Tag-arkiv: Stevie Wonder

23: Stevie Wonder ‘Innervisions’ (1973)

Udgivet den af
Svar

‘Innervisions’ af Stevie Wonder var #23, da Rolling Stone i 2003 udgav deres liste over de 500 bedste album nogensinde, hvilket gjorde det til det højest rangerede Stevie Wonder-album. Endvidere var det det næsthøjest rangerede soul-album i det hele taget.

Albummet blev rykket til #24 på 2012-udgaven af listen, primært grundet en Robert Johnson-opsamling, der rykkede lidt rundt på en række plader, hvis rækkefølge på listen ellers var uændret.

I 2023 blev albummet rykket til #34, og det var ikke længere Wonders højest placerede album. Mastodont-dobbeltalbummet ‘Songs in the Key of Life’ overhalede det og indtog en fjerdeplads! Jeg har tidligere anmeldt ‘Songs in the Key of Life’, og omend dens stærkeste sange nok overgår det generelle topniveau på ‘Innervisions’, er ‘Innervisions’ en mere konsekvent og kompakt lytteoplevelse, hvor samtlige ni sange bidrager med noget unikt og medrivende.

Soulens discipliner udgør rygraden på ‘Innervisions’, men Wonder er en eventyrlysten herre, der gerne inkorporerer andre stilarter. ‘Don’t You Worry ‘Bout A Thing’ starter med et kækt salsa-groove, før Wonders bragende soulstemme tager over med så meget bravado, at det der med ikke at bekymre sig ikke længere er et forslag – det er en kommando! Men Wonder brillerer i let at kunne skfte over til blid omsorg og kærlighed. Nummeret slutter med at adskillige lag af Wonders stemme agerer en hel eksplosion af følelser, hvor hans sangstil stikker i alle mulige retninger på én gang. Dybt begravet i alle vokalerne kan man endda høre et lille »hee«, der lyder som snydt ud af Michael Jackson – men flere år inden Jackson tog patent på det.

Allerede på albummets tidligste toner, er det klart, at Stevie søger hinsides soulens horisonter. De indledende akkorder på åbneren ‘Too High’ er skæve og jazzede, nærmest som noget fra Herbie Hancocks mere funk-orienterede materiale, tilsat nogle uforudsigelige korarrangementer af den slags, kun Stevie ville være i stand til at kokkerere.

Dette albums centrale kronjuveler er dog nok de to intense funkskæringer. På den ene side har vi ‘Higher Ground’ – en hårdtslående banger, som i sit grundlag klinger en del af Wonders ‘Talking Book’-hit ‘Superstition’, men som absolut træder i karakter som et værdigt hit i egen ret, blandt andet med en forløsende omkvædsmelodi og et rigt lydtapet, hvor særligt tangenterne skaber lækker tekstur.

På den anden side har vi min absolutte yndlingssang på pladen, ‘Living for the City’, en over syv minutter lang narrativ skæring om en ung sort mand fra Missisippi, der ønsker at flygte fra diskrimination i sin hjemby, hvorfor han søger mod New York – hvor han dog ingenlunde finder det liv, han ønsker. Det er en stærk fortælling, der bliver leveret i en kombination af psykedeliske funkgrooves og en nærmest progrocket sangstruktur.

Den slags sange er ekstra virknignsfulde, når de står i kontrast til stærke, langsommere sange. Og jeg tror aldrig Wonders ballade-talent har været på sit højeste mere end på ‘Innervisions’. Vi har den ømme og tænksomme ‘Visions’, hvor Wonder overvejer, hvorvidt en bedre verden er mulig. I hænderne på en mindre begavet performer, kunne ‘Golden Lady’ godt være endt en kende corny, men Wonder forstår at veksle mellem stilfærdigt længselsfulde vers og eksplosive omkvæd, hvor keyboardet udtrykker alt det, den ellers ekspressive vokal ikke kan på egen hånd.

‘Innervisions’ er et album, hvor Stevie Wonder kommer vidt omkring, og hvor sangskrivningen er både varieret og fængslende. Hvis du aldrig har hørt et Wonder-album før, vil jeg helt klart anbefale at starte her – om ikke andet fordi ‘Songs in the Key of Life’ er så lang.

56 – Stevie Wonder – Songs in the Key of Life (1976)

Udgivet den af
1

Soulsangeren Stevie Wonder regnes med god grund for at være en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene store album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom lige i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var den allerlængste, “Songs in the Key of Life” fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, forsøger at skildre livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i lyrikken på “Songs in the Key of Life”. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på “Songs in the Key of Life” at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov til at vare over 6 minutter, og en god del af dem kommer endvidere op over 7 eller endda 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.

Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af “Songs in the Key of Life”. Foruden klassikere som “I Wish”, “Sir Duke”, “Isn’t She Lovely” og “As”, der jo altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in Need of Love Today” og “Another Star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger derfor for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte på pladen er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime Paradise”, “Black Man” og “Have a Talk With God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders lidt mere dystre side. Og netop grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også så reelt. Han får gennem konceptet også kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.

Der er rigtig meget godt at sige om “Songs in the Key of Life”, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Vi har ikke at gøre med noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er nær så gode som på “Talking Book” eller “Music of My Mind”. Især “Joy Inside My Tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If It’s Magic” bringer fed dynamik i pladen, er den meget svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at jeg kun har nævneværdige problemer med et fåtal af sangene på pladen, når tracklisten er så massiv. Selv bonus-EP’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelig album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.

90 – Stevie Wonder – Talking Book (1972)

Udgivet den af
Svar

Stevie Wonder har helt fra barndommen været en superstjerne, ja hans kunstnernavn er sågar et forsøg på at markedsføre ham som et vidunderbarn, da han gik under navnet Little Stevie Wonder. I modsætning til langt de fleste barnestjerner, fortsatte succesen dog hele livet, og hans kunstneriske udtryk blev kun rigere, da han blev voksen, og i midten af 70’erne udgav han på stribevis succesrige, anmelderroste albums. Man kan sige, at denne successtribe startede med den fantastiske ‘Music of My Mind’ fra 1972, og mens denne står rigtig højt for mig såvel som mange andre fans, havde den ikke samme kommercielle gennemslagskraft som efterfølgeren, ‘Talking Book’ fra senere samme år. Dette har især noget at gøre med de to super-populære singler, der flot viser hver sin side af pladen: den bløde, romantiske pop-soul fra ‘You Are the Sunshine of My Life’ og den sarkastiske, diskret samfundskritiske funk-eksplosion fra ‘Superstition’. Det er to sange, der er så gode, at det er svært for mig at påstå, at pladen nogensinde overgår dem, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at pladen ikke har noget at byde på. For det har den.

De individuelle sange er bl.a. alle mindeværdige og byder på nogle forskellige musikalske idéer. Hvert nummer har sin individuelle lyd, men dog altid indenfor en funk/soul-ramme. I den helt vilde ende er nok ‘Superstition’, der med talrige lag af blæsere og en rytmesektion, der siger spar to, giver den godt med gas med nogle af de mest funky grooves, der nogensinde er skrevet. I den modsatte ende er den stille, lidt jazzede klaverballade ‘You and I’, der foruden en svag synthesizer i baggrunden udelukkende er båret af Wonders sjælfulde stemme og organiske klaverspil. De er begge blandt mine favoritter, selvom jeg nok synes at synthlyden på sidstnævnte er lidt malplaceret. Wonder skal have stor ære for at være en af de første popmusikere til at bruge synthesizeren i så vidt omfang, men det er ikke kun her, den lyder lidt fjollet. ‘You’ve Got It Bad Girl’ er også skyldig, navnlig på omkvædet hvor den følger vokalmelodien lidt for nøje. Med det sagt bruger han den også ofte ganske genialt, bl.a. bruges selvsamme synthesizer som på disse to numre flot til at løfte ‘Blame it on the Sun’, og det er jo nærmest ikke til at fatte, at den ikoniske basgang på ‘Superstition’ kommer fra en synth-bas.

Et nummer, jeg især føler er interessant at fremhæve, er politiske sang ‘Big Brother, der lyrisk er bitter og frustreret, mens den musikalsk er lystig og solskinsfyldt. Det er en sjov kontrast, og den fremviser som sådan flot, at den beskrevne politiske situation er fortællerens hverdag, hvilket leder til et lettere apatisk lydbillede. Den er som næsten alle numre på pladen skrevet af Wonder selv. I løbet af pladen arbejder han af og til sammen om sangskrivningen med sin daværende kone, Syreeta Wright, og hendes søster, Yvonne, og sidsnævnte er endda enlig sangskriver på ét nummer. De er som sådan dygtige sangskrivere, men det er tydeligt for mig, at det bedste materiale er det, Stevie har været alene om. Disse er hovedsageligt placeret nær starten af pladen, så slutningen er ikke nær så stærk som starten. Man kunne nok have struktureret pladen bedre i forhold til dette, men på den anden side er der fin dynamisk og stilmæssig variation i pladen. Det er ikke sådan, at man nogensinde mærker, at pladen bevæger sig i nogen bestemt retning i løbet af progressionen, men både åbnings- og afslutningsnummeret klarer deres job fint. ‘Talking Book’ er i sidste ende et vældig solidt album. Der er nogle få albums i Wonders diskografi, jeg vil anbefale før denne, men den kan stadig sagtens overleve nogle gennemlytninger.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Udgivet den af
Svar

