Tag-arkiv: Southern soul

52 – Al Green – Greatest Hits (1975)

Udgivet den af
Svar

Greatest Hits-plader er en tricky kunst. Det er svært at få dem til at lyde sammenhængende, og det slår i de færreste tilfælde at høre et album, hvor sangene fra starten af var udviklet med henblik på, at man skulle høre sangene i hinandens kontekst. En undtagelse til denne regel er soulsangeren Al Greens simpelt betitlede ‘Greatest Hits’ fra 1975. Al Green udgav sit debutalbum i 1967, men denne opsamling strækker sig ikke længere tilbage end til 1970. Samtidig er de yngste tracks på udgivelsen blot fra 1973. ‘Greatest Hits’ dækker derfor over en spinkel tidslomme på knap fire år, og heri ligger en stor del af styrken ved Al Greens ‘Greatest Hits’. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at alle albummets ti sange var blevet indspillet den samme måned. De to første, lidt mere rå, bluesede album bliver sprunget over, så vi ikke hører ham mens han er i gang med at finde fodfæstet. I stedet kører vi gnidningsfrit igennem ti smooth, sensuelle og til tider lettere funky soultracks, hvor Al Green-lyden for alvor er blevet fundet. Og siden vi jo har at gøre med de største hits fra den periode, er niveauet virkelig højt.

Det er kun ganske få af Greens bedste sange, der bliver forbigået. Til trods for at albummet med nær nøjagtig timing formåede at blive udgivet som hans storhedstid var ved at være overstået, har den ramt vældig præcist i forhold til hvad der i eftertiden ville blive husket bedst. Det magelige afslutningsnummer ‘Let’s Get Married’ fra 1973 er nok den eneste, der lidt er gået i glemmebogen, og mens jeg næppe ville kalde det et højdepunkt, er det faktisk en ganske tilfredsstillende sang til at afslutte et album, der fører lytteren rundt i kærlighedens op- og nedture. Man kunne lidt savne ‘Take Me to the River’ fra 1974-albummet ‘Al Green Explores Your Mind’ – et album, der end ikke er repræsenteret af andre sange. Men nuvel, denne var end ikke udgivet som single, og den fik ikke rigtig hitstatus før Talking Heads’ fantastiske coverversion fra 1978. Så er der selvfølgelig også 1972-sangen ‘Love and Happiness’, muligvis Greens bedste skæring nogensinde. Den blev først udgivet som single i USA i 1977, men dette år sørgede pladeselskabet for at genudgive ‘Greatest Hits’ i den version, der nok er mest almindelig i dag, nemlig hvor hans cover af Bee Gees-sangen ‘How Can You Mend a Broken Heart’ er erstattet af ‘Love and Happiness’.

Opsamlingen er ikke lang. Med sine 10 sange varer den 36 minutter, så der var nok plads til, at begge sange kunne have været der. Jeg skal dog ikke klage over, at ‘How Can You Mend a Broken Heart’ blev fjernet – det er i mine øjne klart originaludgavens svageste punkt, selv om den dog stadig overhaler Bee Gees-originalen med meter. Men jeg er også glad for at vi havde at gøre med en erstatning rettere end et supplement, da albummets flow kun bliver gjort mere elegant, og da 36 minutter er mere end rigeligt til at skabe en solid Al Green-skive. Hans lyd er meget konsekvent med de blide strygere, sprøde guitarlicks, diskrete trommer, diabolske orgelpassager, sjælfulde blæsere og groovy basgange. Mange bandmedlemmer går igen på tværs af hans album, og det hjælper så absolut på helhedsoplevelsen. For lige at gøre det bedre har vi at gøre med noget så sjældent som en opsamling, hvor sangene ikke blot tankeløst bliver smidt i kronologisk rækkefølge – i stedet er de ordnet således, at de rent faktisk understøtter hinanden dynamisk og sørger for at gøre ‘Greatest Hits’ til en helstøbt gennemlytning. Med kun ti sange har vi at gøre med en effektiv bouillonterning, der mætter ethvert soulhungrende øre uden at spilde tiden på overflødigheder – på alle måder den ideelle Al Green-oplevelse.

