Kategoriarkiv: Anmeldelser

21: Chuck Berry ‘The Great Twenty-Eight’ (1982)

Udgivet den af
1

Chuck Berry-opsamlingen ‘The Great Twenty-Eight’ var #21 på den oprindelige 2003-udgave af Rolling Stone-listen over de bedste album nogensinde. Allerede dengang var deres valg om at inkludere opsamlinger lidt kontroversielt. Personligt har jeg ikke noget imod det, så længe det enten er en særligt signifikant opsamling (Al Greens ‘Greatest Hits’, eller diverse kunstnere-opsamlingen ‘Anthology of American Folk Music’ eksempelvis) eller opsamlinger af output, der gjorde sig markant bedre på single-fronten end på albumformat. ‘The Great Twenty-Eight’ hører klart til sidstnævnte. Jeg kan forstå og respektere trangen til at repræsentere en så skelsættende kunstner som Chuck Berry på listen, og han er afgjort bedre tjent med en opsamling, end han er med et studiealbum.

På 2012-udgaven af Rolling Stone-listen blev der ikke rykket det mindste på albummets placering – faktisk er der kun én plade, jeg har tilbage at anmelde fra den oprindelige liste, hvor 2012-placeringen er anderledes. På 2020- og 2023-udgaverne af listen er den dog blevet rykket til #51 – hvilket blandt andet reflekterer, at 2020-opdateringen tøvede en del med at placere opsamlinger alt for højt. Uanset hvilken liste man kigger på, er ‘The Great Twenty-Eight’ dog den næsthøjest placerede opsamling.

‘The Great Twenty-Eight’ er netop, hvad den påstår at være – en greatest hits-opsamling, der søger at indkapsle Chuck Berrys diskografi med 28 sange, som har markeret sig blandt hans allerbedste skæringer.

Berry var stadig aktiv musiker, da opsamlingen udkom i 1982, hvor hans seneste studiealbum faktisk kun havde tre år på bagen. ‘The Great Twenty-Eight’ begrænser sig dog til Berrys glansperiode i 1955-1965. Det skyldes nok delvist, at opsamlingen var udgivet via Chess, og at Berry halvvejs gennem 1960’ernerne skiftede til Mercury, men det er alligevel ikke fordi nogen af Berrys stjernestunder fandt sted efter 1965.

Det eneste egentlige hit, han fik efter opsamlingens fokusperiode var novelty-sangen ‘My Ding-A-Ling’ fra 1972 (hvor han i øvrigt var tilbage på Chess), og jeg er meget glad for at denne opsamling ikke spilder sin i forvejen lange varighed på en fjollet sang, der er bygget op omkring penis-eufemismer.

Der er dog et hit, jeg synes mangler blandt de 28 sange – nemlig 1964-singlen ‘You Never Can Tell’, der 12 år efter opsamlingens udgivelse ville blive foreviget med en ikonisk scene i ‘Pulp Fiction’. Allerede i sin samtid var ‘You Never Can Tell’ dog et respektabelt hit – betydeligt større end visse af skæringerne på ‘The Great Twenty-Eight’, så nummerets fravær stikker virkelig ud. Hvis jeg virkelig skulle være pernittengryn, kunne jeg også pege på julesangen ‘Run Rudolph Run’, men jeg synes det er fint nok, at julesange ikke figurerer på tracklisten.

Problemet med ‘The Great Twenty-Eight’ er dog på ingen måde fraværet af klassikere – men rettere inklusionen af sange, der ikke videre er værd at lytte til i dag.

Forstå mig ret: Jeg synes, at når Chuck Berry er bedst, er han en af de klassiske rock’n’rollere, der har bestået tidens tand bedst. ‘Johnny B. Goode’ er stadig en fænomenal ode til hvor befriende rockmusikken kan være. ‘Rock and Roll Music’ er stadig en banger, der indkapsler, hvor dejligt det er at overgive sig til rockmusikken. ‘Roll Over Beethoven’ er stadig et stærkt statement, der iscenesætter rockmusik som et modkulturelt oprør, der er den klassiske musik overlegen.

Ja, der er mange af Berrys bedste sange, der handler om hvor fed rockmusik er. Han var ikke blot en god rockguitarist, han var også en dygtig ambassadør for rocken som fænomen. Men opsamlingen byder også på stærke sange om andre emner. ‘Maybellene’, ‘You Can’t Catch Me’, ‘No Particular Place To Go’, ‘Back in the U.S.A.’, ‘Brown Eyed Handsome Man’ – han kunne virkelig sammensætte nogle stærke, kompakte sange, der havde både mindeværdige melodier og en kickass guitarlyd.

Men den guitarlyd er altså begrænset. Og den bliver lidt ensartet, når man skal bruge 28 sange i dens selskab. Ofte starter et nummer med et riff, der nærmest bare lyder som ‘Roll Over Beethoven’-riffet i en mildt omjusteret udgave – ‘Sweet Little Rock’n’Roller’, ‘Let It Rock’, ‘Little Queenie’, ‘Carol’, bare for at nævne et par stykker. Selv klassikere som ‘Johnny B. Goode’ og ‘Back in the U.S.A.’ gør dette.

Det er imponerende at se, hvordan Berry i praksis skaber et helt rock-ordforråd gennem sangene på ‘The Great Twenty-Eight’. Længe inden jeg havde hørt Berrys ‘You Can’t Catch Me’, havde jeg hørt Beatles citere linjen »Here come a flat-top, he was moving up with me« i en lidt ændret udgave på ‘Come Together’. Længe inden jeg havde hørt Berrys ‘Too Much Monkey Business’, havde jeg hørt Pearl Jam genbruge dens melodi på julesangen ‘Don’t Believe in Christmas’. Det er grundlaget til så meget senere rockmusik, man hører her – inklusive grundlaget for meget af Chuck Berrys senere musik.

Men netop derfor er det frustrerende at lytte til albummet i sin helhed. Han gentager sig selv så meget. Vi kan snakke herfra til dommedag om, hvorvidt ‘Sweet Little Sixteen’ bør hyldes som en stærk komposition, eller hvorvidt dens seksualisering af en sekstenårig gør, at den ikke holder – jeg ville i hvert fald personligt foretrække, hvis teksten havde handlet om en voksen kvinde i stedet. Men hvis det så blot var den ene sang. På ‘Sweet Little Rock’N’Roller’ synger han om en 19-årig. På ‘Little Queenie’ er den titulære pige »too cute to be a minute over seventeen«. Den slags gør det sværere at nyde selv gode kompositioner.

Heldigvis findes der en god udgave af ‘Little Queenie’. Den hedder ‘Back in the U.S.A.’. Det er den samme melodi, men et andet arrangement. Og disse sange er reelt begge den samme melodi som ‘Roll Over Beethoven’, blot med længere vers.

