Kategoriarkiv: Navne på NorthSide

Top 15 navne, jeg glæder mig til at se på Northside 2018

Udgivet den af
Svar

Fotograf: Morten Rygaard

For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.

Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.

Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.

Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.

Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.

15. Mashrou’ Leila

Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.

14. Susanne Sundfør

Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.

13. Sleaford Mods

Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.

12. Father John Misty

Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.

11. Deerhunter

Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.

10. Future Islands

Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.

9. Mike D

Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.

8. MC50

Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.

7. Tyler, The Creator

Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.

6. Queens of the Stone Age

Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.

5. Beck

Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.

4. The National

Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.

3. N.E.R.D.

Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.

2. C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.

1. Björk

Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (5-1)

Udgivet den af
Svar

Ja, så er den endelige top 5 på plads. Det tog ikke specielt lang tid at udregne, at det var disse navne, og det er da også musikere, jeg tit kan finde på at snakke om i tide og utide. Det er musikere, der har lavet noget af den bedste musik i deres samtid. Om du så ikke skal på Northside, så bør du lytte til deres albums, og du burde også se dem i anden sammenhæng.

5 – The National
Selvom min top 5 stod klart lige fra starten, så har der været omrykninger i den konstant. Hele top 4 har på et eller andet tidspunkt været på min førsteplads, men The National har konstant været nummer fem. Det er der dog slet ingen skam i. The National har udgivet massevis af mesterværker, og selvom det tog mig noget tid at lære at værdsætte det, så er jeg efterhånden også blevet fuldkommen forelsket i deres nyeste album, Trouble Will Find Me, som der nok vil blive fokuseret på. Deres koncert på NorthSide vil være bandets fjerde danske koncert siden albummets udgivelse for snart et år siden. De har en virkelig unik inderlighed, som forsanger Matt Berninger udtrykker virkelig smukt i de livevideoer, jeg har set. Deres diskografi er meget stor, og ingen sang ville jeg ikke være glad for at høre live. Jeg har kun hørt godt om deres koncerter på Roskilde og Loppen, og i Forum skulle problemet vist være det, der normalt er det største problem ved koncerter i Forum: Forum selv. Sådan noget kommer nok ikke til at ske på NorthSide, hvor jeg endelig får lov til at opleve deres nærmest legendariske liveshow i levende live, når de runder fredagen af på blå scene. Så må jeg se WhoMadeWho en anden god gang.

4 – Pixies
Hvorfor man har brug for at forklare, at Pixies er en nødvendighed at se, er mig lidt et mysterium, og jeg har på fornemmelsen, at Rhye vil få det lidt ensomt ovre på den røde scene, hvor de spiller samtidig. Det er lidt synd, for Rhye er en udmærket gruppe, men lad os få det på det rene: Halvdelen af navnene på NorthSide er virkelig tydeligt inspireret af Pixies. De laver den vildeste støjrock, der findes derude, og med albums som Surfer Rosa og Doolittle har de bevist, at de mestrer sangskrivning fuldt ud. Og jeg tror virkelig, at de stadig kan fyre den af, om det så skal være uden Kim Deal eller for den sags skyld Kim Shattuck. De har de dygtige musikere, de har de gode sange, og de har trods alt en del erfaring. Og det nye materiale, som jeg ellers ikke er verdens største fan af, det kommer sikkert til at lyde godt live. Jeg har ikke villet ødelægge det fuldstændig for mig selv, men jeg fik lyttet til en optræden med sangen Bagboy, og det lød skidegodt. Der er grund til at glæde sig.

