Jeg er typen, der måske ikke har enormt meget situationsfornemmelse, når det gælder musik. Jeg ved godt, hvornår andre nok ville foretrække en bestemt type musik, men jeg kan sagtens starte min morgen af med black metal, sætte 60’er-folk på under drukfest, lytte til gangsta-rap når jeg er trist, etc. Jeg bruger mere min musik til at skabe en stemning end jeg bruger stemningen til at bestemme hvilken slags musik, jeg skal lytte til. Dog må jeg anerkende, at jeg ikke bor alene, og hvis resten af min familie skal kunne holde mig ud, må jeg af og til anerkende, at noget musik fungerer bedre søndag morgen end andet. Derfor skabte jeg playlisten Morgenstemning.
På denne playlist finder man et relativt varieret udbud af genrer. Man finder nok hverken dødsmetal, fusionsjazz eller acid-house, men man finder alle mulige forskellige slags musikalske afslapningsmetoder. Folk-rock fra Simon & Garfunkel, indie-pop fra Mac DeMarco, klaverballader fra Broken Twin, reggae fra Bob Marley, soul fra Marvin Gaye, hippie-rock fra Small Faces, god gammeldags soft-rock fra Billy Joel – det hele kan findes på Morgenstemning. Playlisten er faktisk blevet et så stort hit herhjemme, at den sættes på ofte uanset tidspunktet på døgnet. Personligt vil jeg dog nok anbefale den til morgener, især morgener, hvor man har lidt flere tømmermænd end forventet. Jeg anbefaler som med de fleste andre af mine playlister, at man har shuffle slået til, når man afspiller den. Med sine over 200 sange går der lang tid, før den bliver trættende.
Jeg vil desuden gerne atter minde alle om, at jeg er nomineret til Blogprisen 2016 under kategorien “Bedste blog om musik”. Man kan stemme på mig her.
Jeg elsker Steely Dan. De er et af 70’ernes mest innovative og levende rockbands til trods for forsanger Donald Fagens lettere anonyme stemme. De har dog virkelig meget personlighed og detalje i deres særegne blanding af jazz og rock, som er gennemgående på alle deres plader. Den mest berømte af disse klassiske albums er nok Aja fra 1977, hvor jazzen virkelig er i højsædet. Pladen starter med en tung, langsom basgang på nummeret Black Cow, der fungerer rigtig godt som intronummer. Det er sådan et nummer, der forstår at begrænse sig, for meget langsomt at tilføje dertil, så lytteren har mulighed for at sluge hvordan Ajas karakteristiske lydunivers er. Der er meget dynamik i lydniveauet og arrangementet, der drastisk kan gå fra at være ganske nøgent til fuldstændig tætpakket, for så at gå tilbage igen, netop med denne fokus på at afgrænse sig. Det andet nummer er titelnummeret, pladens længste sang. Herpå fokuserer de meget på at bygge op mod noget stort, men med masser af detalje. Som sangen skrider fremad bliver lyden større, og der ender med at være noget spændende at lytte efter i alle lag af produktionen, medens det også opleves virkelig sammenhængende. En stor del af nummeret er instrumentalt, og det virker fremragende.
Deacon Blues er endnu et længere nummer, denne gang med mere fokus på vokalen. Der er her et egentligt omkvæd, og en ret let forståelig tekst. Den handler om at spille jazzmusik, og da det er noget, Steely Dan har ret godt forstand på, virker det ret godt. Nummeret er smagfuldt og gennemført, som kun Steely Dan kan gøre det. Der er en blanding af vemodighed og ambition herpå, perfekt understøttet af Pete Christliebs smukke saxofonsolo. Det er et af pladens allerbedste numre, ingen tvivl om det, og det bliver efterfulgt af det, der, hvis man spørger mig, er den bedste sang, Steely Dan nogensinde har lavet. Det er den energiske, funky Peg, som er mere poppet end noget andet på pladen. Den føles til gengæld også meget kontrolleret. Hver eneste tone sidder bare i skabet, og kærligheden strømmer ud af nummeret. Vokalharmonierne er storladne og smukke, og guitarsoloen er spektakulær og vidunderligt original i sin lyd. Man bliver bare glad i låget af at høre de flotte blæsere sammen med finurlige vendinger som “It’s your favourite foreign movie”, der er fede at synge med på, men også får lytteren til at tænke over, hvad sangen egentlig handler om.
