Tag-arkiv: Jazz-rock

94 – Miles Davis – Bitches Brew (1970)

Udgivet den af
Svar

Miles Davis er en jazzmusiker, det ikke rigtig er til at finde hoved og hale i. To personer kan sige til hinanden, at de elsker Miles Davis for derefter at finde ud af, at det er totalt forskellig musik, de holder af. Personligt holder jeg af rigtig mange af hans plader uanset de vidt forskellige stilarter, han præsenterer. Min favorit må dog nok være Bitches Brew fra 1970, nok det mest eksperimentelle af hans hovedværker. Det er et dobbeltalbum, typisk noget, jeg ikke er stor fan af, men Bitches Brew er ikke et dobbeltalbum, fordi Miles og bandet ikke kunne skære ned på antallet af sange. Der er kun 6 sange, der hver repræsenterer noget ganske helstøbt, men de endte også med at være meget lange. Det første nummer, Pharao’s Dance, starter meget stille ud med en spinkel trommerytme overfor en bas samt hele tre el-klaver. Det er svært at hitte ud af nogen bestemte melodiske figurer, men lyden er meget behagelig. Lige så stille hopper Davis sammen med Wayne Shorter ind på henholdsvis trompet og saxofon, og så begynder musikerne for alvor at finde hinanden. Musikken bliver mere intens, og de bevæger sig i løbet af nummerets 20 minutter vidt omkring. Det er en vidunderlig rutsjebanetur, hvor man hører vanvittigt dygtige musikere udforske helt nye musikalske ideer.

Andet nummer, Bitches Brew, er med sine 27 minutter endnu længere og endda mere udfordrende. Oftest får jeg end ikke mulighed for at komme så langt i pladen, hvis jeg spiller den for andre. Den starter helt tomt med 8 bastoner uden nogen umiddelbar rytmisk eller melodisk karakter. Herefter kommer en dissonerende akkord, hvor størstedelen af bandet er med. Dette kan, hvis man strækker definitionen, kaldes for nummerets hovedtema, og det er en idé, som sangen bygger videre på. Hele nummeret er bygget op efter en dikotomi mellem ro og kaos. Både ro og kaos bliver kun mere og mere ekstrem med tiden, og på en eller anden måde formår Davis at konstruere nummeret, så man alligevel til sidst ikke kan skelne mellem dem. Helt klart et af mine yndlings-jazznumre, men det er ikke for sarte øren. Så er tredje nummer Spanish Key nok lettere at forholde sig til med sin funky guitar og mere harmoniske opbygning, omend der stadig er godt med dissonanser. Det er nok stadig ikke ligefrem til popstationerne, men indflydelsen fra tidlig funkmusik giver den en kant, der får den til at ramme noget andet end resten af pladen.

Guitaristen er især i fokus på det fjerde og korteste nummer, der da også er opkaldt efter ham; nummeret hedder John McLaughlin. Det kan opfattes som en forlænget guitarsolo, og selvom der da er visse gennemgående figurer i nummeret, kan der næppe tales om en egentlig struktur. Men det er et fremragende nummer, og trods sin korte længde på kun 4 minutter, stikker den flot ud. Der vendes tilbage på funk, nu i en lidt langsommere udgave, på den ondskabsfulde Miles Runs the Voodoo Down. Det er et mere konsekvent sonisk billede end noget andet nummer, der præsenteres her, og nummeret vækker nok klarere billeder end resten. Når det 14 minutter lange nummer er det mest lyttervenlige, ved man, at man har med en speciel plade at gøre. Afslutningsnummeret Sanctuary leder i starten tankerne hen mod Davis’ rødder i modaljazz, men tilsat en smule ekstra dissonans. Det er dog ind til man 4 minutter inde møder den nok vildeste lydeksplosion på hele pladen. De to sider af musikken er nu så forskellige i udtryk, at der på alle måder er tale om et konflikternes højdepunkt. Og det er lige præcis det, jeg aldrig har hørt en anden jazzplade udtrykke så godt: konflikt. Det er et unikum af en jazzplade.