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

202 – Michael Jackson – Bad (1987)

Udgivet den af
Svar

I 1983 udgav Michael Jackson et album, der hurtigt ville ende med at være det bedst sælgende album i musikhistorien, Thriller. Når man først har opnået sådan en præstation, så er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som Bad, Man in the Mirror, Smooth Criminal, Dirty Diana og stort set også hele resten af pladen, så er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også meget godt i sin helhed. Meget af albummet har det lidt hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som Beat It. Bare kig på titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som Smooth Criminal, Speed Demon, Dirty Diana og selvfølgelig især Bad lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme Liberian Girl har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.

Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme Man in the Mirror og den vrede Leave Me Alone. Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle virkelig smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare virkelig gribende. Han bliver også lidt følsom på I Just Can’t Stop Lovin’ You, der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterligt højt bundniveau. Den er en duet med Sideah Garrett, og det er en lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig duet, men den har nok charme, store nok følelser og en stærk nok melodi, til at klichéer kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang formår at gentage særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et godt billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en tortureret sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og disse to ting ender med at hænge så naturligt sammen til sidst, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Dette er en styrke i mine øjne, ikke en svaghed.

Der er to sange, der føjer endnu flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på The Way You Make Me Feel og Stevie Wonder-duetten Just Good Friends. Her er instrumentationen mere lystig end ellers, men de hjælper med at vise os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig, for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, så er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade The Way You Make Me Feel, bare at numre som Dirty Diana og Man in the Mirror lyder større og vigtigere. Desuden er The Way You Make Me Feel bare en fantastisk, glad, helt vildt sjov popsang, som på egne ben også holder enormt godt. Så for at konkludere, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.

De 15 mest interessante navne på Roskilde Festival 2014 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Pyha! Man nåede det da lige i tide! Slut med at dovne så meget. Nu skal jeg være rigtig produktiv. Og til alle jer Roskilde-deltagere, her er 5 navne, I bare skal se! Der er både nyt og gammelt, men dette er faktisk alt sammen musik, der appellerer til et ret så bredt publikum. Og vi kan da starte med et af de navne, der virkelig har solgt biletter!

5 – Stevie Wonder
At forklare hvorfor folk skal se Stevie Wonder virker ret latterligt – altså, du ved jo godt hvem han er, og selvom øjenkontakt måske ikke er hans stærke side, så er han en af de musikere, på festivalen, der har det stærkeste bagkatalog. Jeg har allerede anmeldt en af hans plader, Music of my Mind, og selvom den ikke har de mest kendte Wonder-numre på sig, synes jeg selv, at jeg meget godt der beskriver, hvorfor Wonder er så genial. Det mest utrolige er dog, at han ikke lyder så meget ældre. Hans stemme er stadig helt fantastisk, og fra hvad jeg har set, så har han en helt utrolig kontakt til publikum til trods for sin blindhed. Jeg har set mange musikere med velfungerende øjne, der kunne lære noget af ham. Og hans orkester virker også bare som et af de bedste man kan finde. De spiller så stramt og funky, at disse sange lige så godt kunne være spritnye. Det skal nok blive en fest. Og som en, der aldrig har været på Roskilde, så synes jeg bare stadig, at sammensætningen af hr. Wonder og Orange Scene virker så naturlig, og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Se Stevie Wonder. Så kan du altid se The Horrors eller Diplo en anden gang.

4 – Damon Albarn
Hvor mange mennesker kan sige, at de har været forsanger i ikke blot ét, men hele to af de største bands i løbet af de sidste 20 år? Og når man så har en solokarriere oveni Blur og Gorillaz, og engangs-sideprojekter ved navn Rocket Juice & the Moon, Mali Music og The Good, the Bad & the Queen, så er der linet op til en af de bedste koncerter på dette års Roskilde Festival. Sideprojekterne forventer jeg ikke, at han spiller noget fra, men alene Blur, Gorillaz og solokarrieren er mere end nok til en uforglemmelig aften på Arena. Hans musik i de tre væsentligste projekter er så forskellig, at man kan forvente alle mulige former for stemning – den cool, alternative stemning fra Gorillaz, den festlige og dansevenlige britpop fra Blur og det stille, triste, meget voksne fra solokarrieren giver ham mulighed for at gøre koncerten rigtig varieret, hvilket kan ende med at gøre det til en af de bedste koncerter. For at en koncert er varieret kan ende med at gøre den til noget af det mest mindeværdige man oplever. Og omgivet af koncerter, som man jo er på en festival, så er det vigtigt at stikke ud i hukommelsen. Og derudover så er Damon Albarn lidt af en sær karakter. Han er helt sikkert sjov at se bevæge sig rundt på scenen for øjnene af en.

