Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (5-1)

Så er vi der igen – top 5. Disse er annonceringer, der øjeblikkeligt gjorde mig ellevild. Det er koncerter, hvor jeg nok bliver lidt ked af det, hvis jeg ikke ser dem. Det er kun navne, der spiller de udsolgte dage, fredag og lørdag. De er årsager til, at jeg trods den gode konkurrence i stadighed mener, at Roskilde har Danmarks bedste festivallineup.

5 – Den Sorte Skole
Danmarks ukronede konger af plunderphonics vender endnu engang tilbage til Roskilde Festival, og denne gang indtager de Orange Scene med deres største show nogensinde. Blandt gæsterne er Omar Souleyman, Abdullah S, det islandske kor Staka og andre spændende navne fra hele verden. Dette show er helt eksklusivt for Roskilde, og selvom gæsterne er spændende, så håber jeg også, at vi får mulighed for at se duoen vende nogle skiver fra deres enorme pladesamling på deres turntables. Det er første gang jeg skal se dem, og ovenpå en fantastisk oplevelse tidligere med DJ Premier, kan jeg gøre det klart, at et DJ-show absolut kan være lige så intenst som at se et rockband. Lad være med at snyde jer selv for dette show

4 – The Avalanches
For nylig rykkede Roskilde Den Sorte Skole et kvarter. Dette kvarter var nok, til at jeg besluttede mig for, at der både var tid til dem og The Avalanches, der på mange måder er det internationale modsvar til ovennævnte grupper. De danner smukke, spændende lydbilleder ud af allerede eksisterende optagelser, og deres udvalg af disse er tit eklektisk og overraskende. Gruppen er nu efter 16 år tilbage med deres kun andet album, men kvaliteten holder stadig, og vi kan kun håbe på, at disse australske pladevendere også har et vildt liveshow med i posen. Giv begge deres plader et lyt, hvis du kan lide hip hop, jazz, psykedelisk soul eller disko – det er en vidunderlig pærevælling af hele molevitten.

3 – Sort Sol
Jeg nævnte vist i min NorthSide-liste, at jeg sprang dem over derovre, da jeg alligevel planlagde at se dem på Roskilde Festival. Jeg gjorde det muligvis bare ikke klart, i hvilken grad, jeg glædede mig til denne koncert. For jeg glæder mig rigtig, rigtig meget, og jeg er kun begyndt at glæde mig mere og mere siden den blev annonceret. Jeg er begyndt at lytte rigtig meget til Sort Sol, og jeg vil da ikke lægge skjul på at den glimrende radioudsendelse P6 Beat Elsker Sort Sol i høj grad fik åbnet mine øjne for et af landets allerbedste rockbands. Deres nyeste plade, Stor Langsom Stjerne, er absolut deres diskografi værdig, og dette faktum gør blot, at jeg glæder mig endnu mere til at få set dem for første gang. De kommer ligesom deres næsten-navnebrødre i Den Sorte Skole med en række gæste-optrædende, hvilket er vældig spændende. Personligt håber jeg især på Chelsea Wolfe, men også Sissel Kyrkjebø og Stephen O’Malley ville være glædelige syn. De får lov til at afslutte Roskilde Festival for mig, og en nat i Arena kl. 2 i selskab med Sort Sol, det lyder da nærmest som en perfekt afslutning.

2 – Arcade Fire
Blandt gensyn, er der intet jeg glæder mig til i samme grad som Arcade Fire. Jeg så dem for et par år siden på NorthSide, og det var en uforglemmelig koncert. Både i forhold til deres opførsel af numrene og det tilhørende sceneshow var det en koncert i første klasse. Én ting var dog klart: det var ikke et show, der var bygget til en scene som Green Stage på NorthSide; det var et Orange-show. Der foregår så meget på scenen, at den ekstra plads kan være tiltrængt. Nu vender indie-rockerne de så tilbage med en ny turné, så det er spændende at se, hvad vi skal feste til denne gang. Det bliver stort, det bliver følelsesladet, og det bliver som var det skræddersyet til Orange scene. Det var faktisk i lang tid min førsteplads, men jeg endte med at beslutte mig for, at den ære skulle gå til…

1 – Foo Fighters
I løbet af størstedelen af året prøvede jeg at overbevise mig selv om, at jeg egentlig ikke glædede mig så meget til Foo Fighters. Så meget lytter jeg jo heller ikke til deres musik, og ærlig talt gør de ikke noget særlig originalt. Jeg er jo til meget mere seriøs musik osv., osv., osv. Jeg måtte til sidst erkende, at også jeg kan blive ramt af den rus, et godt guitarriff giver, jeg måtte erkende, at selvom det er ufarlig far-rock, så er det nok topmålet af hvor god ufarlig far-rock kan være. Jeg måtte erkende at mens jeg ikke har et nært forhold til nogen af deres plader, er singlerne konsekvent fantastiske. At høre historier om hvor fantastisk en frontmand Dave Grohl er live, det trak nok også i mig. I forhold til billetsalg er de uden tvivl Roskildes største scoop, og mens jeg havde svært ved at indse det, så er jeg i dette tilfælde enig med masserne – Foo Fighters er en intet mindre end fantastisk booking. Jeg sagde det! Du har vundet, Dave! Om lidt over en uge skal du bare slå dig løs, og vise verden hvorfor Roskilde er en festival uden lige.

Skulle man være interesseret i at stalke mig, er her samtlige navne, jeg planlægger at se, i den rækkefølge, de spiller:

Søndag:
14:00 – Natjager (Rising)
15:30 – Barselona (Rising)
17:00 – Værket (Rising)
18:30 – Sibiir (Rising)
20:00 – Hater (Rising)
21:30 – Auðn (Rising)
23:00 – Kornél Kovács (Countdown)

Mandag:
12:00 – A Trip Around the World (East)
18:30 – The KutiMangoes (Rising)
19:30 – Skott (Countdown)
21:30 – Baest (Rising)
23:00 – Fugleflugten (Rising)

Tirsdag:
14:00 – Pardans (Rising)
15:30 – Modest (Rising)
17:00 – Odd Couple (Rising)
18:30 – ShitKid (Rising)
20:00 – Ştiu Nu Ştiu (Rising)
21:30 – Dør Nr. 13 (Rising)
23:00 – The Love Coffin (Rising)

Onsdag:
18:15 – Idles (Pavilion)
20:15 – Marching Church (Pavilion)
21:30 – Red Fang (Avalon)
23:00 – Bonobo (Apollo)
01:00 – Justice (Orange)

Torsdag:
12:30 – Lorenzo Woodrose (Gloria)
14:30 – Pert Near Sandstone (Gloria)
16:00 – Future Islands (Arena)
19:00 – Elza Soares (Avalon)
21:30 – Erasure (Arena)
23:00 – Jah9 (Avalon)
01:30 – Nas (Orange)

Fredag:
12:00 – First Hate (Apollo)
14:00 – Noname (Apollo)
16:00 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (Orange)
19:00 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap” (Avalon)
22:00 – Foo Fighters (Orange)
00:00 – The Avalanches (Apollo)
01:15 – Den Sorte Skole (Orange)

Lørdag:
12:15 – Pig Destroyer (Pavilion)
14:30 – Digable Planets (Avalon)
16:15 – Jenny Hval (Avalon)
18:00 – Slowdive (Avalon)
20:00 – Neurosis (Avalon)
22:00 – Arcade Fire (Orange)
00:15 – Show Me the Body (Pavilion)
02:00 – Sort Sol (Arena)

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (10-6)

Roskilde er en festival, der kan præsentere dig for koncerter, du ikke vidste, du hungrede efter at se. Denne beskrivelse omfatter en del af de koncerter, jeg skal se i år, herunder en god portion af dem i denne del af min top 15. Derfor er det nok især disse, jeg har glædet mig til at skrive om.