132 – Bruce Springsteen – The Wild, The Innocent & the E Street Shuffle (1973)

Udgivet den af
Svar

Bruce Springsteen har gennem album efter album skrevet sig ind i musikhistorien som en af de største rockmusikere nogensinde. Især hans 70’er-materiale springer frem som en stribe udødelige klassikere. Hans andet album, The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle, er blandt de mest populære, men de individuelle sange derpå bliver ikke husket nær så meget som mange andre Springsteen-sange. Da han spillede i Parken for nylig, var det den eneste Springsteen-plade fra før midtfirserne, hvorfra vi ikke hørte én eneste sang. Og det er synd, for der er godt med guf på pladen. Hele bandet er enormt velspillende på det funky åbningsnummer, The E Street Shuffle. Her synger Springsteen optimistisk og lykkeligt om arbejderlivets små glæder. Foruden disse kvaliteter, har jeg virkelig respekt for at turde at indlede en rockplade med to saxofoner, en kornet og en tuba. Han efterfølger denne energiske introduktion med 4th of July, Asbury Park (Sandy), en sød, smuk lille ballade. Den tenderer lidt mod det vamle til tider, men lyrikken bliver så detaljeret og personlig, at det stadig er charmerende. Instrumentationen er lettere rodet, og mens denne upolerede lyd signalerer en kende oprigtighed, foretrækker jeg nok stadig de segmenter, hvor akkompagnementet er mere simpelt, da sangen dermed virker mere personlig.

Noget, man tit kan glemme om Springsteens 70’er-plader, er, at de har nogle virkelig lange numre til tider. Man lægger ikke særlig meget mærke til det, for de virker ikke ummidelbart som komplekse rockoperetter. Det handler bl.a. om hvor meget han kan få ud af bandet. Den jazzede Kitty’s Back starter med en storladen instrumental intro, der varer et helt minut. Der går ret meget kreativitet i gang, når soloerne kommer til fulde under det milde kaos, sangen præsenterer under midten. Til trods for disse eksperimentelle elementer, udvikler sangen sig ganske naturligt til sidst til et lykkeligt syng-med-kor. Det er et skønt nummer. Til gengæld tror jeg ikke, jeg knuser mange hjerter ved at sige, at Wild Billy’s Circus Story er en af pladens svagere sange. Strukturelt er det et godt tiltag at komme med en så rolig sang som denne efter den vilde Kitty’s Back, og der er da nogle spøjse musikalske øjeblikke på nummeret, der til dels rammer den titulære cirkus-magi. Teksten siger mig dog ikke så meget, og sangen har ikke rigtig nogen udvikling – den svæver bare lidt. Den er dog nok stadig værd at lytte til.

Incident on 57th Street er endnu et nummer, hvor Springsteen gør sig som historiefortæller, men her med mere poppede virkemidler end på Wild Billy’s Circus Story. Det fungerer i sidste ende ret godt, og en mere nøgen instrumentation gør nummeret mere levende og følelsesrigt end de tidligere numre. Variation i denne instrumentation er også den væsentligste årsag til, at den holder i hele 8 minutter, for strukturelt ændrer den sig ellers ikke meget. Som for mange andre Springsteen-fans, er min favorit på denne plade Rosalita (Come Out Tonight). Det kan lyde som en meningsløs udtalelse, men alt ved det her nummer, er fuldkommen perfekt. Jeg elsker saxofonen, klaveret, Springsteens stemme, den søde tekst, den fængende melodi, de instrumentale breaks, alt går op i en højere enhed på det her nummer. Det er en reel kandidat til Springsteens bedste nummer nogensinde. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange New York City Serenade, der nok er lidt for lang tid om at komme igang. Introen er flot, men den føles kontekstløs. Stemningsmæssigt er det dog på alle måder en passende afrunding. Den er sentimental og vemodig, den føles som et oprigtigt farvel. Den er måske lidt længere end hvad godt er, men der bliver sat et flot punktum på pladen, og det sætter jeg pris på. For pladen er skidegod.

145 – Steely Dan – Aja (1977)

Udgivet den af
Svar

Jeg elsker Steely Dan. De er et af 70’ernes mest innovative og levende rockbands til trods for forsanger Donald Fagens lettere anonyme stemme. De har dog virkelig meget personlighed og detalje i deres særegne blanding af jazz og rock, som er gennemgående på alle deres plader. Den mest berømte af disse klassiske albums er nok Aja fra 1977, hvor jazzen virkelig er i højsædet. Pladen starter med en tung, langsom basgang på nummeret Black Cow, der fungerer rigtig godt som intronummer. Det er sådan et nummer, der forstår at begrænse sig, for meget langsomt at tilføje dertil, så lytteren har mulighed for at sluge hvordan Ajas karakteristiske lydunivers er. Der er meget dynamik i lydniveauet og arrangementet, der drastisk kan gå fra at være ganske nøgent til fuldstændig tætpakket, for så at gå tilbage igen, netop med denne fokus på at afgrænse sig. Det andet nummer er titelnummeret, pladens længste sang. Herpå fokuserer de meget på at bygge op mod noget stort, men med masser af detalje. Som sangen skrider fremad bliver lyden større, og der ender med at være noget spændende at lytte efter i alle lag af produktionen, medens det også opleves virkelig sammenhængende. En stor del af nummeret er instrumentalt, og det virker fremragende.

