Jeg har efterhånden anmeldt en del Rolling Stones-plader, så jeg har ret godt styr på dem. Jeg har også været vældig glad for alle de af deres plader, jeg har anmeldt, men de har også alle været fra efter, de har været etablerede i et par år. De har også til fælles, at rullestenene har skrevet stort set alle sange på disse plader, og at sangene er i den rækkefølge, de var tiltænkt. The Rolling Stones, Now! er derimod en plade fra 1965, tre år inde i deres karriere. Den var udelukkende tiltænkt et amerikansk publikum. Over halvdelen af sangene er oprindeligt fra pladen The Rolling Stones No. 2, som dengang kun var udgivet i Europa. Det betyder, at pladens rækkefølge er sammensat af folk fra bandets amerikanske pladeselskab og ikke medlemmerne selv. Og man får heller ikke mere end fire numre, der er skrevet af Mick Jagger og Keith Richards, så det meste af pladen består af covers af diverse amerikanske blues- og rock and roll-sange. Sådan er det med alle gruppens plader fra før 1967, og de fleste af gruppens fans er ret enige i, at de britiske udgaver af pladerne altid er de bedste.

Men der er ikke nogen grund til at være negativt stemt på grund af sådan nogle bagateller. The Rolling Stones er jo stadigvæk fantastiske musikere, der har givet os adskillige udødelige klassikere gennem tiderne. Ingen af dem er på The Rolling Stones, Now!, men det er heller ikke nødvendigvis et problem. Hverken Between the Buttons eller Exile on Main St. har nogen af de helt store sange på sig, men de fleste ville med god ret betegne dem som mesterværker. Og “klassiker” er måske et stort ord at bruge om den, men mindeværdig er denne plades Heart of Stone da. Det er et af de bedste bekendtskaber, jeg har fået ved at lytte til The Rolling Stones, Now! med sin oprigtige vokal, originale og stemningsrige melodi og sit rå men stadig ret finurlige arrangement. Jeg er også meget begejstret for deres cover af Bo Diddleys Mona (I Need You Baby). Dette er en helt fantastisk udgave, der viser al gruppens spilleglæde til fulde, og der er sjove detaljer: guitarriffet, der næsten er en prototype på The Smiths’ How Soon Is Now?, dejligt kraftige trommer, frembrusende vokal og inkorporering af surf-guitar.

De tilføjer tit disse numre nogle nye ting, men efter min mening er der stadig lidt langt mellem snapsene. Little Red Rooster gør for mig intet, som udgaven med Howlin’ Wolf  ikke gør bedre. Det bedste, jeg umiddelbart kan sige i forhold til deres cover af Chuck Berrys You Can’t Catch Me, er at den har lært mig originalen at kende. Hvor Chucks er skæg og finurlig, er The Rolling Stones’ version flad, udynamisk og lydmæssigt stort set bare støj i mine øre. I mange tilfælde ville jeg sige, at nummeret, de opfører bare lyder som en amerikansk bluessang med markant mindre finesse. For Keith Richards var endnu ikke rigtig den fantastiske guitarist, man kender fra senere i gruppens karriere, og Jagger er ikke ligefrem Bobby ‘Blue’ Bland. Jeg elsker virkelig The Rolling Stones, men på mange måder føles en god portion af denne plade bare som at høre dine gode venner opføre et par bluesstandarder til en gratiskoncert. I forhold til sange som Everybody Needs Somebody to Love, What a Shame og You Can’t Catch Me kan jeg bare slet ikke se nogen årsag, til at de eksisterer. Jeg mærker ingen inspiration, ingen drivkraft. Der er spilleglæde, men det redder ikke alt. Der er nogle få ret gode sange på The Rolling Stones, Now! men som en helhedsoplevelse er der ikke meget at komme efter.