10 – Justice
Justice er nok det største navn i denne del af listen – de har fået en sen tid på Orange Scene, og de er anført som hovednavn på årets festival. Man kan god undre sig lidt over sidstnævnte, da deres storhedstid vistnok efterhånden er bag dem, men personligt kan jeg også virkelig godt lide deres nyere output, og når det kommer til elektronisk musik af den mere danseorienterede slags, er de blandt mine absolutte favoritter, i samme selskab som Fatboy Slim, The Chemical Brothers og Daft Punk. De sørger ligesom Daft Punk for at grave ned i genrens rødder fra disko-genren, hvilket for mig gør musikken mere spraglende og farverig. At de skal spille kl. 1 om natten er helt perfekt timing, og jeg kan kun forestille mig, at det bliver årets bedste dansefest – selvom det bliver svært at slå The Prodigy på NorthSide.

9 – Show Me the Body
Den industrielle hip hop-scene har været i konstant udvikling siden Death Grips i 2013 fik deres store gennembrud, og Roskilde har da sørget for at være med på beatet. Sidste år ledte det til en vanvittig optræden af de punk-prægede Ho99o9, og i år er genren repræsenteret af Show Me the Body, der tager indflydelse fra post-punk og post-hardcore. Ja, muligvis er de egentlig først og fremmest en post-punk-gruppe, men deres lyd er meget rig og varieret, og interessant er især deres inspiration fra mere eksperimenterende afarter af hip hop. Det bliver uanset hvad mindeværdigt at se deres hastige, skramlede, støjende soniske eksperimenter udfolde sig på scenen, og så endda som noget af det allersidste på årets festival.

8 – Slowdive
Dette er en af de koncerter, jeg er mest nervøs omkring. Når det gælder dream pop og shoegaze, har jeg set en del fine koncerter, men kun få har fået min kæbe på led på samme vis som de tilhørende albums. Men omvendt er der ikke mange plader inden for disse stilarter, der kan få min kæbe på led på samme vis som Souvlaki af Slowdive. Slowdives øvrige tre plader ville være blandt den spinkle konkurrence. Nu er det trods alt heller ikke længe siden, Slowdive sidst fik lov til at indtage Roskilde Festival, og de har da fået lov til at vende tilbage allerede, så det er da et godt signal. De har ikke fået et alt for sen spilletid, hvilket lidt skuffer mig, da shoegaze og dream pop i min optik er bedst i mørket. Men derudover er der god grund til at glæde sig til en aften i selskab med noget af verdens bedste shoegaze-musik.

7 – Mats Gustafsson’s Nu Ensemble “Hidros Zap”
Sidste år var noget af det, jeg glædede mig allermest til et eksperimentelt big band ved navn Andromeda Mega Express Orchestra. Siden da har jeg lyttet yderligere til genren, hvorfor jeg har opdaget det fantastiske Fire! Orchestra. Bag dette står den virtuose svensker Mats Gustafsson, der har udgivet så meget avant-garde jazz og moderne klassisk, at det halve kunne være nok. Med sin gruppe Nu Ensemble skaber han nogle helt sindssyge improvisationssekvenser, især på den formidable plade Hidros 6: Knockin’, der er én lang improviseret jazzfortolkning af Little Richard-nummeret Keep a-Knockin’. Ligeledes bliver Roskilde-koncerten en improviseret nyfortolkning, denne gang over en række Frank Zappa-numre. Denne kombination kan kun blive bindegal. D har mig bekendt ikke udgivet nogen Zappa-improvisationer, men dette gør kun spændingen endnu større. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg kan forvente mig, men jeg ved at det ikke bliver for sarte øren.

6 – Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey
Både Seun Kuti og Yasiin Bey har jeg oplevet før. Jeg oplevede dem endda samme dag, idet de begge spillede på Vanguard Festival for tre år siden. Begge koncerter var glimrende, men jeg må indrømme, at jeg vidste absolut intet om Seun Kuti dengang, men jeg var ganske glad for Yasiin Bey (tidl. kendt som Mos Def), især hans album Black on Both Sides. Begge koncerter nød jeg rigtig meget, og siden da er jeg blevet yderligere bevidst om Kuti-familiens musikalske indflydelse. Jeg er efterhånden rigtig glad for afrobeat-genren generelt, og jeg anser både Seun of Fela Kuti som nogle af de allerstørste kunstnere i denne stilart. At se dem live igen efter denne øgede indsigt vil være fortræffeligt, og at få selskab af Yasiin Bey vil ligeledes være vidunderligt. De har tidligere arbejdet ganske vellykket sammen med rappere, og derfor føler jeg mig helt sikker på, at den eneste hindring, en Orange-optræden kunne have, ville være manglende fremmøde, så sørg for at se denne koncert, hvis du har blot den mindste smag for funk eller afrikansk musik.

Så mangler jeg kun min endelige top 5. Jeg kan berolige med, at den ikke er nær så forudsigelig som min top 5 til NorthSide. Men den består til gengæld om muligt af endnu vildere koncerter.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2017 (15-11)

Jeg er hjemme fra NorthSide. Det var en god weekend. Der var god musik, og Radiohead levede op til alle forventninger, hvilket man kan læse mere om i denne anmeldelse af koncerten, jeg har skrevet for Nordica Live Magazine. Men i løbet af de sidste par år er det blevet mere og mere klart for mig, at selvom NorthSide år efter år har adskillige fantastiske navne, er det Roskilde Festival, der for alvor har vundet mit hjerte. De tør satse som få andre, og det er den eneste festival i verden, jeg har hørt om, der på samme plakat kan byde på såvel internationale popnavne som The Weekend og Solange som eksperimentelle lydprojekter i form af Author & Punisher og Acid Arab. Spektret er så vidt, at man let kan blive overrasket og beriget kulturelt. Her til lands er festivalen derfor i stadighed uudfordret, hvis man spørger mig. Denne top 15 bærer præg af, at der er mange navne, jeg ikke kendte inden de blev annonceret. Som sædvanlig er det kun kunstnere, jeg planlægger at se, så hvis to enormt fede kunstnere spiller samtidig, er der kun plads til den ene. Med det sagt, har Roskilde i år været enormt flinke med tidsplanen, så de fedeste navne generelt ikke overlapper.

15 – Elza Soares
Jeg kendte absolut intet til denne brasilianske avant-garde sambasanger, til trods for at en af mine gode venner – Ezra Soares – næsten deler hendes navn. Jeg håber at denne Ezra da netop også beslutter at tage vejen forbi Avalon, så vi kan se Elzas koncert i fællesskab, men uagtet er jeg ganske imponeret over denne excentriske musiker. Til trods for en alder på hele 80 år, er hun rig på både personlighed og artistisk integritet, og når man ser live-videoer af hende, får man en fornemmelse for et helt vanvittigt setup, der er svært at sidestille med nogen anden. For nogle få år siden tror jeg næppe, at avant-garde samba ville have været blandt mine topprioriteter til Roskilde Festival, men sådan udvikler vi os jo, og jeg glæder mig til, at denne sambadronning kan udvide min horisont.

14 – Værket
Før de helt store udenlandske navne indtager Roskilde, er der nogle opvarmningsdage, hvor man lige kan få sat campen i gang og indtage festivalstemningen. Hvis man er som mig, vælger man dog nok rettere at bruge størstedelen af denne tid foran den lille scene betitlet ‘Rising’, hvor man kan se små upcoming navne fra norden. Blandt disse er danske Værket ubetinget dem, jeg glæder mig mest til. Jeg har set dem to gange før – heriblandt sidste år på Mayhem/Escho-scenen på Roskilde – og de skuffer aldrig. De tilfører en punk-attitude til den klassiske prog-stil, man kender fra grupper som Jethro Tull og King Crimson. De har kun udgivet ganske lidt, men selv med det begrænsede output er det tydeligt, at vi har at gøre med nogle latterligt dygtige musikere. De formår at give progressiv rock, en genre, der typisk associeres med langhårede midaldrende mænd, en ungdommelig kant, der giver det en helt anden appeal. På scenen er de dybt imponerende, og jeg kan ikke vente med at se dem blæse Rising omkuld.

