Top 15 navne på Roskilde Festival 2016 (5-1) + Opvarmningsdagene

Roskilde Festivals lineup har i år været så hjernedødt godt, at jeg faktisk ikke har hørt særlig meget andet end Roskilde-aktuel musik på det sidste. Og til trods for det, har jeg stadig ret svært ved at fatte, at jeg skal se det meste af det. Især det, der er i min top 5, finder jeg langt ude, at jeg får muligheden for at se. Nå, ikke mere snakken udenom, her er de 5 Roskilde-navne, jeg glæder mig mest til:

New Order
Jeg har både anmeldt plader af New Order og deres tidligere skikkelse, Joy Division, og selv efter alle de gennemlytninger, en anmeldelse tit kræver, har jeg kun rosende ord at sige om dem. De satte helt nye boller på suppen, hvad angår dance, post-punk og elektronisk musik, og deres musik holder stadig virkelig godt i dag. Her i dag fik jeg lyttet deres plader Low-Life og Power, Corruption and Lies igennem igen, og det er påfaldende, hvor stærke skæringer det er. Når man skimmer ned af deres single-opsamlinger ser man også bare det ene fine lille mesterværk af en sang efterfulgt af det andet. De er muligvis uden Peter Hook for tiden, men hvis der er nogen, der har bevist, hvor godt de kan klare sig uden væsentlige medlemmer, så er det New Order. De er ikke et sølle nostalgi-act, de er indflydelsesrige superstjerner, der skal ses selvom de spiller samtidig med unge talenter som Cattle Decapitation, Los Pirañas, Lightwave Empire og MØ.

Andromeda Mega Express Orchestra
Lørdag kl 14:00 ved Avalon-scenen har du mulighed for at opleve noget helt særligt, nemlig et af verdens dygtigste og særeste orkestre. Hvis du er mere til noget hårdtslående metal fra Rising eller nogle eksotiske samples fra officerfishdumplings, fred være med det, men hvis du bruger din tid med Andromeda Mega Express Orchestra, er du garanteret en oplevelse, du ikke kan få noget andet sted på Roskilde Festival. Det 18 musikere store orkester spiller noget af det mest hjernevridende, måbningsindbydende, langt ude musik, man kan forestille sig. Og ikke alene er deres underlige blanding af fusionsjazz, progressiv rock og moderne klassisk i særdeleshed forunderlig, musikerne er også så sindssygt nøjagtige, at man har svært ved at forstå, hvordan de gør det. Det er i hvert fald ikke skrevet, så det er let at spille med al deres legen med takt og tempo. Orkestrets navn er passende, for det lyder som om, det burde være fra en anden galakse.

Grimes
Jeg har fulgt Grimes siden 2012, hvor hun udgav den mesterlige plade Visions, hvorfra især sangen Oblivion gjorde mig interesseret i hende. Nu er hun blevet mere flashy og poppet end nogensinde på den nye plade Art Angels, hvor hun også har taget meget inspiration fra K-Pop. K-Pop er ikke normalt en genre, der siger mig så meget, men Grimes’ vidunderlige og kreative ideer sørger for, at man ikke kan undgå at blive imponeret. Hun spiller samtidig med Destroyer, Courtney Barnett og House of Pain, og mens disse alle tre er gode, er Grimes en af vor tids mestre. Hendes visioner om hvad popmusik kan udrette, får så store kunstnere som Sia og Janelle Monáe til at fremstå som lettere uambitiøse. Hendes sceneshow på den nuværende turne skulle også være ret så spektakulært med dansere, sangere og vilde lys. Grimes er fantastisk.


LCD Soundsystem
Roskilde Festival har mange gode muligheder for hvordan man skal afslutte sin festival. På Arena skal The Minds of 99 fyre den af, på Pavilion kan man blive opslugt af Sumacs post-metal, på Avalon kan man nyde bitter minimalist-punk fra Sleaford Mods, men for mig, er der kun en rigtig måde at afslutte årets festival på, nemlig til de smukke toner fra nyligt gendannede LCD Soundsystem. Hovedaktøren bag den smukke electro-punk er James Murphy, en mand der forstår på en gang at være visionær og nostalgiker, måske er han endda visionær i kraft af sin nostalgi. Han er sådan en stor musiknørd, at hans forskellige indflydelser smelter sammen til en eksperimenterende, poppet, vred, dansevenlig, lystig gryderet. Det er et sammensurium af en musiknørds mange yndlingskunstnere, og det er derfor ikke underligt, at LCD Soundsystem taler så stærkt til netop mig. Jeg har derudover kun hørt positivt om deres gendannelsesturne, så vi har noget at glæde os til.

