Top 15 navne, jeg glæder mig til at se på Northside 2018

Fotograf: Morten Rygaard

For omtrent et år siden sagde jeg til mig selv: »Det var godt nok en fed koncert med Radiohead, men jeg tror, jeg holder en NorthSide-pause næste år«. Jeg sagde til mig selv, at jeg alligevel havde set de fleste store navne, der passede med NorthSides profil, og derudover kunne jeg godt tænke mig at opprioritere nogle mindre festivaler – Festival of Endless Gratitude, Spot Festival og Heartland Festival er blandt dem, jeg godt kunne tænke mig at besøge eller genbesøge.

Min musiksmag var også begyndt at ændre sig. Jeg elsker stadig guitarrock og indiemusik højt, men hidtil havde NorthSide simpelthen ikke fulgt min smag i forhold til jazz, world eller hiphop – genrer, jeg gradvist er blevet mere og mere interesserede i. Hiphoppen er de dog så sandelig kommet efter.

Så derfor lavede jeg en lille liste i mit hoved af potentielle NorthSide-hovednavne, der kunne lokke mig til festivalen igen: Jack White, The Strokes, Gorillaz, Pearl Jam, Vampire Weekend, Tame Impala… og denne listes førsteplads. Ja, jeg bed sgu på krogen alligevel. Bedst som NorthSide var begyndt at bevæge sig i en retning, der lugtede lidt af, at vi ville få det samme år efter år, skruede de op for genrediversiteten, mens de også holdt sig tro til den profil, der har kendetegnet dem i årevis.

Desværre skal jeg også til eksamen i humanistiske metoder fredag morgen. Jeg bider det i mig, da omprøven vil være lige en tand for omfattende til hvad jeg lige orker. Da NorthSide foregår i Århus og eksamen foregår i Roskilde, går jeg desværre både glip af de seneste torsdagsnavne og de tidligste fredagsnavne. Så jeg sender en kærlig hilsen til især The Internet, Body Count og Rostam, der alle ville være havnet på denne liste, hvis jeg ikke så mig nødsaget til at misse dem. Ligeledes ville Thundercat, Kellermensch og Rex Orange County nok være at finde her, hvis det ikke var fordi de spillede samtidig med andre fede navne.

Slutteligt ville Earl Sweatshirt også være på listen, hvis han ikke havde aflyst sin optræden på årets festival. Jeg er ganske ked over det, især da det er anden gang, han aflyser en optræden på NorthSide med kort varsel – men det er med en god forklaring, og jeg håber alt det bedste for hans mentale helbred. NorthSide skriver, at de ikke vil booke ham nogensinde igen på grund af dette, hvilket jeg synes er synd, og det gnider da lidt salt i såret. Jeg håber på, at fx Roskilde vil give ham en chance en gang i fremtiden.

15. Mashrou’ Leila

Som tidligere nævnt er jeg de seneste par år blevet vældig glad for worldmusik, mens NorthSide sjældent bevæger sig i den retning. Mashrou’ Leilas musik sørger for lidt mere multikulturelt flair på festivalen, der ellers er domineret af europæisk, nordamerikansk og australsk musik. Nuvel, de er fra Libanon, men jeg ville næppe ligefrem kalde deres musik for world – det er mest af alt indierock, der er opført på arabisk med skarpe politiske tekster… ifølge folk, der rent faktisk kan arabisk. Der er dog også elementer i deres musikalske univers, der reflekterer et unikt libanesisk perspektiv. Det er gribende, og de tilføjer noget kant, der i mine øjne har manglet fra meget nyere indierock.


14. Susanne Sundfør

Der er få dobbeltbookinger på årets NorthSide, der har efterladt mig nær så fortvivlet som Susanne Sundfør på samme tid som Marvelous Mosell. Sundførs bundsolide sangskrivning er konsekvent gribende, og en aftenplacering på den lille Red Stage er inspireret. Omvendt er kække Marvelous Mosell altid garant for en god fest, og han rivaliserer seriøst Pede B i sine evner som live-rapper (omend jeg desværre aldrig har hørt ham freestyle). Lige nu er min beslutning på Sundfør, mest fordi jeg aldrig har set hende før, og jeg er kun blevet gladere for hendes fremragende, elegante artpop som årene er gået. Hendes melankoli bærer en aura af ægthed, som man sjældent ser mage til.


