Tag-arkiv: Psykedelisk soul

23: Stevie Wonder ‘Innervisions’ (1973)

Udgivet den af
Svar

‘Innervisions’ af Stevie Wonder var #23, da Rolling Stone i 2003 udgav deres liste over de 500 bedste album nogensinde, hvilket gjorde det til det højest rangerede Stevie Wonder-album. Endvidere var det det næsthøjest rangerede soul-album i det hele taget.

Albummet blev rykket til #24 på 2012-udgaven af listen, primært grundet en Robert Johnson-opsamling, der rykkede lidt rundt på en række plader, hvis rækkefølge på listen ellers var uændret.

I 2023 blev albummet rykket til #34, og det var ikke længere Wonders højest placerede album. Mastodont-dobbeltalbummet ‘Songs in the Key of Life’ overhalede det og indtog en fjerdeplads! Jeg har tidligere anmeldt ‘Songs in the Key of Life’, og omend dens stærkeste sange nok overgår det generelle topniveau på ‘Innervisions’, er ‘Innervisions’ en mere konsekvent og kompakt lytteoplevelse, hvor samtlige ni sange bidrager med noget unikt og medrivende.

Soulens discipliner udgør rygraden på ‘Innervisions’, men Wonder er en eventyrlysten herre, der gerne inkorporerer andre stilarter. ‘Don’t You Worry ‘Bout A Thing’ starter med et kækt salsa-groove, før Wonders bragende soulstemme tager over med så meget bravado, at det der med ikke at bekymre sig ikke længere er et forslag – det er en kommando! Men Wonder brillerer i let at kunne skfte over til blid omsorg og kærlighed. Nummeret slutter med at adskillige lag af Wonders stemme agerer en hel eksplosion af følelser, hvor hans sangstil stikker i alle mulige retninger på én gang. Dybt begravet i alle vokalerne kan man endda høre et lille »hee«, der lyder som snydt ud af Michael Jackson – men flere år inden Jackson tog patent på det.

Allerede på albummets tidligste toner, er det klart, at Stevie søger hinsides soulens horisonter. De indledende akkorder på åbneren ‘Too High’ er skæve og jazzede, nærmest som noget fra Herbie Hancocks mere funk-orienterede materiale, tilsat nogle uforudsigelige korarrangementer af den slags, kun Stevie ville være i stand til at kokkerere.

Dette albums centrale kronjuveler er dog nok de to intense funkskæringer. På den ene side har vi ‘Higher Ground’ – en hårdtslående banger, som i sit grundlag klinger en del af Wonders ‘Talking Book’-hit ‘Superstition’, men som absolut træder i karakter som et værdigt hit i egen ret, blandt andet med en forløsende omkvædsmelodi og et rigt lydtapet, hvor særligt tangenterne skaber lækker tekstur.

På den anden side har vi min absolutte yndlingssang på pladen, ‘Living for the City’, en over syv minutter lang narrativ skæring om en ung sort mand fra Missisippi, der ønsker at flygte fra diskrimination i sin hjemby, hvorfor han søger mod New York – hvor han dog ingenlunde finder det liv, han ønsker. Det er en stærk fortælling, der bliver leveret i en kombination af psykedeliske funkgrooves og en nærmest progrocket sangstruktur.

Den slags sange er ekstra virknignsfulde, når de står i kontrast til stærke, langsommere sange. Og jeg tror aldrig Wonders ballade-talent har været på sit højeste mere end på ‘Innervisions’. Vi har den ømme og tænksomme ‘Visions’, hvor Wonder overvejer, hvorvidt en bedre verden er mulig. I hænderne på en mindre begavet performer, kunne ‘Golden Lady’ godt være endt en kende corny, men Wonder forstår at veksle mellem stilfærdigt længselsfulde vers og eksplosive omkvæd, hvor keyboardet udtrykker alt det, den ellers ekspressive vokal ikke kan på egen hånd.