‘School Day (Ring Ring Goes The Bell)’ er essentielt bare prototypen på ‘No Particular Place to Go’. ‘Let It Rock’ er en decideret pinlig genskabelse af ‘Johnny B. Goode’, lige ned til at første linje er et rim på et stykke amerikansk geografi. Du kan ikke bilde mig ind, at linjerne »In the heat of the day down in Mobile Alabama / Working on the railroad with the steel driving hammer« ikke var et forsøg på at genskabe magien fra »Deep down in Louisiana close to New Orleans / Way back up in the woods among the evergreens«.

Chuck Berry var en innovator, men han blev ikke ved med at udvikle sig hele karrieren. Opsamlingen strækker sig over ti år, men jeg kan knap høre forskel på Chuck Berry anno 1955 og 1965. Før jeg tjekkede det, havde jeg aldrig gættet, at opsamlingen faktisk er kronologisk opbygget.

Det gør heldigvis, at det er en meget konsekvent lytteoplevelse, der føles mere som et studiealbum, end de fleste Greatest Hits-opsamlinger gør. Men det gør også, at det er en ret ensformig måde at tilbringe over en time, og grænserne for Chuck Berrys musikalske projekt bliver ganske tydelige.

Forsøg på at afvige fra Berry-formlen er heller ikke nødvendigvis gode. ‘Havana Moon’ lyder som en Harry Belafonte-pastiche, komplet med at han siger »me« i stedet for »I«, hvilket ærlig talt er problematisk. Vi ved alle sammen, at Berry ikke er fra mellemamerika, så det føles ærlig talt som et dårligt halloween-kostume, ikke en respektfuld udforskning af calypsoens verden.

Albummet hedder ‘The Great Twenty-Eight’, men jeg ville skyde på, at det højst er 14 af sangene, der for alvor fortjener adjektivet »great«. Hvis udgiverne havde begrænset sig til 14 sange (og dermed én LP) ville det her potentielt være en af de bedste rock’n’roll-opsamlinger derude. Men som den er, vidner den blot om, at Chuck Berry havde længere mellem snapsene, end vi normalt har lyst til at anerkende.

22: John Lennon ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ (1970)

Udgivet den af
2

På 2003-udgaven af Rolling Stone-listen over de 500 bedste album nogensinde kunne man finde ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ som #22 – ligesom de fleste plader omkring den, blev den rykket præcis én plads ned på 2012-udgaven, da en Robert Johnson-opsamling blev indsat på toogtyvendepladsen. Hermed var det den højest rangerede soloplade af noget Beatles-medlem.

Hverken Paul, George, Ringo eller Lennon selv har sidenhen kunnet overhale den på de opdaterede udgaver af listen, men det har en del andre kunstnere dog kunnet. Albummet blev i 2020 rykket til #85 – en plads, den bevarede efter 2020-listens lille 2023-opdatering.

Mit bedste bud på en årsag til den ændrede placering er – ud over et generelt opgør mod boomer-generationens hvide rockidolers dominans – at Lennon specifikt er blevet gevaldigt genevalueret i nyere tid. De kritiske masser har i høj grad skinnet et lys på, hvordan han både mishandlede sin kone Cynthia og negligerede sin søn Julian.

Jeg synes dog på mange punkter, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er en skrigende relevant plade i dag. Dens indflydelse kan stadig tydeligt mærkes. Tænk på hvor meget popstjerner i dag forener deres kunst med deres personlige oplevelser som kendisser. Hvordan nye udgivelser fra Taylor Swift, Billie Eilish, Ariana Grande, Charli XCX, et cetera, kræver, at du tager stilling til deres liv som kendisser.

Andre har ganske vist forenet det personlige og det kunstneriske før Lennon, men Lennon bryder decideret muren ned på ‘John Lennon/Plastic Ono Band’, hvor han også direkte konfronterer sin egen kendisstatus. akkurat lig hvad Eilish sidenhen har gjort på et nummer som ‘Everything I Wanted’.

På ‘Hold On’ forholder han sig direkte til hvordan The Beatles gik i opløsning, og han nævner både sig selv og Yoko Ono ved navn. Det er råt og næværende og nærmest helt ukomfortabelt. Det føles som om, Lennon lukker os ind i en side af livet som rockstjerne, som det aldrig helt var meningen, vi skulle se.

På ‘I Found Out’ synger han »I seen religion from Jesus to Paul« – hvor »Paul« er en meget bevidst dobbeltbetydning, der både henviser til Paulus og Lennons gamle bandfælle Paul McCartney. Sangen handler om Lennons foragt for religiøse masser, der forsøger at sprede deres budskab, men der er mange undertoner af, at det også omhandler hans foragt for den idolisering, han selv blev genstand for.

Den slag observationer står side om side med en lyd der er temmelig bitter og rå – lig mange af Lennons mere grove skæringer fra ‘The White Album’. Der er en nøgen sårbarhed over produktionen og arrangementerne. ‘Lennon/Plastic Ono Band’ er lyden af en mand, der hader vores kendiskulture, men som også har så mange tanker om den, at han ser sig selv nødsaget til at lave kunst, der serverer et ufiltreret og nærværende billede af det liv, han lever, og som kendiskulturen har skabt. Og når man føler, at man kommer så tæt på gennem kunsten, har det den ironiske skæbne, at Lennon med længder er den Beatle, hvor folk blev mest investerede i hans personlige liv.

‘Silly Love Songs’ fik os ikke til at diskutere Paul McCartneys mentale velvære – men når Lennon på ‘God’ gør sammenligningen mellem religion, politisk dogmatisme og Beatlemania eksplicit, bliver jeg virkelig rystet. »I don’t believe in Hitler / I don’t believe in Jesus / I don’t believe in Kennedy« synger han, for senere i samme vers at fortælle, at han hverken tror på Elvis Presley, Bob Dylan eller The Beatles.

Det var selvfølgelig ikke det første rockalbum, der var villigt til at være personligt. Et album som ‘Pet Sounds’ af The Beach Boys er selvsagt også et meget personligt værk, der reflekterer Wilsons personlige angst og bekymringer. Men du behøver ikke at vide noget om Brian Wilson som person for at forstå værket. Han namedropper ikke sin kone eller sine bandfæller. Jeg kan virkelig ikke komme på nogen, der i samme grad som Lennon har gjort en pointe ud af at indvie lytteren i livet som superstjerne, inden han gjorde det. Og nu er det alle vegne, og sociale medier er nærmest en påkrævet paratekst for fuldt ud at kunne fordybe sig i tidens mest skælsættende popudgivelser.

Dette aspekt af ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ skaber kontekst, selv for sangene, der ikke nødvendigvis lægger op til sådan en læsning på egen hånd. Mange har hyldet ‘Working Class Hero’ på grund af dens politiske budskaber, der peger på hvordan systemerne underminerer arbejderklassens interesser og udvander arbejderklasseidentiteter med den groende middelklasse. Den barske alvor i nummerets lyd gør det da også til en af de mest hårrejsende politiske sange nogensinde.

