56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at får et mindre forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

254 – Whitney Houston – Whitney Houston (1985)

Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, så falder jeg over en virkelig uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange af disse albums er opført af kvinder, er at pladeselskaberne bare ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har opført mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der sjovt nok hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er de lavere punkter lave, men intet af dette tilfalder reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, og det er klart, at der er nogle klassikere her, der absolut fortjener sådan en status. How Will I KnowGreatest Love of All og Saving All My Love For You er drøngode popsange.

How Will I Know er ikke særlig langt fra noget Madonna kunne have lavet på sin debutplade fra 2 år tidligere, og det er en meget god ting i min bog. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er virkelig svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang, der bliver opfyldt med finesse. Det er et tætpakket lille mesterværk. Greatest Love of All er også en rigtig god sang, og denne udvikler sig langsomt, men det ender med at være eksplosivt. Som så mange af Houstons andre store singler, så er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, det er effektivt, og det er bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og Saving All My Love for You er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. You Give Good Love to Me er til trods for ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. Someone for Me har et Madonna-flair meget lig How Will I Know, og det bliver også her brugt til at skabe variation fra alle de følsomme ballader.

Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. 3 duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville utrolig gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil rettere bare sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne virkelig have sunget  duetterne med hvem som helst, eller som jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, Nobody Loves Me Like You Do, er virkelig kedelig, og den minder meget om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten bag. Den anden hedder Take Good Care of my Heart, og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men disse er så også de eneste forløsende kvaliteter. Det er trættende i længden og det er så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret Hold Me er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Derudover er All at Once en rigtig smuk sang, men den minder meget om de andre langsomme, inderlige ballader, albummet byder på, og Thinking About You er en ret ensformig, kedelig sang, men der er i det mindste lidt gang i den. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.

281 – Barry White – Can’t Get Enough (1974)

Man kan bare ikke nævne disko uden at sige Barry Whites navn før eller siden, for før både Gloria Gaynor, Bee Gees og Donna Summer fik folk ud på dansegulvet, så havde vi Barry White disko-hits som You’re the First, the Last, My Everything og Can’t Get Enough of Your Love Babe, begge at finde på hans tredje album, Can’t Get Enough fra 1974. Dette album starter med at virke rigtig ambitiøst. Det står på et førsteklasses intronummer, en instrumental sang på to minutter ved navn Mellow Mood Pt. 1, og den er rigtig god. Den sætter virkelig stemningen, og man føler, man er parat til at dykke ned i pladen. Den er mere dramatisk og seriøs end man forventer fra en figur som Barry White, og den går faktisk virkelig smukt over i You’re the First, the Last, My Everything. Det er en af de mest overdrevet kærlige kærlighedssange, denne jord nogensinde har set. Det er måske lidt latterligt, især som White bare går over toppen med sit højlydte croon, men man bliver bare så glad af det. Og Whites charmerende spoken word fungerer godt til at skyde nummeret igang.

Jeg håber, du kan lide Spoken Word, for bagefter står den på endnu mere. Den langsomme I Can’t Believe You Love Me starter med en ret lang – og ret god – spoken word-sang. Der er smukke strygere og en sexet saxofon, og hans ordvalg her er meget charmerende, og det kunne som sådan bare stoppe der. Men så kommer det smukke kor, der synger “I can’t believe that you love me” i lang tid. Det virker i starten som en virkelig god, overset White-sang, men pludselig opdager man, at denne sang varer 10 minutter. Jo, den udvikler sig, andet vers har en melodi i stedet for al den spoken word, og sangen er stadig meget sprød og velskrevet, men den er alligevel mindst 3 minutter for lang, for i de sidste 3 minutter sker der vitterligt ikke andet end omkvædet en masse gange og lige en enkelt instrumental passage. Det er derfor rigtig dejligt at få en regulær latterlig popsang, og vi får da Can’t Get Enough of Your Love, Babe. Man bliver bare atter så glad for Whites kærlighed, der kommer gennem en utrolig fængende melodi.