74 – Otis Redding – Otis Blue: Otis Redding Sings Soul (1965)

Udgivet den af
Svar

Jeg har svært ved at pege på en bølge i soulmusikken, der har haft en nær fed lyd som den sydstatssoul, man kunne finde hos pladeselskabet Atlantic i 1960’erne. Mens Motown takket være folk som Smokey Robinson, Marvin Gaye og Stevie Wonder kunne prale af at have genrens bedste sangskrivere, havde Atlantic helt klart det bedste band, nemlig Booker T. & The M.G.’s. De spillede på en lang række af tidens store soul-plader, men bedst husket er nok deres plader med den store soulsanger Otis Redding. Især pladen ‘Otis Blue: Otis Redding Sings Soul’ fra 1965 er populær. Det er nok den mest velansete soulplade, Atlantic nogensinde har udgivet. Den er ofte nær toppen af lister over de bedste soulplader nogensinde, og den gav Redding sit store gennembrud gennem singler som ‘I’ve Been Loving You Too Long’ og hans cover af ‘Satisfaction’. Og det er jo egentlig ret sjovt, at den er blevet så populær, for det er næsten en regulær cover-plade. Der er lige så mange sange her, der oprindeligt er af Sam Cooke som oprindeligt er af Redding. En stor del af sangene var desuden allerede meget populære i forvejen, og de huskes stadig i dag bedst i originaludgaverne. Derfor kan man let spørge sig selv: hvorfor ikke bare høre originalerne?

For at undersøge dette, kunne man nok kigge på det cover, der i min optik fungerer allerbedst, nemlig ‘Satisfaction’, oprindeligt af The Rolling Stones. Det er det eneste cover af en rock-sang, men den fungerer rigtig godt. Der er i forvejen lidt R&B-elementer i originalen, og det er fedt at høre Redding trække dem ud og accentuere dem. Tilføjelsen af blæserne fungerer også rigtig godt, og sangens rockede natur lægger op til godt med impulsiv energi på tværs af Redding og bandet. Et rygte siger, at Redding egentlig ikke teksten udenad, hvilket ledte til en mere improviseret, impulsiv vokaloptræden. Vildskab er en kvalitet, der generelt klæder Redding og bandet rigtig godt, og vi får den også på Reddings egen ‘Respect’, der senere blev endnu mere populær i en cover-udgave af Aretha Franklin, samt på ‘Shake’ af den dengang nyligt afdøde Sam Cooke. Sam Cooke fylder som sagt en del på denne plade, for han har været en afgørende indflydelse på Redding som musiker. Mens jeg føler, at Reddings fortolkning af ‘Wonderful World’ gør den fjollede kærlighedssang lidt for storladen, er hans udgave af ‘Change Gonna Come’ rigtig smuk og respektfuld, selvom man måske med rette kan kritisere den for at læne sig meget op ad originalen.

Generelt er sangene faktisk super lækre. Det er let at forstå, hvorfor Redding har vækket opsigt. Alligevel finder jeg det distraherende, at så mange sange er covers. Det er jo stadig god musik, men pladen føles bare ret usammenhængende. Cover-plader, selv af meget velkendte sange, kan sagtens have sammenhæng, det har bl.a. Xiu Xiu, Willie Nelson og Johnny Cash bevist, for ikke at tale om et utal af juleplader. Jeg tror bare, at det kræver lidt ekstra fokus på struktur. Den fokus har ‘Otis Blue’ ikke rigtig. Til gengæld har vi en formidabel sanger i Otis Redding, et skidedygtigt band i Booker T. and the M.G.’s og en fantastisk producer i Isaac Hayes, og de er alle sammen absolut i højsædet. Det lyder alt sammen rigtig godt, men jeg føler ikke den store sammenhæng i pladen. Hvis man vil høre disse sange i deres ideelle sammenhæng, bør man muligvis rettere opsøge nogle af de live-plader, Redding optog på denne tid, bl.a. ‘Live in Europe’ og ‘Historic Performances Recorded at the Monterey International Pop Festival’. Stadig, hvis man vil udforske Reddings diskografi, er ‘Otis Blue’ en mindeværdig, velskåret samling sange.