13 – Future Islands
Denne gruppe ville være langt højere oppe, hvis jeg ikke allerede havde set dem, så meget er sikkert. Deres frontmand, Samuel Herring, har en stemme af det pureste guld, og når han optræder live, overgår han alle forventninger for hans stemme. Ikke et nummer kommer gennem hans vokal uændret, og det bliver morsomt, men det bliver samtidig dybtfølt, hvilket er en ædel balancegang. Derudover har vi at gøre med virkelig solid synthpop, der gennem vokalen får tilsat nogle spændende elementer af soul. Når vi har at gøre med en live-optræden er vokalen dog skruet op til 11, ja, der er nærmest ikke den teknik, han ikke benytter sig af. Jeg skal ikke se mange koncerter på Arena i år, men denne er absolut en, jeg ikke må gå glip af.

12 – Marching Church
Som endnu et dansk indslag finder vi dette spændende post-punk-projekt, der omfatter musikere fra diverse danske punkgrupper, mest mærkbart Elias fra Iceage som forsanger. I mine øjne er Iceage et af Danmarks allerbedste bands, og gennem Marching Church udforskes nogle helt nye, mere jazz- og soul-prægede lyde, dog altid med dette særlige københavnske post-punk-twist. Der er en aggressiv angst og en vidunderlig dissonerende samklang, der for mig udtrykkes lige så godt i dette projekt som i Iceage. Idet jeg kun har set Iceage før, glæder jeg mig rigtig meget til at se denne anden side af Elias live, og jeg forventer kun, at det bliver lige så berigende en live-oplevelse som Iceage.

11 – Nas
Uhh, Nas… En af de få kunstnere på årets festival, jeg har anmeldt en plade af. Han spiller samtidig som en af de andre – The Jesus and Mary Chain – men da jeg har set sidstnævnte før, var det ikke svært at beslutte mig for at se Nas. Nas er på sit bedste en lyriker af en kaliber som få andre, og hans flows understøtter ham helt perfekt på de bedste numre, især på det fantastiske debutalbum Illmatic. Hans færdigheder som rapper kan på overfladen synes at have prællet af, men han har haft adskillige gyldne øjeblikke i løbet af sin karriere. Det siges også, at der er et spritnyt album på vej, og hvis hans nylige DJ Khaled-samarbejde på nummeret Nas Album Done, kan vi forvente os en Nas, der er helt ovenpå igen. Når vi ikke har A Tribe Called Quest alligevel, er jeg kun lykkelig over, at vi her har en anden rapper, der kan servere nogle helt fantastiske jazzede beats sammen med nogle kreative flows.

Det var første del. Jeg skal afsted til Copenhell ganske snart, så jeg vil forsøge at få skrevet anden og tredje del inden da. Så I behøver ikke at vente længe, før I får min top 10 at vide.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (5-1)

Så er vi ved den endelige top 5, og her viser NorthSide for alvor, hvorfor de er en af landets bedste festivaler, og selvom niveauet af variation og sammenhold ikke er i samme liga som Roskilde, så formår NorthSide, når de rammer bedst, at foretage nogle af de fedeste bookinger i landet. Gennem tiden har Ådalen været hjemsted til nogle af de bedste koncerter, jeg har set – The National, Jurassic 5, Arcade Fire, Seasick Steve, Grace Jones, Beck, The Chemical Brothers, Sigur Rós, Iggy Pop, Savages og Franz Ferdinand. De følgende fem navne, tror jeg, kommer til at levere koncerter af samme kaliber:

5 – The Prodigy
The Prodigy er et af verdens mest fandenivoldske EDM-grupper. De konstruerer faktisk tit deres sange, så de minder lidt om metal. De første par takter af en The Prodigy-sang, kan man være lidt i tvivl om, hvorvidt det er dem, eller om det er Rob Zombie. Ligesom The Chemical Brothers, der gav en fantastisk koncert på NorthSide sidste år, stammer The Prodigy fra den britiske big beat-bølge fra 90’erne, men det er ikke det eneste, de to duoer har til fælles – de er nemlig også begge berygtet for helt spektakulære sceneshows. Derudover er The Prodigys musik endnu mere aggressiv og mørk end tilfældet er med The Chemical Brothers, så dansefesten bliver om muligt endnu vildere blandt publikum end sidste år.

4 – Bisse
Jeg opdagede Bisse, da han blev annonceret til sidste års Roskilde Festival, og jeg blev meget hurtigt totalt forelsket i ham. Han er en artsy, excentrisk, genrefusionerende singer/songwriter, der er inspireret af lige dele Kendrick Lamar, Scott Walker og C.V. Jørgensen. Han er enormt produktiv, og hans albums er meget varierede i stil, selvom hans farverige tekstunivers altid bringer de mange forskellige musikalske stilarter sammen. Jeg fik desværre ikke set ham på Roskilde, da jeg valgte at se Ho99o9, der spillede samtidig, hvor min bagtanke var, at jeg nok snart skulle få chancen for at se Bisse en anden gang. Jeg fik så endelig set ham opføre et kort set til årets udgave af P6 Beat Rocker Koncerthuset, og det var et af de absolutte højdepunkter. Nu glæder jeg mig så til at opleve ham i en koncert af fuld længde. Hvis det bliver bare halvt så godt som den lille smagsprøve, jeg fik, så skal det nok blive mindeværdigt.

3 – Primus
Når det gælder bassister, er der få, jeg holder lige så meget af som Les Claypool, den bindegale troldmand bag basguitaren i funk-metal-bandet Primus samt et utal af andre grupper, oftest med hans eget efternavn i bandnavnet. Jeg har længe været fan af deres fjollede, barnlige omend latterligt kompetente musik. De var et af de første prominente grupper til at lave funk-metal, men selv til den dag i dag er der få, der lyder som dem. Deres humor er bizar, nærmest nær noget Frank Zappa kunne lave, og alle tre medlemmer er mestre på deres instrument, også selvom Claypool plejer at få al opmærksomheden. Jeg håber at deres skøre musikstil ikke skræmmer alle festivalgængerne væk, men de, der bliver, kommer i hvert fald til at få en på opleveren.

2 – Frank Ocean
Det her er en af de bookinger, alle taler om. Især nu, hvor det ikke engang lader til at være sikkert, at Frank Ocean i det hele taget skal optræde. Han har allerede aflyst en del datoer på sin kommende turne, og lige nu ser det ud til at NorthSides publikum kommer til at være de første til at få smag på hvordan sangene fra den mesterlige plade Blonde lyder live. Det gør det kun endnu mere spændende, at aflysningerne skyldes showproduktionen. Så begynder fantasien virkelig at skride frem, for der må da godt nok være noget vildt i vente, hvis produktionen kan udskyde turneen to gange. Er det mon en visuel oplevelse a la Endless, vi bliver præsenteret for live? Man bliver virkelig spændt. Desværre bliver man også spændt på, om det i det hele taget bliver til noget. Jeg håber virkelig meget på, at vi får set ham, for Frank Ocean er en kunstner, der kan give mig en klump i halsen og få mig til at tænke over mange forskellige facetter i livet. Der er virkelig meget nuance i hans musik, og jeg bliver altid gladere for et af hans numre efter en gentagen gennemlytning.

