Tag-arkiv: 1968

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.

88 – Johnny Cash – At Folsom Prison (1968)

Udgivet den af
Svar

Til trods for, at Johnny Cash aldrig fået en fængselsstraf, gjorde han meget ud af at skrive sange fra en straffefanges perspektiv. Den mest populære af disse sange er uden tvivl ‘Folsom Prison Blues’ fra 1955, der handler om en fanges liv i det titulære Folsom Statsfængsel. Det er en legendarisk god, overraskende grum rockabilly-sang, der med god grund gjorde Cash verdensberømt. Ganske naturligt begyndte Cash allerede tidligt i sin karriere at give koncerter i diverse fængsler rundt omkring, og i 1968 kom turen endelig til fængslet, der havde givet navn til hans første store hit. Her afholdt han to koncerter samme dag, der blev optaget til hans første live-album nogensinde: ‘At Folsom Prison’. Han starter denne plade med netop sangen ‘Folsom Prison Blues’, og sjældent har jeg hørt så meget glæde fra et publikum. Sangen lyder også fantastisk, faktisk bedre end originalen, og at kunne høre folk relatere til hans tekst. Samtidig kan man få en klump i halsen over, at linjen, der får det største bifald, er “I shot a man in Reno just to watch him die”. I løbet af hele pladen er det faktisk altid de mest moralforladte, voldelige linjer, der får store bifald. Det er en kende grumt, men det giver albummet en helt anden karakter end de fleste live-plader.

Cash har da også valgt sine sange med omhu. Åbningsnummeret er ikke det eneste, der omhandler livet som fange – ‘The Long Black Veil’, ’25 Minutes To Go’, ‘I got Stripes’ og ‘Cocaine Blues’ er også blandt mine favoritter. Den sidste er især grov, nærmest som en slags tidlig country-udgave af gangsta-rap. Jeg tror også, at han generelt er gået efter sine mest grovkornede sange, hvilket kun får det bedste frem i publikum. Cash kommunikerer i løbet af hele albummet med dem på ganske charmerende vis, og selvom han rent faktisk aldrig har siddet inde, kan man mærke, at han føler sig hjemme på en eller anden vis. Han vælger endda at afslutte pladen med et cover af den dengang ganske ukendte sang ‘Greystone Chapel’, skrevet af Glen Sherley, der på det tidspunkt sad inde i Folsom. Jeg er ikke engang særlig glad for sangen, der dog ganske passende handler om livet på Folsom State Prison. Jeg er hele vejen igennem dybt imponeret over lydmixingen. Den er lige tilpas upoleret til at bidrage til den rå outlaw-charme, men samtidig kan man tydeligt høre hver eneste stavelse, der kommer ud af Cashs mund, hver tone, der kommer fra instrumenterne, samt hvordan publikum reagerer i løbet af hele pladen.

Det er også meget svært at høre, at pladen er optaget over to koncerter. Der er nogle få gange, hvor man måske kan ane, at der klippes mellem dem, men det er mest i den noget akavede afslutning. Her dukker fængselsløjtnanten op og giver instrukser for hvorledes fangerne må forlade deres pladser. Publikum begynder øjeblikkeligt at buhe af ham. Det er lidt inspirerende at se, hvordan koncerten har givet dem mod til at trodse autoriteterne. Det er smukt, og man føler mod slutningen at Cash har givet et stort lyspunkt i fangernes ellers mørke hverdag. Det er ret smukt, og man sidder tilbage med stor respekt for Johnny Cash. ‘At Folsom Prison’ er ikke blot en live-plade som få andre, det er også en af de bedste country-plader, jeg nogensinde har hørt. Countryplader plejer endda at være blandt mine mere negative anmeldelser, men det sker absolut ikke for denne plade. Der præsenteres en god blanding af kreative ideer, solide sange og veludførte optrædener. Som Johnny Cash-fan forventede jeg ganske vist, at pladen ville være god, men kvalitetsniveauet formåede nu stadig at overraske mig. Hvis du kun skal høre én country-plade hele dit liv, ville ‘At Folsom Prison’ være et godt bud.

