Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.

Mine oplevelser på Vanguard Festival 2014 (Del 4/4)

The Pharcyde har ikke udgivet noget album i 10 år, men det har ikke forhindret Imani og Bootie Brown i at turnere og nu gæste Vanguard Festival for anden gang. Så det er altså uden Slimkid3. Jeg har aldrig lyttet særlig meget til dem, men jeg er glad for deres stil. Det er meget den samme glade, lette, sjove hip hop, som grupper som Jurassic 5 og Dilated Peoples også er blevet kendt for at lave. Den genre er åbenbart populær i årets festivalsæson. Men The Pharcyde var virkelig skægge, de havde god kemi med hinanden og med deres DJ. Det var et simpelt setup, men det virkede, og det har nok meget at gøre med deres stil, der er lidt alternativ, men den er let at blive suget ind i, og man har svært ved ikke at holde af dem, når de er så karismatiske og samtidig bare så festlige og sjove. Vi fik endda en optræden med Bootie Browns vers fra Gorillaz-sangen Dirty Harry. Jeg vidste ikke, at det var ham, der rappede på den sang, så det var også en god overraskelse. The Pharcyde gjorde os alle virkelig glade. Det var lystigt, det var sjovt, og ingen lod som om, de var store gangsters.

Efter The Pharcyde fik vi endnu en hip hop-gruppe, men denne var lidt anderledes end de andre. Der var nemlig for det meste kun en enkelt rapper, og ellers var det et live-band, der spillede guitar, trommer, bas, alt det gøgl. Nej, det var ikke The Roots, det var et vaskeægte kommunistisk hip hop-band ved navn The Coup. Jeg havde svært ved at høre, hvad rapper Boots Riley rappede, men musikken bagved var virkelig fed. Jeg skulle selvfølgelig lige spise, det endte desværre med at blive under denne koncert, men jeg kunne høre det hele, og jeg så også det meste. Det var en stjernegod optræden, og blandt alle bands, jeg ikke kendte særlig godt før Vanguard, er The Coup dem, der fangede min interesse mest. Det var en slags mellemting mellem Rage Against the Machine og The Roots, to bands jeg aldrig ville have tænkt på at blande, men det virker bare perfekt sammen. Og så er det politisk musik, man kan have det sjovt til, sådan noget hænger ikke længere på træerne.

Så var aftenen virkelig gået i gang, og det næste punkt var M-E-T-H-O-D MAN og Redman. Før deres koncert spillede de klassikere som Rumpshaker af Wreckx-n-Effect, Insane in the Brain af Cypress Hill og Let Me Clear My Throat af DJ Kool på højtalerne, og Method Man og Redman stod omme bagved og kommenterede det. Mange rappede med, og jeg var meget imponeret over dem, jeg stod i nærheden af. De kunne Insane in the Brain som vi andre kan vores telefonnummer. Så kom MC’erne på scenen. De beviste virkelig, at Wu Tang Clan ain’t nuthin’ ta fuck wit. De var morsomme, de var fulde af energi, og de udviste bare et enormt overskud. Noget af det vigtigste var dog, at de ikke holdt sig tilbage. Det blev af og til mildt stødende, men aldrig for slemt til min smag. Det var mest af alt det umiddelbare stød man får, som viste, at de gamle drenge slet ikke føles gamle. Og der var måske kun to af dem, men det føltes som et helt crew. De var som forventet fantastiske til at spytte svedige rim, og de fik virkelig hele Søndermarken i gang. Det var et klart højdepunkt.

Så kom Mos Def, jeg mener Yasiin Bey. Det må vi vist vænne os til at kalde ham fra nu af. Hans navn har ændret sig, men det har hans musik også, og til denne koncert var der mere end ellers bare fokus på det rå rap-talent. Hvert ord var meget tydeligt, og man kunne virkelig synke alt det, han sagde. Det forhindrede der ikke i at være festlige øjeblikke, hvor folk klappede med, dansede eller gjorde det der med hånden, som jeg ikke kender navnet på. Vi fik selfølgelig mange af hans egne klassikere, men nummeret, der virkelig blæste mig omkuld, var hans nyfortolkning af Niggas in Paris af Jay-Z og Kanye West. Originalen er bare en ganske fed festsang, men Mos… Jeg gjorde det igen. Yasiin Bey gjorde det til en dyb sang om grov kriminalitet blandt unge sorte. I linjen, der oprindeligt går “Psycho, I’m liable to go Michael, take your pick: Jackson, Tyson, Jordan” siger han i stedet “Myers, Myers, Myers”. Det er hjemsøgende, især fordi der meget af tiden slet ikke var et beat. Det føltes så nøgent, så reelt. I stedet for klippet med Will Ferrell fra Blades of Glory får vi et klip fra Malcolm X. Det var ikke alle øjeblikke, der var lige gribende, men når koncerten var bedst, så var den virkelig god.