1 – Radiohead
Er det her det mest forudsigeligt tænkelige valg til en førsteplads? Ja, det er det nok. Er hele denne top 5 ret forudsigelig? Muligvis. Men uanset hvem de havde hyret, om de havde skaffet Kanye West, Paul McCartney, Gorillaz, Brian Wilson, Tom Waits, Björk, Television, Roger Waters og Jack White, ville Radiohead stadig være min førsteplads. De er en god kandidat til at være mit yndlingsband i hele verden, og jeg har aldrig set dem live. De har faktisk end ikke været i Danmark siden jeg blev fan af dem, men i år skal det ske. Jeg købte min billet så snart NorthSide var slut sidste år, og så snart jeg så Radiohead på plakaten igen i år, vidste jeg, at jeg havde foretaget et fantastisk køb. Uanset hvilke sange, de spiller, glæder jeg mig (selvom de godt må begrænse numrene fra Pablo Honey, hvilket de vist også typisk gør). De har lavet så mange af mine yndlingssange og så mange af mine yndlingsplader, at jeg nok skal blive tilfreds uanset hvad.

Jeg håber, I nød at læse verdens mest forudsigelige top 5. Min kommende Roskilde-Top 15 kommer forhåbentlig til at indeholde lidt flere overraskelser. Foruden de navne, jeg har diskuteret i denne top 15, planlægger jeg også at se When Saints Go Machine, Veronica Maggio, Thomas Helmig, Saveus, Off Bloom, Lightwave Empire, IAMJJ, Folkeklubben og Bastille. Det bliver sikkert en fantastisk weekend som altid.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (10-6)

Som jeg også kom ind på sidst, er der mange danske navne på NorthSide i år, og der er en del fede navne imellem dem. De fleste er dog ikke helt spændende nok, til at jeg vil placere dem på min top 15, men i denne såvel som næste del vil et par stykker optræde. Men jeg skal stadig se rigtig mange danske navne, bl.a. Folkeklubben, IAMJJ, Off Bloom, When Saints Go Machine, Lightwave Empire, Saveus og Thomas Helmig. Mens jeg glæder mig til disse navne, er der dog nogle, der prioriteres en kende højere:

10 – Agnes Obel
Jeg har kendt til denne danske art pop-kunstner i mange år, men det var først da jeg engang i 2013 hørte nummeret The Curse på P6 Beat, at jeg for alvor fik øjnene op for hende. Derefter fik jeg lyttet til begge hendes albums, og de er virkelig stilfulde og smukke værker. Jeg har dog aldrig fået set denne vidunderlige kunstner live, så jeg er glad for at få muligheden på NorthSide. Hendes nyeste album, Citizen of Glass, er en mere aparte og melankolsk oplevelse end tidligere, så jeg er spændt på at se, hvordan hun håndterer det i en live-sammenhæng.

9 – 2manydjs Live
Endnu et navn, jeg ikke kendte før NorthSide satte dem på plakaten. Jeg har siden både lyttet en del til dem og læst en del om deres originale liveshows, som det er svært at finde særlig gode videoer af, så jeg må blot vente i spænding. Men fra den smule jeg har set, ser det helt genialt ud, og når jeg undersøger deres historie, bliver jeg ret fascineret af dem. De var nogle af de allerførste moderne mashup-musikere, og de banede vejen for meget af den moderne mashup-musik, vi kender i dag, og når jeg hører det, så synes jeg virkelig stadig, det holder godt, markant bedre end mange af de kække YouTube- og Soundcloud-mashups, der mest af alt kører på genkendelsværdien. 2manydjs laver blot virkelig solid elektronisk musik, hvor de “tilfældigvis” bruger rekontekstualisering af allerede eksisterende værker til at danne helt nye lydbilleder. De ved fandeme, hvad de laver.

8 – Suspekt
For to år siden så jeg Paul McCartney på Roskilde Festival, og det var så stor en oplevelse, at jeg ikke kunne håndtere mere musik derefter. Jeg overvejede grundigt, om jeg skulle blive til en omgang med Jamie xx, men jeg undlod, og i stedet så jeg Jamie sidste år på NorthSide. Den koncert, alle dog talte om, der kom efter Paul McCartney, var den danske rapgruppe Suspekt, der fik lov til at lukke Orange Scene. Der var nærmest total enighed om, at det var en af festivalens højdepunkter, men jeg gik glip af det. Det skal ikke ske i år, hvor Suspekt forhåbentlig også levererer et show af sådanne proportioner, når de spiller kl. 1 om natten. Rune Rask er muligvis landets bedste hip hop-producer, og mens rapperne Orgi-E og Bai-D kan svinge lidt mere i kvalitet, så er de, når de er bedst, bundsolide ordsmede, hvis rim kan være både morsomme, stærke og mindeværdige. Sort Sol, der spiller samtidig, er også en virkelig fed booking, men dem venter jeg med til Roskilde Festival, så jeg kan få set dem begge.

7 – Ride
Jeg er ret glad for den indadvendte shoegaze-genre, der slog igennem i Storbritanien i 90’erne. Indenfor den genre, er der tre bands, man typisk fremhæver som de helt store: My Bloody Valentine, Slowdive og Ride. My Bloody Valentine så jeg i Vega for et par år siden, og Slowdive skal jeg se på Roskilde Festival. Ride er uden tvivl den af grupperne, jeg kender mindst til, men de er stadig fremragende, og deres plader Nowhere og Going Blank Again er enormt vellykkede helhedsoplevelser, der sagtens kan konkurrere med Slowdives og My Bloody Valentines bedste plader. Det er solidt, stemningsrigt håndværk, og mens jeg havde håbet, at Ride ville få den lille scene, så skal det nok stadig blive en fænomenal oplevelse på Blue Stage.

6 – Run the Jewels
Når det gælder hip hop, er det svært at pege på en gruppe, der er lige så konsekvent med hensyn til kvalitet, som Run the Jewels er. De kunne lave en plade, hvor instrumentationen kun bestod af kattelyde, og det ville være et fedt album. Hov vent, det gjorde de, og den plade holder fandeme, også selvom jeg nok foretrækker udgaven uden kattelydene. Endvidere står de altid bag sindssyge koncerter, og til koncerten på Roskilde i 2015 var publikum vildere oplevelse end til mange metalkoncerter. El-P og Killer Mike er legendarisk dygtige, og jeg ser rigtig meget frem til at få oplevet dem endnu en gang.

Så mangler jeg kun den endelige top 5, og hvis man kender min musiksmag, skal man nok ikke kigge længe henover NorthSide-plakaten, før man regner ud, hvem der har sneget sig op i toppen. Om ikke andet undlader jeg at afsløre det ind til i morgen, hvor jeg udgiver sidste del af min top 15.

Top 15 navne på NorthSide 2017 (15-11)

For fjerde år i træk planlægger jeg at ødelægge min læseferie ved at glemme alt om prøver og eksaminer i tre dage, jeg i stedet vil bruge på koncerter i Ådalen, når NorthSide 2017 igen kører for fuld udblæsning i Århus. I år er de største navne større end nogensinde, og dette er i så høj grad, at de har valgt at koge headliner-sektionen ned til blot 3 bands. Endvidere har de booket rigtig mange danske kunstnere, som muligvis trækker flere folk. Det har været lettere kontroversielt, og jeg må da også erklære mig ked af, at der ikke er flere kunstnere, jeg ikke kendte, før de kom på plakaten. De har ikke taget de helt store chancer med de små kunstnere, men kvalitetsniveauet er stadig som sædvanlig rigtig højt, så der var rigeligt med materiale til at lave en top 15 endnu en gang. Reglerne for listen er som de plejer: hvis jeg ikke planlægger at se en kunstner, kan de ikke ryge på listen – dette er nemlig en liste over hvilke koncerter, jeg glæder mig mest til. Så hvis to fede navne er samtidig, skriver jeg kun om dem, jeg planlægger at se:

15 – Mando Diao
Dette er faktisk et af de få bands, jeg ikke havde hørt om, før NorthSide annoncerede dem. De er det første band, der spiller om søndagen, og jeg er sikker på, at det bliver en kickstart af proportioner. De er et dybt charmerende svensk garagerockband, der har nok energi til hvis de skulle spille samtlige koncerter på festivalen. Det bliver dog komprimeret ned til en enkelt koncert, som dog nok skal sparke solidt gang i den lille røde scene, selvom deres lyd sagtens ville kunne fylde et stadion. Det er musik, man bare bliver glad i låget af.