117 – The Byrds – Sweetheart of the Rodeo (1968)

Udgivet den af
Svar

Jeg kan rigtig godt lide The Byrds. Plader som Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers byder på noget af det bedste psykedeliske folk-pop, der nogensinde er lavet. Jeg er knap så glad for Gram Parsons, en af country-rockens store innovatorer, og det er hverken solo eller med The International Submarine Band eller for den sags skyld The Flying Burrito Brothers, hvor jeg dog nok har mest til overs for ham i sidstnævnte konstellation. Parsons er relevant i forhold til the Byrds fordi han i 1968, efter The International Submarine Band gik i opløsning, blev medlem af The Byrds, og med pladen Sweetheart of the Rodeo trak han dem i en noget anden retning. En mere country-præget retning. Lyden var ikke helt uvant for The Byrds. På både Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers kunne man finde country-prægede numre, dog stadig med en klar psykedelisk aura. Sweetheart of the Rodeo er på alle numre præget meget af country eller måske endda bluegrass. Rigtig ofte kan jeg faktisk slet ikke høre, hvorfor folk typisk kalder pladen for country-rock frem for blot country. Rocken kan høres på You Ain’t Goin’ Nowhere, Nothing Was Delivered og One Hundred Years from Now, men jeg hører udelukkende country på de fleste andre numre.

Genresnobberi er dog som sådan ligegyldigt, for det vigtigste er jo kvaliteten. Jeg graviterer måske som hovedregel mod rock frem for country, men der findes jo stadig rock jeg ikke synes om, og der findes endda country, jeg holder meget af. Så er musikken god? Den er spillet ret kompetent, og lyden er ret variereret. Sangene er alle fængende, men det er ikke nødvendigvis the Byrds’ fortjeneste, da ni af de elleve sange er covers. Men de gør faktisk et rigtig godt stykke arbejde med både at byde numrene noget nyt, og at give pladen en sammenhængende lyd. Jeg var ærlig talt overraksket over at finde ud af, hvor få numre gruppen selv havde skrevet. Med det sagt, så keder numrene mig ganske meget. Life in Prison handler om hvordan, fængselslivet gør, at fortælleren mister lysten til at leve. Lyden er dog nærmest hyggelig. Og det er det meste af pladen egentlig, det er bare hyggelig musik, hvor den følelsesmæssige resonans tit er enten helt flad eller fuldkommen fraværende. Følelserne er ellers der, hvor country virkelig har en fordel frem for folk, hvor gruppen til gengæld kunne lave smukke lydbilleder. Her er ingen af delene til stede i særlig stort omfang.

Hvis der er nogle numre, jeg holder af, er det nok netop dem, der læner sig mest op ad gruppens tidligere diskografi. Gruppen blev som bekendt populære med deres flotte Bob Dylan-covers såsom My Back Pages, Mr. Tambourine Man og Chimes of Freedom og pladens to Dylan-covers er de uden tvivl højdepunkterne. You Ain’t Goin’ Nowhere og Nothing Was Delivered er både kreative i deres udførsel, men de har også en spændende lyd og er fulde af overraskelser. Nothing Was Delivered kunne jeg sagtens se som en af mine favoritter i hele deres diskografi. Der er også elementer ved andre sange, jeg godt kan lide, såsom klaveret på You’re Still On My Mind eller violinen og banjoen på den bluegrass-inspirerede Pretty Boy Floyd. Lydbillederne er ganske kønne, men de er aldrig engagerende. Som sangere er Chris Hillman og især Roger McGuinn også meget charmerende, men de bliver sjældent sjælfulde. Gram Parsons lægger uden tvivl større følelser i sin sang, men hans stemme er til gengæld på alle måder kedeligere. Selvom der er elementer at holde af på Sweetheart of the Rodeo føles den uden den historiske kontekst bare enormt ligegyldig. Med mindre I har væsentligt mere til overs for country end mig, så hold jer blot til pladens Dylan-covers, og spring resten over.

