlige inspirationskilder for gruppen. Det er bl.a. Marvin Gaye, Sam Cooke og Chuck Berry, og de fleste af deres kompositioner passer glimrende sammen med gruppens egne numre. The Rolling Stones giver tit sangene meget personlighed, dels gennem Mick Jaggers ikoniske bad boy-vokal, men også gennem instrumentationen, der er mere rå og seksuel end på de amerikanske originaler. Med det sagt er numrene ganske sjældent særlig engagerende. Det kan handle om, at Mick Jagger slet ikke har registeret til at give Good Times nær så meget sjæl som Sam Cooke kan, eller måske fordi den mere løsslupne instrumentation ender med at distrahere fra den gode sangskrivning. Instrumentationen er nok i det hele taget så ukontrolleret, at den ender med at give et lettere mudret indtryk. Den polerede lyd på Chuck Berrys oprindelige udgave af Talkin’ About You er bare meget lækrere end det roderi, Rolling Stones præsenterer.

Dette problem med den grove, upolerede lyd hænger meget sammen med pladens problemer med dynamik. Out of Our Heads er måske en kort plade, men 30 minutter af stort set samme energi- og lydniveau kan være belastende. De går væk fra det på de glimrende Heart of Stone og Oh Baby (We Got a Good Thing Goin’) samt de noget svagere Good Times og Cry To Me og overraskende nok det afdæmpede afslutningsnummer I’m Free.  I forhold til de to første numre er deres dynamiske sans virkelig nogle klare styrker. Internt veksler de også smukt mellem det stille og det højlydte, og det gør numrene meget mere engagerende. Hvis man skal tage ja-hatten på, må jeg også få sagt at pladens høje energiniveau og rodede instrumentation faktisk er ganske sjov. Det er god, billig underholdning, der tilfredsstiller mig på samme måde som en lavbudgets-gyserfilm. Og i modsætning til The Rolling Stones, Now er der faktisk adskillige sange, der er mindeværdige. Deres covers af She Said Yeah og That’s How Strong My Love Is er også gode. Hvis du har en halv time, hvor du ikke ved, hvad du skal sætte på, så er Out of Our Heads en fin plade. Der er rigtig mange væsentlige problemer ved den, men der er også nogle ganske glimrende momenter i løbet af oplevelsen.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Ugens playlist #1: Barok-pop

Jeg elsker Spotify. Jeg elsker, hvordan de underbetaler musikere, ofte blot er en reklamesøjle for de store pladeselskaber, og hvordan de lige har fjernet den ellers geniale MusixMatch-feature, angiveligt fordi folkene bag MusixMatch ikke ville gå med til at gøre deres service spotify-eksklusiv. Mens jeg ville ønske, de førte andre forretningspraktikker, er det trods alt det man kan forvente af større forretninger, og Spotify er stadig en rigtig god streamingtjeneste, der tilbyder mange spændende services. Jeg bruger selv stort set alle facetter af spotify adskillige gange om måneden. Blandt andet har jeg lavet adskillige playlister. Nogle gange vil jeg ramme en bestemt stemning, andre gange vil jeg udforske en genre, af og til vil jeg endda prøve at lave en udførlig liste over mine top 100 sange fra et bestemt årti eller noget i den stil. Sidstnævnte bliver dog ret hurtigt forældet og misvisende.

Men lad mig komme til sagen: jeg vil gerne dele nogle af mine spotify-eventyr med jer. Så hver uge, vil jeg dele en playlist, jeg har lavet. Jeg vil gerne starte med én, jeg er ganske stolt af, nemlig en playlist med barok-pop. Hvad er barok-pop? Mens det kan lyde som en bizar fusion af Justin Timberlake og J.S. Bach, er det en noget mere elegant genre end det. Det er kort sagt popmusik, der vælger at bruge instrumenter, der typisk associeres med klassisk musik samtidig med, at de beholder nogle typiske popkarakteristika i instrumentationen. Horn, strygere og cembalo spiller her side om side med bas, guitar og trommer. Tænk på værker som Pet Sounds af The Beach Boys, Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles eller mere moderne kunstnere som Florence + The Machine, Father John Misty og Arcade Fire. Jeg har samlet 200 sange, så min bedste anbefaling er, at slå shuffle til, og spille den, når du har brug for noget behageligt, roligt, men stadig skæv, fængende og iørefaldende musik. Den er god til aftensmaden eller til lige at vågne op til. Man kan selvfølgelig også sagtens opdage ny musik gennem playlisten, så derfor har jeg tilføjet mere obskure navne såsom Love and Rockets, Owen Pallet, Camera Obscura og Mother Lewinsky. God lyttelyst.