Home at Last har endnu en meget tung slibende bas, dog nok her mere funkpræget end på Black Cow. Det jazzede klaver giver sangen meget liv, og der bliver virkelig sat en øde, ensom, fortvivlet stemning, hvilket kun gør teksten om at finde sig et hjem mere engagerende. Jeg er også ellevild med trommerne mod slutningen, hvor de fuldkommen skifter karakter og bliver mere markante. I Got the News er måske ikke den mest fængende sang i verden, men den udmærker sig til gængæld ved at være ret eksperimentel. Dette gælder helt ned til klaveret, der lyder virkelig sjovt, og som nok kunne kaldes sangens grundlag. Som sangen skrider fremad, skifter den dog meget struktur. Det er en ganske spøjs sang, som sagtens kan tåle mange gennemlytninger. Afslutningsnummeret hedder Josie, og der vendes tilbage til det lidt mere poppede og funky her. Der er en meget flot dynamik mellem et blødt, roligt omkvæd og nogle skarpe, bas-drevne vers. Det er seksuelt og vildt, ord man måske ikke typisk forbinder med Steely Dan, men ikke desto mindre virker det. Hele Aja er faktisk en fænomenal plade. Den kan introducere jazz-fans til rockverdenen og rock-fans til jazz-verdenen. Og så lyder den også bare skidegodt.
Rockbandet Steely Dan har altid taget meget inspiration fra jazz, og en af deres fineste blandinger af jazz og rock er deres tredje album, Pretzel Logic fra 1974. Det åbner med et af gruppens mest berømte numre, nemlig Rikki Don’t Lose that Number. Det har en rigtig god melodi, og det jazzede klaver samt vokalharmonierne gør det vældig interessant at høre på, især når man hører dem sammen med en mere typisk rockguitar. Ligeledes er pladens andet nummer, virkelig interessant. Både rockelementerne og jazzelementerne er meget anderledes end på åbningsnummeret, sangen i sig selv har virkelig meget dynamik. Og gud, hvor lyder de også bare godt gammeldags cool. Any Major Dude Will Tell You er endnu et pragtfuldt nummer. Den føles meget omsorgsfuld og varm, og selvom instrumentationen er mere afslappet og stille end førhen på pladen, formår sangen især gennem sin fantastiske melodi at holde min interesse i sangen.
Min yndlingssang fra pladen – og måske i det hele taget min yndlings-Steely Dan-sang – er Barrytown. Det er blevet bemærket ofte, at melodien minder meget om Tell Me What You See af the Beatles, men jeg ser det slet ikke som en dårlig ting, for Tell Me What You see er en vidunderlig sang. Og efter min mening er der stadig nok variation fra Beatles-sangen til at gøre Barrytown til en både unik og fantastisk oplevelse. Efter dette kommer et instrumentalt nummer, et cover af Duke Ellingtons East St. Louis Toodle-Oo. Det er et rigtig godt cover, der måske ikke er bedre end originalen eller noget, men den passer virkelig flot ind på pladen, og det er interessant at høre en sådan jazzklassiker opført med rockinstrumenter. Parkers Band er en af de mest rockede sange på pladen, og den er virkelig energisk og sjov. Det er en ret simpel melodi, men sangen er ikke så lang, så det gør ikke noget, og jazzen vender tilbage med en flot saxofonsolo til sidst. Pladens korteste sang, Through with Buzz formår at gøre rigtig meget dynamisk på under to minutter. Det bliver ret hektisk, og hvis den var længere, ville det nok være irriterende, men det er den nu engang ikke, så det har ikke rigtig nogen problemer.
Titelnummeret kører på en oldschool blues-melodi meget af tiden, og selvom jeg ikke er så glad for det faktum, da deres interessante melodier er noget af det bedste ved dem, så må jeg sige, at jeg ellers aldrig har set blues behandlet sådan før eller siden. Det lyder rigtig fedt. With a Gun har en meget Bob Dylan-lydende guitar, men de øvrige instrumenter har stadig Steely Dans velkendte lyd, og melodien er af sædvanligt fantastisk kvalitet. En af de mest spøjse, skæve melodier på pladen er Charlie Freak. Det er en ret makaber sang, både hvad angår tekst og melodi, og især hvad angår disses samarbejde. Afslutningsnummeret hedder Monkey In Your Soul, og det er en glimrende sang, hvor både jazz og rock har sine flotte bidrag til melodien. Der er dog ét stort problem ved det, og det er, at det slutter albummet rigtig brat. Det er ikke just Freebird eller A Day In The Life, der virkelig laver et stort klimaks, der får lytteren til at føle, at nu er det overstået. Men afslutningen er det eneste væsentlige problem i løbet af hele albummet. Jeg kan klart anbefale Pretzel Logic til alle og enhver.