79 – James Brown – Star Time (1991)

Udgivet den af
Svar

“Mr. Dynamite”, “The Hardest Working Man In Show Business”, “Soul Brother No. 1”, “The Godfather of Soul”; disse 4 titler er ikke blot tilnavne for R&B-legenden James Brown, de er også hver især navnet på en af de 4 cd’er på hans ambitiøse boxset ‘Star Time’ fra 1991. Dette er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at ’20 All-Time Greatest Hits’, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med ‘Star Time’. Den var endda tænkt som et mere tilgængeligt, kondenseret alternativ til denne omfattende, næsten 5 timer lange cd-box. Jeg kunne virkelig godt lide ’20 All-Time Greatest Hits’, der gav et solidt, afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen formåede også at give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med ‘Star Time’, der i modsætning til ’20 All-Time Greatest Hits’ er kronologisk opbygget. Der er dermed ikke nær så godt flow i pladen som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men ‘Star Time’ formår derimod at give et rigtig klart billede af hvordan James Brown gradvist udviklede sig som kunstner. Det er ret spændende at følge med i hans udvikling som kunstner i løbet af de 5 timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og tager det i en ny retning.

Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder ‘Mr. Dynamite’, er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler dette sig til soul og funk. ‘Mr. Dynamite’-disken slutter af med nogle tidlige, mest af alt rhythm & blues-orienterede indspilninger af ‘It’s a Man’s Man’s Man’s World’, ‘I Got You (I Feel Good)’ og ‘Papa’s got a Brand New Bag’. De mere kendte, soul- og funk-prægede udgaver får da lov til at åbne den anden cd, der har titlen ‘The Hardest Working Man In Show Business’. Det er ret fedt at starte med at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. De har også sørget for ikke at være alt for pedantiske i forhold til den kronologiske opbygning. Der har ligesom på ’20 All-Time Greatest Hits’ også været tænkt over at præsentere en varieret, engagerende lytteoplevelse. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det alt for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.

Jeg må dog stadig erkende, at jeg finder det besværligt at lytte til ‘Star Time’. Jeg ved ikke helt hvordan man skal lytte til den. Selv hørte jeg de 4 cd’er så hurtigt efter hinanden som muligt, men 5 timer med James Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves, kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne rigtig meget sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man sepererer sine lyttesessioner for meget. Omvendt må jeg sige, at alle 4 cd’er faktisk sagtens kunne fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke rigtig nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der grundigt gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. I løbet af alle disse år har han sørget for at fornye og udvikle sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, hvorpå pladen afslutter, nemlig med nummeret, ‘Unity, Pt. 1’, som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik stadig bliver ved med at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. ‘Star Time’ er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lige lovlig lang for de fleste.

83 – Aretha Franklin – I Never Loved a Man the Way I Love You (1967)

Udgivet den af
Svar

For første gang nogensinde anmelder jeg to plader af den samme kunstner lige efter hinanden. Sidst var det Aretha Franklins ‘Lady Soul’ fra 1968, som trods visse glimrende sange og en veludført gennemgående stil ikke rigtig formåede at fange mig. Den var ellers fra Arethas glansperiode, fra hendes tid på Atlantic Records fra slutningen af 60’erne. Den første plade, hun udgav på dette pladeselskab var ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ i 1967. Jeg forventede noget i samme stil, idet både titlen og coveret leder tankerne hen på æstetikken fra ‘Lady Soul’, nærmest bedre end indpakningen til ‘Lady Soul’ formåede. Jeg må dog erklære mig positivt overrasket, over at dette i forhold til både lyd og lyrik er en langt mere levende oplevelse. Der er en ganske anden gennemgående tematik end på ‘Lady Soul’. Okay, at kalde det en gennemgående tematik er måske en overdrivelse, men overraskende mange af sangene har en lettere feministisk vinkel, navnligt de to store hits ‘Respect’ og ‘Do Right Woman, Do Right Man’. De andre sange har dog generelt stadig en vis power, der ikke typisk prægede ‘Lady Soul’, og det gør for mig ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ mere engagerende.

Dermed ikke sagt, at der er et totalt fravær af ballader. Især i starten er der en del, men generelt er der et godt mellemrum mellem dem. Foruden ‘I Never Loved a Man (the Way I Love You)’ og ‘Do Right Woman, Do Right Woman’ er de stadig ikke det, der ligefrem interesserer mig mest, med mindre man medregner hendes cover af Sam Cookes ‘A Change is Gonna Come’. Jovist, det er ikke på niveau med Cookes original, kun ganske få soulsange er, men det er en flot hyldest. Hun har endda tilføjet en lille intro om, at sangen er nogle vise ord fra en gammel ven. Hun kendte da også Sam Cooke personligt, og det var nok ham, der inspirerede Franklin mere end nogen anden. Generelt er det dog numrene med mere gang i den, der tiltaler mig, herunder bl.a. hendes cover af Otis Redding-sangen ‘Respect’, som ikke blot musikalsk er blevet forbedret gevaldigt i et helt genialt arrangement, teksten er også ændret en smule, men det gør en stor, stor forskel. Reddings udgave er lettere mandschauvinistisk, men Franklin formår at gøre det til en sang om lighed mellem kønnene. Og så lyder den bare helt fantastisk.

