Tag-arkiv: Soul

36 – Carole King – Tapestry (1971)

Udgivet den af
Svar

Jeg skriver meget om genredefinerende album for tiden. Ligesom hvordan Eagles var med til at determinere soft-rockens fremtid, og Sex Pistols‘ provokationsrock var toneangivende for punkmusikkens tidlige år, hænger singer/songwriter-traditionen uløseligt sammen med Carole Kings ‘Tapestry’ fra 1971. Der er adskillige tidligere udgivelser, der i dag bliver kaldt singer/songwriter-musik, men hele denne genre fik sit navn fra skikkelser som King. King var nemlig en sangskriver i mange år inden hun udgav sit debutalbum, oplagt betitlet ‘Writer’. Kunstnere som The Drifters, Little Eva, Aretha Franklin og The Monkees havde store hits med hendes stærke popsange. Hvor debuten ‘Writer’ skam fik nogle roser med på vejen, overgik efterfølgeren ‘Tapestry’ den med mil, både i forhold til kritisk anerkendelse og kommerciel succes – i en overgang var den endda det bedst sælgende album nogensinde. En af årsagerne til denne succes var produktionen, der var langt mere målrettet end på ‘Writer’. Lou Adler, der også producerede ‘Writer’, gik på ‘Tapestry’ efter, at man skulle kunne se King ved klaveret for sig, når man hører albummet. Den målsætning blev rigtig smukt nået på samtlige af albummets tracks, hvilket giver albummet en virkelig stærk sonisk helhedsfornemmelse. Klaveret er konsekvent det varmeste og mest fremtrædende instrument på hver sang, og det har selv masser af karakter, mens andre instrumenter spiller soli.

Sangskrivningen er som forventet rigtig solid. Visse af sangene er taget fra Kings rige bagkatalog, andre blev først udgivet på dette album, men de har alle sammen King bag pennen, til tider sammen med sin tidligere mand, Gerry Goffin. Kings sange er ofte meget personlige – sådan lyder de i hvert fald. Teksterne handler meget om intime følelser om kærlighed og selvforhold, og King er fantastisk til at levere dem. Dengang var der ikke rigtig nogen popmusikere, der sang som King. Kvindelige popmusikere var oftest meget polerede stemmer som Dusty Springfield og Dionne Warwick – selv mindre tekniske vokalister som Diana Ross var meget nøje iscenesatte. King er ligesom Ross ikke særlig teknisk, men hun udnyttede derimod sin uperfekte lyd til at få sangene til at lyde så oprigtige som muligt. Dette ender med, at ‘Smackwater Jack’, den eneste sang på ‘Tapestry’, der definitivt ikke handler om Kings egne følelser, falder lidt til jorden i forhold til de andre. Den kompenserer for dette ved at have noget af Kings mest levende klaverspil på hele albummet – med sin energi er den også en fed afveksling fra de oftest ret langsomme numre, man ellers finder på tracklisten.

King er en sangskriver, der mestrer at skrive et solidt hook, men ‘Tapestry’ er ikke den über-catchy hitparade, man kunne forvente, hvis man kun kender hendes sangskrivning for andre. Jovist, der er hooks til stede på alle numrene, men oftest kun et enkelt eller to. Hun er god til at holde sig tilbage, så sangene altid fokuserer mere på at være nærværende end at være fængende. Her er hendes genindspilning af Shirelles-sangen ‘Will You Love Me Tomorrow?’ fuldkommen formidabelt. Jeg har svært ved at forestille mig mange græde over den ellers ganske fine originaludgave, og King sørger for at lave så meget om på arrangementet, at linjer, der oprindeligt fungerede som hooks, bliver leveret så underspillet, at jeg som lytter fokuserer mere på at føle Kings overbevisende desperation end at skulle nynne med. ‘Tapestry’ er i den grad et grower-album. Der er ikke meget, der er særlig flashy – det skulle lige være den synkoperede vokalrytme på omkvædet til åbningstracket ‘I Feel The Earth Move’. Det er langt hen ad vejen virkelig stilfuldt, personligt og intimt album, og netop dette blev definerende for hele singer/songwriter-genren. Carole King er en fantastisk sangskriver, og ‘Tapestry’ er det album, der allerbedst viser hendes talent.