Deacon Blues er endnu et længere nummer, denne gang med mere fokus på vokalen. Der er her et egentligt omkvæd, og en ret let forståelig tekst. Den handler om at spille jazzmusik, og da det er noget, Steely Dan har ret godt forstand på, virker det ret godt. Nummeret er smagfuldt og gennemført, som kun Steely Dan kan gøre det. Der er en blanding af vemodighed og ambition herpå, perfekt understøttet af Pete Christliebs smukke saxofonsolo. Det er et af pladens allerbedste numre, ingen tvivl om det, og det bliver efterfulgt af det, der, hvis man spørger mig, er den bedste sang, Steely Dan nogensinde har lavet. Det er den energiske, funky Peg, som er mere poppet end noget andet på pladen. Den føles til gengæld også meget kontrolleret. Hver eneste tone sidder bare i skabet, og kærligheden strømmer ud af nummeret. Vokalharmonierne er storladne og smukke, og guitarsoloen er spektakulær og vidunderligt original i sin lyd. Man bliver bare glad i låget af at høre de flotte blæsere sammen med finurlige vendinger som “It’s your favourite foreign movie”, der er fede at synge med på, men også får lytteren til at tænke over, hvad sangen egentlig handler om.

Home at Last har endnu en meget tung slibende bas, dog nok her mere funkpræget end på Black Cow. Det jazzede klaver giver sangen meget liv, og der bliver virkelig sat en øde, ensom, fortvivlet stemning, hvilket kun gør teksten om at finde sig et hjem mere engagerende. Jeg er også ellevild med trommerne mod slutningen, hvor de fuldkommen skifter karakter og bliver mere markante. I Got the News er måske ikke den mest fængende sang i verden, men den udmærker sig til gængæld ved at være ret eksperimentel. Dette gælder helt ned til klaveret, der lyder virkelig sjovt, og som nok kunne kaldes sangens grundlag. Som sangen skrider fremad, skifter den dog meget struktur. Det er en ganske spøjs sang, som sagtens kan tåle mange gennemlytninger. Afslutningsnummeret hedder Josie, og der vendes tilbage til det lidt mere poppede og funky her. Der er en meget flot dynamik mellem et blødt, roligt omkvæd og nogle skarpe, bas-drevne vers. Det er seksuelt og vildt, ord man måske ikke typisk forbinder med Steely Dan, men ikke desto mindre virker det. Hele Aja er faktisk en fænomenal plade. Den kan introducere jazz-fans til rockverdenen og rock-fans til jazz-verdenen. Og så lyder den også bare skidegodt.

150 – Santana – Santana (1969)

Udgivet den af
Svar

I latin-rocks store vide verden er der vist kun virkelig ét navn, der kendes af gud og hvermand. Det er selvfølgelig bandet Santana med den latterligt dygtige guitarist Carlos Santana i front. De spillede på den legendariske Woodstock festival i august 1969, og senere samme måned udkom deres debutalbum ved navn Santana. Den åbner med Waiting, en intens instrumental sang med en sprød, eksotisk rytme og et hektisk orgel som lead-instrument. Først til sidst begynder der virkelig at ske noget med guitaren, og det er virkelig tilfredsstillende efter denne lange opbygning. Det er en god indledning til pladen, der naturligt nok er meget guitarpræget. Den vældig dygtige organist hedder Gregg Rolie, og han agerer også bandets forsanger. Han har ikke verdens mest spændende stemme, men han lader på den måde også instrumentationen være i front. Det er det kraftige, dynamiske arrangement, der sørger for, at deres cover af Willie Bobos Evil Ways stadig i dag er blandt Santanas mest berømte sange til trods for den anonyme vokal. Shades of Time har nogle ret svage vers, der hele tiden leder op til et omkvæd, der ikke er til stede. Derimod opfører Santana en af pladens mest følelsesrige guitarsoloer, hvilket mere end retfærdiggør sangens eksistens.

Shades of Time  går direkte over i Savor, et kortere instrumentalt nummer. Her bliver det meget hurtigt, meget fyldigt i lydbilledet, og det er faktisk ikke rigtig til at kapere. Det er enormt stort, og vældig imponerende fra et teknisk standpunkt, men man bliver simpelthen så overvældet af lyd, at man har brug for at tage en pause. Og Santana holder nærmest aldrig pause på denne plade. Det bliver aldrig stille i længere tid af gangen. Man kan blive tvunget til at holde nogle pauser for at kunne sluge det hele. Med det sagt finder man midt på pladen et af Santanas bedste numre nogensinde – den simple, urkraftdrevne Jingo. Sangen består af tre ord, og jeg ved ikke om nogen af dem betyder noget som helst. Det er et cover af en sang af en nigeriansk trommeslager ved navn Babatunde Olatunji, men Santanas udgave har meget mere at byde på i min optik. Persuasion er et vildt, legesygt og sensuelt nummer, som Gregg Rolie sælger overraskende godt. Det er dog Carlos’ guitar, den drilske rytme og den spændende komposition, der gør, at sangen fungerer så godt, som den gør.