143 – Dr. John – Gris-Gris (1968)

Udgivet den af
Svar

Dr. John er en fascinerende personlighed. Ikke alene kan han sin musikhistorie godt og er ikke bange for at blande fra mange af de stilarter, han kender og elsker, han har også virkelig sans for at skabe stemning. Disse evner blander han flot på en plade som den lette, sjove Dr. John’s Gumbo, hvor han hylder New Orleans-lyden i dens pureste, gladeste form, som en slags moderne Professor Longhair. På sin debutplade, Gris-Gris, viser han dog New Orleans fra en mørkere side, med et twist af psykedelia. Der er en slags voodoo-stemning, og Dr. John er i hvert fald ikke en almindelig doktor herpå. Det første nummer, Gris-Gris Gumbo Ya Ya handler også om hvilke voodoo-kunstner han kan. Et kor i baggrunden øger mystikken, og en bluesguitar, der næsten tangerer til noget delta-lyd, gør det yderligere sensuelt og spændende. På Danse Kalinda Ba Doom hører man slet ikke doktorens stemme, men til gengæld hører man et virkelig uhyggeligt pigekor, en ond banjo, en endnu ondere tværfløjte og e livlig, dramatisk percussion-sektion. Der kommer mange trommelyde over det ret simple groove, som sangen bygger på, og af og til signalerer nogle hårde trommeslag, at sangen skal brydes helt ned. De uforståelige ord, de synger, gør det blot mere skræmmende.

Mama Roux er en noget mere positivt lydende sang, hvor vores kære heksedoktor synger om en kunde, der betalte Dr. John for at straffe nogle ofre. Det bliver sunget og spillet mere afslappet end noget tidligere på pladen, og det gør det bare mere ondt og forskruet. Mama Rouxs ofres historie er ikke morsom. Men den glade levering af den er. At høre “Prepare yourself to die boy” blive sunget med ypperste glæde, finurlige små klaverfraser og et nærmest Ronettes-agtigt pigekor er så meget bedre end det burde være. Danse Fambeaux tager noget tid for at varme op for mig. Intensiteten i nummeret bliver stilfuldt gradvist højere, og de kønne kvindestemmer har her fået selskab af nogle højtråbende herrer. På Croker Cortbullion viser Dr. John sin mere jazzede side. Meget af dette nummer er soloer på mange forskellige instrumenter. Her er der mange instrumenter, der kommer og går, men bassen og klaveret  sørger for at gøre det til en sammenhængende oplevelse. Det er et af de mest påtrængende, omringende numre, Dr. John har lavet, og man kan faktisk godt føle sig lidt utilpas, for på ethvert tidspunkt kan ondskaben angribe. Det er et af pladens højdepunkter, og jeg kan ærlig talt lytte til det her igen og igen.

Jump Sturdy er pladens korteste og simpleste sang. Melodien og især omkvædet er let at synge med på, og der er en vis gospel-lyd, der giver nummeret kant. En anden væsentlig del af nummerets charme er banjoen og den morsomme tekst. Det er måske ikke et nummer, der blæser lytteren omkuld, men det er godt, og det er gennemført. Så kommer pladens efter min mening bedste nummer, I Walk on Guilded Splinters, hvor al mystikken og hele dette voodoo-univers kulminerer i en vidunderlig gryderet, hvor alle pladens gode punkter er bedre end nogensinde før. Nummeret bygges langsomt op, og det formår at være både meget spændende i lyden og også ufatteligt fængende. Selvom alle disse sange er rigtig gode, så har pladen et gennemgående problem. Den er klippet forfærdeligt. Selve mixingen er god, de forskellige lag lyder flot i forhold til hinanden, og de arbejder nydeligt sammen musikalsk. Forskellige lydklip stopper dog brat, kommer brat ind, og det føles bare så sløset. Selvfølgelig skal det lyde råt, men det gør det ikke engang. Det gør faktisk bare, at jeg tænker yderligere på produktionsprocessen. Hvis man ser bort fra dette, er Dr. Johns Gris-Gris en fremragende plade med et levende univers og bundsolide sange.