Festivalen sluttede for mit vedkommende med The Roots. Jeg endte med at støde ind i de samme mennesker, jeg så Mew med, og det gjorde jo kun aftenen bedre med lidt godt selskab. Og som forventet var de fuldkommen fænomenale. Blackthought rappede røven ud af bukserne på alle, og resten af bandet spillede sindssygt godt. Og så har jeg hørt mit livs første sousafon-solo. Men jeg tror, alle vist fik fyret en solo af på et eller andet tidspunkt, og det føltes aldrig som om, hovedårsagen for dem var blær. For vi havde nemlig stadig en ren fest, der blev danset, der blev sunget, og rødderne interagerede flot med publikum. De spillede så perfekt, der var altid noget spændende at høre. Blandt de mange kendte Roots-sange var der også et par covers, bl.a. en virkelig fed udgave af Sweet Child O’Mine. Det var en virkelig hyggelig oplevelse. Der var en eller anden i nærheden af mig, der desværre havde trang til at optage hvert eneste sekund af koncerten, og det var distraherende, men jeg kan ikke bebrejde dem. Der var hele tiden noget, der var værd at meddele om. Efter The Roots var der Vanguard Late Night på Vega, men det orkede jeg ikke rigtigt. Så i stedet tog jeg hjem efter en rigtig god og anderledes festival.

Nyheder: Maj 2014

Glædelig 1. maj alle sammen. Jeg har haft en fantastisk dag, hvor jeg har været i fælledparken, set Debatten live og mødt Bubber. Han er en ganske flink fyr, og han gav endda vennerne og mig en autograf. Bedre bliver det næsten ikke. Nå, men musik er vel det vigtigste. Vigtigst af alt, så er bloggen oppe at køre igen. I vil få alle anmeldelserne her, før de kommer i radioen, og i kan rigtig glæde jer til en masse guf. Jeg har ikke planlagt nogen koncerter denne kommende måned, men det betyder jo ikke, at jeg ikke skal til én. F.eks. så jeg den forgangne måned forholdsvis spontant Wire Hype og Burn the Preacher på Rust, og det var en virkelig hyggelig oplevelse.

The Vinyl Countdown, mit radioprogram på Rockkanalen, er stadig i levende live, og jeg glæder mig sindssygt meget til, at jeg her i maj vil kunne sige, at jeg har gang i afsnit nr. 50, hvor jeg vil være halvvejs med Rolling Stone-listen. I løbet af denne måned vil bloggen forhåbentligt se top 15-lister over navne til henholdsvis Roskilde Festival og NorthSide. Glæd jer!

Bibzoom er stadig flinke til at lægge mine anmeldelser op på deres side. I løbet af denne måned vil jeg kunne fejre et jubilæum, idet de vil have lagt 100 anmeldelser op fra mig. Det er ret stort, og mon ikke, der så følger en lille overraskelse med? Disse anmeldelser lagde Bibzoom op i april:
Tom Waits – Mule Variations
Van Halen – Van Halen
James Brown – 20 All-Time Greatest Hits
The Go-Go’s – Beauty and the Beat
Massive Attack – Mezzanine
Minutemen – Double Nickels on the Dime
Wire – Pink Flag
Eric Clapton – 461 Ocean Boulevard

Og selvfølgelig skal denne måneds nyhedssektion også afsluttes med en top 10 over albums, jeg ser frem til denne måned:

  1. Swans – To Be Kind
  2. tUnE-yArDs – Nikki Nack
  3. The Black Keys – Turn Blue
  4. The Brian Jonestown Massacre – Revelation
  5. The Roots – … And Then You Shoot Your Cousin
  6. Eno Hyde – Someday World
  7. The Horrors – Lumnious
  8. Atmosphere – Southsiders
  9. Badbadnotgood – III
  10. Lykke Li – I Never Learn