Treat er blandt gruppens mere jazzede værker. Det er et instrumentalt nummer, hvorpå Carlos’ guitar er i fokus, og Rolies orgel er skiftet ud med et traditionelt klaver, hvilket tilføjer til stemningen. I slutningen af dette nummer vælger gruppen for en gangs skyld at gå ned i gear, og det er meget forfriskende. Det virker måske ekstra godt, fordi der her er klaver i stedet for orgel. De måtte godt have vekslet lidt mere mellem de to instrumenter. Jazz har som bekendt rødder i bluesmusikken, og derfor virker det som en ret naturlig udvikling at gå i en mere blues-orienteret retning med You Just Don’t Care. Det er en rigtig god sang, der viser Santanas diversitet som gruppe. Den angriber heller ikke dine ører nær så meget som så meget i starten af pladen, så den er meget velkommen på pladen i mine øjne. Pladen slutter dog af med det, jeg selv ser som Santanas uden tvivl bedste nummer, nemlig den instrumentale Soul Sacrifice. Det er en sang, der lyder af storhed, af mystik og af voodoo. Den lægger meget op til, hvordan gruppens lyd ville ændre sig på opfølgeren, Abraxas. Santana er en plade, der kommer mod dig med fuld fart, og det kan være svært at optage det hele på en gang. Men det er smukt, imponerende og stilfuldt.

205 – Santana – Abraxas (1970)

Udgivet den af
Svar

Carlos Santana har fra 1967 lagt navn til det muligvis største Latin-rock-band nogensinde. De hedder blot Santana, og de gjorde sig bemærket ved at udgive plader som den klassiske Abraxas fra 1970, der er deres anden plade. Denne starter med et instrumentalt nummer ved navn Singing Winds, Crying Beasts, og det er en rigtig god måde at åbne nummeret. Det starter med at føles mystisk, der er ikke engang trommer på. Det er bare nogle klokker og en eksotisk guitarsolo. Så får vi congas, men det er stadig mystisk, og det er noget af det smukke ved nummeret. Det bygger op mod et klimaks, men det mister aldrig sin distance. Efter klimakset stopper det dog ikke, det vander lidt ud, og det fungerer på den måde både som nummer på egen hånd og som intro til deres cover af Black Magic Woman af Fleetwood Mac, som de blander sammen med Gypsy Queen af Gábor Szabó. Den overgår efter min mening begge originaludgaver med sin mystik og de vilde guitarevner, Carlos praler med. Den jazzede lyd fra Gypsy Queen fungerer perfekt til at runde sangen af og at få tempoet lidt op.

Derefter står det på endnu en af de helt store Santana-klassikere. Oye Como Va er ligeledes et cover, og den er så fjollet og simpel i sin originaludgave, at man aldrig ville kunne forvente en seriøs udgave, der virker. At sangen er så simpel er svært at overse, men den er til gengæld virkelig cool opført, og Santana giver den lidt kant, som ellers var savnet. Den ender rent faktisk med at lyde cool. Der går lidt jazz i den med den instrumentale Incident at Neshabur. Den er hurtig, der er fokus på orgel rettere end guitar i løbet af meget af den, og den føles bare i det hele taget meget forfriskende. Halvvejs igennem bliver den lidt langsommere, så man lige kan nå at trække vejret, og så bygger den langsomt op igen. Se A Cabo følger op, og det er en lidt strammere sang. Den starter meget jazzet og vild, og guitarsoloen, Carlos fyrer af, er fantastisk. Halvvejs gennem nummeret begynder en timbales-solo, og så begynder vokalen at sige titlen igen og igen. Det afsluttes meget klimaktisk og lægger godt op til Mother’s Daughter. Denne veksler hele tiden mellem det meget stille og det helt store guitarshow. Melodien er simpel, men den virker, og de mange soloer får sangen til at virke levende.