14 – The Kills
Ja, jeg er glad for garagerock, og mens Mando Diao er et solidt orkester, så er The Kills en stærkere booking. Dels grundet forsanger Alison Mossheart, der har en stemme, der er helt perfekt til deres stilart, dels grundet den virkelig stærke sangskrivning, der har mere dybde end megen anden garagerock. Derudover er bandets scenefremtoning ret stærk fra hvad jeg har set på nettet, og de har et bagkatalog, der siger spar 2. Trods en ret spinkel besætning ar de en fyldig lyd, der nok skal ramme hele Ådalen. De har ikke været i Danmark siden 2008, så hvis man er til deres dejlige, rå omend fine lyd, så skal man absolut sætte kryds lørdag kl. 17:45 ved Green Stage. Og hvis man ikke nåede at få sin NorthSide-billet, kan de ses i Vega dagen forinden.

13 – The Afghan Whigs
NorthSide booker altid et par få navne, der kan vække en smule nostalgi, og sådan et band kunne fx være The Afghan Whigs, men vi har på ingen måde at gøre med de helt billige nostalgi-point, for det var jo ikke fordi gruppen nogensinde havde store hits. De lavede bare solid grunge-musik, der kom til at udgøre nogle glimrende plader. Det er ikke det band, jeg oftest hører folk omtale, når man snakker om de klassiske alternative bands fra 90’erne, men de holder fandeme, og deres nye plader er faktisk også glimrende. Hvis du ikke kender dem men holder af bands som Nirvana, Smashing Pumpkins eller Dinosaur Jr., så tjek deres klassiske plader ud, og se endelig frem til deres koncert på Red Stage.

12 – Richard Ashcroft
I min optik er Urban Hymns af The Verve en af de bedste, mest dybtfølte plader i hele britpop-bølgen, og Richard Ashcrofts optræden som bandets forsanger er en stor del af årsagen. Jovist, sangskrivningen er også en væsentlig faktor, og mens Ashcroft også ofte var en del af dette i gruppen, har hans sangskrivning i min optik ikke været nær så stærk på solopladerne. Han lyder dog stadig forbavsende godt, og han kan med sin charmerende vokal gøre sange levende som få andre. I følge setlist.fm spiller han ofte gamle Verve-klassikere, men jeg glæder mig ligeledes til at se, om han i en live-sammenhæng kan give sit solomateriale nyt liv i Ådalen.

11 – James Blake
Jeg har set James Blake live en gang før, og det var en smuk koncert, hvor jeg var omgivet af de sødeste mennesker i Falconer Salen, og den aften er sidenhen blevet emne for megen sentimentalitet og interne jokes. Mange fra af slænget så ham på Roskilde sidste år, men som den prætentiøse hipster, jeg er, så jeg Car Seat Headrest i stedet. Blakes blanding af stemningsrig elektronisk musik og alternativ R&B er betagende og smuk. Jeg glæder mig til endnu en fabelagtig koncert med ham, hvor han heldigvis har fået lov til at spille lidt hen ad aftenen, selvom det nok stadig vil være lyst i denne sommertid.

Det var så de første fem. Jeg er lidt ked af, at James skal spille samtidig med Katinka, og selvom der ikke herskede nogen tvivl om at jeg skulle se The Afghan Whighs, kunne jeg sagtens have overlevet et glædeligt gensyn med MØ, der spiller samtidig. Jeg planlægger at have del 2 ude snart, forhåbentlig allerede i morgen. Glædelig festivalsæson!

Ugens playlist #4: Top 100 00’er-sange

Der er gået en uge uden nogen anmeldelser. Det er sådan det nu engang går. Jeg har været syg, og jeg har været udmattet. Jeg har brugt min tid på andre ting, men jeg glæder mig stadig til at skrive. Jeg har dog lyttet ret meget til de næste tre plader, jeg skal anmelde, så forhåbentlig går der ikke så lang tid, inden deres anmeldelser ender på bloggen. Noget, jeg har hygget mig med i weekenden er at revidere en gammel playlist. Engang i 2013 lavede jeg top 100-lister over sange fra hvert færdigt årti tilbage til 1960’erne. Jeg har langsomt forsøgt at holde dem opdateret med min personlige smag siden, men den fik sværere og sværere ved at følge med. I går slettede jeg alt på den, og begyndte forfra ved at kigge på alle markante musikudgivelser fra 2000 til 2009.

I kan selvfølgelig som altid høre playlisten nedenfor. Den starter med min yndlingssang, og så bliver de progressivt “værre”, selvom alle sangene på listen i min optik er fremragende. Der er triste sange, glade sange, hårde sange, stille sange, simple sange og komplicerede sange, men fælles for dem alle er, at de får mig til at føle noget. Red Warszawas Metadonmix fra Maribo giver mig altid et stort smil på læben, New York, I Love You But You’re Bringing Me Down af LCD Soundsystem giver mig gåsehud, Super Mario Galaxy-temasangen af Koji Kondo får mig i en skøn, barnlig eufori, og This Mess We’re In af PJ Harvey og Thom Yorke gør mig utilpas som få andre sange. Det er det, der virkelig imponerer mig ved disse sange. Hvor mange følelser, de kan skabe på gennemsnitligt omkring de fire minutter. Foruden at dele playlisten med jer, kunne jeg også godt tænke mig at skrive kort om hver sang på min top 10:

10. Decapitated – Spheres of Madness: Når det kommer til dødsmetal er der nok mange bands, jeg foretrækker frem for Decapitated, der dog stadig er ganske kompetente. Da jeg valgte at se Decapitated frem for Bersærk på Copenhell i år, var Spheres of Madness den væsentligste faktor, med sine helt geniale guitarfraser, konstante udvikling og mest af alt det at den lyder som en slags dødens rutsjebanetur.

9. Bright Eyes – First Day of My Life: Det her var lidt min og min ekskærestes sang. Man skulle tro, at jeg følte en vis distance til sangen, nu hvor vi ikke længere er sammen, men jeg tror egentlig først nu, at jeg forstår dens kompleksitet. Conor Obersts lyrik handler nemlig ikke kun om den lykkelige del af kærlighed, selvom jeg naivt kun kunne se den del af sangen på det tidspunkt. Den handler om at starte forfra, være nervøs og ikke helt at kunne forstå verden omkring sig. Og jeg kender ingen sange, der behandler denne tematik bedre.

8. LCD Soundsystem – Losing My Edge: Denne sang handler om at være musiknørd, at være stolt af sin musiknørderi og føle en vis latterlig trang til at prale om den. Det handler om at føle sig underligt nedværdiget af folk der kommer, og tror, de ved noget. Det er en monotom teknosang, der handler om at blive helt vanvittig af noget, der kan virke så ligegyldigt, og som nok også er det. Og så handler det i sidste ende også om at anerkende, at man ikke kan være den bedste til alt, man ønsker at være den bedste til. Den er både satirisk og introspektiv, og det er om noget imponerende.