161 – Otis Redding – The Dock of the Bay (1968)

Udgivet den af
Svar

Otis Redding, en af de største soulsangere nogensinde, døde som 26-årig i 1967 fra et flystyrt. Det betød dog ikke, at det var slut med nye Redding-plader. Allerede i 1968 kom den første plade fra efter hans død, og den fik navnet The Dock of the Bay. På denne fandt man både spritnye, dengang hidtil uudgivne numre og diverse singler og b-sider, som ikke var udgivet i sammenhæng med noget andet Redding album. Foruden dette fandt man også et par få numre, der allerede var tilgængelige på andre albums, hvilket for mig tyder lidt på, at de manglede materiale. Pladen er heller ikke meget længere end 30 minutter. Man kan ærlig talt godt mærke, at man har fået b-materialet. Man har måske endda fået ufærdigt materiale. Ikke at ufærdige sange nødvendigvis er dårlige; åbningsnummeret, (Sittin’ On) The Dock of the Bay blev aldrig færdigindspillet, så det vi har bygger hovedsageligt på demooptagelser. Det er dog en af de mest rørende og vemodige sange, Redding har opført. Hans lyrik er vidunderlig og melodien er i al sin sentimentalitet enormt smuk. Det er i det hele taget en af de bedste soul-sange nogensinde.

Men noget af det her er altså i bedste fald albumfyld. Tramp, som egentlig mest af alt er en talking blues, er bare et skænderi mellem Redding og Carla Thomas. Det bliver ikke engang sunget, med mindre man kigger på nogle få øjeblikke. Og så er dette oven i købet et af de numre, der allerede fandtes på et tidligere album. I’m Coming Home var oprindeligt b-siden til The Glory of Love, og det nummer er bare de samme 30 sekunder om og om igen med nogle ganske få variationer. Og grundlaget er ikke særlig solidt. De trioler, der udgør hooket ender faktisk med at være ret så irriterende. Don’t Mess with Cupid var oprindeligt b-siden til My Lovers Prayer, og har vi også at gøre med en ret intetsigende sang, men i det mindste bliver den leveret med entusiasme. Og mens den måske virker ret latterlig (hvordan undgår man det, når sangen hedder Don’t Mess with Cupid?), så er den i det mindste varieret og underholdende. Open the Door var en dengang spritny sang, og den starter med spoken word. At Redding i det hele taget arbejdede så meget med spoken word undrer mig, for hans stemme er jo utrolig. Heldigvis bliver sangen ganske fin, så snart han begynder at synge.

Okay, der er ingen tvivl om, at Dock of the Bay er en rodet opsamling forklædt som et reelt studiealbum, hvor de har været ret ligeglade med, at få det til at føles sådan. Dog er (Sittin’ On) The Dock of the Bay ikke det eneste, der er værd at lytte til. Især på første halvdel, er der lidt godter. Sangene I Love You More Than Words Can Say, Let Me Come on Home og The Glory of Love blev alle udgivet som singler kort før hans død, og de tydede virkelig på noget godt. En meget dybfølt, seriøs retning. Jeg er især glad for The Glory of Love, der er blandt Reddings mest oversete sange, hvis man spørger mig. Ole Man Trouble fik oprindeligt lov til at åbne den klassiske Otis Blue, og her får den lov til at slutte pladen af. Det er på overfladen en ret underlig inklusion, men på mange måder passer den meget godt sammen med (Sittin’ On) The Dock of the Bay. Man møder her den modne, reflekterende Redding, og den udtrykker meget, hvad pladen skulle have været. Og på den måde er det en god afslutning. Jeg må dog konkludere, at der ikke er meget på pladen, jeg holder særlig meget af, og de få sange, jeg godt kan lide, er også på de fleste Redding-opsamlinger.