Samba Pa’ Ti er sangens sidste instrumentale nummer, og bandet fokuserer på en melankolsk sologuitar i løbet af det meget af sangen. Så kommer en bas på, og det bliver lidt gladere, og det ender naturligvis i ren ekstase. Følelser har aldrig før været noget særlig vigtigt på denne plade, det har mere handlet om grooves, men på Samba Pa’ Ti ser vi en side a bandet, man sjældent ser. Den er rigtig smuk. Lidt rå rockmusik kan gruppen også finde ud af, og dette er især tydeligt på Hope You’re Feeling Better, der er virkelig hårdtslående. Der er en bitter sarkasme, der giver nummeret meget karakter, og igen er følelserne i højsædet, hvilket er en meget god måde at afslutte en plade på, føler jeg. Guitarsoloen er mere end bare jam, det er et skrig efter retfærdighed. Pladen afsluttes af den korteste sang af dem alle, El Nicoya, hvor rytmesektionen virkelig får mulighed for at blære sig. Hvor vi startede vores rejse på vej ind i denne mystiske verden, afslutter vi med en regulær stammefest, hvor der så sandelig skal slås på tromme. Latin-rock er ikke den mest populære genre i verden, men hvis du vil have lidt eksotisk flair i din rockmusik, så kig ikke længere end Abraxas, for det er en fantastisk plade.

238 – Steely Dan – Can’t Buy a Thrill (1972)

Udgivet den af
Svar

Jeg har tidligere udtalt, at jeg er stor fan af Steely Dans tredje album, Pretzel Logic, men foruden den, havde jeg på det tidspunkt ikke hørt meget andet af gruppen. Jeg havde dog hørt nogle af deres mest populære sange, heriblandt Dirty Work, Reelin’ in the Years og Do It Again, alle fra deres debutplade, Can’t Buy a Thrill fra 1972. Det er faktisk netop Do It Again, der åbner ballet, og det gør den med maner. Jazzet percussion, lettere psykedelisk guitar og en sangstemme, der virkelig gør indtryk. Donald Fagen er ikke en vanvittigt dygtig sanger, og hans stemme er ikke særlig unik, men han sørger for at udnytte det, han har, virkelig godt. Han udtaler alle ordene virkelig spøjst, nærmest som var han i gang med at efterligne en blåhval som Dory gør det i Find Nemo. En bedre sammenligning har jeg ikke rigtig, ud over, at han virker lidt som en levende messingblæser. Ikke så meget i lyd som i funktion. Steely Dan sørger nemlig tit for at blande en del jazz ind i instrumenationen, men vokalen er stadig ret så vigtig, meget som hvordan keyboard og bas og alt det der kan være fint i et instrumentalt jazznummer af f.eks. Miles Davis, men uden hans trompet er det hele ret tamt.

Der er to andre sangere, men Fagen optager størstedelen af albummet. Backingvokalist David Palmer overlader Fagen til tangenterne på Dirty Work og Brooklyn. Jeg elsker ellers virkelig backingvokalerne på pladen, men jeg ville virkelig foretrække, hvis han holdt sig deromme, det er ikke så slemt på Brooklyn (Owes the Charmer Under Me), selvom han stadig mangler en del personlighed, men han gør versene til den ellers fantastiske Dirty Work til en ret tom oplevelse med sin tamme McCartney-efterligning. På Midnight Cruiser synger Jim Folder for, og han lyder lidt som Tom Petty, der gjorde sin debut 4 år senere. Det er faktisk ret forfriskende i alle tre tilfælde, for selvom de ikke måler sig med Fagen, gør det pladen mere levende, når der er variation i vokalen. Der er også meget variation i instrumenterne. Hvor der altid er lidt jazz i lyden, så er der f.eks rockede guitarsektioner på Reelin’ In the Years og Midnight Cruiser, og man kan mærke latinamerikansk inspiration på Only a Fool Would Say That.

Med alt det sagt, så er det ikke alle sange på Can’t Buy a Thrill, der er lige gode. Til trods for at være vældig sjov og usandsynligt fængende i versene, så er Change of the Guard en kende smagløs, og det føles bare som lidt af en typisk poprock-sang. Den kunne være lavet langt bedre af f.eks. Steve Miller Band eller The Guess Who. I det hele taget er de 4 sidste sange bare ikke nær så mindeværdige som de første par stykker. Jeg vil gerne lægge vægt på, at de stadig er flotte sange, og som en del af helheden fungerer de ret godt, men det er ikke som på Pretzel Logic, hvor hvert eneste nummer er meget mindeværdigt. Det har nok noget at gøre med, at de mod slutningen bare gentager idéer, der er blevet brugt før – med en spøjs undtagelse i Change of the Guard, der rettere gentager idéer, man tit hører fra andre bands. Og det er underligt, for noget af det, der gør Steely Dan til sådan en god gruppe er deres originale lyd, som stod kraftigt ud allerede her på debuten. Jazz og rock var blevet blandet før, men ikke tidligere på denne behagelige, bløde, men samtidig begivenhedsrige måde. Og ikke alene er det en unik tilgang, det er også godt udført. Can’t Buy a Thrill kan rigtig let anbefales.