7. Animal Collective – My Girls: Nu har jeg vist snakket nok om tekster, så lad mig da sige, at tekstens betydning i My Girls er helt underordnet for mig. Ordene lyder dog vidunderligt sammen, og der bliver dannet smukke lag på lag af psykedeliske drømmebilleder. Man havner i vild ekstase, og hver eneste lille lyd ender med at blive engagerende. Man kan finde noget nyt, hver eneste gang man lytter til den, og selvom den gentager mange fraser, formår den at præsentere dem, så de altid føles friske og overraskende.

6. Beck – Lost Cause: Beck er mest af alt kendt for at være underlig, spontan og fuld af nonsens. Så udgiver han Lost Cause, en helt og aldeles opgivende sang, hvor vi møder en Beck Hansen, der bare kigger på sin situation og må anerkende, at der ikke er noget, han kan gøre. Det er en tung sang, der blander det simple med det pompøse. Der er et storladent arrangement, der gør sangen så smuk, men den akustiske guitar er fremtrædende og får sangen til at føles nede på jorden. Jeg hulkede mig igennem den på NorthSide, da Beck spillede den.

5. Radiohead – Everything In Its Right Place: Lige fra den første tone af dette mesterlige nummer, får jeg altid en klump i halsen. Verden stopper for mig et øjeblik. Det er som at blive transporteret til en anden dimension i 4 minutter. Hver eneste lille harmoni lyder fuldkommen magisk. Jeg ved slet ikke hvordan man skriver om sangen, for mens jeg lytter til den, bliver jeg altid mere koncentreret om sangen end om noget andet, og når jeg ikke gør, føles den øjeblikkeligt fjern i min bevidsthed.

4. Radiohead – Idioteque: Her har vi følelsen af paranoia, af frygt og af tanker om død. Der er så meget, der er decideret ukomfortabelt ved sangen. Yorke starter med at synge lidt senere, end hvad rart er, synthesizeren bag hans stemme virker creepy, nærmest som om, den forfølger ham. Når den endelig forsvinder, føles sangen helt nøgen, helt sårbar, som om, man kunne blive spiddet ethvert øjeblik. Et vidunderligt nervevrag af en sang.

3. Burial – Archangel: Jeg tror at Burial ligesom Decapitated (og andre kunstnere på listen, såsom Choir of Young Believers, fun. og The xx) har malet sig selv ind i et hjørne ved at lave en sang, der er så god, at de sandsynligvis aldrig kan lave noget af samme kvalitet igen. Jeg kan godt lide det meste af Burial, men Archangel er et væld af følelser, der for de fleste er umuligt at matche. Hvis du tror, dubstep kun handler om vild wub-wub-wub-wub og tung bas, så giv dette rørende, dybtfølte nummer et lyt. Det er smukt.

2. Johnny Cash – Hurt: Der var adskillige år, hvor du kunne spørge mig om min yndlingssang i verden, hvortil mit svar øjeblikkeligt ville være Johnny Cashs cover af Nine Inch Nails-sangen Hurt. Det er også en rørende, tåreindbydende sang, der handler om døden, fortalt af en mand, der var på vej til at dø. Det var 00’ernes Blackstar. Den giver mig overraskende nok stadig både tårer og gåsehud.

1. Radiohead – The National Anthem: Når det basriff begynder, rocker jeg med. Når den synthesizer kommer, skræmmes jeg. Når trommerne kommer igen, rocker jeg i starten med, men trommernes monotoni leder til, at jeg føler mig utryg. Når Thom Yorke åbner munden, stopper tiden. Så bliver det senere til et larmende, kaotisk jazznummer, der bygger genialt oven på alle elementerne fra før. Lydene i kaosets klimaks er bizarre, dybe og inspirerende. Man sidder til sidst og ved ikke helt, hvad man har fået ud af dette vanvid, men man ved, at det har været godt.

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (5-1) + Opvarmningsdagene

Roskilde Festivals lineup har i år været så hjernedødt godt, at jeg faktisk ikke har hørt særlig meget andet end Roskilde-aktuel musik på det sidste. Og til trods for det, har jeg stadig ret svært ved at fatte, at jeg skal se det meste af det. Især det, der er i min top 5, finder jeg langt ude, at jeg får muligheden for at se. Nå, ikke mere snakken udenom, her er de 5 Roskilde-navne, jeg glæder mig mest til:

New Order
Jeg har både anmeldt plader af New Order og deres tidligere skikkelse, Joy Division, og selv efter alle de gennemlytninger, en anmeldelse tit kræver, har jeg kun rosende ord at sige om dem. De satte helt nye boller på suppen, hvad angår dance, post-punk og elektronisk musik, og deres musik holder stadig virkelig godt i dag. Her i dag fik jeg lyttet deres plader Low-Life og Power, Corruption and Lies igennem igen, og det er påfaldende, hvor stærke skæringer det er. Når man skimmer ned af deres single-opsamlinger ser man også bare det ene fine lille mesterværk af en sang efterfulgt af det andet. De er muligvis uden Peter Hook for tiden, men hvis der er nogen, der har bevist, hvor godt de kan klare sig uden væsentlige medlemmer, så er det New Order. De er ikke et sølle nostalgi-act, de er indflydelsesrige superstjerner, der skal ses selvom de spiller samtidig med unge talenter som Cattle Decapitation, Los Pirañas, Lightwave Empire og MØ.

Andromeda Mega Express Orchestra
Lørdag kl 14:00 ved Avalon-scenen har du mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig et af verdens dygtigste og særeste orkestre. Hvis du er mere til noget hårdtslående metal fra Rising eller nogle eksotiske samples fra officerfishdumplings, fred være med det, men hvis du bruger din tid med Andromeda Mega Express Orchestra, er du garanteret en oplevelse, du ikke kan få noget andet sted på Roskilde Festival. Det 18 musikere store orkester spiller noget af det mest hjernevridende, måbningsindbydende, langt ude musik, man kan forestille sig. Og ikke alene er deres underlige blanding af fusionsjazz, progressiv rock og moderne klassisk i særdeleshed forunderlig, musikerne er også så sindssygt nøjagtige, at man har svært ved at forstå, hvordan de gør det. Det er i hvert fald ikke skrevet, så det er let at spille med al deres legen med takt og tempo. Orkestrets navn er passende, for det lyder som om, det burde være fra en anden galakse.

Grimes
Jeg har fulgt Grimes siden 2012, hvor hun udgav den mesterlige plade Visions, hvorfra især sangen Oblivion gjorde mig interesseret i hende. Nu er hun blevet mere flashy og poppet end nogensinde på den nye plade Art Angels, hvor hun også har taget meget inspiration fra K-Pop. K-Pop er ikke normalt en genre, der siger mig så meget, men Grimes’ vidunderlige og kreative ideer sørger for, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Hun spiller samtidig med Destroyer, Courtney Barnett og House of Pain, og mens disse alle tre er gode, er Grimes en af vor tids mestre. Hendes visioner om hvad popmusik kan udrette, får så store kunstnere som Sia og Janelle Monáe til at fremstå som lettere uambitiøse. Hendes sceneshow på den nuværende turne skulle også være ret så spektakulært med dansere, sangere og vilde lys. Grimes er fantastisk.


LCD Soundsystem
Roskilde Festival har mange gode muligheder for hvordan man skal afslutte sin festival. På Arena skal The Minds of 99 fyre den af, på Pavilion kan man blive opslugt af Sumacs post-metal, på Avalon kan man nyde bitter minimalist-punk fra Sleaford Mods, men for mig, er der kun en rigtig måde at afslutte årets festival på, nemlig til de smukke toner fra nyligt gendannede LCD Soundsystem. Hovedaktøren bag den smukke electro-punk er James Murphy, en mand der forstår på en gang at være visionær og nostalgiker, måske er han endda visionær i kraft af sin nostalgi. Han er sådan en stor musiknørd, at hans forskellige indflydelser smelter sammen til en eksperimenterende, poppet, vred, dansevenlig, lystig gryderet. Det er et sammensurium af en musiknørds mange yndlingskunstnere, og det er derfor ikke underligt, at LCD Soundsystem taler så stærkt til netop mig. Jeg har derudover kun hørt positivt om deres gendannelsesturne, så vi har noget at glæde os til.