Men jeg synes også, det er interessant hvordan omkvædet centrerer sig på, at en status som arbejderklassehelt er noget at aspirere mod. En identitet, der skaber noget for individet. Som om Lennon her også udtrykker en slet skjult skam over, at han ikke er en »working class hero«, men i stedet en verdensberømt rockstjerne. »A working class hero is something to be« – men en rockstjerne er per implikation dermed ikke »something to be«.

Lennon redefinerede hvad det ville sige at være megastjerne i musikkens verden – ligesom hvordan Elvis gjorde det før ham, og både Michael Jackson og Taylor Swift har gjort det efter ham. Og jeg synes, at ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ er hans helt store værk på den front – og jeg synes heldigvis at både lyden og sangskrivningen over en bred kam kan bære det. Nøgenheden ved, at de første linjer på pladen er sunget til hans mor, og at de sidste linjer besynger hendes død – det er hjerteskærende, og det er også virkelig kløgtigt fundet på.

Jeg tror dog ikke, jeg ville anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’ til nogen, der ikke allerede er relativt bekendte med The Beatles’ og John Lennons historie. Man behøver ikke at være en ekspert, men meget af albummet antager, at du i forvejen ved lidt om, hvem John Lennon og The Beatles er. Akkurat som hvordan meget kunst antager, at du har lidt basalt styr på hvem Jesus er, eller for den sags skyld hvem Hitler er. Måske er det det, Lennon ville sige med sammenligningen.

Hvis du dog kender til konteksten – og derudover kan lide Lennon som sangskriver – kan jeg kun anbefale ‘John Lennon/Plastic Ono Band’. Det er i min optik klart det stærkeste, han har lavet uden for Beatles-regi, og det er et rigtig barskt, medrivende punktum for Beatles-æraen.

23: Stevie Wonder ‘Innervisions’ (1973)

Udgivet den af
3

‘Innervisions’ af Stevie Wonder var #23, da Rolling Stone i 2003 udgav deres liste over de 500 bedste album nogensinde, hvilket gjorde det til det højest rangerede Stevie Wonder-album. Endvidere var det det næsthøjest rangerede soul-album i det hele taget.

Albummet blev rykket til #24 på 2012-udgaven af listen, primært grundet en Robert Johnson-opsamling, der rykkede lidt rundt på en række plader, hvis rækkefølge på listen ellers var uændret.

I 2023 blev albummet rykket til #34, og det var ikke længere Wonders højest placerede album. Mastodont-dobbeltalbummet ‘Songs in the Key of Life’ overhalede det og indtog en fjerdeplads! Jeg har tidligere anmeldt ‘Songs in the Key of Life’, og omend dens stærkeste sange nok overgår det generelle topniveau på ‘Innervisions’, er ‘Innervisions’ en mere konsekvent og kompakt lytteoplevelse, hvor samtlige ni sange bidrager med noget unikt og medrivende.

Soulens discipliner udgør rygraden på ‘Innervisions’, men Wonder er en eventyrlysten herre, der gerne inkorporerer andre stilarter. ‘Don’t You Worry ‘Bout A Thing’ starter med et kækt salsa-groove, før Wonders bragende soulstemme tager over med så meget bravado, at det der med ikke at bekymre sig ikke længere er et forslag – det er en kommando! Men Wonder brillerer i let at kunne skfte over til blid omsorg og kærlighed. Nummeret slutter med at adskillige lag af Wonders stemme agerer en hel eksplosion af følelser, hvor hans sangstil stikker i alle mulige retninger på én gang. Dybt begravet i alle vokalerne kan man endda høre et lille »hee«, der lyder som snydt ud af Michael Jackson – men flere år inden Jackson tog patent på det.

Allerede på albummets tidligste toner, er det klart, at Stevie søger hinsides soulens horisonter. De indledende akkorder på åbneren ‘Too High’ er skæve og jazzede, nærmest som noget fra Herbie Hancocks mere funk-orienterede materiale, tilsat nogle uforudsigelige korarrangementer af den slags, kun Stevie ville være i stand til at kokkerere.

Dette albums centrale kronjuveler er dog nok de to intense funkskæringer. På den ene side har vi ‘Higher Ground’ – en hårdtslående banger, som i sit grundlag klinger en del af Wonders ‘Talking Book’-hit ‘Superstition’, men som absolut træder i karakter som et værdigt hit i egen ret, blandt andet med en forløsende omkvædsmelodi og et rigt lydtapet, hvor særligt tangenterne skaber lækker tekstur.

På den anden side har vi min absolutte yndlingssang på pladen, ‘Living for the City’, en over syv minutter lang narrativ skæring om en ung sort mand fra Missisippi, der ønsker at flygte fra diskrimination i sin hjemby, hvorfor han søger mod New York – hvor han dog ingenlunde finder det liv, han ønsker. Det er en stærk fortælling, der bliver leveret i en kombination af psykedeliske funkgrooves og en nærmest progrocket sangstruktur.

Den slags sange er ekstra virknignsfulde, når de står i kontrast til stærke, langsommere sange. Og jeg tror aldrig Wonders ballade-talent har været på sit højeste mere end på ‘Innervisions’. Vi har den ømme og tænksomme ‘Visions’, hvor Wonder overvejer, hvorvidt en bedre verden er mulig. I hænderne på en mindre begavet performer, kunne ‘Golden Lady’ godt være endt en kende corny, men Wonder forstår at veksle mellem stilfærdigt længselsfulde vers og eksplosive omkvæd, hvor keyboardet udtrykker alt det, den ellers ekspressive vokal ikke kan på egen hånd.

‘Innervisions’ er et album, hvor Stevie Wonder kommer vidt omkring, og hvor sangskrivningen er både varieret og fængslende. Hvis du aldrig har hørt et Wonder-album før, vil jeg helt klart anbefale at starte her – om ikke andet fordi ‘Songs in the Key of Life’ er så lang.

24 – James Brown – ‘Live’ at The Apollo (1963)

Udgivet den af
5

Det er over fem år siden, jeg sidst har brugt denne blog. Jeg forlod den lettere uceremonielt, fordi jeg havde en idé om, at jeg stadig ville hoppe ind fra tid til anden, når jeg ikke havde andre projekter, jeg var i gang med. Men nu er der gået fem år.

De seneste fem år har jeg brugt på meget andet – jeg har især brugt meget tid på at skrive for Soundvenue, hvor jeg siden 2018 har været tilknyttet som musikskribent.

Desuden har jeg siden min sidste anmeldelse her på bloggen kastet mig ud i podcastingens verden. Først med en podcast om Roskilde Festival – den hed ‘Orange Snak’ og kørte fra 2019 til 2020. Ideen var, at podcasten året rundt ville dykke ned i både festivalens bookinger og i dens historie – dog primært førstnævnte.