52 – Al Green – Greatest Hits (1975)

Udgivet den af
Svar

Greatest Hits-plader er en tricky kunst. Det er svært at få dem til at lyde sammenhængende, og det slår i de færreste tilfælde at høre et album, hvor sangene fra starten af var udviklet med henblik på, at man skulle høre sangene i hinandens kontekst. En undtagelse til denne regel er soulsangeren Al Greens simpelt betitlede ‘Greatest Hits’ fra 1975. Al Green udgav sit debutalbum i 1967, men denne opsamling strækker sig ikke længere tilbage end til 1970. Samtidig er de yngste tracks på udgivelsen blot fra 1973. ‘Greatest Hits’ dækker derfor over en spinkel tidslomme på knap fire år, og heri ligger en stor del af styrken ved Al Greens ‘Greatest Hits’. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at alle albummets ti sange var blevet indspillet den samme måned. De to første, lidt mere rå, bluesede album bliver sprunget over, så vi ikke hører ham mens han er i gang med at finde fodfæstet. I stedet kører vi gnidningsfrit igennem ti smooth, sensuelle og til tider lettere funky soultracks, hvor Al Green-lyden for alvor er blevet fundet. Og siden vi jo har at gøre med de største hits fra den periode, er niveauet virkelig højt.

Det er kun ganske få af Greens bedste sange, der bliver forbigået. Til trods for at albummet med nær nøjagtig timing formåede at blive udgivet som hans storhedstid var ved at være overstået, har den ramt vældig præcist i forhold til hvad der i eftertiden ville blive husket bedst. Det magelige afslutningsnummer ‘Let’s Get Married’ fra 1973 er nok den eneste, der lidt er gået i glemmebogen, og mens jeg næppe ville kalde det et højdepunkt, er det faktisk en ganske tilfredsstillende sang til at afslutte et album, der fører lytteren rundt i kærlighedens op- og nedture. Man kunne lidt savne ‘Take Me to the River’ fra 1974-albummet ‘Al Green Explores Your Mind’ – et album, der end ikke er repræsenteret af andre sange. Men nuvel, denne var end ikke udgivet som single, og den fik ikke rigtig hitstatus før Talking Heads’ fantastiske coverversion fra 1978. Så er der selvfølgelig også 1972-sangen ‘Love and Happiness’, muligvis Greens bedste skæring nogensinde. Den blev først udgivet som single i USA i 1977, men dette år sørgede pladeselskabet for at genudgive ‘Greatest Hits’ i den version, der nok er mest almindelig i dag, nemlig hvor hans cover af Bee Gees-sangen ‘How Can You Mend a Broken Heart’ er erstattet af ‘Love and Happiness’.

Opsamlingen er ikke lang. Med sine 10 sange varer den 36 minutter, så der var nok plads til, at begge sange kunne have været der. Jeg skal dog ikke klage over, at ‘How Can You Mend a Broken Heart’ blev fjernet – det er i mine øjne klart originaludgavens svageste punkt, selv om den dog stadig overhaler Bee Gees-originalen med meter. Men jeg er også glad for at vi havde at gøre med en erstatning rettere end et supplement, da albummets flow kun bliver gjort mere elegant, og da 36 minutter er mere end rigeligt til at skabe en solid Al Green-skive. Hans lyd er meget konsekvent med de blide strygere, sprøde guitarlicks, diskrete trommer, diabolske orgelpassager, sjælfulde blæsere og groovy basgange. Mange bandmedlemmer går igen på tværs af hans album, og det hjælper så absolut på helhedsoplevelsen. For lige at gøre det bedre har vi at gøre med noget så sjældent som en opsamling, hvor sangene ikke blot tankeløst bliver smidt i kronologisk rækkefølge – i stedet er de ordnet således, at de rent faktisk understøtter hinanden dynamisk og sørger for at gøre ‘Greatest Hits’ til en helstøbt gennemlytning. Med kun ti sange har vi at gøre med en effektiv bouillonterning, der mætter ethvert soulhungrende øre uden at spilde tiden på overflødigheder – på alle måder den ideelle Al Green-oplevelse.