Oh Love, Well We Finally Made It er endnu en lykkelig popsang. Det er lidt det, man forventer fra Barry White, en meget glad sang om kærlighed, der åbner med noget spoken word, mens nogle flotte strygere og nogle friske backingvokalister danner godt underlag. Versene er ikke noget specielt, men omkvædet alene gør, at dette nummer sagtens kunne have overlevet en single-udgivelse. I Love You More Than Anything (In This World Girl) er endnu mere Barry White, som man kender ham, her med nogle meget charmerende vers men med et omkvæd, der måske bliver lidt mere corny end hvad godt er – og corny er ellers normalt meget godt, når vi snakker sådan en charmetrold som White. Efter denne afsluttes pladen som den startede, med fortsættelsen til Mellow Mood Pt. 1Mellow Mood Pt. 2. Den føles mere kærlig og mere afsluttende end etteren. Det får pladen til at virke meget vigtigere end den er. Det er dog en god, sjov plade, og det kan man ikke tage fra den.

285 – Al Green – I’m Still in Love with You (1972)

Al Green er meget overset som albumkunstner, og hvor pladen, folk oftest peger mod, når de vil påvise hans geni, er Call Me fra 1972, så er I’m Still in Love with You fra året før også en meget rost plade. Man kan til at starte med blot pege på titelnummeret, der åbner pladen. Det er en meget kærlig sang, der ikke skyldes nogen bestemt anledning. Green vil blot etablere, at flammen stadig er tændt for fuld styrke. Det er en god åbner, og Al Green udmærker sig her som den krammemagnet, han trods alt er. Han fortsætter med endnu en virkelig sød kærlighedserklæring, denne gang ved navn I’m Glad You’re Mine. Denne har en virkelig spøjs, funky instrumentation, og dens melodi er også ret stærk. Pladens bedste nummer er dog den virkelig dramatiske og djævelske sang om kærlighedens negative side, den ironisk betitlede Love and Happiness. Teksten er grum, trompeterne er bitre, og Al Greens ømme stemme udnyttes helt perfekt her. Det er en af de bedste soulsange nogensinde, og nok et af Greens allerstørste værker.

Et perfekt modstykke til den bitre Love and Happiness er What a Wonderful Thing Love Is, der hylder kærligheden i al sin ynde. Den er ret idyllisk og utopisk, og det er lidt af et fløjelsmaleri, men fordi det kommer ud af Al Greens mund, så føles det ikke helt så corny igen. Er det den stærkeste sang på pladen? Nej, men den er stadig meget gennemarbejdet og velproduceret. Simply Beautiful er derimod en ganske svag sang. Den har ikke rigtig en vokalharmoni, og den føles ret improviseret. Instrumentationen er ganske sprød, men den sætter virkelig albummet i tomgang. Jeg ved godt, at det er en af pladens mest populære sange, men jeg kan virkelig ikke se det specielle i den. Det er derfor virkelig heldigt, at Green så kan opføre et helt fantastisk cover af Roy Orbisons Oh, Pretty Woman. Det er en tidløs melodi, der allerede dengang havde overlevet i mange år, og Greens stemme er bare helt fortryllende til det virkelig fine soul-arrangement, som blev lavet til denne udgave.

For the Good Times er et cover af en countrysang skrevet af Kris Kristofferson, oprindeligt opført af Ray Price. Den giver virkelig god mening i Greens udgave, og hvis man ikke kender den i forvejen, ville man aldrig gætte, at det oprindeligt var en country-sang, selvom Green blander country-elementer ind i nummeret gennem et meget landligt kor. Det er pladens længste sang med sine næsten 7 minutter, og mens længden nok ikke behøvede at være så ekstrem, så er det stadig virkelig flot opført. Look What You’ve Done to Me er som sådan ikke mere en en simpel lille kærlighedssang, men der er meget god instrumentation her. Orgel, klaver, strygere og blæsere arbejder flot sammen om at skabe en meget levende sang. One of These Good Old Days æmmer bare af at være et godt afslutningsnummer. Instrumentationen bliver meget levende mod slutningen, og Green bliver ellevild. Det runder flot Al Greens I’m Still in Love with You af – og jeg elsker også stadig ham.