‘Innervisions’ er et album, hvor Stevie Wonder kommer vidt omkring, og hvor sangskrivningen er både varieret og fængslende. Hvis du aldrig har hørt et Wonder-album før, vil jeg helt klart anbefale at starte her – om ikke andet fordi ‘Songs in the Key of Life’ er så lang.

60 – Sly and The Family Stone – Greatest Hits (1970)

Udgivet den af
Svar

Typisk lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger. Jeg foretrækker at høre sangene i den sammenhæng, de oprindeligt er tiltænkt, og især i dag, i streamingtjenesternes tid, foretrækker jeg playlister, hvis man endelig skal hive sangene ud af deres oprindelige kontekst. Især lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger fra kunstnere, der faktisk har udgivet godt med solide plader. Til trods for at have nydt alle de plader, jeg har hørt med Sly and the Family Stone, har ingen oplevelse med dem alligevel været nær så positiv for mig som deres første opsamlingsalbum, “Greatest Hits” fra 1970. Gruppen havde på dette tidspunkt kun udgivet 4 albums, og de to populære plader “There’s a Riot Goin’ On” og “Fresh” var endnu ikke udgivet. Det gør selvfølgelig, at pladen ikke indeholder klassikere som “If You Want Me To Stay” og “Family Affair”, men på den anden side markerede disse to plader, at Sly and the Family Stone bevægede sig i en mindre kommerciel retning. “Greatest Hits” er derimod en ret poppet plade, fyldt med glæde, kærlighed og hippie-mentalitet. Det er musik, man bliver glad i låget af at lytte til, og dette gælder hvert eneste nummer.

Opsamlingen springer let og elegant gruppens debut over og vælger at fokusere på deres følgende tre plader, “Dance to the Music”, “Life” og “Stand!”, hvor jeg allerede har anmeldt sidstnævnte. Jeg kan i hvert fald definitivt sige, at det er mine yndlingssange fra denne, der er medtaget på “Greatest Hits”, og jeg trækker på smilebåndet ved hvert eneste gensyn med disse sange. De er lige så skæve og finurlige som sidst jeg hørte dem, og til min store glæde gælder det størstedelen af tracklisten. De fleste numre er fyldt med små spøjse gimmicks, der kun gør lytteoplevelsen mere fornøjelig, og de formår også at vise, at den poppede struktur ikke sætter begrænsninger for nuance og kreativitet i musikken. Det får måske endda kreativiteten til at være så meget mere tydelig, da de spiller mere med vores forventninger om, hvad der skal ske i en popsang. Udvalget er i det hele taget helt eminent pladerne imellem. Der er ikke blot sørget for at vælge hits, der er sørget for at vælge farverige, sjove numre, der leger med lytterens forventninger, og der er samtidig sørget for at repræsentere både de funk-, soul- og rock-prægede sider af gruppen godt.

Strukturen på pladen sidder også lige i skabet. Åbningsnummeret “I Want to Take You Higher” sørger godt for at løfte stemningen lige fra starten med en lyd, der er lidt mørkere end resten af pladen, mens den samtidig leverer al den ukontrollerbare sjov, der er til stede på resten pladen. Den stiger også gradvist i vildskab, så den er helt ideel på sin plads. Endnu mere velvalgt er afslutningsnummeret, megahittet “Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin)”. En af årsagerne, til at den fungerer så godt på sin plads, er, at den referer tidligere sange fra albummet på sin tekst. Den agerer dermed som en slags opsamling af pladen som helhed, og det er sjældent at greatest hits-albums har mulighed for at afslutte så konkluderende. Derudover er det bare et uimodståeligt festnummer, der dermed også fejrer bandets karriere i denne nye kontekst. Jeg havde ikke forventet at holde så meget af en greatest hits-opsamling, men det gjorde jeg altså. Jeg havde endnu mindre forventet at skulle erklære den min favorit i gruppens diskografi, men det er den altså. Det er en fortræffelig festplade, og den fremviser gruppen, hvor de er allerbedst.