3 – Queens of the Stone Age
Queens of the Stone Age er meget højere på denne liste end de sidste år var på Roskilde-listen, men det er nok mest, fordi jeg virkelig har lært at værdsætte dem i år – det samme gælder The Nartional for den sags skyld. Hvis jeg skulle lave Roskilde-listen fra sidste år igen, så ville de være nummer 2, kun overgået af Animal Collective. Queens of the Stone Age er nogle sindssygt dygtige musikere, og de er et af to navne på festivalen, jeg allerede har haft æren af at se. Det var i Forum, og det var lidt af en blandet oplevelse, men atter var det mere grundet Forum end bandet, for de spillede virkelig godt. Nogle af de bedste numre live var No One Knows, If I Had A Tail og Make It Wit Chu. Deres nyeste plade, …Like Clockwork er et mesterværk, og det bedste i Forum kom da også fra denne plade. Jeg er ganske ked af, at jeg må gå glip af Wild Beasts, men Queens of the Stone Age var en af de væsentligste årsager til, at NorthSide-billetter i første omgang blev købt, og de får oven i købet æren af at afslutte festivalen. Og det skal nok blive en pissegod afslutning fra et af de bedste hårde rockbands derude.

2 – St. Vincent
St. Vincent er det andet navn, jeg allerede har set før. Dengang var det i fællesskab med David Byrne, og det er uden tvivl en af de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til. Der var lagt virkelig meget arbejde i hele showet, og det var en meget mindeværdig oplevelse. Det mest imponerende var dog nok, at St. Vincent formåede at gøre sig bemærket, mens hr. Psycho Killer var på samme scene. Hvem kan ærlig talt sige, at de kan gøre det? St. Vincent virker som en af de klogeste, mest sympatiske mennesker i musikbranchen. Hun kan underholde, hun kan forføre, hun kan imponere, hun kan praktisk taget alt. Hun har udgivet album efter album af enormt høj kvalitet, og det mindst imponerende var faktisk nok det med David Byrne, Love This Giant, og det var stadig et virkelig godt album. Det kan virkelig kraftigt anbefales at lytte til alle hendes albums, og hendes nyeste, der kreativt nok hedder St. Vincent er også bare spækket med gode sange. Det er noget, der er let at sætte sig ind i, men der er gjort meget ud af det alligevel. Du kan synge med, du kan smile, men du kan også føle det dybt inde.
[Edit: St. Vincent kommer desværre ikke alligevel. Hun er blevet erstattet af Bombay Bicycle Club, og de laver også ganske god indie-pop, men ikke lige den erstatning, jeg havde håbet mest på. Glæder mig stadig meget til at se dem, men de havner ikke på min top 15 af den årsag. Opfat rettere danske Quadron som den uofficielt nye nummer 15.]

1 – Arcade Fire
Alle siger det allerede, og jeg er ikke bange for at slutte mig til mængden: Arcade Fire er uundværlige at opleve, hvis man skal til NorthSide. At de spiller lige inden Queens of the Stone Age er bare fantastisk. Jeg vil sige, at Arcade Fire er den vigtigste koncert,man kan se i hele festival-Danmark. Det er et enormt scoop. Ikke alene har vi her et band med et rekordhøjt bundniveau, og ikke alene har vi samtidig et med enormt højt topniveau; vi har her et band, der består af 6 faste medlemmer sammen med 4 tour-medlemmer, der alle har unikke roller, der får lov at skinne på scenen. Vi har at gøre med en gruppe, der laver meget ud af kostumer, af sceneshow, af alting. De er mere end bare et band, de er et kollektiv, der skaber unikke oplevelser. De er kulminationen af al hipster-excentriciteten i Montreal, der er noget af det smukkeste og mest nytænkende musik, verden har set. Jeg kan anbefale enhver at lytte til Arcade Fires fire albums, før NorthSide begynder. Jeg har et meget nært forhold til dem, og jeg håber, at andre vil få det på samme måde, når de indtager grøn scene. Og ingen andre spiller samtidig, så for dit eget bedste, se Arcade Fire fyre den af, hvis du skal til NorthSide.