289 – Al Green – Call Me (1973)

Når man snakker de store mandlige soulsangere, er der typisk tre navne, der kommer frem før resten: Stevie Wonder, Otis Redding og Marvin Gaye. Dette er nok fordi disse i modsætning til konkurrenterne blev lige så kendte gennem deres albums som deres singler. Med en sanger som Al Green er det dog de fleste, der ikke ejer andet af ham end den yderst fine Greatest Hits. Men han lavede skam også gode plader, og anmelderne har rost dem til skyerne, selvom ingen af dem har fået samme status som InnervisionsOtis Blue eller What’s Going On. Et af de mest populære er hans sjette album, Call Me, der åbner virkelig stærkt med Call Me (Come Back Home). Den handler om længsel efter modparten oven på at have slået op. Det er et gennemgående tema på pladen, og Greens længsel og kærlighed her virker oprigtig, og man kan da næsten ikke andet end at have lyst til at kramme ham, når han charmerer sig ind i dit hjerte med sin falset. Det bliver lidt langsommere med Have You Been Making Out O.K., der er et meget omsorgsfuldt spin på temaet fra første sang. Og så har den også de smukkeste strygere.

Stand Up er hornene i starten meget gribende, og tematisk er den ret motiverende. Det er nok ikke pladens stærkeste melodi, det ville være synd at sige, men Greens charme kan gøre meget, og instrumentationen er også virkelig stærk. En af mine personlige favoritter på pladen er Greens cover af Hank Williams’ berømte country-sang I’m So Lonesome I Could Cry. Jeg er ikke så glad for originalen, men denne udgave er virkelig, virkelig god. Mange vil nok end ikke lægge mærke til, at det er Williams-sangen, selv opdagede jeg det oprindeligt, da titlen for første gang blev sunget. Det bliver da virkelig blødt med Your Love Is Like the Morning Sun. Det er en virkelig fin lille sang, der er virkelig skrøbelig og øm. Det er den slags fine soulmusik, som Al Green bare var verdensmester i at skrive dengang. Men underligt nok er min yndlingssang på pladen en ret atypisk sang for Green. Det er en ret festlig, funky og ret bitter sang ved navn Here I Am (Come and Take Me). Ovenpå så fint at have sagt “jeg savner dig” og “hvordan har du det?” tidligere på albummet, så går han amok med passiv aggression her.

Al Green vender tilbage til covers af country-sange med Funny How Time Slips Away af Billy Walker, skrevet af Willie Nelson. Jeg har stort set først nu fundet ud af, at dette er et cover, for det lyder ret naturligt i soul-udgaven. Det ender dog med at være et af de svagere numre, hovedsageligt på grund af instrumentationen og især på grund af trommerne. Sangen måtte også godt være lidt kortere, men den er virkelig godt skrevet. You Oughta Be With Me er en af de allerbedste sange på pladen. Den minder måske end kende mere end hvad godt er om Greens megahit Let’s Stay Together på visse punkter, men derudover er det en af de mest kærlige sange, Green har lavet. Hvis man tager dem i kontekst med alle disse sange om at slå op, så føles det her som om, han starter på en frisk, og instrumentationen udvikler sig virkelig godt her. Green ville senere blive gospelsanger, og hans første religiøse sang er at finde på Call Me, og den hedder Jesus Is Waiting. Jeg indrømmer, at jeg ikke er stor fan af religiøs musik, men dennes instrumentation er virkelig fed, selvom sangen nok er lidt langtrukken. Call Me er en virkelig solid plade. Den er ikke perfekt, men den er absolut noget for soul-fans.

318 – The O’Jays – Back Stabbers (1972)

Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage mod det, og vi kan nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som the Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære albums i genren, Back Stabbers. På den finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, Who Am I og Sunshine, er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. Who Am I er måske lidt langtrukken, men Sunshine er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.

De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok 992 Arguments, men det er en sang af virkelig høj kvalitet. Der er virkelig smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en virkelig varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er Back Stabbers og Love Train. Back Stabbers er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog virkelig få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret Love Train. Hvis Love Train ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har derfor ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret på, at den ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, når afslutningsnumre gør, men Love Train kan sgu tillade sig det.