69 – Curtis Mayfield – Superfly (1972)

Udgivet den af
Svar

Der er ikke meget, der er værd at snakke om ved blaxploitation-filmen ‘Super Fly’ fra 1972. Den er instrueret af Gordon Parks Jr., har Ron O’Neil i hovedrollen som en gangster ved navn Priest, og som så mange andre af genrens film trækker den meget på, at filmen er fuld af vold, sex, stoffer og racister, der får hvad de fortjener. Personligt finder jeg æstetikken ved disse film langt mere interessant end selve indholdet, for stort set alt ved filmen er amatøragtigt udført. Undtagelsen ville nok være soundtracket, der er leveret af soulmusikeren Curtis Mayfield. Mayfield leverer nogle af de bedste sange i hans karriere på soundtrack-albummet, der sidenhen har fået status som en regulær soulklassiker. Vi har faktisk at gøre med noget så sjældent som en soundtrackplade, hvor musikken nok fungerer bedre i pladens end i filmens kontekst. I filmen bliver plottet ofte sat helt i stå, når en af Mayfields sange begynder. På albummet er fokus derimod på sangene, og man får leveret den ene lille perle efter den anden. Samtidig mærker man klart, at musikken handler om gangster-livet, så alt det bedste fra filmen følger stadig med. Det er en win-win-situation.

Gangster-teksterne er en ret interessant del af pladen. Den er fra starten af 70’erne, og både de glamourøse og mere hårdføre sider af gangsterlivet præsenteres, nærmest som en slags prototype på gangsta-rap. Vi bliver præsenteret for rodløshed på ‘Little Child Runnin’ Wild’, dødelighed på ‘Freddie’s Dead’ og naivt stofmisbrug på ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’, men det er på ingen måde en grum plade. Vi får også et klassisk sexnummer i bedste Marvin Gaye-stil med ‘Give Me Your Love’ og den lækre ‘Pusherman’ der oser af cool selvsikkerhed og attitude omkring erhvervet som pusher. Denne tilgang præger også lyden på titelnummeret, men her står teksten i genial kontrast, idet det belyses, at det ikke handler om sjov og ballade alt sammen, det er et spørgsmål om overlevelse. Mayfield formår at være kritisk og dybdegående i løbet af pladen, og dramaet er mere engagerende på soundtracket end i selve filmen. Til trods for de mange sider, der belyses, sørger Mayfield for at skabe et lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er i den samme verden. Man bliver flot draget ind af de skønne grooves og den rige lyd med lag på lag af funky instrumentation.

Jeg føler som sagt, at pladen er langt bedre end filmen, den er skrevet til, og jeg kan let anbefale musikken til folk, der ingen planer har om at opleve filmens middelmådighed. Med det sagt, er der punkter, hvor musikken bærer præg af at skulle understøtte en film, navnligt i de to instrumentale numre. ‘Junkie Chase’ og ‘Think’ bidrager fint til stemningen på filmen, men på pladen går de lidt i tomgang. De er smukt arrangerede, men de føles stadig ret ligegyldige, og de bringer ikke samme lag af nuance, som de øvrige numre. Ligeledes er til ‘Give Me Your Love’ nok lidt længere end hvad godt er, og den føles lidt ufærdig i forhold til sangskrivningen. Igen, man kan dog slet ikke klage over lyden, og der er en del elementer, der virker ret godt. Der er også nogle få andre punkter, der ikke har ældet med ynde, fx kan spoken word-introen til ‘No Thing on Me (Cocaine Song)’ godt virke corny i dag. Til trods for dette har vi dog i hovedreglen at gøre med noget af det bedste soulmusik nogensinde, og på sit bedste holder det helt fantastisk

99 – Sly and The Family Stone – There’s a Riot Goin’ On (1971)