181 – The Rolling Stones – The Rolling Stones, Now! (1965)

Jeg har efterhånden anmeldt en del Rolling Stones-plader, så jeg har ret godt styr på dem. Jeg har også været vældig glad for alle de af deres plader, jeg har anmeldt, men de har også alle været fra efter, de har været etablerede i et par år. De har også til fælles, at rullestenene har skrevet stort set alle sange på disse plader, og at sangene er i den rækkefølge, de var tiltænkt. The Rolling Stones, Now! er derimod en plade fra 1965, tre år inde i deres karriere. Den var udelukkende tiltænkt et amerikansk publikum. Over halvdelen af sangene er oprindeligt fra pladen The Rolling Stones No. 2, som dengang kun var udgivet i Europa. Det betyder, at pladens rækkefølge er sammensat af folk fra bandets amerikanske pladeselskab og ikke medlemmerne selv. Og man får heller ikke mere end fire numre, der er skrevet af Mick Jagger og Keith Richards, så det meste af pladen består af covers af diverse amerikanske blues- og rock and roll-sange. Sådan er det med alle gruppens plader fra før 1967, og de fleste af gruppens fans er ret enige i, at de britiske udgaver af pladerne altid er de bedste.

Men der er ikke nogen grund til at være negativt stemt på grund af sådan nogle bagateller. The Rolling Stones er jo stadigvæk fantastiske musikere, der har givet os adskillige udødelige klassikere gennem tiderne. Ingen af dem er på The Rolling Stones, Now!, men det er heller ikke nødvendigvis et problem. Hverken Between the Buttons eller Exile on Main St. har nogen af de helt store sange på sig, men de fleste ville med god ret betegne dem som mesterværker. Og “klassiker” er måske et stort ord at bruge om den, men mindeværdig er denne plades Heart of Stone da. Det er et af de bedste bekendtskaber, jeg har fået ved at lytte til The Rolling Stones, Now! med sin oprigtige vokal, originale og stemningsrige melodi og sit rå men stadig ret finurlige arrangement. Jeg er også meget begejstret for deres cover af Bo Diddleys Mona (I Need You Baby). Dette er en helt fantastisk udgave, der viser al gruppens spilleglæde til fulde, og der er sjove detaljer: guitarriffet, der næsten er en prototype på The Smiths’ How Soon Is Now?, dejligt kraftige trommer, frembrusende vokal og inkorporering af surf-guitar.

De tilføjer tit disse numre nogle nye ting, men efter min mening er der stadig lidt langt mellem snapsene. Little Red Rooster gør for mig intet, som udgaven med Howlin’ Wolf  ikke gør bedre. Det bedste, jeg umiddelbart kan sige i forhold til deres cover af Chuck Berrys You Can’t Catch Me, er at den har lært mig originalen at kende. Hvor Chucks er skæg og finurlig, er The Rolling Stones’ version flad, udynamisk og lydmæssigt stort set bare støj i mine øre. I mange tilfælde ville jeg sige, at nummeret, de opfører bare lyder som en amerikansk bluessang med markant mindre finesse. For Keith Richards var endnu ikke rigtig den fantastiske guitarist, man kender fra senere i gruppens karriere, og Jagger er ikke ligefrem Bobby ‘Blue’ Bland. Jeg elsker virkelig The Rolling Stones, men på mange måder føles en god portion af denne plade bare som at høre dine gode venner opføre et par bluesstandarder til en gratiskoncert. I forhold til sange som Everybody Needs Somebody to LoveWhat a Shame og You Can’t Catch Me kan jeg bare slet ikke se nogen årsag, til at de eksisterer. Jeg mærker ingen inspiration, ingen drivkraft. Der er spilleglæde, men det redder ikke alt. Der er nogle få ret gode sange på The Rolling Stones, Now! men som en helhedsoplevelse er der ikke meget at komme efter.