Den idé blev lidt ødelagt, da festivalen i 2020 blev aflyst grundet Covid-19, og da en Roskilde Festival i 2022 endelig syntes uundgåelig, var det svært at få en genstart af podcasten til at give mening. Det hjalp heller ikke det store, at jeg primært indspillede på en lokal radiostation, og at jeg derfor på ingen måde havde udstyret til at indspille og klippe en kvalitetspodcast derhjemme, hvilket kan høres på kvaliteten af de afsnit, der udkom, mens pandemien var på sit højeste. Jeg leger af og til med ideen om at lade den vende tilbage, men jeg kan ikke se det for mig i skrivende stund.

I 2023 startede jeg dog en ny podcast op – og denne gang sørgede jeg for selv at investere i udstyr og software, så jeg ville være tilfreds med projektet. Den hed ‘Sang mod sang’ og var direkte inspireret af den amerikanske podcast ‘Song vs. Song’. Jeg startede den med min gode ven Nicholas Hein, og den har nu stået på i et år – og vi er stadig lige så entusiastiske for projektet, som da det startede.

Siden min seneste anmeldelse på denne blog har jeg også startet den populære Facebook-musikside ‘Det bedste danske album nogensinde’, der sidenhen har skiftet navn til først ‘Den bedste danske film nogensinde’ og sidenhen til ‘Den bedste danske sang nogensinde’. Med andre ord har jeg haft nok at se til de seneste fem år.

Men september 2024 skete der noget. Jeg sad flere dage i træk og forsøgte at samle overskuddet til at skrive en anmeldelse for Soundvenue, men energien kom bare ikke. Albummet var ellers glimrende. Til at starte med konkluderede jeg, at jeg havde skriveblokade. Men sidenhen konkluderede jeg, at det var en alvorlig burnout, der måske kunne have elementer af stress eller depression over sig.

Jeg bestilte en lægetid og fik en psykologhenvisning. Men jeg sørgede også (med rigtig meget hjælp og støtte fra mine nærmeste) for at omlægge mine vaner. At sørge for at komme udenfor hver dag. At undgå at bruge for meget tid det samme sted. At bruge min vandflaske regelmæssigt. At give mig selv tid til at fordybe mig i rekreationelle aktiviteter, frem for at behandle dem som overspringshandlinger, der skubbede til, hvornår jeg gik i gang med mine pligter.

Det er begyndt at gå markant bedre. Og jeg glæder mig til at gå i gang med at skrive professionelt igen. For jeg føler mig efterhånden klar. Men jeg har besluttet mig for – bare som en prøve – at starte med at skrive nogle tekster på hobbyplan, så jeg ikke springer tilbage i skrivemaskineriet, før jeg er klar.

Og det er her, hvor bloggen kommer ind i billedet. I tidernes morgen besluttede jeg mig for, at jeg her på bloggen ville anmelde de 500 bedste album nogensinde ifølge Rolling Stone (eller i hvert fald ifølge Rolling Stone anno 2003 – listen blev lettere revideret i 2012 og massivt gentænkt fra bunden i 2023). Jeg nåede de første 476, inden jeg skiftede fokus til Soundvenue, hvilket ærlig talt er et kæmpestort antiklimaks.

Jeg havde engang en ambition om, at jeg ville fortsætte med at anmelde de 38 album, der blev tilføjet i 2012, og at jeg (såfremt der kom nye udgaver) også ville anmelde de tilføjelser, de måtte have. Jeg regnede ikke dengang med, at 164 album ville blive udskiftet til den tid.

Jeg skal ikke sige, om jeg når mod enden denne gang. Jeg ved ikke, om jeg holder denne blog i live, når jeg begynder at arbejde igen. Hvis jeg gør, tror jeg det bliver med relativt sparsomme opdateringer.

Med dette lange forord ude af vejen, vil jeg hermed anmelde det album, jeg var nået til – nemlig ”Live’ at the Apollo’ af James Brown. Dette album blev rykket til #25 på 2012-udgaven af Rolling Stone-listen, og i 2023 blev det rykket til #65.

Inden jeg skrev denne anmeldelse, loggede jeg på min blog, hvor jeg blev mødt af en adskillige år gammel kladde, der i praksis var en 75% færdiggjort anmeldelse. Det var sjovt at blive mødt af en tekst fra februar 2019, der faktisk indeholdt mange af de samme tanker, jeg har gået med, mens jeg over det sidste par dage har genlyttet til albummet. Alligevel har jeg dog valgt at skrive teksten helt forfra, dels så den reflekterer min nuværende skrivestil og dels, da dette jo netop er en øvelse i at begynde at skrive igen oven på en sygemelding.

Jeg synes, det er sjovt, at ”Live’ at the Apollo’ er den højest placerede James Brown-udgivelse på 2003-udgaven af Rolling Stone-listen. Ikke fordi, det ikke er en glimrende udgivelse – det er det skam. Men snarere fordi den er meget fjern fra, hvad de fleste tænker på, når de tænker på James Brown i dag.

Hele Browns liv var hans kælenavn ‘The Godfather of Soul’, men hvis jeg skulle opremse de store mandlige soulsangere, ville jeg nok pege på en del af Browns kolleger, inden jeg kom i tanker om Brown – Sam Cooke, Otis Redding, Marvin Gaye, Stevie Wonder, Curtis Mayfield. Browns bedste numre er i min optik klart hans funk-skæringer, og det er mit klare indtryk, at de har defineret hans eftermæle langt mere end den traditionelle rhythm & blues og soul, der definerede hans tidlige output.

Funken opstår dog først for alvor i 1965, så den er ikke til stede på denne hæderkronede Brown-liveplade. Nix, der er ingen ‘Papa’s Got a Brand New Bag’, ‘I Got You (I Feel Good)’ eller ‘Say It Loud – I’m Black but I’m Proud’ på denne skæring. De store hits hedder i stedet ‘Try Me’, ‘Night Train’ og ‘Please Please Please’ – sidstnævnte er nok i dag Browns bedst huskede nummer fra den æra, og det er ikke engang inkluderet som en selvstændig sang. I stedet optræder det i starten og slutningen af en medley sammen med syv andre sange.

Men det vilde er, at det virker. Studieindspilningerne fra tidligt i Browns karriere siger mig ikke det store hinsides den historiske interesse, men ”Live’ at the Apollo’ fungerer eminent. Albummet sørger nemlig for, at fokus er på Browns uovertrufne evner som performer.

