Kategoriarkiv: Stevie Wonder

56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Udgivet den af
Svar

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at får et mindre forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Udgivet den af
Svar

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.