211 – The Rolling Stones – Tattoo You (1981)

Efter den fantastiske Some Girls begyndte The Rolling Stones at udgive plader med musik, der oprindeligt var tiltænkt andre albums. Den første af disse var Emotional Rescue, og på mange af numrene på den, forstår man godt, hvorfor de ikke kom med i første omgang. Det er ikke sådan, man har det, når man lytter til albummet, de udgav derefter, Tattoo You fra 1981. Det første nummer er et af de bedste og mest populære, de har lavet, det er intet ringere end Start Me Up. Den sang er så hårdtslående, så fængende, så sjov, at man har svært ved ikke at elske den. Denne var åbenbart oprindeligt et reggae-inspireret track, der ikke var godt nok til Black and Blue-albummet. Med andre ord måtte det have været fuldstændig forfærdelig, for Black and Blue er ikke kendt for sin kvalitetskontrol. Og jeg har hørt demoen, den er ikke særlig god, men de fik virkelig forvandlet den sang til et mesterværk gennem hårdt arbejde og stor kærlighed til musikken. De prøvede også at lave den til Some Girls og Emotional Rescue, men jeg er glad for, at de ventede, for udgaven på Tattoo You er bare perfekt.

Vi får ikke en stor, følelsesrig plade i stil med Beggar’s Banquet eller Let It Bleed, men vi får til gengæld noget virkelig fed rockmusik af den slags, The Rolling Stones i første omgang blev populære for at fremføre. Det minder mig meget om Between the Buttons og Out of Our Heads. Dette er tydeligt på mange af de bedste sange på pladen, f.eks. fan-favoritten Little T&A og den ustyrlige NeighboursNeighbours er en af de to sange på hele pladen, der faktisk var skrevet til denne plade. Den anden er den meget interessante Heaven, der lidt lyder af noget dreampop. Det er en meget speciel blanding af Mick Jaggers falset, efterklang og vokaleffekter, der giver nummeret denne særprægede lyd. Tattoo You er meget kraftigt delt op i to sider. Den første side er en række ret rå rock and roll- og blues-inspirerede sange, mens den anden halvdel er mere fokuseret på ballader. Størstedelen af disse er også gode, men jeg synes, at det er lidt mere ensformigt her end før, og ingen af disse er ligefrem en ny Angie eller noget. Heaven hører til på denne side, og det gør den fantastiske Waitin’ on a Friend ligeledes.

Den første sang på side to er Worried About You, der er lidt lang tid om at komme i gang, men når det først sker, så er det en rigtig god sang. Jeg kan ikke sige, at jeg havde særlig stærke følelser for Tops eller No Use in Crying, men ligesom Worried About You, så har de uden tvivl deres øjeblikke, og de ødelægger absolut ikke albummet for mig. Den første side gør dog virkelig, at jeg er glad for denne plade. Sange som Little T&A, Hang Fire og Start Me Up er bare fuldkommen vidunderlige, men også de mindre populære sange er skønne. Jeg har allerede afsløret min kærlighed for Neighbours, og den virkelig blues-inspirerede Black Limousine er et eksempel på, hvordan selv de ældste ideer kan blive ved med at fungere, hvis man bare kan gøre det godt. Tattoo You er ikke en kandidat til den bedste Rolling Stones-plade, men det fortæller rettere noget om deres generelle kvalitet end om Tattoo You. Tattoo You er nemlig stadig en virkelig god plade, og den er dejligt simpel i sin fremgangsmåde. Og de bedste sange på pladen kan virkelig mænge sig med mange af 60’ernes og 70’ernes store Stones-klassikere.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (5-1)

Pyha! Man nåede det da lige i tide! Slut med at dovne så meget. Nu skal jeg være rigtig produktiv. Og til alle jer Roskilde-deltagere, her er 5 navne, I bare skal se! Der er både nyt og gammelt, men dette er faktisk alt sammen musik, der appellerer til et ret så bredt publikum. Og vi kan da starte med et af de navne, der virkelig har solgt biletter!