Det store spørgsmål er så hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede When the World is at Peace, den virkelig sexede Time to Get Down, der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre Listen to the Clock on the Wall, der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige Shiftless, Shady, Jealous Kind of People er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke rigtig er så godt igen er (They Call Me) Mr. Lucky, der ikke gør specielt meget, som en middelmådig kærlighedssang af the Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og Listen to the Clock on the Wall. Resten af numrene er dog rigtig velskrevne, velopførte R&B-sange, og Back Stabbers ville også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back Stabbers sikkert en plade for dig.

462 – Marvin Gaye – Here, My Dear (1978)

Den legendariske soulsanger Marvin Gaye havde siden starten af 60’erne lavet pragtfuld soulmusik, og som årene skred frem blev han kun mere og mere sofistikeret og ambitiøs. I 1964 blev han gift med sit pladeselskabs chefs datter, Anna Gordy, og deres ægteskab var i mange år lykkeligt, men ca. omkring 1976 begyndte det at gå skidt, og i 1977 blev de skilt. I løbet af hele denne affære havde Marvin skrevet og optaget dobbeltalbummet Here My Dear, der fra ende til anden udelukkende handler om forholdet mellem Marvin og Anna. Det er et meget kompliceret album. Gayes store varemærke, hans sublime stemme, er måske bedre, end den ellers nogensinde har været, og pladen arbejder naturligvis stadig meget med soulmusik, men ellers kunne vi næsten ikke være længere væk fra hans 60’er-materiale. Først og fremmest, er der virkelig ikke traditionel vers-omkvæd-opbygning på specielt mange af disse sange. Det er rettere en lang musikalsk historie om deres forhold, og kun i ganske få tilfælde kan stiv struktur hjælpe sådan noget. Ja, jeg ville nærmest kalde det progressiv soul.

Albummet starter med titelnummeret, der klart er tiltænkt som en introduktion. Der bliver talt direkte til Anna, og han siger ganske udmattet og også end kende fortvivlet, at det her er altså er albummet, og at det er dedikeret til hende, næsten udelukkende gennem spoken word. Han fortsætter da med I Met a Little Girl som fortæller hele deres forholds historie på 5 minutter, lige op til der, hvor deres kærlighed ophører, hvilket er temaet for den næste sang, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne sang dukker to øvrige gange op på albummet i andre udgaver, og alene titlen repræsenterer lige det, hele albummet handler om. Efter denne sang kommer en række sange, der fra forskellige vinkler kigger på hvordan årene op til og kort efter deres skilsmisse var, før man netop hører en anden udgave af When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne bliver efterfulgt af et helt spektakulært George Clinton-inspireret funk-nummer, A Funky Space Reincarnation, hvor Marvin på morsom vis fortæller om at være reinkarneret 100 år ude i fremtiden, hvor han er blevet rumkaptajn. Han møder da en kvinde, der minder ham om Anna fra sit tidligere liv, selvom han ikke lige kan sætte fingeren på, at det er hende. De hygger sig på rumsengen og ryger sære stoffer fra Venus. Som enorm George Clinton-fan værdsætter jeg det meget, men det har også al Marvins sædvanlige charme og følelse.

Oven på dette 8 minutter lange mesterværk fortsætter Marvin albummet med først You Can Leave, But It’s Going to Cost You og da bliver han, som titlen antyder, rigtig lyrisk aggressiv overfor Anna. Han forholder sig stadig rigtig roligt i sin vokal, men man kan høre undertoner af det, der i bund og grund er had i hans stemme. I løbet af hele albummet er had, vrede og raseri gemt godt nede i undertonerne, så der er meget at grave ned i. Derefter kommer Falling in Love Again, der ender albummet lykkeligt, med at Marvin møder sin næste kone, Janis Hunter. Det ægteskab gik ganske vist hurtigt i opløsning, men det kunne han ikke vide dengang. Efter dette bliver albummet endeligt rundet af med en ganske kort gentagelse af spørgsmålet, han har stillet Anna så ofte, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Spørgsmålet bliver ikke besvaret, men det runder smukt albummet af. Det er et rigtig besværligt album, og det kræver absolut et par gennemlytninger, men hvis du kan lide din R&B i en mere kompliceret, konceptuel udgave, så er Here, My Dear noget for dig, men vær bare klar på, at holde tungen lige i munden.

488 – D’Angelo – Voodoo (2000)

D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.