53 – Ray Charles – The Birth of Soul (1991)

Udgivet den af
Svar

Ray Charles er en af de største soulsangere nogensinde, og han var en afgørende faktor i genrens tidlige udvikling. Da Atlantic Records i 1991 udgav et bokssæt med et rigt udpluk fra de tidlige år i Charles’ karriere, gav det derfor god mening, at den fik navnet ‘The Birth of Soul’. Dette navn meddeler dels opsamlingens berettigelse – dels et af opsamlingens største problemer. For mens det er berigende at få et indblik i måden Charles med stor indlevelse fusionerede nye tendenser i blues og vokaljazz med gospel og standardpop, kan man ikke undslippe, at programsætningen ‘The Birth of Soul’ bliver fulgt så nøje, at det på visse punkter ender med i højere grad at være en historiefortælling end en fyldestgørende lytteoplevelse på andre parametre. Med mindre man er særligt interesseret i den musikhistoriske signifikans ved Charles’ 50’er-indspilninger, er det en svær udgivelse at anbefale, da den over 2½ time ikke tøver med at levere forglemmelige skæringer side om side med de store klassikere. Der skal ikke herske nogen tvivl, de bedste af sangene på denne udgivelse har ældet med ynde – ‘Hallelujah, I Love Her So’ er en euforisk gospelinspireret triumf, ‘This Little Girl of Mine’ formår stadig at lyde sprælsk efter 60 år, og ‘What’d I Say, Parts 1 and 2’ er stadig et dybt charmerende sonisk mesterværk.

Hvis man kogte dette album ned til den bedste 12-17 sange, kunne vi muligvis have at gøre med en spektakulær udgivelse, og det ville oven i købet være uden klassikere som ‘I Can’t Stop Loving You’, ‘Hit The Road Jack’ og ‘Georgia On My Mind’, der blev udgivet efter den tidslomme, opsamlingen har valgt at indkapsle: 1952-1959. Ja, Charles’ 50’er-output er faktisk så solidt, at man sagtens kan klare sig uden hans store 60’er-hits. Selv om der er en del middelmådigheder på tracklisten, er der godt med stærke sange på opsamlingen, også blandt det mindre kendte. ‘Heartbreaker’, ‘Sinner’s Prayer’ og ‘Ain’t That Love’ er stærke sange, omend jeg må antage, at de selv med datidens briller må have været anset som nogle af hans mere traditionelle sange. Apropos datidens briller er det svært ikke at hæfte sig ved, at 50’erne havde et noget anderledes kønssyn, som Charles ikke just gjorde op med. ‘I’ve Got a Woman’ er på mange måder stadig en fortræffelig sang, men det er svært for mig at lade være med at krumme tæer, når Charles synger linjen »She knows a woman’s place / Is right there, now, in her home«, og mens den er det klareste eksempel, og de færreste er så åbentlyst forkastelige, er der en del af dem, selv på de bedste sange.

‘The Birth of Soul’ er ikke fattig på gode sange, men når albummet varer 150 minutter, ønsker jeg at høre mere og andet end blot en række fine sange. Hvis jeg ikke lige er i mit musikarkæologiske humør, ender boksen mest som noget lydtapet, blot fordi meget af det lyder som den samme suppedas. Der er begrænsninger for hvor længe de samme bluesrundgange bliver ved med at være tiltalende, selv med en karismatisk vokalist, der også formår at kunne udtrykke enhver følelse gennem sit klaverspil. Visse sange er endda åbenlyse efterligninger af hinanden, hvor teksten nærmest er den eneste mærkbare forskel. ‘Greenbacks’ er blot en lidt hurtigere udgave af ‘It Should Have Been Me’, og ‘Talkin’ About You’ lyder som et pinligt forsøg på at genskabe magien fra ‘I’ve Got a Woman’. Desuden er alle de instrumentale sange totalt ligegyldige, og jeg tror næppe jeg kommer til at huske dem for andet end at de har spildt min tid på et album, der er langt nok i forvejen. ‘The Birth of Soul’ er som sådan en prisværdig opsamling, der nok skal tilfredsstille de store soulnørder, men personligt tror jeg aldrig, jeg kommer til at lytte til den i sin helhed igen, og det er meget begrænset, hvem jeg ville anbefale den til, især her i streamingens tidsalder.