171 – The Byrds – The Notorious Byrd Brothers (1968)

Udgivet den af
Svar

The Byrds havde deres kommercielle storhedstid i begyndelsen af deres karriere, og som årene skred frem fik de færre og færre hits og værre og værre albumsalg. Samtidig fik de også gradvist bedre anmeldelser op gennem 60’erne, og det sidste album med David Crosby på guitar, The Notorious Byrd Brothers, var da også det mest positivt modtagne album, gruppen hidtil havde udgivet. Og du har sikkert aldrig hørt så meget som en tone af det, for det er faktisk stadig ikke særlig populært. Men de, der har hørt det, ved, at der er tale om en musikalsk skatkiste. Den er med sine 11 numre ikke længere end 28 minutter, hvilket betyder at det gennemsnitlige nummer ikke er meget længere end 2½ minut langt. Det resulterer i, at de ikke dvæler ved et nummer i længere tid end nødvendigt. De individuelle numre har ikke rigtig klimakser eller store variationer i sangskrivningen, det hele er faktisk i grunden tit ret simpelt komponeret. Der bliver brugt framing af og til, og nogle få soloer er der også, men et par af sangene er faktisk ikke mere end vers og evt. omkvæd. Som pladen skrider fremad, bliver de individuelle sange dog mere komplicerede.

Selvom det ofte, især i starten, er simpelt, er det dog stadig eventyrlystent. Jeg er meget betaget af hvordan Natural Harmony har broer, der ikke leder hen mod noget omkvæd. Jeg kan også rigtig godt lide hvordan de forskellige sange har flotte overgange til hinanden, så det næsten føles som ét langt nummer. Selv der, hvor der ikke er nogen overgang, starter det ene nummer brat efter det andet. Man kan på min cd-udgave stort set ikke høre, at det oprindeligt var en tosidet vinyl. Det er bare én lang lydoplevelse på en halv time, og derfor vil jeg faktisk også anbefale folk at lytte til cd’en frem for vinylen. På The Notorious Byrd Brothers blev gruppen meget betaget af de dengang spritnye Moog-synthesizere, der derfor naturligt nok er brugt meget på pladen. Det giver visse af numrene en psykedelisk lyd ulig noget de tidligere havde kunnet lave. Dette gør sig især til udtryk på det klimaktiske afslutningsnummer Space Odyssey. Dette er virkelig syret, og oven på de tidligere sange, der mest har været små vignetter i en større helhed, kommer her noget fuldendt, og det runder albummet flot af.

Jeg indrømmer blankt, at jeg nok har lidt af en forkærlighed overfor sådanne vignet-albums, der består af virkelig korte numre. Jeg har allerede erklæret min kærlighed for masser af lignende albums, f.eks. Pink Flag af Wire og Double Nickels on the Dime af Minutemen. Og det er en stil, der fungerer godt, for selv hvis man ikke kan lide ét nummer, så kan man måske lide det næste. Der er aldrig fare for at et nummer bliver ved i for lang tid. Man skal dog tage det sure med det søde og komponere efter denne stil. En 2 minutter lang udgave af Stairway to Heaven ville f.eks. ikke være særlig tilfredsstillende. The Byrds gør alle sangene virkelig finurlige, og giver dem deres egne små ting, der skiller dem ud, f.eks. messingblæserne på Artificial Energy eller den et minut lange syrede guitarsolo på Change Is Now. Det er fascinerende at høre på, og jeg har vitterligt endnu ikke formået at blive træt af nogen del af The Notorious Byrd Brothers. Kan du lide det, du ellers kender med The Byrds, er det et album, du bør kigge til øjeblikkeligt, og hvis du ikke har noget forhold til The Byrds, så er det ved at være på tide!