Udgivet den af
Svar

Sly and The Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider meget bizarre og eksperimentelle, mere end de fleste i deres samtid. En af deres særeste plader er There’s a Riot Goin’ On fra 1971. Før dette album havde de en meget klar psykedelisk soul-lyd med nogle poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, fx kan den 13 minutter lange sang Sex Machine fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a Riot Goin’ On to år senere. Lyden herpå nærmer sig på mange måder den lumre, sumpede, groove-bårne stil, man fandt på Sex Machine, og stemningen er på alle måder mørkere herpå end før. Selv glade sange som (You Caught Me) Smilin’ og Runnin’ Away føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især Runnin’ Away, der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den bliver blandt den ellers noget grumme lyd. En anden undtagelse ville være åbningsnummeret, Luv N’ Haight, der flot giver dig indtrykket, at det er en ganske almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.

There’s a Riot Goin’ On er en svær plade at sluge – der er mange langsommere funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en form for vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret Poet hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen til trods for den store besætning. Kig blot på det 7 minutter lange afslutningsnummer Thank You for Talkin’ to Me, Africa, der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin). Groovet består som sådan af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. 7 minutter inde i nummeret er groovet det helt samme, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger til den meget ukomfortable stemning, som nummeret skaber.

Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve, for jeg kender ikke mange plader, der kan sammenlignes ordentligt med den. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan opleve vaskeægte jodlen? Det kan man på nummeret Spaced Cowboy, og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første par gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på den. Jeg begyndte at se det som en kommentar på hvordan det hvide Amerika har en tendens til at romantisere det vilde vesten til trods for tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a Riot Goin’ On et ubehageligt album, men det er ikke ubehageligt fordi det vækker mange personlige følelser – rettere fordi den skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på Poet, “My only weapon is my pen” – og denne linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s A Riot Goin’ On er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget meget tydelige sprog.

118 – Sly and The Family Stone – Stand! (1969)

Udgivet den af
Svar

Sly and The Family Stone har stået bag mange af slut-60’ernes og start-70’ernes bedste funksange, og de var på mange måder både definerende og redefinerende for genren i disse skelsættende år. Og vil man have noget af deres bedste numre, er Stand! fra 1969 et godt sted at kigge. Åbningsnummeret, der ligeledes hedder Stand!, indkapsler mange af gruppens allerbedste kvaliteter. Det er en festlig og fængende sang, der på overfladen lyder glad og lykkelig, men den skarpe tekst handler om at stå op for det, man tror på. Der er høj detaljerigdom i instrumentationen, og lyden er dejligt varieret. Andet nummer, Don’t Call Me Nigger, Whitey, falder nærmest i den anden grøft. Den lyder virkelig politisk med sin provokerende titel, og den vrede lyd hjælper absolut mod dette. Dog er omkvædet blot mange gentagelser af vendingen “Don’t call me nigger, whitey; Don’t call me whitey, nigga”, mens sangens eneste vers er ganske smukt, men alt for abstrakt til at kunne have nogen vigtig meddelelse. Derimod er sangen en 6 minutter lyd-udforskning, hvor man kommer vidt omkring i gruppens vanvittige univers. Der er ikke nær så meget dybde, men sangen er vældig underholdende.

En af deres helt store klassikere er I Want to Take You Higher, endnu en af de festligere numre, her uden nær så meget subtekst. Dog er hele nummerets konstruktion nok et af de stærkeste på hele pladen. Jeg elsker hvordan groovet udvikler sig fra det ganske rolige til det vilde underlag for hele resten af festen. Det er en af de bedste funksange nogensinde, hvis du spørger mig. Somebody’s Watching You er et lættere psykedelisk popnummer, der kan virke ret minimalt i sin skala og sit ambitionsniveau, men alligevel bliver den latterligt dragende i sit skæve, sære, jazzede pop-univers. Der kommer ret tit spøjse indslag, hvor man må løfte et øjenbryn eller to. Dette gælder især i instrumentationen, men selve kompositionen kan også være ret overraskende i forhold til afvigelserne fra den vante lyd. Sing a Simple Song virker i starten som en tilbagevenden til den mere typiske funk-lyd, men man skal ikke lytte længe til den, før den næsten bliver lige så spøjs og bizar som Somebody’s Watching You eller i hvert fald Don’t Call Me Nigger, Whitey. Der er dog stadig masser af klassisk, solid funk-lyd og fede grooves til at give de underlige ideer noget substans.