56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Udgivet den af
Svar

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at får et mindre forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

79 – James Brown – Star Time (1991)

Udgivet den af
Svar

“Mr. Dynamite”, “The Hardest Working Man In Show Business”, “Soul Brother No. 1”, “The Godfather of Soul”; disse 4 titler er ikke blot tilnavne for R&B-legenden James Brown, de er også hver især navnet på en af de 4 cd’er på hans ambitiøse boxset ‘Star Time’ fra 1991. Dette er tredje gang, jeg anmelder en James Brown-opsamling, og det er værd at bemærke, at ’20 All-Time Greatest Hits’, som jeg også har anmeldt, udkom samtidig med ‘Star Time’. Den var endda tænkt som et mere tilgængeligt, kondenseret alternativ til denne omfattende, næsten 5 timer lange cd-box. Jeg kunne virkelig godt lide ’20 All-Time Greatest Hits’, der gav et solidt, afrundet omend kortfattet billede af James Browns musik, og pladen formåede også at give mig lyst til at udforske hans karriere yderligere. Det gjorde jeg så med ‘Star Time’, der i modsætning til ’20 All-Time Greatest Hits’ er kronologisk opbygget. Der er dermed ikke nær så godt flow i pladen som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men ‘Star Time’ formår derimod at give et rigtig klart billede af hvordan James Brown gradvist udviklede sig som kunstner. Det er ret spændende at følge med i hans udvikling som kunstner i løbet af de 5 timer, at høre hvordan han tager elementer fra tidligere musik og tager det i en ny retning.

Noget, der står klart helt fra første cd, der meget passende hedder ‘Mr. Dynamite’, er at James Brown er en vanvittigt dygtig, meget energisk vokalist. I starten bruger han mest denne evne på traditionel rhythm & blues og doo-wop, og med tiden udvikler dette sig til soul og funk. ‘Mr. Dynamite’-disken slutter af med nogle tidlige, mest af alt rhythm & blues-orienterede indspilninger af ‘It’s a Man’s Man’s Man’s World’, ‘I Got You (I Feel Good)’ og ‘Papa’s got a Brand New Bag’. De mere kendte, soul- og funk-prægede udgaver får da lov til at åbne den anden cd, der har titlen ‘The Hardest Working Man In Show Business’. Det er ret fedt at starte med at høre ham her netop arbejde hårdt med at forfine disse tracks, så de ender med at blive de klassikere, vi kender i dag. De har også sørget for ikke at være alt for pedantiske i forhold til den kronologiske opbygning. Der har ligesom på ’20 All-Time Greatest Hits’ også været tænkt over at præsentere en varieret, engagerende lytteoplevelse. Dynamikken er ikke nær så meget i højsædet som på ’20 All-Time Greatest Hits’, men boxen er stadig overraskende god til ikke at gøre det alt for trættende at høre i længere tid på en mand med så meget uudtømmelig energi som James Brown.

Jeg må dog stadig erkende, at jeg finder det besværligt at lytte til ‘Star Time’. Jeg ved ikke helt hvordan man skal lytte til den. Selv hørte jeg de 4 cd’er så hurtigt efter hinanden som muligt, men 5 timer med James Browns skrigende stemme og langvarige omend funky grooves, kan ende med at være lidt af en mundfuld for de fleste. Omvendt hænger cd’erne rigtig meget sammen, og de mister lidt af deres vægt, hvis man sepererer sine lyttesessioner for meget. Omvendt må jeg sige, at alle 4 cd’er faktisk sagtens kunne fungere som individuelle gennemlytninger, selvom de er lavet til at danne en helhed. James Brown har overraskende nok ikke rigtig nogen længere kreative tørkeperioder, og her snakker vi altså om en opsamling, der grundigt gennemgår næsten 30 år af mandens karriere. I løbet af alle disse år har han sørget for at fornye og udvikle sin lyd, og det må jeg tage hatten af for. Især er jeg glad for måden, hvorpå pladen afslutter, nemlig med nummeret, ‘Unity, Pt. 1’, som han lavede i samarbejde med hip hop-kunstneren Afrika Bambaataa. Dermed bliver konklusionen, at James Browns musik stadig bliver ved med at udvikle sig i hænderne på nye kunstnere. ‘Star Time’ er en virkelig gennemtænkt, veludført opsamling, selvom den nok er lige lovlig lang for de fleste.