5 – Stevie Wonder
At forklare hvorfor folk skal se Stevie Wonder virker ret latterligt – altså, du ved jo godt hvem han er, og selvom øjenkontakt måske ikke er hans stærke side, så er han en af de musikere, på festivalen, der har det stærkeste bagkatalog. Jeg har allerede anmeldt en af hans plader, Music of my Mind, og selvom den ikke har de mest kendte Wonder-numre på sig, synes jeg selv, at jeg meget godt der beskriver, hvorfor Wonder er så genial. Det mest utrolige er dog, at han ikke lyder så meget ældre. Hans stemme er stadig helt fantastisk, og fra hvad jeg har set, så har han en helt utrolig kontakt til publikum til trods for sin blindhed. Jeg har set mange musikere med velfungerende øjne, der kunne lære noget af ham. Og hans orkester virker også bare som et af de bedste man kan finde. De spiller så stramt og funky, at disse sange lige så godt kunne være spritnye. Det skal nok blive en fest. Og som en, der aldrig har været på Roskilde, så synes jeg bare stadig, at sammensætningen af hr. Wonder og Orange Scene virker så naturlig, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Se Stevie Wonder. Så kan du altid se The Horrors eller Diplo en anden gang.

4 – Damon Albarn
Hvor mange mennesker kan sige, at de har været forsanger i ikke blot ét, men hele to af de største bands i løbet af de sidste 20 år? Og når man så har en solokarriere oveni Blur og Gorillaz, og engangs-sideprojekter ved navn Rocket Juice & the Moon, Mali Music og The Good, the Bad & the Queen, så er der linet op til en af de bedste koncerter på dette års Roskilde Festival. Sideprojekterne forventer jeg ikke, at han spiller noget fra, men alene Blur, Gorillaz og solokarrieren er mere end nok til en uforglemmelig aften på Arena. Hans musik i de tre væsentligste projekter er så forskellig, at man kan forvente alle mulige former for stemning – den cool, alternative stemning fra Gorillaz, den festlige og dansevenlige britpop fra Blur og det stille, triste, meget voksne fra solokarrieren giver ham mulighed for at gøre koncerten rigtig varieret, hvilket kan ende med at gøre det til en af de bedste koncerter. For at en koncert er varieret kan ende med at gøre den til noget af det mest mindeværdige man oplever. Og omgivet af koncerter, som man jo er på en festival, så er det vigtigt at stikke ud i hukommelsen. Og derudover så er Damon Albarn lidt af en sær karakter. Han er helt sikkert sjov at se bevæge sig rundt på scenen for øjnene af en.

3 – The Rolling Stones
Ja, der er to navne, som for mig er mere tillokkende end de gamle drenge, men dem kommer jeg til. Hvis de var hentet i en tidsmaskine, så det var Rolling Stones anno 1981, der spillede, så ville de klart være på førstepladsen, men alderen har jo gjort noget. Men den har gjort overraskende lidt, for selvom de ligner zombier, så er de stadig virkelig energiske og ungdommelige i både lyd og manerer. De er ældre end mine bedsteforældre, og jeg kan ikke engang forestille mig mine forældre gøre det de gør. Og jeg tror, at noget af det, der gør, at de holder, er, at de bygger mere på deres udtryk end deres tekniske kunnen. Mick Jagger er ingen Robert Plant, men selv ikke Robert Plant er som Robert Plant var i gamle dage længere. Mick Jagger – jo, man kan da af og til høre på nyere liveoptagelser, at han bliver forpustet, men det har aldrig været det vigtige. Så længe, han giver den gas, så er det tekniske ligegyldigt. Jeg så Mount Kimbie på NorthSide, og deres show var teknisk imponerende, men det var virkelig kedeligt at se på, og jeg blev kun fordi musikken i sig selv var fantastisk. Franz Ferdinand var til gengæld teknisk lidt af en rodebutik, men det endte med at være en af festivalens sjoveste og dermed bedste koncerter, fordi der var gang i dem. Og Franz Ferdinand er lidt nogle unge Rolling Stones – og Rolling Stones kan stadig gøre det dobbelt så godt som dem, vil jeg tro.