PJ Harvey
Jeg gik helt amok, da jeg så, at PJ Harvey blev tilføjet til lineuppet. Musikeren, der har skabt så mesterlige plader som Let England ShakeRid of MeTo Bring You My LoveStories From the City, Stories from the Sea og det nye The Hope Six Demolition Project. Jeg har endnu ikke hørt Harvey lave noget, jeg ville kunne kalde dårligt, end ikke middelmådigt. Hun er den slags musiker, der aldrig hviler på laurbærerne og aldrig kunne drømme om at udgive noget, med mindre, hun havde noget på hjerte. Hun kan være både morbid, øm og dybt ubehagelig, mens hendes tekster kan rangere fra det meget symbolske og uvisse til det skarpt politiske. Med Harveys enormt høje bundniveau i forhold til musikken, forventer jeg intet mindre end en klassepræstation af en koncert, som ikke må misses, selvom Black Breath og Macklemore spiller samtidig. Ja uanset hvem, Roskilde havde sat samtidig, ville jeg vælge PJ Harvey. Hvis hun var sat oven i både Neil Young, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, New Order, Tame Impala og Grimes, ville jeg stadig vælge hende. For så vigtig er hun altså!

Det var så min top 15. Foruden dem, der optræder på listen, skal jeg på hovedfestivalen også se Calypso Rose, Sleep, Június Meyvant, The Entrepreneurs, Dizzy Mizz Lizzy, Blues Pills, Anderson.Paak, Protomartyr, Kakkmaddafakka, Mac DeMarco, Tenacious D og BadBadNotGood. Det var tilfældigvis kun navne fra hovedfestivalen, der optrådte på , men hvis der havde været noget spændende nok under opvarmningsdagene, ville det være endt på min top 15 alligevel. Der er dog alligevel godt med lækker musik de første par dage, og dette glæder jeg mig mest til:

15: The PowPow
14: Orm
13: Deadpan Interference
12: Virgin Suicide
11: Ondt Blod
10: Bersærk
9: Childrenn
8: Phlake
7: Klub 27
6: F.M.K.
5: For Akia
4: Sudakistan
3: Katinka
2: Hockeysmith
1: Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (10-6) + Copenhell

Roskilde Festivals lineup er altid spændende. Dels fordi, man kan komme til at se nogle personlige helte, man har holdt af i årevis, dels fordi man kan opdage noget ny, spændende musik, man ellers næppe havde hørt om. At lytte til hele lineuppet er næsten en lige så stor begivenhed for mig som selv festivalen. Jeg kan anbefale alle at gøre det. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg næppe opdaget tiendepladsen på denne liste.

10: Ho99o9
To af mine yndlingsgenrer er hip hop og punk. Hvad får man, hvis man blander de to sammen? Man får Ho99o9, et af ganske få industrielle hip hop-navne, jeg har hørt, der ikke bare lyder som en efterligning af Death Grips eller Kanye Wests Yeezus. De spiller på et tidspunkt, hvor der elllers er fed musik på næsten alle scener – Macklemore, Bisse, Kvelertak og Birdy Nam Nam spiller samtidig – og alligevel er disse ukendte punkrappere det, jeg vælger at se. Ho99o9 skulle være endnu mere aggressive og brutale på scenen end på deres indspillede materiale, og der går de ellers amok. Det er så grimt, at jeg ikke kan undgå at blive lidt forelsket i det, for det føles også oprigtigt. De sørger aldrig for at dvæle ved, hvor klamt det hele kan være (de har bl.a. skrevet om nekrofili), det er bare sådan de er, når de bliver vrede. Det bliver et vredt show uden lige.

9: The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn + Guests
Der er mange måder, man kan starte hovedfestivalen på. Hardcore punk fra Frank Carter and the Rattlesnakes? Britisk hip hop fra Little Simz? Eller hvad med en stor fest, hvor arabisk og vestlig musik mødes i skøn forening? Det er stadig lidt usikkert, hvad “Guests” refererer til i koncertens titel, men der kommer en gæsteliste senere – alt efter hvor vild gæstelisten er, ville denne koncert godt kunne ende endnu højere oppe på listen. Men som det ser ud nu, får vi Damon Albarn, en af vor tids bedste musikere. Om det er hans arbejde med Blur, Gorillaz, The Good The Bad and the Queen, Africa Express eller hans solokarierre, så har han altid været en eventyrlysten og kreativ sjæl. The Orchestra of Syrian Musicians blev spredt for alle vinde, da krigen i Syrien brød løs, men de er blevet samlet igen Blues Brothers-style, bl.a. for at skulle åbne Orange Scene. Det er fandeme god stil.

8: At the Drive-In
Sidste år var et af de bands, jeg havde glædet mig mest til Antemasque, det nyeste projekt fra genierne Omar Rodríguez-Lopez og Cedric Bixler-Zavala. De blev desværre nødt til at aflyse, men til gengæld fik vi en fremragende koncert fra svenske Bob Hund, og i år ser vi Omar og Cedric vende tilbage for fuld udblæsning med bandet, der gav dem deres gennembrud. At the Drive-In er fænomenal post-hardcore fra samme støbeske som NorthSide-aktuelle Refused, men At the Drive-In løfter det til et helt nyt niveau. Sangskrivningen på deres plader er så latterligt velgennemtænkt, at man har svært ved at sluge det, og det rammer den smukkeste mellemting mellem det vrede og det synderknuste. De har ikke turneret siden 2012, og det var kun en meget kortvarig genforening siden 2001, hvor de ellers gik i opløsning. Men nu er de tilbage, og det bliver for vildt.

7: Neil Young + Promise of the Real
Jeg har anmeldt adskillige Neil Young-plader allerede, og hvis du har fulgt mig længe, er det nok ikke svært at regne ud, at jeg beundrer Neil Young som sangskriver, som guitarist og generelt som kunstner, især i forhold til hans ældre materiale. Men selvom hans nyere plader ikke er nær så fede, så skulle hans koncerter stadig være mesterlige, og idet hans stemme aldrig var nogen skønhed til at begynde med, kan det stort set ikke høres, at han er blevet så meget ældre nu. Hans skrøbelige udtryk er virkelig rørende. Promise of the Real, som han også har lavet sin nyeste plade sammen med, består af to af Willie Nelsons sønner på guitar samt tre andre dygtige musikere. Siden Neil Young også er på guitar, kommer det til at blive en hjernedødt fed guitar-opvisning, som forhåbentlig blæser Roskilde omkuld.

6: Tame Impala
Da jeg første gang hørte Tame Impala-nummeret Elephant var jeg ellevild med det. Det var nyt og anderledes, men det var også fængende og underholdende. Det var sådan en sang, der bare øjeblikkeligt skulle høres igen og igen, for at man derefter kunne dykke ned i deres diskografi. Jeg elsker denne psykedeliske rock, men da de sidste år valgte at parkere guitarerne til fordel for synthesizers, var jeg stadig med hele vejen, for Currents er sublim, veludført synthpop, der i mine øjne er lige så formidabel som deres psych. Deres tre albums er alle virkelig fede, og jeg har tænkt mig at spæne ned til Arena, så snart Neil Young er færdig, for de har det med at gøre alt, de rører til guld. Jeg ville ellers også gerne have set Peaches og Mutoid Man, der begge spiller samtidig, men de smukke toner fra sange som Feels Like We Only Go Backwards og Let It Happen kan man ikke trække mig væk fra.