Men, men, men, men, men, men, men: Der er meget mere interessant at se på NorthSide end de navne, jeg har nævnt. Det ærger mig, at jeg ikke fik mulighed for at skrive om Röyksopp & Robyn, Lars H.U.G., Royal Blood, Quadron og The Blue Van. Og så er der også alle de navne, jeg misser, fordi de spiller samtidig med mere interessante navne. Det er folk som Minds of 99, Temples, WhoMadeWho, James Vincent McMorrow, Wild Beasts, Rhye og White Lies. Det er et fedt lineup, og det bliver en fed festival.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (10-6)

Udgivet den af
Svar

Så begynder det, jeg glæder mig virkelig meget til på NorthSide. Navne, jeg næsten ikke ville misse for alt i verden. Navne, der virkelig overbeviste mig om, at NorthSide 2014, det måtte jeg bare ikke gå glip af.

10 – Mount Kimbie
Som Disney Sjov går over skærmene hjemme i stuerne, så må man på NorthSide træffe et valg. Dette valg står mellem engelske Mount Kimbie og danske Oh Land, og hvor Oh Land laver ganske hæderlig popmusik, så elsker jeg virkelig den eksperimentelle post-dubstep, Mount Kimbie laver. Jeg har været til koncert tidligere med noget post-dubstep, og hvor du kan sidde derhjemme og synes, at det er noget langhåret, kedelig hipster-musik, så var det en vild oplevelse at se James Blake, og ligeså vildt skal det nok blive hos hans venner i Mount Kimbie. Kimbie er noget sværere at sælge end hr. Blake, så jeg forventer ikke en fuldkommen overbefolket rød scene, mens hr. og fru Danmark synger med på Oh Lands pophits. Mount Kimbie kan virkelig finde ud af at lege med lyd, og det skal nok blive noget af en liveoplevelse.

9 – Baby in Vain
Jeg havde hørt om Baby in Vain før, men jeg blev først for alvor interesseret i at se dem live, da en ven, der havde set dem til Musik i Lejet, kaldte det for en helt forfærdelig oplevelse, som han blev nødt til at forlade, fordi han ikke længere kunne holde det ud. Så vidste jeg, at dette måtte jeg kigge på. Når et band kan vække så stærke følelser hos folk, så er jeg allerede lidt imponeret. Så lyttede jeg til deres musik, og jeg måtte hurtigt erklære mig fan. De laver fed grungemusik, lidt hen af Alice in Chains, men her har vi bare en virkelig flot, skarp kvindestemme i stedet, og det ændrer på ret meget. Det ændrer dog ikke på, at vi har at gøre med fed, hård musik, der viser at grunge stadig lever i bedste velgående. Og så virker det også bare som noget fedt noget at skråle med på, og de hurtigere numre som Seize the End skal nok få startet en fest på rød scene, og så må jeg se Temples en anden god gang. Det er nok ikke første gang, de gæster landet, og de kommer sikkert til at varme op for Tame Impala eller Animal Collective eller noget tredje, jeg gerne vil se, i fremtiden.

8 – The Brian Jonestown Massacre
Når the Brian Jonestown Massacre går på scenen, kan jeg forvente noget af det mest syrede, NorthSide har at byde på. Jeg forventer et kollektiv af indforståede hippier, der bare skal give mig en beriget sindstilstand. Det er et virkelig kreativt band, der forstår sangskrivning og albumdynamik virkelig godt, og på samme vis tror jeg også, at de kan. De minder mig på sin vis meget om of Montreal, dels fordi de formår at udvikle sig enormt meget fra album til album, men også fordi de formår at blande det sjove og skægge med det eksperimentelle og syrede. Det skal nok blive en oplevelse på grøn scene, selv hvis alle ikke forstår det. Men det er tidligt på dagen, og folk skal lige have en chance for at vågne, og Brian Jonestown Massacre kan ikke bare vække din krop, de kan vække dit sind.