Jeg klagede lidt over det høje antal covers på ‘Lady Soul’, ikke så meget fordi de var covers, ej heller fordi de var mærkbart dårlige, mest af alt fordi de føltes lettere ligegyldige. Her har jeg allerede gennemgået to covers, hvor Franklin tilføjer noget interessant, og disse to er langt fra de eneste covers på pladen. Næsten halvdelen af pladen er covers, og mens ikke alle covers er lige fænomenale, så varierer kvaliteten på hendes cover sådan cirka lige så meget som på de originale sange, hvor Franklin selv har været med til at skrive en god portion af dem, bl.a. den rå, Sam & Dave-lignende ‘Save Me’ og den diskrete, latin-prægede ‘Don’t Let Me Lose this Dream’. Strukturen på pladen er rimelig god. Der er ikke tale om nogen konceptuel, betydningsfuld rækkefølge, men der er sørget for et godt mellemrum mellem de langsommere ballader, så man sagtens kan klare en del gennemlytninger, selvom man ligesom jeg finder de fleste af disse ret kedelige. Jeg afsluttede min ‘Lady Soul’-anmeldelse med at meddele, at selvom jeg ikke var stor fan af pladen, var jeg ganske sikker på, at Aretha måtte have et album, der faldt i min smag. Dette viste ‘I Never Loved a Man the Way I Love You’ sig til min store overraskelse at være.

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.

89 – Dusty Springfield – Dusty in Memphis (1969)

Udgivet den af
Svar

De sidste par hår har popmusik nydt en slags renæssance i anmelderkredse. Det er ikke en, jeg selv kan erklære mig en del af, hovedsageligt idet jeg ikke har anmeldt nogen albums, der er udkommet efter 2003. Pladeselskabs-fabrikeret mainstream-pop har ikke været så velanset siden 1960’erne, hvor sangskrivere som Gerry Goffin, Burt Bacharach og Randy Newman stod bag det ene hit efter det andet uden at opnå samme plads i rampelyset som sangerne. At lytte til en hel plade med en gruppe som Three Dog Night, hvor hver sang er skrevet af en ny af disse studie-sangskrivere, kan føles lidt usammenhængende, men af og til gjorde studierne deres bedste for at give sangerne et image. Dusty Springfield fik i 1969 kortvarig superstjernestatus, da Atlantic udgav hendes mest populære plade nogensinde, ‘Dusty in Memphis’, og trods de mange forskellige sangskrivere, er det helt klart en helstøbt oplevelse. Lyden var en fin blanding af den sydstatssoul, pladeselskabet bød på i form af Aretha Franklin og Otis Redding, og en mere poleret, strygerbåret pop-lyd a la Phil Spector eller Sonny & Cher. Det var en stor succes, der bl.a. bragte hende det klassiske megahit ‘Son of a Preacher Man’, men til min overraskelse kunne resten af albummet sagtens hamle op med denne sang.

Alene som en samling af soul- og pop-sange er ‘Dusty in Memphis’ ganske solid og varieret. De mere soulprægede sange er typisk mine favoritter, heriblandt, ‘Don’t Forget About Me’, ‘So Much Love’ og den klassiske ‘Son of a Preacher Man’. Dusty synger dem med tydelig overbevisning, og instrumentationen er rig. Både arrangementerne af strygerne og blæserne er meget yndige, og de komplementerer resten af musikken rigtig godt. De mere typiske pop-instrumenter klarer sig også rigtig godt, især med spændende fills og sjove detaljer. Strygerarrangementerne stikker dog endnu mere ud på de knap så soul-inspirerede numre. ‘Windmills of Your Mind’ er en af mine favoritter, især på grund af måden, strygersektionen eskalerer melankolien, hvilket får den ellers ganske simple melodi til at fremstå som lidt af en genialitet. Den spanske guitar tilføjer også meget til dette. Jeg kom tidligere ind på, at Dusty – i modsætning til fx førnævnte Three Dog Night – blev markedsført med et vist image. I modsætning til resten af Atlantics soulsangere, virkede Dusty tit tilbageholdende. Trods hendes store beundren af Aretha Franklin, er det svært at forestille sig Dusty synge ‘Respect’ eller ‘Think’. Dusty føles altid som en passiv aktør i sine egne sange, og det gør, at pladen til tider kan føles lidt ensartet.