Det er en ret rå og upoleret indspilning. Man kan høre mange små “uperfektheder”, der gør, at albummets verden føles levende. Jeg føler mig transporteret direkte til The Apollo Theatre, når jeg på et nummer som den ti minutter lange ‘Lost Someone’ hører ham fyre det ene dyriske skrig af efter det andet, hvortil publikum i alle retninger svarer igen med fangirl-skrig – og når Brown derefter udpeger bestemte publikumsmedlemmer med ordene »I believe someone over here lost someone«, er det svært ikke at visualisere det for sig, hvordan han interagerer med de forreste rækker.

Under saxofonsoloen på ‘Think’, et af albummets mest tempofyldte numre, opstår der tilsvarende billeder på nethinden af Brown, der danser – så tydeligt er det nemlig, at han giver den hele armen. Det samme gælder de instrumentale stykker, der stedvist agerer som korte overgange mellem numrene, samt den instrumentale passage, der runder afslutningsnummeret ‘Night Train’ af.

På ‘Night Train’ får vi også noget fremragende call-and-response mellem Brown og The Famous Flames, som hans faste kor hed. Albummet spræller af liv. Selv langsommere sange, såsom doowop-skæringerne ‘Try Me’ og ‘I Don’t Mind’, er utrolig nærværende. Her er der plads til at Brown virkelig kan sprede vingerne som vokalist. Og her mener jeg ikke blot på et teknisk plan (omend han er imponerende), men også som historiefortæller. Hjertesorgen har ikke mange dimensioner på et tekstmæssigt plan, når det gælder disse sange, men han lægger hele armen i at give dem et rigt følelsesliv.

Men der er også bare spil for galleriet – det er tydeligt, at han nyder at lege med sit publikum. Når han til sidst i medleyen vender tilbage til hittet ‘Please Please Please’, er det en euforisk homerun. Han ved, at vi har siddet og ventet på, at den ville vende tilbage, efter at den blev teaset i starten af medleyen, så der er kæmpe optursstemning, når vi når dertil.

Jeg har kun få anker. For det første er vokalen stedvist meget choppy, i hvert fald på udgaven, der er på streaming. Jeg kunne sværge, at jeg engang lånte albummet på biblioteket, hvor det ikke var tilfældet, men flere steder cutter Browns vokal abrupt ud af den ene kanal i et halvt sekund – som hvis kablet til dine hovedtelefoner var ustabilt.

Dernæst lider albummet virkelig af, at Browns katalog endnu ikke var så stærkt, som det ville blive. Brown har lavet over 30 efterfølgende livealbum, og hvis han bringer en tilsvarende energi, tror jeg klart, jeg ville foretrække dem. Han lavede endnu et ”Live’ at the Apollo’-album i 1968, og der er sætlisten meget mere efter min appetit. Etteren holder dog stadig rigtig godt, og hvis man vil høre rhythm & blues og soul, som det lød i start-60’erne, er det klart et af de første album, jeg vil anbefale.

25 – Fleetwood Mac – Rumours (1977)

Udgivet den af
2

Fleetwood Mac er et band, der i de bedste øjeblikke er så stærkt, at man let kan komme til at overse eventuelle svipsere. I hvert fald er det min holdning til deres pop- og softrock, deres tidlige bluesrock er lidt en anden historie. Jeg havde ret hårde ord om store dele af deres eponyme album fra 1975, hvor stærke klassikere som ‘Monday Morning’, ‘Landslide’ og ‘Rhiannon’ stod side om side med mere forglemmelige sange. Jeg bebrejdede Christine McVies sangskrivning for mange af problemerne, og det var nok uretfærdigt, for hun er helt fantastisk på deres opfølger, ‘Rumours’ fra 1977. De sange, hun har skrevet, har så eminent dramatisk indhold, og instrumentationen sørger flot for at få det bedste ud af dem. Mens jeg måske engang ville have kaldt eksempelvis ‘Songbird’ kedelig, er den både arrangeret og placeret således, at dens skrøbelige udtryk bliver formidlet exceptionelt. Et lidt mere komplekst arrangeret nummer som ‘Oh Daddy’, atter skrevet af McVie, bliver med virkelig diskrete virkemidler til hele albummets dramatiske højdepunkt. Herefter får vi den vemodige ‘Gold Dust Woman’ som en æterisk epilog, der stilfuldt lader lytteren drage sine egne konklusioner.

Men tillad mig at backtracke: disse konklusioner, hvad vedrører de? Jo, ‘Rumours’ er ofte blevet læst som et breakup-album. Et breakup-album om hele to brud, der fandt sted samtidig, og hvor alle fire hovedpersoner var medlemmer af bandet. Der var så mange konflikter i bandet, og i stedet for at lade bandet gå i opløsning, skrev de nogle af deres mest nærværende og potente sange nogensinde. Af alle Fleetwood Macs poprockalbum, er dette nok det, der er tættest på at være helt foruden fyld. De knap så gode sange er på en gang så fåtallige og så forglemmelige, at jeg flere gange bildte mig selv ind, at det var et fejlfrit album. Den udtalelse kan jeg, trods de mange fantastiske numre, ikke stå ved. Der skal nok være fans, der er uenig med mig, men ‘Never Going Back Again’ og ‘I Don’t Want to Know’ er ikke særlig gode. De er tematisk relevante i teksten, de er velspillede, og melodierne er skam fængende nok, men det kan siges om størstedelen af sangene. Jeg føler ikke at disse to sange bidrager noget særlig bemærkelsesværdigt til albummets helhedsoplevelse, som andre sange ikke allerede byder på. Men når jeg kun kan sige dette om to sange betyder det jo også netop, at hvert eneste øvrigt nummer har noget unikt at sige om den situation, bandet befandt sig i.

Gruppens sangskrivning er på papiret rigtig simpel og let at fordøje – men den bliver aldrig triviel. Vi har i mange af sangene at gøre med simple vers-omkvæd-strukturer, tit med en lille guitarsolo som c-stykke. Men håndværket er simpelthen bare så solidt. Det er i kernen velskrevne, ufatteligt catchy popsange, hvor følelserne kommer helt uden på tøjet – nærmest som et lidt mere rootsy svar på ABBA. Albummet er også ret godt struktureret i forhold til dramaet. Jeg er allerede kommet ind på, hvor fint det slutter, men starten er også rigtig flot opbygget. Det øjeblikkeligt inficerende åbningsnummer ‘Second Hand News’ giver alene med sit første vers et ret solidt fundament for de problemstillinger, hele albummet arbejder henover. Mens denne har en noget accepterende tone i forhold til utroskabet, der synges om, får vi flere nuancer lige fra det andet nummer, den vemodige ‘Dreams’. Og når vi når til albummets nok mest centrale sange, de diamentralt modsatrettede ‘Go Your Own Way’ og ‘The Chain’ kan man for alvor mærke en filosofisk splittelse i bandets mentalitet. ‘Rumours’ har nogle få tracks, der ikke helt lander i dag, men resten er så godt, isoleret såvel som samlet, at man næsten helt glemmer, at de mere forglemmelige sange er på albummet. Så det skal nok forblive en klassiker i mange, mange år endnu.