84 – Aretha Franklin – Lady Soul (1968)

Udgivet den af
Svar

I 1960’erne var der to store pladeselskaber, der i højere grad end nogen andre repræsenterede R&B i offentligheden. Det ene, dem med den mere polerede lyd, var naturligvis Motown, der i visse kredse nærmest er blevet synonym med 60’ernes R&B-lyd. Det andet pladeselskab var Atlantic, der med navne som Ray Charles, Otis Redding og Ruth Brown kunne præsentere noget mere rå, blues- og gospel-præget R&B. Deres helt store stjerne i slut-60’erne var dog Aretha Franklin, nok en af de teknisk dygtigste soulsangere nogensinde. Franklin var meget, meget produktiv. Lige fra starten af hendes karriere udgav hun 1-2 albums om året, så det giver nærmest sig selv, at der er nogle svage plader indimellem. Faktisk er det langt de færreste af Franklins plader, der har været særlig store succeser. På tværs af hendes over 40 studiealbums har kun 4 af dem ramt top 10 på den amerikanske albumhitliste. Generelt har de fleste af dem nærmest intet omdømme, hverken godt eller dårligt, men en af de få af hendes plader, der har formået at vække opmærksomhed hos publikum såvel som anmeldere er ‘Lady Soul’ fra 1968, der især vakte opmærksomhed for singlerne ‘Chain of Fools’, ‘Since You’ve Been Gone (Sweet Sweet Baby)’ og ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’.

Disse tre singler er da også vældig solide sange. Især ‘(You Make Me Feel Like) A Natural Woman’ er meget velskreven, hvilket er naturligt da Gerry Goffin og Carole King, nogle af 60’ernes bedste pop-sangskrivere. De andre singler er også i pladens gode ende, og afslutningsnummeret ‘Ain’t No Way’, der blev udgivet som B-side, er også en velkonstrueret, behagelig ballade, der flot viser Franklins stemme frem. Jeg føler dog, at singlerne ofte får lige lovlig meget af opmærksomheden, når man snakker om ‘Lady Soul’. Ikke for at være alt for negativ, men det er der måske en grund til. Pladen er kun 30 minutter lang, og næsten halvdelen af denne tid bruges på covers. Ikke mærkbart dårlige covers, ej heller mærkbart gode covers, egentlig bare covers, der lyder som man ville forvente, når Aretha Franklin fortolker James Brown eller The Impressions. Produktionen er god, Arethas stemme lyder som forventet fantastisk, instrumentationen er muligvis lidt for pæn, men den er stadig godt arrangeret – og alligevel føles det hele bare så ligegyldigt. Og dette må jeg nok sige er mit væsentligste problem med pladen som helhed, at den kun på meget få punkter præsenterer noget, hvor jeg kan se en egentlig vision.

