‘Innervisions’ af Stevie Wonder var #23, da Rolling Stone i 2003 udgav deres liste over de 500 bedste album nogensinde, hvilket gjorde det til det højest rangerede Stevie Wonder-album. Endvidere var det det næsthøjest rangerede soul-album i det hele taget.
Albummet blev rykket til #24 på 2012-udgaven af listen, primært grundet en Robert Johnson-opsamling, der rykkede lidt rundt på en række plader, hvis rækkefølge på listen ellers var uændret.
I 2023 blev albummet rykket til #34, og det var ikke længere Wonders højest placerede album. Mastodont-dobbeltalbummet ‘Songs in the Key of Life’ overhalede det og indtog en fjerdeplads! Jeg har tidligere anmeldt ‘Songs in the Key of Life’, og omend dens stærkeste sange nok overgår det generelle topniveau på ‘Innervisions’, er ‘Innervisions’ en mere konsekvent og kompakt lytteoplevelse, hvor samtlige ni sange bidrager med noget unikt og medrivende.
Soulens discipliner udgør rygraden på ‘Innervisions’, men Wonder er en eventyrlysten herre, der gerne inkorporerer andre stilarter. ‘Don’t You Worry ‘Bout A Thing’ starter med et kækt salsa-groove, før Wonders bragende soulstemme tager over med så meget bravado, at det der med ikke at bekymre sig ikke længere er et forslag – det er en kommando! Men Wonder brillerer i let at kunne skfte over til blid omsorg og kærlighed. Nummeret slutter med at adskillige lag af Wonders stemme agerer en hel eksplosion af følelser, hvor hans sangstil stikker i alle mulige retninger på én gang. Dybt begravet i alle vokalerne kan man endda høre et lille »hee«, der lyder som snydt ud af Michael Jackson – men flere år inden Jackson tog patent på det.
Allerede på albummets tidligste toner, er det klart, at Stevie søger hinsides soulens horisonter. De indledende akkorder på åbneren ‘Too High’ er skæve og jazzede, nærmest som noget fra Herbie Hancocks mere funk-orienterede materiale, tilsat nogle uforudsigelige korarrangementer af den slags, kun Stevie ville være i stand til at kokkerere.
Dette albums centrale kronjuveler er dog nok de to intense funkskæringer. På den ene side har vi ‘Higher Ground’ – en hårdtslående banger, som i sit grundlag klinger en del af Wonders ‘Talking Book’-hit ‘Superstition’, men som absolut træder i karakter som et værdigt hit i egen ret, blandt andet med en forløsende omkvædsmelodi og et rigt lydtapet, hvor særligt tangenterne skaber lækker tekstur.
På den anden side har vi min absolutte yndlingssang på pladen, ‘Living for the City’, en over syv minutter lang narrativ skæring om en ung sort mand fra Missisippi, der ønsker at flygte fra diskrimination i sin hjemby, hvorfor han søger mod New York – hvor han dog ingenlunde finder det liv, han ønsker. Det er en stærk fortælling, der bliver leveret i en kombination af psykedeliske funkgrooves og en nærmest progrocket sangstruktur.
Den slags sange er ekstra virknignsfulde, når de står i kontrast til stærke, langsommere sange. Og jeg tror aldrig Wonders ballade-talent har været på sit højeste mere end på ‘Innervisions’. Vi har den ømme og tænksomme ‘Visions’, hvor Wonder overvejer, hvorvidt en bedre verden er mulig. I hænderne på en mindre begavet performer, kunne ‘Golden Lady’ godt være endt en kende corny, men Wonder forstår at veksle mellem stilfærdigt længselsfulde vers og eksplosive omkvæd, hvor keyboardet udtrykker alt det, den ellers ekspressive vokal ikke kan på egen hånd.
‘Innervisions’ er et album, hvor Stevie Wonder kommer vidt omkring, og hvor sangskrivningen er både varieret og fængslende. Hvis du aldrig har hørt et Wonder-album før, vil jeg helt klart anbefale at starte her – om ikke andet fordi ‘Songs in the Key of Life’ er så lang.