Dermed ikke sagt, at pladen aldrig præsenterer noget, der på nogen måder er vovet. Åbningsnummeret ‘Just a Little Lovin” handler gasnke åbenlyst om sex, og de seksuelle undertoner optræder også på ‘Breakfast in Bed’, ‘So Much Love’ og endda ‘Son of a Preacher Man’. Så selvom hendes image var at være lidt mere tilbageholdende, var det på ingen måde nær så poleret som for fx The Supremes eller Tammi Terrell, der virker som hendes mest åbenlyse konkurrenter. Producerne bag albummet fortjener også en stor hyldest. Ikke alene lyder det generelt vidunderligt, men numrene understøtter faktisk hinanden rigtig godt i tracklistingen trods de mange forskellige sangskrivere. Det er ikke alle, der er lige fantastiske – Bacharach/David-kompositionen ‘In the Land of Make Believe’ er en kende forglemmelig, og Dustys stemme er nok lidt lysere end hvad godt er, og ‘I Dont Want to Hear It Anymore’ og ‘Just One Smile’, der begge er Randy Newmans bidrag, er nogenlunde lige så kønsløse som Newman-sange plejer at være. Dusty giver dog stadig en flot vokalpræstation. Arrangementerne til disse varierer også mellem at være fine omend forglemmelige og at være en kende corny. Jeg må dog erklære, at ‘Dusty in Memphis’ er en ganske solid pop-plade, og der er få eksempler på at soulmusik samtidig er så poleret og så veludført.

116 – Etta James – At Last! (1960)

Udgivet den af
Svar

Etta James havde en af de største soul-stemmer nogensinde. Den var virkelig blød for det meste, men hun havde så flot kontrol over den, at hun sagtens kan trække den i mere hårdføre retninger. Hendes første album, der fik titlen At Last!, udkom i 1960, men siden 1955 havde hun udgivet stribevis af populære singler. Indholdet på At Last! var dog spritnyt, og mange af hendes bedste numre er på tracklisten. Naturligvis kan titelnummeret nævnes, men også Trust in Me og A Sunday Kind of Love er store, sjælfulde ballader, som absolut er værd at lytte til, og den bluesede I Just Want to Make Love To You er skøn. Det er som med de fleste albums fra den tid ikke et særlig stilren eller konsekvent helhedsoplevelse. Det er mest af alt en samling sange, som Etta James tilfældigvis indspillede i 1960. Det er dog heldigvis ikke en lang plade, den er kun 29 minutter lang, så pladens manglende dynamik gør stort set aldrig, at man bliver træt af Etta James. Til gengæld kan det ændre på indtrykket, man får af visse numre. Jeg ville fx muligvis have syntes bedre om den rock and roll-prægede Tough Mary, hvis resten af pladen på nogen måde havde lagt op til den stil. Som den står nu, virker den lettere fjollet.

Der er desværre også et generelt kvalitetssving på pladen. De storladne, lykkelige eller længselsfulde kærlighedssange er uden tvivl det, der klæder Etta James bedst. Det er heldigvis også dem, der er flest af, men når hun begynder at være sørgmodig på All I Could Do Was Cry, bliver det en kende vammelt, og det lyder på ingen måde oprigtigt. Jeg føler mig faktisk en smule talt ned til, hvis det er meningen, jeg skal tro på det scenarie, der bliver fremstillet i teksten. Det kunne måske være en smule trættende, hvis det storladne soul-skrålen skulle være basis for alle sange på pladen, men så ville jeg absolut foretrække nogle mere blues-prægede sange i stedet, og pladen er som sagt ikke så lang, så det er begrænset, hvor meget den kan udmatte dig. Med det sagt, så virker dynamikken faktisk ret fint. Den er absolut ikke ideel, men pladen er stadig relativt varieret i forhold til både stil, hastighed og lydniveau. Den er absolut acceptabel til en plade på 29 minutter. Andre former for albumstruktur er dog slet ikke til stede. Intet nummer bygger op til et andet eller er med til at skabe et større tematisk helhedsindtryk.