264 – Blood, Sweat & Tears – Child Is Father to the Man (1968)

Udgivet den af
Svar

Al Kooper var en af 60’ernes og 70’ernes største producere, sangskrivere og musikere, men han er langt fra den mest kendte. Han har altid holdt sig meget bag andre navne, f.eks. Bob Dylan, Lynyrd Skynyrd og Stephen Stills, med hvem han har både skrevet, produceret og indspillet musik, men han havde faktisk også én gruppe, hvor han var fast sangskriver og regulært medlem. De hed Blood, Sweat & Tears, og han var ganske vist kun med til at optage deres første plade, Child Is Father to the Man, men denne er også i bredt omfang opfattet som deres bedste. På denne plade finder man 12 meget interessante numre, der blander vanlig pop og rock med klassisk musik og især jazz. Nogle sange, heriblandt den populære I Love You More Than You’ll Ever Know, er meget rendyrket bluesrock, bare hvor nogle ret jazzinspirerede messingblæsere dog pepper stemningen lidt op, men langt størstedelen har meget tydelig inspiration fra jazzmusikken. Det tydeligste eksempel på dette er deres cover af Harry Nilssons Without Her, der lyder virkelig kraftigt påvirket af Stan Getz og João Gilbertos bossanovamusik. Sådan lyder originalen slet ikke, men det lyder helt perfekt i denne udgave.

Albummet indledes med nummeret Overture, der spiller dele af diverse sange på pladen på strygere i en meget kort medley. Dette er også tilfældet på afslutningen, der morsomt nok hedder Underture, og dette skaber en vis helhed omkring albummet, og får det hele til at lyde meget planlagt. Noget meget sjovt ved pladen er de mange covers, og jeg havde ærlig talt ikke udregnet, at disse var covers. Der er 5 forskellige, og de oprindelige sangskrivere er af så forskellig karakter som Tim Buckley, Randy Newman, Carole King og selvfølgelig Harry Nilsson. Og disse får alle flot jazzglasur, som bare passer helt perfekt. Især er deres cover af den King-skrevne So Much Love, oprindeligt opført af Steve Alaimo, bedst kendt med Dusty Springfield. Ingen udgave overgår dog efter min mening den med Blood, Sweat & Tears, der formår at være dynamisk, oprigtig og bombastisk på en og samme tid. Det er ganske smukt. De Kooper-skrevne sange fylder dog mest, og disse er også lavet specifikt til denne stil. De er virkelig sjove, og den interessante jazz-instrumentation gør, at man hele tiden har noget at dykke ned i, hvis man bliver vænnet til de fængende, progressive melodier.

Der er ikke nær så meget klassisk som jazz. De tydeligste klassiske øjeblikke er selvfølgelig Overture og Underture, men Meagans Gypsy Eyes har et vidunderligt marchbeat og flotte, orkestrale blæsere, der støtter sangen godt, mens The Modern Adventures of Plato, Diogenes and Freud stort set bare er et klassisk stykke med tekst på. Strygerne er virkelig flot komponeret, og det fungerer godt som en af pladens sidste sange til at give lytteren noget nyt, selv efter, at man har hørt så meget af pladen. Al Kooper er tydeligvis også stor fan af bluesmusik, og dette lærer man især gennem numre som I Love You More Than You’ll Ever Know og I Can’t Quit Her, pladens nok bedst kendte sange, men mere end noget andet nummer, har Somethin’ Goin’ On bare en klassisk bluesmelodi. Den er dog stadig masser af jazz på alle tre numre, og det er virkelig sjovt. Child Is Father to the Man giver dig hele tiden nye former for musik. Det er et overflødighedshorn af kreativ sangskrivning og god albumdynamik. Den føles som om, den er af tilpas længde, og når man er færdig med pladen er man på en gang tilfreds, men man får også bare lyst til at høre den igen og igen, hvilket let kan anbefales.

352 – Billy Joel – 52nd Street (1978)

Udgivet den af
Svar

I 1982 fik Billy Joels album 52nd Street æren af at blive det første album, der blev udgivet som cd. Albummet blev udgivet tilbage i 1978, og det er kendt som et af Joels bedste album, navnlig da man kan finde 3 af hans allerstørste hits på den: Big Shot, Honesty og My Life. Disse tre er minsandten også de tre første sange på albummet, og Big Shot åbner ganske energisk som et af Joels hårdeste, mest rockede numre. Melodien er enormt sjov, og Joel giver den virkelig gas som sanger. Honesty er en langt blødere sang, men den er muligvis pladens bedste nummer, og blødheden giver god kontrast til Big Shot. Joel lægger enormt mange følelser i nummeret, og teksten er en god kandidat til at være den bedste, Joel nogensinde har skrevet – og det siger en del, når han trods alt også har skrevet Piano Man, Just the Way You Are og Only the Good Die Young. Han tager atter pladen i en ny retning med My Life. Det er en rigtig simpel popsang, men melodien er fantastisk, og teksten er ligeledes noget at skrive hjem om. Den er rigtig sjov, og for fanden, hvor er den bare umulig at blive træt af.