13. Sleaford Mods

Okay, jeg er ret sikker på, at Sleaford Mods-koncerten lidt bliver noget værre skrald. Jeg har hørt fra andre (og set videoevidens for), at ham det ene medlem bare trykker på én knap for at starte hvert backingtrack, og så nikker han med hovedet. Ham den anden står mere eller mindre helt stille, mens han rap-synger på arbejderklasseengelsk. Men hvis der er én koncert på NorthSide, hvor den tilgang har sin charme, så er det Sleaford Mods, der skal lukke den lille Red Stage af mens Nik & Jay har poleret popfest på den store scene i den anden ende af festivalpladsen. Sleaford Mods’ fandenivoldske postpunk er ikke noget for alle, men deres stærke tekster og minimalistiske instrumentation er dybt tiltalende for mig.


12. Father John Misty

Denne kæphøje og yderst selvironiske singer/songwriter ville nok være havnet højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham én gang, men lad det så være sagt, at han var fremragende, da jeg så ham i Falconer Salen. Siden da har han udgivet to glimrende album, og jeg glæder mig til at se hvordan både de ambitiøse numre fra ‘Pure Comedy’ og de sælsomme ballader fra ‘God’s Favorite Customer’ fungerer live. Han er fuld af karisma og karakter på scenen, og hans sange får ofte helt nyt format til koncerterne.


11. Deerhunter

Der er så meget halvpsykedelisk indiepop derude, at det kan være svært at skille det middelmådige fra det enormt kompetente. Deerhunter er så absolut det sidstnævnte. Deres melodier går lige i hjertet, og på album som ‘Halcyon Digest’ og ‘Microcastle’ har de skrevet noget af den mest gennemførte, genren nogensinde har set. De er et NorthSide-navn af klassisk format, og deres lækre klangflader kommer med garanti til at lægge en tiltrængt ro over den travle festivalplads.


10. Future Islands

Her har vi endnu et navn, jeg nok ville have placeret højere, hvis jeg ikke allerede havde set dem – ja, jeg har sågar set dem hele to gange. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at jeg har nydt det overordentlig meget begge gange. Samuel Herring er en af verdens dygtigste frontmænd, og gruppens sangskrivning har en dejlig blanding af catchy synthesizerflader og underlæggende vemodigt mørke. Når det bliver filtreret gennem Herrings unikke tilstedeværelse bliver det på én gang lettere karikeret og totalt forførende.


9. Mike D

Da jeg så, at Mike D blev booket til årets festival, troede jeg i starten, at han blot skulle dj’e, men da jeg så læste, at han skulle rappe sange fra sin tid i Beastie Boys, blev jeg for alvor spændt. Jeg er ked af, at jeg aldrig nåede at se Beastie Boys, men hvis jeg har lært noget af Paul McCartney, Richard Ashcroft og Iggy Pop, er det, at solisterne ofte kan skabe magi med musik fra deres gamle bands. Videoen ovenfor gør mig lettere bekymret for showet, men den er vistnok også fra en af de første solokoncerter, han gav som rapper. Jeg håber, han er blevet mere tryg ved at tage sig af mikrofonen alene siden da.


8. MC50

Endnu et oldies-navn. Wayne Kramer er det eneste tilbageværende medlem fra den toneangivende protopunkgruppe MC5, der debuterede for snart 50 år siden med det legendariske livealbum ‘Kick Out the Jams’. Men med en særlig jubilæumsudgave af bandet, hvor Kramer får følgeskab af Kim Thayil, Matt Cameron, Don Was og Marcus Durant skal vi nok få en koncert med manér. Det er sjovt, jeg tænkte tidligere i år på om de stadig gav koncerter – hvorvidt jeg skulle se dem på et lille spillested, hvis de kom til Danmark. Og så blev MC50-konceptet annonceret, hvorefter det blev føjet til NorthSide-programmet til min store lykke.


7. Tyler, The Creator

Hvis du havde fortalt mig for fem år siden, at jeg ville sætte Tyler, The Creator på min topliste for en festival, havde jeg leet af dig. Jeg kunne ikke fordrage Tyler i 2013. Han virkede ondsindet i hvert eneste ord der kom ud af munden på ham, hans beats var utiltalende mørke, og jeg mente at han spiste kakerlakker for at dreje opmærksomhed væk fra hvor uinteressant han egentlig var (især sammenlignet med andre Odd Future-navne som Earl Sweatshirt og Frank Ocean). Så hørte jeg sidste års ‘Flower Boy’. Hele min opfattelse af den gamle musik ændrede sig. Jeg så så tydeligt, hvordan det hele var en facade, hvormed han skjulte sin følsomhed og sin seksualitet. Derudover er ‘Flower Boy’ bare et knaldgodt album – bløde, karakterrige soulbeats sat over for en ny, mere ærlig og ægte Tyler. Når jeg ser videoer af ham nu, får jeg et stort smil på læben. Jeg håber, at jeg vil føle det samme, når jeg ser ham på NorthSide.