3 – The Rolling Stones
Ja, der er to navne, som for mig er mere tillokkende end de gamle drenge, men dem kommer jeg til. Hvis de var hentet i en tidsmaskine, så det var Rolling Stones anno 1981, der spillede, så ville de klart være på førstepladsen, men alderen har jo gjort noget. Men den har gjort overraskende lidt, for selvom de ligner zombier, så er de stadig virkelig energiske og ungdommelige i både lyd og manerer. De er ældre end mine bedsteforældre, og jeg kan ikke engang forestille mig mine forældre gøre det de gør. Og jeg tror, at noget af det, der gør, at de holder, er, at de bygger mere på deres udtryk end deres tekniske kunnen. Mick Jagger er ingen Robert Plant, men selv ikke Robert Plant er som Robert Plant var i gamle dage længere. Mick Jagger – jo, man kan da af og til høre på nyere liveoptagelser, at han bliver forpustet, men det har aldrig været det vigtige. Så længe, han giver den gas, så er det tekniske ligegyldigt. Jeg så Mount Kimbie på NorthSide, og deres show var teknisk imponerende, men det var virkelig kedeligt at se på, og jeg blev kun fordi musikken i sig selv var fantastisk. Franz Ferdinand var til gengæld teknisk lidt af en rodebutik, men det endte med at være en af festivalens sjoveste og dermed bedste koncerter, fordi der var gang i dem. Og Franz Ferdinand er lidt nogle unge Rolling Stones – og Rolling Stones kan stadig gøre det dobbelt så godt som dem, vil jeg tro.

2 – Haim
Ja, Haim er højere end The Rolling Stones. Du kan sagtens fortælle mig, at det bare er simpel popmusik, og ja det er det. Og Days Are Gone er ikke bedre end Let It Bleed eller Sticky Fingers, men Haim er bare et af verdens bedste livebands. De har meget nær kontakt med publikum, de elsker tydeligvis at gøre, det de gør, og så er de ikke så uskyldige, når de er live. Deres lyd er meget mere rocket, og Este Haims “basfjæs” er noget af en oplevelse, jeg kender ingen bassist, der lever sig nær så meget ind i det, hun laver. Og så hiver de trommer ind, begynder at jamme, og alle synger og danser med på deres singler, og vi får en ny kærlighed for de mere ukendte sange. De var helt fantastiske i Store Vega tidligere i år, hvor Danielle Haim oven i købet havde fødselsdag. Vi sang fødselsdagssang for hende, og så spurgte de bagefter, om vi havde en dansk fødselsdagssang, og så sang vi “I dag er det Danielles fødselsdag – Hurra, hurra, hurra”, og de forstod nok ikke andet end “Danielle”, men de lod til at nyde det. De er virkelig bare karismatiske, sjove, venlige, dygtige og jeg tror ærlig talt ikke på, at Rolling Stones kan gøre det bedre end dem. Faktisk er der kun ét navn, jeg tør sige det om, og det er…

1 – Future Islands
Okay, dette er ikke det største navn, og det er heller ikke et navn, jeg har kendt i særlig lang tid. Men lige fra første gang, jeg så en video med dem, vidste jeg, at jeg var nødt til at se dem. Jeg så dem optræde på David Letterman, og det er en af de mest magiske liveoptrædener i verden. Det er ikke på grund af bandet som sådan, de er ikke videre interessante at se på, og musikalsk er de ganske vist meget dygtige, men de er hverken på niveau med Damon Albarn, The Rolling Stones eller for den sags skyld Haim. Det hele ligger i forsanger Samuel Herring. Han lyder virkelig sjovt på studietracks, og på David Letterman er han endnu mere fantastisk. Han danser og synger, så man bare ikke kan undgå at smile. De har sidenhen optrådt hos f.eks. Jimmy Kimmel, og de spillede også på VoxHall som en del af Pop Revo. Jeg var ikke til Pop Revo, men hos Jimmy Kimmel var de ligeledes formidable, og på hver eneste optagelse, jeg kan finde af dem, så er Samuel Herring bare en ustoppelig kraft. Og det virker faktisk naturligt, hvilket er underligt. Han er vores generations David Byrne, og det siger jeg som en stor, stor Talking Heads-fan. Og de spiller ikke engang samtidig med noget særlig interessant, hvis du spørger mig. Fredag på Roskilde bør bare afsluttes i Avalon, og dermed basta!