Lyden på pladen er generelt meget klassisk soul. Der er elementer af standard-vokaljazz, hvilket blot udnytter James’ stemme endnu bedre. I det hele taget er hvert eneste nummer meget imponerende, hvis man har fokus på Etta James’ vokalpræstation. Hendes stemme lyder fuldkommen fantastisk på hvert eneste nummer, ingen undtagelse. Den slags situationer kommer tit med en tilgang, hvor det er vigtigere at sangeren skal kunne imponere med sin stemme, end at musikken rent faktisk forsøger at have noget at byde på i sig selv. Dette er ikke generelt tilfældet på At Last!. Det er ikke alle numre, jeg holder lige meget af, så på visse er James’ flotte stemme den væsentligste “saving grace”. Men på alle numrene kan jeg se, hvad de har prøvet at opnå, og ganske tit lykkes det da også. At Last! er en ganske fin plade. Den underholder acceptabelt nok i den korte tid den varer, og sangene er varierede nok, til at man aldrig keder sig, mens der stadig er nok af balladerne, som jo er guffet. Der er ikke de store overraskelser eller den helt store holdbarhed på pladen, men den har stadig absolut noget at byde på.

161 – Otis Redding – The Dock of the Bay (1968)

Udgivet den af
Svar

Otis Redding, en af de største soulsangere nogensinde, døde som 26-årig i 1967 fra et flystyrt. Det betød dog ikke, at det var slut med nye Redding-plader. Allerede i 1968 kom den første plade fra efter hans død, og den fik navnet The Dock of the Bay. På denne fandt man både spritnye, dengang hidtil uudgivne numre og diverse singler og b-sider, som ikke var udgivet i sammenhæng med noget andet Redding album. Foruden dette fandt man også et par få numre, der allerede var tilgængelige på andre albums, hvilket for mig tyder lidt på, at de manglede materiale. Pladen er heller ikke meget længere end 30 minutter. Man kan ærlig talt godt mærke, at man har fået b-materialet. Man har måske endda fået ufærdigt materiale. Ikke at ufærdige sange nødvendigvis er dårlige; åbningsnummeret, (Sittin’ On) The Dock of the Bay blev aldrig færdigindspillet, så det vi har bygger hovedsageligt på demooptagelser. Det er dog en af de mest rørende og vemodige sange, Redding har opført. Hans lyrik er vidunderlig og melodien er i al sin sentimentalitet enormt smuk. Det er i det hele taget en af de bedste soul-sange nogensinde.

Men noget af det her er altså i bedste fald albumfyld. Tramp, som egentlig mest af alt er en talking blues, er bare et skænderi mellem Redding og Carla Thomas. Det bliver ikke engang sunget, med mindre man kigger på nogle få øjeblikke. Og så er dette oven i købet et af de numre, der allerede fandtes på et tidligere album. I’m Coming Home var oprindeligt b-siden til The Glory of Love, og det nummer er bare de samme 30 sekunder om og om igen med nogle ganske få variationer. Og grundlaget er ikke særlig solidt. De trioler, der udgør hooket ender faktisk med at være ret så irriterende. Don’t Mess with Cupid var oprindeligt b-siden til My Lovers Prayer, og har vi også at gøre med en ret intetsigende sang, men i det mindste bliver den leveret med entusiasme. Og mens den måske virker ret latterlig (hvordan undgår man det, når sangen hedder Don’t Mess with Cupid?), så er den i det mindste varieret og underholdende. Open the Door var en dengang spritny sang, og den starter med spoken word. At Redding i det hele taget arbejdede så meget med spoken word undrer mig, for hans stemme er jo utrolig. Heldigvis bliver sangen ganske fin, så snart han begynder at synge.

Okay, der er ingen tvivl om, at Dock of the Bay er en rodet opsamling forklædt som et reelt studiealbum, hvor de har været ret ligeglade med, at få det til at føles sådan. Dog er (Sittin’ On) The Dock of the Bay ikke det eneste, der er værd at lytte til. Især på første halvdel, er der lidt godter. Sangene I Love You More Than Words Can Say, Let Me Come on Home og The Glory of Love blev alle udgivet som singler kort før hans død, og de tydede virkelig på noget godt. En meget dybfølt, seriøs retning. Jeg er især glad for The Glory of Love, der er blandt Reddings mest oversete sange, hvis man spørger mig. Ole Man Trouble fik oprindeligt lov til at åbne den klassiske Otis Blue, og her får den lov til at slutte pladen af. Det er på overfladen en ret underlig inklusion, men på mange måder passer den meget godt sammen med (Sittin’ On) The Dock of the Bay. Man møder her den modne, reflekterende Redding, og den udtrykker meget, hvad pladen skulle have været. Og på den måde er det en god afslutning. Jeg må dog konkludere, at der ikke er meget på pladen, jeg holder særlig meget af, og de få sange, jeg godt kan lide, er også på de fleste Redding-opsamlinger.