203 – Cream – Wheels of Fire (1968)

Udgivet den af
Svar

Cream opfattes ofte som rockhistoriens første supergruppe. Bandet bestod af trommeslager Ginger Baker fra Graham Bond Organization, bassist Jack Bruce fra The Bluesbreakers og på guitar ingen ringere end Eric Clapton, der allerede dengang havde både The Bluesbreakers og The Yardbirds bag sig. Disse tre store personligheder udgav i alt 4 album i fællesskab, heriblandt et dobbeltalbum ved navn Wheels of Fire i 1968. Den første skive består af 9 studienumre, mens anden skive er bygget op af fire livenumre, hvor tre er optaget i Winterland og et enkelt er optaget i The Fillmore. Der er på denne plade ligesom tidligere en blanding af den rå, hårde og blues-prægede proto-metal, man typisk forbinder med gruppen i dag og nogle mere psykedeliske popnumre. Jeg har altid ment, at Cream gør det førstnævnte bedst, og mine yndlingsnumre på første skive, mestrer også virkelig denne stil. Det er numre som Sitting on Top of the World, Politician og deres cover af Albert Kings Born Under a Bad Sign, men den bedste af dem alle er selvfølgelig den klassiske White Room, der faktisk ikke lyder særlig meget af blues og metal, men mest af alt de psykedeliske numre, som pladen jo også er fuld af.

Cream laver nogle virkelig store, euforiske lyde, men det kan også blive småt og sumpet. Passing the Time er en meget spøjs sang. Den går meget mellem disse to former for psykedelisk musik, og overgangene er langt fra elegante, men det er stadig et meget fascinerende nummer. Det bedste af de lidt mere stille numre er As You Said, hvor bas er blevet udskiftet med cello, og det skaber en virkelig unik lyd. Der er også cello på andre numre, men As You Said får det til at lyde så meget flottere, sikkert delvist grundet det fantastiske arrangement. Denne er et af de fem numre på pladen skrevet af Jack Bruce, og han er efter min mening den bedste sangskriver i bandet. Ginger Baker har det med at skrive meget syrede, skøre sange, der tydeligt er produkter af deres tid, og selvom de altid er underholdende og for det meste også ret gode, kan jeg ikke sige, at de passer særlig godt ind eller måler sig med Bruces numre. Til gengæld, så er man altid garanteret kvalitet, når Cream kaster sig over gamle bluesklassikere. Både Albert Kings Born Under a Bad Sign og Howlin’ Wolfs Sitting On Top of The World lyder formidabelt og endda bedre end originalerne i Creams fortolkninger.

Skive 2 består som sagt kun af 4 sange, men to af disse er også over et kvarter lange og består hovedsageligt af soloer. Det hele er som sagt optaget live, så det lyder virkelig autentisk og dermed mere imponerende. F.eks. når Clapton fremfører Crossroads, hans nyfortolkning af Robert Johnsons Cross Road Blues, og det er nok min yndlingssang af gruppen grundet det vilde riff og den stærke præstation af samtlige medlemmer. De laver også et 17 minutter langt cover af Howlin’ Wolfs Spoonful, og selvom ingen udgave har charmen fra den oprindelige, så gør Clapton og co. det fandeme godt. Jeg fremhæver Clapton, for dette nummer er mest af alt en virkelig lang guitarsolo, og den er helt fantastisk. Den Bruce-skrevne Traintime er efter min mening et af gruppens mest oversete numre. Måden mundharmonikaen og trommerne tøffer afsted sammen lyder faktisk som et tog, og det skaber meget stemning. Der er næsten noget jazz over det. Vi slutter af med det instrumentale nummer Toad, der er 16 minutter langt. Det består mest af alt af en meget lang trommesolo fra Ginger Baker, men det runder også pladen godt af. Meget af Wheels of Fire holder stadig rigtig godt i dag. Ikke alt, men meget af det er guld.