Zanzibar er en noget mere hårdtslående, dramatisk sang. Der bliver arbejdet rigtig godt med dynamik. Den er sjov og fængende, og jazz-trompetist Freddie Hubbard får også nogle flotte soloer. Albummet holder meget flot kvaliteten oppe med den rigtig sjove Stiletto. Dens klaver er en rigtig energisk drivkraft, og mens omkvædet ikke er nær så fængende som resten af albummet, så er versene noget af det dejligste på hele pladen. Joels charme på dette nummer er fantastisk, og hvis hele albummet var lige så godt som de fem første sange, så havde vi at gøre med et absolut mesterværk. Rosalinda’s Eyes er også en ganske sjov sang, men den mangler noget af den mættethed, som albummet hidtil har budt på. Melodien er ganske fin, men den præsenterer ikke rigtig noget, der griber fat i lytteren, selvom den klare indflydelse fra latinamerikansk musikkultur, nummeret byder på, er værd at bide mærke i, og lyrisk matcher Joel denne stemning ganske flot ved brug af vendinger som “Señorita”, “Latin Dancing” og “Spanish part of town”.

Et stort hornorkester åbner kraftigt Half A Mile Away, der ganske vist ikke er den mest dynamiske eller interessante sang på pladen, men den er nok engang et eksempel på et rigtig sjovt nummer. Det bliver en smule ensformigt mod slutningen, men jeg kan slet ikke sige andet end, at det oftest er rigtig sjovt alligevel. Det er en rigtig mindeværdig sang, selvom det måske ikke er den mest fuldendte. Until the Night fik underligt nok æren af at være albummets tredje single. Nej, det var ikke Zanzibar eller Stiletto, men det burde det nok have været, for Until the Night er nok pladens kedeligste nummer. Det er latterligt bombastisk, men det har ikke nogen ironisk distance til dette faktum. Den kvindelige korsanger gør også at melankolien virker så meget desto dummere. Og så er det med over 6½ minut pladens ubestridt længste nummer. 52nd Street afsluttes ganske antiklimaktisk med et sjovt og kort titelnummer, der ikke runder pladen specielt godt af. Som helhed er 52nd Street en fed popplade. De første par numre er mesterværker, og så sakker det lidt ned som albummet skrider fremad, men hvis du kan lide poprock fra 70’ernes skatkiste, så er det nok et album for dig!

385 – Steely Dan – Pretzel Logic (1974)

Udgivet den af
Svar

Rockbandet Steely Dan har altid taget meget inspiration fra jazz, og en af deres fineste blandinger af jazz og rock er deres tredje album, Pretzel Logic fra 1974. Det åbner med et af gruppens mest berømte numre, nemlig Rikki Don’t Lose that Number. Det har en rigtig god melodi, og det jazzede klaver samt vokalharmonierne gør det vældig interessant at høre på, især når man hører dem sammen med en mere typisk rockguitar. Ligeledes er pladens andet nummer, virkelig interessant. Både rockelementerne og jazzelementerne er meget anderledes end på åbningsnummeret, sangen i sig selv har virkelig meget dynamik. Og gud, hvor lyder de også bare godt gammeldags cool. Any Major Dude Will Tell You er endnu et pragtfuldt nummer. Den føles meget omsorgsfuld og varm, og selvom instrumentationen er mere afslappet og stille end førhen på pladen, formår sangen især gennem sin fantastiske melodi at holde min interesse i sangen.

Min yndlingssang fra pladen – og måske i det hele taget min yndlings-Steely Dan-sang – er Barrytown. Det er blevet bemærket ofte, at melodien minder meget om Tell Me What You See af the Beatles, men jeg ser det slet ikke som en dårlig ting, for Tell Me What You see er en vidunderlig sang. Og efter min mening er der stadig nok variation fra Beatles-sangen til at gøre Barrytown til en både unik og fantastisk oplevelse. Efter dette kommer et instrumentalt nummer, et cover af Duke Ellingtons East St. Louis Toodle-Oo. Det er et rigtig godt cover, der måske ikke er bedre end originalen eller noget, men den passer virkelig flot ind på pladen, og det er interessant at høre en sådan jazzklassiker opført med rockinstrumenter. Parkers Band er en af de mest rockede sange på pladen, og den er virkelig energisk og sjov. Det er en ret simpel melodi, men sangen er ikke så lang, så det gør ikke noget, og jazzen vender tilbage med en flot saxofonsolo til sidst. Pladens korteste sang, Through with Buzz formår at gøre rigtig meget dynamisk på under to minutter. Det bliver ret hektisk, og hvis den var længere, ville det nok være irriterende, men det er den nu engang ikke, så det har ikke rigtig nogen problemer.