2 – Haim
Ja, Haim er højere end The Rolling Stones. Du kan sagtens fortælle mig, at det bare er simpel popmusik, og ja det er det. Og Days Are Gone er ikke bedre end Let It Bleed eller Sticky Fingers, men Haim er bare et af verdens bedste livebands. De har meget nær kontakt med publikum, de elsker tydeligvis at gøre, det de gør, og så er de ikke så uskyldige, når de er live. Deres lyd er meget mere rocket, og Este Haims “basfjæs” er noget af en oplevelse, jeg kender ingen bassist, der lever sig nær så meget ind i det, hun laver. Og så hiver de trommer ind, begynder at jamme, og alle synger og danser med på deres singler, og vi får en ny kærlighed for de mere ukendte sange. De var helt fantastiske i Store Vega tidligere i år, hvor Danielle Haim oven i købet havde fødselsdag. Vi sang fødselsdagssang for hende, og så spurgte de bagefter, om vi havde en dansk fødselsdagssang, og så sang vi “I dag er det Danielles fødselsdag – Hurra, hurra, hurra”, og de forstod nok ikke andet end “Danielle”, men de lod til at nyde det. De er virkelig bare karismatiske, sjove, venlige, dygtige og jeg tror ærlig talt ikke på, at Rolling Stones kan gøre det bedre end dem. Faktisk er der kun ét navn, jeg tør sige det om, og det er…

1 – Future Islands
Okay, dette er ikke det største navn, og det er heller ikke et navn, jeg har kendt i særlig lang tid. Men lige fra første gang, jeg så en video med dem, vidste jeg, at jeg var nødt til at se dem. Jeg så dem optræde på David Letterman, og det er en af de mest magiske liveoptrædener i verden. Det er ikke på grund af bandet som sådan, de er ikke videre interessante at se på, og musikalsk er de ganske vist meget dygtige, men de er hverken på niveau med Damon Albarn, The Rolling Stones eller for den sags skyld Haim. Det hele ligger i forsanger Samuel Herring. Han lyder virkelig sjovt på studietracks, og på David Letterman er han endnu mere fantastisk. Han danser og synger, så man bare ikke kan undgå at smile. De har sidenhen optrådt hos f.eks. Jimmy Kimmel, og de spillede også på VoxHall som en del af Pop Revo. Jeg var ikke til Pop Revo, men hos Jimmy Kimmel var de ligeledes formidable, og på hver eneste optagelse, jeg kan finde af dem, så er Samuel Herring bare en ustoppelig kraft. Og det virker faktisk naturligt, hvilket er underligt. Han er vores generations David Byrne, og det siger jeg som en stor, stor Talking Heads-fan. Og de spiller ikke engang samtidig med noget særlig interessant, hvis du spørger mig. Fredag på Roskilde bør bare afsluttes i Avalon, og dermed basta!

Hvad skal DU se på Roskilde? Hvad synes du om min liste? Synes du, jeg mangler Slowdive? Det gør jeg også selv, men de ville nok være lidt længere nede på min top 15, så det er for sent nu. Hvis du ikke er så glad for dem, jeg har skrevet om, har jeg dog en fin lille liste af formidable bands, der sagtens kunne være endt her, hvis de ikke spillede samtidig med mere interessante navne:

Torsdag:
Future of the Left, Liars, Lykke Li, Bastille

Fredag:
Pusha T, Deftones, Rob Zombie, Darkside

Lørdag:
Icona Pop, Spids Nøgenhat, The Men

Søndag:
Julia Holter, MØ, The Horrors