PJ Harvey
Jeg gik helt amok, da jeg så, at PJ Harvey blev tilføjet til lineuppet. Musikeren, der har skabt så mesterlige plader som Let England ShakeRid of MeTo Bring You My LoveStories From the City, Stories from the Sea og det nye The Hope Six Demolition Project. Jeg har endnu ikke hørt Harvey lave noget, jeg ville kunne kalde dårligt, end ikke middelmådigt. Hun er den slags musiker, der aldrig hviler på laurbærerne og aldrig kunne drømme om at udgive noget, med mindre, hun havde noget på hjerte. Hun kan være både morbid, øm og dybt ubehagelig, mens hendes tekster kan rangere fra det meget symbolske og uvisse til det skarpt politiske. Med Harveys enormt høje bundniveau i forhold til musikken, forventer jeg intet mindre end en klassepræstation af en koncert, som ikke må misses, selvom Black Breath og Macklemore spiller samtidig. Ja uanset hvem, Roskilde havde sat samtidig, ville jeg vælge PJ Harvey. Hvis hun var sat oven i både Neil Young, Red Hot Chili Peppers, LCD Soundsystem, New Order, Tame Impala og Grimes, ville jeg stadig vælge hende. For så vigtig er hun altså!

Det var så min top 15. Foruden dem, der optræder på listen, skal jeg på hovedfestivalen også se Calypso Rose, Sleep, Június Meyvant, The Entrepreneurs, Dizzy Mizz Lizzy, Blues Pills, Anderson.Paak, Protomartyr, Kakkmaddafakka, Mac DeMarco, Tenacious D og BadBadNotGood. Det var tilfældigvis kun navne fra hovedfestivalen, der optrådte på , men hvis der havde været noget spændende nok under opvarmningsdagene, ville det være endt på min top 15 alligevel. Der er dog alligevel godt med lækker musik de første par dage, og dette glæder jeg mig mest til:

15: The PowPow
14: Orm
13: Deadpan Interference
12: Virgin Suicide
11: Ondt Blod
10: Bersærk
9: Childrenn
8: Phlake
7: Klub 27
6: F.M.K.
5: For Akia
4: Sudakistan
3: Katinka
2: Hockeysmith
1: Have You Ever Seen the Jane Fonda Aerobic VHS?

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (15-11)

Jeg har faktisk aldrig nogensinde været på festival. Kom desværre ikke til Roskilde sidste år, men i år skal det ændres. Der lå desværre andet i vejen for Roskilde, men frygt ikke, en top 15 skal også komme i deres navn. Men jeg skal til gengæld til NorthSide, og det glæder jeg mig til, for deres program er helt vildt. Denne liste kommer kun til at bestå af navne, jeg rent faktisk selv skal se, så hvis to rigtig gode navne spiller samtidig, så er det synd, kun det bedste af dem vil havne på denne liste

15 – Reptile Youth
Danske Reptile Youth kendte jeg ærlig talt ikke meget til, før de blev sat på programmet, men med en festival på denne størrelse, kan man jo med lethed bare lytte til lidt af alle navnene, mens man glæder sig til koncerterne. Reptile Youth endte med at imponere mig ret meget, og jeg har også hørt ret vilde ting om deres liveshows. Og når man hører deres musik, så kan man godt forestille sig det. Numre som Speeddance, Be My Yoko Ono og Rivers that Run for a Sea that Is Gone virker som noget af det sjoveste at danse løs til. Jeg skal bare slå mig løs i en moshpit ude foran grøn scene, og derefter fyre den af. Det er hård rock, som man sagtens kan vise til både Bon Jovi- og Slayer-publikummet, og begge vil sikkert have det enormt skægt.

14 – Ane Brun
Jeg lærte norske Ane Brun at kende, da Gaffa gav hendes koncert i Store Vega topkarakter. Og sådan en topkarakter er da imponerende, især når det er et så relativt lille navn som hende. Så lyttede jeg til hendes cover af Cyndi Laupers True Colors. Det gik dybt ind, og jeg vidste, at jeg måtte lytte til meget mere af hende. At se hende optræde med sine mange flotte sange ville nok være en virkelig inderlig oplevelse, og hvor andre navne på NorthSide vil lade mig have det sjovt, så er der få, der på samme måde som Ane Brun kan røre mig dybt. Jeg glæder mig meget, til at hun skal skyde søndagen i gang. Hvis du vil høre noget lidt mere poppet, så spiller Lulu James samtidig, men for mig er der intet spørgsmål: Man må ikke gå glip af Ane Brun.

13 – Jurassic 5
Jeg har aldrig været til en hip hop-koncert. Jeg har nogle fordomme om, at der ikke bliver lagt nær så meget i det, da der sjældent er organisk instrumentation, men hey, måske tager jeg fejl. Det ville ikke være første gang. Men når jeg så skal til rapkoncert for første gang, så er jeg glad for, at det er med en gruppe. Når der er mange rappere, kan de sikkert støtte rigtig godt op om hinanden, og det er også mit indtryk, når jeg ser live-videoer med Jurassic 5. Til trods for, at alle medlemmer er omkring de 40 år, så virker de virkelig livlige, og så er de også bare rigtig kreative ordsmede. Det er næsten lidt trist, at A$AP Rocky kommer lige efter disse sjove drenge, for de skal nok vise ham, hvordan man gør det ordentligt. Hvis der er et punkt, hvor jeg er ked af placeringen af to navne, så er det her. Så hvis du ikke er til hip hop, så kig endelig til Minds of 99, der spiller på rød scene samtidig med Jurassic 5. De har nemlig en meget lys fremtid, og jeg skal i hvert fald få set dem på et andet tidspunkt.