6. Queens of the Stone Age

Jeg har set Queens of the Stone Age spille deres skarpe, hårde rockmusik tre gange, og hver gang har været bedre end gangen før. En af disse gange var i 2014, hvor de afsluttede årets NorthSide. De har atter fået en sen tid, og hvis de overgår sig selv endnu en gang, kan det blive en fantastisk koncert. Spilletiden er ideel i mine øjne, og det samme gælder scenen. Deres nyeste album ‘Villains’ er ikke deres stærkeste i studieudgaven, men sangene fungerer fænomenalt live, så det ser jeg særligt meget frem til.


5. Beck

Vi forbliver ved navne, jeg har set til NorthSide før… og desværre også endnu et navn, der just har udgivet et af deres svageste album. Men så vidt jeg ved, spiller Beck kun de mest populære sange fra ‘Colors’ live, og derudover er det ligesom sidst en lang hitparade fra hans store bagkatalog. Det var enormt charmerende til NorthSide 2016 – en god kandidat til årets bedste koncert – så jeg er sikker på, at det nok skal gå fantastisk igen i år. Dog er han endnu et navn, der nok ville have været højere, hvis jeg ikke allerede havde set ham live én gang før.


4. The National

Okay, jeg havde nok lidt ret i, at NorthSide ville booke en del navne i år, jeg allerede havde set en gang. Men det er så til gengæld navne, jeg har nydt enormt meget. Især The National, som jeg havde lyttet en smule til siden 2012-13, men først rigtig blev forelsket i, da jeg så dem live på NorthSide i 2014. Dengang lukkede de den store scene for deres dag, og jeg havde lidt håbet, at de ville få lukketjansen igen. Men uanset hvad glæder jeg mig til at få især hørt sangene fra den glimrende ‘Sleep Well Beast’ live – udover de få, vi altså fik, da gruppen gæstede københavnske Haven sidste år. Så kan vi få en ordentlig aftenmelankoli.


3. N.E.R.D.

Jeg tror aldrig, jeg havde gættet, at N.E.R.D. ville komme på NorthSide med deres seksuelle, funkrockede hiphop. Og de har (ligesom Tyler) fået en kriminelt tidlig spilletid. Men fuck, det bliver også sjovt. Jeg har aldrig rigtig dyrket dem, men jeg har dykket ned i deres diskografi, og det er så pissegodt. Det har ikke den store dybde, men håndværket er utrolig solidt, og al video jeg har set af dem optræde, virker virkelig overbevisende. Og så har det desuden lige lidt mere kant end det meste Pharrell har været involveret i. Jeg sørger for at stille mig allerforrest til det her, når jeg ankommer til festivalpladsen efter min eksamen.


2. C.V. Jørgensen

C.V. Jørgensen er uden sammenligning den bedste danske singer/songwriter nogensinde, og at han er i gang med at turnere igen gør mig så utrolig glad. Hans tekster er poetiske og maleriske, og hans stemme og instrumentation leverer det hele meget elegant. På den nuværende turné spiller han især sange fra ‘Sjælland’ og ‘Indian Summer’, to rigtig gode og lettere oversete album fra hans ufatteligt konsekvente diskografi. Jeg håber, at det store festivalpublikum ikke vil være skuffet over, at han begrænser antallet af de store hits fra 70’erne, men nuvel: selv glæder jeg mig.


1. Björk

Få musikere har som Björk fornyet det musikalske landskab, og ligeledes har hun en latterligt konsekvent diskografi. Hendes musik er betagende og føles som om, den kommer fra en helt anden planet til tider, mens det også kan føles som om, den kommer fra dybt nede i jorden. Jeg har hørt fantastiske ting om hendes koncerter, og jeg blev sikker på, at jeg skulle på NorthSide så snart, hun blev booket. Og jeg tager hjem efter hende for nok at møde halvtræt op til en eksamen i Roskilde. Så meget betyder Björk for mig. Hun er ikke blot det bedste navn på NorthSide. Hun er den bedste booking på tværs af alle danske festivaler i år.

Ugens playlist #2: Morgenstemning

Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.

På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.

Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.