Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.
På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.
Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.
Oven på den samfundskritiske What’s Going On og den meget ambitiøse Trouble Man valgte Marvin Gaye at tage sin musik i en ny og ganske anderledes drejning. Og dog er det nok den slags musik, han huskes bedst for i dag. Han lavede nemlig et album, hvor sex var i klar fokus. Selv de sange på Let’s Get It On, der ikke nødvendigvis handlede om sex i bogstavelig forstand, oser af sex i deres natur. Dog er der ingen af den slags hæmninger på åbningsnummeret, der ligeledes hedder Let’s Get It On. I dag er den måske uløseligt forbundet med den klichéfyldte sexsang, men den har på mange måder også dannet grundlaget for stort set alle sexsange sidenhen. Men det er også fordi den er så god. Hvis vi ignorerer de første få toner, der jo kun føles morsomme grundet deres senere status, så er der tale om et helt fantastisk nummer, der virkelig lægger op til et sexet album. Please Stay (Once You Go Away) er en lidt mere oprørt sang, der omhandler sorgerne ved, at en elsket potentielt kunne gå fra dig. Den beskriver alt det, Gaye ville gøre, hvis hans udkårne forlod ham, og på den måde cementerer det også hans kærlighed til hende. Det er ret smukt.
If I Should Die Tonight er en lidt langsommere sang, og den er mere diskret end tidligere. Flotte strygere sørger for at gøre lyden oprigtig, og det er rigtig flot arrangeret. Jeg tror ikke helt nummeret virker som en helstøbt sang nær så godt, som det gør som en del af albummet, for det bygger ikke rigtig op mod andet end nummeret, der følger efter, nemlig Keep Gettin’ It On. Keep Gettin’ It On er en slags fortsættelse til åbningsnummeret, lyrisk såvel som musikalsk, og det siger virkelig noget om Marvin Gaye som musiker. De fleste ville måske sige, at der ikke er brug for nær så meget konceptualitet i en plade om sex som en plade om samfundet, men Marvin Gaye kunne ikke drømme om at gøre noget halvt. Så jo, han vælger at fortsætte et tidligere nummer ganske direkte, hvilket skaber mere tematik. Come Get to This er et af pladens mest gennemførte numre med en levende instrumentation, der især udmærker sig ved flotte messingblæsere. Men det er et helt lille blæser-, stryger- og korarrangement, der bare skaber sangens enormt trygge og følsomme rammer.
Den stille Distant Lover er ikke just min favorit på pladen, men den har mange beundringsværdige kvaliteter. Den er først og fremmest lige så forførende som man efterhånden har forventet af Gaye, og teksten er også ret romantisk og stemningsrig. Dog er melodien ikke noget, der blæser mig omkuld, og derudover føles det underligt at høre en sang om at savne en ekskæreste, én man naturligvis ikke har sex med, når hver eneste anden sang på pladen handler om at have sex i nuet. Og det gør sangen bagefter naturligvis også, nemlig den sprøde og diskrete You Sure Love To Ball. Det er en af mine absolutte favoritter på pladen, og dens instrumentation formår på én gang at være virkelig afslappende og meget levende. Generelt er albummets anden halvdel meget afslappet, og dette gælder selv afslutteren. Den hedder Just to Keep You Satisfied, og derpå reflekterer Gaye over hele sit forhold, dog stadig med mange seksuelle undertoner. Det er en vemodig og stilfuld måde at afslutte pladen, og man kan på alle måder høre, at dens hovedformål var at runde pladen af. Let’s Get It On er så utrolig meget bedre, end man ville kunne forvente at den ville være på baggrund af forventningerne, og den er nok blandt Gayes bedste plader.
Den legendariske soulsanger Marvin Gaye havde siden starten af 60’erne lavet pragtfuld soulmusik, og som årene skred frem blev han kun mere og mere sofistikeret og ambitiøs. I 1964 blev han gift med sit pladeselskabs chefs datter, Anna Gordy, og deres ægteskab var i mange år lykkeligt, men ca. omkring 1976 begyndte det at gå skidt, og i 1977 blev de skilt. I løbet af hele denne affære havde Marvin skrevet og optaget dobbeltalbummet Here My Dear, der fra ende til anden udelukkende handler om forholdet mellem Marvin og Anna. Det er et meget kompliceret album. Gayes store varemærke, hans sublime stemme, er måske bedre, end den ellers nogensinde har været, og pladen arbejder naturligvis stadig meget med soulmusik, men ellers kunne vi næsten ikke være længere væk fra hans 60’er-materiale. Først og fremmest, er der virkelig ikke traditionel vers-omkvæd-opbygning på specielt mange af disse sange. Det er rettere en lang musikalsk historie om deres forhold, og kun i ganske få tilfælde kan stiv struktur hjælpe sådan noget. Ja, jeg ville nærmest kalde det progressiv soul.
Albummet starter med titelnummeret, der klart er tiltænkt som en introduktion. Der bliver talt direkte til Anna, og han siger ganske udmattet og også end kende fortvivlet, at det her er altså er albummet, og at det er dedikeret til hende, næsten udelukkende gennem spoken word. Han fortsætter da med I Met a Little Girl som fortæller hele deres forholds historie på 5 minutter, lige op til der, hvor deres kærlighed ophører, hvilket er temaet for den næste sang, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne sang dukker to øvrige gange op på albummet i andre udgaver, og alene titlen repræsenterer lige det, hele albummet handler om. Efter denne sang kommer en række sange, der fra forskellige vinkler kigger på hvordan årene op til og kort efter deres skilsmisse var, før man netop hører en anden udgave af When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Denne bliver efterfulgt af et helt spektakulært George Clinton-inspireret funk-nummer, A Funky Space Reincarnation, hvor Marvin på morsom vis fortæller om at være reinkarneret 100 år ude i fremtiden, hvor han er blevet rumkaptajn. Han møder da en kvinde, der minder ham om Anna fra sit tidligere liv, selvom han ikke lige kan sætte fingeren på, at det er hende. De hygger sig på rumsengen og ryger sære stoffer fra Venus. Som enorm George Clinton-fan værdsætter jeg det meget, men det har også al Marvins sædvanlige charme og følelse.
Oven på dette 8 minutter lange mesterværk fortsætter Marvin albummet med først You Can Leave, But It’s Going to Cost You og da bliver han, som titlen antyder, rigtig lyrisk aggressiv overfor Anna. Han forholder sig stadig rigtig roligt i sin vokal, men man kan høre undertoner af det, der i bund og grund er had i hans stemme. I løbet af hele albummet er had, vrede og raseri gemt godt nede i undertonerne, så der er meget at grave ned i. Derefter kommer Falling in Love Again, der ender albummet lykkeligt, med at Marvin møder sin næste kone, Janis Hunter. Det ægteskab gik ganske vist hurtigt i opløsning, men det kunne han ikke vide dengang. Efter dette bliver albummet endeligt rundet af med en ganske kort gentagelse af spørgsmålet, han har stillet Anna så ofte, When Did You Stop Loving Me, When Did I Stop Loving You. Spørgsmålet bliver ikke besvaret, men det runder smukt albummet af. Det er et rigtig besværligt album, og det kræver absolut et par gennemlytninger, men hvis du kan lide din R&B i en mere kompliceret, konceptuel udgave, så er Here, My Dear noget for dig, men vær bare klar på, at holde tungen lige i munden.