212 – Ike & Tina Turner – Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner (1991)

Udgivet den af
Svar

Tina Turner er en af de bedste sangere nogensinde, og Ike Turner er på samme måde en latterligt dygtig guitarist. De var stort set det perfekte par – altså musikalsk. De lavede mange klassiske singler sammen, og i løbet af hele Tinas karriere, føler jeg ikke, at hun nogensinde har toppet det, hun lavede sammen med Ike i 60’erne og 70’erne. Mange af de allerbedste af disse sange blev i 1991 samlet på opsamlingen Proud Mary: The Best of Ike & Tina Turner. Denne opsamling er løst kronologisk opstillet, så man mærker deres udvikling, men der er også blevet tænkt over, hvordan sangene komplimenterer hinanden. Det gør, at pladen ikke føles så lang, som den er. Den er 73 minutter lang, men den føles ikke længere end en almindelig plade. Pladen starter med nogle meget blues-prægede numre fra begyndelsen af 60’erne, hvor de da også begyndte deres samarbejde. Lige fra første nummer, A Fool in Love, slår Tina fast, at hun virkelig har en stor stemme. Hun går fuldkommen amok før første vers overhoved er begyndt. Der er 7 af sådan nogle numre, og de er ikke det mest imponerende i deres diskografi, så jeg kunne sagtens have overlevet uden så mange. De er dog en vigtig del af historien, så det gør ikke meget.

Det første nummer, der virkelig imponerer mig er Come Together. Selvfølgelig gør det det, det er jo skrevet af The Beatles, men jeg synes også, at denne stil klæder Tinas stemme langt bedre. Og efter det kommer der da to øvrige covers af henholdsvis Honky Tonk Women af The Rolling Stones og I Want to Take You Higher af Sly and the Family Stone. De er begge glimrende, og de lægger meget godt op til opsamlingens titelnummer, der kommer efter en lidt mere langsom Ike-skrevet soul-sang ved navn Workin’ Together. Deres cover af Creedence Clearwater Revivals Proud Mary finder man da lige på midten af pladen, og det er en sindssygt god udgave. Det er pladens længste sang, og den bliver bygget virkelig flot op med ret let instrumentation. Midt i sangen skrues der godt op for tempoet, og instrumentationen bliver virkelig vild og funky. Sidenhen får man en samling mere moderne R&B-sange, som tit læner sig op af funkgenren. Nogle af de bedste er Nutbush City Limits, River Deep, Mountain High og den todelte Sexy Ida, hvoraf især første del er fremragende. Mange af sangene på pladens anden halvdel er også skrevet af Tina i stedet for Ike, og hun er en meget bedre sangskriver synes jeg selv.

Pladen slutter med 4 numre, der afviger mere eller mindre fra resten. Med hensyn til de to første, så er det mest af alt, fordi det er regulær rockmusik. Det første er optaget af Ike og Tina samtidig, og det er nok det bedste Ike-skrevne nummer, jeg har hørt. Han synger også med på dette nummer, og deres stemmer fungerer sammen meget på samme måde som med John Doe og Exene Cervenka fra punkgruppen X, som jeg aldrig har lagt skjul på, at jeg er stor fan af. Det er selvfølgelig ikke punk, men attitude har de stadig meget af. Det andet er pladens eneste solonummer af Tina. Det hedder The Acid Queen, og det stammer fra filmatiseringen af The Who-albummet Tommy, og det er en virkelig god film, og trods Turners korte optræden efterlader hun et stort indtryk. Her anbefaler jeg at afslutte albummet. Det er en fremragende sang at slutte af med, og de næste to numre er bare nogle gamle radioreklamer, der prøver at sælge dig deres album Come Together. Det er en ret antiklimaktisk afslutning. Men opsamlingen er klart noget, du burde overveje at lytte til, hvis du vil have en rå, vild Tina Turner. Der er ikke ét nummer, der mangler, og der er masser af guf, du sikkert ikke kendte i forvejen.