I den helt poppede ende finder vi endnu en af gruppens bedste sange nogensinde, den store anti-diskriminations-hymne Everyday People. Noget af det geniale ved teksten til denne sang, er at det hele er artikuleret i børnehøjde. Det lyder jo faktisk barnligt, når der synges There is a blue one who can’t accept the green one for living with a fat one, trying to be a skinny one; and different strokes for different folks; And so on and so on and scooby dooby doo-bee doo”. Det smukke er jo, at det stadig siger præcis, det der skal formuleres, og hvis man tager ordene til sig er de alligevel stærke. Pladens længste nummer hedder Sex Machine, og det er et 14 minutter langt, sumpet instrumentalnummer. Nummeret udtrykker absolut den titulære seksuelle vildskab, især gennem de instrumenter, der er i gang med en solo på det pågældende tidspunkt. 14 minutter er bare alt for lang tid at køre i denne suppedas, hvis man spørger mig, og nummeret bliver med tiden trættende. De slutter af med den simple, funky You Can Make It If You Try, der gentager visse dynamiske principper fra før, men som sædvanlig indføres også unikke, kreative ideer. Stemningsmæssigt er det en dejligt positiv måde at runde pladen af på, og Stand! er da som helhed også en sjov, glad og vidunderligt skør plade.

398 – The Temptations – Anthology (1995)

Udgivet den af
Svar

I 1960 blev en R&B-vokalgruppe ved navn The Elgins dannet. Den bestod af fem smukke unge mænd ved navn Otis Williams, Elbridge “Al” Bryant, Melvin Franklin, Eddie Kendricks, og Paul Williams, alle ganske dygtige sangere. Det legendariske pladeselskab Motown skrev i 1961 kontrakt med disse unge mennesker, og navnet blev hurtigt ændret til The Temptations. Disse gutter var trods mange udskiftninger blandt medlemmer vældig populære igennem 60’erne og 70’erne, og i 1973 blev nogle af deres største hits opsamlet på pladen Anthology. Denne plade er senere kommet i nyere udgaver i 1986 og 1995. I dag snakker jeg om 1995-udgaven, hvorpå man selvfølgelig stadig kan finde alle de største klassikere, heriblandt My Girl, Papa Was A Rollin’ Stone, Just My Imagination, Get Ready, Ain’t Too Proud to Beg, The Way You Do the Things You Do og Cloud Nine. Der er dog hele 46 numre på pladen, så naturligvis er ikke alle lige fantastiske. Overraskende få er dog dårlige. Jovist, der er et par stykker, men Temptations havde et overraskende højt niveau på singlerne hele vejen gennem karrieren.

Pladen er opstillet kronologisk, og det kunne selvfølgelig let have været et problem, hvis de havde holdt sig alt for meget til den samme slags musik i bestemte perioder, men det har de faktisk ikke. Kun første halvdel af første disk består af noget lidt ensartet pop-soul inspireret af Smokey Robinson. Der er dog stadig en hel del fremragende numre herpå, selvom de næsten alle sammen indeholder ord som “Love”, “Girl” eller “Baby” i titlen. Første disk rammer dog mod midten et virkelig en stribe af vidunderlige popmelodier, og anden halvdel er meget varieret, med alle mulige forskellige afskygninger af R&B på sig. Så stikker man anden disk i, og det er næsten helt utroligt, hvor godt det så begyndte at gå. Personligt foretrækker jeg funk og disco over soul til næsten enhver tid, og selvom de havde prøvet funk før, var de vist for alvor kommet i rette hænder, da de udgav Cloud Nine i 1968. Derfra blev deres musik meget mere funky, måske endda en smule psykedelisk, og deres stemmer passer fuldstændig perfekt til denne vilde, energiske, dynamiske genre.