Dagene op til Roskilde Festival skal jeg for første gang på Copenhell, for som del 1 af denne top 15 antydede, er jeg ret stor fan af heavy metal. De har et helt vildt lineup i år. De har allerede udsolgt af lørdags- og partoutbilletter, men hvis du kan lide noget af den hårde musik, bør du overveje en endagsbillet til fredag eller torsdag. Hvis du har tænkt dig at tage afsted, men er lidt i tvivl om, hvad du vil se, har jeg lavet en top 15 over Copenhell-navne, jeg glæder mig til at se:

15: Amon Amarth
14: King Diamond
13: Rival Sons
12: Scorpions
11: Black Peaks
10: Gutterdämmerung
9: Decapitated
8: Abbath
7: Dropkick Murphys
6: Megadeth
5: Red Warszawa
4: Sólstafir
3: Alice Cooper
2: Black Sabbath
1: Converge

Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (15-11) + Tinderbox

Ja, NorthSide har et fedt program, jeg glæder mig virkelig meget til en weekend i Århus fuld af sprød musik. Dog når det ikke Roskildes til sokkeholderne. Vi skal op i min NorthSide-top 5, før vi når musik, der kan måle sig med det, jeg skal til at præsentere her i bunden af listen. Jeg skal bo i campingvognsområdet sammen med tre gode venner, og så skal der ellers dyrkes god musik og god stemning i en god uges tid. Denne liste præsenterer noget af min yndlingsmusik i hele verden. Og det er endda hvor jeg har udeladet en masse vidunderlig musik, hvis der desværre var endnu bedre navne samtidig. Med andre ord, denne liste vil udelukkende have kunstnere, jeg selv skal se, uanset om et af mine yndlingsbands overlapper med noget andet, jeg endnu hellere vil se.

15: Gojira
Vi starter i det helt tunge hjørne. De kommer til at overlappe med så dygtige, spændende navne som Cate Le Bon, Hayden James og The Last Shadow Puppets, alle tre anbefalelsesværdige men franske Gojira er virkelig noget for sig. De udfordrer grænserne indenfor death metal med deres vilde ideer og konstant overraskende kompositioner. Det er meget nøjagtigt skåret og gennemtænkt, men det lyder stadig meget råt og følelsesrigt. De skulle, så vidt jeg har hørt, også være fantastiske live. Jeg har hørt flere sige, at de var højdepunktet på Copenhell sidste år. Det undrer man sig slet ikke over, når man hører plader som From Mars to Sirius eller L’Enfant Sauvage, for så hårdtslående, spændende musik er svær ikke at være entusiastisk over, så hvordan skulle det være muligt for bandet at give en dårlig koncert? Det er desuden næppe tilfældigt, at stort set alle deres plader også er udgivet i live-udgaver.

14: Ghost
Vores naboer i sverige er virkelig gode til at lave solid heavy metal: Opeth, Amon Amarth, Entombed, Meshuggah, In Flames, Sabaton, At the Gates, Cult of Luna, Tribulation, og jeg kunne blive ved. De har dog ramt noget ret specielt med Ghost, også kendt som Ghost B.C. Ghost laver metal, der ikke er særlig hårdt, men som alligevel lyder fedt og gør brug af mange sangskrivningsteknikker, der ellers ses i gotisk metal. Det, der dog for alvor gør dem tiltrækkende er nok, hvor teatralske de er. Der er noget unægteligt spirituelt over deres sange, og deres forsanger er efterhånden blevet kendt for sin sære kombination af en pavehat og skeletmaling. Hvis denne anti-pave-skikkelse ikke er gloværdig nok, så har de også et spektakulært sceneshow med sig, der har fået adskillige rosende anmeldelser med sig. Så overlever jeg nok, at de spiller oven i både So Pitted og Savages, hvor jeg alligevel har set sidstnævnte to gange. Hvis metal ikke lige er din kop te, så tjek alligevel Ghost ud, for det er noget af det blødeste metal, jeg kender.

13: Slayer
Hvor mange gange har du ikke stået til en tilfældig koncert og råbt “Spil noget med Slayer!”? Nu kommer et band, der med garanti vil levere masser af det. Det er så ufiltreret, følelsesrig thrash-metal, som man stort set kan finde, og de bliver stadig ved med at levere varen. De giver den så meget gas på deres instrumenter, at energien automatisk transcenderer bandmedlemmerne og kommer direkte ud til lytteren – det er umuligt at kede sig, når man lytter til Slayer. Min kærlighed til Slayer bunder meget i de samme kvaliteter, som findes hos Gojira, men Slayers bagkatalog er om muligt endnu vildere. De spiller oven i Action Bronson og Gramatik, men Slayer er for stort, til at man må misse det. De var jo praktisk taget med til at skabe thrash-metal.

12: Car Seat Headrest
Car Seat Headrest har jeg først stiftet bekendskab med for nylig, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at de skulle afslutte min fredag aften frem for Skepta, Meshuggah, M83 og James Blake, kunstnere, jeg har kendt i markant længere tid. Det er lo-fi indierock fra en ambitiøs og dybt original sangskriver ved navn Will Toledo. Han har et rigtig godt øje for tekster, og med sangtitler som Los Borrachos (I Don’t Have Any Hope s Nice) og Destroyed By Hippie Powers, hvad kunne man ellers forvente? Han kommunikerer sine store, forvirrede følelser meget klart gennem et væld af forskellige metoder, og han er i det hele taget aldrig bange for at tage en chance. Hvis det skulle fejle, kan han jo bare lave et nyt album – han er nemlig så produktiv, at han har lavet 12 plader siden 2010.

11: Red Hot Chili Peppers
Jeg elsker Red Hot Chili Peppers, og jeg er ikke en af de puritanere, der kun kan lide dem til og med BloodSugarSexMagik, ej heller har jeg kun øjnene for deres mere poppede plader fra Californication og frem. Jeg er vældig glad for det funky, vilde, ukontrollerede shit, de lavede i 80’erne og starten af 90’erne, men da de begyndte at gå i en mere poppet retning, viste de, at de kunne sætte et særligt spin på pop-rock med deres baggrund i funk. Noget af det bedste er nok endda i mine øjne, når de virkelig kombinerer de to stilarter. Singler som By the Way og Can’t Stop er blandt mine favoritter af den årsag. Men sange som Scar TissueUnder the Bridge og Dark Necessities er også glimrende, velskrevne sange, som vil være fede at høre live. Men jeg kan nok ikke komme udenom, at deres funk-rock nok er det, der vil fungere bedst live. Det skal nok blive en fest, når de fyrer Give it AwayHigher Ground eller Police Helicopter af. Og glem så, hvor skidt det måske var i 2007. De skammer sig med garanti også selv over det, og derfor har de nok blot støre incitament til at levere et brag af en koncert. Hvis du alligevel ikke har lyst til at se dem, så spiller Hinds og Anna von Hausswolff samtidig, og begge kan absolut anbefales.

Det var så de første fem. Jeg håber, jeg har introduceret jer til noget musik, I ellers ikke havde overvejet at få set, selvom Red Hot Chili Peppers nok ikke er den store øjenåbner for mange. Dagene op til Roskilde Festival finder Tinderbox sted i Odense, og hvis man mangler noget at lave der, bør man overveje det, for de har nogle ret vilde navne. Hvis man skulle overveje det, er her de 15 Tinderbox-navne, jeg selv ville have mest lyst til at se:

15: Veronica Maggio
14: Ukendt Kunstner
13: Lukas Graham
12: Turboweekend
11: Volbeat
10: Baby in Vain
9: Dizzy Mizz Lizzy
8: The Minds of 99
7: Band of Horses
6: Of Monsters and Men
5: Flogging Molly
4: Suede
3: Malk de Koijn
2: Rammstein
1: The National