Selvom det måske kunne synes, at jeg lettere kynisk påstod, at singlerne var alt, pladen havde af værdi, så vil jeg sige, at der også er nogle mere konsekvente, gennemgående elementer, hvor ‘Lady Soul’ rammer plet. For det første har albummet stemning, noget jeg ikke synes, man ser samtidens soulplader gøre godt særlig tit. Det er en meget elegant plade, og de overraskende hyppige gospel-elementer sørger for samtidig at give det en løftende følelse. Derudover er Franklin flot iscenesat som en diva. Foruden at hun får lov til at vise sin personlighed ved selv at have skrevet to af sangene, oser mange af numrene af enten visdom eller styrke. Dette sker stadig hovedsageligt over sange om kærlighed, så det er ikke fordi ‘Lady Soul’ genopfinder den dybe tallerken, men Aretha får en aktiv rolle i disse sange, der ellers typisk var forbeholdt mænd i 60’erne. Alle de sange, hun opfører covers af, var da også netop oprindeligt opført af mænd. Men selv med alt det sagt, er ‘Lady Soul’ ikke den mest interessante plade at lytte til for mig i 2017. Jeg holder dog stadig meget af Aretha Franklin som sanger og som ikon, så det ville virkelig undre mig, hvis der ikke er en plade for mig et eller andet sted i hendes diskografi.

90 – Stevie Wonder – Talking Book (1972)

Udgivet den af
Svar

Stevie Wonder har helt fra barndommen været en superstjerne, ja hans kunstnernavn er sågar et forsøg på at markedsføre ham som et vidunderbarn, da han gik under navnet Little Stevie Wonder. I modsætning til langt de fleste barnestjerner, fortsatte succesen dog hele livet, og hans kunstneriske udtryk blev kun rigere, da han blev voksen, og i midten af 70’erne udgav han på stribevis succesrige, anmelderroste albums. Man kan sige, at denne successtribe startede med den fantastiske ‘Music of My Mind’ fra 1972, og mens denne står rigtig højt for mig såvel som mange andre fans, havde den ikke samme kommercielle gennemslagskraft som efterfølgeren, ‘Talking Book’ fra senere samme år. Dette har især noget at gøre med de to super-populære singler, der flot viser hver sin side af pladen: den bløde, romantiske pop-soul fra ‘You Are the Sunshine of My Life’ og den sarkastiske, diskret samfundskritiske funk-eksplosion fra ‘Superstition’. Det er to sange, der er så gode, at det er svært for mig at påstå, at pladen nogensinde overgår dem, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at pladen ikke har noget at byde på. For det har den.

De individuelle sange er bl.a. alle mindeværdige og byder på nogle forskellige musikalske idéer. Hvert nummer har sin individuelle lyd, men dog altid indenfor en funk/soul-ramme. I den helt vilde ende er nok ‘Superstition’, der med talrige lag af blæsere og en rytmesektion, der siger spar to, giver den godt med gas med nogle af de mest funky grooves, der nogensinde er skrevet. I den modsatte ende er den stille, lidt jazzede klaverballade ‘You and I’, der foruden en svag synthesizer i baggrunden udelukkende er båret af Wonders sjælfulde stemme og organiske klaverspil. De er begge blandt mine favoritter, selvom jeg nok synes at synthlyden på sidstnævnte er lidt malplaceret. Wonder skal have stor ære for at være en af de første popmusikere til at bruge synthesizeren i så vidt omfang, men det er ikke kun her, den lyder lidt fjollet. ‘You’ve Got It Bad Girl’ er også skyldig, navnlig på omkvædet hvor den følger vokalmelodien lidt for nøje. Med det sagt bruger han den også ofte ganske genialt, bl.a. bruges selvsamme synthesizer som på disse to numre flot til at løfte ‘Blame it on the Sun’, og det er jo nærmest ikke til at fatte, at den ikoniske basgang på ‘Superstition’ kommer fra en synth-bas.

Et nummer, jeg især føler er interessant at fremhæve, er politiske sang ‘Big Brother, der lyrisk er bitter og frustreret, mens den musikalsk er lystig og solskinsfyldt. Det er en sjov kontrast, og den fremviser som sådan flot, at den beskrevne politiske situation er fortællerens hverdag, hvilket leder til et lettere apatisk lydbillede. Den er som næsten alle numre på pladen skrevet af Wonder selv. I løbet af pladen arbejder han af og til sammen om sangskrivningen med sin daværende kone, Syreeta Wright, og hendes søster, Yvonne, og sidsnævnte er endda enlig sangskriver på ét nummer. De er som sådan dygtige sangskrivere, men det er tydeligt for mig, at det bedste materiale er det, Stevie har været alene om. Disse er hovedsageligt placeret nær starten af pladen, så slutningen er ikke nær så stærk som starten. Man kunne nok have struktureret pladen bedre i forhold til dette, men på den anden side er der fin dynamisk og stilmæssig variation i pladen. Det er ikke sådan, at man nogensinde mærker, at pladen bevæger sig i nogen bestemt retning i løbet af progressionen, men både åbnings- og afslutningsnummeret klarer deres job fint. ‘Talking Book’ er i sidste ende et vældig solidt album. Der er nogle få albums i Wonders diskografi, jeg vil anbefale før denne, men den kan stadig sagtens overleve nogle gennemlytninger.

