Når man snakker de store mandlige soulsangere, er der typisk tre navne, der kommer frem før resten: Stevie Wonder, Otis Redding og Marvin Gaye. Dette er nok fordi disse i modsætning til konkurrenterne blev lige så kendte gennem deres albums som deres singler. Med en sanger som Al Green er det dog de fleste, der ikke ejer andet af ham end den yderst fine Greatest Hits. Men han lavede skam også gode plader, og anmelderne har rost dem til skyerne, selvom ingen af dem har fået samme status som Innervisions, Otis Blue eller What’s Going On. Et af de mest populære er hans sjette album, Call Me, der åbner virkelig stærkt med Call Me (Come Back Home). Den handler om længsel efter modparten oven på at have slået op. Det er et gennemgående tema på pladen, og Greens længsel og kærlighed her virker oprigtig, og man kan da næsten ikke andet end at have lyst til at kramme ham, når han charmerer sig ind i dit hjerte med sin falset. Det bliver lidt langsommere med Have You Been Making Out O.K., der er et meget omsorgsfuldt spin på temaet fra første sang. Og så har den også de smukkeste strygere.

På Stand Up er hornene i starten meget gribende, og tematisk er den ret motiverende. Det er nok ikke pladens stærkeste melodi, det ville være synd at sige, men Greens charme kan gøre meget, og instrumentationen er også virkelig stærk. En af mine personlige favoritter på pladen er Greens cover af Hank Williams’ berømte country-sang I’m So Lonesome I Could Cry. Jeg er ikke så glad for originalen, men denne udgave er virkelig, virkelig god. Mange vil nok end ikke lægge mærke til, at det er Williams-sangen, selv opdagede jeg det oprindeligt, da titlen for første gang blev sunget. Det bliver da virkelig blødt med Your Love Is Like the Morning Sun. Det er en virkelig fin lille sang, der er virkelig skrøbelig og øm. Det er den slags fine soulmusik, som Al Green bare var verdensmester i at skrive dengang. Men underligt nok er min yndlingssang på pladen en ret atypisk sang for Green. Det er en ret festlig, funky og ret bitter sang ved navn Here I Am (Come and Take Me). Ovenpå så fint at have sagt “jeg savner dig” og “hvordan har du det?” tidligere på albummet, så går han amok med passiv aggression her.

Al Green vender tilbage til covers af country-sange med Funny How Time Slips Away af Billy Walker, skrevet af Willie Nelson. Jeg har stort set først nu fundet ud af, at dette er et cover, for det lyder ret naturligt i soul-udgaven. Det ender dog med at være et af de svagere numre, hovedsageligt på grund af instrumentationen og især på grund af trommerne. Sangen måtte også godt være lidt kortere, men den er virkelig godt skrevet. You Oughta Be With Me er en af de allerbedste sange på pladen. Den minder måske end kende mere end hvad godt er om Greens megahit Let’s Stay Together på visse punkter, men derudover er det en af de mest kærlige sange, Green har lavet. Hvis man tager dem i kontekst med alle disse sange om at slå op, så føles det her som om, han starter på en frisk, og instrumentationen udvikler sig virkelig godt her. Green ville senere blive gospelsanger, og hans første religiøse sang er at finde på Call Me, og den hedder Jesus Is Waiting. Jeg indrømmer, at jeg ikke er stor fan af religiøs musik, men dennes instrumentation er virkelig fed, selvom sangen nok er lidt langtrukken. Call Me er en virkelig solid plade. Den er ikke perfekt, men den er absolut noget for soul-fans.