26 – U2 – The Joshua Tree

Udgivet den af
3

U2 gik med deres 1987-album ‘The Joshua Tree’ fra at være hypede helte i den alternative rockscene, der dog kunne prale af nogle crossover-hits hist og her, til at være regulære superstjerner, der tog hele verden med storm. Det er derfor også et album, der har splittet U2-fans – for det er jo noget nær umuligt at få et mainstream-gennembrud uden at der medfølger en del anklager om at være sellouts fra fans, der havde fulgt med siden begyndelsen. Jeg var der ikke selv dengang, så lad mig sige det som en person i 20’erne, der både har hyldet U2’s rødder og kritiseret deres mere kommercielle skiver: ‘The Joshua Tree’ er et fremragende album. Ikke nær så godt som ‘War’ eller ‘Boy’, men den byder på noget, jeg ikke føler, noget andet U2-album i samme grad kan prale af – nemlig at deres sangskrivning er fandens catchy, og deres lyd er lettilgængelig og iørefaldende, men intet af dette sker på bekostning af albummets ægthed. Deres tidligere ret punkede æstetik er blevet erstattet af noget nyt, til tider ret poleret, men der er stadig plads til noget kant, der gør at man tydeligt kan mærke albummets følelser.

Jeg forstår dog fuldt ud, hvorfor U2 har ladet den mest poppede del af ‘The Joshua Tree’ være skabelon for deres videre karriere. De mest poppede sange er nemlig i min optik det suverænt bedste på albummet. Gruppen har et fantastisk øre for melodier, og såvel Bonos ekspressive vokal som The Edges på en gang ængstelige og flashy guitarlyd lægger sig upåklageligt til den mere poppede sangskrivning, der mestendels er placeret på albummets a-side. Noget af det, jeg tror, der gav albummet sin store gennemslagskraft, er, at det blev udgivet i 1987. Det er et tidspunkt hvor pop og poprock var kunstig og poleret som aldrig før – på godt og ondt naturligvis. Men når selv Bruce Springsteen efterhånden havde svært ved at holde sig fra at blande heartland-lyden med noget syntetisk glasur, giver U2’s eksplosion i popularitet mening – akkurat som hvordan Guns N’ Roses fik popularitet ved at føre noget fare ind i den hårde rock samme år. A-siden på ‘The Joshua Tree’ er bare den ene stærke popmelodi efter den anden – med en lille ekskurs til den mere alternative ‘Bullet The Blue Sky’, der da ellers stadig er en rigtig catchy og velkomponeret sang med en fantastisk basgang, omend Bonos vokal her til tider nærmer sig noget selvparodi.

Albummets anden halvdel er ikke nær så poppet som den første, men U2 er stadig ikke ligefrem Frank Zappa, og meget af det ville nok stadig have været i den mere radiovenlige ende af deres foregående album, der ej heller just var avantgarde. Sidens første to tracks, ‘Red Hill Mining Town’ og ‘In God’s Country’ fører fint lyden videre fra A-siden, men uden at de skarpe melodier er der. Det er ret poleret alternativ rock, som man sagtens kan synge med på, men først med ‘One Tree Hill’ får de for alvor pumpet liv i den formel igen, blandt andet da The Edges guitarlyd her bare er fænomenal. Det countryinspirerede nummer ‘Trip Through Your Wires’ har splittet mange fans. Selv er jeg nået til den konklusion, at instrumentationen og produktionen er virkelig kreativ, men vokalmelodien bliver hurtigt trættende. At pludselig høre mundharmonika på en U2-sang har dog uden tvivl sin charme. De to sidste numre på albummet er dog fremragende, og jeg synes de er alt for oversete i U2-regi. ‘Exit’ er en af mine absolutte yndlingssange af gruppen. Den er lowkey i starten, og med tiden bygger den en angst op, der er en klump i halsen værdig. U2 vinder lidt af den punkede energi fra deres tidlige album tilbage her. De slutter af med ‘Mothers of the Dissapeared’, der muligvis ikke er det helt store nummer i sig selv, men i albummets kontekst er de vemodige toner derfra yderst forløsende. Det sætter et godt punktum på albummet, og grundmelodien sætter sig faktisk fast. Det er en veludført, oplagt afrunding af en ligeledes veludført plade.

27 – Robert Johnson – King of the Delta Blues Singers (1961)

Udgivet den af
4

Myten om den sagnomspundne bluesguitarist og -sanger Robert Johnson har en uheldig tendens til at overskygge selve hans musik. Han indspillede da også kun en meget begrænset række sange tilbage i slut-30’erne, og omtrent halvdelen af disse blev i 1961 udgivet på opsamlingen ‘King of the Delta Blues Singers’, som mangt en rock- og bluesmusiker sidenhen har ladet sig inspirere af. Albummet består af 16 bluessange, alle med blot Johnsons vokal og hans guitar. Lydkvaliteten er umanerligt ringe. Det har sin charme, og det transporterer næsten lytteren til Mississippis delta, men det bliver også meget ensartet med tiden. Robert Johnson er i min optik helt klart en musiker, hvor det er bedre at lytte til individuelle sange end at høre et helt album – men det er nu engang et helt album, jeg anmelder. Han har en spøjs, sjælfuld vokallevering og en vild, idiosynkratisk guitarteknik – det er ikke svært at forstå, hvorfor han stak ud i sin samtid. Men de samme akkordrundgange går igen rigtig meget på tværs af ‘King of the Delta Blues Singers’, og når instrumentationen som sagt kun er guitar og vokal, bliver det til 41 meget monotone minutter.

Robert Johnsons sangskrivning er virkelig begrænset. Det har naturligvis dels noget at gøre med, hvor få musikalske virkemidler, han rent materielt har at arbejde med, men det er også væsentligt at pege på, at hans melodier bare minder utrolig meget om hinanden. Så meget, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor man ville høre ‘Ramblin’ on My Mind’ eller ‘Stones in My Passway’, når ‘Preachin’ Blues (Up Jumped The Devil)’ og ‘If I Had Possession over Judgement Day’ er mere interessante måder at tackle det samme basale melodiske koncept. At finde dem, der falder uden for er næsten en større udfordring end at finde dem, der bruger den samme melodi. Der er den energiske, fængende ‘Last Fair Deal Gone Down’, den henslæbte ‘Hell Hound on My Tail’ og den forførende ‘Come On In My Kitchen’, men langt størstedelen af pladen er blot milde variationer over den samme kanoniserede bluesmelodi. Det er ikke fordi nogen af sangene stikker ud som særligt svage bearbejdelser af denne melodi, men når man får så mange af dem i streg, ender de med at synes som en stor, ensartet grød, hvor kun de allerbedste stikker ud.