7 – Flogging Molly
Keltisk folkemusik blandet med punk er en af de bedste muligheder, man har for at have det sjovt, ikke blot til NorthSide, men til koncerter generelt. Det er en helt unik måde, et band kan være hårdtslående og helt nede på jorden samtidig. Man kan kalde forskellige genrekombinationer latterlige, og på overfladen, så burde keltisk folkemusik og punk-rock blive holdt langt fra hinanden, men det har virket gang på gang med bands som The Pogues, Dropkick Murphys og selvfølgelig Flogging Molly. Forvent bare overkroppe, blanding af folkedans og moshing, et fantastisk fællesskab – og en Kjartan, der giver den hele armen foran grøn scene. Jeg er fuldkommen ligeglad med, om du kan lide denne form for musik. Hvis det kun handlede om musikken, så var andre navne nok langt højere oppe end Flogging Molly – du skal komme for publikummet. Kom godt foran sammen med de store fans, og så skal du se løjer. Og deltage i de løjer, det bør du også. Der er alligevel ikke nogen, der spiller samtidig, så du har ingen undskyldning.

6 – Franz Ferdinand
Jeg sagde, at fællesskabet og stemningen til en koncert kan være ligeså vigtigt som musikken, og dem, der laver det bedste album, er ikke nødvendigvis dem, jeg glæder mig mest til at se. Og jeg ville ikke kalde det nye Franz Ferdinand-album for et mesterværk, men det skal ikke forhindre dem i at fyre den rigtig meget af. De har lavet noget af den bedste pop-rock, de seneste 10 år har haft at byde på, og det er sange, man kan både danse til og skråle med på med lethed, selv hvis man hører dem for første gang. Og mens deres nye plade, Right Thoughts, Right Words, Right Action ikke er et mesterværk, så har gruppen aldrig lavet et dårligt album. Man glæder sig derfor både til de store hits og de lidt mindre kendte numre, hvis der skulle være plads til det i deres enorme hitparade.

Hvis du kender mig godt, så kan du sikkert let regne ud, hvad top 5 består af, men rækkefølgen af disse var svær for mig at sammensætte. Del 3 burde være oppe ret snart. Indtil da, så må I gerne give feedback og jeres egen mening.

De 15 mest interessante navne på NorthSide 2014 (15-11)

Udgivet den af
Svar

Jeg har faktisk aldrig nogensinde været på festival. Kom desværre ikke til Roskilde sidste år, men i år skal det ændres. Der lå desværre andet i vejen for Roskilde, men frygt ikke, en top 15 skal også komme i deres navn. Men jeg skal til gengæld til NorthSide, og det glæder jeg mig til, for deres program er helt vildt. Denne liste kommer kun til at bestå af navne, jeg rent faktisk selv skal se, så hvis to rigtig gode navne spiller samtidig, så er det synd, kun det bedste af dem vil havne på denne liste

15 – Reptile Youth
Danske Reptile Youth kendte jeg ærlig talt ikke meget til, før de blev sat på programmet, men med en festival på denne størrelse, kan man jo med lethed bare lytte til lidt af alle navnene, mens man glæder sig til koncerterne. Reptile Youth endte med at imponere mig ret meget, og jeg har også hørt ret vilde ting om deres liveshows. Og når man hører deres musik, så kan man godt forestille sig det. Numre som Speeddance, Be My Yoko Ono og Rivers that Run for a Sea that Is Gone virker som noget af det sjoveste at danse løs til. Jeg skal bare slå mig løs i en moshpit ude foran grøn scene, og derefter fyre den af. Det er hård rock, som man sagtens kan vise til både Bon Jovi- og Slayer-publikummet, og begge vil sikkert have det enormt skægt.

14 – Ane Brun
Jeg lærte norske Ane Brun at kende, da Gaffa gav hendes koncert i Store Vega topkarakter. Og sådan en topkarakter er da imponerende, især når det er et så relativt lille navn som hende. Så lyttede jeg til hendes cover af Cyndi Laupers True Colors. Det gik dybt ind, og jeg vidste, at jeg måtte lytte til meget mere af hende. At se hende optræde med sine mange flotte sange ville nok være en virkelig inderlig oplevelse, og hvor andre navne på NorthSide vil lade mig have det sjovt, så er der få, der på samme måde som Ane Brun kan røre mig dybt. Jeg glæder mig meget, til at hun skal skyde søndagen i gang. Hvis du vil høre noget lidt mere poppet, så spiller Lulu James samtidig, men for mig er der intet spørgsmål: Man må ikke gå glip af Ane Brun.