Titelnummeret kører på en oldschool blues-melodi meget af tiden, og selvom jeg ikke er så glad for det faktum, da deres interessante melodier er noget af det bedste ved dem, så må jeg sige, at jeg ellers aldrig har set blues behandlet sådan før eller siden. Det lyder rigtig fedt. With a Gun har en meget Bob Dylan-lydende guitar, men de øvrige instrumenter har stadig Steely Dans velkendte lyd, og melodien er af sædvanligt fantastisk kvalitet. En af de mest spøjse, skæve melodier på pladen er Charlie Freak. Det er en ret makaber sang, både hvad angår tekst og melodi, og især hvad angår disses samarbejde. Afslutningsnummeret hedder Monkey In Your Soul, og det er en glimrende sang, hvor både jazz og rock har sine flotte bidrag til melodien. Der er dog ét stort problem ved det, og det er, at det slutter albummet rigtig brat. Det er ikke just Freebird eller A Day In The Life, der virkelig laver et stort klimaks, der får lytteren til at føle, at nu er det overstået. Men afslutningen er det eneste væsentlige problem i løbet af hele albummet. Jeg kan klart anbefale Pretzel Logic til alle og enhver.

397 – Tom Waits – Rain Dogs (1985)

Udgivet den af
Svar

Tom Waits, manden med den hæse stemme og enorme kreativitet, har udgivet albums siden 1973, og hans mest populære værk er nok Rain Dogs, som han udgav i 1985. På denne plade finder man et virkelig varieret udbud af sange, og mange af dem føles virkelig unikke. Numre som Singapore, Clap Hands, Cemetery Polka og Jockey Full of Bourbon bevæger sig ikke rigtig inden for nogen genrer, jeg kender. Disse er de fire første numre på pladen, og de er meget dystre, men samtidig er de virkelig legesyge, selv efter Tom Waits’ standarder. Hele starten af pladen lyder bindegal, og hvis der er nogen genre, man ville kunne gruppere meget af det som, ville det nok være jazz, selvom det heller ikke kan siges så entydigt, da der alene i den enkelte sang er så mange forskellige lyde. I løbet af pladen sker der dog meget andet, men Waits er helt eminent hvad angår skift mellem stilarter i løbet af et album. Man lægger knap nok mærke til hvor forskellig Diamonds & Gold er fra den øjeblikkeligt efterfølgende Hang Down Your Head.

Albummets dynamik er bare generelt helt fortræffelig. Der er 19 forskellige sange, der strækker sig over 54 minutter, og ikke et øjeblik keder man sig, og heller ikke et øjeblik føler man, at noget forstyrrer lytteoplevelsen. Kvaliteten i sangene er også konstant så god, at næsten enhver har andre favoritnumre end hinanden. Mine personlige favoritter er Cemetery Polka, Tango till They’re Sore, 9th & Hennepin og Downtown Train. Disse sange er så langt fra hinanden som muligt, men hver af dem er rigtig godt skrevet, hvilket ikke blot klargør, at Waits har stor musikviden og evne til at skrive enhver slags musik, det udnytter det også virkelig godt. Selv country kan han finde ud af, og det gør han virkelig fortræffeligt på Blind Love. Jeg er normalt ikke specielt glad for country, men hvis alle countrymusikere var så interessante som Tom Waits, ville jeg nok have meget lettere ved at sluge genren. På 9th & Hennepin leverer han noget, der mest af alt lyder som et musikalsk svar på film noir. Man kan se den sort/hvide bar for sig, og på en skammel sidder Waits med en hat langt nede over øjnene, mens han fortæller en monolog.

Lyden på Rain Dogs er meget upoleret. Man kan tydeligt høre alle instrumenter, og produktionen har ikke gjort så frygteligt meget ved lyden på dem. Det gør, at musikken føles ret langt nede på jorden, selvom den som sådan er meget langt ude. Hvis man ikke er verdens største fan af eksperimentel musik, er dette derfor et rigtig godt sted at starte, da Waits aldrig virker prætentiøs eller bedrevidende. Til gengæld virker han som en person, der virkelig har en dyb kærlighed for det han laver. Og om man så selv kan lide det individuelle nummer eller ej, kan man stadig let respektere, at han har lagt så meget arbejde i musikken. Hvis du anser dig selv som en musiknørd, så er Rain Dogs lige albummet for dig. Der sker hele tiden interessante ting, det er kreativt og spektakulært, og man føler sig musikalsk meget mæt, når albummet er slut. Alle sangene har masser af holdbarhed, så man kan let spille albummet igen og igen. Rain Dogs er et af Tom Waits’ bedste albums, og det siger ikke så lidt.