93 – Prince – Sign “☮” the Times (1987)

Udgivet den af
Svar

Prince er på alle måder et ikon i popkulturen. Ikke blot hans musik, men hele hans image er en mærkbar del af vores kulturelle verden i dag såvel som i samtiden. Man behøver end ikke at have lyttet til synderligt meget af hans musik for at kunne forholde sig til ham, og selvfølgelig var han udmærket godt klar over dette selv, hvorfor han musikalsk sagtens kunne tillade sig at løbe diverse risici. Hele Purple Rain-projektet – filmen såvel som albummet – oser af ambition, og han stoppede på ingen måde der. Hele vejen op igennem sin karriere blev han ved med at prøve nye ting af, hvilket ikke altid resulterede i den mest positive respons fra omverdenen, men der var altid interesse omkring det. Det mest positivt modtagne eksperiment vil dog nok altid være Purple Rain, men lige derefter kan man med lethed placere dobbeltalbummet Sign “☮” the Times fra 1986. Det skulle efter Princes eget ønske oprindeligt have været et trippelalbum, men pladeselskabet endte med at overbevise ham om, at to skiver skam var rigeligt. For en gangs skyld har et pladeselskab nok haft ret i noget, for trods vældet af fremragende musik på pladen, er svagheden nok til stadighed dens længde.

Prince leverer som sædvanlig gode numre på stribevis. Naturligt er at nævne det klassiske titelnummer, der viste en helt ny, mere socialt bevidst side af Prince, mens et dystert, langsomt funkgroove kører under den bidende tekst, men albummet har meget andet end det. Det er nok i stilart et af de mest varierede Prince-albums, jeg har hørt. Der er slow jams i form af Slow Love og Adore, noget psych-soul på bl.a. Starfish And Coffee og If I Was Your Girlfriend , og han tager endda inspiration fra tidens spæde hip hop på House Quake og It. Variation er naturligvis en god ting, og Prince er som sangskriver faktisk ret dygtig til at ramme et væld af stilarter. Lige hip hop er måske lidt mere end han er i stand til at bide over, og hans forsøg er lidt kluntet, men der er stadig et væld af kreativitet og vid til stede uanset hvad. Intet nummer klarer sig i min optik nær så godt som titelnummeret, men også på If I Was Your Girlfriend, Starfish and Coffee og Strange Relationships går musik, tekst og optræden flot op i en højere enhed.

Noget, der i knap så høj grad formår at gå op i en højere enhed for mig, er albummet som en helhed. Netop med dette væld af stilarter, er der en vis mangel på kohærens. Ikke fordi man nødvendigvis skal kunne det for al musik, men albummet er meget svært at genrekategorisere ud over det noget vage begreb “pop”. Man kan undre sig over, at Prince besluttede sig for at lave et album, der er så langt, når man ikke kan finde en bestemt retning på pladen. Jeg har dog meget respekt for, at han havde mange ideer, det er på alle måder åbenbart, og hver eneste sang bidrager med sin helt unikke identitet, hvor man kan se perspektiver til stort set alle punkter i Princes karriere. Uanset om du er til pop-rock, synthfunk, disko, soul, skæve fortællinger, ballader eller festmusik, så har Sign “☮” the Times noget for dig. Mens pladen sagtens kan opfattes som en rodebutik, kan man lige så godt se det som et overflødighedshorn af forskellige musikalske udtryk. Det er lidt lige som pladecoveret; det er lidt svært at finde hoved og hale i det hele, men det er muligvis også noget af det, der gør det mindeværdigt.