Det der virkelig overraskede mig positivt var, at Temptations rent faktisk ikke begyndte at stinke, som 70’erne løb hurtigt afsted. Deres kvindelige modstykke i the Supremes kunne slet, slet ikke følge med tiden, og medlemsudskiftninger var noget af det værste, de blev udsat for. Begge disse ting klarede the Temptations virkelig godt, så selv fra 80’erne kan man finde nogle ret fede sange. Det store problem ved Anthology ender bare med at være, at den er 2½ time lang. Og det er rigtig lang tid, så man skal være ret forelsket i Temptations, hvis man vil lytte til denne plade. Ellers er der mange andre opsamlinger, der kan anbefales, heriblandt The Ultimate Collection, og hvis man er mere til én æra af the Temptations end en anden, kan man prøve at lytte til henholdsvis The Early Classics og Psychedelic Soul. Dog er Anthology slet ikke en ringe opsamling. Hvis du bare ikke kan få nok af gruppen, er det bare det rene guf, men hvis du aldrig har været den store fan, skal du nok ikke gå hertil for at blive overbevist.

449 – War – The World Is a Ghetto (1972)

Udgivet den af
Svar

Da the Animals gik hvert til sit i 1969, valgte forsanger Eric Burdon at begynde at lave funkmusik, og da dannede han War, et rigtig stort band på dengang hele 8 medlemmer. I 1971, efter to plader, forlod Burdon dem, og de resterende 7 medlemmer begyndte da at udgive plader uden ham. Deres tredje album uden Burdon, The World Is a Ghetto, fremviser tydeligt de 7 medlemmers rigtig store musikalske evner, og foruden funk iblander de også en hel del rock, blues, jazz, soul og psykedelisk musik på de 6 numre, albummet har på sig. Med kun 6 numre kan man jo hurtigt ane, at et par stykker må være rigtig lange, for ellers havde vi jo kun en EP. Og det er også ganske rigtigt, så hvis man ikke er til rigtig lange eksperimenterende numre, så skal man holde sig væk. Det er til gengæld ganske let for enhver at nyde åbningsnummeret, The Cisco Kid, som lyrisk er baseret på novellefiguren af samme navn. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er rigtig funky og sjovt, og der er virkelig mange forskellige instrumenter, der bliver brugt, så sangen bliver meget levende.

De bliver lidt i de kortere, funky sange endnu med den frække Where Was You At, der om noget bygger op mod vildskab, især med en flot saxofonsolo mod slutningen, der ganske diskret peger mod, det næste nummer på pladen, City Country, City. Det er et instrumentalt nummer, og selvom man stadig kan mærke bandets funk-rødder, er det her nærmest mere et jazz-nummer end noget andet. Og det er oven i købet et rigtig godt jazz-nummer, der til trods for at være over 13 minutter langt, forbliver interessant fra start til slut. I starten er det ganske roligt med en saxofon, der minder lidt om den fra foregående nummer, men med tiden kommer der gang i butikken med et hektisk orgel. Striben af lange numre fortsætter med Four Cornered Room, der er meget langsomt og psykedelisk. Den gentager meget det samme i de første 2 minutter, men det skaber en eller anden form for trance. Den er en ret speciel sang, der udvikler sig meget roligt, men den bliver efterhånden rigtig vild og destruktiv. Og til trods for den meget stille udvikling, de mange gentagelser og den langsomme melodi, sker det hele hurtigt nok, til at man ikke bliver træt af det.