251 – Otis Redding – Dictionary of Soul (1966)

Udgivet den af
Svar

Den store soul-sanger Otis Redding afsluttede sin karriere med et live-album ved navn Live in Europe, og hans sidste studiealbum før sin alt for tidlige død var King and Queen, der var et duet-album med Carla Thomas. Men hans sidste soloalbum er generelt anset som mere imponerende end disse to. Det havde den forfærdeligt lange titel Complete & Unbelievable: The Otis Redding Dictionary of Soul, og det er ikke helt klart, hvor meget af det, der er selve titlen, så selv kalder jeg altid bare pladen for Dictionary of Soul. Dette album er især kendt for et af Reddings største hits, den klassiske Try a Little Tenderness, men pladen har naturligvis andet og mere at byde på. Som på næsten alle Reddings andre plader spiller Booker T. & the MG’s til, og de er jo et hæderligt orkester med virkelig dygtige musikere. Hvis man lavede soul i 60’erne kunne man ikke ønske mere. og producerstolene sad også 4 navne, Redding havde arbejdet succesrigt med før: Jim Stewart, David Porter, Isaac Hayes og hele Booker T. and the MG’s, hvor jeg dog antager at Booker T. gjorde mere produktionsarbejde end resten af gruppen. Lyden er da også næsten upåklagelig. Det er præcis sådan et godt soul-album skal lyde. På nogle få numre synes jeg, at Reddings stemme er for lavt mixet, men det er det hele.

Sangskrivningen er generelt rigtig god i løbet af Dictionary of Soul, og Redding har helt eller delvist skrevet 7 af pladens 12 sange. Dette overraskede mig meget, for Redding plejer ikke at være særlig involveret i sangskrivning, og der er da heller intet andet album, hvor han har været nær så involveret. Første halvdel, hvor han ikke har skrevet nær så meget, er dog nok den stærkeste halvdel. Den starter med den virkelig fængende Fa-Fa-Fa-Fa-Fa (Sad Song), som er let at synge med på, den går over i den funky I’m Sick Y’all, som er virkelig sjov og velkomponeret, men desværre er Reddings stemme ikke super-tydelig her. Til gengæld er den virkelig smuk på hans cover af country-sangen Temnessee Waltz. Det er ikke albummets bedst kendte sang, men det er noget af det inderligste og flotteste, jeg har hørt Redding synge. Selv er jeg dog større fan af det energiske, og her leverer Sweet Loreene stærkt med sin stærke instrumentation. Her er Reddings stemme igen ret utydelig, men det er bedre end på I’m Sick Y’all. Første halvdel af pladen har også meget god fokus på dynamik – man får først et meget sjælfuldt, mere trist eller sentimentalt nummer, efter det kommer en, man virkelig kan feste løs til. Efter Sweet Loreene kommer da albummets store klassiker, hans cover af Ray Noble Orchestras Try a Little Tenderness, og der var en overgang, hvor jeg troede, jeg havde hørt den for meget, men niks: magien virker stadig, og det er et af de bedste soulnumre nogensinde.

Side et afsluttes med et meget alternativt cover af Beatles-sangen Day Tripper, og det er langt fra nær så fængende som med Beatles, men det klæder faktisk stadig sangen med orgel og trompeter. Anden side falder i lidt af en fælde. Der er stadig 6 ret fede sange, men de er med undtagelse af She Put the Hurt on Me slet ikke nær så energiske som de festligste på første halvdel. Denne er dog nok det bedste af de energiske numre, og den er ret svær at sidde stille til. Både My Lover’s Prayer og You’re Still My Baby er meget lig Tennessee Waltz i lyd og stemning, og tempoet er ikke helt ved siden af. De er stadig ret gode, og især My Lover’s Prayer er imponerende, men jeg har ligesom hørt det før. Jeg er meget glad for den Smokey Robinson-inspirerede Ton of Joy, og den er nok en af de bedste sange på side 2. Den har en meget fin progression, og af andre sange på denne side imponerer den blues-inspirerede Hawg for You, der med sin animalske seksualitet virkelig viser en uvant side for Redding, og noget der er meget forfriskende i albummets kontekst. Afslutningsnummeret, Love Have Mercy starter som en ret gennemsnitlig middeltempo-soulsang, men her imponerer Booker T. & the MG’s for alvor, og det ender i en stor fest, som alle er inviteret til. Dictionary of Soul er en imponerende plade. Det er noget, alle soulfans bør lytte til, og det er i det hele taget bare drøngodt.