Der er skam også en række positive aspekter, også selv om jeg ikke personligt føler, at de er nok til, at albummet holder i længden. Som jeg tidligere kom inde på, føles det lidt som en tidsrejse. Man kan næsten lugte Robert Johnsons omverden i deltaen for sig, og teksterne giver et ret levende indblik i hvordan hans liv har været. Massevis af mentale billeder opstår i mit hoved, når jeg lytter til hans sange. Det udsagn er selvfølgelig gældende for de fleste af tidens bluesindspilninger, men jeg føler nu stadig at Johnson er en af de bedste i denne disciplin, især grundet hans uslebne men alligevel så overbevisende vokal. Hvis man er fan af senere udviklinger i blues- eller bluesrock, er det også ret spændende at kigge på genrens rødder, og her er få mere oplagte at kigge på end Robert Johnson. Jeg synes, det er ret spændende som fan af Muddy Waters, John Lee Hooker, Eric Clapton og The Rolling Stones at kigge på, hvordan de har ladet sig inspirere af Johnson. Og slutteligt, selv om jeg synes, 41 minutter er lidt for meget, er det skånsomt sammenlignet med mange senere Johnson-opsamlinger, der grundet hans smalle diskografi har forsøgt at få stort set det hele med. Men jeg regner med, at jeg nok personligt aldrig vil høre albummet igen, efter denne anmeldelse er færdig.

28 – The Who – Who’s Next (1971)

Udgivet den af
3

Lad os lige være ærlige: alene åbneren ‘Baba O’Riley’ og lukkeren ‘Won’t Get Fooled Again’ er nok, til at The Whos storværk, ‘Who’s Next’ havde fået klassikerstatus, stort set uanset, hvad der befandt sig på resten af tracklisten. De er to af rockhistoriens mest gennemførte sange. Ikke ét sekund bliver spildt, og fra første tone står det i begge tilfælde klart, at man er på vej til at høre et opus af dimensioner. Det er hårdt at være pålæg i en sandwich når begge brødskiver er så delikate, men resten af ‘Who’s Next’ kan sagtens følge med. Ingen af de øvrige sange går efter samme grandiositet, og det er nok egentlig et meget klogt valg – det kunne let gøre, at albummet føltes så proppet med kalorier, at man blev helt udmattet af at høre det. Det, der derimod kendetegner store dele af albummet, er en iver og et ungdomsoprør – et, der føles mere målrettet og ironisk nok modent, end da de i sin tid debuterede med ‘My Generation’. Instrumenterne bliver spillet på mere diskret, præcis vis, selv Keith Moons trommer, der ellers er kendt for at brage løs – hvilket, de heldigvis også får plads til. Albummet forstår nemlig som få andre at veksle i dynamikken, så det hele tiden er på vej et sted hen, der føles både spændende og passende.

To af de bedste sange på skiven er da også nærmest ballader – i hvert fald i løbet af en stor del af spilletiden – ‘The Song Is Over’ og ‘Behind Blue Eyes’ kommunikerer begge ungdommelig, eksistentiel angst virkelig godt. Jeg mærker det besvær, Roger Daltrey synger om på disse sange, når jeg hører dem. Det er et tegn på ikke blot god sangskrivning, men også på fantastisk arbejde som instrumentalister, et punkt hvor The Who næppe har toppet dette album. Der er også noget imponerende over produktionen. De bjergtagende arrangementer er meget klart producerede – ja, det var nok gruppens mest polerede skive, da den udkom tilbage i 1971. Hvert eneste instrument træder tydeligt frem i lydbilledet, og ofte foregår der ellers en hel del. Særligt Pete Townshends legen på alskens forskellige tangentinstrumenter og John Entwistles stedvise udfoldelser på messingblæserne tilfører musikken en del fylde. Takket være produktionen bliver det aldrig uoverskueligt. Men takket være bandets uforlignelige talent og viljestyrke føles den krystalklare lyd ikke for sanitær, og der er altid en fornemmelse af ukontrollerbarhed, når jeg hører musikerne slå sig løs – lyden er målrettet, men stadig ustyrlig i sin vildskab.

Har jeg nogle kritikpunkter for denne skive? Ja, der er nogle ganske få. Dels, som jeg allerede har antydet, bliver midten af skiven ret overskygget af både starten og afslutningen. Sangskrivningen er ikke dårlig, men den sidder simpelthen ikke nær så godt fast som på ‘Baba O’Riley’, ‘Behind Blue Eyes’ eller ‘Won’t Get Fooled Again’. På netop ‘Getting in Tune’ synes jeg, at omkvædet bliver lidt for ensartet, fladt og langtrukkent, og den lettere kaotiske afslutningssolo på ‘Going Mobile’ siger mig heller ikke det store. Men det er ikke noget, jeg tænker det store over, når jeg hører albummet, for tracklisten er bygget helt eminent op. Til trods for, at der ikke er noget gennemgående koncept som på ‘Quadrophenia’ og ‘Tommy’, er albummet lige så godt, hvis ikke bedre, til at gøre lytteoplevelsen ufatteligt sammenhængende. De ni tracks hænger virkelig godt sammen, og af denne årsag tænker jeg faktisk ikke meget over, at midten ikke kan måle sig med begyndelsen eller slutningen – for disse sange bidrager stadig rigtig meget til albummet som samlet enhed. Og ‘Who’s Next’ er netop det – en samlet enhed – det er en tour de force af følelser, som forholder sig frisk, selv efter adskillige gennemlytninger.

29 – Led Zeppelin – Led Zeppelin (1969)

Udgivet den af
2

Jeg synes ikke, det er svært at forstå i dag, hvorfor Led Zeppelin har været så indflydelsesrige. For selv om deres debut, er næsten 50 år gammel, og mange har forsøgt at genskabe eller endda overgå dennes lyd i løbet af det sidste halve årti, så er der stadig en forfriskende rå vildskab, der gennemsyrer hele udgivelsen. Alle fire medlemmer giver den hele armen lige fra første nummer, ‘Good Times Bad Times’, og de demonstrerer sig selv som totalt teknisk overlegne – uden at deres tekniske kunnen på nogen måde distraherer fra deres evne til at levere et bundsolidt rockorgie. Mere diskret er den folk-klingende start på andet nummer, ‘Babe, I’m Gonna Leave You’, og vi får altså også hurtigt gjort det tydeligt, at de mestrer et bredt spektrum af stemninger. Det munder dog stadig ud i en sensuel eksplosion, hvor alle instrumenter går fuldkommen amok. Dette klimaks er nok et af de allerstørste øjeblikke i hele Led Zeppelin-kanonen. Der går nærmest proto-metal i den på deres cover af den mestendels langsomme ‘Dazed and Confused’, der med sine æteriske guitarlyde og kraftfulde vokal bliver til en faretruende øvelse udi dominans – en meget vellykket en af slagsen. Gruppen kunne deres kram, og allerede her viste de store ambitioner, der senere ville blive løftet endnu højere op med ‘Houses of the Holy’, ‘Physical Graffiti’ og deres ubetitlede fjerde album.