Et andet nummer, der virkelig bliver bombastisk med tiden til trods for en ret spinkel begyndelse, er titelnummeret, der ligeledes er rigtig langt og ganske psykedelisk. Det udvikler sig dog langt hurtigere, hvilket også er på sin plads, for langsom udvikling kan måske fungere på et enkelt nummer, men man skal ikke gøre det for meget. Alle 7 musikanter er virkelig i topform i løbet af dette nummers 10 minutter, og sangerne ender med at lyde fuldstændig bimmelim – på den gode måde. Efter disse tre rigtig lange numre slutter albummet af med et af mere almindelig længde. Beetles In the Bog følger den destruktive trend, albummet efterhånden har fået skabt, og til trods for sin længde, får den faktisk rundet albummet af, og fra første sekund er albummets klimaks begyndt. The World Is a Ghetto er et rigtig farverigt album. Det er fyldt med overraskelser i alle mulige retninger, og de blander utrolig meget forskellig musik sammen i et stort, sammenhængende spektakel. Der er meget få funkplader, der kan overgå denne, hvis du spørger mig.

486 – Funkadelic – Maggot Brain (1971)

Udgivet den af
Svar

George Clinton er det virtuose geni bag to af historiens mest kreative funkgrupper, Parliament og Funkadelic. Funkadelics tredje plade, Maggot Brain er et eksperimenterende eksempel på hvor genial funk kan blive i hænderne på en genrefusionerende hjerne som George Clinton. Der er elementer af funk i alle numrene, men derudover sker der så meget forskelligt, at ikke et nummer minder for meget om et andet. Der er sammenhæng i at lyden eksperimenterer utrolig meget, og i at der ofte er meget funk indblandet, men derudover bliver man konstant ramt af en eller anden væsentlig afvigelse fra hvad man tidligere har hørt på pladen. Den åbner med det 10 minutter lange titelnummer, der virkelig fremhæver Eddie Hazels evner som guitarist, da det meste af sangen nemlig er en guitarsolo. Faktisk bliver kun de første 30 sekunder brugt på en spoken word-intro, og resten er bare en af verdens bedste guitarsoloer. Den er meget jazzet i sin komposition, dens rytme er funky, og selve guitarens lyd oser af hård rock.

Efter det får vi Can You Get to That, der kører over en akustisk bluesguitar af alle ting, mens et kor synger en festlig funkmelodi over det, og lyden passer overraskende godt sammen. Melodien er sjov og fængende, og der bliver arbejdet meget med kontraster mellem rigtig høje falsetter og en vokal dybere end det Kaspiske Hav. Derefter kommer Hit It and Quit It, der i starten kunne virke som en ganske almindelig funksang, men en fantastisk orgelsolo og nogle flotte temposkift, når der bliver sunget “You can shake it to the east; shake it to the west”, der giver sangen mere styrke. Under sangen arbejder massevis af små elementer alle sammen om at skabe en utrolig rig oplevelse. You and Your Folks, Me and My Folks kommer da med en meget truende tone. Det lyder som om, Funkadelic ruster op til krig, og de er fastsatte på at vinde. Det er en kamp for fred og retfærdighed. “You want peace; I want peace; They want peace; And the kids need peace
There won’t be no peace” går den, og til trods for denne meddelelse undgår den at lyde som noget hippie-musik. Den lyder blot som George Clinton.

På Super Stupid vender Eddie Hazels guitar tilbage for fuld udblæsning. Der er elementer af tidens tidlige Heavy Metal, men samtidig har den en funkrytme, der forhindrer den i at lyde som en total Black Sabbath-klon. Hazels talenter lader sig ikke skjule, og energien i denne sang er i top. Albummet rammer et nyt eksperimentelt højdepunkt med Back In Our Minds, hvor det mest fremtrædende instrument er en Jødeharpe. Forsangerne jamrer sig igennem sangen, og de lyder bindegale. Det er et pragtfuldt nummer, men meget kort efter bliver det overgået af det næste og sidste nummer, Wars of Armageddon, hvad angår at være eksperimentel. Den kører i over 9 minutter uden egentlig sang, og der kommer hele tiden en eller anden lyd, man ikke forventede. Kukure, kattehvæs, lokomotiver, en diskussion mellem to personer, der bytter rundt på ordene people, pussy og power i en sætning, og alle mulige og umulige andre lyde. Hvis du vil have funk, der har større musikalske ambitioner end det meste, bør du tjekke Maggot Brain ud øjeblikkeligt. Bedre kan det næsten ikke gøres.