13 – Jurassic 5
Jeg har aldrig været til en hip hop-koncert. Jeg har nogle fordomme om, at der ikke bliver lagt nær så meget i det, da der sjældent er organisk instrumentation, men hey, måske tager jeg fejl. Det ville ikke være første gang. Men når jeg så skal til rapkoncert for første gang, så er jeg glad for, at det er med en gruppe. Når der er mange rappere, kan de sikkert støtte rigtig godt op om hinanden, og det er også mit indtryk, når jeg ser live-videoer med Jurassic 5. Til trods for, at alle medlemmer er omkring de 40 år, så virker de virkelig livlige, og så er de også bare rigtig kreative ordsmede. Det er næsten lidt trist, at A$AP Rocky kommer lige efter disse sjove drenge, for de skal nok vise ham, hvordan man gør det ordentligt. Hvis der er et punkt, hvor jeg er ked af placeringen af to navne, så er det her. Så hvis du ikke er til hip hop, så kig endelig til Minds of 99, der spiller på rød scene samtidig med Jurassic 5. De har nemlig en meget lys fremtid, og jeg skal i hvert fald få set dem på et andet tidspunkt.

12 – MØ
MØ er det hotteste navn i Danmark for tiden. For hvert sekund, der går, bliver MØ bare større og større, og det er sjovt at følge hendes rejse. Nu er hendes stemme tit blevet sammenlignet med Lana Del Reys, og den unge amerikanske sangerinde kommer da også til festivalen, og hende skal jeg de også se (mest fordi, der ikke er andet samtidig), men MØ glæder jeg mig meget mere til. Hun er en unik personlighed, hun er fuld af energi, og i modsætning til frk. Del Rey, så er hendes musik tit virkelig sjov. Jovist, MØ har også lavet mange langsommere sange, men hun forstår at veksle mellem det. Når hun begynder at svinge rundt med den fletning på grøn scene, hvem ved så, hvad der kan ske? Og hvis du ikke skal på NorthSide, så sørg for at se hende i år, for før vi ved af det, så er hun et internationalt navn, der besøger os danskere ligeså sjældent som Trentemøller og King Diamond.

11 – Mew
Mew og jeg har en lidt speciel historie. Jeg så en musikvideo som lille på Boogie, og den skræmte mig virkelig meget, nok til at jeg fik mareridt om den. Jeg tænkte over den virkelig meget. I mange år huskede jeg det som værende en kvinde, der sang sangen, og at den var meget melankolsk. Jeg havde vist også et svagt minde om, at det var et rocknummer, til trods for at jeg meget grundigt gennemtjekkede, om der var en eller anden alternativ video til Unfaithful af Rihanna, der skulle være som den, jeg kunne huske. Jeg tænkte i lang tid, at det måtte være Evanescence eller Nightwish. Mange år senere bliver jeg fan af Mew, og går igennem deres musikvideoer, og genser til min store overraskelse videoen til 156 – den, der skræmte mig så meget som lille. Jeg fandt så ud af, at det ikke var en kvinde, der sang det, men det ændrede ikke på, at Mew nu har fået et nærere forhold til mig. Deres musik er virkelig godt skrevet, og det virker som om, de kan have følelserne helt ude på tøjet, samtidig med, at de kan få skabt en fest på grøn scene.

Det var så de første fem. Hvad glæder I jer selv til? Skal I se disse navne? Skal søndag startes med Ane Brun eller Lulu James? Har I andre også svært ved at vælge mellem Minds of 99 og Jurassic 5? Skal I i det hele taget til NorthSide? Jeg bliver kun glad, hvis I kan tilføje til debatten.