Hvad skal DU se på Roskilde? Hvad synes du om min liste? Synes du, jeg mangler Slowdive? Det gør jeg også selv, men de ville nok være lidt længere nede på min top 15, så det er for sent nu. Hvis du ikke er så glad for dem, jeg har skrevet om, har jeg dog en fin lille liste af formidable bands, der sagtens kunne være endt her, hvis de ikke spillede samtidig med mere interessante navne:

Torsdag:
Future of the Left, Liars, Lykke Li, Bastille

Fredag:
Pusha T, Deftones, Rob Zombie, Darkside

Lørdag:
Icona Pop, Spids Nøgenhat, The Men

Søndag:
Julia Holter, MØ, The Horrors

284 – Stevie Wonder – Music of My Mind (1972)

Udgivet den af
Svar

Ved siden af Michael Jackson er det svært at nævne en barnestjerne, der har klaret sig bedre som voksen end Stevie Wonder. Han lavede det ene store R&B-album efter det andet i 70’erne, og et af de bedste er Music of My Mind fra 1972. Denne plade åbner med en meget funky sang ved navn Love Having You Around. Den er ret afslappet og løs, og der er dejligt sjov brug af talkbox og trækbasuner. Foruden trækbasun og visse backingvokaler er hver eneste lyd opført af Wonder selv, og det er meget imponerende. Det er nærmest ikke til at fatte, når man lytter til denne ret lange sang. Superwoman (Where Were You When I Needed You) kommer bagefter, og den er endnu længere, næsten otte minutter. Den udvikler sig rigtig meget, og mens den ganske vist starter stille, kommer der meget lyd på mod slutningen, især gennem Wonders højlydte stjerne. Den er fuld af sjæl og kærlighed, præcis som et soulnummer traditionelt har, men det er meget avanceret skrevet.

Det starter også meget stille på I Love Every Little Thing About You, der dog virkelig bliver sjov, som det fantastisk fængende omkvæd begynder. Der er ikke meget at sige om den, udover at den føles oprigtigt kærlig, og at melodien er en af de mest oversete i Wonders diskografi. Sweet Little Girl kører på en meget simpel melodi, der bare eskalerer derudaf, hvor den så skifter til noget roligt spoken word, hvorefter den simple melodi begynder forfra, denne gang bare mere intenst. Det slutter så med lidt mere spoken word, og måske fylder spoken word-portionerne lidt mere end hvad godt er, men de giver godt afløb fra galskaben. Det er til gengæld svært at sige noget skidt om Happier than the Morning Sun, der meget atypisk bare er spillet på clavinet og bas. Det er ret barok instrumentation, men det virker godt på denne sangs smukke lykkerus. Girl Blue er nok en af de mindre interessante sange på pladen, men den er stadig rigtig stærk. Der er sjov og interessant instrumentation, og talkbox-effekterne er også rigtig festlige.

Seems So Long er en virkelig simpel sang på overfladen, det er bare en lille soulsang om længsel. Men wonders brug af synthesizer herpå er helt fænomenal. Wonder var virkelig epokegørende indenfor brugen af synthesizeren, der var et meget ualmindeligt instrument i almindelig popmusik dengang, men når man hører Seems So Long, føles det så naturligt, at det lige så godt kunne være skrevet i dag. Det er en ret langsom sang, så for at skabe albumdynamik kommer da en virkelig vild, fræk og funky sang ved navn Keep on Running. Den er ret lang, men den bygger også virkelig op mod et enormt klimaks, og da det er den næstsidste sang, er det absolut retfærdiggjort. Bliver det ved i virkelig lang tid? Ja, men det formår at være underholdende hvert eneste sekund. Evil er navnet på det stille afslutningsnummer. Det er en trist sang, og Wonder portrætterer her ondskab som en person. Ja, det er måske lidt corny, men det passer bare rigtig godt ind at afslutte med noget så cheesy. Music of My Mind er en helt fantastisk soulplade, nok endda en af de bedste nogensinde. Stevie Wonder er bare genial.