12 –
MØ er det hotteste navn i Danmark for tiden. For hvert sekund, der går, bliver MØ bare større og større, og det er sjovt at følge hendes rejse. Nu er hendes stemme tit blevet sammenlignet med Lana Del Reys, og den unge amerikanske sangerinde kommer da også til festivalen, og hende skal jeg de også se (mest fordi, der ikke er andet samtidig), men MØ glæder jeg mig meget mere til. Hun er en unik personlighed, hun er fuld af energi, og i modsætning til frk. Del Rey, så er hendes musik tit virkelig sjov. Jovist, MØ har også lavet mange langsommere sange, men hun forstår at veksle mellem det. Når hun begynder at svinge rundt med den fletning på grøn scene, hvem ved så, hvad der kan ske? Og hvis du ikke skal på NorthSide, så sørg for at se hende i år, for før vi ved af det, så er hun et internationalt navn, der besøger os danskere ligeså sjældent som Trentemøller og King Diamond.

11 – Mew
Mew og jeg har en lidt speciel historie. Jeg så en musikvideo som lille på Boogie, og den skræmte mig virkelig meget, nok til at jeg fik mareridt om den. Jeg tænkte over den virkelig meget. I mange år huskede jeg det som værende en kvinde, der sang sangen, og at den var meget melankolsk. Jeg havde vist også et svagt minde om, at det var et rocknummer, til trods for at jeg meget grundigt gennemtjekkede, om der var en eller anden alternativ video til Unfaithful af Rihanna, der skulle være som den, jeg kunne huske. Jeg tænkte i lang tid, at det måtte være Evanescence eller Nightwish. Mange år senere bliver jeg fan af Mew, og går igennem deres musikvideoer, og genser til min store overraskelse videoen til 156 – den, der skræmte mig så meget som lille. Jeg fandt så ud af, at det ikke var en kvinde, der sang det, men det ændrede ikke på, at Mew nu har fået et nærere forhold til mig. Deres musik er virkelig godt skrevet, og det virker som om, de kan have følelserne helt ude på tøjet, samtidig med, at de kan få skabt en fest på grøn scene.

Det var så de første fem. Hvad glæder I jer selv til? Skal I se disse navne? Skal søndag startes med Ane Brun eller Lulu James? Har I andre også svært ved at vælge mellem Minds of 99 og Jurassic 5? Skal I i det hele taget til NorthSide? Jeg bliver kun glad, hvis I kan tilføje til debatten.

Nyheder: Marts 2014

Så er det marts, og i morgen skal jeg ind og se Of Montreal i Bremen Teater. Hvis du ikke kender dem, så er de et virkelig godt, skævt indie-band, der har lavet noget af det bedste musik, der er blevet udgivet de seneste 15 år. Det er nogle virkelig dejlige drenge, og dejligt bliver det også at opleve post-punk-gruppen Savages, der optræder i Store Vega den 6., og det skal nok også blive godt. De er lidt nyere i branchen end Of Montreal, og at se de helt nye musikere optræde er altid noget af en oplevelse – Haim i februar var i hvert fald en meget positiv oplevelse.

I onsdags blev afsnit nr. 40 af mit radioprogram, The Vinyl CountdownRockkanalen sendt, og jeg er derfor næsten nået dertil, hvor der kan komme nye anmeldelser på forsiden af bloggen. Det kommer forhåbentlig til at ske mod slutningen af denne måned, og det glæder jeg mig til. Og Northside-programmet er også færdigt, så mon ikke man skulle lave en top 15 over navne, man glæder sig til at se? Jeg skal på NorthSide i år, men Roskilde må lige vente til næste år, for andre ting ligger desværre i vejen til den tid. Men begge programmer ser interessante ud, så mon jeg ikke også laver en top 15 til Roskilde på et tidspunkt?

De venlige mennesker på Bibzoom lægger i stadighed mine anmeldelser på deres side:
Brian Eno – Another Green World
Peter Wolf – Sleepless
Diana Ross & the Supremes – Anthology
Cheap Trick – At Budokan
Gram Parsons – Grievous Angel
Radiohead – Kid A
The Ronettes – Presenting the Fabulous Ronettes Featuring Veronica
Rage Against the Machine – The Battle of Los Angeles

Lad mig som altid slutte artiklen af med at kigge fremad mod marts-udgivelser, jeg virkelig glæder mig til:

  1. The Men – Tomorrow’s Hits
  2. Joan As Police Woman: The Classic
  3. Elbow – The Take Off and Landing of Everything
  4. Liars – Mess
  5. John Frusciante – Enclosure
  6. MØ –  No Mythologies to Follow
  7. WhoMadeWho – Dreams
  8. Pharell Williams – G I R L
  9. The War on Drugs – Lost in the Dream
  10. Real Estate – Atlas