99 – Sly and The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Udgivet den af
Svar

Sly and The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet, “My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.

106 – Sam Cooke – Portrait of a Legend: 1951-1964 (2003)

Udgivet den af
Svar

Soulmusikken var i løbet af 60’erne en virkelig populær genre med navne som Otis Redding, Aretha Franklin og The Four Tops blandt de største navne. Mens disse har udgivet stribevis af gode sange, så må vi ikke glemme, hvor det hele startede, nemlig med Sam Cooke. Det er selvfølgelig svært at fastsætte helt præcis, hvem der opfandt soulgenren, men da Sam Cooke i 1957 udgav sangen You Send Me, lød den ikke som noget andet, end ikke de singler Ray Charles og James Brown udgav nogenlunde samtidig. Til gengæld lyder det så tæt op af 60’ernes soullyd, at det kan være svært at fatte, hvor gammelt nummeret er. Sam Cooke fortsatte med at udgive klassiske singler i løbet af resten af sit liv, der desværre måtte møde en alt for tidlig slutning, da han døde som 33-årig i 1964. Hans musik er sidenhen blevet udgivet på mange forskellige opsamlinger, men den omfattende Portrait of a Legend: 1951-1964 er nok den mest populære. Herpå finder man 31 forskellige numre fra rundt omkring i Sam Cookes karriere, og til trods for årstallene anført i albummets titel, er albummet gudskelov ikke i kronologisk rækkefølge.

Albummet hedder dog stadig Portrait of a Legend, og hvordan tegner man et portræt af en musiker, hvis man ikke stiller det kronologisk op? Skaberne af denne opsamling har sørget for at gøre det ved at variere Sam Cookes musik så meget som muligt. Der er godt med dynamik indenfor tone, lyd og tempo, og endda til dels genre. Jovist, det meste er soulmusik, men visse sange har klare elementer af både blues, gospel, doo-wop og selv cha-cha-cha. Gospelsangene kommer fra hans tid i gruppen The Soul Stirrers. Der er kun to af dem, og det er som sådan rigeligt. Det giver Cookes karriere noget nuance, og det kommer ikke til at fylde for meget. Udvalget er også stærkt. Jeg kan personligt ikke komme på nogen Sam Cooke-sang, jeg savner. Vi får faktisk alle klassikerne; den nuttede Wonderful World, den festlige Shake, den romantiske (I Love You) For Sentimental Reasons, den alvorlige Chain Gang og naturligvis den dramatiske A Change is Gonna Come. Man er ikke det mindste i tvivl om, at Sam Cooke er en af de største R&B-kunstnere nogensinde, når man hører pladen.

Det er faktisk imponerende, at indtrykket af Sam Cooke som et musikalsk geni står så klart, for der er faktisk en del sange, hvor han virkelig underpræsterer som sangskriver. Good Times er en lidt sølle gentagelse af Wonderful World og vokalmelodien til I’ll Come Running Back to You er stort set identisk med Lovable. Dette bliver dog overraskende nok ikke særlig trættende, så stor ros skal gå til dem, der placerede numrene der, hvor de er. Derudover er der lidt for mange sange, hvor han forsøger på at være nuttet. Sam Cooke kan skam være god til det, Cupid, Only Sixteen og Wonderful World er flotte eksempler på dette. Hans stemme er dog altid ret klar i mixet, så det er svært at ignorere en dårlig tekst, som den lettere vamle Everybody Loves to Cha Cha Cha og Meet Me at Mary’s Place. Forskellen på de gode og dårlige “nuttede” sange handler mest af alt om, hvor oprigtig Sam Cooke virker, og hvor relaterbart sangens indhold er. Ja, der er nok omkring 10 sange, Portrait of a Legend sagtens ville kunne leve uden, og pladen er med sine 79 minutter ganske lang. Alligevel er det et veludført, varieret portræt af en af de bedste sangere nogensinde, og det er ligeledes en glimrende introduktion til ham.