Vi har at gøre med fire musikere, der er fantastisk godt i stand til at udføre lige det, de sætter sig for. Albummets få problemer handler derfor oftere om, hvad de beslutter sig for at lave, rettere end deres udførsel. Jeg finder det for eksempel ikke så inspirerende, at ‘You Shook Me’ og ‘I Can’t Quit You Baby’ blot bruger fortærskede bluesmelodier, som adskillige af de store bluesmænd allerede havde brugt adskillige gange dengang – vel at mærke opført med fremragende iver og indlevelse fra hele kvartetten. Jeg er heller ikke så glad for, at de valgte blot at gentage den samme linje igen og igen på ‘Your Time Is Gonna Come’. Resultatet af dette er lidt uforløsende, men i løbet f størstedelen af sangen har vi at gøre med en intet mindre end smuk folk-sang, hvor gruppen med stor succes går uden for deres hårdtrockende komfortzone. Det efterfølgende track, den to minutter lange ‘Black Mountain Side’, er nok det eneste nummer på skiven, jeg ligefrem ikke kan lide. Det er en ganske køn men umådeligt triviel instrumental sang, hvor guitarist Jimmy Page er i fokus, og det er nok det eneste tidspunkt, hvor han imponerer teknisk uden rent faktisk at føles ekspressiv for mig.

Albummet føles ud over disse små punkter ikke den mindste smule forældet. Led Zeppelins lyd her er stadig imponerende gennemtrængende og tiltalende i dag – se blot hvor stor succes, den unge gruppe Greta Van Fleet for tiden har ved skamløst at rekreere lyden af dette album. Og alligevel, knap 50 år senere, lyder de oprindelige skæringer stadig både rebelske og friske i en grad, hvor efterligningerne slet ikke kan følge med. Før vi lige runder anmeldelsen af, bliver jeg dog nok nødt til at komme ind på hvorvidt disse rent faktisk er de oprindelige skæringer. For Led Zeppelin er talrige gange blevet beskyldt for plagiat, især for sangene på debuten. Det vigtigt for mig atter at understrege, at dette plagiat rent faktisk har resulteret i nogle skidegode sange, men jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg synes, det er lidt smagløst, at gruppen ikke gav noget af æren til de sangskrivere, de så åbenlyst har taget idéer fra. ‘Led Zeppelin’ er en dynamisk rejse gennem op- og nedture, og den bliver spillet med så meget overbevisning, at det ikke er til at stå for. Det er stadig en af gruppens allerbedste plader, og den har skam fortjent sin status som milepæl i den hårde rockmusiks historiebøger.

30 – Joni Mitchell – Blue (1971)

Udgivet den af
2

Når Joni Mitchells sangskrivning er bedst, føles den intuitiv – som om, Mitchell bare sidder med sit instrument, åbner munden, og mere eller mindre ved et tilfælde, er det et øjeblikkeligt imødekommende mesterværk, der ryger ud af det. På hendes mest roste album, ‘Blue’ fra 1971, er hun på sit mest sårbare – ofte alene med en guitar, en dulcimer eller et klaver. Blot fire af de ti sange har yderligere instrumentation, men det er ikke spraglet, og Mitchell selv er stadig i klar fokus, instrumentalt såvel som vokalt. Hun er god til at skrive stærke sange, der leveres så naturligt, at det næsten ikke viser sig, at stort set alle hendes sange er bygget op af den samme simple vers-omkvæd-vers-omkvæd-struktur. Hendes idiosynkratiske stemme er også så gribende, at man næsten ikke bemærker, at instrumentationen er så simpel i løbet af hele albummet. Hun rammer så mange forskellige stemninger med sin vokal, at hun næsten kan lyde som et helt orkester, når hun blot har et instrument ved sin side. Ingen dele af albummets underspillede lyd er percussioninstrumenter – rytmen lægger sig i sig stedet i guitaren, dulcimeren eller klaveret, hvilket gør lyden så meget mere skrøbelig. Dette fravær af en dreven rytme i bunden af tracket, er noget af det, der gør ‘Blue’ til en så nøgen lytteoplevelse.

Joni Mitchells melodier sidder lige i skabet. Der er ikke noget fra den mere jazzede ende af hendes sangskrivning, som jeg nu holder særlig meget af, men den intime folklyd på albummet klædes nok alligevel bedst af de mere traditionelle retninger, sangene melodisk bevæger sig i. Bemærk dog, at selv om universet på ‘Blue’ er traditionelt, er det på ingen måde forældet. Sange som ‘California’, ‘Carey’ og ‘A Case of You’ kunne blive udgivet i dag, og de ville sandsynligvis stadig blive overdænget med roser i diverse indie-cirkler. Der er noget tidløst over både hendes lyd, hendes melodier og hendes livagtige, maleriske lyrik. ‘River’ er et klart højdepunkt her – det er jul, og Mitchell er vemodig over sin tilværelse i verden, så hun drømmer om en flod, hun kan skøjte på. Det er så simple billeder, men alligevel har de så umiddelbar gennemslagskraft. Selv om titlen ‘Blue’ klart angiver, at det melankolske står centralt på albummet – især mod slutningen – er der godt med optimistiske lyspunkter, der gør albummet lettere at lytte til. Især åbningsnummeret ‘All I Want’ er et lystigt, imødekommende track, der gør det til tider ganske tunge album let at sluge.

Den simple lyd på ‘Blue’ er lidt af et tveægget sværd for mig. Den gør, at pladen egner sig helt perfekt til for eksempel en grå regnvejrsdag, men hvis jeg hører albummet for mange gange, kan jeg godt savne lidt tjubang. Jeg må dog sige, at instrumenterne bliver spillet med en fantastisk detaljegrad. Ingen tone føles tilfældig, og der er en del kreative påfund, der stikker ud. Mest mærkbart er nok, at Mitchell interpolerer melodien til ‘Jingle Bells’ i klaveret på ‘River’. En anden finurlighed, der mere ligger i produktionen, er da Mitchell synger om, hvad flyradioen spiller på ‘This Flight Tonight’ – her bliver hele lydbilledet distorteret, så det lyder mere som en radio, og alligevel fortsætter sangen på imponerende vis ufortrødent sit hastige flow. Næste gang, du har en regnvejrsdag, for eksempel her i efteråret, er ‘Blue’ et oplagt album at sætte på. Sid med en kop kakao og tænk over livet. Nyd Joni, der fortæller dig om sine egne livsoplevelser, mens hun ledsages af varme akkorder i et nærværende lydlandskab. Og når albummet er slut, giv det et par minutters stilhed til at lægge sig. Det fortjener det.