488 – D’Angelo – Voodoo (2000)

Udgivet den af
Svar

D’Angelo er ofte blevet omtalt som skaberen bag neo-soul, en genre, der i løbet af slutningen af 90’erne fornyede soul, samtidig med at den fik tilbagevundet mange af genrens oprindelige motiver. Mange mener, at genren startede med D’Angelos plade Brown Sugar fra 1995, og i dag skal vi snakke om den plade, han lavede derefter, Voodoo fra 2000. Han gjorde lyden mere sexet end nogen havde formået siden Prince, som han også tog meget inspiration fra. Andre inspirationer inkluderer Jimi Hendrix, James Brown, Parliament/Funkadelic, Sly & the Family Stone og diverse andre indflydelsesrige R&B-musikere, og Voodoo er et enormt virvar af al denne lyd, og man kan end ikke se det, hvis man ikke lige ved det. D’Angelo er en meget sexet personlighed, og han kan da også let sælge sig på den egenskab. Kig blot på et nummer som det efterhånden klassiske Untitled (How Does It Feel), der nok minder mere om Prince end noget andet nummer på pladen, men Voodoo gjorde sig også bemærket på anden vis.

Voodoo åbner ganske vist med den rigtig sexede sexsang Playa Playa, men det gik det først virkelig op for mig, at jeg havde et mesterværk i ørerne, da jeg nåede til det andet nummer, Devil’s Pie. Den grundlæggende melodi er rigtig simpel, men det bliver opvejet af D’Angelo’s stemme, den afrikansk inspirerede instrumentation og det dødbringende toneleje. Sangen er en grum fortælling om, hvordan de fleste i D’Angelos miljø ville sælge sin sjæl til djævelen for penge, sex og berømmelse – inkl. D’Angelo selv, hvilket er en modig drejning. Som albummet fortsætter udforskes mange lyriske og især musikalske facetter. Mange af sangene handler om sex, men han får virkelig vendt og drejet det emne i vilde retninger. I starten af pladen er det forholdsvis let at tage fat om musikken. Selvom åbningsnummeret Playa Playa er 7 minutter langt, fungerer det som en popmelodi, men ca. som man når til det syvende nummer, One Mo’Gin, stiger den gennemsnitlige sanglængde, og melodierne bliver også mere udfordrende.

One Mo’Gin, Spanish Joint, Feel Like Makin’ Love og Greatdayindamornin’/Booty er rigtig interessante kompositioner. De benytter sig af temposkift, varieret toneleje, forskudte rytmer, instrumentale så vel som vokale harmonier, og alle disse ting finder både sted som noget pludseligt og som noget, der gradvist kommer frem i nummeret. Samtidig med at musikken eksperimenterer så meget, er det stadig meget afslappende musik. Man kan roligt læne sig tilbage, mens man hører kompositioner, der ikke minder om meget andet. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Voodoo ændrede R&B-verdenen på samme måde som den mere poppede Brown Sugar gjorde, men det var desværre ikke tilfældet. Det er en klassiker, og den blev også rost i sin samtid, men ingen af samtidens store musikere lod sig inspirere meget af den. Dog har en af nutidens største navne, Frank Ocean, nok lyttet meget til dette album, og det kunne nok sige noget om, at Voodoo var forud for sin tid. Bedre moderne R&B skal man lede længe efter.